På trods uddrag

Stine Munch

PĂĽ trods

Eksistensen

På trods af Stine Munch Copyright © Eksistensen og forfatteren 1. udgave, 1. oplag, 2017 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Foto: Stine Munch Trykt hos Toptryk ISBN 978-87-410-0214-9 Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk

Indhold Kapitel 9

På trods

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Kapitel 1

. . . . . . . . . . . . . . . 52

Kapitel 10

Om mennesket på jorden

. . . . . . 9

Kapitel 2

Alt af nåde

Om at adlyde

Om at blive tilgivet

. . . . . . . . . 57

Kapitel 11 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

Kapitel 3 . . . . . . . . . 20

Kapitel 4

Om kærestesorg

. . . . . . . . . . . . . . 68

Kapitel 13 . . . . . . . . . . . 26

Om at blive sat fri Kapitel 5

Om at tage afsked

. . . . . . . . . . . 73

Kapitel 14

Om ikke at give op

. . . . . . . . . . . 31

Kapitel 6

Om rigdom

. . . . . . . . . . . . . . . . . 78

Kapitel 15

Om det uplanlagte

. . . . . . . . . . . 35

Kapitel 7

Om Gud, der elsker verden

. . . 83

Kapitel 16 . . . . . . . . . . . . . 40

Kapitel 8

Om trøst på trods

. . . . . . . . . . . . . . . . . 63

Kapitel 12

Hvor er kærligheden?

Om begrænsning

Om afmagt

Om det onde og mennesket

. . . . 87

Kapitel 17 . . . . . . . . . . . . 46

Om bagage

. . . . . . . . . . . . . . . . . . 92

Kapitel 18

Om ægteskabet og om at kede sig . . . . . . . . . . . . . 96 Kapitel 19

Om Guds straf

. . . . . . . . . . . . . 101

Kapitel 20

Om den kristne frihed

. . . . . . 106

Kapitel 21

Om at dele ud

. . . . . . . . . . . . . 112

Kapitel 22

Om bøn

. . . . . . . . . . . . . . . . . . 119

Kapitel 23

Om lys

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125

Kapitel 24

Om at glemme sig selv

. . . . . . 130

På trods Taknemmelighed er udgangspunktet for denne bog. Taknemmelighed over det forunderlige at være Guds barn. På trods. På trods af hvem vi er.

På trods af, at vi er håbløst begrænsede. Bogen handler om, at vi hver dag får lov til at begynde på ny. Det er et glædeligt budskab, som skal udbredes, for det sætter os fri til at leve i verden.

For kristendommen kan ikke bevare sine dybe rødder i det danske folk, hvis ikke vi kender dens hovedbudskaber. Når nogen spørger, hvad kristendom er, kan det ikke nytte, at man svarer på en indviklet måde og siger, at det er et meget kompliceret spørgsmål at svare på. Slet ikke i vores tid, hvor så mange religioner og selvudviklings-koncepter byder sig til med forenklede moralsæt og gudsbilleder. For kristendommen er ikke svær at forstå.

Denne lille bog er et forsøg på at nå ind til kristentroens kerne uden for mange omsvøb og forbehold, og den er et forsøg på at skrive noget enkelt og kortfattet om den kristne tro. Man kan måske kalde det for en slags barnetroens bekendelse, for bogen handler også om mig. Og om dig. For sådan er det med kristendommen: Den handler om dig og mig; om menneskets liv med Gud. Bogens kapitler kan læses i valgfri rækkefølge. Man kan have den liggende i tasken og læse lidt, mens man venter på bussen, eller man kan åbne den og 7

læse et stykke, inden dagen for alvor går i gang. Alt efter hvad der er relevant i øjeblikket. Hvert af bogens 24 kapitler består af en bibeltekst og en tilhørende eftertanke, der spejler teksten ind i vores liv, og endelig en bøn.

Forundringen over Gud kommer mest direkte til udtryk i bønnerne i slutningen af hvert kapitel. Denne forundring findes ofte hos børn, men desværre forsvinder den ofte med alderen, efterhånden som vi bliver vant til at tro, at vi kan gennemskue og vide alt. Men måske var det på grund af denne undren, at Jesus sagde, at børnene er de største i Guds rige. Ud af forundringen fødes bønnen. Hvis vi vil øve os i at bede, må vi undres som børn, og som børn tage imod livet. På trods.

