1 Imellem skyerne lyste enkelte stjerner. Langt borte mellem bakkerne gøede hundene. Det var, som om kanterne i tiden vendte tilbage til ham. Han skuttede sig og gik ind igen. Skubbede madrassen så tæt på ildstedet, den kunne komme. Satte sig tungt og trak et tæppe op om skuldrene. Følte Claudias øjne i nakken. Inde i ildstedet lå resterne af en halvrådden plankedør, de havde fundet halvt begravet under en mur ude i ruinen. De rustne hængsler var begyndt at gløde i hjørnerne. Flammerne slikkede op omkring kanten af plankerne. Han så en sort bille sidde på et hængsel. Da hængslet blev for varmt, kravlede billen ud på træet. Så blev træet for varmt. Billen bevægede sig hurtigere og hurtigere fra kant til kant. Så kravlede den tilbage til hængslet og stod stille et sekund, før den sprang videre i blinde. Ilden fik træet til at syde og boble. Billen fortsatte ned ad planken i spring. Væden fra træet lå og boblede. Boblerne samlede sig til dråber, der dryppede og lavede
7
små eksplosioner, når de ramte ilden. Billen stod stille. Den blev næsten væk i røgen. Så sprang den ud i flammehavet. Claudia satte sig ved siden af ham. Tobias så på hende. Hun havde en løsthængende, grå sweater på og bare ben. I hendes åbne hænder lå de smykker, hun havde arbejdet på, mens de havde været i hendes hus. Det var armringe i sølv og guld, halskæder og fingerringe med farvede sten. Hendes øjne var fastnaglet til ilden og gløderne. Tobias ventede og mærkede den fugtige kulde trænge igennem væggen bag ham. Han så rundt i det næsten nøgne rum. På en taburet henne ved vinduet hang et rødt silketørklæde. De gyldne frynser bevægede sig i trækken. Skyggerne blafrede over væggene. Den store krukke i hjørnet blev levende. Uden at flytte øjnene fra ilden, begyndte Claudia at fortælle om sine smykker. Hun havde gjort sig stor umage. Hun fortalte, hvordan sten og metal var levende og skulle behandles med den største respekt. De optog vibrationer, som kunne bringes videre til de mennesker, der bar smykkerne. De kunne smuldre, hvis de blev båret af en person med store indre spændinger, og det var utrolig vigtigt at kende de mennesker, der skulle have smykkerne, og at tale længe med den enkelte kunde, inden hun valgte materialerne. Tobias var ikke overrasket over det, han hørte. I tiden sammen med Claudia var det langsomt gået op for ham, at hun syntes naturen var levende på samme måde, som han var levende. Den åndede som han. Havde en puls. - Thor og alt det, han har bragt ind i mit hus, ødelægger mit materiale, sagde hun. - Jeg kan mærke, at det bliver mere og mere skrøbeligt. Sådan har det aldrig opført sig før. Det taler til
8
mig og beder om hjælp. Han sagde ingenting og lagde tæppet om hende. På vej til morgenbadet i bækken fandt Tobias en spejlstump på størrelse med en tommelfingernegl i græsset ved siden af kilden, der midt mellem et grønt tæppe af bregner sprang ud af klippevæggen i kløften. Han satte sig på en mosbegroet sten og betragtede Claudia, mens hun badede. Så hørte han Thor råbe oppe fra huset. Han overhørte det og tog spejlstumpen mellem tommel- og pegefinger og førte den op for øjet. Noget af bagbeklædningen var forsvundet. Det var både et spejl og et vindue. På én gang kunne han se sig selv og det udenfor. Han drejede spejlet en smule og fik vand, træer, buske, blomster og klipper til at fare forbi i farvede bånd. Når han holdt spejlet stille, kom alt til syne igen. Ikke hele træer, buske eller blomster. Fragmenter. En detalje. Længe sad han og legede med spejlstumpen og opdagede pludselig, at det var nok for ham. At han ikke behøvede at se, hvad tingene forestillede, men fik den samme fylde i sanserne bare med et udsnit af helheden uden at vide, om han så en del af et blad eller et stykke af en sten. Han kiggede med et øje ud gennem vinduet og ind i et billede af et lukket, lyst rum uden andet end et mylder af former og farver. Når han brugte begge øjne, var tingene foran og bagved på samme tid. Det gav ham følelsen af at svæve i luften.Vinduets kant skar et maleri ud til ham. Han prøvede at indfange Claudia i bækken. Havde svært ved at skelne hende fra omgivelserne. Lidt efter lidt fandt han ud af, at en bestemt farve skilte sig ud. Det var bronze, det
9
