På afstand uddrag

2

På afstand Forskydninger mellem Grundtvig og Luther Redigeret af Ove Korsgaard og Michael Schelde

Ek sist ensen Akademis k Kø b e n h av n 2017

3

På afstand Forskydninger mellem Grundtvig og Luther Redigeret af Ove Korsgaard og Michael Schelde © Forfatterne og Eksistensen, 2017 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-410-0192-0 Omslag: Eksistensen Foto på forsiden: Carsten Bach-Nielsen Grundtvigbillede på omslagets bagsideflap: Tegning udført af J. Vilhelm Gertner. Venligst udlånt af Grundtvigs Forum

Udgivet med støtte fra Folkekirkens fællesfondspulje vedr. Reformationsjubilæet i Danmark Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk Grundtvig Centeret udgiver Grundtvigs Værker, der er tilgængelige på www.grundtvigsværker.dk Bogens artikler er fagfællebedømt. Manuskriptet har inden udgivelse været i fagfællebedømmelse i henhold til Forsknings- og Innovationsstyrelsens definition af fagfællebedømmelse.

4

In dh o ld Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 På afstand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Redaktionen

Grundtvigs Lutherbilleder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Anders Holm

Teologi og politik bag individets opkomst . . . . . . . . . . . . . . 37 Luthers og Grundtvigs bidrag Hans Raun Iversen og Ove Kaj Pedersen

Luther og Grundtvig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 Profeter for territorialstatens og nationalstatens legitimitetsprincip Ove Korsgaard

N.F.S. Grundtvig og den lutherske hustavle . . . . . . . . . . . . . 81 Ingrid Markussen

Husstand, hjem, asyl og børnehjem . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Et lutherpåvirket motiv hos Grundtvig og dets virkningshistorie i den grundtvigske bevægelse Kim Arne Pedersen

‘Målet, som Guds engle tale’ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 Om Luther, Grundtvig og den syngende kirke Uffe Jonas

Maria i Luthers og Grundtvigs optikk . . . . . . . . . . . . . . . . 159 Paradoksal forvaltning av Maria-tradisjoner Synnøve Sakura Heggem

Kirkehistorisk adaptation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 Om Grundtvig, (Grundtvigs) Luther og kulturel evolution Katrine Frøkjær Baunvig

Om bidragyderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

5

6

Forord

Forord

Denne udgivelse er et resultat af et længerevarende forløb i form af to seminarer og en konference med titlen På afstand. Forskydninger mellem Grundtvig og Luther i regi af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet. Seminarerne og konferencen er initieret af den videnskabelige komite ved Grundtvig Centeret. Komiteen har haft ansvaret for Grundtvig Centerets konferencer i perioden 2013-2016. Målet for forskningsaktiviteterne har været en udgivelse i anledning af 500-året for Martin Luthers opslag af de 95 teser i Wittenberg. Bogen ønsker at perspektivere Luthers tanker i relation til en dansk sammenhæng, hvor N.F.S. Grundtvig er central, da han fornyer og transformerer Luthers tanker ind i en dansk kontekst.

Redaktionen retter en stor tak til forfatterne til bogens artikler. Bogens artikler er alle fagfællebedømt.

Tak til Folkekirkens fællesfondspulje vedr. Reformationsjubilæet i Danmark for økonomisk støtte til udgivelsen.

Redaktionen

7

På afstand

Spiller enkeltindivider overhovedet en rolle for historiens gang? Er det ikke materielle faktorer og strukturelle forhold, der i sidste instans bestemmer? Det spørgsmål har den amerikanske politiske filosof Francis Fukuyama forholdt sig til i sit store værk The Origins of Political Order fra 2011. Her fremhæver han, at “visse historiske begivenheder er katalyseret af enkeltpersoner, og kan ikke forklares uden henvisning til deres særlige moralske kvaliteter.”1 Fukuyama henviser blandt andet til Martin Luther som eksempel på en person, der i kraft af sine tanker og virke fik verdenshistorisk betydning. Men ifølge Fukuyama kan personlighedens betydning for historiens gang dog ikke fuldt ud forklares som et spørgsmål om individuel vilje. Man må også se på de samfundsmæssige betingelser, der tillod, at et individ fik så stor betydning.

