Ord vind kød uddrag

Er det en vandskade eller din ĂĽnde der leger bag tapetet?

poetiske tekster til kirkeĂĽret Dorte Kappelgaard, Elli Kappelgaard og Marija Krogh Iversen

Eksistensen

Ord Vind Kød Poetiske tekster til kirkeåret Dorte Kappelgaard, Elli Kappelgaard og Marija Krogh Iversen © Forfatterne og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2016 ISBN 978 87 410 0052 7 Sats og grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Omslag med udgangspunkt i: Tuyen Tran, The Fly (adult version) flickr Sat med: Bodoni og Gotham Tryk: ScandBook, Sweden Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk

Prolog I kirkeårets turbine er vi ikke alene. Hver søndag læses de samme prædiketekster i folkekirken, hvor de slynger os rundt i livets og kristendommens store temaer.

Vi har øvet os i at lytte til årets strøm, der glider igennem os ofte uden, at vi opdager det. Vi vil gerne standse og dvæle ved de enkelte fester, møder og venteværelser, vi bliver introduceret til i kalenderårets dramaturgi.

Naturen hvirvler os ud i foråret, lyse sommernætter, efterårets vågnende sanser og vinterens frostklare og stearinmættede stilhed (når det er bedst).

Kirkens år udgør en stærk bevægelse, selv om den måske kan fremstå som en mængde uigennemskuelige gentagelser. Fra forundring over julens mysterium til fastetidens forenkling, påskens vanvittige tour de force gennem død og opstandelse og pinsens fejring af Helligåndens demokratisering.

Den lange trinitatistid, hvor livet vokser og leves, der hvor det nu engang leves.

Projektet begyndte med en lyst til at komme med en hudløs respons på den tekst, vi blev præsenteret for om søndagen. Teksterne er derfor ikke teologiske udlægninger eller prædikener, men de umiddelbare stemningsbilleder og refleksioner, kirkeåret har lokket ud af os.

På side 153 findes en oversigt over hvem der har forfattet de enkelte tekster.

God læselyst!

Dorte Kappelgaard, Elli Kappelgaard og Marija Krogh Iversen København, sommeren 2016

Min tanke er rastløs og har ikke mange ord at løfte mod din himmel men min krop er i dig som på skabelsens morgen som dengang jeg var et suk i din sol.

Mine hænder begynder at tørre panelerne af som breder de rosenblade ud og vender nænsomt mit sløve sind imod en form for tilbedelse.

1. søndag i advent, 1. tekstrække: Matt 21,1-9 De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen.

10

Han træder op på prædikestolen for første gang.

Der er langt mellem ham og ansigterne.

Bogstaverne på det hvide papir flyder sammen og samler sig så står skarpt som ridser på himlen.

Han vil komme til at træde på stregerne.

Nogle vil have en stærkere mand en klar strategi garanti for et show.

Andre kræver respekt for de kloges visdom og uskrevne regler.

Men dette er også virkelighed at verden venter på forløsning.

Voldsomme ord banker på i hans tanker.

Vild kompromisløs barmhjertighed kræver at komme i spil på de mørkeste steder.

En sitren går gennem hans krop det er nu hans far vil lave ravage og samle det der faldt fra hinanden kroppe, sind og ånder.

Han holder vejret og hæver stemmen: I dag er Skriftens ord gået i opfyldelse jeg er kommet for at sætte det fangne fri.

1. søndag i advent, 2. tekstrække: Luk 4,16-30 Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham.

11

Mine tanker samler sig som skikkelser i det hellige rum.

Jeg lægger nakken tilbage ser stjerner gennem huller i høloftet pupiller vænner sig til mørket.

Dette gør vi sammen i aften vi våger.

2. søndag i advent, 1. tekstrække: Luk 21,25-36 »Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«

12

Hvem kalder på hvem i et mylder af tågebølger?

Hvem er desperat? Hvem er blind?

Hvem har tabt noget?

Hvem beder og søger og banker?

Det lange hår de trætte kroppe uendelig venten sammenkryben i krogene.

Ekkoer mellem tagene glemsel og olie.

Mørke der digter mere mørke og et blafrende håb en blå streg mellem tusmørke og daggry.

Frygten for lyset der vågner og afslører alt.

Tillid der hvisker og prøver at trænge igennem det hele.

2. søndag i advent, 2. tekstrække: Matt 25,1-13 »Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud.« 13

Mørket falder tidligt.

Der samler sig tanker og frost og dit fravær lægger sig hen over brosten som plader af klar krystal.

Jeg går ned gennem Blågårdsgade bænke, skilte og cykler er rammet ind af et tyndt lag hvidt.

Du gemmer dig bag facadernes låger et vinterbarn der leger skjul.

Jeg siger kom og vær lys du siger ingenting for det er advent og tid til at strejfe rundt i mellemrummet.

3. søndag i advent, 1. tekstrække: Matt 11,2-10 Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« 14

Før lyset kom og svalerne før krokus blåklokker erantis før det blev forår i Paris var mørket over urdybet det store blå.

Så kom sneen mørk og dalende.

Vi kunne ikke se den men den smeltede på febervarme pander.

Der var spor af grævling, rype og barnefødder.

Vi strejfede rundt med gamle profetier på læberne.

3. søndag i advent, 2. tekstrække: Luk 1,67-80 »Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.«

15

Stemmer er spor og pile. De peger ind i rækken, ud i psykoser, ind i en skov af lys og angst. Jeg bygger rede i alle tonelejer, på lur og på flugt på samme tid. Men en røst råber i ødemarken. En stemme af bomuld og løv.

Den er kristtjørnens kalden i ugernes ørken. Hilser mig i gravhaver med et håbets ’godmorgen’.

4. søndag i advent, 1. tekstrække: Joh 1,19-28 Han svarede: »Jeg er ’en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt.«

16

Hvad fik dig til at glemme det du kunne opnå ved at holde alle kort tæt til din tynde krop?

Hvem har du mødt?

Hvem får dit brændte ansigt til at lyse som om du ikke hellere ville være et andet sted?

4. søndag i advent, 2. tekstrække: Joh 3,25-36 »Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme.« 17

Uendeligheden fødes som et barn der skriger og skider og ikke har noget klogt at sige.

Uendeligheden får bittesmå fingre og sejlende pupiller.

Hjernen slår klik og vi har bevæget os over i noget der ryster alle de gamle grundvolde.

Juleaften, 1. tekstrække: Luk 2,1-14 »I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

18

Gud i morgenfrosten. Gud i middagstimen og den tidlige aftens svale, der åbner porte for den klare tanke eller fortabtheden. Gud i det, som er grænseløst, i fryden og i de dage, der leves helt nede ved jorden. Gud med os, når vi følger efter kroppen og kun den. Gud med os i det mørke, der svøber sig om ryggen og får os til at falde i søvn, og mørket, der vinder, når vi taber perspektivet. Vi beder om krybben som et smykke om halsen.

Juleaften, 2. tekstrække: Matt 1,18-25 Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os.

19

Over aftensmaden hænger lampen og derover stukken der snart skal males og derover manden der altid hører P4 og derover loftsrum og tag antenner og skyer og derude et sted kommer stjernerne.

Og ned gennem skyer, antenne og tag gennem loftsrum, fjernsyn og stuk falder syvogtyve lysende skikkelser.

De taler om fred der strækker sig ind gennem mørtel ud gennem hud og ned under tåge.

Et barn er på vej.

Englene lyser letter forsvinder.

Det flimrer for øjnene og vi kan ingenting se som når fjernsyn går ud efter lynnedslag.

Juledag, 1. tekstrække: Luk 2,1-14 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 20