Issuu

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 2

05-09-2016 14:16:13

EVANGELIET KORT FORTALT Lev Tolstoj

Oversat af Lise Lotte Larsen

Eksistensen

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 3

05-09-2016 14:16:13

Evangeliet kort fortalt Lev Nikolajevitj Tolstoj Oversat fra russisk af Lise Lotte Larsen Originaltitel: Краткое изложение Евангелия Tilblivelsesår: 1881-1906. Udgivet i 1957 i bind 24 af L.N. Tolstojs samlede værker: Полное собрание сочинений, Bind 1-90, Moskva, 1928-58 © Oversættelse: Lise Lotte Larsen og Eksistensen, 2016 ISBN 978 87 410 0062 6 Omslagsbillede: Nikolaj Nikolajevitj Ge (1831-94): Что есть истина? / Hvad er sandhed? (1890, Tretjakov-galleriet, Moskva). N.N. Ge var påvirket af Tolstoj, også i denne skildring af Jesus i forhør hos Pilatus. „Pilatus sagde: Sandheden, siger du. Hvad er sandhed? Og da han havde sagt det, vendte han ryggen til“ (Fra: Tolvte kapitel: Åndens sejr over kødet) Grafisk tilrettelæggelse: Eksistensen Tryk: ScandinavianBook Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk Kopiering kun tilladt i henhold til gældende lov om copyright

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 4

05-09-2016 14:16:14

INDHOLD Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Evangeliet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Indledning – Erkendelsen af livet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Kapitel 1 – Guds søn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Kapitel 2 – Gud er ånd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Kapitel 3 – Erkendelsens ophav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Kapitel 4 – Guds rige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75 Kapitel 5 – Det sande liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 Kapitel 6 – Det falske liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 Kapitel 7 – Jeg og faderen er ét . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 Kapitel 8 – Livet er ikke i tiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 Kapitel 9 – Fristelserne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 Kapitel 10 – Kampen mod fristelserne . . . . . . . . . . . . . . . 193 Kapitel 11 – Afskedssamtalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211 Kapitel 12 – Åndens sejr over kødet . . . . . . . . . . . . . . . . 223 Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 Oversætterens efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 5

05-09-2016 14:16:14

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 6

05-09-2016 14:16:14

FORORD Denne korte genfortælling af Evangeliet er uddrag af et større værk, som foreligger i manuskriptform, men ikke kan trykkes i Rusland. Værket består af fire dele: 1. En beretning om, hvordan mit livsforløb og mine tankebaner har ledt mig til den overbevisning, at der findes en sandhed i den kristne lære. 2. En undersøgelse af den kristne lære, som den i almindelighed fortolkes af kirken, af apostlene, koncilerne og af de såkaldte kirkefædre, og en påvisning af det falske i disse fortolkninger. 3. En undersøgelse af den kristne lære, der ikke bygger på disse fortolkninger, men udelukkende på Kristi overleverede lære, sådan som den tilskrives ham og er nedskrevet i Evangelierne, desuden en oversættelse af de fire Evangelier og en sammenfatning af dem til ét. 4. En fremstilling af den kristne læres sande betydning, grunden til at læren er blevet forvrænget og de konsekvenser, det bør have at forkynde den.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 7

05-09-2016 14:16:14

Foreliggende korte genfortælling af Evangeliet er en forkortelse af tredje del. Min sammenfatning af de fire Evangelier er udarbejdet på grundlag af lærens betydning. I denne sammenfatning har jeg kun i få tilfælde været nødt til at afvige fra den sædvanlige rækkefølge i Evangeliernes fremstilling, således at der i min sammenfatning ikke er flere, men snarere færre ombytninger af evangelievers end i størstedelen af de konkordanser, jeg er bekendt med, og i vor egen Gretjulevitjs sammenlignende oversigt over de fire Evangelier. I min sammenfatning af Johannesevangeliet er der slet ingen ombytninger, den er fremstillet i helt samme orden som originalens. Inddelingen af Evangeliet i tolv kapitler (eller seks, når de tolv sammenholdes to og to) fremkom af sig selv som en følge af lærens betydning. Denne betydning fremgår af det følgende: 1. Mennesket er søn af et uendeligt ophav, søn af denne far ikke i kødet, men i ånden. 2. Og derfor bør mennesket tjene dette ophav i ånden. 3. Alle menneskers liv har et guddommeligt ophav. Kun dette liv er helligt. 4. Og derfor bør mennesket tjene dette ophav til alle menneskers liv. Det er faderens vilje. 5. Kun ved at tjene livets fars vilje får man det sande liv, dvs. et liv bestemt af fornuften. 6. Og derfor er det unødvendigt for ens sande liv at tilfredsstille sin egen vilje.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 8

05-09-2016 14:16:14

7. Det timelige, kødelige liv er føde for det sande liv – det er materialet for et liv bestemt af fornuften. 8. Og derfor er det sande liv uden for tiden, det findes kun i nuet. 9. Livet i tiden: fortidens og fremtidens liv, er blændværk, der skjuler det sande liv for menneskene, nuets liv. 10. Og derfor bør mennesket bestræbe sig på at ødelægge det timelige livs blændværk: fortid og fremtid. 11. Det sande liv er ikke blot et liv udenfor tiden – i nuet, men er også et liv udenfor den enkelte – et liv, der er fælles for alle mennesker og udtrykker sig i kærlighed. 12. Og derfor bliver den, der lever alle menneskers fælles liv i nuet, forenet med faderen – livets ophav og grundlag. Kapitlerne hænger sammen to og to i et årsag-virkningsforhold. Udover de tolv kapitler er følgende tilføjet: en indledning bygget på første kapitel af Johannesevangeliet, hvori forfatteren giver sin egen opfattelse af hele lærens mening, samt en afslutning bygget på et af samme forfatters breve (sandsynligvis skrevet før Evangeliet) og indeholdende en generel konklusion på alt det forudgående. Denne indledning og afslutning udgør ikke en væsentlig del af læren. De er blot generelle syn på læren som helhed. Selvom såvel indledning som afslutning kunne udelades, uden at det ville trække noget fra lærens mening (så meget mere som begge dele er skrevet af Johannes selv og ikke stammer fra Jesus), så har jeg holdt fast i dem begge, fordi disse tekstdele med deres enkle og fornuftige opfattelse af Kristi lære, i modsætning til kirkens mærkelige fortolkninger, gensidigt