Med andre ord: Store personligheder er på en gang historieskabende og historieskabte.

I Danmark peger vi ofte – og med rette – på N.F.S. Grundtvig som en person, der i særlig grad har haft betydning for dansk kultur og dansk identitetsdannelse. Uden hans indflydelse ville de sidste 150 års Danmarkshistorie have set anderledes ud. Fukuyama har i artiklen “Nation Building and State Building” fra 2015 også forholdt sig til Grundtvig, hvis store betydning, han finder, “må ses i sammenhæng med opbygningen af en moderne dansk nation, hvilket til gengæld var af afgørende betydning for den moderne danske stats succes.”2 Grundtvig betragtede selv Luther som en af historiens store profetiske skikkelser. Den opfattelse holdt han fast ved fra sin tidlige ungdom til sin sene alderdom. Men des ældre han blev des mere kritisk blev han også i forhold til Luther og især til lutherdommen. Det kan umiddelbart synes mærkeligt, at Grundtvig til sin død betragtede Luther 1. Fukuyama, F. The Origins of Political Order. Profile Books 2011:265 2. Fukuyama, F. “Nation Building and State Building.” John Hall et. al. Building the Nation. N.F.S. Grundtvig and Danish National Identity. Djøf Publishing 2015: 29.

9

Redaktionen

som en af historiens store skikkelser, samtidig med at han blev mere kritisk over for Luther og hans virkningshistorie. Dog er det ikke så mærkeligt, hvis vi inddrager Fukuyamas synsvinkel, at det ikke er tilstrækkeligt at se på de store personligheders gennemslagskraft, man må også se på de samfundsmæssige betingelser, der muliggjorde deres betydning. Og disse betingelser ændrede sig ikke kun fra Luther til Grundtvig, de ændrede sig også – endda på dramatisk vis – i løbet af Grundtvigs lange liv. Det er således ikke kun tidsforskellen mellem Luther og Grundtvig, der har betydning for Grundtvigs vurdering af Luther, også de store samfundsmæssige ændringer, der sker i Grundtvigs levetid, skal tages i betragtning.

Den afgørende forskel mellem de to giganter er, at de befinder sig på hver sin side af den franske revolution 1789, som Grundtvig tilkendte større historisk betydning end reformationen.

“Vi maa ikke glemme, at mellem Tyrke-Krigen 1788 og Grækernes Opstand 1821 ligger vel kun 33 Aar, kun én Menneske-Alder, men en Menneske-Alder, som skiller Kristenhedens Tilstand, Tankegang og Udsigter endnu langt videre ad end de foregaaende tre Aarhundreder, skjønt Reformationen falder i den.”3 Grundtvig var klar over, at den samfundsform, han var født ind i, sang på sidste vers. Det var kun et spørgsmål om tid, før den ville gå i opløsning. Dog ville han ikke selv bidrage aktivt til denne proces, skrev han i 1817: “jeg (ser) godt hvor knuden gennem historien vil løse sig, nemlig i opløsningen af de bånd der sammenknytte forældre og børn, thi båndene kan man se, men løse dem kan jeg ikke, og gjorde det vel ikke heller, om jeg end kunne, thi det er slægtens ømme sted, hvis undersøgelse den vel næppe overlevede, og skønt den er hardtad forældet, er den dog endnu ikke udlevet.”4 Grundtvigs løfte om ikke selv at bidrage til den gamle samfundsforms opløsning, holdt han dog ikke. Han blev tværtimod en slags åndelig vejleder for mange af de mennesker, der søgte ‘over broen’ mod en ny samfundsform.

Grundtvig kaldte den tid, han selv levede i, for en “overgangstid”, hvad der er forståeligt. For han var ikke bare vidne til, men var også dybt involveret i overgangen fra enevælde til demokrati, fra fyrstesu3. Grundtvig, N.F.S.: Mands Minde. Karl Schønbergs Forlag. 1877: 20.

