Jul påske pinse

Hanne Davidsen

JUL • PÅSKE • PINSE KIRKESPIL FOR BØRN

Eksistensen

INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Teaterpædagogisk refleksion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Praktisk vejledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Julespillet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Manuskript . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 Replikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Sange til skuespillerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Sange til koret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Fællessalmer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

Påskespillet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Manuskript . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 Replikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Sange til skuespillerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 Sange til koret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 Fællessalmer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69

Pinsespillet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 Manuskript . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74 Replikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Sange til koret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 FĂŚllessalmer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Noder til Julespillet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 Noder til PĂĽskespillet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 Noder til Pinsespillet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113

INDLEDNING Denne lille publikation rummer tre små kirkespil for børn. De er skrevet for og opført af børnekonfirmander. De præsenterer kristendommens tre grundfortællinger om jul, påske og pinse.

Valget af drama til præsentation af fortællingerne begrundes i det følgende i en kort refleksion over teaterpædagogikkens kva­ liteter. Herefter følger en grundig praktisk vejledning i, hvorledes man kan gribe arbejdet an, når man skal opføre et kirkespil for og med børn.

For at lette arbejdet med kirkespillene er de noteret både i deres helhed og opsplittet, så de enkelte elementer i hvert spil er truk­ ket ud og noteret for sig: replikker, sange til skuespillerne, korets sange og fællessangene.

K I RK ESP I L F OR B ØRN

7 Indlednin g

TEATERPÆDAGOGISK REFLEKSION Det er vigtigt at skelne mellem teaterpædagogik og dramapæda­ gogik, selv om de to metoder har en del til fælles. Den afgørende forskel er, at dramapædagogik fokuserer på proces og refleksion, mens teaterpædagogik fokuserer på produkt og fremstilling. In­ den for teaterpædagogikken kan der yderligere skelnes mellem to typer, nemlig den pædagogik, der lægger vægt på indlevelse med henblik på naturlig gengivelse, og den pædagogik, hvor det vigtig­ ste er den fysiske ageren i rummet. I vores sammenhæng, hvor vi på relativt kort tid skal stable et lille festspil på benene, arbejder vi med den type, hvor den fysiske ageren er i centrum. Det er en nem og enkel metode, hvor der tænkes konkret og ikke abstrakt.

Det svarer godt til det udviklingsniveau, som børnene befinder sig på. Det betyder, at instruktøren får stor magt, og at der kræves en del disciplin. Selvfølgelig skal instruktøren også lytte til børne­ ne, som ofte kan komme med gode og sjove input; men generelt har børnene og spillet godt af at blive ledet med fast hånd. Det er derfor også vigtigt, at instruktøren har gennemtænkt alle scener inden mødet med børnene, så der ikke i processen skal justeres for meget. Det kan skabe forvirring. Børn opfatter meget hurtigt, hvad der forlanges af dem.

Instruktøren skal være opmærksom på og kunne udholde, at en­ hver skabende proces indebærer et element af kaos. Ud af dette kaos stiger der et fint produkt til sidst. Alle involverede må gå ind i arbejdet med en tro på, at netop det vil ske, altså at det vil lykkes. Det kræver lidt is i maven, for der opstår frustrationer undervejs. Men miraklet sker til sidst: Alle kender deres plads, husker deres replikker og ved, hvor de skal stå og gå.

K I RK ESP I L F OR B ØRN

8 Teaterpædag og isk refleksion

Når der arbejdes med teaterpædagogik, ser vi altså bort fra per­ sontegning og indlevelse. Det afgørende er kroppens bevægelser i rummet, kostumernes signaler og en tydelig replik. Det bety­ der, at arbejdet med en forestilling indebærer en stor grad af de­ centrering. Børnene skal ikke gå ind i sig selv og føle, men lade kroppen fortælle i det ydre. Her skal der ikke fornemmes, men handles. Ordet ‘drama’ er græsk og betyder ‘at handle’. Det tyde­ liggøres netop, når der arbejdes med fysisk teater. Det opleves af børnene som en stor befrielse primært at skulle bruge kroppen.

Det er en enkel og virkningsfuld måde at agere på. Selvfølgelig vil mange også gerne sige noget, men replikken er ikke det afgøren­ de her.

