kristen Rowan Williams
Oversat til dansk af Birgit Ank
Kristen Af Rowan Williams Oversat til dansk af Birgit Ank © Eksistensen Eksistensen 2016, 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-410-0057-2 Tryk: Scandinavian Book First published in Great Britain in 2014 Society for Promoting Christian Knowledge 36 Causton Street London SW1P 4ST www.spckpublishing.co.uk Copyright © Rowan Williams 2014 www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk tlf. 3324 9250
Indhold introduktion 7 Düben 9 Bibelen 34 Nadver 63 Bøn 90
introduktion Hvad er grundelementerne i det kristne liv? Jeg tænker ikke her på enkeltpersoners gode liv, men på de enkle og genkendelige ting som får en til at opdage at man er en del af et kristent fællesskab. Denne lille bog er tænkt som en hjælp til at overveje fire af de mest iøjnefaldende elementer i det kristne liv: dåb, Bibelen, nadver og bøn. Kristne får fuldt medlemskab af den kristne kirke ved at få vand øst eller stænket over sig eller, i nogle traditioner, blive helt nedsænket. Kristne læser Bibelen. Kristne samles for at dele brød og vin til ihukommelse af Jesu død og opstandelse. Og kristne beder. Der er en stor og forvirrende variation i alle 7
de mange former for kristen tænkning og praksis der findes, men disse fire grundlæggende aktiviteter er og har været konstante og uomgængelige for flertallet af dem der kalder sig kristne. I denne bog vil vi se på hvad disse aktiviteter fortæller os om essensen i det kristne liv. Vi vil også se på hvad det er for mennesker vi kunne håbe på at blive i et fællesskab hvor disse ting finder sted. Disse kapitler bygger på foredrag der er blevet holdt i domkirken i Canterbury som led i en tilbagevendende række af åbne forelæsninger i påskeugen. Jeg skylder Jonathan og Sarah Goodall stor tak for deres arbejde med at transskribere og redigere disse foredrag og Philip Law fra the Society for Promoting Christian Knowledge for rundhåndet hjælp til at gøre dem klar til udgivelse.
8
1 Dåben Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. Romerbrevet 6,3-4
Lad os begynde med dåben. Formelt set bliver mennesker en del af det kristne fællesskab ved at blive dyppet i vand eller overøst med vand. Ordet ’dåb’ betyder oprindeligt bare ’dyppe’. I Det Nye Testamente optræder ordet i forbindelse med Jesu 9
gerning og undervisning. Det er også ret udbredt i Paulus’ breve. Jesus taler om den lidelse og død som ligger foran ham som en dåb han må igennem (Mark 10,38). Han taler altså om sin vej gennem lidelse og død som en slags neddykning; som om han bliver oversvømmet og drukner i noget. Han har – som han siger – en dåb han skal døbes med, og indtil det sker, er han knuget og hans arbejde uafsluttet (Luk 12,50). Helt fra begyndelsen har dåben som indgangsritual til den kristne menighed tilsyneladende været forbundet med forestillingen om at følge Jesus ind i hans lidelse og død, at blive ’nedsænket’ i den mørke virkelighed som Jesus måtte udholde. Paulus taler om at blive døbt til Kristi død (Rom 6,3). Vi bliver så at sige ’sænket ned’ i den mystiske begivenhed som kristne mindes langfredag og mere jævnligt i nadverfejringen.
