PÅ FÆRDE
Fællesskab, krop og kreativitet i konfi rmandstuen
Eksistensen
INDHOLD
FORORD side 7
1. SÅDAN BRUGER DU BOGEN side 11
Bibeldidaktik, Årsplan
2. DIN ROLLE SOM UNDERVISER side 14
På hellig grund, Vær en voksen, Vær en god vært, Lav en tydelig kontrakt, Vær en medvandrer
3. OM AT MØDE EN GRUPPE TEENAGERE side 16
Hvad er helt normalt? Hvornår skal jeg hente hjælp?
4. FØR KONFIRMANDERNE KOMMER side 18
Lav din årsplan, Ingen skærme, Konfirmationsforberedelsens sted, Flere undervisere, Besøg udefra, Når konfirmanderne er gået
5. I KONFIRMANDSTUEN side 20
Samtalen, Forløb hver gang, Pausekurv, Andagt, Om at synge med konfirmander, Når en bibelfortælling skal formidles, Om kreativt arbejde, Meditation, Bibel eller salmebog som gave og arbejdsredskab, Konfirmandord, Kirkegang.
6. UDEN FOR KONFIRMANDSTUEN side 26
Pilgrimsvandring
7. 21 FORLØB TIL HELE ÅRET side 27
8. HELT PRAKTISK side 110
Andagter – sten i døbefonten, Rejsealter, En hånd af ler, Bibliolog, Lille legekatalog, Samtalestarter om gudstjenesten
LITTERATURLISTE side 116
APPENDIKS side 118
FORORD
Dette materiale skal ruste konfirmandunderviseren til en håbefuld og givende medvandring på konfirmandernes veje en tid. Konfirmander af alle slags, vel at mærke. Den valgte tilgang kan favne og udfordre både den bogligt stærke og den mindre bogligt stærke. Nøgleordene er: gode samtaler indlejret i praksisfællesskaber, krop og kreativitet inde og ude, den gode relation.
Moderne religionspædagogik foregår på andre vilkår end tidligere. Når jeg har spurgt mine konfirmander om, hvad de tror, deres forældre tror på, ved de det ikke. Sommetider kan de sætte ganske få ord på, hvad de tror, deres bedsteforældre tror på. Til konfirmationsaftener, hvor både forældre og konfirmander deltager, arbejder vi med et emne som regulær konfirmationsforberedelse, og her udtrykker forældrene ofte bagefter, at det ville de gerne have mere af.
Det er sigende eksempler på det, som også undersøgelser viser, nemlig at mange danskere ikke har hverken ord for troen eller en praksis, der viser familiens børn, hvorfor det er vigtigt. Forældrene støtter bestemt, at deres barn går ”til præst”, men konfirmanderne ankommer sjældent med en varm hånd i ryggen hjemmefra, der tydeligt siger: ”Det her er vigtigt for os, dine forældre, fordi kristendom er den grund, vi bygger livet på.”
Måske har det aldrig været sådan, de fleste forældre ville udtrykke sig, men kirken og præsten har længe ikke været autoriteter i samfundet. Alle traditioner er til forhandling, selvom vi mærker en stigende ritualisering alle vegne og en interesse for kristendommen.
Vi er gået fra sandhed til mening, forstået på den måde at det moderne menneske ikke kobler sig på en universel sandhed, men at vi hver især personligt må finde både ståsted og vejen videre derfra.
Den varme hånd i konfirmandernes ryg har oftere festen som fokus. Forældrene glæder sig meget til at give deres barn ”den bedste dag”. Midt i en periode af den unges liv, som kan være en bøvlet tid med ommøblering på alle måder og frigørelse fra hjemmet eller hjemmene, kommer konfirmationsfesten belejligt og velkomment som en vigtig dag, der markerer, hvor den unge hører til, og hvem den unge hører sammen med. Festen indlejrer dem i det ”vi”, de er rundet af på det horisontale plan. Konfirmationsforberedelsens opgave er så at indlejre dem i et vigtigt ”vi” på det vertikale plan.
Derfor er autenticitet og en god relation helt afgørende i præstens møde med konfirmander og deres forældre og måske endda afgørende for, om de overhovedet vender sig mod kristendommen og kirken senere i deres liv. Relationen kan være afgørende for, om konfirmanderne ”køber” projektet som andet end den vigtige overgangsrite og tradition, det også er.
Ikke bare relationen til præsten, som er den, der repræsenterer troen, er vigtig, men også stemningen i gruppen, når man er ”til præst”. Er det ikke rart at være der, kan det være det eneste, man bagefter husker. Den dårlige stemning kan i værste fald blive næsten synonym med kristendom.
Dette materiale bygger på en teologisk funderet religionspædagogik, som arbejder erfaringsbaseret og relationelt, og som tager
alvorligt, at religiøs dannelse, myndiggørelse og læring kan ske (og måske bedst sker) i praksisfællesskaber og med kroppen forrest. Kristendom udfolder sig i forpligtende fællesskaber, og derfor må fællesskabet og relationen også være i fokus i konfirmationsforberedelsen. Ikke som en påstand, vi peger hen på, men som noget, vi faktisk prøver at gøre. Konfirmationsforberedelse skal have klare mål og rammer, være velforberedt, men den skal også være et frirum med højt til loftet og plads og tid til leg, humor, hygge og bare at være. Der skal være tid til at lære præsten at kende.
Med andre ord:
1. Jeg vil gerne pege tydeligt på kristentro som en praksis, der tager hele mennesket alvorligt, og hvor fællesskabet er noget, vi vægter eksplicit.