var hendes hud. Han fastholdt farven og bevægede spejlet millimeter for millimeter, indtil han havde dækket hele farvefladen. Med ét gik det op for ham, at det var Claudia. Han smed spejlstumpen fra sig, som om den var rødglødende, og så på hende. Til hans forbavselse både smilede og nynnede hun, mens hun så på ham. I det øjeblik kom de første regndråber. Tobias så op. Mellem træernes tætte kroner så han skyernes mørke. - Så er det vist på tide at komme af sted, sagde Claudia og kravlede op af bækken og tog sit tøj på. - Du kan bare gå op, så kommer jeg. Jeg skal lige over og tale med Agnes. Nu skal der ryddes op. Hun kyssede ham på kinden. - Så, smut nu, alt ordner sig. Tobias så Claudia forsvinde længere ind i kløften på vej over til Agnes. Hun havde lydt underlig, nærmest skræmmende kold. Han vadede nøgen ud i bækken og lod regndråberne strømme ned over sin krop. Han så det klare vand løbe hen over de glatslebne klipper under sig, han hørte det klukke, og han hørte regnen, og alligevel mærkede han en uro i kroppen. Han lagde sig ned og lukkede øjnene, steg hurtigt op igen og tog sit tøj og støvler på. Langsomt gik han op ad bakken mod huset. Skyerne dækkede himlen, og hvor solen i korte glimt trængte igennem, lyste landskabet i guld. Han nåede op til huset og standsede brat i døren. Indenfor kunne han høre Marios stemme. Han listede omkring huset og kiggede ind ad vinduet. Mario stod med en pistol i hånden og pegede på Thor. Det blødte fra Thors mund. Tobias begyndte at ryste og mærkede en kulde brede sig i kroppen. Pludselig så Mario op og fik øje på ham. Tobias
10
kunne ikke røre sig. Mario gjorde tegn til, at Thor skulle se hen mod vinduet. Et sekund så de hinanden i øjnene. Mario smadrede pistolen i tindingen på Thor, så han faldt om. Tobias løb fra stedet så hurtigt, han kunne. Ind over markerne i retning mod landsbyen. Jorden var blevet klæbrig af regnen og samlede sig i klumper om hans fødder. Til sidst måtte han opgive at løbe. Udmattet stod han midt i det tunge søle på marken, mens regnen silede ned over ham. Han så op i himlen, så vendte han om og gik tilbage mod huset. I udkanten af marken stoppede han. Omkring fødderne løb strømme af rødbrunt vand, marken begyndte at dampe. Så gik han lidt tilbage mod landsbyen, før han igen stoppede. Igennem regn og tåge så han parret fra Mozambique som grå skygger trække af sted med deres okser nede ved gården. Manden svingede pisken over dem. Så forsvandt de om et hjørne. Tobias vaklede videre ind mod landsbyen. Han vågnede, da en stemme over højtalerne annoncerede, at de lagde an til landing. Han var træt. Det eneste, han tænkte på, var at komme hjem og få sovet. Da han med kufferten i hånden gik ud i ankomsthallen i Københavns Lufthavn, så han med det samme sin kone Amalie og hendes forældre. De stod tæt sammen, som om de måtte støtte sig til hinanden for ikke at vælte. Han gik hen til dem, satte kufferten fra sig og så på dem. Amalies sædvanlige lille og bekymrede ansigt så ud, som om det var på vej i opløsning. Hun vendte ansigtet bort. Øjeblikkeligt trådte hendes far ind foran hende og så på Tobias med et stift blik.Tobias syntes, at han virkede latterlig, som en oppustet hanekylling. Og så hed han Gorm, opkaldt
11
efter en konge. Tobias havde svært ved at skjule sin foragt. Gorm mærkede det og blev rød i hovedet og vrissede, så de tykke kinder vibrerede. - Tobias, Amalie ønsker ikke at se dig mere! Tobias nikkede og sagde ingenting. Hvad skulle det nytte! Han havde anet, at det ville gå sådan, måske som en slags hævn. Lige børn leger bedst. Han var alligevel et udskud, fjernt fra det nordiske ideal, hendes familie havde dyrket i en menneskealder. Han huskede, hvad Amalie havde sagt til ham den første gang, de mødtes: ”Du er en rigtig arier, som mine forældre vil blive glade for.” Han huskede, hvordan hans hjerte stoppede et øjeblik, og hvordan han begyndte at grine ukontrolleret over hendes grotesk vanvittige udsagn. Han så på dem med den erindring, men rystede tankerne af sig og prøvede at se udtryksløst på Gorm. Mærkede trætheden synke ned i kroppen. Amalie trak sig lidt væk og stillede sig med ryggen til. Gorm var stivnet i en vrede, der ikke kunne finde afløb. Det var tydeligt, at han havde lyst til at slå, provokeret af den ligegyldighed han så. Betød hans datter virkelig ikke mere, det var hans problem. Hans kone hev ham væk med et ryk. Hendes diamantarmbånd glimtede i det skarpe lys. De sivede ud af hans bevidsthed. Amalie og hendes familie gik hurtigt ud af ankomsthallen. Deres pelse fejede et par centimeter over gulvet. Amalies lyse pels mellem forældrenes mørke.Tobias tog sin kuffert og gik mod udgangen. Gennem glasdørene så han deres sorte Mercedes køre væk i stor fart. Han tænkte ikke over det, registrerede blot, at hun var kørt, hvorefter han satte sig ind i en taxa.