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 9

05-09-2016 14:16:14

bekræfter hinanden og hele læren og dermed udgør den enkleste påvisning af den betydning, der bør tillægges læren. Ved begyndelsen af hvert kapitel har jeg, foruden en kort beskrivelse af dets indhold, anbragt de tilsvarende ord fra den bøn, som Jesus lærte sine disciple at bede. Da jeg var færdig med mit arbejde, opdagede jeg til min forbløffelse og glæde, at den bøn, der kaldes Fadervor, ganske enkelt er hele Jesu lære udtrykt i dens mest koncentrerede form i samme rækkefølge som min disposition af kapitlerne, og at hvert af bønnens udsagn modsvarer kapitlernes betydning og rækkefølge. 1. Vor Fader,

Mennesket er Guds søn.

2. du som er i himlene!

Gud er det uendelige, åndelige ophav til livet.

3. Helliget blive dit navn,

Lad dette ophav til livet være helligt.

4. komme dit rige,

Lad hans magt virkeliggøres i alle mennesker.

5. ske din vilje som i himlen

Og lad det uendelige ophavs vilje fuldbyrdes, såvel i sig selv,

6. således også på jorden;

som i kødet.

7. giv os vort daglige brød

Livet i tiden er føde for det sande liv.

8. i dag,

Det sande liv er i nuet.

9. Og forlad os vor skyld, som også vi

Og lad ikke fortidens fejl og vildfarelser skjule

forlader vore skyldnere,

det sande liv for os.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 10

05-09-2016 14:16:14

10. og led os ikke ind i fristelse,

Og lad dem ikke lede os ind i blændværk.

11. men fri os fra det onde.

Og da vil det onde ikke være til.

12. For dit er Riget og magten og æren!

Men magten og kraften og fornuften vil være din.

I tredje dels omfattende fremstilling, som foreligger i manuskriptform, er Evangeliet ifølge de fire evangelister oversat og genfortalt helt uden den mindste udeladelse. I den foreliggende fremstilling derimod er følgende vers udeladt: undfangelsen, Johannes Døbers fødsel, hans fængsling og død, Jesu fødsel, hans slægt, hans og moderens flugt til Ægypten, Jesu undere i Kana og Kapernaum, uddrivelsen af onde ånder, vandringen på søen, det udtørrede figentræ, helbredelse af de syge, de dødes opstandelse, Kristi egen opstandelse og henvisninger til profetier, der blev opfyldt i Kristi liv. Disse vers, der ikke indeholder lærestof, men blot beskriver begivenheder, der foregår før, under og efter Jesu forkyndelse uden at tilføje noget, er udeladt i foreliggende korte genfortælling, fordi de vanskeliggør og tynger fremstillingen. Hvordan de end er blevet forstået, indeholder disse vers hverken en modsætning til eller en understregning af læren. Den eneste betydning, disse vers har haft for kristendommen, har været, at de beviste Jesu guddommelighed for den, der ikke troede på den. Men for den, der indser det utroværdige i en fortælling om undere, og som i øvrigt ikke tvivler på Jesu guddommelighed simpelthen i kraft af hans lære, falder disse vers bort af sig selv ved deres mangel på nødvendighed.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 11

05-09-2016 14:16:14

I den længere genfortælling er hver afvigelse fra standardoversættelsen, hver indskudt fortolkning, hver udeladelse forklaret og dokumenteret ved en sammenligning af de forskellige varianter af evangeliet, ved hjælp af konteksten og ved filologiske og andre betragtninger. I foreliggende korte genfortælling udelades alle disse dokumentationer og gendrivelser af kirkens fejlagtige opfattelse såvel som udførlige noter med henvisninger af den grund, at uanset hvor nøjagtige og rigtige vurderingerne af hvert enkelt tekststed end er, så kan disse vurderinger ikke overbevise nogen om sandheden i den her fremlagte opfattelse af lærens betydning. Beviset for at denne opfattelse er sand, ligger ikke i vurderingen af enkelte tekststeder, men i lærens enhed, klarhed, enkelhed og fuldstændighed og i dens genklang i den indre følelse hos enhver, der søger sandheden. Generelt hvad angår alle afvigelser i min fremstilling fra kirkernes vedtagne tekst, må læseren ikke glemme, at hvor vante vi end er til den forestilling, at hvert og ét af de fire evangelier med alle deres vers og bogstaver er hellige bøger, så er det på den ene side den groveste vildfarelse og på den anden side det groveste og mest skadelige bedrag. Læseren må huske på, at Jesus aldrig selv skrev bøger, som Platon, Filon eller Marcus Aurelius, ligesom han heller aldrig, som Sokrates, udbredte sin lære til vidende og dannede mennesker, men talte til de uvidende mennesker, han mødte i livet, og at folk først temmelig længe efter hans død kom i tanker om, at det, han havde sagt, var meget vigtigt, og at det nok ikke ville skade at få skrevet noget af det ned, han havde sagt og gjort, og at man først efter næsten hundrede år begyndte at nedskrive det, man havde hørt om ham. Læseren må huske på, at der fandtes

