Julekalender til voksne. 24 livsbilleder

Julekalender til voksne 24 livsbilleder Sigurd Barrett © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2020 Isbn 978 87 410 0734 2 Sat på Eksistensen med Garamond Fotografi i forsats samt bagside: Thomas Tolstrup Tryk: Livonia Print, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk

Forfatteren ønsker at takke Mette og Rasmus Kongstad Welling, Mikkel Riber, David P. Birch og Eskild Dohn for grundig gennemlæsning og sparring. Desuden tak til Søren Westerdahl fra Spørg Piloten og til præst Lotte Forchhammer. Endelig en varm tak til Charlotte Ekstrand fra forlaget for initiativ, tillid og opbakning.

SIGURD BARRETT

JULEKALENDER TIL VOKSNE 24 LIVSBILLEDER

EKSISTENSEN

FORORD Julen er hjerternes fest. Nej, allerede her lyder det lidt hult og utroværdigt. Jeg begynder forfra. Julen er også hjerternes fest. Eller i hvert fald drømmen om hjerternes fest. Men julen er også så meget andet. Julen er forventningernes fest. Julen er et forstørrelsesglas. Julen er en prisme, der spejler livet og hverdagen, så det pludselig danser i nye former og farver og forvrængninger. Julen er nostalgi og erindringsglimt. Julen er minderne om de hjerteligste stunder, når verden var idel idyl, og den er minderne om de tungeste timer, når verden var brudt sammen. Julen er fortælling, historie, tradition og kultur og evangelium. Og det er den, uanset hvor vi er i tilværelsen.

Uanset hvor vi lige præcis går og står i år. Julen kan man ikke lægge væk eller lægge bag sig eller springe over eller ignorere.

Julen sniger sig ind og tager sin plads. Julen folder sig ud på gader og stræder med lys og lanterner, hjerter og stjerner, gran og guirlander, og den kræver vores opmærksomhed.

Julen kryber ind under huden og ned i tanken, uanset om det behager os eller ej. Uanset om vi står frydefulde med åbne arme eller befinder os i en situation, hvor vi står med armene over kors og tristesse i sindet. Skeptiske, mismodige: Hvad har du til mig i år, jul?

4

Sigurd Barrett kender vi som børnenes ven. Men i denne julekalender er han de voksnes. Og en ven er han! Han er den ven, der kender os så godt, at han kan tegne et ærligt, omsorgsfuldt, morsomt og bevægende portræt af danskerne.

Han ved, hvad vi tænker og føler. Han er med os i medgang og modgang. Han aflæser os og holder af os som de levende, fejlende, elskende, arbejdsomme, forhastede, sjuskede, selvoptagede, sødmefulde, håbefulde, tvivlende, smålige, rummelige mennesker, vi nu engang er. Det gør han, fordi han selv er et af dem. Selv er en af os.

Så velkommen til Julekalender til voksne. De voksne, der måske stadig har barnet i sig, når dagene bliver kortere og kalenderen så småt nærmer sig advent. Der stadig har en barnlig drøm om, at decemberdagene må blive til velsignelse og vennelag, men som også til stadighed må se sig overhalet indenom af livet som sådan, der ikke altid falder i hak, blot fordi det er jul. Velkommen til 24 historier, der er skåret over det liv, vi er fælles om at leve og kende.

Redaktør Charlotte Ekstrand

5

1. december AT SAMLE FAMILIEN Der hang guirlander med julehjerter og lys hele vejen langs den befærdede hovedgade. Helle var på vej hjem fra byen på cykel.

Hun havde cykelkurven fuld af tunge indkøbsposer, og på styret hang der desuden en pose proppet med gløgg og æbleskiver.

Fordi vi samles i julen, stod der på en stor lastbil, mens et kæmpe billede af et smukt julefrokostbord viste, hvor harmonisk familien blev af at spise netop denne kryddersild.

Mens Helle holdt for rødt lys, ringede hendes mobiltelefon.

Hun kunne lige nå at tage sine små hvide høretelefoner i ørerne og sige “hallo”, inden lyset skiftede til grønt.

“Hej Helle, det er Miriam. Hvordan går det?”

“Fint,” sagde Helle og cyklede over krydset, mens hun holdt godt fast på styret i den travle juletrafik. “Jeg er på vej hjem. Du ved, vi har tradition for at samle familien her den 1. december!”

“Fedt,” svarede Miriam. “Kommer de så alle sammen?”

