På dit ord

PÅ DIT ORD Lutherske prædikener til kirkeåret Første tekstrække

Redigeret af Merete Bøye, Nana Hauge og Katrine Winkel Holm

EKSISTENSEN

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Guds lam, vores konge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 1. SØNDAG I ADVENT, MATTHÆUS 21,1-19

Vi forløses ikke af det, vi selv har præsteret . . . . . . . . . . 17 2. SØNDAG I ADVENT, LUKAS 21,25-36

Gud går med os som den levende Gud . . . . . . . . . . . . . 22 3. SØNDAG I ADVENT, MATTHÆUS 11,2-10

Vi skal glæde os i Herren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 4. SØNDAG I ADVENT, JOHANNES 1,19-28

Da julemanden gav en lussing . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 JULEAFTEN, LUKAS 2,1-14

Julens glæde er trøstet sorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 JULEDAG, LUKAS 2,1-14

Rosen i en verden af torne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 ANDEN JULEDAG, MATTHÆUS 23,34-39

Loven er et helligt bud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 JULESØNDAG, LUKAS 2,25-40

Det største løfte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 NYTÅRSDAG, LUKAS 2,21

Vi må ikke unddrage os den magt, vi har fået . . . . . . . . . 58 HELLIGTREKONGERS SØNDAG, MATTHÆUS 2,1-12

Kærlighedens tjeneste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 1. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, LUKAS 2,41-52



5

Det kristne ægteskab er aldrig kønsneutralt . . . . . . . . . . 69 2. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, JOHANNES 2,1-11

Jeg vil! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74 3. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, MATTHÆUS 8,1-13

På dybt vand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 4. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, MATTHÆUS 8,23-27

Jesus ville ikke være nået langt i politik . . . . . . . . . . . . . 84 SIDSTE SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, MATTHÆUS 17,1-9

Lønnen er ligegyldig, når man arbejder for Gud . . . . . . . . 89 SØNDAG SEPTUAGESIMA, MATTHÆUS 20,1-16

Guds riges hemmelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 SØNDAG SEKSAGESIMA, MARKUS 4,1-20

Til jobsamtale hos Herren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 FASTELAVNS SØNDAG, MATTHÆUS 3,13-17

Kan man bede for russerne? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 1. SØNDAG I FASTEN, MATTHÆUS 4,1-11

Menighedens mærkelige fællesskab . . . . . . . . . . . . . . 110 2. SØNDAG I FASTEN, MATTHÆUS 15,21-28

Den dæmoniske tomhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 3. SØNDAG I FASTEN, LUKAS 11,14-28

At øve sig er det samme som ikke at give op . . . . . . . . . . 120 MIDFASTE SØNDAG, JOHANNES 6,1-15

Hvis hele verden er imod sandheden, så er jeg imod hele verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126 MARIÆ BEBUDELSES DAG, LUKAS 1,26-38

Indgangen til den stille, tilsyneladende mørke uge . . . . . . 130 PALMESØNDAG, MATTHÆUS 21,1-9

Livets brød i vores fodertrug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 SKÆRTORSDAG, MATTHÆUS 26,17-30

Set i lyset af korset er lidelsen aldrig meningsløs . . . . . . . . 139 LANGFREDAG, MARKUS 15,20-39 6

PÅ DIT ORD

Alt er tomhed uden opstandelsen . . . . . . . . . . . . . . . . 144 PÅSKEDAG, MARKUS 16,1-8

Disciplenes barnlige bøn til dødens banemand . . . . . . . . 150 ANDEN PÅSKEDAG, LUKAS 24,13-35

Vi venter det onde, men ikke det gode . . . . . . . . . . . . . 155 1. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 20,19-31

Forbilledet for enhver anfører . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 2. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 10,11-16

Sorgen skal blive til glæde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 3. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 16,16-22

“Men tag lige og sig det en anden gang” . . . . . . . . . . . . . 171 BEDEDAG, MATTHÆUS 3,1-10

Det er det bedste for jer, at jeg går bort . . . . . . . . . . . . . 177 4. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 16,5-15

At høre og at gøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 184 5. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 16,23B-28

Himlen er ikke en sindstilstand . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 KRISTI HIMMELFARTS DAG, MARKUS 16,14-20

