Hvorfor Kierkegaard i dag?
H vorfor K ier K egaard i dag ?
H vorfor K ier K egaard i dag ?
Redigeret af Bjarke Mørkøre Stigel Hansen og René Rosfort
Eksistensen København 2026
Hvorfor Kierkegaard i dag? er redigeret af Bjarke Mørkøre Stigel Hansen og René Rosfort
© Forfatterne og Eksistensen 2026
Bogen er sat med Palatino på Eksistensen og trykt hos Specialtrykkeriet Arco
ISBN-13: 978-87-410-1212-4
Omslag: Eksistensen og Louis Montes
Udgivet med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Hoffmann og Husmans Fond Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond samt Statens Kunstfond
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk
Indhold
Dorothea Glöckner
Karsten Møller Hansen Kierkegaards “idag” i dag ................................
Bjarke Mørkøre Stigel Hansen
Mia Skjold Tvede Henriksen
Christian Hjortkjær
Isak Winkel Holm
Hvad gør du med det, der gør ondt? ........................
Amanda Houmark-Ørsøe
Susanne
Bjarne Jacobsen
Helle Møller Jensen og Preben
Mads Peter Karlsen
Stine Zink Kaasgaard
Sofies
Jeanette Bresson Ladegaard Knox
Nikolaj Kraglund
Hvad Kierkegaard har lært mig om livets begyndelse(r)
Empatisk opmærksomhed og vanskelighedens værdi
Elizabeth X. Li
Jakob Due Lorentzen
Om den evige aktualitet af Kierkegaards forståelse af selvet
Kresten Lundsgaard-Leth
Kærlighedens
Indledning
Det 56. bind
Anledningen til denne bog er Søren Kierkegaard Forskningscenterets 30-års jubilæum i 2024. Centeret blev grundlagt den 1. januar 1994 med en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond og har i de sidste tre årtier fungeret som omdrejningspunkt for national og international Kierkegaardforskning. I de første to årtier bestod centerets primære opgave i at sikre den materielle overlevering af Kierkegaards kulturarv i form af udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter, almindeligvis forkortet SKS, som er en tekstkritisk og annoteret udgivelse af Kierkegaards forfatterskab i 55 bind.1 Det editionsfilologiske nybrud og historisk-kritiske grundlag, som denne udgave repræsenterer, har skabt et solidt grundlag for fremtidens studier i og anvendelse af Kierkegaards forfatterskab. Nærværende udgivelse er intenderet som det 56. bind i SKS. Den udkommer derfor i samme layout og samme eksklusive lærredsformat som SKS, men i en gammelrosa farve med sølvtryk i stedet for den karakteristiske dybblå farve med guldtryk, der præger SKS. Bogen vil dermed signalere både kontinuitet og nybrud i form af et formidlende komplementbind til den videnskabelige udgave, der kan danne en bro mellem Kierkegaards materielle kulturarv – hans tekster – og hans immaterielle kulturarv – relevansen af hans tænkning her et godt stykke inde i det 21. århundrede.
Bogen består af 50 korte bidrag af engagerede Kierkegaardlæsere. Forfatterne har alle fået til opgave at besvare spørgsmålet “Hvorfor Kierkegaard i dag?” på 10 sider skrevet i et formidlende sprog og uden brug af noter til andet end henvisninger. Der er tilstræbt en ligelig fordeling af køn samt et bredt udvalg af forfattere fra forskellige grene
af dansk kulturliv og akademiske miljøer, hvis individuelle arbejde med Kierkegaard tilbyder forskellige perspektiver på, hvorfor Kierkegaard er relevant i dag. Spørgsmålet “hvorfor Kierkegaard i dag?” er et åbent spørgsmål om Kierkegaards aktualitet og relevans. Hvad kan Danmarks mest indflydelsesrige tænker, hvis bøger bliver læst på alle kontinenter, sige os i dag? Kierkegaard er “uanstændig svær at læse”, som den trænede Kierkegaardlæser Johannes Sløk engang sagde,2 og han er måske endnu vanskeligere at forstå. Alligevel er det forunderlige ved Kierkegaards forfatterskab, at hans beskrivelser af det menneskelige følelsesliv, tankeunivers, eksistentielle problemer, etiske udfordringer og religiøse erfaringer stadig appellerer til folk overalt på kloden på tværs af sproglige, kulturelle, generationelle og religiøse skel.
