Johannes Værge
Retvendt
En indføring i Gudsrigets virkninger
Eksistensen
Retvendt
Johannes Værge Retvendt
En indføring i Gudsrigets virkninger
Eksistensen
København 2026
Retvendt
En indføring i Gudsrigets virkninger
Johannes Værge
© Forfatteren og Eksistensen, 2026
Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook
ISBN: 978-87-410-1186-8
Omslag: Eksistensen
Forsidebillede: Maja Lisa Engelhardt: April, årstid, 2012.
Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN og
H.P. Hjerl Hansens Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk
Forord
Der er så meget, vi mennesker kan. Men mulighederne er ikke uendelige. Vi undgår ikke at støde på begrænsninger – den mest drastiske af dem er døden, livets bagvæg, men også hverdagens små og store skuffelser lærer os, at vi ikke kan alt det, vi så gerne vil. Det kan føre til billedet af tilværelsen som et lukket rum. Væggene markerer, at der er en grænse i alle retninger.
Og dog … Igen og igen kan vi være så heldige at mærke, at noget større – større end det, vi selv råder over – alligevel får adgang til os. En uventet venlighed, en kærlig gestus.
Et fællesskab opstår eller bekræftes. Vi forundres over en slående storhed i naturen eller en kunstnerisk oplevelse. Det ene eller andet kommer som gave og vækker noget vigtigt i os. En glæde, en større tanke, en befriende opløftelse, et lysstrejf, en åbning … Alt det er udtryk for, at væggene omkring vores livsrum er porøse. Noget større og livgivende kan få adgang til os, vise, at der er mere til os, og kalde mere frem i os – hvis vi er modtagelige.
Et særligt sted, hvor det større, det sande og befriende kan bryde igennem, er kirkerummet. Under en gudstjeneste skete det således for mig, at der med ét blev ryddet befriende op i mit sind. Hvad var det, der skete den søndag? Det måtte jeg reflektere over, og det førte til denne bog.
Det kom til at handle om Gudsriget og dets strømmende kræfter. Guds rige er et nøgleord i de nytestamentlige tekster. Det omtales som usynligt, så det må kendes på sine virkninger. Hvordan kan de beskrives, og hvordan kan de sættes i sammenhæng med det, vi møder i verden? I arbejdet med bogen er bibelske, oldkirkelige og nutidige kilder blevet konsulteret, og samfundsforhold inddrages, herunder klimakrisen og debatten om aktiv dødshjælp.
Gudsrigets kræfter er frit og gavmildt strømmende. Det er modtagelsen og forvaltningen, der er problemet.
Mange tak for økonomisk støtte til udgivelsen fra de to fonde, som er nævnt i kolofonen. En særlig tak til Marianne Thorhauge for virkningsfuld dialog om manuskriptets form – og til Maja Lisa Engelhardt for generøst at skænke bogen dens omslag.
Indledning
Ramt af en strømmende godhed
Under en gudstjeneste i den lokale kirke konstaterede jeg med ét en befriende forandring: Det gik op for mig, mens jeg sad der på kirkebænken, at nogle ærgrelser og kredsende, selvoptagne tanker helt havde forladt mig. Hvilken lettelse! En velgørende renselse, en udluftning, en befriet position i tilværelsen – som at blive favnet af en nyskabende, guddommelig godhed, løftet fri af selvoptagethedens sump … Vi fristes til at forvente berigelse og frihed ved at få mere af vores eget. Det her var at få “mit eget” fortrængt, at miste det og blive givet noget større og bedre, noget anderledes livgivende. Det kom uden min fortjeneste. Som at blive ramt af en varm impuls, der ud fra virkningen må kaldes guddommelig – en udstrømning fra et dybt, guddommeligt energifelt.
Den pågældende gudstjeneste forløb helt som sædvanligt, men det, som skete med mig, var usædvanligt. Når oplevelsen står tilbage med en usædvanlig fasthed, hænger det uden tvivl sammen med, at der bag om ryggen på mig straks blev sat et ord på, hvad gudstjenesten her gjorde ved mig: Jeg blev retvendt. Jeg har siden tænkt på det som at få krænget et overflade-ego af sig. Men i selve momentet var
det betegnelsen retvendt, der indtraf som en intuitiv navngivning af det, der skete.
Ordet retvendt kom til at klinge i mig som udtryk for at være blevet åbnet, udluftet, vendt væk fra noget ufrugtbart, så jeg med tak kunne modtage noget anderledes livgivende end det selvoptagne.
