Naar livet gaar i sort

Når livet går i sort – 52 læsninger til et sørgeår Red. af Sophie Nordentoft og Lone Vesterdal © Forfatterne og Unitas Forlag 1. udgave, 1. oplag ISBN 978 87 7517 985 5 Omslag og sats: LenaMaria.dk Forsidefoto: Knut Skagen-Sandvik Tryk: GPS Group Unitas Forlag Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C Tlf. 3324 9250 unitas@unitasforlag.dk www.unitasforlag.dk

Bogen er udgivet med støtte fra: Haderslev Stift, Roskilde Stift, Trollér Mikkelsens Fond, Aalborg Stifts infotjeneste.

2

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 2

19/01/16 22.35

52 læsninger til et sørgeår

–––

Nå r livet gå r i sort ––– Red. af Sophie Nordentoft og Lone Vesterdal

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 3

19/01/16 22.35

Indhold

Uge 6 Sorrig og glæde, de vandre til hobe Jørgen Kjærgaard. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Uge 7 Vi beder og vil høres, men hører vi?

Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8

Viggo Jacobsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Uge 1

Uge 8

Fred med de vandrende og de hvilende

Min længsel og min tro

Birgitte Stoklund Larsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Lise Trap. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31

Uge 2

Uge 9

Din højre hånd holder mig fast

Mormor-udtryk

Charlotte Cappi Grunnet.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

Sophie Nordentoft. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

Uge 3

Uge 10

Sorgen er en fortælling

Lidelse og mening

Ole Raakjær. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17

Anders Thyrring Andersen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38

Uge 4

Uge 11

Aleneheden

Mere end

Preben Kok.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Lone Vesterdal.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41

Uge 5

Uge 12

I skal sørge

Smertens mysterium

Marianne Christiansen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

Erik A. Nielsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

4

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 4

19/01/16 22.35

Uge 13

Uge 20

Påskemorgen

Pinse og krimi

Niels Thomsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

Lone Vesterdal.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69

Uge 14

Uge 21

Min sorg

”Det vil jeg ikke finde mig i!”

Kirsten Magna Weiss Mose. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50

Ruth Østergaard Poulsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72

Uge 15

Uge 22

Kærlighedens katedral

Ørkenen skal fyldes med blomster

Nana Rømer Dorph Petersen. . . . . . . . . . . . . . . . . . 53

Mette Marklund. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75

Uge 16

Uge 23

Gensyn efter døden?

At se sig selv i en anden

Johannes Værge. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54

Sophie Nordentoft. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79

Uge 17

Uge 24

Sorgens landskab

Ved en grav

Else Hviid.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57

Eberhard Harbsmeier.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82

Uge 18

Uge 25

Kristus spreder mørkets skygger

Du skal synge en salme!

Else Marie Bukdahl.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61

Henrik Wigh-Poulsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84

Uge 19

Uge 26

De tålmodige

Skål for morfar

Peter Lodberg. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

Lotte Lyngby. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 5

19/01/16 22.35

Uge 27

Uge 34

Sorgen efter et selvmord er svær at

Toner af barmhjertighed

forlige sig med – Bent Meier Sørensen. . . 91

Annette Due Madsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113

Uge 28

Uge 35

Det lille vemod og det store vemod

At sige verden ret farvel

Christian Juul Busch. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Søren Lodberg Hvas.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115

Uge 29

Uge 36

Som en dør uden håndtag

Sorg er hjemløs kærlighed

Birgitte Gråkjær Hjort. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99

Birgit Meister. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119

Uge 30

Uge 37

Om at holde sine døde tæt ind til

Sorg er en urkraft

kroppen – Povl Götke. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101

Eva Jørgensen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121

Uge 31

Uge 38

Nu har du taget til dig, hvad du engang

At være ude af sig selv

har givet – Marie Hedegaard Thomsen.. 105

Tom Andersen Kjær. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123

Uge 32

Uge 39

Sorgen er et bundløst hul

Salige er de, som sørger!