12
I byens gader lå der rester af sort sne. Der var granguirlander med perlerækker af lys spændt ud mellem husene. Der var menneskers mørke, uformelige silhuetter mod de oplyste butiksvinduer. De sidste indkøb før juleaften. Det kom ikke ham ved. Han huskede tilbage. Ude over vandet lå tågen tæt. Han sad i stævnen på en 40 fods fransk sejlbåd på vej til Maldiverne. Tre dage tidligere havde han taget hyre i Colombo på Sri Lanka. Han var kommet oppe fra en landsby i Himalaya og havde taget turen ned gennem Indien med det ene formål at komme ud på vandet i en båd, der skulle til Maldiverne. På det tidspunkt stod øerne for hans indre blik som alt det, han havde savnet i landsbyen oppe i bjergene. I de måneder han havde arbejdet deroppe, havde han ofte tænkt på at tage til øerne, men også anset det for helt urealistisk, især fordi han vidste, at Amalie ventede ham hjem så hurtigt som muligt. Havet havde altid gjort ham godt. Når det hele blev lidt for broget, havde han søgt mod lyset, lydene og bølgerne. De evigt skiftende former og farver virkede beroligende på ham og rensede ud i hans tanker. Han så på de selvlysende tal på taxameteret. Når foråret kom, ville han gå i krig med den gamle træjolle, han havde købt for en slik. Det skulle have været en overraskelse til Amalie, men det var ikke hendes stil, det indså han nu. Nu kunne han have den i fred. Hun havde skrevet til ham, det var den sidste mail. Hendes forældre var enige med hende i, at han ikke kunne være bekendt at tage af sted i så lang tid og lade hende være alene hjemme uden at tænke på, hvordan
13
hun havde det. De havde helt set bort fra den kendsgerning, at han havde tigget og bedt hende om at tage med og sagt, at hun kunne gøre stor nytte på projektet. De kunne arbejde sammen, flytte sig sammen. Og når de kom hjem, ville de have noget godt at tænke på. Noget, de havde gjort i fællesskab. Men hun havde ikke lyst til at tilbringe måneder under primitive forhold bare for at få nogle børn til at gå i skole. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske, havde hun sagt. Han huskede det tydeligt. Undervejs i projektet var det næsten lykkedes ham at svede Amalie ud af sit system. Han havde pligtskyldigt med jævne mellemrum skrevet til hende om projektet og om de fremskridt, der var, uden at nævne besværlighederne, der sikket bare ville kede hende. Og i hendes svar var der ikke skyggen af interesse for hans arbejde. Der var aldrig et spørgsmål eller en refleksion. Det fyldte ham med tristhed, som om tomheden mellem dem bare blev større og større. Han var færdig med sin del af arbejdet, havde fået bygget en skole, ansat en lærer og et par medarbejdere, skaffet undervisningsmaterialer og var taget af sted med hjertet fyldt af håb for børnene. Han udskød hjemkomsten med en følelse af ikke at have noget at miste og bevægede sig hele vejen ned gennem Indien til Sri Lanka, hvor han vidste, at mange både lagde til på deres rejse over oceanerne. De var røget ud af kurs og havnet langt sydligere end planlagt. Max, som skipperen kaldte sig, sagde hårdnakket, at den tåge, de befandt sig midt i, ikke burde forekomme, det var nærmest aldrig set før, sagde han. Det var et helt usædvanligt fænomen. Han kunne stadig se Max for sig: En stor vom og et sort, vildt skæg og hans kraftige franske accent.
