Johannesdåben

af Leise Christensen

EKSISTENSEN

JOHANNESDÅBEN

TALER & TANKER

Indhold

Indledende bemærkninger 7 Tanker om dåben 9 Et rejsende ritual 9 Død og djævel – tryghed og velsignelse 10 Guds barn i dåben? 12 Dåbstaler 17 … om hverdagen 17 … om ritualet 33 … om kirkeåret 39 … om navne 51 Lørdagsdåb af små børn 57 Konfirmand- og voksendåb 63 Dåbsliturgier 75 Dåb i højmessen 75 Dåb ved selvstændige dåbsgudstjenester 78 Tumlingedåb ved selvstændig dåbsgudstjeneste 81

Indledende bemærkninger Dåbstalerne i denne bog er tænkt som et inspirationsmateriale til både nye præster, der kan stå lidt famlende overfor de mange forskellige genrer, herunder dåbstaler, som en hverdag i kirken fordrer af præsten, eller til rutinerede præster, der har holdt snesevis af dåbstaler og måske har brug for nye vinkler eller idéer.

De fleste af talerne er holdt i Skt. Johannes Kirke i Aarhus, men enkelte dog også i andre kirker. I Skt. Johannes er der mange dåb hvert år, og i den anledning holdes mange dåbstaler. Vi har den praksis, at der holdes en kort tale, før dåbsritualet indledes. Mange af talerne stammer fra denne situation. De er dog i praksis lidt kortere end angivet her. Man kan have forskellige meninger om, hvorvidt det er en ”uautoriseret” udvidelse af dåbsritualet, eller om dåben bliver for ordrig, men erfaringerne er gode, og dåbsfolkene er glade for ordningen. I så kort en tale kan man selvfølgelig ikke komme omkring alt fra Adam og Eva over inkarnationen og retfærdiggørelseslæren til Det ny Jerusalem, men man har dog mulighed for at tage afsæt i en enkelt eller to væsentligheder fra kristentroen og tale ud fra det.

Udover de korte taler er der et par længere taler til lørdagsdåb, hvor talen udgør prædikenen, og dertil taler til konfirmanddåb og voksendåb.

De fleste taler er søgt holdt i en balancegang mellem det, man kunne kalde en kasualietale, hvor der er en vitadel, så kort den måtte være (f.eks. af og til kun nævnelsen af navne), og så generelle taler, der inkluderer hele menigheden. De mere personlige taler kan bedre finde plads, hvor der blot er en enkelt dåb eller til lørdagsdåb med kun ét barn.

Håbet er, at talerne kan bruges som inspiration til at skrive egne taler med afsæt i den lokale virkelighed, eller de kan bruges direkte, hvis man står i en travl uge. Talerne er søgt konstrueret således, at

7

de kan inspirere til kortere eller længere taler alt efter anledning og gudstjenesteform.

Der er ikke noget fast emnemønster for talerne – f.eks. at de alle forholder sig til kirkeåret, til bibeltekster, til ritual, til salmer eller alt det udenfor kirken. Når jeg næsten konsekvent ikke taler ud fra en bibeltekst nævnt i selve talen, er det, fordi man i forvejen lytter til to-tre bibellæsninger i en gudstjeneste, og det kan formentligt række for dem, der ikke er så vant til at lytte til Bibelen. Det er i det hele taget et anliggende for bogen at holde talen på et dagligdags dansk uden al for megen shoptalk.

Talerne er inddelt efter tema og kontekst. Den første gruppe af taler tager afsæt i dagligdagens begivenheder, nyhedsstrømmen eller andet udenfor kirken. Den næste gruppe har relation til helligdage, ritual eller dage, der har en uofficiel tilknytning til kirkeåret så som Kyndelmisse eller Skt. Hans. Den sidste gruppe af taler tager udgangspunkt i børnenes navne. Nogle gange er det naturligvis således, at grupperne griber ind i hinanden. Man vil lede forgæves efter et bestemt princip, der råder i alle talerne.

