Med flaget på halv uddrag

Med flaget på halv – at være i sorg Mette Marklund Fotos: Mette Marklund og Diana Hansen Grafisk tilrettelæggelse: Karina Rydendahl © Unitas Forlag 2012 1. udgave, 1. oplag Unitas Forlag Peter Bangs Vej 1d DK-2000 Frederiksberg Tlf. 3616 6481 Fax 3811 6481 info@unitasforlag.dk www.unitasforlag.dk ISBN: 978-87-7517-909-1 Kopiering er kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret Tryk: AkaPrint a/s Billedoversigt: side 3, 18, 30, 42, 49, 66, 72 © Diana Hansen side 6, 25, 37, 54 © Mette Marklund side 13, 61 © Colourbox

Mette Marklund

Med flaget på halv – at være i sorg

Unitas Forlag

6

Kære ven Når du læser denne bog, er det formentlig, fordi du har oplevet noget, der har gjort rigtig ondt. Måske har du mistet en person, der var med til at fylde dit liv med glæde. Måske råber sorgen i dit hjerte – som et ekko fra et dybt, tomt hul i sjælen. Måske sidder du med følelsen af, at du ikke fik sagt farvel. Det hele skete så hurtigt og uventet, og du tvivler på, om han eller hun kendte din kærlighed. Måske sidder du med lettelse. Der var svær sygdom, og du endte med at ønske dødens komme. Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke spørge dig. Bogen er alligevel til dig. Det er dig, jeg vil tale til.

Allerførst må du lukke ørerne for den tanke, at man altid skal læse en bog fra ende til anden. Det er ikke nødvendigt med denne bog. Læs og spring over i dit eget tempo. Tag, brug og lad resten ligge. Måske til et senere tidspunkt. Du har sikkert nok af indtryk at bearbejde i forvejen.

Jeg kan ikke lede, men jeg kan måske inspirere dig i dit sorgarbejde. Give dig nogle redskaber, ruste dig til at arbejde med – og ikke mod – din sorg. I kampen mod sorgen bliver man fældet. Med sorgen 7

på sin side vokser man sig stærk. Når energien er smeltet ned, skal kræfterne prioriteres med omhu. Måske kan jeg vise dig hvordan.

Denne bog har taget form gennem mange år. Både privat og gennem mit arbejde som læge har mennesker tillidsfuldt betroet mig deres historier. Det er jeg taknemmelig for. Noget, der har gjort stort indtryk på mig, er hvor forskellig sorg kan opleves – og bearbejdes.

Det har tillige overrasket mig at erfare, hvor mange omkringstående, der har en holdning til, hvordan og hvor længe den sørgende bør udtrykke sin sorg. Om disse emner handler denne bog. Undervejs i bogen vil jeg dele nogle af de historier med dig, som jeg er blevet betroet, eller selv har oplevet. Jeg vil også forsøge at give dig inspiration til, hvordan du kan få plads til den sorg, som fylder alle afkroge af dit liv.

Til det formål skal du bygge et hus. Sorgens tankehus.

Og de holder øje Sorgarbejde har 2 parter. Den, der håndterer sorgen, og de, der overvåger arbejdet skride frem, ens omverden. I halen af sorgen følger ofte uventede skuffelser og smerte. Omverdenen reagerer anderledes, 8

end man havde håbet. Forventet. Måske reagerer de slet ikke. Måske følger der upassende kommentarer med om din håndtering af sorgen. I den akutte fase er kritikken sjældent udtalt. Dét, der på mange gør mest ondt i denne fase, er omverdenens tavshed. Ingen siger noget. Hvor længslen efter varme og forstående øjne er allerstørst, bliver blikkene slået ned. Ingen siger noget, for ingen ved, hvad noget er. Og sæt nu, at noget blev sagt og fik dig til at græde… og mindes. De begynder at fortrænge din sorg – på dine vegne. Dét er en indviklet form for omsorg.

Senere kan de stille spørgsmål til din prioritering af den afdødes ejendele eller komme med kommentarer til dit (alt, alt, ALT for hurtige) valg af ny partner.