14
Han lignede nærmest en pirat. Og hans søde kone, der stod i kabyssen og lavede mad til dem. Han huskede dem og deres glæde ved at være sammen. Det betød dengang ikke så meget, hvor han havnede, han havde det fint, hvor han var. Det var varmt. De sejlede på oceandønningerne. Omkring stævnen prustede delfinerne. Med lidt held ville de være på Maldiverne om et par dage, eller også havnede de i Østafrika, det betød ikke så meget. Han låste døren op til lejligheden og stillede kufferten i entréen. Tændte lyset. I spejlet så han en høj, lyshåret mand i en olivengrøn frakke og en løsthængende, sandfarvet habit. Et par rødsprængte, blå øjne i det markerede, ubarberede ansigt stirrede tilbage på ham. Tobias Levin. 27 år. Dengang var det hans udseende, der havde snydt dem. De kunne lide hans lyse hår og blå øjne, men han lignede noget, han ikke var. Der var en hel kultur til forskel. Efter et langt bad tog han et par slidte jeans og en T-shirt på og satte sig i sofaen i stuen med et glas whisky. Han lod blikket finde sin egen vej. Intet havde tilsyneladende forandret sig. Intet var taget ned fra væggene. Alting var, hvor det plejede at være. Hun havde intet taget med. Han kylede det halvtomme glas mod væggen.Væsken løb ned ad tapetet og farvede det mørkt. Han tænkte, at det havde været spild af tid, en fejltagelse lige fra begyndelsen. For syv år siden var han i Portugal. Han skulle være blevet der. Endnu kunne han se Claudias blege ansigt bag ruden i bussen, da den kørte videre fra holdepladsen foran caféen ”Prima Vera” i Ode og forsvandt op ad den brostensbelagte vej mellem de rosafarvede huse. Han kunne høre den mase
15
sig op ad bakken gennem eukalyptusskoven, før lyden forsvandt. Han huskede, hvordan hele hans indre genlød af stille skrig, mens han i trance gik over til posthuset. Han sparkede til en sten. Den hamrede mod posthusets grå bagmur og hvirvlede støvet op, da den ramte jorden. Den dag ville han ringe til en eller anden i Danmark, men posthuset var netop lukket, og hans mobil var løbet tør for strøm. Hvor latterligt. Bestyreren var på vej til lejligheden ovenover. Hun vraltede som en and i sit sorte tøj op ad den udendørs trappe og råbte, at han kunne komme igen i morgen. Hun var ikke til at overtale. Den dag var det et spørgsmål om liv eller død, at han fik telefoneret hjem. Nu havde han glemt hvorfor, og til hvem. Forstod ikke, hvorfor det var så vigtigt. Han hentede et nyt glas whisky og satte sig tilbage i sofaen. Lukkede øjnene. Billederne fortsatte. Han gik tilbage fra posthuset til det lille torv med fontænen, ”Prima Vera”, platantræet og de små huse malet i rosa. For en halv time siden sad Claudia mellem to lokale bønder på den gamle, grønmalede bænk i skyggen af platantræet og ventede på ham. Bønderne sad der endnu. De så på de udenlandske piger på caféen. Han smilede ved tanken. Hendes lærredstaske stod på den røde jord mellem hendes ben … Hun havde ikke set, at han var kommet. Med hænderne i skødet og let bøjet hoved ventede hun. Hendes lyserøde silkebluse smøg sig om hendes bryster. Lang og sort næsten gennemsigtig bomuldsnederdel. Sandaler. Fine, tynde remme. Hørgult hår klippet brutalt over i nakken afslørede fine, lyse
16
dun på den gyldne hud. Harmoniske ansigtstræk. Røde læber. Han lod hånden løbe ned over hendes hår og lod den hvile på hendes kind, og det var som smeltede den ind og mærkede blodet pumpe i hende. Hun så op og formede sine læber til et kys. Han bøjede sig ned og kyssede hende. Hun holdt ham fast. Han mærkede hendes tårer på sine kinder. Hun hviskede i hans øre, at hun ikke ville rejse. Ikke nu. Kunne han ikke forstå det. Han hjalp hende på benene og tørrede forsigtigt hendes ansigt med sin hånd. De gik over til ”Prima Vera” og satte sig ved det runde bord i hjørnet, hvor der var den bedste udsigt over torvet. Hun gav ham en turkisfarvet sten fra den lille læderpose, hun bar i en snor om livet. Han så på stenen i sin åbne hånd. Det var som farven trak lyset til sig. Han så på hende. - Vi ses i himlen, sagde hun og ordene kom som et let pust mellem hendes læber. Han forstod ikke, hvad hun mente. Hans hjerte bankede vildt. Hun så hans forvirring, og lagde sin hånd over hans, knyttede hans fingre om stenen. Tjenerens runde krop sejlede hen til deres bord med to cognac. Han førte en hånd op til sit hjerte og satte glassene fra sig. - Fra mig, sagde han og bukkede. De sad i tavshed, indtil bussen kom. Tobias gned ansigtet i hænderne. Det var ikke til at holde ud at sidde i lejligheden længere og tænke tilbage på Claudia. Hans indre var i kaos. Han tog overtøj på og gik ned til havnen gennem en lysende by og satte sig på bolværket. Det var bidende koldt. Stolperne under molen var tykke af is. Der var ingen lyde.
17
Han burde ligge hjemme i sin seng, tĂŚnkte han igen og igen som et mantra. Alligevel blev han siddende, frysende i en tiltagende lammelse. Selv om han strittede imod, dukkede Amalie hele tiden op i ham. Han kunne ikke fĂĽ glemslen drevet frem i sin hjerne.
18