Introduktion til klassisk hebraisk

Kasper Siegismund

Introduktion til klassisk hebraisk

Eksistensen København 2020

Introduktion til klassisk hebraisk Kasper Siegismund © Forfatteren og Eksistensen, 2020 Bogen er sat med Times New Roman og SBL Hebrew og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0624-6 Omslag: Eksistensen Udgivelsen er støttet af H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning.

Tak til ph.d.-studerende Peter Brylov Christensen for korrekturlæsning og beredvillig assistance.

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Indholdsfortegnelse Kapitel 1 1.1 Klassisk hebraisk

12

1.2 Hebraisk, et semitisk sprog

16

1.3 Oversigt over bogens indhold samt nogle forklaringer

18

1.4 Hjælpemidler

19

1.5 Lynoversigt over nogle hovedpunkter i klassisk hebraisk grammatik 1.5.1 Substantivers bøjning

22

1.5.2 Bestemthed

23

1.5.3 ”Kasus”

23

1.5.4 Adjektiver

24

1.5.5 Pronominer

25

1.5.6 Verbalsystemet

25

Kapitel 2 2.1 Det hebraiske alfabet

28

Øvelse 1 (1 Mos 1,1-8)

33

Øvelse 2 (1QM I,1-4)

33

2.2 Begadkefat-bogstaverne og dageš

34

2.3 De masoretiske vokaltegn

35

2.4 Qameṣ; lidt om stavelsesstruktur og tryk; šewa; meteg

36

2.5 Pataḥ furtivum

38

2.6 Kombinerede konsonant/vokaltegn

39

2.7 Scriptio plena og scriptio defectiva

39

2.8 En sidste bemærkning om transskriptionen

40

2.9 Gennemgang af 1 Mos 1,9

41

Øvelse 3 (1 Mos 1,1-8)

43

2.10 Nogle få væsentlige lydregler

44

3.1 Den hebraiske rod

46

3.2 Køn og tal

47

3.3 Den bestemte artikel

49

3.4 Den interrogative partikel

51

Kapitel 3

5

3.5 Præpositioner og den bestemte artikel; ordet for ”og”

51

3.6 Objektsmarkøren

53

Læsestykker til kapitel 3 (og øvelse 4)