4. Grundtvig, “Om Mennesket i Verden.” Danne-Virke. 1817: 179.

10

På afstand

verænitet til folkesuverænitet, fra Kongeloven til Grundloven. I den grundlovgivende rigsforsamling 1849 satte han ord på denne transformationsproces med følgende statement: “Stændertiden er forbi, nu skal Folketiden komme.”5 Sat på kort formel: Mens Luther levede i og understøttede stændertiden, søgte Grundtvig at fremme folketidens komme. Det krævede blandt andet en ny form for højskole, en folkehøjskole.

Grundtvig som efterfølger For Grundtvig blev det et varsel og en kilde til stor inspiration, at han var født præcist 300 år efter Luther – Luther i 1483 og Grundtvig i 1783. Han betragtede nemlig sig selv som en, der talte Luthers sag i en ny tid. Allerede i 1831 stillede han det retoriske spørgsmål: Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes? Og han svarede i skriftet af samme navn: Ja, naturligvis skal reformationen fortsættes, men på Grundtvigs manér! Som et af “Luthers ægte Børn” var han overbevist om, at han skulle føre den lutherske reformation videre, og at “Morten Luther slet intet har imod sådanne Efterfølgere som jeg er.”6 Grundtvig var – eller rettere blev – uhyre bevidst om, at det var nødvendigt at gøre op med flere af Luthers synspunkter.

I en “Mindetale over Luther” i 1842 gør Grundtvig det klart, at nok er Luther stor, men historien er ikke statisk. “Ja, mine venner, jeg er ingenlunde af dem, der mener, at vi skal staa stille ved, hvad Martin Luther gjorde for 300 Aar siden; thi kun Døden står stille, Livet er altid i Bevægelse (…) Men jeg vil ikke staa stille ved nogen Grav, ikke selv ved Herrens, og mange siger derfor om mig, at jeg er ingen ægte lutheraner.”7 Luther og Grundtvig befinder sig ikke kun på hver sin side af den franske revolution, de befinder sig også på hver sin side af den såkaldte universalhistoriske vending, der brød igennem med Johann Gottfried 5. Grundtvig, N.F.S. Danskeren. 1849: 81 6. Grundtvig, “Skal den lutherske Reformation virkelig fortsætte?” Udvalgte Skrifter IX, 395 7. Grundtvig: “Luthers minde 1842.” Kirkelige lejlighedstaler. Karl Schønbergs Forlag. 1877: 471.

11

Redaktionen

von Herder i slutningen af 1700-tallet, og som filosofisk set kulminerede med Georg Wilhelm Friedrich Hegel, der søgte at opstille bevægelseslovene for verdenshistorien som en proces. Med en universalhistorisk betragtningsmåde bliver historien en dimension ved alt, intet kan forstås uden at forstås historisk.

I modsætning til Luther har Grundtvig et dynamisk historiesyn: det vil sige, han forstår den historiske udvikling sådan, at hver generation må forholde sig til sin egen samtid, som er anderledes end den samtid, som for eksempel Luther forholdt sig til. Man misforstår derfor sin opgave, hvis man blot gentager tidligere generationers vej til sandheden.

For, som han skriver i 1816: “Al sand Vidskab (her forstået som vidensfilosofi O.K.) maae i alle maader være historisk; (…) fordi Mennesker udvikler sig i Tiden og kun kan begribes i den.”8 Det enestående ved Grundtvig er ikke, at han mente det samme gennem hele livet. Han stod ikke uden for tidens strøm, men levede sig i den grad ind i sin tids åndelige strømninger og samfundsmæssige problemstillinger, at han fandt det nødvendigt ikke bare at gøre op med en række af Luthers synspunkter, men også med flere af hans egne.

Grundtvig kritiserede i særlig grad Luthers virkningshistorie. Han gjorde således op med tre fundamentale dogmer i lutherdommen. Det ene var syndsfundamentalismen. Frem for den ortodokse lutherske tankegang, at mennesket i kraft af sin natur fødes som et syndigt væsen, fremhævede han, at mennesket blev skabt i Guds billede, og om end billedet blev sløret, blev det ikke gjort ugyldigt af syndefaldet.