Bogen er tænkt som en mosaik af Kierkegaards aktualitet og relevans i dag. Det er bogens ambition at skabe et farverigt, mangefacetteret og inspirerende billede af, hvorfor Kierkegaard stadig læses i dag, samt hvad forskellige læsere får ud af at tænke med Kierkegaard i dag. Vi har hverken bedt bidragyderne om at skrive om et bestemt tema eller på forhånd sende os en beskrivelse af indholdet af deres bidrag. De er alle erfarne forfattere med et solidt kendskab til Kierkegaard, og vi har givet dem mulighed for at skrive frit om deres syn på Kierkegaards aktualitet og relevans. Kierkegaards forfatterskab kredser om eksistens, etik, religion og kristendom; selvforhold, selvforståelse og subjektivitet; alvor, men også ironi og humor; angst og fortvivlelse, men også tro, håb, kærlighed; ansvar for os selv og andre, individualitet og fællesskab, og mange andre eksistentielle fænomener, problemer og udfordringer. Bidragene i denne bog kredser om sådanne temaer på forskellig vis. Hvor nogle af forfatterne sætter Kierkegaards tanker i direkte forbindelse til aktuelle udfordringer, viser andre, hvordan de udfordringer, vi kæmper med i dag, grundlæggende set ikke er så forskellige fra dem, som Kierkegaard kæmpede med. Da flere bidrag griber ind i hinanden og nogle endda “gjentagende det Samme, ‘om det Samme’”, som Kierkegaards pseudonyme forfatter Johannes Climacus siger det med Sokrates, har vi valgt ikke at gruppere dem efter temaer, men bringer dem i alfabetisk rækkefølge efter efternavn.3 Det er en gennemgående pointe i Kierkegaards tænkning,
at det væsentlige ikke ligger i, hvad man gør, men hvordan – eller med Kierkegaard “hvorledes” – man gør det.4 Det væsentlige i denne bog er derfor ikke, eller i hvert fald ikke udelukkende, hvad det enkelte bidrag handler om, men hvordan den enkelte forfatter tænker med Kierkegaard. Vi har derfor valgt at lade “hiin Enkelte” stå i egen ret uden at forsøge at presse bidraget ned i et generaliserende redaktionelt kategorifelt. Bidragenes respektive titler giver forhåbentlig en fornemmelse af, hvad den enkelte forfatter er optaget af, og hvad man kan forvente at finde i disse. Bogen er derudover forsynet med et detaljeret indeks, der tilbyder den nysgerrige læser et yderligere kompas til at orientere sig i bogen og i Kierkegaards betydning i dag.
Fra udråbstegn til spørgsmålstegn
For godt 20 år siden udkom en anden omfangsrig bog om Kierkegaard, der ligesom nærværende bog var forfattet af mange stemmer fra forskellige grene af det kierkegaardske univers (en god håndfuld figurerer nu i begge bøger). Denne tidligere bog, der i mellemtiden er gået hen og blevet en klassiker, bærer en meget anderledes titel end den, vi udgiver nu: Den udødelige: Kierkegaard læst værk for værk 5 Som undertitlen indikerer, var bogen dedikeret til en pointeret værklæsning af Kierkegaards omfangsrige forfatterskab og er igennem de forgangne tyve år kommet forskere, studerende og alment interesserede Kierkegaardlæsere til gode i deres forsøg på at orientere sig i forfatterskabet og de mange tanker, som det rummer og fortsat afføder. Hvorfor Kierkegaard i dag? er inspireret af Den udødelige både i format og form, og vi håber, at den kan fungere som en efterfølger af sin navnkundige forgænger.
Alligevel er det en meget anderledes bog. Redaktørerne af Den udødelige er ikke i tvivl om betydningen af Kierkegaards forfatterskab, når de på første side skriver: “Det er gennem alle disse værker, Kierkegaard er sikret udødeligheden”.6 De gør brug af et udråbstegn, når de i samme afsnit konstaterer, “at hans tanker lever i bedste velgående!”7 Der er ingen tvivl om, at Kierkegaards tanker lever i dag. Hans værker udgives, genudgives og oversættes til alle verdens sprog, ligesom
unge forskere kloden over skriver om Kierkegaards forfatterskab og hans tankeunivers. Der er dog sket meget på de tyve år, der er gået siden udgivelsen af Den udødelige, og selv udødelighed kan ad åre miste noget af sin glans, særligt når globale trusler og andre presserende udfordringer kræver politisk, samfundsmæssig og personlig opmærksomhed.
