Fra et cafébord i Paris. Om venskab, tristesse og samtalens nuancer

Owe Wikström

Fra et cafébord i Paris Om venskab, tristesse og samtalens nuancer Oversat af Birgit Ank

EKSISTENSEN

Til Ilse og Bruno

Indhold 7 · Forord 15 · Mod Paris!

27 · Del I Hvad ville livet være uden venner?

29 · Venskab og det der ligner 51 · Men – hvad er egentlig venskab?

63 · At opholde sig i en slags tidslomme 75 · Bogreolens venner 87 · Del II Bonjour tristesse 89 · Eksistentiel uro 103 · Forbrug som værn mod tristesse 121 · Del III Smalltalk og livsvigtig samtale 123 · “Hej! Hvordan går det?”

139 · At tale sig ind på hinanden 147 · Læg ikke for mange planer 155 · Efterord 159 · Litteraturliste

Forord De sorte dagbøger fra studentertiden ligger stadig oppe på bogreolen til højre. Nogle af dem vidner om rejser, sene aftener, jazz, og rummer vidtløftige tanker om livet.

Mens jeg var student i Luleå, tomlede jeg mig gennem Grækenland og Tyrkiet og havnede på tilbagevejen i Paris.

Lige siden har den by ligget som en perle i erindringen: arkitekturens skønhed, parker, museer, gallerier, anti­ kvariater. For ikke at tale om spisestederne. Men mest var det nok caféerne nede ved Seinen eller på Place Saint-Mi­ chel som fascinerede mig. Storbyens fortovscaféer – gerne i skumringen – har siden for mig repræsenteret smalltalk, eftertænksomhed og nære venskaber.

De måneder var fyldt med studentertidens grublerier over livsvejenes mangfoldighed. Vi var en lille gruppe venner som drog rundt til byens svale kirker. Der opda­ gede vi orgelmusik af Boëllmann eller Widor. Senere bevægede vi os ned mod Seinen eller hen til Maraiskvar­ teret. I timevis sad vi med trafikken bragende omkring os, altid i intens udveksling af tanker. Året var det senere så berømte 1968. Studenteroprøret foregik omkring os.

7

Samtalen vandrede ad vildveje. Alle talte om politik og demonstrationer.

Men det jeg husker bedst er ikke de politiske dis­ kussioner. Det der står tydeligst for mig – og med en vis pinlighed – er at jeg til stadighed vævede over eksisten­ sens vilkår, livets principielle uudgrundelighed, Guds fravær eller nærvær, og altså især eksistensens vilkår.

Mine venner omkring cafébordet talte mest om andre ting. Snart var det fodboldresultater, snart Jacques Tatis seneste film. Vi drak cappuccino – dengang noget ret eksotisk. Nu og da berørte vi emner som havde fortjent skarpere argumenter. Diskussionerne blev nu og da afbrudt af pjankede latterudbrud, og de endte sædvan­ ligvis i tilfældig småsnak, inden vi skiltes.

I de lange aftener, når skumringen blev afløst af mørke, sluttedes venskabsbånd. Men så gik studenter­ årene, og vi blev skilt fra hinanden. Men båndene ligger der endnu, fortsat fast sammenknyttede. Nogle af dem er blevet holdt i live over årene. Ikke på den måde at vi har mødtes med nogen form for regelmæssighed. Men når vi nu og da genser hinanden – i nogle tilfælde efter årtiers pause – fortsætter vi der hvor vi i sin tid sluttede samtalen. Sådan har det været. Visse relationer er på sin vis upåvirkede af at tiden går. Venskab synes at ignorere tidslinjen og springe mellemrum over.

I årene i Paris sad jeg undertiden fast i en slags ube­ stemmelig, men alligevel mærkbar, lede, tristesse eller bare vemod. Måske var det Chet Bakers langsomme trompet der var anledningen. Han spillede en gang 8

imellem ude ved Place de Clichy. Mine venner opfattede det som alt for borgerligt og indadvendt og råbte op om at jeg burde drikke en øl i stedet for.

Et par åbne forelæsninger på Sorbonne, som jeg i en eller anden anledning indfandt mig til, satte ord på min indtil da ubestemmelige lede eller undren. Jeg følte en tiltrækning i lighed med andre unge mennesker som var blaffet hertil. Vi havde hørt at giganten Sartre skulle tale.

Salen var fyldt. En ven agerede tolk for os. Den store mands fransk var alt for hurtigt. Men jeg mindes stadig hans tese, de ord som skulle blive en slags portal til det jeg senere kom til at udrette i livet: Eksistensen går forud for essensen. Det første, at vi er kastet ud i verden, at vi findes eller eksisterer, lyder jo indlysende. Men så er der det andet, at essensen eller ‘meningen’ kommer bagefter; den må vi selv sørge for at finde eller skabe. Ordene gjorde mig opmærksom på og gav sprog til følelsen af at være udleveret til en slags relativismens svimmelhed. Han talte om en tristesse som grænsede op til en uklar melankoli.

Det var en slags rædsel uden genstand. Senere hen har jeg syntes at det hele var underligt. Byen var jo fuld af liv, latter, fester, musik og mærkelig performancekunst.

Livet lå foran mig. Alligevel denne gnavende og ubestem­ melige uro.

Senere stavede jeg mig igennem en paperback af Sartre. Han skrev om at vi er kastet ind i vores verden, men nogen hensigt eller noget formål med at vi er her, skal man vare sig for at finde eller håbe på. Disse ting er vi i stedet dømte til selv at finde på. Verden voksede, 9

grænsen mod det uforståelige blev større. Jeg følte mig ensom over for livsvilkårenes brutalitet. Er denne bru­ talitet ikke underlig? Og hvorfor var der så få der talte om den?