Vi vil blive befriet – men vi må tage fangenskabet alvorligt . . 194 6. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 15,26-16,4

Guds Ånd gør os til sande mennesker . . . . . . . . . . . . . . 200 PINSEDAG, JOHANNES 14,22-31

Gud elsker denne verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 ANDEN PINSEDAG, JOHANNES 3,16-21

Frelsen går aldrig uden om Kristus . . . . . . . . . . . . . . . 211 TRINITATIS SØNDAG, JOHANNES 3,1-15

Den forførende velfærd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 216 1. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 16,19-31

Det begynder med gudsfrygten . . . . . . . . . . . . . . . . . 220 2. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 14,16-24



7

Du er allerede fundet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 3. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 15,1-10

Var Jesus tolerant? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 230 4. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 6,36-42

Vi skal ikke frygte vores magtesløshed . . . . . . . . . . . . . 233 5. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 5,1-11

Forsoning og selverkendelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 238 6. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 5,20-26

Gud besøgte Zakæus, fordi han er større end dit rod . . . . . . 242 7. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 19,1-10

Måneskin i København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249 8. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 7,15-21

Guds overrumplende nåde er større end vores moral . . . . . 255 9. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 16,1-9

Gud kan kun tælle til én . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 259 10. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 19,41-48

Den uopgjorte, menneskelige tilgivelse . . . . . . . . . . . . . 263 11. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 18,9-14

Luk dig op! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269 12. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MARKUS 7,31-37

Hvem er min næste? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 275 13. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 10,23-37

Tak lovens giver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 280 14. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 17,11-19

Når vi sammenlignes med fuglene . . . . . . . . . . . . . . . 284 15. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 6,24-34

Gud siger, at liv altid har betydning, men vi tror ham ikke længere . . . . . . . . . . . . . . . . . . 288 16. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 7,11-17

Ydmyghed er erkendelsen af, at vi intet har at komme med . . 293 17. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 14,1-11 8

PÅ DIT ORD

Når troen bliver til en ligegyldig teori . . . . . . . . . . . . . . 299 18. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 22,34-46

Gud forstyrrer dig i dine cirkler . . . . . . . . . . . . . . . . . 304 19. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MARKUS 2,1-12

Plads ved Guds bord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 309 20. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 22,1-14

Løftet, der overgår mirakel-løftet . . . . . . . . . . . . . . . . 314 21. SØNDAG EFTER TRINITATIS, JOHANNES 4,46-53

Vi skal ære de døde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 318 ALLE HELGENS DAG, MATTHÆUS 5,1-12

Guds tilgivelse forudsætter, at vi selv tilgiver . . . . . . . . . . 323 22. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 18,21-35

En begrænset Gud er en afgud . . . . . . . . . . . . . . . . . . 328 23. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 22,15-22

Gud taler og jeg hører . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 24. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 9,18-26

Dommedag må ikke omtolkes til metaforisk lamperøg . . . . 339 25. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 24,15-28

Gud i al sin frygtindgydende majestæt . . . . . . . . . . . . . 344 SIDSTE SØNDAG I KIRKEÅRET, MATTHÆUS 25,31-46

Bidragydere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 350



9

Forord

D

enne bog indeholder prædikener til alle årets søn- og helligdage. Prædikensamlingen er en opfølger til I tide og utide, Lutherske prædikener til kirkeåret, anden tekstrække, der udkom i 2021.

Lidt omvendt sendte vi prædikener til anden tekstrække på gaden, inden vi nu udgiver samlingen af prædikener til første tekstrække.

Vi er glade for at kunne udgive andet bind, for første tekstrække rummer nogle af de mest centrale og berømte prædikentekster og er da også langt ældre end anden tekstrække, der først blev indført i 1885. Yderligere har første tekstrække den kvalifikation, at vi historisk har delt den med mange andre kirker. Det er f.eks. første tekstrække J.S. Bach skrev sine smukke kantater til.

I lighed med første bind kalder vi disse prædikener for lutherske.