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 12

05-09-2016 14:16:14

et utal af sådanne optegnelser, at mange gik tabt, mange var meget dårlige, og at de kristne brugte dem alle, førend de lidt efter lidt udvalgte det, som forekom dem bedst og forståeligst, og at kirkernes valg af de bedste evangelietekster måtte blive som i ordsproget: „intet træ uden knaster“, sådan at der i det, som de skar ud af hele den enorme litteratur om Kristus, også var mange knaster; husk på, at de kanoniske Evangelier mange steder er lige så dårlige som de vragede apokryfer, og at der også i apokryferne kan findes noget godt. Læseren må huske på, at Kristi lære nok kan være hellig, men at et vist antal vers og bogstaver under ingen omstændigheder kan være hellige, og ingen af den slags bøger kan gøres hellige fra første til sidste linje, bare fordi nogen siger, at de er hellige. Blandt alle dannede mennesker er det kun vor russiske læser, der takket være den russiske censur, kan ignorere hundrede års arbejde med den historiske kritik og naivt tale om, at Matthæus-, Markus- og Lukasevangelierne, sådan som de foreligger, er skrevet af evangelisterne hver for sig og i deres helhed. Læseren må huske på, at når man udtaler sig sådan i år 1880 og dermed ignorerer alt, hvad videnskaben er nået frem til indenfor emnet, så svarer det til, at man i foregående århundrede ville sige om solen, at den drejer rundt om jorden. Læseren må huske på, at de synoptiske Evangelier, som de er overleveret til os, er frugten af en langsom tilvækst, tilvejebragt ved afskrift og tilføjelser og af tusindvis af hjerners forskellige forestillinger og menneskehænders værk, men under ingen omstændigheder er de frembragt af helligåndens indgivelser i evangelisterne. Husk på, at når Evangelierne tilskrives apostlene, er det en fabel, der ikke alene falder for et kritisk blik, men heller ikke har anden begrundelse end fromme menne-

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 13

05-09-2016 14:16:15

skers ønske om, at det var tilfældet. Man har trukket fra, lagt til og tolket Evangelierne gennem århundreder, alle evangelietekster, der er overleveret til os fra det 4. århundrede, er nedskrevet i sammenhængende skrift, uden tegnsætning, og de har derfor siden det 4. og 5. århundrede været udsat for de mest forskelligartede læsninger, og der findes op til 50.000 sådanne forskellige læsninger af de evangeliske bøger. Alt dette må læseren huske på for ikke at forvilde sig ind i den almindelige antagelse, at Evangelierne, som de opfattes nu, er sendt til os netop sådan af helligånden. Læseren må huske på, at det ikke er forkasteligt at smide unyttige tekststeder ud af Evangelierne eller at lade passager belyse hinanden, men at det tværtimod er forkasteligt og ugudeligt ikke at gøre det og blot anse et vist antal vers og bogstaver for at være hellige. Kun mennesker, der ikke søger sandheden og ikke elsker Kristi lære, kan fastholde denne opfattelse af Evangelierne. På den anden side beder jeg læseren af min fortolkning af Evangelierne huske på, at skønt jeg ikke betragter Evangelierne som hellige bøger, der er kommet ned til os fra himlen ved helligånden, så betragter jeg heller ikke Evangelierne udelukkende som vidnesbyrd i den religiøse litteraturs historie. Jeg forstår både det teologiske og det historiske syn på Evangelierne, men jeg ser anderledes på dem, og beder derfor den, der læser min udlægning, om ikke at forvilde sig ind i hverken den kirkelige anskuelse eller den for tiden i dannede kredse gængse historiske anskuelse af Evangelierne, som jeg aldrig har delt, og som jeg ligeledes finder ufuldstændig. Jeg betragter ikke kristendommen som en udelukkende guddommelig åbenbaring, heller ikke som et historisk fænomen, jeg betragter kristendommen som en lære, der giver livet mening.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 14

05-09-2016 14:16:15

Det var hverken teologiske eller historiske undersøgelser, der førte mig til kristendommen, men da jeg som 50-årig havde spurgt mig selv og alle vise i min omgangskreds: Hvem er jeg, og hvad er meningen med mit liv, og havde fået svaret: Du er en tilfældig sammenkædning af partikler, der er ingen mening med livet, og livet i sig selv er ondt, da blev jeg bragt dertil, fordi dette svar gjorde mig fortvivlet og fik mig til at ønske at begå selvmord; men når jeg så kom i tanker om, at førhen, i min barndom, da jeg troede, havde livet været meningsfuldt for mig, og at de troende omkring mig – for størstedelen mennesker ufordærvede af rigdom – tror og lever et virkeligt liv, da kom jeg i tvivl om rigtigheden af det svar, visdommen i min omgangskreds havde givet mig og forsøgte at forstå det svar, som kristendommen giver mennesker, der lever et virkeligt liv. Og så begyndte jeg at studere kristendommen og at studere dét i den kristne lære, der er rettesnor for menneskers liv. Jeg begyndte at studere den kristendom, jeg så anvendt i livet og begyndte at sammenligne denne anvendelse med dens kilde. Kilden til den kristne lære var Evangelierne, og i Evangelierne fandt jeg redegørelsen for den mening med livet, der er livets rettesnor for alle, der lever et virkeligt liv. Men under mine studier af kristendommen fandt jeg denne kilde til livets rene vand uretmæssigt blandet med det skidt og møg, som havde skjult dens renhed for mig; knyttet sammen med den ophøjede kristne lære fandt jeg en skæmmende hebraisk og kirkelig lære, der var fremmed for den. Jeg befandt mig i samme situation som én, der havde fået overdraget en sæk stinkende skidt og som først efter lang tids slid og møje finder ud af, at der i denne sæk, stopfuld af skidt, faktisk ligger uvurderlige perler, og som forstår, at han ikke kan bebrejdes