Nej, jeg havde endnu ikke mødt modstand i tilvæ­ relsen, og var først i gang med at tage hul på livet. Men det var første gang jeg fik sat ord på noget, som jeg på en måde godt vidste, men som jeg krøb udenom at foku­ sere på: den ubarmhjertige erkendelse af at tiden går, og at livet er til låns. Des mere forbavsedes jeg over at så få ræsonnerede over det mærkelige der ligger i, at vi befinder os på tidens smalle næs. Vi er omsluttede af et uendeligt hav af uvished. At livet er en engangsforeteelse, satte sig som en kile i mit indre. Det kom snigende, men det ramte. Og det mærkelige er, at det er fortsat. Så snart en samtale slutter, eller når latteren klinger af, eller når jeg ikke er optaget af arbejde eller andre ting, kan det ske at jeg stadigvæk fornemmer en tone i mol i det fjerne. Nu, næsten halvtreds år senere, høres den tydeligere. Eksi­ stere gør vi jo, men hvordan skal vi håndtere meningen, essensen?

Dernede ved Seinens bred eller i Montparnasse-kvar­ teret blev frøene lagt til det der senere skulle blive mit arbejde og forskningsområde: menneskets psykiske reak­ tion på sin udsathed. Gåderne som har at gøre med livets mening, skyld og ansvar, skønhed, og måske det største spørgsmål: er der en guddom som vil os noget, eller er vi helt prisgivet tilfældighederne? Spørgsmål, spørgsmål.

10

Mennesket er entworfen, kastet ud i tilværelsen – men uden manual. Vi er sænket ned i et tidshav, vi fødes og føres siden ad livsvejen med en indsigt eller en uklar trussel om at alt engang pludselig vil blive brudt af. Den følelse har været der i snart et halvt århundrede. Den ligger der som i en indre lomme.

Men disse parisiske erindringsbilleder blev snart malet over af årtiers slid og slæb på universitetet hjemme i Uppsala, afbrudt af rejser og job i andre lande. Perioder med forskning, vejledning, skrivning af ansøgninger om forskningspenge – for ikke at tale om ulidelige møder – har gjort at de parisiske caféers charme er blevet forvist til forgangne tiders landskab. Tre årtiers akademisk ord­ kløveri, bundløse ræsonnementer, murstenstykke bøger og intellektuelle udgydelser har langt sig som en tynd fernis over minderne fra Paris.

Men nu og da har tanken om at gå ubeskæftiget rundt strejfet mig, eller om at sidde ved forblæste caféborde ud mod trafikken. I perioder er længslen efter at slentre rundt i Paris taget til, og ind imellem har den kunnet lin­ dres med forskningsbesøg på Centre Culturel Suédois. Men på det seneste er længslen tilbage virkelig vokset. Ikke for at berette om seværdigheder som Notre Dame, Tuilerierne eller Louvre. Heller ikke for at beskrive byens charme. Der findes mængder af guidebøger der tager sig af det.

Nej, snarere vil jeg spadsere rundt i byen fyldt af ønsker om at vende tilbage til studenterårenes temaer.

Jeg vil lade parisiske skitser danne baggrund for tanker 11

over nogle temaer som jeg opdagede, da jeg var der inden hverdag, job og familie slugte al tid. Jeg vil vende tilbage til emner som lige siden dengang har betydet meget for mig, men som jeg alt for sjældent har forsøgt at formu­ lere. Det gælder først noget helt håndgribeligt og socialt, nemlig spørgsmålet om hvad venskab egentlig er, eller snarere hvad det betyder. Så vil jeg diskutere de grund­ læggende livsspørgsmål som kommer til os før eller siden – eksistensens gådefuldhed. Desuden vil jeg tænke over betydningen af lavmælt samtale.

Jo ældre jeg bliver, des vigtigere er relationerne til nye eller gamle fortrolige venner blevet. Men hvordan skal man indkredse venskabets særlige karakter, og hvordan det forholder sig til forelskelse, arbejdsrelationer og den store kærlighed. Og hvordan sætter man ord på følelsen af blå tomhed eller tristesse, som synes at være en del af livsvilkårene? I Paris mødte jeg for første gang blues og jazz og argentinsk tango. Det var som om moltonearten var en slags musikalsk fætter til den eksistentielle livs­ lede, som ofte kan indfinde sig i vores indre, ofte uden at der er nogen påviselig årsag til det. Men lige så vigtigt, eller måske endnu vigtigere, er det blevet at forsøge at se nærmere på behovet for stilfærdig samtale. Ikke mindst i en tid hvor man styrter fra møde til møde, hvor antallet af mails vokser, og mobiltelefoner hele tiden ringer. Hvad adskiller den ligegyldige smalltalk fra den ræsonnerende samtale som åbner for seriøst modspil? Der er behov for dem begge, og de er begge livgivende.

12

Store dele af denne bog er skrevet i Paris. Men dens fokus er slet ikke byen. Den er i stedet et bagtæppe for refleksioner og iagttagelser. Men nu er det ikke en ungdommelig student som blaffer gennem Europa, der skriver, men en erfaren ældre herre. Bogen har en vis logik i sin opbygning, og de forskellige kapitler bygger delvis på hinanden. Men hvorfor læse en bog fra ende til anden? Det bedste er nok at blade lidt frem og tilbage for siden måske at vende tilbage til noget man finder interessant. God læsning!

Konditori Fågelsången Uppsala og Café de Select Paris foråret 2017 Owe Wikström

13