Omveje til Verden

Poul Løvborg

Omveje til verden FortĂŚllinger

Eksistensen

Poul Løvborg Omveje til verden Fortællinger © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2019 Isbn 978 87 410 0605 5 Sats: Tina D. Laursen Omslag: Claus Nielsen Sat med Aldus Tryk: Bookmaker, Graasten Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk

Indhold

Øjeblikket ~ 7 Det uforståelige ~ 13 Ordet ~ 30 Sommerfugl ~ 51 Heksen ~ 70 Den røde tråd ~ 101 Støv ~ 122 Påskeblomst ~ 163

Øjeblikket Han vidste, det var en fejl i samme øjeblik, de kørte op foran sommerhuset. Det lå som det sidste på grusvejen, der havde ført dem forbi det ene luksushus efter det andet. Gitte var blevet mere og mere opstemt, som de langsomt snoede sig af sted og talte husnumrene på den side af vejen, der åbnede til klit og hede med det skinnende blå hav i baggrunden og bestod af stråtækte huse med panoramavinduer, brede verandaer og dyre biler i carportene, men det fik en brat ende, da de nåede til nummer 49. ”Hvad er det?”

Han kunne godt høre, at det nok ikke bare var et spørgsmål, men at der lå en verden af misbilligelse over, at han nu igen havde skuffet de berettigede forventninger. ”Jah … det er nummer 49, skat.”

Gitte sagde ingenting, men hun knugede sin håndtaske, som var den det eneste, der kunne holde hende fra at måtte træde ud og sætte foden på jorden, men så rimpede hun munden sammen og steg ud i det muntert knitrende perlegrus med små hidsige bevægelser.

Det var nok hjemmebygget, sluttede han af de afskallede vinduer, der sad ligesom tilfældigt placeret i de matte, sorttjærede vægge, og havudsigt var

7

der heller ikke her sidst på vejen, kunne han hurtigt konstatere, da han slæbte hendes bagage ind, det var nok derfor, at han – store fæ – havde fået det overraskende billigt midt i sæsonen. Han havde troet, det var, fordi ejeren var hans kollegas fætter. Det var igen gået skævt – som det efterhånden altid gjorde.

Meget bedre blev det ikke de følgende dage. Han listede rundt som på det yderste af tåspidserne og forsøgte at være hende tilpas, men alligevel følte han det nærmest, som ventede han på et tordenvejr, der langsomt byggedes op med mørke skytårne i horisonten og usynlige spændinger i luften.

Heldigvis blev atmosfæren nogle gange mindre elektrisk, ja, ligefrem munter, da Gitte blev gode venner med hende i nabohuset, en sofistikeret velrenoveret kvinde i 50’erne med stålgråt hår og tidligere gift med en administrerende direktør i en af de store landsbanker. De to kunne sidde i timevis og snakke på naboens store, udbuede terrasse med smagfulde møbler i fint træ og et righoldigt arsenal af dyre flasker, eller de kørte over dæmningen til fastlandet i hendes mørkeblå Jaguar med de tonede ruder og hærgede i de små købstæders butikker uden dog at komme tilbage med meget andet end en vrængen på næsen.

Han var ret overflødig derovre på terrassen, det mærkede han tydeligt efter det første besøg. Derfor blev han tilbage, når Gitte fornøjet gik. Godt for hende, tænkte han til at begynde med, men efterhånden blev han klar over, at hendes bedre humør ikke inkluderede ham. Det gik langsomt og smerteligt op for ham, at han var blevet ligegyldig. Den tur, som

8

skulle bringe dem sammen igen og rette op på et forhold, der var slidt ned af stress og jag efter mere, havde gjort spalten mellem dem til en dyb kløft. Det havde vel været undervejs længe, ja, måske allerede fra de første år, nu han så tilbage på tiden … Hvis de bare havde fået børn … men hun ville jo ikke. De var bare til besvær, havde hun altid sagt …

Han sad i en af de skæve bambusstole i den lille stue og gloede ud ad vinduet på en væg af mørke træer. Det var lummert, selvom alle vinduer stod åbne, men ingen vind var at mærke nogen steder, og ikke en nål bevægede sig derude i de filtrede fyrretræer. Omkring ham var der så stille, at det føltes som kunne man høre støvet falde på det knastede plankegulv. En mindre heldig reparation ved vinduesrammen stak frem som et misformet ar …

Pludselig var der et lille farveblink i luften. En sommerfugl var det, svævende i rødt og blåt og orange midt i det grimme og grå. Det vidunderlige lille dyr sejlede ubesværet i den livløse luft og satte sig øjeblikket efter akkurat på den hæslige plet ved vinduet og bredte de spinkle vinger beskyttende ud over den sammenflikkede skramme. Der sad den ubevægelig og lyste som et kighul ind til en anden verden …

Langsomt sank han ned i kurvestolen, der gav efter for ham og omsluttede ryg og skuldre og benene ned til knæene. Hovedet gled stille tilbage, og nakken fandt hvile på den falmede pude på stolens overkant. Ingen lyd gik gennem rummet, ingen bevægelse fordrede opmærksomhed. En mathed bredte sig i alle muskler, åndedrættet blev sagte og dybere ligesom tankerne, der stilnede hen og efterlod en anelsesfuld undren.