54

Gloser til kapitel 3

57

4.1 Konstruktforbindelser

63

4.2 Vokalændringer under bøjning

66

Øvelse 5

69

4.3 Pronominalsuffikser på substantiver

70

4.4 Pronominalsuffikser på præpositioner

74

4.5 Lidt mere om pausa

76

Øvelse 6

77

Læsestykker til kapitel 4

77

Gloser til kapitel 4

81

5.1 Adjektiver

89

5.2 Participier

90

5.3 Mere om nominalsætninger

93

5.4 Eksistensordene

93

5.5 Qatal, stærkt verbum, qal

94

5.6 Svage verber; ‫ ל״ה‬og ‫ ל״א‬i qatal

96

5.7 Qatals betydning

97

5.8 Stative verber

99

Øvelse 7

101

Læsestykker til kapitel 5

101

Gloser til kapitel 5

105

6.1 Selvstændige personlige pronominer

111

6.2 Pronominalsuffikser på verber

113

6.3 Demonstrative og interrogative pronominer

115

6.4 Yiqtols bøjning i qal (stærke verber; ‫ ל״ה‬og ‫)ל״א‬

115

6.5 Yiqtols betydning

117

6.6 Participium med ‫ָהיָ ה‬

120

Kapitel 4

Kapitel 5

Kapitel 6

6

Øvelse 8

121

Læsestykker til kapitel 6

121

Gloser til kapitel 6

125

7.1 Objektssuffikser på yiqtol; nun energicum

130

7.2 Nun paragogicum

131

7.3 Lidt om beskrivelsen af det hebraiske verbalsystem

131

7.4 Qatal med tilsyneladende afvigende betydning

132

7.5 De ”konsekutive” verbalformer

134

7.6 Wayyiqtol

135

7.7 Objektssuffikser på wayyiqtol

137

Øvelse 9

138

Læsestykker til kapitel 7

138

Gloser til kapitel 7

142

8.1 Weqatal

147

8.2 Trykket i weqatal

149

8.3 Imperativ

150

8.4 Imperativ med objektssuffiks

151

8.5 Upersonlig brug af ‫ וַ יְ ִהי‬og ‫וְ ָהיָ ה‬

151

Øvelse 10

152

Læsestykker til kapitel 8

152

Gloser til kapitel 8

156

9.1 Verber af ‫ע״ו‬- og ‫ע״י‬-rødder

161

9.2 Verber af ‫פ״ן‬-rødder

163

9.3 De volitive former: Imperativ, jussiv og kohortativ

164

9.4 Weyiqtol

166

Øvelse 11

168

Læsestykker til kapitel 9

169

Gloser til kapitel 9

173

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

7

Kapitel 10 10.1 Absolut infinitiv

179

10.2 Konstrukt infinitiv

180

10.3 Brugen af konstrukt infinitiv

180

10.4 Verber af ‫פ״י‬-rødder

183

10.5 ‫פ״י‬-verber i uvokaliserede tekster

184

10.6 Særlige ‫פ״א‬-verber

185

Øvelse 12

186

Læsestykker til kapitel 10

186

Gloser til kapitel 10

191

11.1 Afledningsstammer

196

11.2 Nif‛al

197

11.3 Nif‛al i svage verber

198

11.4 Pi‛el

199

11.5 Pi‛el i svage verber

199

11.6 Pu‛al

200

11.7 Pu‛al i svage verber

200

11.8 Afledningsstammer i uvokaliserede tekster

201

Øvelse 13

201

Læsestykker til kapitel 11

202

Gloser til kapitel 11

206

12.1 Hif‛il

212

12.2 Hif‛il i svage verber

213

12.3 ‫ל״ה‬-verber med laryngal som første radikal

214

12.4 Håf‛al

214

12.5 Håf‛al i svage verber

215

12.6 Hitpa‛el

215

12.7 Hitpa‛el i svage verber

216

12.8 He locale

216

Øvelse 14

217

Læsestykker til kapitel 12

217

Kapitel 11

Kapitel 12

8

Gloser til kapitel 12

222

13.1 Verber af ‫ע״ע‬-rødder

229

13.2 Generelt om svage verber

230

13.3 Nogle vigtige svage verber

231

13.4 Repetition af stammernes vigtigste kendetegn

233

13.5 Relativsætninger

234

Øvelse 15

235

Læsestykker til kapitel 13

235

Gloser til kapitel 13

238

14.1 Førtidig weqatal

243

14.2 Talord

245

Øvelse 16

247

Læsestykker til kapitel 14

248

Gloser til kapitel 14

251

15.1 Oversigt over nogle særtræk ved Qumranhebraisk

255

15.2 Scriptio plena

255

15.3 Laryngaltab og/eller sammenblanding af laryngaler

255

15.4 ”Lange former” med he

255

15.5 Pronominet i første pluralis

256

15.6 Possessivsuffiks med bevaret -h-

256

15.7 Wayyiqtol med he

256

15.8 ”Pausaformer” af verber

256

15.9 Yiqtol med objekt med ”underlig” placering af vokalen

256

15.10 ‫ וַ יְ ִהי‬og ‫וְ ָהיָ ה‬

256

Øvelse 17

257

Kapitel 13

Kapitel 14

Kapitel 15

Læsestykker til kapitel 15 1) 1QS III,13-IV,1

257

Gloser og kommentarer til 1QS III,13-IV,1

258

2) 1QpHab VII,1-14 og VII,17-VIII,3; XI,2-15

263

Gloser og kommentarer til 1QpHab

265

9

3) CD X,14-XI,18

273

Gloser og kommentarer til CD X,14-XI,18

275

Kapitel 16 16.1 Lidt om hebraisk poesi

283

16.2 Verberne i poesien

284

LĂŚsestykker til kapitel 16 1) Sl 1

285

Gloser og kommentarer til Sl 1

286

2) Sl 6

288