Christian Roar Pedersen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108

Anders Kingo. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128

Uge 33

Uge 40

At trække vejret med de døde

Hvor er dine øjne, som gjorde mig smuk?

Iben Krogsdal. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110

Marianne Frank Larsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131

6

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 6

19/01/16 22.35

Uge 41

Uge 48

Memento Mori – husk at du skal dø

Sorgen og skylden

Erik Bjerager. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134

Elmo Due.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155

Uge 42

Uge 49

Taksigelse

Advent alligevel

Helle S. Søtrup. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136

Runa Kähler. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158

Uge 43

Uge 50

Som hvedekorn i jorden

Grangrenen

Anders-Christian Jacobsen.. . . . . . . . . . . . . . . . . . 138

Anna Kløvedal. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161

Uge 44

Uge 51

At være dér, hvor noget nyt kan blive til

Sorgen og det livgivende savn

Niels Henrik Arendt.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141

Doris Ottesen.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165

Uge 45

Uge 52

Fodfæste på en allehelgensdag

Den yndigste rose er funden

Lone Vesterdal.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 144

Anne Birgitte Reiter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168

Uge 46 Kendt med mørket Anders Raahauge. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 148 Uge 47 Trille og mig – sorg og depression Jørgen Due Madsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 7

19/01/16 22.35

Forord Denne bog er til dig, der sørger efter tabet af et menneske. Den består af 52 tekster, én til hver uge i det første år efter tabet. Bogen kan bruges som personlig læsning til opbyggelse og trøst, og den kan bruges som en slags følgebog til deltagerne i de mange sorggrupper, som efterhånden findes i Den danske Folkekirke.

Før i tiden havde man et begreb, der hed et sørgeår. I det første år gør man alting uden den anden for første gang: Den første jul. Den første sommerferie.

Den første fest. Det første efterår. Sørgeåret var en anerkendelse af, at sorg tager tid. Samtidig var det et signal til omverdenen om, at her er et menneske, der har brug for særlig opmærksomhed, opmuntring og fællesskab. Vi vil gerne være med til at genindføre sørgeåret med dets særlige perspektiv på det liv, der er mistet, og det nye liv, der skal leves.

Denne bog er tænkt som en følgesvend i sørgeåret. De 52 forskellige tekster og udvalget af billeder skulle gerne spejle de vilkår, vi er fælles om i sorg og tab, og samtidig udfolde det, som den kristne kirke og teologi til hver en tid har at sige i dén situation. Målet er, at bogens tekster både følger solidarisk med på sorgens vandring og undervejs rækker trøstende, opbyggende tale til den, der sørger. Måske kan man begynde en ny uge med at læse et stykke og reflektere over det i den følgende uge. Det kan også være, at man i sorggruppen kan aftale at læse teksten til en bestemt uge og slutte det ugentlige møde i sorggruppen med at tale sammen om de tanker, som teksten nu har sat i gang.

8

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 8

19/01/16 22.35

Bogens forside er et fotografi af stejle mure, som tårner sig op foran én på en truende, mørk baggrund. Sådan kan sorgen efter et tab erfares. Men drejer man som beskuer hovedet en smule, kan tårnene også ses som en trappe, man skal gå opad, trin for trin, og ad den vej føres ud i et nyt, ukendt landskab. Kun anes et lys, der bryder igennem og rammer trappens trin. Med denne bog vil vi gerne gå med et stykke på den første strækning ud i sorgens landskab og forhåbentlig være med til at pege på det lys, der også er, og som evangeliet til enhver tid insisterer på.

Egentlig var vores udgangspunkt, at vi ville skrive bogens 52 kapitler selv.

Men undervejs blev vi klar over, at det var nødvendigt at have flere stemmer med, fordi vi sørger forskelligt. Sorg og tab er en fælles erfaring og opleves alligevel dybt forskelligt. Der måtte altså flere end to stemmer med i koret.

Derfor har vi inviteret en række teologer, præster, forfattere, billedkunstnere, litterater o.a. til at være med.