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 15

05-09-2016 14:16:15

sin afsky for det stinkende skidt, og at de, der havde samlet og bevaret denne skat sammen med skidtet, heller ikke kan bebrejdes, men tværtimod fortjener kærlighed og respekt, men samtidig havde jeg det som én, der alligevel ikke ved, hvad han skal stille op med de kostbarheder, han har fundet i skidtet. Jeg befandt mig i denne pinefulde situation, indtil jeg blev overbevist om, at perlerne ikke var gennemtrængt af skidt, men kunne renses. Jeg kendte ikke lyset, jeg troede, at der ikke var nogen sandhed i livet, men da jeg blev overbevist om, at mennesker er levende udelukkende i kraft af dette lys, begyndte jeg at søge dets kilde og fandt den i Evangelierne, på trods af kirkernes falske fortolkninger. Og fremme ved lysets kilde blev jeg blændet og fik fuldstændige svar på mine spørgsmål om meningen med mit liv og andres liv, svar, som er i fuld overensstemmelse med alle de svar, jeg kender til fra andre folkeslag, og som i mine øjne overgår alle disse. Jeg søgte svar på livets spørgsmål, ikke på et teologisk eller historisk spørgsmål, og derfor var det mig fuldkommen ligegyldigt, om Jesus Kristus er Gud eller ikke er Gud, og hvem helligånden er udgået fra o. l, og ligeledes var det ikke vigtigt eller nødvendigt at vide, hvornår hvem har skrevet hvilket Evangelium og hvilken lignelse, og om denne lignelse kan tilskrives Kristus eller ej. Det, der var vigtigt for mig, var det lys, der oplyser menneskeheden gennem 1800 år, og som har oplyst og stadig oplyser mig; men hvad man skal kalde kilden til dette lys, hvad det består af, og hvem der har tændt det, det var mig fuldkommen ligegyldigt. Så jeg begyndte at se nøje på dette lys og kaste alt det bort, der stod i modsætning til det, og jo længere jeg gik ad den vej,

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 16

05-09-2016 14:16:15

jo mere uomtvistelig blev forskellen mellem sandhed og løgn for mig. I begyndelsen af mit arbejde nærede jeg stadig tvivl og forsøgte mig med kunstige forklaringer, men jo længere tid jeg fortsatte, jo fastere og klarere blev sagen, og jo mere uomtvistelig blev sandheden. Jeg befandt mig i samme situation som én, der er ved at samle en statue, der er slået i stykker. Til at begynde med kan der endnu være tvivl om, hvorvidt et bestemt stykke er en del af et ben eller en arm, men når benene først er sat sammen, så kan stykket med sikkerhed ikke høre til et ben, og når stykket desuden passer sammen med andre torsostykker og alle brudfladens kanter passer ind i stykket nedenfor, så kan der ikke længere være nogen tvivl. Dette oplevede jeg i takt med, at mit arbejde skred fremad, og hvis jeg ikke er fra forstanden, så vil også læseren opleve denne følelse under læsningen af min længere genfortælling af Evangeliet, hvor hver anførsel på én og samme tid underbygges af både filologiske betragtninger og af dens varianter, dens kontekst og dens overensstemmelse med grundtanken. Her kunne forordet slutte, hvis Evangelierne havde været bøger, der først var opdaget nu, og hvis Kristi lære ikke havde været underlagt 1800 års falske fortolkninger. Men som det er nu, er det uomgængeligt nødvendigt at indse hovedårsagerne til de forfalskninger, der har forvansket læren og disse forfalskningers vigtigste metoder for at forstå Jesu sande lære, som han selv kunne have forstået den. Hovedårsagen til disse forfalskninger, som i den grad har skamferet Kristi lære, at den er svær at se under deres tykke lag, er, at Paulus, som ikke forstod Kristi lære særlig godt, og som desuden heller ikke kendte den, som den senere blev udtrykt i Matthæusevangeliet, i sin tid knyttede læren til den farisæiske tradition og

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 17

05-09-2016 14:16:15

følgelig til hele Det Gamle Testamentes lære. Paulus regnes sædvanligvis som hedningenes apostel – protestanternes apostel. Det var han også i ydre ting, i sin holdning til omskæring, for eksempel. Men læren om traditionen, om forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, er indført i kristendommen af Paulus, og netop denne lære om traditionen, dette traditionsprincip, var hovedårsagen til forvanskningen og den manglende forståelse af den kristne lære. Med Paulus begynder den kristne Talmud, der kalder sig kirken, og Kristi lære går fra at være den eneste, guddommelige og fuldkomne lære til at blive et led i en kæde af åbenbaringer, der tager sin begyndelse ved verdens oprindelse og fortsætter i kirken til i dag. Disse falske fortolkere kalder Jesus Gud; men at de anerkender ham som Gud, får dem ikke til at tildele de ord og den lære, de tilskriver Gud, større betydning end ordene i Mosebøgerne, salmerne, Apostlenes Gerninger, Brevene, Apokalypsen eller endda i synodalforordningerne og kirkefædrenes skrifter. Disse falske fortolkere tillader ikke anden opfattelse af Jesu Kristi lære end den, som er i overensstemmelse med alle forudgående og efterfølgende åbenbaringer, så deres formål er ikke at forklare betydningen af Kristi forkyndelse, men blot at finde den mindst selvmodsigende mening i alle de mest håbløst modstridende skrifter: Mosebøgerne, salmerne, Evangelierne, Brevene, Apostlenes Gerninger, dvs. i alt det, der anses for at være hellig skrift. Det er åbenlyst, at et sådant syn på Kristi lære gør enhver forståelse utænkelig. Ligesom samme misvisende anskuelse afføder et utal af modstridende opfattelser af Evangeliet.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 18