8

Tanker om dåben At dåben er arveguldet i folkekirken kan der næppe herske tvivl om – hverken i teologisk, kirkelig eller folkelig forstand. Jo vigtigere en sag er, jo større diskussion vil der også udspænde sig om den. Således selvfølgelig også, når det kommer til dåben. Forskellige tider har haft forskellige spørgsmål vedrørende dåben og har tilbudt forskellige svar. Som sognepræst står man hyppigt som en trebenet taburet med et ben i hver lejr – den akademisk-dogmatiske diskurs, den kirkelige hverdag med dåbspraksis og så det faktiske møde med mennesker, der skal have et barn døbt eller selv døbes. Til hverdag går det fint med at balancere på de tre ben, men det kan være nyttigt af og til at stoppe op og reflektere over, hvad trebenetheden egentlig betyder for den teologiske hverdagsrefleksion over egen praksis, og ikke mindst, hvad det betyder for ens dåbssamtaler og dåbstaler. Denne indledning om dåben er et forsøg på en sådan hverdagsrefleksion over det ritual, der ligger til grund for de mange dåb, jeg står for i Skt. Johannes Kirke i Aarhus. Det er ikke et smukt, akademisk (og nødvendigt) skoleridt over dåbssyn og forbundne systematiske overvejelser, men frugten af det, jeg står i til daglig.

Der er stemmer i folkekirken, der ønsker at ændre dåbsritualet, ændre ordlyden, ændre tekstvalget, modernisere det, skabe større frihed i forvaltningen for den enkelte præst. Der er sogne, der har fået lov til at skabe et nyt ritual, og som i den anledning høster erfaringer. Det tager jeg ikke stilling til i nedenstående, men nøjes med at konstatere, at vi i Skt. Johannes som de fleste steder bruger det autoriserede ritual med få ændringer (se afsnittet om dåbsliturgier).

Et rejsende ritual Jeg tænker sommetider på dåbsritualet som et rejsende ritual, rejsende i tid, rejsende i sted. Ritualet har naturligvis undergået 9

ændringer gennem årene, mens selve dåben i sin kerne selvfølgelig er den samme. Ikke blot ritualet har undergået forandringer, det har også forståelsen af dåben. En god reformatorisk lære er, at dåben frelser fra død og djævel, som Luther udtrykker det. Det gamle menneske, den gamle Adam, dødes, og et nyt opstår, frelst, med adgang til evigheden i gudsriget. Dåben bevirker syndernes forladelse, selvom arvesynden som udtænkt af Augustin stadig er barsk virkelighed for det døbte menneske, der befinder sig i en konstant krig mod den.

Som sagt rejser dåben igennem tid og sted. Der tales forskelligt om den til forskellige tider, og nye fortolkningspotentialer realiseres, hvilket ikke opløser, men styrker dåben.

Den moderne og verserende debat om dåben udspiller sig under to hovedtemaer: 1. Skal det italesættes overfor dåbsforældre og menighed, at dåben er frelse fra død og djævel og nødvendig til overvindelse af arvesynden sådan, at enhver tvivl, der måtte være, om, at vi står på bekendelsens reformatoriske grund, bortfalder? Eller er rejsen nået dertil, at dåben forstås som tryghed, som velsignelse og dermed mere til noget end fra noget?

2. Er barnet et Guds barn fra undfangelsen, og bekræftes det i denne status ved dåben, eller bliver barnet først et Guds barn i dåben, sådan som den luthersk reformatoriske lære lyder og i øvrigt også den indledende takkebøn i dåbsritualet?

Alle synspunkter nævnt her hævdes med fuldt vigør i både den fagteologiske debat og i den mere folkelige debat, som udspiller sig f.eks. i avisspalter.

Død og djævel – tryghed og velsignelse Efter vældigt mange dåbssamtaler er jeg ikke så meget i tvivl om, at unge forældre opfatter dåben som en dåb til tryghed og velsignelse, til en plads i Guds store, venlige hånd og knap så meget som en frelse fra død og djævel og arvesynd – i hvert fald ikke i bogstavelig forstand. Fællesskabsmotivet med lokal menighed og den verdensomspændende kristenhed står svagere, selvom dåben som familie10

