Modtilatgoereingenting

Indhold 7 Forord 13 17 21 23 27 32

At give og modtage Trøst Hjemløs Tavshed Nærhed Min glæde

33 37 41 43 47 51

Tid Glemsel Ingen At dele Tårer Gråd

53 Frygt 57 Afmagt 60 kaos

61 Om at gøre ingenting 65 Dovenskab 68 Vil 69 75 78 79 83 86

Mening Skyld og skam Hudløs Forsoning Nåde Gave

87 91 95 97 101 106

Gud Overflade og dybde Håb Sprog Jesus Rum

109 Efterskrift

Forord

A

llerede tidligt i mit arbejde som sygehuspræst fik jeg den ide at skrive en bog om at gøre ingenting.

Jeg lavede sjov med det og sagde, at det aldrig ville blive til noget, da det jo krævede, at jeg gjorde noget. Ideen var vokset frem efter en del vanskelige situationer på sygehuset, hvor jeg oplevede, at det ikke gik an at gøre noget, og det føltes også som om, det, der blev gjort, kun fik betydning for den, som gjorde det.

Når noget tungt og vanskeligt rammer et menneske, er risikoen, for at det skal blive ensomt og forladt, stor. Ofte handler det om, at mennesker omkring én ikke formår at være nærværende i det, som føles skræmmende og meningsløst.

Denne bog handler om at have mod til at møde det, som føles umuligt, at turde blive i det uden at tvivle. Når vi mødes midt i det håbløse, kan håbet fødes og fremtiden blive til. I dette møde findes der i udgangspunktet ingen interesse for fremtiden. Nuet er det eneste rum, vi har

fælles – et rum uden fortid og fremtid. I samme øjeblik bliver nuet et fødested, hvor alt kan blive muligt. Jeg skriver ikke en lærebog, men en bog om mine tanker.

Jeg skriver ud fra mine erfaringer og ud fra den viden, at jeg kan tage fejl. Bevidst blander jeg det arbejdsmæssige og det private, og jeg skriver ofte i jeg-form for at markere, at det er mine egne erfaringer og konklusioner, der præsenteres. Måske kan nogle tanker udtrykkes modsat og endog være mulige.

Ord som trøst, nærhed, afmagt og dovenskab har ofte været i mit hoved. Jeg har vendt og drejet begreberne og forsøgt at forstå, hvad de handler om. Hvad er trøst, når der ingen trøst er at give? Hvilke risici medfører det at komme tæt på et andet menneske, som har det svært?

Hvad kan jeg gøre, når jeg føler, at jeg ingenting kan gøre? Kan det være sådan, at min dovenskab i visse tilfælde kan føre til velsignelse?

Alle de møder, jeg har haft gennem årene med mennesker, som har været ramt af livets dybeste mørke, har påvirket mig og forandret mig. Det gælder især mine tanker om det at trøste, hvorledes jeg taler om Gud, og hvad jeg mener, er det vigtigste i livet. Livet har bevæget sig fra enkelthed til kompleksitet og fra det indlysende til, at jeg næsten ikke forstår noget. Alligevel er der dybt i mig noget, som handler om en tillid til livet og til Gud. Mange tanker kan kun formuleres i paradokser: Dengang jeg troede, at jeg vidste så meget, havde jeg

svært ved at tro. Nu, da jeg næsten ingenting ved, er min tro større.

Med denne bog vil jeg opmuntre alle, som på nogen måde i deres arbejde eller privat oplever, at de ingenting kan gøre for deres medmennesker og alligevel gerne vil stille sig til rådighed. Jeg vil beskrive, hvordan håbet kan fødes gennem mødet, selv om det kan se ud, som om ingenting sker, og at alt er forbi. Jeg vil også dele nogle refleksioner om livet, hvad det indeholder, og hvad jeg oplever som det væsentligste.

Digtene i bogen er på en måde selvstændige kapitler, som kan læses for sig selv, men som også kan opfattes som illustrationer til den øvrige tekst.

Mange mennesker har inspireret mig i mit liv. Tre af dem vil jeg nævne her, fordi mange af mine tanker er vokset frem i mødet med dem og gennem de bøger, de har skrevet.

Bent Eriksson, sygehuspræst i Lund. Vi har haft tusindvis af samtaler om alt i dette gådefulde liv og også et samarbejde om bogen Barnet i mødet med livets mørke sider, Unitas Forlag 2004.

Bent Falk, præst og gestaltterapeut i Danmark, gennem bogen At være – der hvor du er, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 1996, og gennem flere samtaler på kurser og konferencer.

Göran Bergstrand, præst og terapeut, gennem bøgerne Tro och misstro, Natur og kultur 1988, og En själasörjares dilemma, Natur og kultur 2002.

Eksemplerne i bogen er hentet fra mine egne erfaringer, men er konstruerede, så de ikke er mulige at identificere med de mennesker eller situationer, som ligger til grund for dem. Undtaget er fortællingen om min mor og nogle barndomsminder.

10

Da min mor skulle dø, havde jeg allerede forstået det nogle måneder forinden og følte, at jeg skulle tale med hende om døden. Det var en beslutning om at ville se virkeligheden i øjnene, men også et ønske om at give og bekræfte kærligheden. En dag besluttede jeg mig for at gøre det. Jeg kørte til hospitalet, hvor hun lå, og blev stående lidt uden for døren til hendes stue for at samle mod. Så åbnede jeg døren, og der i sengen lå min mor.

Det kom så uventet. Jeg havde ikke rigtig forstået det.

Hun så træt og bleg ud og var så lille. Jeg spurgte: – Hvordan går det?

– Ikke så godt, svarede min mor.

– Du skal se, det ordner sig snart, sagde jeg.

Det var umuligt at tale om det, jeg gerne ville. Tusindvis af ting hindrede mig. Kærligheden, angsten, sorgen, min længsel og det ømtållige i vores forhold.

Nogle gange er det umuligt at sige noget. Det, man vil sige, er for vanskeligt og befinder sig i livets grænseområde, hvor ordene ophører med at fungerer. Alligevel findes der en mulighed i modet til at mødes. Ordløst.

– Jeg er hos dig. Jeg kan ingenting sige. Jeg kan ingenting gøre, men jeg bliver hos dig.

11

Efterhånden kan en samtale fødes. Det skete hos min mor. Det blev ikke så omfattende, som jeg havde forestillet mig. Jeg sagde: – Det ser ud til, at du snart skal dø.

– Ja, sådan er det, svarede min mor.

Resten af tiden frem til hendes død drejede vore samtaler sig om hverdagsemner. Vi snakkede om foråret, som var på vej, om blomsterne, vi kunne se fra hendes vindue. Vi snakkede om børnebørnene og glæden over alt det, som livet havde givet os.

Det var det samme, vi havde snakket om tidligere i livet. Vi snakkede ikke om smerten eller mørket. Men både smerten og mørket var til stede som en viden uden ord. Noget vi ikke talte om, men alligevel vidste om og delte.

12