05-09-2016 14:16:15

Den slags forklaringer, der ikke har sandheden som mål, men vil forlige det uforligelige, dvs. Det Gamle og Det Nye Testamentes skrifter, kan der åbenlyst være utallige af, og det er der da også. Og således må man ty til ydre midler, som undere og helligåndens nedstigen, for at en given overensstemmelse kan anerkendes som sand. Hver på sin måde har man forsøgt og forsøger stadig at få skrifterne til at stemme overens; men enhver hævder om sit forsøg på overensstemmelse, at dét er den fortsatte åbenbaring af helligånden. Sådan forholder det sig med Paulus’ breve og med koncilernes forordninger, der indledes med formularen: „Det behager os og Den Hellige Ånd.“ Og sådan forholder det sig med pavens, synodernes og selvpiskernes forordninger, med alle de falske fortolkere, der hævder, at helligånden taler gennem dem. Alle anvender de et og det samme grove argument for at hævde sandheden af de overensstemmelser, de finder, nemlig at disse overensstemmelser ikke er frugten af deres egne tanker, men helligåndens vidnesbyrd. Selv uden at indlade sig på en vurdering af disse trossætninger, der hver og én kaldes sande, kan man ikke undgå at se, at det er den bagvedliggende, fælles opfattelse af, at et stort antal af det såkaldt Gamle og Nye Testamentes skrifter er lige hellige, der udgør en uovervindelig, selvskabt forhindring for at forstå Kristi lære, og ydermere at det er denne vildfarelse, der skaber muligheden for en uendelighed af forskellige, stridende sekter og ligefrem gør sekter uundgåelige. Det er kun, når et uhyre antal åbenbaringer skal stemme overens, at resultatet bliver uendelig mangfoldigt; hvorimod fortolkningen af én persons lære, en person, der tilbedes som Gud, ikke kan danne grobund for sekter. Når Gud stiger ned

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 19

05-09-2016 14:16:15

på jorden for at belære folk, så kan hans lære ifølge selve formålet med nedstigningen ikke opfattes på forskellige måder. Hvis Gud kom til jorden, for at åbenbare sandheden for mennesker, så var det mindste han kunne gøre at åbenbare sandheden på en måde, så alle forstod den; for hvis han ikke gjorde det, ville han ikke være Gud; og hvis de guddommelige sandheder er af en sådan art, at selv Gud ikke kan gøre dem forståelige for mennesker, så vil det på ingen måde kunne lykkes for mennesker. Hvis Jesus ikke er Gud, men et stort menneske, så kan hans lære i endnu mindre grad danne grobund for sekter. Et stort menneskes lære er kun stor, for så vidt den klart og forståeligt udtrykker det, som andre har udtrykt uklart og uforståeligt. Det, som er uforståeligt i et stort menneskes lære, er simpelthen ikke stort, og et stort menneskes lære kan ikke frembringe sekter. Et stort menneskes lære er kun stor derved, at den forener alle i én fælles sandhed for alle. Sokrates’ lære er altid blevet opfattet på samme måde af alle. Kun den fortolkning, der påstår, at den er helligåndens åbenbaring, at den er den eneste sande, og at alle øvrige er løgn, kun en sådan fortolkning avler had og såkaldte sekter. Hvor ofte sekterere af enhver trosretning end udtaler, at de ikke fordømmer en anden overbevisning, at de beder for, at den vil tilslutte sig dem, og at de ikke nærer had mod den – så er det ikke sandt. Ikke én hævdelse af noget som helst dogme, begyndende med Arius, har nogensinde været affødt af noget andet end fordømmelsen af løgnen i det modsatte dogme. At erklære om en sådan dogmatisk ytring at den er en guddommelig ytring, frembragt af helligånden, er den højeste grad af hovmod og dumhed; det er hovmod af højeste grad, fordi man ikke kan

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 20

05-09-2016 14:16:15

sige noget mere hovmodigt, end at de ord, jeg siger, har Gud selv talt gennem mig, og det er dumhed af højeste grad, fordi man ikke kan svare noget dummere på en andens påstand om, at Gud taler gennem ham end: nej, Gud taler ikke gennem dig, men gennem mig, og han siger det stik modsatte af det, din Gud siger. Imidlertid er det netop dét, alle kirker siger, og alle sekter og alt det onde, der i troens navn begås og er blevet begået i verden udspringer udelukkende heraf. Men foruden sekterne i sig selv, det ydre onde, som en sådan fortolkning fremkalder, har den også en anden afgørende indre mangel, der giver alle disse sekter en uklar, ubestemt og uredelig karakter. Denne mangel består i, at alle disse sekter, disse falske fortolkere, der ser sig selv som den sidste åbenbaring af helligånden, der er nedsteget til apostlene og siden er kommet over og stadig kommer over de indbildt udvalgte, intetsteds direkte, bestemt og endegyldigt forklarer, hvori denne åbenbaring af helligånden består, men ikke desto mindre begrunder de deres tro i denne påståede fortsatte åbenbaring og kalder den kristentro. Alle sekterere, der anerkender helligåndens åbenbaring, anerkender ligesom muhamedanere tre åbenbaringer: For muhamedanere er det Moses’, Jesu og Muhammeds åbenbaringer; for de kirkelige sekter er det Moses’, Jesu og helligåndens. Men i den muhamedanske tro er Muhammed den sidste profet, den, der har forklaret betydningen af Moses’ og Jesu åbenbaringer, og han er den sidste åbenbaring, som har forklaret alt det forudgående, og denne åbenbaring holder enhver rettroende sig for øje. Men sådan er det ikke med den kirkelige tro. Som den muhamedanske anerkender den tre åbenbaringer: Moses’, Jesu og helligåndens, men den tager