Det skal ikke forstås sådan, at vi har udvalgt alle de prædikanter i folkekirken, der er ægte lutherske. Mange ville i så fald og med rette kunne føle sig oversete og mene, at deres forkyndelse i højere grad er luthersk end den forkyndelse, der sine steder folder sig ud i denne bog.

Undertitlen er imidlertid ikke tilfældigt valgt. En afgørende arv fra Martin Luther var kriteriet “ved skriften alene”, sola Scriptura.

Det er Bibelens ord, der skal tale til os. Udlæggere af skriften må ikke sætte sig på dens ord og skråsikkert kritisere alt det, vi ikke bryder os om, og som vi mener kan støde moderne kirkegængere.

Vel satte Luther kriteriet “ved Kristus alene”, solo Christus, ved siden af “ved skriften alene”, men han gjorde det som udtryk for, at skriften og Kristus er snævert forbundne og ikke må skilles ad.

Den lutherske prædikant er Kristus-fokuseret, men ikke på bekostning af den bibelske tekst. En prædikant, der bruger sin prædikestol til at fortælle, hvor uevangelisk Lukas eller Matthæus

Forord

11

er, og hævder at kende evangeliet bedre end evangelisterne selv er ikke bare selvfed, men står også i fare for at lukke menighedens øre for bestemte sider af Guds ord. De sider, der ikke kun rummer kærlige, men også barske og dømmende ord fra Jesus. Vi finder dette aspekt af evangelierne i adskillige af årets prædikentekster, bl.a. i dem til kirkeårets to sidste søndage, der handler om dom og dommedag. Her er det afgørende, at dommedag f.eks. ikke omtolkes “til metaforisk lamperøg”, som det meget præcist udtrykkes i en prædikenerne. Troen skal bøje sig ydmygt og tålmodigt lyttende til bibelteksten. Det er ikke altid let, men det er opgaven.

Det er den bestræbelse, der ligger bag dette udvalg af prædikener, og er grunden til, at bogen bærer titlen På dit ord. Det er et citat af apostlen Peter; den trætte fisker, der havde slidt hele natten på Genesaret sø og så fik af vide af Jesus, at han igen skulle ud på det dybe vand med sine garn. “På dit ord vil jeg kaste garnene ud”, lød Peters svar (Lukas 5,5).

Tilsvarende er det på Hans ord, at vi som prædikanter går ud på det dybe vand med forkyndelsens store ord. Guds ord er det, der giver prædikenen legitimitet og det, der giver prædikanten mod til at tage opgaven op og fortsætte, også selv om det til tider kan se ligeså udsigtsløst ud, som fiskefangsten gjorde for Peter. Det er i sidste ende Vorherre selv, der sender os i byen med sit budskab, og det frisætter prædikanten til at holde sig til sagen og klø på.

Salmerne får efter hver prædiken en særskilt omtale. Heller ikke det er tilfældigt, for salmerne udgør en væsentlig del af gudstjenesten. For mange kirkegængere er salmerne mindst ligeså vigtige som prædikenen, så præsten skal gøre sig umage med valget.

Bidragyderne har fået frie hænder med hensyn til salmevalg. Med enkelte undtagelser har alle valgt salmer fra Den Danske Salmebog, der rummer en skat af høj poetisk og evangelisk karat. I en tid, hvor mange råber på nye salmer, gør denne prædikensamling stilfærdigt opmærksom på, at vi allerede har fantastiske salmer, som vi skal være varsomme med at erstatte af tyndbenede åndelige sange.

Katrine Winkel Holm Nana Hauge Merete Bøye

12

PÅ DIT ORD

Guds lam, vores konge 1. SØNDAG I ADVENT, MATTHÆUS 21,1-19

Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!

S

om kristne lever vi i to riger, Guds rige og kongeriget Danmark. Vi har Kristus som konge i det ene og kong Frederik og regeringen i det andet. At det hænger sådan sammen, kan vi se eksempler på her i kirken. Orgelpulpituret bærer kong Frederik 4s navnetræk, og over opgangen til alteret hænger kong Kristus på korset.

Det afspejler sig også i Seem Sogn. For sogn betyder jo der, hvor man søger hen for at gå i kirke. Fra middelalderen og frem til 1970 var det også der, der var kommune og administration. Det himmelske, det lokale og det statslige hang på den måde meget tættere sammen end i dag. Da kommunen blev sammenlagt med Esbjerg i 2007, lukkede købmanden, skolen forsvandt, og folketallet svandt ind.