Ikke at det derfra er blevet en permanent tilstand, slet ikke – det ser ikke ud til, at en tilværelse som helgen er min bestemmelse. Men oplevelsen viser, at tilstanden ligger ventende, gemt som en tilgængelig mulighed.
Det hører med til de jordiske vilkår, at vejen bagud til den rene, uskyldige og ubesværede tilværelse – med mytens sprog: Edens Have – er spærret. Men en forløsende oplevelse som min bekræfter for mig, at der er en vej fremefter, med noget frisættende og genoprettende at åbne sig for. Håb! Vi behøver ikke at være helgener. At være et fejlbarligt, ufærdigt menneske med håb er godt nok.
Et menneske med håb: Mødet med den virkningsfulde godhed ligger ganske nær, den er der som en mulighed at vende sig modtagende imod.
Og som ufærdigt menneske: Den guddommelige godhed kan gøre noget ved os. Bevæge os, kalde mere frem i os.
Ethvert menneske er skabt i Guds billede; billedet er gjort uklart, mere eller mindre tildækket, men flager af tildækningen kan løsnes, så gudsbilledet i sidste ende bliver klart fremkaldt. Som Paulus skriver: “Vi skal alle forvandles”. Klogt nok skriver han det med tanke på opstandelsen, fuldendelsen. I det jordiske kan vi i glimt tilegne os det afklarende og forløsende, men der vil altid mangle noget, ofte ganske meget.
Det, der skete i kirken den søndag, vil jeg altså ikke kalde en egentlig forvandling. Men erfaringen står levende tilbage
som et varsel om, hvad der er muligt, og som en tilskyndelse til efter bedste evne at slippe det frugtesløse og blive vendt rigtigt. Det kan man øve sig i.
Og det har som nævnt en betydning for virkningen, at hændelsen straks fik sprog, fik ordet retvendt hæftet på sig. Derved har erfaringen fået et kaldenavn, en hjælp til mig, når jeg får tilbagefald til egocentriske, klistrede, ufrugtbare tankebaner og har brug for at kalde erfaringen frem igen. Navngivningen fungerer som et håndtag, som jeg kan gribe efter for at aktualisere den erkendelse, at en godhed med guddommelig magt er helt nær, klar til at blive modtaget, klar til at virke.
“Guds rige er kommet nær”, som Jesus ifølge Markusevangeliet sagde som introduktion til det, han kom med.
Hvad var det mere specifikt, der virkede ved den pågældende gudstjeneste? Hvad udløste det befriende? Jeg kan ikke pege på et bestemt element i gudstjenesten som årsag – om det mest var salmerne, bibelteksterne, bønnerne, prædikenen. Nok snarere det samlede forløb. Nadver og velsignelse var vi ikke nået til, da den befriende virkning ramte mig, men jeg vidste jo, at disse led i liturgien hører med og var på vej. Også bare det at være i kirkerummet sammen med menigheden kan have medvirket. Mit bedste bud er, at det var et samspil af det alt sammen, der den dag brød ind og ryddede ud i mine tanker, skabte et frirum til modtagelighed for det, vi i virkeligheden lever af, bæres af.
Det, jeg blev ramt af, må altså kaldes essensen af en kristen gudstjeneste, Guds tjeneste. Mødet med den guddommelighed, som kan komme til udtryk i forskellige former og i Det Nye Testamente sammenfattes som kærlighed. “Gud er kærlighed”. Så “søg først Guds rige og hans retfærdighed,
så skal alt det andet gives jer i tilgift”, som Jesus siger i Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet. Altså: Bliv retvendt, så strømmer det livgivende – det, du behøver – til dig.
En indrømmelse: Jeg har haft et lidt tøvende forhold til Jesus-ordene om, at den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Var det almindelige menneskeliv ikke noget værd?
Nu aner jeg noget mere i ordene. Den, som egocentrisk vil sikre sit eget mudrede liv, skal glæde sig til at miste netop det – og komme anderledes godt på plads i livet.
Og i “søg først Guds rige” ligger der ikke en nedvurdering af det jordiske, men en appel til, midt i alt det jordiske, at åbne sig modtagende for det, der strømmer ind i det jordiske og gør livet stort, vigtigt og sandt. Nyskabende, forløsende.
“Midt iblandt os er Guds rige”, som en Grundtvig-salme siger det.