Gloser og kommentarer til Sl 6

289

3) Ordsp 1,7-19

292

Gloser og kommentarer til Ordsp 1,7-19

293

4) Es 1,2-4

297

Gloser og kommentarer til Es 1,2-4

297

a

5) 1QH XI,19-24

299 a

Gloser og kommentarer til 1QH XI,19-24

299

1) Siloam

303

Gloser og kommentarer til Siloam

303

Siloam med palĂŚohebraiske bogstaver

305

2) 1 Mos 22,1-19

306

Gloser og kommentarer til 1 Mos 22,1-19

307

3) Dom 13,1-7

311

Gloser og kommentarer til Dom 13,1-7

311

4) Neh 1,1-4

313

Gloser og kommentarer til Neh 1,1-4

313

5) Est 2,5-11

315

Gloser og kommentarer til Est 2,5-11

315

Kapitel 17 LĂŚsestykker

Kapitel 18

10

18.1 De masoretiske accenttegn

319

18.2 De almindelige accenttegn

320

18.3 Dom 13,1-7 med accenttegn

321

18.4 De poetiske accenttegn

323

18.5 Sl 1 med accenttegn

324

Samlet ordliste

325

Løsninger på øvelser

348

11

Introduktion til klassisk hebraisk: Kapitel 1

Kapitel 1 1.1 Klassisk hebraisk Denne bog er en indføring i klassisk hebraisk. Ved klassisk hebraisk forstås den type hebraisk, der blev brugt som skriftsprog igennem en længere periode i oldtiden, fra i hvert fald år 900 før Kristus og frem til tiden omkring Kristi fødsel. På trods af en del sproglig variation er det samme grundlæggende sprogsystem gældende i hele perioden. Denne klassiske sprogform findes overleveret i et stort antal tekster af forskellig art. De kan deles i tre hovedgrupper: 1) Det epigrafiske materiale (af græsk epigrafē, ”inskription”). Dette materiale omfatter inskriptioner af forskellig slags, deriblandt potteskår med skrift, såkaldte ostraka (pluralis af ostrakon, der er det græske ord for ”potteskår”). De tidligste inskriptioner stammer fra omkring år 900 før Kristus.

2) Tekster, der indgår i det, vi nu kalder Det Gamle Testamente. Dateringen af disse er stærkt omdiskuteret. Nogle traditioner går givetvis tilbage til tiden før de tidligste inskriptioner, men affattelsen af værkerne i den samlede form, de er overleveret i, må være sket langt senere. Daniels Bog betragtes gerne som det seneste skrift (midten af andet århundrede før Kristus).

3) Dødehavsrullerne fra Qumran og omegn, fra århundrederne lige før og efter Kristi fødsel. En del af disse ruller indeholder afskrifter af bibelske tekster og indgår altså også i anden hovedgruppe.

Desuden er der visdomsskriftet Siraks Bog (eller Ben Sira), der i sin helhed kun er kendt i græsk oversættelse og nu regnes blandt de gammeltestamentlige apokryfer. Det er oprindeligt skrevet på hebraisk og stammer fra starten af det andet århundrede før Kristus. En forholdsvis stor del af den hebraiske tekst er overleveret, dels som fragmenter fra oldtiden fundet i Qumran og omegn, dels i en håndfuld mere omfattende middelalderlige håndskrifter, der blev fundet i en synagoge i Cairo i 1890’erne (i synagogens depot for udtjente skriftruller, en såkaldt geniza).

Langt den største del af tekstmaterialet hører til gruppe 2, Det Gamle Testamente, hvis sprog af indlysende årsager kaldes bibelsk hebraisk.1 Både internt i grupperne og mellem grupperne er der 1

Det Gamle Testamente indeholder som bekendt også nogle passager på aramæisk, et sprog som er nært

beslægtet med hebraisk. De findes i Daniels Bog (Dan 2,4-7,28), Ezras Bog (Ezra 4,8-6,18 og 7,12-26) samt i et enkelt vers i Jeremias’ Bog (Jer 10,11). Desuden giver Laban i 1 Mos 31,47 en aramæisk oversættelse af navnet Gal’ed. Ellers findes der mere indirekte aramæisk indflydelse på det hebraiske sprog mange steder i Det Gamle Testamente (låneord og påvirkning på det grammatiske/syntaktiske område). Også en del af Dødehavsrullerne er affattet på aramæisk (omkring 15%).

12

Introduktion til klassisk hebraisk: Kapitel 1

mange og væsentlige sproglige forskelle. Det kan f.eks. skyldes, at teksterne tilhører forskellige genrer eller benytter sig af forskellige stillejer. Der kan også være tale om den naturlige udvikling, der altid finder sted i sprog over tid, eller vi kan have at gøre med forskellige dialekter (altså geografisk bestemt sproglig variation). Især i nyere tid har forskere indgående diskuteret spørgsmålet om, hvordan man skal forklare den sproglige varians i hebraisk.