I år er der for første gang i min tid ingen konfirmander. De skal konfirmeres i Ribe, for der er tilknytningen til kammerater og undervisning. I den udvikling bliver også kirken fjernere som det sted, man søger til.

Man tænker derfor ofte i dag: kirken må gå samme vej, vi skal følge med udviklingen og med tiden. Gud og kirken er en del af vores historie og tanker, så Gud og kirken må lave sig om – se bare på kirkebygningen og inventaret, klokkerne og alteret – her i Seem Sogn har Gud vist ikke helt forstået, hvad der kræves af det moderne menneske!

Og kirken står her endnu denne første søndag i advent, lokalt, på samme sted, som den blev bygget i 1170’erne og vi har i dag

1. søndag i advent, Matthæus 21,1-19

13

fået ny messehagel, kreeret af lokale kvinder med lokalt motiv på for- og bagside.

Der begynder noget nyt i kirken i dag. Forsidens motiv er gammelt og nyt på samme tid, for det er viekorsene, som vi i dag ser i kirkens vinduer bag alteret. De sidder der for at minde om de 12 viekors, som for over 800 år siden blev malet med rød og hvid kalk på væggene, og som skulle være der, før man kunne holde gudstjeneste. Korsets fire arme berører alle ringen udenom. Korset er Gud i tiden, Jesus, der fødtes, døde og opstod og betegner den gerning, han gjorde for os, som skænkede os syndernes forladelse og det evige liv.

Ringen udenom er evigheden, som Jesus kommer fra, og som vi gennem dåben til ham har del i. Viekorsene på kirke og messehagel viser, at disse ting hører til i Guds rige, at de ikke skal bruges til hverken kommunale eller statslige formål, men alene til gudstjeneste.

Det påtrykker, som man sagde i middelalderen, kirken et uudsletteligt stempel, som fortæller, hvem den tilhører. På bagsiden af messehagelen er symbolet Guds lam, der bar alverdens synd. Det er udformet efter det smykke, som en kirkegænger i Seem tabte engang efter en gudstjeneste i 1100-tallet, og som blev fundet i 1992 udenfor kirken. “Se, der går Guds lam, som bar al verdens synd”, siger Johannes Døber til de to disciple Andreas og Johannes.

Lammet er i Det Gamle Testamente det dyr, som bliver dræbt for at dets blod på dørstolperne kunne befri israelitterne fra døden og hjælpe dem ud af slaveriet i Ægypten. Derfor blev lammet brugt i den jødiske gudstjeneste som offerdyr, som skulle forsone menneskene med Gud. Sådan beskrev også de gamle profeter den frelser, som skulle komme. At den som skulle lide også var konge viser indtoget i Jerusalem, hvor Jesus rider ind i byen på et æsel, altså i ydmyghed, ikke som krigerkonge, men som den, der tjener sit folk og giver sit liv for det.

De salmer, vi synger i dag handler om, hvad de gamle fædre og profeter af hele deres hjerte ønskede at se, og det sker, da Jesus rider ind i Jerusalem. Vi, der er samlede i kirker over hele verden, ønsker også, at det skal ske for os, at troen på ham må gå ind i vore hjerter, som der står i den salme, vi skal synge efter prædikenen:

14

PÅ DIT ORD

“Jeg hjertets dør vil åbne dig,/ o Jesus, drag dog ind til mig!/ Ja, ved din nåde lad det ske,/ at jeg din kærlighed må se!”

Det er ikke kun et ønske vi har 1. søndag i advent, men hele året. Det viser sig i gudstjenesten ved altergangen. Her hører vi hver søndag de samme ord fra Det Gamle Testamente i Salmernes Bog, som blev råbt af de folk, som fulgte Jesus ind i Jerusalem: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn, siger præsten hver søndag og menigheden svarer ham: Hosianna i det højeste.

Det betyder, at alt liv, al frelse og al salighed flyder fra Gud gennem kirken til verden. Det er vigtigt at huske i en verden, der bliver mere og mere uoverskuelig, forvirrende og splittet. For alle stiller spørgsmålet: Hvordan hænger det sammen, hvad betyder mit liv, hvor skal jeg hen?

