Ulla Thøgersen Mærker ISBN 978 87 410 0082 4 © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2016 Sats: Tina D. Laursen Sat med NewBskvll BT Tryk: Bookmaker, Graasten Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C ☎ 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Ulla Thøgersen
Mærker
Guds dårlige hukommelse “Kan man tænke for meget på døden, tror du?” spørger hun ham en dag. De sidder i stuen. Solen sidder lavt på himlen. Brede linjer af lys og skygge ligger tungt på stuens trægulv. Længe har hun stirret ud af vinduet. På skyerne, der konstant er i forandring, hurtigt glider forbi og bryder linjerne på gulvet. Han har set på sin mobiltelefon, han har grinet højt et par gange, hun ved ikke af hvad. Nu ser han på hende. Der går et stykke tid, hvor han bare ser, og så siger han: “Det tror jeg bestemt, man kan.” Og så snakker de ikke mere om det. Forleden spurgte hun veninden om det samme, de var lige blevet færdige med at snakke om et nyt kaffemærke. En kort pause, hvor veninden lagde hovedet på skrå, som hun altid gør, når hun er klar til nærvær. “Har du det ikke godt?”
5
“Jo jo, jeg har det fint nok,” svarede hun hurtigt. “Du må altså ikke sige sådan noget.” Og så snakkede de ikke mere om det. Det, hun mener, er egentlig, om man kan tænke for meget på døden, så man kalder på den. Hun husker, da hun var tolv år gammel, alene hjemme, syg, sikkert noget med maven eller ørerne, det havde hun ofte. Hun lå på hjørnesofaen i stuen sammen med familiens hund, hun snakkede med den. Om at den var gammel og nok snart ville dø. Hun ville savne den, når det skete, det fortalte hun den, mens hun langsomt aede dens korte, stive pels. Den lå med hovedet på hendes mave, det så ud, som om den sov, den trak vejret tungt, øjnene var halvt åbne. En uge efter var hun rask, men hunden død. En dårlig samvittighed lagde sig i hende, hun kan stadig fornemme en snert af den. Hun forestillede sig, at Gud havde glemt alt om deres hund, det var derfor, den havde levet så længe. Da hun nævnte, at den var gammel, ændrede hun Guds dårlige hukommelse. Nu var hunden død. Og hun turde ikke fortælle nogen om den dårlige samvittighed, der gik flere år, før hun nævnte det for sin ene søster, som bare trak på skuldrene.
6
Og nu spørger hun, om man kan tænke for meget på døden. Et næsten lydløst suk hænger i stuen sammen med hans høje grin, lydene falder langsomt ned mod gulvet, forsvinder, bagefter er der alt for stille. Hun ville ønske, at hun kunne få et årstal, det behøver ikke være noget med 80 eller 90, også bare 60 er okay i denne situation. Solgt. Til kvinden, der står en smule trængt henne i hjørnet af verden. Hende med mærkerne, kan I se hende? Hun forestiller sig hammerslaget, hører den gennemtrængende lyd, når hammeren uigenkaldeligt rammer bordet. 60 år, det vil hun gerne købe. Af Gud. Eller hvem der nu bestemmer, hvornår og hvordan man skal dø. Hvis der altså er en højere magt, der bestemmer. Hun er i tvivl. Men hvis man ved, hvem der bestemmer, så kan man holde sig gode venner med vedkommende, tænker hun, og også lægge et godt ord ind for sine nærmeste. Det må være en fordel. Måske.
7
Valg “Tænker du over, at vi aldrig skal have børn?” siger hun en dag, mens de sidder i sofaen, henslængt med tunge kroppe efter formiddagens gåtur i plantagen, hvor de mødte alt for mange med barnevogn. Hun regner med, at de bliver siddende et godt stykke tid, og nu vil hun spørge. Hun har tænkt på det længe. Egentlig ville det være bedre, hvis de sad ved bordet, så de kunne have øjenkontakt, men sofaen har den fordel, at de er faldet så langt ned i dens bløde hynder. Hun har forsøgt at spørge ham en gang før, i køkkenet, noget skulle klares, hun husker ikke hvad, men han forsvandt, og da han kom tilbage, snakkede de om aftensmaden i stedet, hvor urtesaltet var, den stod ikke på sin normale plads i skabet. “Jeg er bare glad for, at vi er sammen,” siger han nu. Han rykker tættere på hende, så han kan nå hendes
73
arm og stryger hende kærligt. “Du er så helt igennem dejlig.” “Men tænker du over, at du ikke skal være far?” spørger hun igen. Det er i virkeligheden samme spørgsmål, kan hun godt høre, da hun har sagt det, men måske er det et andet svar, hvis hun formulerer det anderledes. “Jeg er bare glad for dig.” Han fortsætter sit kærtegn. “Du bliver heller aldrig morfar eller farfar.” Hun hører ham grine, sådan en latter, der forvirrer hende, fordi hun ikke ved, hvad den betyder og mest af alt giver hende indtryk af en ligegyldig lethed, som hun ikke deler. Hun trækker armen til sig. “Er det ikke din natur, det er da din natur, at du skal blive far, sådan sprede din sæd.” Han griner igen, højt denne gang, grinet ruller frem helt nede fra lungerne. Hun synker længere ned i sofaen, siger ikke mere. Han stopper med at grine og sætter sig frem. “Undskyld,” siger han. “Jeg har bare aldrig tænkt over at få børn.” Hun hører efter hvert ord nu og venter på, at han skal sige mere. Så sig dog noget mere, tænker hun.
74
Han siger ikke mere. Hun har meget, hun kan sige, hun siger heller ikke mere. Hun er sikker på, at det er hans natur, det er i hvert fald hendes, men hendes natur er brudt sammen. Kaput. Uden mulighed for reparation. Hun har ikke et valg. Hun kan ikke forstå, at han har valgt hende, den infertile med arret. Hun ville ikke have valgt sig selv, hun ville have valgt én, der kan få børn. Men måske vælger man slet ikke.
75