Issuu

ORD MED MENING

Ord med mening 18 møder med tidens og evighedens ord © Eksistensen 1. udgave, 1. oplag, 2026 ISBN 978 87 410 1268 1 Redaktør og idé: Charlotte Ekstrand Omslag: Peter Stolze Grafisk tilrettelæggelse: Ida Marie/ Eksistensen Sat med: Libre Baskervill Tryk: Dardedze, Letland Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan/Tekst & Node. Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C eksistensen@eksistensen.dk www.eksistensen.dk

INDHOLD

FORORD

102 SANDHED

af Charlotte Ekstrand

FRIHED

af Christian Hjortkjær

114

af Ingrid Ank

GRÅDIGHED

126

af Kresten Schultz-Jørgensen

KIRKE

KUNSTIG INTELLIGENS

138

LYD

148

LÆNGSEL

162

LØGN

174

NÆRVÆR af Søren R. Fauth

RESONANS af Nadia Kløvedal Reich

VAND af Liselotte Wiemer

184

af Kurt Strand

TILGIVELSE af Niels Brunse

af Holger Dahl

TILBØJELIGHED af Neal Ashley Conrad

af Lars Handesten

SPROG af Poul Nesgaard

af Ida Ebbensgaard

SKØNHED af Alberte Clement Meldal

af Jens Albinus

SKAM af Mette Sanggaard

ÅND af Ida Auken

192

ÅNDEDRAG af Thorkild Olsen

203 CURRICULUM VITAE

FORORD

af Charlotte Ekstrand

begyndelsen var ordet … En archē ēn ho logos. Det er svimlende, når man som ung teologistuderende slår op på Johannesevangeliet i sin græske udgave af Det Nye Testa-

mente. De smukke bogstaver, den nye verden, det forunderlige univers, man står på tærsklen til at få indblik i. I begyndelsen er alt bare lukket skønhed. For man aner jo nok storheden af de nye bogstaver, selvom man ikke har adgang til meningen bagved, og man terper intenst alfabetet på samme måde, som man gik og nynnede alfabet-sangen i børnehaven. For man vil ind til den verden. Man vil kunne gribe om den fornemmelse, man har af historiens og indsigternes vingesus. Det tager tid. Det tager tid at komme fra bogstaver til ord, til sætninger, til afsnit til helheder, til fuld forståelse. I begyndelsen var ordet. Og lige siden tidernes morgen har sproget været måden, vi kan kommunikere mening, indsigt, visdom og holdning på. Og i hverdagen og i samfundet og i relationerne er det ordet, der er vores våben. Veltalenhed. Argumentationsevne. Den elokvente kreativitet. Den verbale

brillans. Ordet skal gerne sidde lige i skabet, for det er sådan, vi kan formidle os selv og vores viden. Da vi for også snart længe siden besluttede, at det var primitivt at reagere kropsligt og instinktivt på tilværelsen, at det ikke var klædeligt at få et hysterisk anfald, når man ville fremlægge sit synspunkt, så begyndte en kamp om at kunne føre sig frem ved hjælp af ord. Og vi er da også blevet helt gode til det. At overbevise, at charmere, at filosofere, at manipulere, at debattere, at kommunikere via ord. Vi har ordet i vores magt. Og kakofonien af talestrømme omkring os er efterhånden intens. Det er blevet demokratisk nemt at smide alle sine ord ud i æteren i håbet om, at de lander et sted, hvor de kan opbygge eller provokere. I takt med at ordene er blevet mange og hvermandseje, stiger behovet for en kuratering. De store ord skal formidles og iklædes nye sprogdragter, så længslen efter at blive åndeligt påfyldt kan næres. I denne samling har vi indbudt skrivende og tænkende folk, der har som fag eller lidenskab at formidle både tidens og evighedens ord. Vi har samlet en række relevante eksistensord, og forfatterne har hver plukket et ord, som de enten har kærlighed til eller forstand på – og ofte er der sammenfald mellem de to. Og du kan glæde dig til at blive inviteret ind i forfatternes univers og støde på inciterende ord som uforskyldthedsnåde, selvforskyldt umyndighed, himmelsk lyd, udlængsel og hjemve, præstationssamfund, usandhedsfaktor, kniplingsbort, resonanslængsel, fejlbarlighed, andegården, nulsomhelst,

angreknap, skumfødt, originalitetspotentiale, indkrogethed og morgendug. I begyndelsen var ordet, og lige siden har vi måttet arbejde på at forme og farve det ord, så vi kan blive oplyste og livsduelige væsener, der hele tiden bliver bedre til at forstå os selv, hinanden, litteraturen, kulturen, naturen og det samfund, vi er en del af.

