Skip to main content

Idealeri en Kynisk Tid_Læseuddrag

Page 1

JONAS NØDDEKÆR

Idealer i en kynisk tid


IDEALER I EN KYNISK TID et modsvar til krig og kaos Af Jonas Nøddekær i samarbejde med Otto Lykketoft og Poul Kjar © 2026 forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag, 2026 ISBN 978 87 410 1260 5 Redaktør: Charlotte Ekstrand Ekstern redaktør: Anne Mette Futtrup Omslag: Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Anne Mousten, Folkekirkens Nødhjælp Flapfoto © Bax Lindhardt Sat med: Eames Century Mode Tryk: Latgales Druka, Letland Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan/Tekst & Node. Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C eksistensen@eksistensen.dk www.eksistensen.dk


Jonas Nøddekær

IDEALER I EN KYNISK TID et modsvar til krig og kaos

EKSISTENSEN


Forord

7

DEL 1: NÅR NØDHJÆLP BLIVER STORPOLITIK Ground Zero 17 Fra Band Aid til USAID 43 Dem, vi svigter 63 Kampen mod fredstropperne 79

DEL 2: VESTENS VEJ UD AF TILLIDSKRISEN Den falske ærlighedsdoktrin 95 Guld og grønne skove 105 Verdens dyreste besparelse 123

DEL 3: OPERATIONEL IDEALISME Neutralitet i en splittet verden 139 Stuerene bliver vi aldrig 153 Fly now – pray later 165 Epilog 175


Forord

Vi lever i en tid, hvor rå magt synes at være verdens vigtigste valuta. Diktatorer invaderer deres naboer. Allierede tvinger deres venner til at kysse guldringen. Milliardærer kaster verdens største nødhjælpsorganisation i flishuggeren – og praler med det. Aftaler brydes. Dobbeltstandarder blotlægges. Flygtninge lades i stikken. Forestillingen om internationalt samarbejde som en fælles ramme for global retfærdighed smuldrer for øjnene af os. Midt i den globale armod, står Danmark og Europa mere blottede end nogensinde. Vi ved ikke, hvem, der er vores venner, og hvem, der er vores fjender. Fremtiden reduceres til kampen om overlevelse. Mette Frederiksen siger det klart: ”Hvis vi ikke har viljen til at vinde, kommer vi til at tabe.” Det er et kompromisløst nulsumsspil. Os eller dem. Koste hvad det vil. Denne rå realisme danner mantraet for vores tid og indkapsles af den italienske forfatter Giuliano da Empoli i Rovdyrenes tid – en bog, jeg både har ladet mig inspirere og provokere af. Hans politiske essay beskriver en verden domineret af autoritære ledere og tech-oligarker, der manøvrerer med rovdyrets instinkt og strategens kynisme – og flytter verden hurtigere, end demokratier kan følge med. Empolis fatalisme gennemsyrer Rovdyrenes tid. Sådan er verden. Sådan er magtens natur. Blottet for moral. Og vi kan intet gøre for at ændre det. Jeg forstår analysen, og jeg genkender den. Verden føles mere rå i dag end i går, hvorfor jeg var i tvivl om bogens titel 7


– Idealer i en kynisk tid. Ville jeg fremstå naiv? For idealer er ikke et ord, der passer ind i vores tid. Den erkendelse tager for alvor form, da jeg kommer hjem fra en rejse til Gaza i efteråret 2025. De materielle ødelæggelser og de menneskelige lidelser i Gaza er det værste, jeg har oplevet i mine 25 år som nødhjælpsarbejder. Det er som at være tilskuer til nedsmeltningen af alle de idealer, den liberale verdensorden havde som sit løfte; internationalt samarbejde funderet i menneskerettigheder, respekt for krigens regler og ikke mindst idealet om at hjælpe mennesker i nød. En menneskeskabt tragedie, som ingen er villige til at stoppe. Vi ser mere eller mindre passivt til, at civile fanges i krigens brutalitet og politisk handlingslammelse. Verdenssamfundet – og i høj grad også Europa – opgiver at hjælpe mennesker i nød. Og vi bilder os selv ind, at vi intet kan gøre for at ændre det. Den selvbestaltede afmagt er total. Det er rovdyrenes egentlige sejr. Fortællingen om, at det bare er sådan, det er. Men hvis vi fortsætter ned ad den sti, hvor rovdyrenes fortælling står uimodsagt, bliver verden blot mere brutal. Vi risikerer at miste mere af os selv – vores medmenneskelighed og udsynet til vores naboer. Vigtigst af alt kan vi miste evnen til at forestille os en bedre, fredeligere og mere retfærdig verden. Og hvis ikke vi kan forestille os den, kan vi heller ikke skabe den. Det er farligt. For mennesker i verdens brændpunkter. For forholdet mellem stater. Og for os selv i Danmark og Europa. Derfor er denne bog alt andet end naiv. Den er på ingen måde et forsøg på at stadfæste et idealistisk manifest, hvor jeg påstår at vide, hvordan hver en sten skal lægges for at opnå paradisiske tilstande. Den er i stedet et forsøg på at forstå, hvad der sker, når vi i kynismens navn ser alt gennem rovdyrenes glubske øjne, og når resignation forklædes som realisme. Jeg inviterer læseren med til verdens brændpunkter og til konkrete møder med rovdyr. Men jeg viser også brændpunk-