10
Op fra dybet Da kirken i de tidlige kristne århundreder begyndte at gennemtænke dette lidt nærmere, og liturgi og kunst tog form, udviklede der sig et andet sæt af forestillinger. I fortællingen om Jesu dåb hører vi hvordan han træder ned i Jordanflodens vand. Da han kommer op ad vandet, sænker Helligånden sig over ham i en dues skikkelse, og der lyder en stemme fra himlen: Du er min elskede søn (Luk 3,22). Ved nærmere eftertanke begyndte de tidlige kristne snart at sætte denne fortælling i forbindelse med en anden historie om vand og ånd. På skabelsens morgen – fortæller Første Mosebog – var der vældige kaosvande. Over det hav af kaos svævede Helligånden eller – afhængig af oversættelsen af det hebraiske – en kraftig vind, der blæste (eller også er det ene en metafor for det andet). Først er der kaos, og så blæser Guds ånd. Og ud af de kaotiske vande kommer verden. Og Gud sagde: Det er 11
godt. Vandet og ånden og stemmen: Det er tydeligt hvorfor de tidlige kristne satte dåben i forbindelse med det billede som Paulus bruger om det kristne liv – en ny skabelse. Så starten på et kristenliv er en ny begyndelse i Guds skabende arbejde. Og akkurat som Jesus kom op ad vandet, modtog Ånden og hørte Faderens stemme, sådan siger Gud også til den nydøbte som begynder sit nye liv i samhørighed med Jesus: Du er min søn/datter. Når den østlige kristne tradition i sine ikoner afbilder Jesu dåb, ser man ofte Jesus i vand til halsen. Den gamle verdens flodguder sidder under bølgerne og repræsenterer det kaos som nu overvindes. Så fra den allertidligste begyndelse omgiver dåben sig med et sæt meget kraftfulde symboler. Vand og genfødsel. Den døbte bliver genfødt som Guds søn eller datter, ligesom Jesus er søn af Gud. Kaos der bliver til orden når Guds vind blæser på det. 12
Så det er ikke overraskende at kirken, når den reflekterer over dåbens betydning, kommer til at se den som en slags genetablering af det sandt menneskelige. At blive døbt er at genantage den menneskelighed som Gud først havde i tankerne. Hvad havde Gud da i tankerne? Det var Guds intention at menneskene skulle vokse ind i en sådan kærlighed til Ham at de med rette kan kaldes Guds sønner og døtre. Menneskene har givet slip på den identitet, forladt den, glemt eller korrumperet den. Og da Jesus kommer ind i billedet, genetablerer han menneskeligheden som den var tænkt til at være. Men for at Jesus kunne genetablere menneskeligheden indefra (så at sige), måtte han stige ned i den menneskelige verdens kaos. Hvis den sande menneskelighed skulle genfødes, måtte Jesus helt ned på højde med os, hvor ting er formløse og meningsløse, sårbare og ubeskyttede. 13
Den nye menneskelighed der opstår omkring Jesus, er ikke altid succesfuld og stærk. Det er tværtimod en menneskelighed som kan række sin hånd op fra kaosdybderne og blive rørt af Guds hånd. Så hvis vi spørger: Hvor kan vi forvente at finde den døbte?, er svaret: Dér, hvor der er kaos. Det betyder at vi kan forvente at finde den kristne der hvor menneskeligheden er mest i fare, hvor den er mest forpjusket og skamferet. Kristne findes der hvor Jesus er – men Jesus er midt i menneskelig forvirring og lidelse, forsvarsløs sammen med dem der lider nød. Hvis det at blive døbt er at blive ledt derhen hvor Jesus er, så fører dåben os ind i det kaos og den nød som kommer af at menneskeheden har glemt sin bestemmelse. Jeg er tilbøjelig til at tilføje at den døbte også i en eller anden grad må være i kontakt med sit eget kaos. For alle lever vi ikke bare med et kaos uden for os selv, men også med en hel del umenneskelighed og 14
rod inden i os. En kristen bør hverken være bange for at se ærligt på sit eget indre kaos eller for at være til stede der hvor menneskeligheden er truet. Så at være døbt er at være ude på gyngende grund sammen med Jesus, ude på de menneskelige behovs dybder, inklusive vores eget dyb. Men at være døbt er også at være ude på Guds kærligheds dybder, hvor Guds Ånd genskaber og fornyer det menneskelige liv efter Guds billede.
At tage del i Jesu liv og død Hvis dette er sandt, så giver dåben os altså ikke en status som adskiller os fra alle andre. At kalde sig døbt er ikke at gøre krav på en særlig værdighed. Langt mindre er det et privilegium, som adskiller os fra og hæver os over resten af menneskeheden. At kalde sig døbt er tværtimod at hævde en ny grad af solidaritet med andre mennesker. Det at være 15