“Næ, desværre ikke. Jeg er faktisk lidt småtræt af dem. Claus og Sille har travlt med arbejdet, min gamle mor kommer ikke, onkel Svend og hans kone kommer kun måske, Uffe og Niels 6

kommer, men både Frej og Thilde og Amalie har så travlt, at de ikke kunne love noget.”

“Hvad med din lillebror?” spurgte Miriam.

“Ham ser jeg næsten aldrig, efter at han har fået ny kæreste,” sagde Helle opgivende. “Helt ærligt. Hvorfor kan alle ikke bare prioritere at ses her den 1. december? Det er sgu da familien, julen handler om, er det ikke?”

En stor lastbil tonsede forbi hende, så det grumsede vand fra pytterne på vejbanen sprøjtede op på hendes ruskindsstøvler.

“Du, Miriam. Det er ikke så godt at snakke lige nu. Jeg er midt i trafikken, og cyklen er pænt overlæsset, så må jeg ikke ringe tilbage til dig senere i aften eller i morgen?”

“Jo,” svarede Miriam, “du skal bare lige høre den her: Lars kom sent hjem i aftes, skidefuld og på rulleskøjter. Er det ikke bare for meget? Det er altså tredje gang i den her uge!”

“Hvor havde han været?” Helle styrede cyklen sikkert af sted hen ad cykelstien, mens hun sørgede for at holde til højre, så alle de fartglade racercyklister på vej hjem fra arbejde kunne passere i deres strømlinede cykeloutfits.

“Til julefrokost, sagde han. Jeg forstår det bare ikke. De kan da ikke have julefrokost tre gange på en uge henne i det firma? Årh, jeg blev rasende. Jeg havde købt ind til en hyggelig aften, og så kunne han ikke engang gå lige, da han skulle gennem entreen.”

7

“Hvad gjorde du så?”

“Jeg prøvede at få ham i seng, men det ville han ikke. Han syntes, vi skulle ind i stuen og hygge os i sofaen, men der satte jeg altså grænsen. Jeg gider ikke kysse med ham, når han er fuld. Han bliver sgu så dum at høre på!”

Helle cyklede videre forbi de mange julepyntede butiksruder og frem mod det næste lyskryds.

“Det forstår jeg godt, Miriam. Vi bliver nødt til at holde fast i, at juletiden skal være hyggelig! En måned, hvor vi er nærværende og hvor vi kan samle os. Jeg ville blive så lykkelig, hvis hele familien kunne samles – om ikke juleaften, så bare her den 1. december, som vi plejer. Nu må vi se, hvor mange der kommer i aften. Du er da for resten også velkommen, Miriam, hvis du trænger til at komme lidt ud?” Helle sikrede sig, at der var grønt lys, og at hun kunne nå over, inden det blev rødt.

Det kunne hun vist godt.

“Nej, nej, det går nok. Jeg skulle bare lige have luft, ikke?

Julemåneden skal altså ikke gå op i druk …”

I det samme røg forbindelsen, og Helle greb refleksagtigt efter sin telefon for at ringe op igen. Hun rodede efter telefonen i lommen, hvor pokker var den? Endelig fik hun fat i den.

Febrilsk fiskede hun den frem fra højre bukselomme, mens hun holdt fast på cykelstyret med venstre hånd. Hun kiggede hurtigt ned mod telefonen for at ringe tilbage til Miriam, mens 8

cyklen gled ud i lyskrydset. I det samme hørte hun et højt motorbrøl, og før hun kunne nå at se op, mærkede hun et vildt og kraftigt stød mod cyklen, så kraftigt, at styret blev flået ud af hænderne på hende som en hvirvelvind. Hendes krop blev revet af cyklen og ramte den højresvingende varebil med et kæmpe smæld, kranium mod karosseri, hvorefter hun blev kastet mod asfalten med cyklen over sig. Alt svimlede for hende, folk råbte med forvrængede stemmer, og lyden af bilhorn blandedes med motorlyde og bange råb. I tåger så hun blod, blå blink og løbende ambulancefolk, mens adrenalinen pumpede alle vegne i hendes krop. Så blev alt sort.

Det første, Helle så, da hun kom til bevidsthed igen, var en overlæge i hvid kittel. Han bøjede sig ind over hendes hospitalsseng.

“Helle? … Helle?” sagde han.

“Ja,” svarede Helle halvt bevidstløs, og først efter et par vejrtrækninger huskede hun, hvad der var sket. Fortumlet kiggede hun sig omkring og så de små juledekorationer med nisser, der prydede hospitalsstuens vindueskarme.

