Isskraberen
Af Jacob Riewe Illustreret af Simon VĂŚth
Eksistensen
M
in lillebror sidder på gulvet ved siden af mig og bakser med sine vinterstøvler. Vi venter på, at mor bliver klar til
at køre os i børnehave. Der er altid så travlt om morgenen. Far er cyklet. Han skal ned på stationen og med toget. “Jacob, kan du ikke lige hjælpe Kasper med at tage støvler på?” kalder mor på mig. Selvfølgelig kan jeg det. Jeg kan da også sagtens hjælpe ham med at tage hue og handsker på. Det er koldt, så han må ikke komme til at fryse. Min mor suser forbi. “Jeg skal bare lige have min taske,” siger hun. Jeg trækker først den ene og så den anden handske på min lillebrors hænder. Han smiler, og så er vi alle sammen klar.
M
or spænder min lillebror fast i auto stolen. Jeg kan selv tage min sele på.
Jeg trækker den omme fra skulderen, hen over jakken og sætter den i spændet. Klik, siger det. Det er længe siden, jeg lærte det. Mor skraber hurtigt bilens ruder fri for is, og bagefter får min lillebror lov til at lege med isskraberen. Det kan han godt lide. Den er rød, og den ene ende er helt blød. Den er sjov at bøje frem og tilbage.