Tak til de mange bidragydere, som var så venlige at stille deres tekster til rådighed. Tak til Knut Sandvik, som generøst har lånt os en række fotos til brug i bogen. Tak til redaktør Niels Roesgaard Mose, Unitas Forlag, for vejledning og kritik undervejs.

Sophie Nordentoft, sognepræst i Hals og MA i sjælesorg, og Lone Vesterdal, sognepræst i Bramdrup og MA i sjælesorg Januar 2016 9

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 9

19/01/16 22.35

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 10

19/01/16 22.35

U ge 1

Fred med de vandrende og de hvilende ”Jeg nyder selskabet fra de andre pilgrimme på vejen til Santiago, det gør jeg da. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror, det er, fordi vi er et fællesskab af ensomme vandrere … Vi ved alle sammen, hvad det vil sige at være alene, enten frivilligt eller af nød. Og vi er alle blevet såret; vi går stadig, men vi er sårede.” Sådan siger George, pensioneret embedsmand. Han har i flere omgange vandret på Caminoen, den gamle pilgrimsvej til Santiago de Compostela i Galicien i Nordspanien.

George beskriver det uhåndgribelige og hele tiden skiftende fællesskab, som opstår mellem de mennesker, som går på pilgrimsruten. For middelalderens pilgrimme var det vigtigt at nå frem til byen med den imponerende katedral og de – påståede – fysiske rester af apostlen Jakob; vandringen kunne være en bod, de var blevet pålagt. For de fleste moderne pilgrimme er det vandringen i sig selv, der er målet. Vejen og vandringen er vigtigere end at nå frem. At blive ved med at gå fornemmes som det vigtigste, uanset hvilke skavanker man pådrager sig undervejs.

George er englænder og bruger udtrykket ”the walking wounded”, de gående sårede, et udtryk hentet fra Første Verdenskrig, hvor det var samaritternes betegnelse for de sårede og tilskadekomne, som stadig var i stand til at gå, at humpe rundt med de større eller mindre brud og skrammer, de havde pådraget sig under krigstjeneste. Deres sår var ikke dødbringende, men de var sårede på sjæl eller legeme.

11

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 11

19/01/16 22.35

Det er et godt udtryk, ”the walking wounded”. Ingen går ram forbi. Når man er blevet ramt og rystet, har mistet et menneske, man holdt af, er der ikke andet at gøre end at gå. Gå og gå og gå. Ikke fordi det har andet formål end netop at gå, men fordi det at blive ved med at gå er et formål i sig selv. De kredsende tanker retter sig ud, når fødderne bevæger sig fremad, den ene fod foran den anden.

N.F.S. Grundtvig overlevede to af sine tre koner. Han kendte om nogen til rystelser og til at miste, han kendte også til fællesskaber, både de synlige og de mere uhåndgribelige. Han er ikke, som sin samtidige Søren Kierkegaard, kendt for at gå, men en af hans bekendte betegner ham som ”en god fodgænger”. Han var over 70, da han mistede sin anden kone, Marie Toft. Hun var omkring 40, da hun døde og efterlod Grundtvig alene med en søn på blot et par måneder. Hendes død gav den gamle digters livsforventning et slag. Ikke alene mistede han sin noget yngre kone, han mistede også den fremtid, han troede, de skulle have sammen.

Marie blev begravet på en familiekirkegård, hvor hun blev gravlagt et år efter sin død. Her holdt Grundtvig en tale, hvor han til sidst lyser fred over de tilstedeværende, som en sommerdag ved en grav er blevet mindet om både deres tab og deres kærlighed. Det er en fredshilsen, som er god at gå på. Den er talt ud af hjertet og ind i det usynlige fællesskab mellem de levende og de døde. Fred er for Grundtvig ikke ro og hvile som i graven; fred er livsfylde, sjælens helhed, kraft og liv. ”Fred med de levende og med de døde, med de vandrende og med de hvilende i Herren!”

Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær i Det danske Bibelselskab

12

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 12

19/01/16 22.35

Foto: Rocco Rossi

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 13

13

19/01/16 22.35

Uge 2

Din højre hånd holder mig fast Min bedstefar døde for seks år siden. Det var nytårsaften. Min mormor havde ringet og sagt, at han ikke havde rørt den mad, hun havde sat ved sengen. Jeg havde været der om formiddagen og sagt ”Godt nytår”. Han havde været lidt oppe at sidde i sofaen. Jeg ser endnu hans store, slidte arbejdshånd ligge på armlænet, resten var som et skelet med hud på. Han havde været syg længe.

Lægerne talte om en tumor.

Jeg trådte alene ind i soveværelset, hvor han lå. Han lignede ikke sig selv fra om formiddagen. Hans skaldede kranie trådte endnu tydeligere frem. Øjnene var halvt lukkede, og der lå en mælkehvid hinde over dem. Verden stoppede ligesom. Panikken skyllede gennem mig, det var, som om jeg forlod min krop og så det hele oppefra. Så, hvordan jeg alligevel tog mig sammen, gik hen til ham og sagde: ”Det er mig, Charlotte. Jeg lægger min hånd på din hånd.” På det sidste havde han – som om det var kroppens refleks – trukket sig væk, når man rakte ud efter ham, som om berøring var ubehagelig.

Jeg tvang min hånd til at lægge sig om hans. Ingen reaktion. Vejrtrækning var der næsten ikke. Jeg hørte mig selv sige: ”Bedstefar, jeg er her, men jeg går lige ind og ringer til lægen. Kan du høre mig. Det er mig, bedstefar.” Der kom et grynt i en vejrtrækning.

Hvorfor rejste jeg mig og gik ud? Hvorfor blev jeg ikke siddende hos ham, og lod hans sidste åndedrag blive suget tilbage til Vorherre – stille og roligt med min hånd på hans hånd? Og hvorfor sang jeg ikke en af de sange, han 14

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 14

19/01/16 22.35

ofte havde nævnt, at jeg sang som barn? Jeg kunne ikke. Det var en fysisk følelse. Jeg kunne bare ikke. Han måtte ikke dø. Og mig, som er præst og har bedt Fadervor og lyst velsignelsen over andre døende. Desuden havde jeg jo bedt for, at han måtte få fred. Han gad ikke mere. Men nu, nu kunne jeg ikke acceptere døden. Jeg var afmægtig.

Mens lægen og jeg stod i soveværelset stoppede min bedstefars vejrtrækning – næsten, for der kom et meget forsinket ét. Jeg råbte: ”Han dør!” Alle celler i min krop skreg nej. Igen var det en følelse af at forsvinde ud af kroppen og se det hele oppefra. Jeg så ned på scenariet. Så, at jeg sagde ja til, at de skulle forsøge genoplivning. Så, at de lagde min bedstefars knoglede krop på gulvet og tog apparatet frem, mens jeg blev sendt ud af rummet. Men alt i mig hagede sig fast i ham. Det var en følelse af, at det var fysisk umuligt at give slip. Samtidig med at en stemme i mig sagde: ”Undskyld bedstefar, undskyld.” Han var død. Det kunne enhver se. Næsten stivnet.

Hvor ville jeg gerne være blevet – i ro med min hånd på min bedstefars hånd.

Nogle måneder forinden på hospitalet havde min bedstefar sagt, at der ikke var nogen mening med noget. Da var jeg trådt hen til ham. Da havde jeg ikke en følelse af at forsvinde væk. Jeg sagde, at han måske havde det sådan nu, men at hans liv gav god mening for mig. For hvordan skulle jeg have klaret mig uden ham? Og alt det, vi havde oplevet… Kunne han huske, da jeg skulle lære at svømme, og han holdt sin hånd under min mave – og langsomt gav slip, så jeg mærkede, at vandet bar mig?

På grund af nytår og helligdage gik der 14 dage, inden han kunne blive begravet. Det passede mig godt. Jeg var ikke parat til at lægge ham i jorden før.

