Samuel hører en stemme

Da Guds folk nu boede i deres eget land, var der så mange ting, han ville fortælle dem:

Hvordan de skulle blive glade.

Hvordan de skulle hjælpe hinanden.

Hvordan de skulle beskytte sig mod deres fjender.

Så Gud besluttede, at han ville sende en, der kunne tale for ham.

En, han kunne tale til, og som så ville gå hen og tale til folket. Sådan en, som man kalder en profet.

Gud ledte og ledte i hele Israels land, ivrig efter at finde den helt rigtige. Og til sidst fandt han ham også.

I landsbyen Shilo.

I præsten Elis hus.

En lille dreng!

“Samuel,” kaldte Gud en nat. “Samuel, jeg vil tale med dig.”

Samuel satte sig op og gned sine søvnige øjne. Han havde aldrig hørt Guds stemme før, og han tænkte, at det nok var gamle Eli, som kaldte på ham.

Samuel vaklede ind i Elis værelse for at høre, hvad han ville. Men Eli gennede ham i seng igen.

“Samuel,” kaldte Gud igen, “hør efter, Samuel.”

Denne gang var Samuel temmelig rundt på gulvet. Og også lidt bange. Så han sneg sig tilbage til Elis værelse.

“Hør nu her, knægt,” gabte den gamle præst, “jeg har altså ikke kaldt på dig. Smut så i seng med dig!”

Samuel vidste ikke, hvad han skulle tro, da han kravlede ned under sine tæpper. Men da Gud for tredje gang kaldte: “Samuel, Samuel,” vidste han godt, hvad han skulle gøre.

Han for ind til Eli, lige så hurtigt som han kunne!

“Samuel,” sukkede Eli, “hvis nogen af os skal have bare den mindste smule søvn i nat, så bliver vi nødt til at finde ud af, hvem det er, der kalder på dig. Og jeg har en idé om, hvem det kunne være. Så den næste gang, du hører stemmen, vil jeg ikke have, at du kommer rendende herind. I stedet for skal du sige: ‘Tal Herre, jeg lytter.’”

Samuel gjorde store øjne.

“Tror du, det er Gud, som kalder på mig?”

“Gør nu, som jeg siger,” sagde Eli, “så finder vi ud af det.”

Så Samuel gik i seng igen.

Gud kaldte igen på ham.

Denne gang blev Samuel der, og han lyttede til Gud, og hans øjne blev større og større af undren over det, han hørte.

Lige fra dengang, og indtil Samuel selv blev en gammel mand, talte Gud til ham. Han gav Samuel meddelelser, som han skulle give videre til folket. Og ganske som den første gang stod Samuel med vidt opspærrede, undrende øjne, hver gang han havde fået en besked af Gud.