Svaret lyder i dag fra Jesus, Guds lam: Dåben har knyttet jer til mig i liv og død. I er nu en del af min historie, Guds historie, I ved ikke, hvor I skal gå hen, men det ved jeg, for jeg gav mit liv for at åbne vejen. Alt står i Guds hånd, velsignelsen kommer fra kirken.

Det er Gud, som oplyser os, ikke verdens klogskab.

Derfor gælder det, som Paulus sagde, som kirke at se sig som forvaltere, som vogtere af Guds riges hemmeligheder, der vander verdens ørken, så der kan blive liv. Til det skal vi iføre os andre klæder, end dem vi bruger, når vi arbejder i marken eller på værkstedet eller i skolen. Derfor ifører præsten sig messehagel, når han står foran Guds alter, og med den nye messehagel, som vi i dag tager i brug, har vi taget hul på det nye kirkeår i den rette ånd; ikke verdens ånd, men Guds ånd. Amen.

1. søndag i advent, Matthæus 21,1-19

15

SALMER DDS 78 Blomstre som en rosengård Salmen forbindes med advent og forventes af menigheden. Den åbner med den store profeti og bærer alt godt bibelsk og dansk, som blander sig og skænker hjemlighed.

DDS 80 Tak og ære være Gud Lægger vægt på, at vi lever i den salige tid, hvor Kristus har været i verden og vi venter, at han skal komme igen, så vi bereder os i adventstiden. Det er vigtigt at holde dette element af den anden genkomst levende.

DDS 86 Hvorledes skal jeg møde DDS 84 Gør døren høj, gør porten vid De to salmer omhandler den enkeltes forhold til Kristus. Den første som en inderlig tilnærmelse og syndserkendelse, en stille glæde.

Den anden har fanfaren i sig, som er adventstonen. Trompeter på muren!

DDS 87 Det første lys er ordet, talt af Gud Stille, eftertænksom afslutning, der tager advent ind i frelseshistorien.

Torben Bramming

16

PÅ DIT ORD

Vi forløses ikke af det,  vi selv har præsteret 2. SØNDAG I ADVENT, LUKAS 21,25-36

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

I

bogen Phaidon af den græske filosof Platon diskuterer Platons filosofiske læremester Sokrates sjælens udødelighed. Ifølge Sokrates er sjælen udødelig. Hans diskussionspartnere kommer med forskellige indvendinger. Blandt andet hævder de, at sjælen blot er en funktion af kroppen, den er så at sige det, der samler kroppens forskellige dele i en harmoni. Derfor mener de, at sjælen går til grunde sammen med legemet.

Men Sokrates mener, at den individuelle sjæl lever videre efter døden. Sjælen er bærer af menneskets viden og erindring. Den har en særlig forbindelse med idéernes åndelige og ulegemlige verden. I vores verden findes retfærdighed, godhed og sandhed kun i ufuldstændige former, men sandhedens, godhedens og retfærdighedens idé er fuldkommen. Idéerne er fuldkomne, uforgængelige og evige. Dette fuldkomne og uforgængelige har sjælen del i, men i denne verden findes der kun ufuldstændige spejlinger af det fuldkomne. Derfor er der ikke nogen grund til at frygte døden, mener Sokrates, for når vi dør, skilles sjælen fra det ufuldkomne legeme, den forlader denne legemlige verden og forenes med idéernes fuldkomne verden.

Dette sker dog kun for den sjæl, der har levet et liv, hvor den har stræbt mod idéernes fuldkommenhed. Den sjæl, der gennem sin erindring har stræbt tilbage mod idéernes fuldkomne verden. Har sjælen været optaget af det legemlige, vil den i stedet forbinde sig med andet legemligt og forblive bundet til denne verden. Sokrates

2. søndag i advent, Lukas 21,25-36

17

har som filosof netop stræbt efter det fuldkomne og åndelige, og derfor ser han med glæde frem mod døden. Han er overbevist om, at hans sjæl forenes med idéerne, og at det bliver meget bedre end det liv, hans sjæl har i den legemlige og ufuldkomne verden.