Det er meget vanskeligt at være pårørende til en sørgende. Og det er derfor vigtigt at du, som sørger, får kendskab til nogle af de dilemmaer, de pårørende står i. Ikke for at belaste dig med andres følelser, for jeg tror, at du har mere end rigeligt at slås med lige nu. Men for at hjælpe dig til at være forberedt på din omverdens ufrivillige elefanter, der så let finder vej ind i din glasbutik.

9

Det hjælper, hvis man har været der selv…

Sorg er en af livets vigtigste skoler. I sorgens skole lærer man at være pårørende. Gennem at være der selv. Erfaring er et vigtigt værktøj.

Den giver en ydmyg tilgang til den sørgende. En nødvendig, pragmatisk anerkendelse af mennesket som et unikt individ. Med en unik sorg, der ikke lader sig håndtere af „skal og bør”. Det vil jeg forsøge at uddybe i denne bog.

Selvfølgelig kan man hjælpe folk, der er i dyb krise, selvom man ikke selv har mærket smerten. Men det hjælper. Tror jeg.

Som yngre læge på en børneafdeling overværede jeg engang en tvillingefødsel. Kvinden var i horribel smerte, og tvillingerne havde ikke specielt travlt med at komme ud. Den unge (og faktisk dygtige) jordemoderelev gentog ordene om og om. Nærmest mantra-agtigt. „Pres, pres. Ja, jeg ved godt, det gør ondt. Ja, jeg ved godt, det gør ondt. Pres, pres. Ja, jeg ved godt, det gør ondt…”

Kvinden var ved at gå i stumper og stykker, mens storebror langsomt, ganske langsomt, boksede sig gennem bækkenet på hende. „Pres, 10

pres… ja, jeg ved godt, det gør ondt!” Kvinden samlede sine næstsidste kræfter, løftede hovedet over den enorme tvillinge-residens og kiggede indtrængende på eleven ved fodenden af sengen: „Har du selv børn?” stønnede hun og fastholdt jordemodereleven med et bedende, håbefuldt blik. Der blev en kort „pres, pres… ja, jeg ved godt”-pause. Eleven kiggede på kvinden: „Nej, men…”. Tiden stod stille et sekund, og kvindens hoved dumpede tungt ned på puden. Ledsaget af et ulykkeligt, ensomt lidende suk. 4 timer, 20 minutter og en sugekop senere var hun mor til 2 fine drenge.

Hvordan går det?

Gennem de senere år har jeg talt med mange mennesker om sorg.

Om deres sorg. Om andres sorg. Om min egen sorg. Om sårbarhed og omverdenens forventninger. Om balanceakten mellem det indre kaos og den socialt acceptable smerte. Måske kender du til det. Kender til modløsheden, sorgen, smerten eller selvbebrejdelsen, der river og flår dig i stykker. Fra inderst til yderst. Mens verden venter. Mens familie og venner holder vejret en måneds tid. En måned – eller måske 11

to. I den periode kender de svaret på spørgsmålet: „Hvordan går det?”

De kender det. Og de accepterer det. Måske tre måneder. Så spørger de ikke mere. Eller spørger stadig, men lytter ikke. Det ligger i luften, at svaret skal spejle fremgang: „Jo, tak, det hele er ligesom ved at falde lidt på plads inde i mit hoved.” Men sådan er det ikke nødvendigvis.

Smerte og sorg, der „falder på plads”, kan være endnu mere smertefuld end sorgens krise. Når de praktiske gøremål fortoner sig, begravelsen er planlagt og afholdt, dødsboet håndteret, abonnementerne opsagt, den ekstra elregning betalt, SKAT og skifteret har taget deres del – SÅ bliver der rum for, at sorgen og smerten kan „falde på plads”.

Det er nu, arbejdspladsen snart venter dig tilbage. Det er nu, vennerne glæder sig over, at „det hele langsomt falder på plads”. Men det er nu, det for alvor kan gøre ondt! For mange mennesker er det nu, håbet for alvor slukkes. Virkeligheden har holdt sit indtog i rutinerne, og hverdagen er forandret. Telefonnummeret, som du kunne taste i søvne, er nedlagt – eller, endnu værre, overgået til en anden abonnent. Duften af piberøg er væk. Vasketøjskurven tager længere tid at fylde. Der dumper ingen mails, sms´er eller breve ind fra den velkendte afsender.

Et tungt tæppe af realisme, der sænker sig ned over stumperne af din gamle verden – dét er sorgen, der falder på plads.

12

13