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 21

05-09-2016 14:16:15

ikke navn efter den sidste åbenbaring – helligåndens, men hævder, at grundlaget for dens tro er Kristi lære. Den lære, de prædiker, er således deres egen, men lærens autoritet tilskriver de Kristus. De helligåndssekterere, der anerkender den sidste åbenbaring, som den, der forklarer alt det forudgående, hvad enten det er Paulus’ åbenbaring, dette eller hint koncils, pavens, patriarkernes eller enkeltpersoners åbenbaringer af helligånden, burde sige det og opkalde deres tro efter den, der har haft den sidste åbenbaring, og hvis den sidste åbenbaring er kirkefædrenes eller de østlige patriarkers epistler eller pavelige forordninger eller en syllabus eller Luthers eller Filarets katekismer, så burde de sige det og opkalde deres tro efter det, fordi den sidste åbenbaring, der forklarer alt forudgående, altid vil være den afgørende åbenbaring. Men det gør de ikke, og i stedet prædiker de læresætninger, der er fuldstændig fremmede for Kristus, og påstår, at Kristus selv prædikede disse læresætninger. Af deres lære fremgår det således, at Kristus har erklæret, at han med sit blod har løskøbt menneskeslægten, der er faldet ved Adam; at Gud er en treenighed, at helligånden steg ned til apostlene og ved håndspålæggelse blev overført til præsteskabet, at syv sakramenter er nødvendige for frelsen, at altergang bør omfatte to elementer o. l. Det fremgår, at alt dette er Kristi lære, selvom der i Jesu lære ikke er den ringeste antydning af noget som helst af dette. Disse vranglærere bør kalde deres lære og deres tro helligåndens lære og tro og ikke kristentro, for kristen kan man kun kalde den tro, der anerkender Kristi åbenbaring, overleveret i Evangelierne, som den sidste åbenbaring, sådan som troen bør gøre efter Kristi ord: Anerkend ingen lærer uden Kristus. Det kan forekomme så

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 22

05-09-2016 14:16:15

enkelt, at det ikke er værd at tale om, men hvor sært det end kan lyde, så har endnu ingen til denne dag forsøgt at skille Kristi lære fra dens kunstige, på ingen måde retfærdiggjorte tilpasning til Det Gamle Testamente eller fra de vilkårlige tilføjelser, der er gjort og stadig gøres i helligåndens navn. Og det mærkelige er – i denne fejl mødes to yderliggående lejre: de kirkelige og de fritænkende kristendomshistorikere. Den ene part, de kirkelige, der kalder Jesus den anden person i treenigheden, forstår udelukkende hans lære i sammenhæng med den tredje persons påståede åbenbaringer, som de finder i Det Gamle Testamente, koncilernes epistler og i kirkefædrenes forordninger, og de forkynder de mest mærkværdige overbevisninger og påstår, det er kristentro. Den anden part, der ikke anerkender Jesus som Gud, opfatter ligeledes heller ikke hans lære, som den kunne være forkyndt af ham selv, men sådan som den forstås af Paulus og andre fortolkere. Disse kristendomshistorikere, der ikke anser Jesus for at være Gud, men menneske, berøver Jesus ethvert menneskes lovlige ret til kun at svare for sine egne ord og ikke for andres falske fortolkninger. I bestræbelsen på at forklare Jesu lære pådutter disse lærde fortolkere Jesus noget, det aldrig ville være faldet ham ind at sige. Repræsentanterne for denne skole af fortolkere, begyndende med den mest populære: Renan, bestræber sig på at forstå meningen med fænomenet Jesus og udbredelsen af hans lære ud fra begivenheder i Jesu liv og forholdene i hans samtid, uden først at have gjort sig den umage at skille den del af Kristi lære, som Kristus selv lærte, fra de påklistrede fortolkninger, og uden at have gjort sig umage for at forstå denne lære bare en smule dybere end de kirkelige.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 23