FRIHED

af Ingrid Ank

vis du køber den her bil, bliver du verdens smukkeste mand, der med solen i ryggen og hånden på rattet glider let og overlegent ud i landskabet, selv hvis asfal-

ten hører op. Hvis du køber det her vaskepulver, får du en lyk-

kelig familie omkring dig, som elsker dig højt og smiler meget. Og dine børn bliver kønne. Kærlighed og frihed er de to tillægsprodukter, som reklamerne oftest lokker os med. Du køber en plade chokolade og får kærlighed oveni. Du køber en pakke menstruationsbind og får frihed oveni. Hvad end kærlighed og frihed er, så er det noget, vi forventes at ønske os. Samtidig diskuterer vi, om kærlighed og frihed overhovedet findes. Nogle vil sige, at kærlighed bare er et andet ord for nogle reaktioner i hjernen, som aktiveres som en del af vores selvopretholdelses- og forplantningsdrift. Eller at vi i bund og grund er egoister, at ingen uforbeholdent elsker et andet menneske, der er altid et noget-for-noget: Jeg gav dig mit hjerte, så nu

skylder du mig dit. Eller: Jeg elsker dig kun så længe, du bliver ved med at være en, de andre beundrer og derigennem også beundrer mig. Og nogle vil sige, at frihed er en illusion, at mennesket indgår i en social konstruktion, som er gennemskuelig og forudsigelig. Når vi tror, vi har frihed og lever frie liv, viser det sig, at vi bare passer ind i skemaet. Men i modsætning til den uforbeholdne kærlighed, så er frihed en antagelse, vi bygger samfund på. Uanset, om man mener, at friheden ikke findes, så har vi indrettet vores samfund, som om den gør. Vores strafferetssystem, vores stemmeret og vores ytringsfrihed er eksempler på det. Vi siger jo ikke om den person, der står over for en dommer, at hun ikke kunne have handlet anderledes. Vi siger: du har ansvaret. Du kunne have ladet være med at stjæle den Mazda, og nu må du tage din straf. Måske kan straffen blive sat lidt ned, fordi det var en desperat situation, men du slipper ikke helt for ansvaret. Og vi går helt alene ind i stemmeboksen, ingen må komme med derind og guide os, heller ikke første gang, du skal derind. Du forventes at kunne tænke selv, at kunne have ønsker for samfundet, som måske er anderledes end dine forældres, din mands, din nabos, selvom deres liv er ret meget lige som dit. Og vi elsker at besynge vores ytringsfrihed, måske den vigtigste blomst i de vestlige demokratiers buket. Men tænker vi over,

at når ytringsfriheden findes, så er det fordi, mennesker forventes at have et originalitetspotentiale? Det er, fordi der ikke er grænser for, hvad vi kan finde på eller forestille os, at vi har ytringsfrihed. Hvis alle tanker var tænkt, og det sidste digt for længst var skrevet, så var der ikke i samme grad brug for retten til at udtrykke sig frit. Så ville verdens diktatorer ikke frygte mennesker så meget, som de gør.

Det vi siger om frihed Indtil videre har jeg bevæget mig lidt i periferien af ordet frihed, dog med en underforstået opfattelse af, hvad frihed er. Men jeg har ikke defineret frihed. Og det skøre er, at man kan møde fuldstændig modsatrettede definitioner på frihed. Mange har grinet ad justitsminister Nick Hækkerup (S), der i 2019 argumenterede for, at mere overvågning ville føre til mere frihed: Tryghed giver frihed, og overvågning giver tryghed. For er der noget, der kendetegner samfund, som vi typisk vil kalde ‘ufrie’ eller totalitære, så er det netop en ekstrem grad af overvågning. Og mange vil også sige, at konventioner og normer, som kan give tryghed og retning i livet, også kan være snærende og lægge bånd på os, gøre os ufri. Og alligevel kan der være en frihed i trygheden: Når jeg ikke skal være på vagt, når jeg ikke er i kampberedskab, i opposition, kan jeg være fri. Så er frihed tryghed, eller er frihed åbenhed – og derfor utryghed? Et andet eksempel: Nogle vil forbinde frihed med det spontane, det legende, det umiddelbare. Andre vil forbinde frihed

med selvstyring: Frihed er at kunne forholde sig til sine behov og ikke bare lade sig føre af drifter og impulser og dermed være alt for nem at lokke. Så er frihed spontanitet eller selvkontrol? Det er ikke et problem i sig selv, at frihed hører til de ord, vi i meget høj grad ikke bruger på en entydig måde. For ord er ikke noget, vi har stående i en ordbog, vi kan åbne, når vi vil have verden forklaret. Sprog er i vores måde at leve på. Og derfor er ord og sprog selvfølgelig ikke altid entydige. Men det er værd at iagttage, at vi kan sige det stik modsatte af hinanden og sige: frihed. Hvis man gerne vil tænke over frihed, skal man derfor tænke over, hvad vi siger, når vi taler om frihed. Det giver jeg nogle flere eksempler på.

