Men ender det godt? De syv dødssynder og det moderne menneske
Martin Herbst (red.)
Eksistensen
Men ender det godt? De syv dødssynder og det moderne menneske Martin Herbst (red.) © Forfatterne og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2016 ISBN 978 87 410 0007 7 Sats og grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Sat med Minion og Impact Tryk: Bookmaker, Graasten Foto af Henrik Jensen © Scanpix Foto af Georg Metz © Korridoren Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold
7 Forord 23 Misundelse
9 Liderlighed
ved Lilian Munk Rösing
ved Henrik Jensen
51 Hovmod
ved Iben Thranholm
91 Dovenskab
39 Grådighed
ved Ole Bjerg
71 Fråseri
ved Jørgen Carlsen
ved Lisbeth Zornig Andersen
103 Vrede
ved Georg Metz
119 Hvad skal vi med dødssynderne? ved Martin Herbst
7
Forord Hvorfor fortjener de syv dødssynder vor opmærksomhed? De er et spejl på virkeligheden. De syv dødssynder afspejler livets grundlæggende udfordringer, og hvad der sker, når vi ikke forholder os til dem på en konstruktiv måde. Det påpegede munken Johannes Cassian allerede i det femte århundrede. Igennem historien har store ånder udbygget, indrammet og finpudset dødssyndernes spejl ved hjælp af litteratur, kunst og arkitektur. Måske eksemplificeres det tydeligst med verdenslitteraturens angiveligt største værk, Dantes Guddommelige Komedie. Her er de syv dødssynder det strukturerende princip for skærsildsbjerget og et gennemgående tema i Komedien som helhed. Med reformationen og oplysningen bliver dødssyndernes spejl skiftet ud med andre teologiske, filosofiske og psykologiske modeller på den menneskelige tilværelse. Derefter optræder dødssynderne og deres temaer ikke som et sammenhængende, autoritativt hele, men enkeltvis som fråseri, liderlighed, grådighed, vrede, dovenskab, misundelse og hovmod, der konstant truer med at ødelægge livet for os selv og vore medmennesker. Med andre ord: Spejlet er brudt, ikke opløst, men brudt. Det er virkeligheden. Den afspejles i bidragene til denne publikation. De repræsenterer ikke en symfoni, men en polyfoni. De peger ikke i samme retning, men i forskellige retninger. De udgør ikke én, stor pizza, men snarere lækre pizzastykker, der er fremstillet af forskellige personer, der har brugt forskellige ingredienser. Bidragyderne hører til blandt landets
8
store kulturpersonligheder og tænkere. De er udvalgt, fordi de er eksperter på hver deres felt og har et hjerte for sociale forandringer. Henrik Jensen er en af vore mest betydningsfulde historikere. Lilian Munk Rösings litterære analyser bjergtager uophørligt. Ole Bjergs økonomiske refleksioner har sikret ham international anerkendelse. Lisbeth Zornig Andersen er landskendt for sit engagement for socialt udsatte. Georg Metz har igennem årtier højnet den journalistiske standard med sine analyser og betragtninger. Jørgen Carlsens publikationer og virke som højskoleforstander har beriget generationer. Iben Thranholms hjerte brænder med en intellektuel og åndelig ild for den kristne tradition, og hun brænder igennem. Undertegnede underviser i de syv dødssynder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Folkeuniversitetet og i andre sammenhænge. Glæd dig til at blive præsenteret for en vifte af betragtninger over de syv dødssynder, der vil inspirere, overraske, glæde og frem for alt berige dig. Bidragene er fragmenter af et spejl. Sådan må det nødvendigvis være i en moderne kontekst, hvor vi ikke abonnerer på ét forklaringssystem. Men betyder det, at dødssynderne har mistet deres relevans? Så langt fra! Dødssyndernes spejl er lige så aktuelt i dag, som det var på Cassians tid. For det repræsenterer arketypiske problemstillinger, vi alle må forholde os til. Ved at gøre det bliver vi klogere på livet. Måske bliver vi også ærligere og kærligere. Vi skylder os selv og verden at se nærmere på de syv dødssynder. Martin Herbst, forår 2016