begivenhed og dermed fællesskabsoprettende/plejende i det nære står stærkt. Jeg kan ikke undre mig over, at velsignelsesmotivet står stærkt hos både nogle præster og unge forældre, da der som bekendt står i ritualet, at vi nu vil hjælpe dette barn til hans velsignelse ved at døbe det i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I teorien kunne man vel godt forestille sig et dåbsritual, hvor der stod noget i retning af dette: Vi vil nu hjælpe dette barn til frelse fra død og djævel og arvesynd ved at døbe det i ... osv. Men det gør der altså ikke. Vægten ligger i den eksisterende ordlyd, hvis ikke i teologien, på netop velsignelsen. Det kan næppe udtrykkes tydeligere, end det bliver, og understøttes selvfølgelig af den forudgående læsning, hvor Jesus tager de små i favn og velsigner dem. Dåben står instrumentalt som et køretøj for velsignelsen. Interessant nok forbindes velsignelsen af forældrene i mange dåbssamtaler både med en form for livs- og glædesforståelse i denne verden, men udtrykker også en lidt mere sløret forståelse af en guddommelig intervention/opmærksomhed eller bistand i eventuelle fremtidige krisetider. Dåben er således opfattet som en form for tryghedstilsigelse.

Man kunne kalde dåben en velsignelsesmæssig dobbeltdækker, hvor velsignelsens rødder i Det Gamle Testamente – hvor den betyder Guds bevågenhed i form af især frugtbarhedsgoder såsom mange børn og koner, meget kvæg og afgrøder på marken, altså i nutidige termer forstået som et godt og trygt liv med gode frugter – er tydelige samtidig med, at den frelse, som faktisk også er en del af velsignelsen, ligeledes fremgår. Tilsigelsen eller lysningen af en velsignelse indeholder håbet om, at man frelses fra nød af forskellig art og til sidst bliver fri til evigheden i fred. Velsignelsen indeholder dertil det, man kunne kalde et udsendelsesaspekt. Når velsignelsen lyses, sendes det pågældende menneske ud af kirken og ud i livet og dagligdagen med Gud i ryggen, og det er netop et aspekt ved dåben.

Svaret på spørgsmålet under punkt 1 må være et dobbelt ja. For det ene udelukker ikke det andet, så vidt jeg kan vurdere. Dåben er velsignelse, som det fremgår af den anden læsning og de efterfølgende ord, men den er også frelse fra synd og død, som det fremgår modsætningsvist af takkebønnen i og med, at syndernes forladelse og evighed skænkes barnet. Meget er i det hele taget et både-og frem 11

for et enten-eller. Hvordan synd og død og djævel så manifesterer sig og hvornår, er noget, der kalder på grundig overvejelse.

Praktisk taget er det en lidt anden sag. Jeg tror ikke, at man kommer lagt med at anvende udtryk som arvesynd, den gamle Adam, druknedød, onde lyster og djævel i samtaler og dåbstaler.

Det er ikke en sprogdragt, der for andre end de indviede – og der er ikke så mange unge forældre blandt dem – bærer den store indholdsmæssige betydning. Det er ikke så meget et teologisk spørgsmål, som det er et religionspædagogisk, hermeneutisk og undertiden også et sjælesørgerisk spørgsmål at gøre rede for, hvad dåben og ritualet egentlig betyder. For udlagt og aktualiseret er der næppe stor tvivl om, at mennesker af i dag kan forbinde meget i deres eget liv med den grundforståelse, at der er noget i tilværelsen, der gør, at den ligesom aldrig ”går op”. Der er altid noget, der burde/kunne/ skulle være anderledes, men som ikke kan være det trods den gode vilje; noget, der stritter på en måde, som det ikke var ment at stritte.

Livets skrøbelighed som et vilkår kender de fleste også. Der er noget dynd, som livets gummistøvler ikke kan blive rene fra trods megen skuren og vasken. I den forstand er dynds rimeord synd stadig en forståelig realitet. At indse, at tilværelsen af natur kun kan være uperfekt, indebærer også en lettelse, en afstresning af det evindelige jagende forsøg på at opnå det, der ligner det perfekte liv, forsøget på at undgå alt det smertelige. Også det undertiden vanskelige forhold til medmennesket, selv de allernærmeste, man burde have fred med, men som dog kan være nok så betændt og kalde på overvejelser om syndens tilstedeværelse også i et moderne samfund. I antagelsen af Jesus som Herre i dåben ligger en påbegyndt rejse mod heling af det brudte i livet, frihed, vækst, fred og helhed. Der ligger i dåben et element af storvask. Det er et stærkt udgangspunkt for det lille barn (den voksne). Frelse er både fra noget og til noget.

Guds barn i dåben?

Ethvert barn er Guds barn. Det er bibelsk lære. Muligvis er jeg præget af mine mange år med næsen i Det Gamle Testamente, men når Gud omtaler sig som en far for mennesker i Det Gamle Testa12