“Hvad er det sket med mig?” fik Helle fremstammet, samtidig med at hun mærkede en afsindig smerte i hele kroppen.

“Du har været ude for en højresvingsulykke,” svarede overlægen. “Du blev påkørt af en varevogn.” I et livagtigt flashback 9

så hun den grå varevogn, som var drejet ind i hende, uden hun havde kunnet nå at reagere. Hun genoplevede flyveturen hen over styret, og hun mærkede følelsen af at ligge fuldstændig hjælpeløs midt på kørebanen.

“Kan du sige dit CPR nummer?” spurgte overlægen. Det kunne Helle godt, og hun fortrød bitterligt, at hun havde valgt cyklen til sit juleindkøb. Fuck! Hvor ville hun ønske, det ikke var sket. Hun havde jo slet ikke tid til at ligge her!

“Hvad sker der med mig?” spurgte hun. Først nu gik det op for hende, at hun lå med slanger og drop.

“Det er endnu for tidligt at svare på, hvor mange mén du har pådraget dig,” svarede overlægen og tog notater på sin iPad. “Men er jeg kommet voldsomt til skade?” spurgte Helle vedholdende.

“Du er sluppet heldigt, så meget kan jeg sige!” svarede overlægen. “Nu skal vi lige have taget nogle røntgenbilleder, og så kan jeg give dig en mere præcis status ved stuegangen i morgen formiddag.”

“I morgen? Skal jeg blive her til i morgen? Jamen det har jeg slet ikke tid til. Vi skal have evaluering på arbejdet – og i aften skal jeg have hele familien på besøg. Det er jo den 1. december!”

“Jeg kan love dig for, at du skal blive her til i morgen. Du kommer til at være her i mange dage. Måske endda et par uger.

10

Det må alt sammen vise sig, når vi får bedre overblik over de skader, du har pådraget dig. Men vi kan sige allerede nu, at du er helt uden for livsfare, og hvis du er rigtig heldig, slipper du uden varige mén. Selv om jeg naturligvis ikke kan love noget.”

“Men – jeg kan godt modtage besøg?” spurgte Helle.

“Naturligvis,” svarede overlægen på vej ud af stuen. “Bare du mærker efter, hvor meget du kan holde til. Overanstrengelse er ikke godt i din situation.”

“Mor,” lød det henne fra døren. Helle drejede hovedet og fik øje på Thilde og Amalie, som kom løbende ind fra gangen.

“Mor,” gentog Thilde, mens hun løb hen til sygesengen og tog hendes hånd. “Hvordan har du det?”

“Kommer I der begge to!” Helle smilede så godt, hendes tilstand tillod.

“Ja, selvfølgelig, mor. Frej kommer også lige om lidt …”

“Ja,” fortsatte Amalie, mens hun anbragte et par juleengle fra hospitalskiosken i vindueskarmen. “Og Uffe og Niels og onkel Svend er også på vej!”

“Hvor er I søde,” smilede Helle og brød sammen i gråd. “Årh. Hvorfor skulle det her ske for mig?” Gråden gjorde ondt, og hver eneste grådkrampe stak til alle de smerter, hun havde i kroppen.

“Så, så, mor. Du skal nok klare det!” trøstede Thilde og holdt om hende.

11

Nu gik døren op igen, og ind trådte Claus og Sille med hver deres juledekoration.

“Hvad er der sket, Helle?” Helle kiggede op fra sin hospitalsseng, men før hun kunne nå at svare, bankede det på døren igen. Det var Helles lillebror, og inden hun vidste af det, var de der alle sammen: Claus og Sille, Frej og Thilde og Amalie, hendes gamle mor, lillebror med sin nye kæreste, onkel Svend og hans kone, Uffe og Niels, Miriam og Lars. Alle havde julepynt og julekager med, og snart var hospitalsstuen omdannet til en farvestrålende julestue.

“Mor, skal vi ikke tænde julelysene?” spurgte Amalie, og så tændte hun alle juledekorationerne.

Helle smilede. Nu var hele familien samlet, selv om det ikke lige var på den måde, hun havde forestillet sig. Sammen modtog de meddelelsen om, at Helle var sluppet fra ulykken med nogle få brud, og at det var et mirakel, hun overhovedet havde overlevet.

Endelig kunne julefreden sænke sig. Det var lykkedes at samle familien den 1. december. Og julelysene brændte hele den lange aften.

12