Før i tiden antog man ofte en direkte forbindelse mellem et skrifts affattelsestid og den sprogform, der bruges i skriftet. Man inddelte gerne sproget i Det Gamle Testamente i arkaisk bibelsk hebraisk (i visse poetiske indslag såsom 1 Mos 49, 2 Mos 15, 4 Mos 23-24, 5 Mos 32-33, Dom 5, 2 Sam 22/Sl 18), tidligt bibelsk hebraisk og sent bibelsk hebraisk (typisk forkortet ABH, EBH og LBH efter de engelske betegnelser ”Archaic”, ”Early” og ”Late Biblical Hebrew”). Bøger som Ezra og Nehemias, Ester, Daniel, Prædikeren og Krønikebøgerne blev gerne betragtet som sene i modsætning til tidlige bøger som Mosebøgerne, Josva, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne.

Man mente, at denne kronologiske forskel kunne aflæses i bøgernes sprog, og at man i forlængelse heraf kunne bruge sproglige træk til at datere tekster, hvis affattelsestidspunkt man ikke kendte ad anden vej. Disse synspunkter er blevet stærkt kritiseret, hvilket dog ikke generelt har fået fortalerne for denne form for sprogligt baseret datering til at ændre holdning.2 Sagen er den, at ud over inskriptionerne (og måske nogle få af Dødehavsrullerne) er der ikke nogen af de tekster, vi har overleveret, der er originaler. Der er tale om afskrifter, som i de fleste tilfælde må gå tilbage til andre afskrifter, som igen går tilbage til afskrifter og så videre gennem et varierende antal led til den oprindelige forfatters eget skrift. Undervejs kan der være sket masser af ændringer. Afskrivere eller egentlige redaktører kan have tilføjet eller udeladt elementer eller på anden måde ændret teksten, og vi kan ikke være sikre på, at specifikke sproglige særtræk, som man har villet bruge til at datere en given bog udfra, rent faktisk går tilbage til den oprindelige forfatter og kan sige noget om den tid, han skrev teksten på. Begrebet ”den oprindelige forfatter” er i sig selv problematisk, hvis teksten har gennemgået større redaktionelle forandringer undervejs til den form, vi kender den i. At stilleje, genre og sociale og geografiske forhold også spiller ind, komplicerer blot sagen endnu mere. Et sprogligt træk, som i én dialekt markerer, at en tekst stammer fra en sen periode, kan i en anden dialekt måske være blevet udbredt på et langt tidligere tidspunkt. Så længe vi ikke har noget reelt overblik over den dialektale situation, kan det derfor ikke lade sig gøre at bruge det pågældende

2

Se først og fremmest Ian Young, Robert Rezetko og Martin Ehrensvärd, Linguistic Dating of Biblical Texts,

to bind (London: Equinox, 2008), og Robert Rezetko og Ian Young, Historical Linguistics and Biblical Hebrew: Steps toward an Integrated Approach (Atlanta: SBL Press, 2014).

13

Introduktion til klassisk hebraisk: Kapitel 1

træk til at konkludere, at teksten er skrevet på et sent tidspunkt i sprogets historie – rent bortset fra at det jo kunne være, at formen først er kommet ind i teksten ved en afskriverfejl eller ved bevidst tilføjelse i senere tid. Nogle forfattere og afskrivere kan have været dygtigere til – eller mere interesserede i – at give deres tekster et gammeldags, arkaisk præg end andre forfattere og afskrivere, som måske var mere tilbøjelige til at lade mere ”moderne” sprog skinne igennem.

På trods af den bevidnede varians er sprogets overordnede træk imidlertid meget stabile igennem langt de fleste af de tekster, der er overleveret i de tre hovedgrupper, der er omtalt ovenfor. Den grundlæggende grammatik og meget af ordforrådet er det samme i både inskriptionshebraisk, i bibelsk hebraisk og i Dødehavsrullerne (Qumranhebraisk) – og også i Siraks Bog. Hvis man lærer at læse hebraisk i Det Gamle Testamente, skal man ikke i gang med at lære noget helt nyt for at læse f.eks. de ”sekteriske” skrifter fra Qumran eller for at kunne forstå inskriptionerne. Derfor giver det mening at præsentere alle disse slags hebraisk i den samme bog. Eftersom bibelsk hebraisk udgør den største del af materialet, og den primære årsag til at lære hebraisk for de fleste er behovet for at kunne læse Det Gamle Testamente, vil fokus i de følgende kapitler være på tekster fra denne del af overleveringen, men materiale fra inskriptionerne og Qumran vil hele vejen igennem blive inddraget, og de særlige karakteristika ved de forskellige grupper af tekster vil løbende blive fremhævet.

