EKSISTENSEN
I lyset af advent Ord til håb i vintermørket Hanne Marie Houkjær
I lyset af advent Ord til håb i vintermørket Hanne Marie Houkjær © Eksistensen & forfatteren 1. udgave, 1. oplag, 2026 ISBN 978 87 410 1274 2 Redaktør: Charlotte Ekstrand Omslag: Ida Marie/ Eksistensen Grafisk tilrettelæggelse: Ida Marie/ Eksistensen Illustrationer: Anna Fuglsang Houkjær Sat med: Adobe Garamond Pro Tryk: Latgales Druka, Letland Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan/Tekst & Node. Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C eksistensen@eksistensen.dk www.eksistensen.dk
I LYSET AF ADVENT Ord til håb i vintermørket
Hanne Marie Houkjær
EKSISTENSEN
INDHOLD 6 10 12 14 16 18 20 22 26 30 36 40 44 46 50 54 56 58 60 64 68 72 76 80 4
Prolog Klokkerne Et nådeår Hjembyen Bagsædet Som om En andens Gud Skrive i sand Skygger på muren Hjem til jul Forsæt Tænk hvis Se gennem noget At gå Tegn Guddommelig nøgenhed og frigjorthed Indadvent Der er noget i luften Fængselsbreve Kongen af Danmark Decembertårer Den lille verden og den store Hvorledes skal jeg møde ”men”
84 88 92 96 102 104 108 112 116 120 124 128 130 134 138 140 144 148 150 154 158 162 164 166
Nådedage Hjemve Decembermorgenfrue Advents blandede tone Advente-evangelium Denne morgens mulighed En fars lovsang Frydefuld fordobling Johannes Tag ikke min skyld fra mig Fordi du har lært mig Se nogen, som ser Hænder Klovn af Guds nåde Julen er en kosmisk vending De levende døde Glædesvinger Ansigtspoesi Breve At vandre her Den forskelsløse nåde Tro-fasthed Tæer Familieportræt 5
PROLO G
6
Da jeg var barn, hørte jeg mine forældre og bedsteforældre tale om krigen. For mig var den fjern, de kunne lige så godt have talt om middelalderen. Da jeg blev større, fortalte min mor, at hun blev født det år, landet blev besat. Men anden verdenskrig lå stadig langt væk. Senere gik det op for mig, at der var omtrent lige så lang tid fra min morfar blev født, til krigen brød ud, som der var fra krigens afslutning, til jeg blev født. Men jeg var stadig på lang afstand af den, mens han og mine forældre var tæt på den. Vi tilhørte hver vores tid. Som årene er gået, er det, som om afstanden i tid indhenter mig; tiden har ikke længere den samme betydning. Man kan sige, at fortiden kommer tættere på, som årene bliver flere. Det, der skete, før jeg blev til, og de, som var før mig, vækker min nysgerrighed og interesse. Nu tænker jeg på alle de spørgsmål, jeg ikke fik stillet, og de historier, jeg ikke lyttede intenst nok til, mens tid var. De hvirvler op – spørgsmålene og erindringer – brudstykker af samtaler og fortællinger. Min morfar, der en af de sidste dage, han var præst på en lille ø i Kattegat, skrev til sin bror: ”Det er ikke kirken og gudstjenesterne og mit virke her, der i disse dage, hvor vi skal sige farvel, rammer mig mest, det er tanken om, at jeg har plukket den sidste buket lyng på skrænterne til Emmy.” Hele min barndom kom jeg hos dem på øen. Jeg sad i kirken og lyttede, når han prædikede, bevægede mig i landskaberne sammen med dem. Og først nu, så mange år efter deres død, læser jeg om lyngen. Ordene rejser i tid. Jeg 7
kan dufte honning i lyngen, genkalde mig den lille frygt for hugorme. Jeg ser – jeg mærker – hans store, trygge hænder med guldringen med den brune sten, når han skrev, tegnede og tog min hånd i sin. Nu ser jeg hans væsens rod, når han plukkede lyng til min mormor; det var det, han mindst kunne undvære. Jeg arvede min morfars prædikener. Han var ikke nogen stor prædikant. Det er vel i grunden de færreste. Jeg fornemmer en tillært fromhed, som passer dårligt til hans væsen og den ild, som boede i ham. Jeg opgav dem og lod dem stå uberørte og de fleste ulæste. Foretrækker at huske hans stemme og synet af ham i den lille kirke på øen. Men der var alligevel noget næsten skulpturelt og komprimeret over de hengemte tanker, som de stod der i min reol. Jeg kunne godt lide at lade hånden stryge hen over arkene i de sorte arkivkassetter, hvor klips har sat rustne mærker på papiret. De var alle skrevet på den gamle skrivemaskine. Rettelser med hvidt slettelak. Noter skrevet i hånden. Eftertanker, måske tilføjet søndag morgen. Alle er de skrevet på genbrugt papir, opsprættede og halverede A4-ark, nogle med bagsider af skrivelser fra Kristelig lytter- og fjernseerforening. En forening, som han var aktiv i, hvilket indbragte ham et ridderkors. Min datter har reddet kassetterne fra papircontaineren. Hun er kunstner og lige blevet færdig som teolog. Hun har vredet de rustne klips af og gjort det til løsrevne ark. Ovenpå sin oldefars ord har hun malet billeder. Skikkelser, et ansigt, en døbefont, hænder med vand, en mor med sit barn. Skriften tonet ud i min datters blæk. Ord falder mig i øjnene: Gud hjælpe os til … Gud 8