9

En rød bold hoppede hen over gulvet, og med den lyste den lille stue på én gang op i de friskeste farver, som huset måtte have haft, da det var nyt. Bolden trillede hen og lagde sig til rette mellem benene på det lille fletbord, som stod under vinduet og ikke så snart lå den stille, før en lille pige med solblegede brune lokker kom efter med sin storternede sommerkjole samlet foran i en lille bylt.

Skønt intet var at høre, stod pigen dog der så lyslevende som han selv, ja, han kunne endda se de tynde årer i hendes tinding og de fine folder i de små hænder, da hun – stadig uden den mindste lyd – slap kjolen og lod en lille skat af strandsten og tørre muslingeskaller falde ned på det blanke gulv.

I det samme faldt en skygge hen over gulvet, og pigen vendte sig smilende og sagde et eller andet, idet hun rakte den ene hånd ud og lagde hovedet lidt på skrå.

Der stod en kvinde i den åbne dør, også hun i storternet sommerkjole, sandaler og med et par håndklæder over skulderen samt en lille skovl og en rød spand i hænderne. Smuk var hun måske ikke ved første øjekast, men han blev overvældet af en intensitet, der udgik fra den ukendte kvinde, en styrke så voldsom og dog så uendelig let og blid, som omgav pigen og forlenede dem begge med en næsten overjordisk skønhed, en stille lysen fra rene sjæle.

Kvinden smilede og hældte indholdet af den røde spand ud ved siden af pigens lille bunke. Flere runde strandsten rullede ud, men en af dem var særlig tung med en spids, der lavede et hak i gulvet. Så satte både pige og kvinde sig om stenene, tog dem op en for en,

10

snakkede og lo og lagde dem ved siden af hinanden i række.

Kvinden rettede sig op, som studsede hun over noget, drejede sig halvt til siden og så direkte på ham, og pigen gjorde det samme. En snert af nærhed mellem mor og barn slog ud om den ulegemlige, men i det øjeblik lettede sommerfuglen fra væggen, flagrede en gang rundt om de to på gulvet, så pigen måtte smile og række ud, men den forsvandt i det samme ud gennem den åbentstående dør. Også kvinden og barnet forsvandt, de blev gennemsigtige som genfærd og fortonede sig som en drøm …

Han kom til sig selv med et ryk, som havde han på én gang genvundet sin tyngde. Så stærkt var indtrykket, at han uvilkårligt så sig om efter de to forsvundne. Hver fiber i ham higede efter de to, at være med dem, hos dem, at være en del … Men han vidste det godt. Det var en drøm.

En vågen­d røm. God og smuk, men kun drøm …, sagde hans fornuft og prøvede med forstandige ord at dæmpe det umælende oprør, der piskede hans krop og sjæl. ”Men så se dog,” sagde han halvhøjt og stillede sig hen, hvor pigen og hendes mor havde siddet, ”der er intet, kun fantasi …”, men idet han sagde det, så han det. Et lille hak. Det lille hak i gulvet, hvor den spidse sten havde ramt.

Det var altså sandt alligevel!

Længe stod han og så på det lille mærke, der så uafviseligt var sat engang af en strandsten, samlet op af en pigehånd og båret hjem af hendes mor …

De havde været der!

11

Han havde set dem gennem tidens irveje, mærket dem … De kunne have været hans … de burde have været …

Og de havde set ham!

Han var sikker på, de havde set ham, havde mærket det … så tydeligt … på trods af tiden … som om den ikke fandtes … de var hans, havde været, eller måske … ville blive …

Han så sig omkring, og alt var fremmed. Ukendte dimensioner havde åbnet sig, men om det var indefra eller udefra, vidste han ikke. Et enkelt øjeblik havde været nok til at åbne øjnene, til at vælte livet om …

Han så sig om endnu engang. Her kunne han ikke blive, her hvor alt var gråt og fortabt i ligegyldigheder. Det var den forkerte verden; den rigtige, den, hvor der var varme, nærvær og kærlighed eksisterede – og han måtte finde den, finde det rigtige liv.

Resolut gik han ud ad døren og så sig ikke tilbage.

En svag luftning ude fra havet slog ham kølende i møde, da han gik ind mellem de mørke fyrre på en næsten tilgroet sti, der vel førte et sted hen …

12