Bogen er henvendt til mennesker, der ønsker en ledetråd ind til de centrale budskaber i kristendommen, og konkretiserer, hvordan kristentroen er yderst relevant og styrker os i vores liv i dag.

Stine Munch, København april 2017

8

Kapitel 1

Om mennesket på jorden

S

eks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« Matthæusevangeliet 17,1-9

Peter er så helt og fuldt menneskelig – på godt og ondt. Ligesom os. Peter og Jakob og Johannes ser en lysende sky som tegnet på Guds nærvær, og de hører en stemme, Guds egen stemme. På bjerget er der godt at være, synes 9

Peter, og det giver ham en lys idé: Lad os blive! ‘Hvis du vil’, siger han til Jesus, ‘så bygger jeg lige tre hytter; én til dig og én til Moses og én til Elias!’

Det er typisk Peter. Med barnlig entusiasme og ivrig efter at yde noget og gøre en forskel. Peter vil bygge hytter, fordi han vil blive der i Guds nærhed, hvor alt ondt er lukket ude. Men som det så tit går, så bliver det ikke, som Peter forestiller sig. De skal ikke blive oppe på bjerget, oppe i højderne, de skal ned igen og fortsætte deres liv, som bliver alt andet end roligt og harmonisk.

Det er nemt at genkende sig selv i Peter. Vi har vel også vores idealer og vores forestillinger om det helt perfekte. Hver især har vi vores længsler og drømme. Om det enkle, problemløse og lykkelige liv, hvor vi har fred både med Gud og livet og med os selv; dér ville det være rart at være. Og ikke mindst at blive der for altid. Men som Peter ikke kunne blive på bjerget, sådan kan vi heller ikke blive i, eller leve det perfekte liv. Vi skal ned fra bjerget igen.

Vi skal ikke lukke os inde for os selv, eller lade være med at investere os selv, i et forsøg på at undgå besværligheder, sorg, smerte og spektakel – i et forsøg på kun at ville det, der ikke gør ondt.

Man må turde at leve – også når det er besværligt og gør ondt. Hvis vi kun vil leve på en evigt lykkelig, selvlysende sky, så forstår vi ikke, hvordan det er at leve. Så misforstår vi forholdet til Gud og vores medmennesker.

Peter og de andre skulle ned fra bjerget og ud mellem mennesker og kaos og uorden, og det skal vi også. For menneskets plads er på jorden, i livet, sammen med andre mennesker. Og dette er det nye, det afgørende anderledes ved den kristne tro i forhold til alverdens religioner. Nemlig: at kristendommen ikke kun fører mennesket til højere luftlag, eller kun bevæger sig i det ånde11

lige, men altid holder os fast på jorden og i livet og på, at vores opgave er at være mennesker i fællesskab med andre.

Peters historie er en stor motivation for mig. Peter, som var hidsig og råbte op, som sagde og gjorde uheldige, uigennemtænkte ting; Peter, som var fej.

Ham kunne Kristus bruge. Endda også efter det allerstørste svigt af dem alle: da han fornægtede sin ven og lod ham dø alene. Peter blev elsket og accepteret på trods af det hele.

Når det nye testamente så omhyggeligt omtaler disciplenes menneskelige svagheder – ikke blot Judas og Peters, men også resten af flokken – var det ikke for at udlevere dem, men snarere for at sige til os: ‘Så fat det dog, at også I, der i dag er så selvoptagede og fulde af svigt, så egoistiske og lunkne, I er også elskede som dem, I er!’

Kristus bygger bro mellem himmel og jord. Mellem Gud og os. Uanset hvad. Og på trods.

12

Bøn Kristus; jeg vil så meget, og indimellem tror jeg, at jeg nærmest har vinger og kan alt.

Tak for de dage, hvor livet er en leg, og jeg føler mig usårlig og flyvende.

Men hjælp mig at huske på, at uden dig kan jeg intet. Du er begyndelsen og enden. Den, der holder mig oppe på alle slags dage. Du er mig altid nær i kærlighed; lær mig at give den kærlighed videre til dem, jeg lever sammen med her på jorden, hvor jeg er sat.

Amen.

13