Jeg så ham én gang på kapellet, sagde tak for alt, og undskyld at jeg ikke kunne give slip, for han skulle jo af sted. I ugerne og de første måneder var verden 15

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 15

19/01/16 22.35

forrykket, forvredet ud af led, og jeg vågnede med en hæslig nervøsitet. Det fortog sig.

Han mangler stadig i lejligheden, når jeg besøger min mormor. Der er tomt på armlænet, hvor hans hånd lå. Men langsomt er hånden blevet mere og mere tydelig. Den holder mig fast, trøster mig og leder mig – og indimellem er han med på cyklen, vi mærker vinden og letheden. Det er ren opstandelse. Han smiler, når jeg spørger: ”Kan du huske, at jeg altid klistrede de blå Chiquitas bananmærker på dit cykelstyr?” ”Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din højre hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast.” (Salmernes Bog 139,9-10) Charlotte Cappi Grunnet, studenterpræst på Frederiksberg,

og præst i Sct. Thomas Kirke

16

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 16

19/01/16 22.35

U ge 3

Sorgen er en fortælling ”Hvis to mennesker elsker hinanden, så kan det kun ende ulykkeligt. Selvom de elsker hinanden til det sidste, så dør de ikke samtidig. Den ene efterlader en smerte hos den anden, så ulykken er indbygget… Jeg kan ikke elske uden at vide, at ulykken bor i at sige ja. Men hvis det skulle få en til at mene, at man skulle lade være med at binde sig, så vil jeg svare: Tværtimod. Skynd dig at få noget, du kan blive ulykkelig over!”

Sådan udtrykte Johannes Møllehave det i et interview kort efter, han havde mistet sin kone. Sorg er ikke en sygdom, men den pris, vi betaler for, at et menneske har været vigtig for os. Sorg er kærlighed, sådan som den ser ud i den elskedes fravær. Sorg er udtryk for betydning. Man sørger ikke over tabet af et menneske, der var ligegyldigt for en. Man sørger, fordi man har elsket.

Sorg er kærlighedens pris. Spørg bare dig selv, om du ville have undværet at kende den, du har mistet, til fordel for nu at have været sparet for sorgen og smerten? Smerten nu er del af lykken, der var!

Det gør ondt at sørge, så ondt, at man indimellem kan længes efter, at nogen vil hjælpe én af med sorgen, give én nogle værktøjer, der kan få den til at blive mindre smertefuld, mindre fortvivlende, mindre udmarvende. Men den slags værktøjer findes desværre – eller måske heldigvis – ikke! For hvis der gjorde, ville det jo betyde, at noget eller nogen kunne reducere vigtigheden af det menneske, du nu har mistet!

17

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 17

19/01/16 22.35

Men betyder det så, at det bare bliver ved med at gøre så ondt, som det gør nu? Nej, sandsynligvis ikke. Hvis vi stadig flere år efter, vi har mistet, er lige så hudløse som den dag, det skete, har vi brug for hjælp. Men for de fleste svækkes de intense smertefulde følelser med tiden. Men der er noget i sorgen, der ikke forandrer sig. Eller rettere; det er ikke sorgen, der forandrer sig, det er dig, den sørgende, der har forandret dig. Du er blevet en anden.

Derfor er sorgen heller ikke en ”tunnel”, man skal igennem, men et ”landskab”, man skal leve i og med. Det er ikke sorgen, der med tiden bliver mindre. Det er dig, der vokser, så der bliver plads til andet end sorgen. Sorgen vil være en trofast følgesvend livet ud. Det menneske, der har været en uadskillelig del af ens liv, skriver man heldigvis ikke ud af sit ”livsmanuskript”, fordi det dør. Biologisk død er på ingen måde det samme som eksistentiel død.

Derfor er sorgen heller ikke bare en fortælling om den, man har mistet, men i lige så høj grad om det, man aldrig kan miste.

Ole Raakjær, hospicepræst, Aalborg, sognepræst, Sulsted

18

Når livet går i sort INDHOLD TRYK.indd 18

19/01/16 22.35