Dina og duften

Dina og duften

Fortalt af Jonas Lucas Christy Tegnet af Josephine Kyhn

EKSISTENSEN

I

byen Jerusalem boede der en pige, som hed Dina.

Dina var otte ür gammel. Hun havde en far, men hun havde ikke nogen mor. Dinas mor var død.

Dina var meget lille, da hendes mor døde. Hendes far havde tit fortalt hende, hvad der var sket, men hun kunne ikke selv huske det.

Dina kunne hverken huske, hvordan hendes mor havde set ud, eller hvordan hendes stemme havde lydt. Dina kunne faktisk kun huske ĂŠn eneste ting om sin mor. Og det var hendes duft.

H

vordan så hun ud? spurgte Dina.

– Hun var smuk, sagde far.

– Hvordan lød hendes stemme?

– Den var lys og varm.

– Jeg kan huske hendes duft, sagde Dina.

– Det kan jeg også, sagde far. – Hun duftede af forår.

Dinas far arbejdede i en stor have. Han var havemand. Det vil sige gartner. Han passede træerne og buskene og blomsterne.

Når far gik på arbejde om morgenen, gik Dina med. Hun kunne godt lide at hjælpe med arbejdet i haven. Især om foråret. Om foråret var der en særlig duft i haven. Når duften var i luften, blev Dina glad. Så var det næsten, som om hendes mor levede, selvom hun var død.

D

en have, som Dina og hendes far arbejdede i, var både en have og en kirkegård. Man kunne gå tur i haven og nyde synet af blomster og træer.

Og man kunne købe en gravplads, hvis man var rig. Gravpladserne var bygget som huler.

En fredag om foråret skete der noget. Dina og hendes far var som sædvanlig på arbejde i haven. Det havde været en lang fredag for dem, men nu havde de heldigvis snart fri. Dina var træt i benene. Hun havde stået op i mange timer. Nu glædede hun sig til at komme hjem og hvile sig.