Valgfrihed og handlefrihed Der er nogle politiske partier, der kalder sig ‘liberale’. Liberal kommer af ‘liber’, der på latin betyder ‘fri’. Men det betyder ikke, at der findes politiske partier i Danmark, der er imod frihed. De partier, der kalder sig liberale, vil ofte ønske lavere skat og være tilhængere af private alternativer til offentlige ydelser og goder – fx privathospitaler eller private plejehjem. Og når der er valgkamp, og budskabet skal sælges, vil muligheden for alternativer ofte blive lanceret som et spørgsmål om frihed. Private plejehjem – fordi vi vil have frihed. Men valgfrihed kan også være det modsatte af frihed. Vi kan blive snydt af valgfrihed. Hvis en mor eller far er klog, og de har

et barn, der ikke vil i bad, så siger de: Vil du have dit bad før eller efter aftensmaden? Det betyder egentlig bare: Du skal i bad. Og helst uden for meget bøvl. Og valgmuligheder kan være et styringsredskab for os selv. Når vi er i tvivl om, hvad vi skal gøre, så opstiller vi muligheder. Jeg kan gøre A eller B eller C. Det giver os et overblik i en uoverskuelig situation, fordi feltet bliver indsnævret. Sagt på en anden måde: Private plejehjem kunne i princippet være vejen til helt nye og eksperimenterende måder at leve på, men så vildt går det sjældent – og det kan også være en indsnævring: Du kan vælge A eller B, men du skal under alle omstændigheder på plejehjem. For valgfrihed er ikke lig med handlefrihed. Det kan også være det modsatte: En buffet, et feriekatalog eller et supermarked med masser af forskellige varer på hylderne kan sagtens være fantasiløst.

Fri mig fra det Man kan møde mennesker, der siger, at der er forskel på ‘frihed fra’ og ‘frihed til’. Det kan man også sige på den måde, at der er forskel på befrielse og frihed. Og det er, som om vi har lettere ved at tale om befrielse end om frihed. Fx findes der et hav af film og romaner, der handler om et ungt menneske, som er lukket inde i samfundets normer og forældrenes forventninger. Og hvis det er en film med ‘happy

ending’, så lykkes det for det unge menneske at bryde fri af båndene og gå sin egen vej. Så siger vi, at filmen tematiserer frihed, men måske handler den i virkeligheden mest om befrielse. Og befrielse kan være helt nødvendig. Der er masser af eksempler på mennesker, der har måttet kæmpe imod nogen eller noget, der forhindrer dem i at kunne leve et værdigt liv – undertrykkelse, udnyttelse, diskrimination. Og også i det små og hverdagslige kan det være nødvendigt at komme ud og slippe væk fra de sammenhænge, man er i. Men selvom der er forbindelse mellem befrielse og frihed, er det værd at tænke over, hvad frihed er på den anden side af befrielsen. Hvordan er frihed, når man er befriet? At bryde ud og slippe væk kan både kræve og give en stærk kraft, der åbner for kreativitet. Men livet er et liv sammen med andre, og der findes ikke et liv uden andre mennesker. Selv når de andre ikke er der, så er de der alligevel. De har været med til at give form til den verden, du er i. Det kan godt være, verden kan have godt af at blive rystet, og der kan være fællesskaber, som det er helt nødvendigt at bryde ud af. Men også når vi sætter nyt i gang og kaster os ud i at leve på nye måder, sker det sammen med og i forhold til andre. Frihed er frihed i en verden med andre.

Friheden går over dine grænser Det kan godt få os til at lyde lidt snusfornuftige. Som om frihed ligger i at besinde sig på de vilkår, vi nu engang må finde os i: Traditioner og samfundsinstitutioner. Men her vil jeg gerne vende tilbage til begyndelsen: Vores originalitetspotentiale. Mennesker er sådan nogle, der kan få en idé, tænke nyt og sætte noget nyt i gang. Du er sådan en, og jeg er sådan en. Det sker ikke hele tiden, og for nogen sker det måske næsten aldrig. Og der kan ved Gud også være sammenhænge – skoler, arbejdspladser, teknologier, systemer – der gør deres til, at originalitetspotentialet sløves. Fordi vi har originalitetspotentiale, må vi indrette samfundet på en måde, hvor der er plads til andre end mig. Friheden går over dine grænser.