Denne filosofiske samtale fandt sted i år 399 før Kristi fødsel kort før Sokrates’ død, og den er skrevet ned af Platon i årene efter.

Der er måske nogle, der vil sige, at det minder en del om kristendommen. Tanken om sjælens udødelighed. Man kan også sige, at den har træk til fælles med hinduistisk og buddhistisk tankegang, hvor den udødelige sjæl også stræber efter at blive løsgjort fra den materielle verden, og hvor det netop afhænger af, hvilket slags liv, man har ført.

Der er dog også nogle træk ved denne tankegang, der adskiller sig fra den kristne tanke om udødelighed eller evigt liv, ja, som ligefrem står i kras modsætning til den kristne måde at tænke om dette på.

Men for nu at begynde med lighederne, så kan vi høre, at Jesus i den tale, han fremfører i dagens evangelietekst, også vil løfte angstens byrde af os ved at fortælle, at vi ikke skal frygte, når afslutningen nærmer sig. Han taler her om den dag, han selv skal komme igen, og denne verden skal gå under. Han siger om denne dag: Ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.

Forløsning er et udtryk, vi også bruger om en fødsel. Man har ofte brugt at sige det om moren, der skal føde, at hun skal forløses, eller at hun er blevet forløst, når hun har født. Hun er kommet ud af en foreløbig tilstand, kommet frem til målet. Hun er blevet befriet fra graviditetens ubehag og fra fødslens smerter. Hun er løst ud af sin ængstelse og – dersom fødslen er gået godt – fyldt af glæde.

Når Jesus bruger udtrykket forløsning, klinger dette altså med: vi bringes ud af det foreløbige, ud af ubehag og smerter, vi kommer frem til målet. Vi går fra ængstelse til glæde. Vi går fra den jordiske verden til Guds rige. Derfor skal vi ikke være bange, når vi ser tegnene på, at han kommer igen, men glæde os over, at Guds rige er nær. Det er, som når vi glæder os til sommeren ved at se træerne springe ud om foråret.

Jesus vil altså tage frygten fra os, ligesom Sokrates med sit syn på døden, også tog frygten for døden bort. Han forventede også en slags forløsning.

18

PÅ DIT ORD

Men der er nogle væsentlige punkter i den måde, Jesus taler om døden og det evige liv på, der adskiller sig fra Sokrates’ tanker.

Problemet med denne verden er for Jesus ikke, at den er legemlig.

Det ville også være mærkeligt, for Gud har jo skabt verden, og det er væsentligt i Bibelens skabelsesberetning, at skaberværket er godt. Verden er skabt god. Det er så vigtigt, at det går igen som et omkvæd i skabelsesberetningen. Hver gang Gud har skabt noget, kommer sætningen: “Gud så, at det var godt.” Den kommer seks gange i løbet af den korte beretning, og til sidst lyder det: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.”

Det gælder derfor ikke i Jesu tankegang om at blive forløst fra den legemlige, materielle verden. Problemet med verden er, at den er behersket af djævelen, af synden, af det onde. Han taler flere steder om denne verdens fyrste, og dermed mener han altså djævelen. Og han selv er kommet til jorden for at overvinde djævelen og fratage djævelen hans ret til noget som helst i denne verden.

Når vi skal se frem mod Jesu komme og mod Guds riges komme med forventning og håb, skyldes det altså ikke, at verden er skabt sådan, at der kun kan være ufuldkommen retfærdighed og godhed og sandhed, men uretfærdighed, ondskab og løgn huserer i verden, fordi menneskene har givet efter for det, og Jesus kommer for at holde dom, så alt det onde, det uretfærdige og alle løgne kan blive afsløret og gjort kraftesløse. Dommen – som ofte ses som noget frygteligt – er i virkeligheden god. Er vi udsat for en forbrydelse, længes vi jo også efter den dom, hvor der skelnes mellem ret og uret, og den skyldige bliver dømt. Med Jesus kommer den fuldkomne retfærdighed, fordi han ikke er underlagt synden og løgnen, men ser sandheden.

Det materielle, det legemlige, er altså ikke forkert eller ondt eller ufuldkomment i sig selv, kun for så vidt det er underlagt synden.