Verden er blevet digital og vakler på randen af en klimakatastrofe. Truende krigstoner, voksende ulighed samt mistrivsel og psykisk lidelse fylder i den offentlige debat og danner bagtæppet for vores hverdag. Disse akutte internationale og nationale udfordringer sætter deres præg på uddannelsesinstitutioner i kraft af undervisnings- og forskningspolitik, der prioriterer aktuelle udfordringer over det mere traditionelle arbejde med den kulturarv, som Kierkegaards forfatterskab og tanker er en del af. Derudover indser flere og flere de kønsmæssige og kulturelle problemer i vores traditionstunge dyrkelse af de såkaldt “store” tænkere, kunstnere og forfattere, hvis kulturproduktion unægtelig har været begrænset til en indskrænket diversitet. I lyset af denne udvikling forekommer en konstatering af Kierkegaards udødelighed at være et levn fra en mere uskyldig eller i hvert fald mindre desillusioneret tid. Vi ser tydeligere end før begrænsningerne i Kierkegaards liv og værk. Han tilhørte den berygtede ene procent i kraft af den eventyrlige formue, han arvede fra sin far, og som han ødslede bort på et liv i (skriverig) ledighed og luksus. Som et barn af sin tid er hans værker gennemsyret af patriarkalske, racistiske, demokratiskeptiske, populistiske og religiøse fordomme, der kan være vanskelige at læse i dag.
Hvor Den udødelige anvender et konstaterende udråbstegn for at fremhæve aktualiteten af Kierkegaards tanker, har vi valgt ikke blot at udskifte udråbstegnet med et spørgsmålstegn. Vi har også rykket spørgsmålet om Kierkegaards aktualitet og relevans op i bogens titel. Det er derfor ikke en bog dedikeret til en værkmæssig gennemgang af Kierkegaards forfatterskab, men en bog om, hvorfor vi skal beskæftige os med Kierkegaard i dag. Der er først og fremmest tale om et stemningsskift i overgangen fra en konstatering af udødelighed til et spørgsmål om aktualitet og relevans. Hvor en konstatering af udødelighed anslår en sikkerhed uanfægtet af tidens gang og tidslighe -
dens udfordringer, er der altid en usikkerhed på spil i et spørgsmål om relevans og aktualitet. Stemninger er vigtige for Kierkegaard. Han insisterer på, at stemninger er lige så afgørende for vores forståelse som tanker, og hvis vi forfejler en stemning, risikerer vi, at noget, der er alvorligt ment, bliver komisk.8 At gentage Kierkegaards udødelighed i dag risikerer at blive komisk i lyset af det, der er sket kulturelt, videnskabeligt og samfundsmæssigt i de tyve år, der er gået siden Den udødelige
At stille noget som et spørgsmål er dog ikke det samme som at sætte spørgsmålstegn ved det, som man spørger om. Eller sagt på en anden måde: At spørge om Kierkegaards aktualitet og relevans i dag er ikke at underkende hans udødelighed eller påstå, at hans tanker er mindre relevante end for tyve år siden. Det er tværtimod et forsøg på at vise, hvorfor Kierkegaard stadig tiltrækker læsere på trods af de udfordringer, vi står over for i dag, og på tværs af generationer, kulturer, religioner og landegrænser. Bogens tekster viser, hvad vi kan få ud af at beskæftige os med Kierkegaards forfatterskab og hans tanker i en tid, hvor det for mange er blevet vanskeligere at se meningen i at vende tilbage til en tænker, hvis sprog år for år fjerner sig mere og mere fra det sprog, vi i dag bruger til at tænke over og udtrykke vores problemer i, dvs. en tankeverden inspireret og formet af kristne begreber og religiøse overbevisninger, som nok er en afgørende del af en dansk og vestlig kulturarv, men som for mange er blevet mindre selvfølgelig i dag.