Det må understreges, at i tilgift til at være interessante i sig selv er først og fremmest teksterne fra Qumran af enorm betydning for udforskningen af både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Et grundigt kendskab til Dødehavsrullerne på originalsproget er uomgængeligt for seriøs beskæftigelse med begge Bibelens dele. Derfor er det vigtigt at stifte bekendtskab med dem og de særlige udfordringer, der kan være ved at læse dem, allerede mens man tager sine første skridt i retning af at lære hebraisk.

Klassisk hebraisk er som nævnt et skriftsprog, og desværre har vi ingen adgang til optagelser af talt hebraisk fra oldtiden. Medmindre man kan argumentere overbevisende for det usandsynlige scenario, at den klassiske sprogform er en egentlig litterær opfindelse, der aldrig er blevet talt, må man dog antage, at skriftsproget afspejler den måde, man engang talte på – i det mindste med hensyn til sprogets basale strukturer. Imidlertid er det også klart, at det talte sprog må have udviklet sig langt mere end, hvad man kan se i de skriftlige vidnesbyrd. Der er i mange tekster tegn på, at forfatterne eller afskriverne af og til lod det skrevne sprog blive påvirket af en anden sprogform med nogle andre grammatiske konventioner. Det forekommer både i gammeltestamentlige tekster og i tekster fra Qumran. Det mest tydelige eksempel fra Det Gamle Testamente er Prædikerens Bog, hvor især brugen af verberne afviger voldsomt fra det klassiske mønster. Blandt Dødehavsrullerne skiller især

14

Introduktion til klassisk hebraisk: Kapitel 1

den såkaldte Kobberrulle sig ud – ikke bare ved at være skrevet på kobber, men også ved sit meget uklassiske ordforråd. Også i mange andre tekster findes der mere sporadiske forekomster af afvigende sprogbrug. Sådanne indslag af uklassisk sprog tyder på, at det, vi kalder den klassiske form for hebraisk, blev ved med at blive brugt som litteratursprog i en lang periode, også efter at det talte sprog havde udviklet sig i en væsentlig anden retning.

En sådan situation med to mere eller mindre radikalt forskellige sprogformer, der bruges til forskellige formål, kalder man diglossi. Ligesom i den arabiske verden i moderne tid, hvor moderne standardarabisk af mere eller mindre klassisk type findes ved siden af de stærkt afvigende talte dialekter, må oldtidens hebraisktalende, når de skulle udtrykke sig skriftligt, i en lang periode have benyttet sig af et sprog med en struktur, der afveg stærkt fra det talte sprog.

I senere tid skete der så et skred. På et tidspunkt holdt man op med at skrive i den klassiske sprogform og benyttede sig i stedet af en form for hebraisk, der må formodes at have ligget tættere på det reelt talte sprog (den præcise forbindelse er selvfølgelig umulig at afgøre, da det klart nok kun er skriftligt materiale, vi har adgang til). Fra tiden omkring Bar-Kokba-oprøret (omkring år 130 efter Kristus) findes der overleveret en række breve og kontrakter, som er skrevet på en slags hebraisk, der afviger væsentligt fra klassisk hebraisk. Der er mange særtræk ved sproget i disse dokumenter, men hvad angår sprogets grundstruktur og især verbalsystemet, stemmer de godt overens med den sprogform, der findes i den rabbinske litteratur, startende med Mishna, hvis samling traditionelt dateres til ca. år 200 efter Kristus, men som antages at bygge på ældre traditioner. Nogle forskere formoder meget plausibelt, at det, der blev til den rabbinske bevægelse, bevidst brød med brugen af klassisk hebraisk for at markere sig over for bl.a. sekter som den, der menes at stå bag de ”sekteriske” Dødehavsruller, og som gjorde en dyd ud af en arkaiserende form for klassisk hebraisk (dvs. med en udtalt tendens til at bruge det, der blev opfattet som ”gammeldags”, klassisk sprog). Rabbinerne ønskede måske at formidle deres budskab i et sprog, der lå tættere på det sprog, som ”almindelige” mennesker talte. Ikke desto mindre blev rabbinsk hebraisk også med tiden til et udpræget skriftsprog, der op igennem middelalderen blev brugt til at producere litteratur, mens talt hebraisk med tiden døde helt ud for først at blive genoplivet igen i moderne tid.

Forskellen på klassisk og rabbinsk hebraisk er dels ordforrådet og dels grammatiske forskelle, først og fremmest en meget anderledes brug af verbalsystemet.

15