Derfor taler vi også om kødets opstandelse i trosbekendelsen. Det er ikke kun sjælen, der skal leve videre, både sjæl og krop skal dø, men de skal også begge opstå i opstandelsen.

Det enestående ved Jesu forkyndelse om dommen er det, hvorved den adskiller sig fra såvel Platon og Sokrates som buddhisme og hinduisme, at der ikke er nogen karmatanke. Det er ikke sådan, at vi kun forløses, hvis vi i jordelivet har levet et liv i filosofisk stræben efter sandheden, eller hvis vi har levet et liv i 2. søndag i advent, Lukas 21,25-36

19

moralsk godhed. For vi forløses af Jesus. Vi forløses ikke af det, vi selv har præsteret. Vi forløses af hans nåde, hans tilgivelse. Som det hedder i en salme: “… så din dom er mig den gåde,/ at jeg bliver dømt i nåde.”

Vi skal ganske vist dømmes i dommen, og al løgn, al uret og al ondskab skal afsløres og fordømmes, men når det er sket, vil dommeren, der er Jesus Kristus, og som døde for dermed at bære vores synd, i sin nåde tilgive os. Således befries vi fra uretfærdighed, ondskab og løgn, men vi går ikke til grunde sammen med uretfærdigheden, ondskaben og løgnen, vi frelses – ikke af os selv og vore gode gerninger, men af hans nåde og barmhjertighed.

Det er denne nåderige dom, vi får et pant på i nadveren, når vi spiser hans legeme og drikker hans blod i brødet og vinen. Dette er mit blod, sagde Jesus, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Derfor skal vi ikke frygte døden, ikke frygte dommen, ikke frygte, når han kommer igen, og denne verden skal høre op. Men vi skal heller ikke haste frem mod døden og mod jordens undergang, som om døden og undergangen i sig selv er en forløsning, og som om der er noget galt med denne verden i sig selv. Men vi sættes med dette budskab til at leve vort liv i denne verden og her på vores sted at kæmpe mod løgn, uret og ondskab. Vi skal søge sandheden, retten og det gode, ikke uden for denne verden, men i denne verden i Jesu forkyndelse til os.

Derfor vil han møde os her og ikke først på dommens dag, men her og nu hos os, i sit ord og i dåben og nadveren. Her vendes vores liv, ikke gennem vores anstrengelse og stræben, men det vendes mod Gud af Jesus Kristus, når han skænker os sin tilgivelse, sin fred og sin sandhed. Amen.

20

PÅ DIT ORD

SALMER DDS 733 Skyerne gråner, og løvet falder En efterårssalme, der handler om “vårens” komme med Betlehemsbarnet. Dermed er det tillige en adventssalme. Vi befinder os endnu i ventetiden, med forhåbning: vi bærer blus med glæde, på trods af vinter og kulde, på grund af jul.

DDS 557 Her vil ties, her vil bies Denne salme hører egentlig hjemme i det tidlige forår eller kyndelmisse, men kan også bruges som adventssalme. Den bygger på Højsangen med brudens længsel efter brudgommen. Den tematiserer dermed kirkens længsel efter dens Herres komme.

DDS 268 Zions vægter hæver røsten En adventssalme der handler om Jesu genkomst og om, hvordan vi skal følge ham til Himmerige. Dermed passer den til dagens tekst, der handler om den glædelige forventning trods det, at himmel og jord skal forgå.

DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed Salmen er skrevet over dagens tekst og handler om den kristnes evne til ved evangeliet forud at skue ind i Paradis, hvor vi har hjemme. Om længslen mod forløsningen fra verdens uretfærdighed og lidelse, om det ukærlige i for tidligt at ønske dommedag over den faldne verden og det kærlige i at bede for verden, som Abraham bad for Sodoma. Og til sidst en nordisk udgave af genkomsten og jordens undergang med lyren, der gjalder, og bavnen, der luer, og den gamle jord, der lutres i ild.

DDS 117 En rose så jeg skyde Man kan godt i adventstiden begynde at tage lidt hul på julesalmerne. Advent er også en forberedelsestid til julefejringen.

Morten Brøgger

2. søndag i advent, Lukas 21,25-36

21