Dertil kommer, at indflydelsesrige tænkere – særligt digterfilosoffer som Kierkegaard – ofte lider den skæbne, at deres tanker over tid skrumper ind til slagkraftige, stemningsfulde eller sjove oneliners, især i den kultur og det sprog, som deres værker har været med til at forme. Det er der i og for sig ikke noget forkert i. Det er måske bedre, at deres tanker lever videre i reducerede former end helt forsvinder. For det meste er der dog mere at komme efter hos de store tænkere, og ikke sjældent overrasker sådanne forfatterskaber ved deres aktualitet og relevans. Det er i højeste grad tilfældet med Kierkegaard her snart to hundrede år efter, at han skrev sit omfangsrige og forunderlige forfatterskab.
Tak til
Det er ikke muligt at udgive en bog af denne størrelse og i dette format uden institutionel opbakning og finansiel støtte. Vi vil derfor gerne sige tak til vores arbejdsplads, Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, for engageret opbakning under hele projektet. Vi vil også gerne sige tak for den generøse finansielle støtte, der er blevet ydet til projektet: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Hoffmann og Husmans Fond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, samt Statens Kunstfond. Vi vil også gerne takke Mögens Müller for yderst grundig korrektur af manuskriptet. Sidst, men langt fra mindst vil vi gerne takke Eksistensen for at muliggøre udgivelsen af en bog af denne størrelse og i dette format og en særlig tak til vores forlagsredaktør, Henrik Brandt-Pedersen, for hans tålmodighed, grundige arbejde og vedvarende støtte fra start til slut. Bogen er dedikeret til Niels Jørgen Cappelørn, uden hvem Søren Kierkegaard Forskningscenteret ikke ville eksistere.
Bjarke Mørkøre Stigel Hansen og René Rosfort Søren Kierkegaard Forskningscenteret København, januar 2026
Noter
1 Søren Kierkegaards Skrifter, Bind 1-55, København: GAD 1997-2012. Alle henvisninger til Kierkegaards forfatterskab i denne bog henviser til denne udgave med den almindelige forkortelse SKS efterfulgt af bindnummer og sidetal. Desuden henvises til Søren Kierkegaards Papirer, Anden forøgede Udgave, bd. I-XI,3 ved Niels Thulstrup, bind XIV-XVI (supplementsbind) af Niels Jørgen Cappelørn, København: Gyldendal 1968-1978, med den almindelige forkortelse Pap.
2 Johannes Sløk, Kierkegaards univers. En ny guide til geniet, Viborg: Centrum 1983, s. 7.
3 SKS 4, 273; Johannes Climacus refererer her til Sokrates’ svar til Gorgias’ kritik af, at han gentager sig selv (Platon, “Gorgias”, overs. Ole Balslev og Ivar Gjørup, i Platon III, s. 381-499, red. Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen), København: Gyldendal 2011, s. 453 (490e).
4 En af de mest eksplicitte formuleringer af dette tema findes i Kjerlighedens Gjerninger, hvor Kierkegaard skriver: “Du har vist oftere seet dette Sørgelige, Du har maaskee ogsaa stundom grebet Dig selv deri, hvad vel ethvert redeligt Menneske vil tilstaae om sig selv, netop fordi han ikke er ukjerlig og forhærdet nok til at oversee det Væsentlige, til over hvad man gjør at glemme hvorledes man gjør det” (SKS 9, 21).
5 Den udødelige. Kierkegaard læst værk for værk, red. Tonny Aagaard Olesen og Pia Søltoft, København: C.A. Reitzel 2005.
6 Ibid., s. 7.
7 Ibid.
8 Kierkegaards pseudonym Vigilius Haufniensis bemærker i en central fodnote i indledningen til Begrebet Angest: “At ogsaa Videnskaben ligesaa fuldt som Poesie og Kunst forudsætter Stemning baade hos den Producerende og den Reciperende, at en Feil i Modulationen er ligesaa forstyrrende som en Feil i Tankens Udvikling, har man aldeles glemt i vor Tid, hvor man aldeles har glemt Inderligheden og Tilegnelsens Bestemmelse af Glæde over al den Herlighed, man meente at eie, eller har i Begjerlighed renonceret paa den ligesom Hunden, der foretrak Skyggen. Dog enhver Feil føder sin egen Fjende. Tænkningens Feil har Dialektiken uden for sig, Stemningens Udebliven eller Forfalskning har det Comiske udenfor sig som Fjende” (SKS 4, 322).