Når børnene primært skal arbejde med kroppen, flyttes fokus fra den enkelte til helheden. Børnene tvinges til at se sig selv i en større sammenhæng. Det centrale er stykket og opførelsen til sidst – ikke ‘min’ performance. Det gør det lettere. Dog kan det også såre et barns selvfølelse; men det er kun godt engang imellem at rive barnet ud af selvoptagethedens boble. Et teater­ projekt appellerer til og træner børnene i ansvarlighed og respekt for de andre og fællesskabet. I processen udvikles således ikke kun teatermæssige kompetencer, men også sociale kompetencer.

Her er ikke individet, men de andre i centrum. Det er nødvendigt for at skabe et fælles og seværdigt produkt. Målet er, at børnene kommer til at opleve det, som den tyske sociolog Thomas Ziehe kalder ‘god anderledeshed’.

Udover selve forestillingen er den gode anderledeshed, som bør­ nene kommer til at opleve, selvfølgelig også kendskabet til kris­ tendommens grundfortællinger. De kommer ind i en anden tid, i en anden verden. Men det fremmede kommer dem i møde, og de oplever noget andet end sig selv, der kan få betydning for dem senere. Man kan arbejde med disse fortællinger på mange andre måder. Men teaterpædagogikken kan noget særligt. Jeg vil vove at påstå, at børnene ikke glemmer de kirkespil, de har været med til at opføre. Når vi så senere får dem til undervisning som kon­ firmander, er der skabt et godt fundament for sammen med dem at reflektere over fortællingernes betydning for den enkelte og fællesskabet. Teaterprojektet er altså også et dannelsesprojekt,

K I RK ESP I L F OR B ØRN

9 Teaterpædag og isk refleksion

der har som mål at introducere børnene for de grundlæggende kristne fortællinger og værdier.

I alle kirkespil er der lagt humoristiske elementer ind, som f.eks. soldaternes drikkevise på kroen i Betlehem (julespillet), discip­ lenes drikkevise (påskespillet) og akrobatikken (alle kirkespil).

Alle kirkespil omhandler alvorlige historier; men for at spillene ikke skal blive for tunge, er det vigtigt med en comic relief indimel­ lem. Både spillerne og publikum bliver lettede under de komiske indslag. Det er befriende, hvis man undervejs kan trække lidt på smilebåndet. Samtidig tydeliggøres dramaets kontraster.

Med dette teaterpædagogiske projekt kan vi give børnene en god oplevelse af kirke og sognepræst. Når vi skaber et trygt og rummeligt fællesskab, hvor vi kan arbejde og lege, grine og pjat­ te sammen, alt imens børnene gøres fortrolige med de kristne grundfortællinger, er der lagt et godt fundament for en vedvaren­ de positiv holdning til kirke og kristendom.

K I RK ESP I L F OR B ØRN

10 Teaterpædag og isk refleksion

PRAKTISK VEJLEDNING De tre kirkespil er bygget op på samme måde. De består af fire elementer: • En fortæller • Skuespillere • Et kor • Fælles salmesang Alle fire elementer er fleksible. Der kan tilføjes mere fortællestof, eller der kan reduceres i teksten, antallet af roller kan justeres og korets bidrag kan variere eller helt udelades, hvis man ingen kor har ligesom den fælles salmesang også kan reguleres. Det må være sådan, fordi forholdene fra kirke til kirke er meget forskellige.

Det er vigtigt at tage udgangspunkt i de lokale forhold og resurser.

ROLLERNE De små børnekonfirmander er meget ivrige efter at spille teater.

Det er vigtigt at gøre dem klart fra begyndelsen, at der ikke er nogen hovedroller. Alle har betydning, og hver og en udfylder en vigtig lille brik i den store sammenhæng. Når der skal vælges rol­ ler, kan man gøre det på følgende måde: Kirkespillets fortælling genfortælles i korte træk, og de forskellige roller noteres løbende på tavlen. Alle børnekonfirmander får dernæst udleveret blyant og papir og får nu lov til at notere tre rolleønsker i prioriteret rækkefølge. Næste gang man mødes, får de tildelt deres rolle. På denne måde er det næsten sikkert, at alle kan få et af deres øn­ sker opfyldt.

P raktisk vejledning

11 Rollerne

Når man tildeler roller, er det vigtigt at udnytte de evner den en­ kelte børnekonfirmand har. Vi skulle gerne kunne rumme alle.