05-09-2016 14:16:16

Og man skulle ellers mene, at det netop for historikere ville være utilstedeligt at begå denne fejl. Den opgave, de står overfor at løse, består i følgende: For 1800 år siden dukkede en eller anden fattig mand op og sagde noget. Man gennempryglede ham, hængte ham op, og alle glemte ham, sådan som millioner af den slags tilfælde er blevet glemt, og i 200 år hørte verden intet om ham. Men så viser det sig, at nogen huskede det, han havde sagt og fortalte det videre til den ene, den anden og den tredje. Videre til flere og flere, indtil nu, hvor milliarder af mennesker, kloge og dumme, lærde og uvidende, ikke kan befri sig for den tanke, at dette menneske, dette ene menneske var Gud. Hvordan skal man forklare denne forunderlige hændelse? De kirkelige siger, at dette skete, netop fordi Jesus var Gud. Og så er alt forklaret. Men hvis han ikke var Gud, hvordan skal man så forklare, at netop dette almindelige menneske er blevet anerkendt af alle som Gud? Og de lærde af den historiske skole søger omhyggeligt efter alle enkeltheder i dette menneskes livsforhold, uden at lægge mærke til, at hvor mange enkeltheder de end ville opdage (i virkeligheden har de opdaget så godt som ingenting udover det, der står hos Josefus Flavius og i Evangelierne), ja, selv hvis de fik fremstillet hele Jesu liv ned til mindste detalje og fandt ud af, hvornår han spiste hvad, og hvor han overnattede, så ville spørgsmålet om, hvorfor han, netop han, havde denne indflydelse på folk, stadig være ubesvaret. Svaret findes ikke i, hvilken omverden Jesus blev født ind i, hvem der opdrog ham o.l, og endnu mindre i, hvad der skete i Rom eller i, at folket var tilbøjeligt til overtro o.l, svaret findes kun i det, der var så særpræget i dette menneskes forkyndelse, at det fik mennesker til at udmærke ham frem for alle andre og anerkende

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 24

05-09-2016 14:16:16

ham som Gud, dengang som nu. Man skulle synes, at det første, man måtte gøre for at forstå dette, ville være at bestræbe sig på at forstå dette menneskes lære og, det siger sig selv, at forstå netop hans egen lære, og ikke de grove fortolkninger af hans lære, som er blevet udbredt og stadig udbredes efter hans tid. Men det er det, de ikke gør. Disse lærde kristendomshistorikere er blevet så glade for, at de har fundet ud af, at Jesus ikke var Gud, og de vil så gerne bevise, at hans lære ikke er guddommelig og derfor unødvendig, at de anstrenger sig af alle kræfter for at bevise, at han var et almindeligt menneske, og at hans lære følgelig ikke er guddommelig, mens de glemmer, at jo mere de vil bevise, at han var et almindeligt menneske, og at hans lære ikke er guddommelig, jo længere vil de være fra at forstå det spørgsmål, der beskæftiger dem. For at få et klart billede af denne mærkværdige vildfarelse er det værd at erindre sig Renan og hans elever. Havet: Han hævder naivt, at „Jesus Christi n’avait rien de chritien“. Og Souris: Han påviser begejstret, at Jesus Kristus var en meget dum og vulgær mand. Det drejer sig ikke om at bevise, at Jesus ikke var Gud, og at hans lære derfor ikke er guddommelig, heller ikke om at påvise, at han ikke var katolik, men om at forstå indholdet i den lære, der var så dyrebar og højt værdsat blandt mennesker, at de anså og stadig anser dens forkynder for at være Gud. Det er netop det, jeg har forsøgt at gøre; og det, der er lykkedes for mit eget vedkommende i det mindste. Og det er det, jeg nu også lægger frem for mine brødre. Hvis læseren tilhører det store flertal blandt de dannede, der er opdraget i den kirkelige tro, men som har frasagt sig den som følge af dens uforenelighed med sund fornuft og sam-

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 25

05-09-2016 14:16:16

vittighed (hvad enten den pågældende stadig nærer kærlighed og agtelse for ånden i den kristne lære, eller som i ordsproget „har smidt barnet ud med badevandet“ og regner hele kristendommen for skadelig overtro), så vil jeg bede denne læser huske på, at det, der virker frastødende og fremstår som overtro, ikke er Kristi lære, og at Kristus ikke kan gives skylden for den forvrængede tradition, man har strikket sammen med hans lære og udgivet for kristendom; det eneste, man skal studere, er Kristi lære, som den er overleveret til os, dvs. de ord og handlinger, der tilskrives Kristus og har en belærende betydning. Ved at læse min fortolkning vil en sådan læser blive overbevist om, at kristendommen ikke er en sammenblanding af højt og lavt, heller ikke blot og bar overtro, men at, den er den strengeste, reneste og mest fuldkomne metafysiske og etiske lære, højere end den har den menneskelige ånd ikke hævet sig indtil vor tid, og indenfor dens kreds bevæger sig, uden at være sig det bevidst, hele den højere menneskelige virksomhed: politik, videnskab, poesi og filosofi. Hvis læseren tilhører det forsvindende mindretal blandt de dannede, der holder sig til den kirkelige tro, og som bekender sig til den ikke med ydre formål, men med sin indre ro for øje, så vil jeg bede denne læser om, inden læsningen, at afgøre med sin sjæl, hvad der er ham dyrebarest: sjælelig ro eller sandhed? Hvis det er ro, vil jeg bede ham ikke læse videre; men hvis det er sandhed, vil jeg bede ham huske på, at Kristi lære, som den er udlagt her, trods ligheden i navnet er en helt anden lære end den, han bekender sig til, og at han derfor, som troende indenfor kirken, har samme forhold til nærværende udlægning af Kristi lære, som muhamedanere har til den kristne forkyndelse, og at spørgsmålet for ham ikke er, om den her