Med Kierkegaard i oplevelsessamfundet
Svend Brinkmann
Søren Kierkegaards betydning for mig er på én gang både fundamental og overfladisk. Fundamental fordi mit møde med en version af Kierkegaard på filosofistudiet i Aarhus i 1990’erne satte spor i mig på en måde, der fortsat præger mit både personlige og professionelle virke (hvor jeg i dag forsker i psykologi). Men samtidig overfladisk, fordi jeg ikke har et dybt kendskab til de mange krinkelkroge i Kierkegaards forfatterskab, og i øvrigt ikke ser mig selv som kierkegaardianer. Jeg har aldrig har gået op i, om min brug af Kierkegaards tanker er i overensstemmelse med den måde, han gerne ville læses og udlægges på. Faktisk er jeg temmelig sikker på, at jeg læser Kierkegaard skævt, især fordi jeg altid har haft problemer med det, der hos ham ligner en religiøs fundamentalisme, når der i Frygt og Bæven hævdes den berømte teleologiske suspension af det etiske. Altså en tilsidesættelse af den etiske fordring til fordel for et højere religiøst formål, hvilket også er kritiseret stærkt af f.eks. Emmanuel Levinas.1
Det er også derfor, at jeg taler om at have mødt “en version” af Kierkegaard på filosofistudiet. Det var i de år, at filosoffen Jørgen Husted skrev på sin bog Wilhelms brev (med henvisning til den etiske assessor Wilhelm fra Enten – Eller) og samtidig indførte sine studerende i denne ikke religiøse udlægning af Kierkegaard.2 Jeg er helt med på, at den udlægning er forkortet, men jeg er samtidig af den opfattelse, at den fortsat er særdeles relevant for os, der lever et kvart århundrede efter udgivelsen af Husteds bog og 170 år efter geniets død. Ikke mindst fordi den centrale distinktion i Enten – Eller – mellem det æstetiske og etiske i et menneske – kan hjælpe os til at forstå de problemer, der
knytter sig til at leve i et oplevelsessamfund. Med det mener jeg en social og kulturel sammenhæng, hvor der lægges stor vægt på det æstetiske – hvordan jeg oplever verden, hvad jeg føler, at livet skal være spændende og afvekslende for den enkelte.3 Det vil jeg udfolde nedenfor, hvor jeg dog først vil redegøre for Kierkegaards betydning for humanpsykologien generelt, hvorefter jeg fokuserer på selve distinktionen mellem det æstetiske og etiske. Jeg slutter af med at sætte den i relation til en aktuel samfundsforståelse.
At forholde sig til sig selv
Som almenpsykolog er det min opgave at søge efter det alment menneskelige. Og grundlaget for en psykologi med almen gyldighed for mennesket mener jeg, at vi kan finde hos Kierkegaard. Intet sted er det formuleret mere eksplicit end i den berømte indledning til Sygdommen til Døden – skrevet under pseudonymet Anti Climacus, men udgivet under navnet S. Kierkegaard: “Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv”.4
Ved første gennemlæsning fremstår citatet måske nok en anelse kryptisk.5 Men i grunden er det ikke så vanskeligt at forstå. Kierkegaard definerer først mennesket som ånd, og stiller da spørgsmålet, hvad ånd er. Han svarer straks, at ånd er selvet, men har så et nyt problem bestående i at definere, hvad selvet er. Han når til bestemmelsen af selvet som et forhold, der forholder sig til sig selv. Selvet er altså ingen genstand eller substans, men et forhold. Mellem hvad? Det fremgår ikke af ovennævnte citat, men Kierkegaard vil mene, at mennesket både er et fysisk og psykisk væsen; en syntese af sjæl og legeme, som man sagde på Kierkegaards tid. Mange vil nok i dag sige en syntese af noget mentalt og noget kropsligt eller biologisk. Men alene det, at der består et forhold mellem sjæl og legeme, det mentale og det kropslige, er endnu ikke et selv i Kierkegaards forstand. Forholdet bliver først åndeligt, og altså til et selv, idet det forholder sig til sig selv. Så selvet