8


ternes fortællinger om håb, som er rodfæstet i ærlig og tydelig medmenneskelighed. Dermed er bogen også et forsøg på at vise, at vi ikke behøver at tabe til kynismen. I stedet for at bruge kynisme som en undskyldning for ikke at gøre noget, bør vi bruge den som vores udgangspunkt for at handle. ❙❙❙

Min mission med bogen er at sætte tanker i gang hos læseren om det ansvar, vi i Danmark og Europa bærer i en verden i opbrud. Om hvordan vi finder evnen og viljen til at forestille os en verden hinsides krig og kaos. Bogen er inddelt i tre dele. Første del (Når nødhjælp bliver storpolitik) viser, hvad der sker, når idealerne forsvinder ud af syne. Den viser, hvordan fraværet af medmenneskelighed, menneskerettigheder, folkeret og fred bliver et uhyggeligt spejl på de konsekvenser, der rammer, når nødhjælp bliver til storpolitik. I anden del (Vestens vej ud af tillidskrisen) forklarer jeg, hvorfor idealer er Danmarks og Europas vigtigste politiske valuta i en kynisk tid. Jeg bringer læseren med til steder i verden, hvor Nord møder Syd, og hvor det bliver tydeligt, at idealet om nødhjælp ikke alene er et moralsk imperativ, men en forudsætning for fremtidigt samarbejde. Den tredje og sidste del (Operationel idealisme) er mit bud på, hvordan vi i Danmark og Europa konkret kan leve op til de idealer, vi siger, vi stræber efter. Jeg foreslår, at vejen frem bygger på det, jeg kalder ’operationel idealisme’. En idealisme, der tager udgangspunkt i mennesker i nød frem for abstrakte principper eller rovdyrenes snævre interessekamp. En idea-

9


lisme, der fastholder en kompromisløs medmenneskelighed i en verden, hvor kompromiser ofte er nødvendige. Idealer har først for alvor værdi, når de omsættes til handling. Når de bruges til at navigere i virkelighedens dilemmaer. Og når de hjælper os med at træffe svære valg uden at miste retningen. Med udgangspunkt i mine oplevelser, møder og samtaler med mennesker i verdens brændpunkter giver jeg konkrete eksempler på, hvordan principper bøjes og tilsidesættes for at hjælpe mennesker i nød i en kynisk tid – og hvorfor dette er det rigtige at gøre. Måske er det provokationen, der kan åbne for en bredere samtale om udviklings- og udenrigspolitik – ikke kun som et spørgsmål om Europa, Rusland og USA, men om vores plads og vores idealer i en forandret verden. Rovdyrene findes. Men det er ikke en undskyldning for at give op. Jonas Nøddekær, København, juli 2026

10


DEL 1 NÅR NØDHJÆLP BLIVER STORPOLITIK

13


Et ideal er en forestilling om, hvordan noget bør være – og som

derfor er værd at stræbe efter. Fred. Menneskerettigheder. Beskyttelsen af civile. Retten til nødhjælp. Men i vores iver efter at vise, at vi ikke er naive – at vi er klar til kamp, at vi forstår verden, som den er – risikerer vi at overse, hvad der sker, når vi opgiver at stræbe efter idealerne om at hjælpe mennesker i nød. Det handler første del af bogen om. Jeg tager læseren med rundt i verden og viser, hvad konsekvenserne er, når vi overgiver os til rovdyrene. Det er i Gaza, hvor sult bliver brugt som våben, og krigens regler endegyldigt har fået dødsstødet. Det er grænseområdet mellem Etiopien og Sydsudan, hvor nedlukningen af USAID og europæiske besparelser på nødhjælp har uoverskuelige humanitære konsekvenser. Det er i Syrien, hvor de civile svigtes, og hvor al-Assads fald i første omgang ikke udløser massiv vestlig hjælp, men ønsket om hjemsendelse af flygtninge. Og det er i borgerkrige i DR Congo og Sudan, hvor det internationale samfund har opgivet fredsbevarende missioner. Forskellige steder. Forskellige konflikter, der er kapitler i den samme fortælling om en verden, hvor nødhjælp i høj grad handler om magt, kontrol og interesser. Når nødhjælp bliver storpolitik, forandrer det selve hjælpen. Den bliver et redskab, der kan bruges, begrænses eller tilbageholdes afhængigt af, hvem de nødlidende er, og hvilke interesser der hersker. Det skaber en ny virkelighed, hvor adgang til at hjælpe ikke er en selvfølge, hvor humanitære organisationer presses politisk, og hvor de mest udsatte igen bliver dem, der glemmes først.

14


Men det er også en fortælling om konsekvenser, der rækker langt ud over verdens brændpunkter. Det er den bevægelse, jeg forsøger at indfange i første del af bogen. Ikke som teori, men gennem møder med mennesker og samfund, hvor konsekvenserne allerede mærkes helt ind i knoglerne. ❚

15


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Idealeri en Kynisk Tid_Læseuddrag by Eksistensen - Issuu