2. Kernen i bogen er en udvalgt kanon af bibelfortællinger. Bogen er således et bud på en bibeldidaktik bygget på en teologisk, religionspædagogisk grundtanke. Dette greb skyldes tidl. lektor i Praktisk teologi på Aarhus Universitet, Johannes Nissen, som udfolder det i bogen: Medvandring – en indføring i teologisk religionspædagogik. Materialet danner som helhed et forslag til en årsplan, hvor der hver gang arbejdes med en bibelfortælling, som er relevant i en konfirmands optik. Med andre ord er ”pro me”-aspektet forsøgt taget alvorligt; det, der i vejledningen hedder, at vi skal ”bygge bro til konfirmandens livsverden”, samtidig med at målet naturligvis er at bygge videre på konfirmandens grundlæggende viden om kristendommen. Særligt for denne bogs forslag til arbejde med bibeltekster er,
at påskens fortællinger spredes ud over hele konfirmandåret: Skærtorsdag kommer tidligt i forløbet med fokus på nadveren, langfredag arbejdes der med i forbindelse med allehelgen, palmesøndag er lagt lige før første søndag i advent, og endelig er påskedag og anden påskedag temaer lige op til påske. Min erfaring er, at påskens betydning på den måde breder sig ud over det hele, som den skal, ved siden af den vægt, Jesu liv og lære skal have.
3. Kroppen er centrum for al læring, som indgår i en helhedsproces mellem krop, hjerne og omverden. Tager man kroppen alvorligt pædagogisk, opdager man tillige, at det, man arbejder med, huskes og bevares bedre. Den såkaldte ”embodiment-teori” har særligt hjerneforskeren Kjeld Fredens arbejdet med på dansk grund. Den ser kognition som et samspil mellem hjerne, krop og omverden. Det betyder i denne sammenhæng, at man roligt kan tage også kropslige erfaringer alvorligt og stole på, at konfirmanderne får lært det, de skal.
4. En erfaringsbaseret tilgang har klare pædagogiske fordele, idet den benytter sig af alle typer læringsstile hos konfirmanderne og derved bedre rammer og rummer både den meget boglige konfirmand og den mindre boglige konfirmand. Det er min erfaring, at inklusionsudfordringerne er mindre med denne tilgang.
5. Praksis-fællesskab er et begreb fra den pædagogiske verden. Det er en søster til den praksis-faglighed, der igen tales en del om i den danske folkeskole for tiden. I denne bog er det faglige naturligvis også udgangspunktet; det vil sige den kundskab og fortrolighed
med evangeliet og gudstjenesten, som konfirmationsforberedelsen skal bibringe, men ordet praksis-fællesskab betoner, at den faglighed udfoldes godt, hvis ikke bedst, i et fællesskab samlet omkring noget praktisk, hvor krop, sanser og kreativitet udfordres. Fællesskabet er tillige et teologisk valg, da det er den kristne kirkes sociale grundkategori. En erfaringsbaseret religionspædagogik foregår i et praksisfællesskab, som begynder med konfirmandernes nysgerrighed og forhåbentlig ender i reflekterede samtaler. Relationen mellem præst og konfirmand tages alvorligt, ligesom relationen konfirmanderne imellem.
6. Forløb, hvor krop og erfaringer inddrages, egner sig godt også til de 13-14-årige. Puberteten er en form for krise, som den unge gennemgår både indvendigt og udvendigt. Hvor børn årene lige inden puberteten er usædvanligt lærenemme, følger en tid, hvor hjernen mest af alt arbejder på at placere det, den unge allerede har lært, de rette steder, og hvor kroppen er en utilregnelig størrelse at være i.
7. Konfirmationsforberedelsen og gudstjenestedeltagelsen skal ikke være konfirmandens eget projekt, løsrevet fra festen. Konfirmationsforberedelsen må heller ikke være præstens eget projekt, løsrevet fra menigheden eller menighedsrådet. Ingen præst skal bære konfirmationsforberedelsen selv. Mange steder er konfirmationsforberedelsen sognets eneste ungdomsarbejde, måske ved siden af muligheden for at synge i kor. Det er desuden en af præstens kerneopgaver, men ingen præst skal bære den opgave alene. Konfirmationsarbejdet skal prioriteres højt og
være noget, hele menigheden mærker, kender til og tager del i. Det må ikke køre i sit eget parallelspor.
Bogen er delt i to hovedafsnit: Kapitlerne 1-6 rummer de teoretiske og pædagogiske overvejelser, og bogens anden del, kapitlerne 7-8, rummer dels bogens undervisningsforløb dels et kapitel med praktiske anvisninger. Bagest findes et appendiks med enkelte billeder til nogle af bogens aktiviteter.
Jeg håber, at jeg med bogen kan give noget af den glæde videre, jeg selv oplever i samværet med konfirmander, og at den vil være til inspiration.
Jeg vil gerne takke mine gode og nu tidligere kollegaer i Egeris, med hvem alt det her har udviklet sig gennem mange år: Heidi Reigstad Rasmussen, Anita Engberg og Betty Grønne Ahrenfeldt. Jeg vil også gerne takke Religionspædagogisk udvalg i Viborg Stift: Gitte Thorsøe, Jeppe Jensen, Mette Gautier og Karen Krøjgaard, samt præsterne Hanne Høgild og Karen Togsverd Hansen.
Endelig skal redaktør på Eksistensen Niels Roesgaard Mose have en stor og hjertelig tak for godt samarbejde.
Foråret 2026, Birgitte Refshauge Kjær, sognepræst i Resen Kirke, Skive