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 26

05-09-2016 14:16:16

fremlagte lære kan eller ikke kan forliges med hans tro, men blot hvilken lære, der bedst kan forliges med hans forstand og hjerte – kirkens lære, konstrueret ved en harmonisering af alle skrifter eller alene Kristi lære. For ham er spørgsmålet blot – vil han antage en ny lære eller forblive i sin tro? Men hvis læseren tilhører dem, der udadtil bekender sig til kirkens tro og værdsætter den, ikke fordi de tror på dens sandhed, men af ydre hensyn, fordi de regner med, at når de bekender og forkynder deres tro, er det fordelagtigt for dem selv, så lad blot sådanne mennesker huske på, at hvor mange de end er, der tænker på samme måde, hvor stærke de end er, hvilke troner de end beklæder, hvilke ophøjede navne de end kalder sig, så er de ikke anklagere, men dem, der skal anklages – ikke af mig, men af Kristus. Lad blot sådanne læsere huske på, at de ikke har noget at bevise, at de allerede for længst har sagt det, de havde at sige, at selv hvis de fik bevist det, de gerne vil bevise, så ville de kun bevise det, som alle de hundredevis af indbyrdes stridende kirkelige trosretninger beviser hver for sig; og lad dem blot huske på, at de ikke har brug for at bevise noget, men for at retfærdiggøre sig. De må retfærdiggøre den helligbrøde, de har begået ved at ligestille Gud Jesu lære med Ezras, koncilernes og Theofylaktos’ lærer og ved at tillade sig at omfortolke og ændre Guds ord på grundlag af menneskeord. De må retfærdiggøre den bagvaskelse af Gud, de har gjort sig skyldige i ved at vælte al den grusomme fanatisme i deres egne hjerter over på Gud Jesus og udgive det for hans lære. De må retfærdiggøre det bedrag, de har begået ved at skjule Guds lære, givet til glæde for verden, og i dens sted sætte deres egen helligåndstro og derved have berøvet og stadig berøve milliarder af mennesker det gode, som Kristus bragte til mennesker,

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 27

05-09-2016 14:16:16

så de i stedet for den fred og kærlighed, der kom med ham, har bragt sekter, fordømmelser og alle mulige onde handlinger ind i verden under dække af Kristi navn. For disse læsere er der kun to muligheder: ydmyg bod og frasigelse af deres løgne eller forfølgelse af dem, der afslører dem i, hvad de har gjort og stadig gør. Hvis de ikke vil frasige sig deres løgne, har de kun ét at gøre: at forfølge mig, hvilket jeg her ved afslutningen af mit skrift, bereder mig på med glæde og med frygt for min svaghed.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 28

05-09-2016 14:16:16

EVANGELIET Jesu Kristi, Guds sĂ¸ns, forkyndelse af det gode

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 29

05-09-2016 14:16:16

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 30

05-09-2016 14:16:16

INDLEDNING

ERKENDELSEN AF LIVET Jesu Kristi forkyndelse erstattede troen på en ydre Gud med erkendelsen af livet Resumé af indledningen Evangeliet er forkyndelsen af, at ophavet til alt ikke er en ydre Gud, som folk tror, men erkendelsen af livet. Og ifølge Evangeliet sættes erkendelsen af livet således i stedet for det, som mennesker kalder Gud. Uden erkendelsen er der intet liv. Ethvert menneske er kun levende, fordi det har erkendelsen. De mennesker, der ikke forstår dette og anser kødet for at være livets ophav, berøver sig selv sandt liv. Hvorimod de, som forstår, at de ikke er levende ved kødet, men ved erkendelsen, de har sandt liv. Og Jesus Kristus vidnede om dette sande liv. Fordi han havde indset den sandhed, at menneskets liv udspringer af erkendelsen, gav han

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 31

05-09-2016 14:16:17

menneskene en lære og et forbillede for erkendelsens liv i kødet. Tidligere troslærer lovfæstede, hvad man skulle eller ikke skulle gøre for at tjene Gud. Jesu Kristi lære derimod består i erkendelsen af livet. Ingen har nogensinde set og ingen kan vide noget om en ydre Gud, og derfor kan tilbedelse af en ydre Gud ikke være en rettesnor for livet. Kun anerkendelsen af, at grundlaget for alt er den erkendelse i én selv, der udgår fra erkendelsens ophav, viser vejen til livet.

| Jesu Kristi, Guds søns, forkyndelse af det

gode. | Ved alts grund og begyndelse blev erkendelsen af livet til. Erkendelsen af livet blev sat i Guds sted. Erkendelsen af livet er Gud. Ved Jesu forkyndelse blev dén alts grund og begyndelse i Guds sted. Alt, hvad der lever, blev født til livet ved erkendelsen. Og uden den kan intet levende være til. Erkendelsen giver sandt liv. Erkendelsen er sandhedens lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket kan ikke slukke det. | Sandhedens lys var altid i verden og oplyser ethvert menneske, der kommer til verden. Lyset var i verden, og verden var levende, kun fordi den bar erkendelsens lys i sig, men verden holdt ikke fast ved det.

Mark i, 1.

Joh i, 1 – 5.

Joh i, 9 – 18.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 32

05-09-2016 14:16:17

Lyset viste sig for sit eget, men dets eget holdt ikke fast ved det. Kun de, der forstod erkendelsen, fik muligheden for at blive som den ved at tro på dens væsen. De, der troede på, at livet er i erkendelsen, blev ikke sønner af kødet, men af erkendelsen. Og erkendelsen af livet viste sig i kødet i Jesu Kristi skikkelse, og således forstod vi betydningen af, at erkendelsens søn, et menneske i kødet, af samme slægt som faderen – livets ophav, er ligesom faderen og livets ophav. Jesu lære er den fuldkomne og sande tro. Ved at følge hans lære har vi derfor antaget en ny tro i stedet for den tidligere. Loven blev givet ved Moses, men ved Jesus Kristus har vi forstået den sande tro, der er fuldbyrdelsen af erkendelsen. Ingen har nogen sinde set og ingen vil nogen sinde se Gud, men sønnen, han, som er i faderen, han har vist vejen til livet.

Evangeliet kort fortalt_indhold-1korr.indd 33

05-09-2016 14:16:17