må være ægte … frygt er ikke … Nej, Helligånden må til, dersom noget skal levendegøres i lys – gøre os delagtige i sandheden. Om denne fortabelse handler den del af den moderne litteratur, som jeg har kendskab til. På et værk står: Dette evangeliestykke er i tre akter. Over dette står to skikkelser forenet i dåbens akt – eller sanselighedens. Min morfar og min datter mødte aldrig hinanden, for de er for forskudte i tid. Han født i 1908, hun født i 1996. Og dog taler de i disse værker sammen – finder et fælles sprog hen over tid. Lag på lag. Nye betydninger. Først nu kalder min morfars ord på mig. Små fragmenter, som blusser op i min datters streg. Min morfar var præst, min datter er teolog; begge kunstnere. Jeg kan lide tanken om, at de – vi – mødes her, og at tiden kan indhente os. Forskudt.
9
K LOK K ERNE
10
H.C. Andersen fortæller i et eventyr om en by. Ved solnedgang lød aftenens lyde ud over havet og under den forgyldte himmel. Her hørtes en kirkeklokke. Den hørtes kun kort, for der var mange lyde, som overdøvede den. Alligevel begav mange sig ud for at finde den, men det eneste, de fandt, var gode undskyldninger for at begive sig hjem. Der er dog to, som ikke giver op: en rig kongesøn og en fattig dreng. Lyden af klokkerne vækker, hvad jeg vil kalde en adventslængsel i de to drenge. De vil i hvert fald finde klokken, om de så skal gå til verdens ende. Hver for sig kommer de længere og længere ud i skoven. Men ved solnedgang mødes de på en klippe ud mod havet, og de er som to sider af samme væsen: Den rige, der har alt og derfor kun har dette ene at vinde, og den fattige, der intet har, og derfor kun har dette ene at miste. Da skriver H.C. Andersen: ”Havet, det store herlige hav, der væltede sine lange bølger mod kysten, strakte sig ud foran ham, og solen stod som et stort skinnende alter derude, hvor hav og himmel mødtes, alt smeltede sammen i glødende farver, skovens sang og havets sang og hans hjerte sang med; den hele natur var en stor hellig kirke …” I over tusind år har kirkeklokkerne ringet i Norden. Det sted, hvor jeg nu bor, kan jeg høre kirkeklokken ude på Alrø ringe solen ned. Et kompas af lyd i tiden. Jeg standser op og lytter. Jeg hører på én gang klokkerne som en kalden og en advarsel: komme dit rige, og fri os fra det onde. Mens solen ringes ned, smelter hav og himmel sammen over fjorden. 11
ET NÅDE ÅR
12
Når jeg i adventstiden åbner lågen og træder ind på barndommens kirkegårde for at lægge en krans på mine forældre og bedsteforældres gravsteder, er det som at åbne en låge til barndommens adventskalender; billeder og stemninger med mine døde vælder op i mig. I går, da jeg satte små røde tulipaner på min mors og fars grav, slog det mig, at mine forældre ikke bare var det, som blev til noget, men at de også var – og er – alle de længsler og håb, som ikke blev indfriet. Længe stod jeg og betragtede de små tulipaner, der lignede røde bloddråber i den grønne gran. Jeg kan godt lide den tanke, at vi sætter spirende løg over de bristede håb, og at vi fletter en krans over vore dødes uopfyldte længsler. Jeg tænkte på profeten Esajas, der udråbte ”et nådeår fra Herren” over det folk, der levede i trængsel og længsel. Advents indadvendte og gravlagte vemod rummer for mig et håb om, at alt det uopfyldte i et menneskeliv må få sin fylde der, hvor mine døde nu er; at de hér må se ansigt til ansigt. Jeg tænker ikke på verdensdomsbasuners blæselyd. Fri mig for hornorkestre. Nej, jeg tænker på Kristi komme i mine dødes så længselsfulde hjerter.
13