Det andet var lutherdommens statsfundamentalisme. For Grundtvig var den alliance, som Konstantin den Store i 325 etablerede mellem staten og kirken, intet mindre end et stort syndefald i kirkens historie. Og dette syndefald havde Luther ikke gjort op med.9 Det tredje var skriftfundamentalismen. Frem for Skriften forankrede Grundtvig trosgrundlaget i det levende ord i trosbekendelsen.

For både Luther og Grundtvig var det et centralt spørgsmål, hvor den sande autoritet var at finde i såvel det åndelige som det verdslige rige. Luthers store greb var at flytte autoriteten fra pave og præst og dermed fra Kirken som institution til Bibelen som Guds ord. Grundt8. Grundtvig, N.F.S. “Det filosofiske Aarhundrede.” Danne-Virke. 1816: 120.

9. Jf. Grane, Leif, Den uberegenlige Luther. Gad. 1992: 144ff.

12

På afstand

vigs tilsvarende greb var at flytte autoriteten fra Skriften til det levende ord. Denne proces indleder Grundtvig for alvor med sin såkaldte mageløse opdagelse i 1824-25, hvor han når frem til at se “forskellen på »med Pen og Blæk« og »med Tro og Kiærlighed, med Liv og Blod« at forsvare kristendommens troværdighed.” Det nye er, at det er »Leddene i Alter-Kiæden« mellem apostlene og Luther, der udgør kontinuiteten i kirken.10 Autoriteten er nu ikke længere Skriften men menighedens bekendelse.

Et andet eksempel på, at Grundtvig fandt det nødvendigt at gøre op med en række af Luthers synspunkter, er hans omfortolkning af grundstenen i Luthers teologi: lov og evangelium.11 Erfaringen af egen utilstrækkelighed over for loven udgør i Luthers teologi forudsætningen for syndserkendelsen og dermed for tilegnelsen af evangeliets syndsforladelse. Loven har således den funktion at være “tugtemester til Kristus”. I tidsskriftartiklen Moses og Jesus fra 1852 forholder Grundtvig sig kritisk til denne forståelse af loven; Luther formår ikke at løse “Haardeknuden”, som Grundtvig skriver.12 Grundtvigs kritik af Luthers syn eliminerer ikke spændingen mellem de to kategorier. Også Grundtvig kan tale om loven som en forberedelse til kristendommen.

Det særlige ved Grundtvigs syn på loven er imidlertid, at han i stedet for at tale om loven som en tugtemester til Kristus taler om Moses som “Skolemester for al Verden, som fører hvem der ønsker det til Jesus.”13 Dette skift i synet på loven – fra tugtemester til skolemester – er en nøgle til forståelse af Grundtvigs tænkning. Grundtvig betragtede loven som en “Oplysning som man frit benytter sig af, som man kan og vil.”14 I den grundtvigske forståelse bliver loven således et middel til folkeoplysning. Det er med andre ord muligt at løse op for knuden mellem loven og evangeliet. Det peger på en helt afgørende dimension i Grundtvigs tænkning, nemlig at tænke historisk og historien som en læreproces.

10. Cf. Thanning, Kaj, Grundtvig Studier. 1981: 13.

11. Jf. Stokholm, A. “Om forholdet mellem skabelse og syndefald hos Grundtvig og Luther.” Grundtvig Studier 2003: 102ff.

12. Grundtvig, N.F.S. “Moses og Jesus.” Dansk Kirketidende. 1852: 706.

13. Ibid. 709ff.

14. Ibid. 711.

13

Redaktionen

I denne bog betragtes Luther og Grundtvig som personligheder, der har haft indflydelse på historiens gang, men også som personer, der er barn af hver deres tid. Dette dobbeltgreb afspejler sig i bogens tværfaglige tilgang, idet forfattere med forskellig faglig baggrund – i teologi, religionsvidenskab, idehistorie, pædagogik og samfundsvidenskab – belyser såvel Grundtvigs som Luthers storhed.

God læselyst

Redaktionen