Det kan ofte være en udfordring. Akrobaten til kirkespillene blev opfundet, fordi jeg engang oplevede en meget livlig børnekonfir­ mand; men han var rigtig god til at lave vejrmøller m.m. Kejse­ rens skatteopkræver i julespillet kom til, da en autist tilmeldte sig. Her var en overkommelig opgave, som netop han kunne kla­ re. Nogle børnekonfirmander vil meget gerne have replikker, og de synes også nogle gange, at det er sjovt selv at finde på et par sætninger. Det skal de have lov til. Flere replikker i spillene skyl­ des en børnekonfirmand. F.eks. Josefs høflige replik i julespillet: “Undskyld ulejligheden!” Andre har ‘sceneskræk’ og ønsker ikke replikker. Bl.a. derfor er en del roller uden tale. Oprindelig var der slet ikke replikker med i spillene. Der blev udelukkende lagt vægt på spillernes fysiske optræden. Sådan kan man stadig bru­ ge manuskriptet og lade fortælleren fremsige replikkerne, mens børnene alene agerer. Det kan være en fordel, da mange børn har meget svært ved at tale tilstrækkeligt højt, så publikum kan høre, hvad de siger. Under alle omstændigheder er fortælleren afgørende for, at publikum forstår, hvad der sker på scenen og i kirkerummet.

Nogle gange har man 15 børnekonfirmander, andre gange 35.

Men uanset antallet, kan de tre spil sagtens anvendes. Man kan både fjerne og tilføje roller, uden at det går ud over grundfortæl­ lingen. Ofte giver det også god mening, at én spiller har flere rol­ ler; blot skal det gennemtænkes mht. kostumeskift og placering i rummet. Der er ingen dyreroller (som f.eks. får og æsel) med i kirkespillene, da det ikke passer så godt til alderstrinnet, og fordi seriøsiteten på den måde kan forsvinde ud af historiefortællin­ gen.

SCENEN Kirker er bygget på mange forskellige måder, og det giver forskel­ lige muligheder for teater i kirken. Kirkespillene er udarbejdet, så de passer til den helt klassiske kirkemodel, som de fleste lands­

P raktisk vejledning

12 S cenen

bykirker er bygget efter: Et langt kirkeskib med orglet mod vest og koret mod øst; måske er der et lille pulpitur; man kommer ind gennem våbenhuset, der ligger mod syd, og man støder på mid­ tergangen efter et par meters gang inde i kirken. De fleste kirker har et eller to trin op fra kirkeskib til kor. Alligevel er det en for­ del at anvende scenepodier i koret, så spillerne hæves en smule.

Børnene er ikke så høje, og publikum er også små mennesker, der meget gerne skal kunne se, hvad der foregår. Da det af og til kan være svært at høre de små børnekonfirmanders replikker, er det yderst vigtigt, at publikum kan se skuespillerne.

Scenen i kirkespillene er koret, midtergangen og prædikestolen.

Der spilles på scenen i koret, der danses, vandres og spilles op og ned ad midtergangen, og fortælleren står på prædikestolen.

Det er en god idé at tage et billede af scenen, så man kan hu­ ske næste år, hvordan man byggede den op. Der kan være lo­ kale udfordringer, som hvis der f.eks. står en døbefont midt i koret. Men problemerne kan som regel løses i samarbejde med en lokal tømrer/frivillig, eller også rækker det at sætte en ekstra skammel ind.

I middelalderen har der været opført mange spil i kirken, hvorfor nogle landsbykirker har et kirkespilhul i skibets loft. Opførelser­ ne har typisk været ved de store højtider. Så blev kirkespilhul­ let brugt til f.eks. at fire en engel ned under julemessen, eller en due til pinse. Eller når Kristi Himmelfart skulle fejres, kunne man hejse en dukke op gennem hullet. Det er til stor fornøjelse for børnene. Men det er trods alt de færreste kirker, der har et sådant hul, og i stedet kan man bruge pulpituret, hvorfra der kan hejses en engel (julespil) eller en due (pinsepil) ned. Er det ikke muligt, må man udelade disse elementer.

LYSET Kirkespillene opføres i dagslys, så kirken er fuldt oplyst. Men har man et lidt dunkelt kor, vil det være en fordel at anskaffe sig et par spotlamper, der kan lyse scenen i koret op.

P raktisk vejledning

13 Lyset