Diakoni og menneskesyn uddrag

diakoni og menneskesyn Johannes Nissen Diakoni og menneskesyn Aros Forlag

Diakoni og menneskesyn Johannes Nissen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Karina Rydendahl © 2015 Aros Forlag 1. udgave, 3. oplag ISBN : 978-87-7003-643-6 Aros Forlag Peter Bangs Vej 1D DK-2000 Frederiksberg Tlf. 36 44 45 80 Fax 38 11 64 81 info@arosforlag.dk www.arosforlag.dk Tryk: Scandinavian Book A/S Udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond

Indholdsfortegnelse Indledning

10

Diakoniens teologi – udgangspunkt eller korrektion til praksis Se – analysere – handle Nødens mange ansigter – diakoni i kontekst Om bogens opbygning Litteratur

10 11 13 14 15

Kap. 1 · Drøftelser af diakonibegrebet

16

Indledning Forsøg på indkredsning af diakonibegrebet Diakoni og almen social omsorg Diakoni og menighedssyn Karitativ diakoni og profetisk diakoni Diakoni og sjælesorg Diakoni og forkyndelse Diakoni og mission Forskellige profiler i det diakonale arbejde Begrebsafklaring – et koncentrisk diakonibegreb Drøftelsen af diakoniopfattelsen i Ny Testamente Diakoni som social omsorg for nødlidende (den snævre betydning) Diakoni som sendelse fra Gud med opgave for Guds rige i verden (den vide betydning) Kritik af den nye opfattelse Diakoni som sendelse fra Gud til mennesker i nød Litteratur

16 17 17 18 20 21 23 24 26 27 31 31

Kap. 2 · Diakoniens begrundelse

41

Indledning Omsorgens begrundelse i human etik Forholdet mellem human omsorgsetik og kristen omsorgsetik Forholdet mellem teologisk etik og almen etik belyst ud fra „Den barmhjertige samaritaner“

41 42 42

33 34 37 39

46

3

Diakoniens begrundelse i skabelsestanken Diakoniens begrundelse i Gudsrigesforståelsen Helbredelsernes betydning for diakoni Ord og handling Gudsriget – den omvendte verden Efterfølgelse og diakoni (kristocentrisk diakoni) Den profetiske diakoni – magten til at tjene Magt og tjeneste Fodvaskningen Filipperbrevshymnen Efterfølgelsesetik Handlingsmønster, analogi og perspektiv Diakoniens begrundelse i fortællinger og lignelser Formningen af den moralske identitet Visionen om et godt liv – diakoniens begrundelse i fortællingen Diakoniens begrundelse i gudstjeneste- og menighedsforståelse Gudstjeneste og diakoni Menighed og diakoni En trinitarisk diakoniforståelse Diskussionen mellem forskellige diakoniopfattelser Diakonien som en del af treenighedsforståelsen Håb og handling Diakoni og omsorg. Spørgsmålet om diakoniens egenart Tvunget af Kristi kærlighed Diakoniens grundlag i tro, håb og kærlighed Litteratur

47 48 49 50 51 53 53 55 56 58 59 60 62 62 63 65 65 66 68 68 71 73 73 74 74 76

Kap. 3 · Diakonal spiritualitet

78

Begrebsafklaring Et nyt begreb Spiritualitet og etik Nytestamentlige perspektiver På bjerget eller blandt de nødlidende Af hjertets overflod At tage bestik af situationen Evangeliet er ingen metode, men Kristus selv

78 78 80 81 81 83 85 86

4

Diakonal spiritualitet som sansende nærvær Liturgi og diakoni Spiritualitet som evnen til at se på en ny måde Håb på trods Teknologiens fart og kærlighedens fart Retræte og protest At lade sig berøre – om spiritualitet og sansning Litteratur

87 87 88 90 91 93 93 96

Kap. 4 · Menighed og diakoni

98

Indledning Aktuelle udfordringer Kirkens sociale ansvar og den åndelige søgen Fællesskabsformer og netværk Kirkens dobbelte rolle Fællesskaber, hvor man ikke forbruger hinanden Den diakonale menighed Forskellighedernes fællesskab Venskab som basis for gensidig hjælp De svages bidrag til fællesskabet Tjenesten – det kristne fællesskabs grundlag og kendetegn Gensidighedens praksis Gudstjeneste og diakoni Kirkens helende tjeneste Menighedsdiakoni Hvad er menighedsdiakoni?

To hovedopgaver – besøgstjeneste og gæstfrihed Problemer og perspektiver i menighedsdiakonien Litteratur

98 100 100 102 103 103 104 104 106 106 108 110 111 114 116 116 118 120 122

Kap. 5 · Diakoni og samfund

124

Diakoniens organisationsformer Diakoni og velfærdsstat Velfærdsstatens tilblivelse og udvikling Velfærdsstaten: Aktuelle udfordringer og principielle synspunkter

124 125 125 129

5

Forholdet mellem diakonale institutioner og velfærdsstaten i historisk belysning Institutionsdiakoni – i relation til samfundet Privatiseringens positive og negative sider Diakonal identitet og profil Målrationalitet og værdirationalitet Barmhjertighed og ret: Almisser eller rettigheder International diakoni Profetisk diakoni Definition af profetisk diakoni En ny erkendelsesmåde At vælge livet i konfrontation med de ødelæggende kræfter Profetisk diakoni i dansk sammenhæng Profetisk diakoni i europæisk sammenhæng Kirke og samfund Kærlighed og retfærdighed – om forståelsen af to-regimentelæren Kirke og samfund – spejlbillede, modbillede eller forbillede Litteratur

132 135 137 139 141 144 145 149 149 152 153 154 156 158 158 160 161

Kap. 6 · Personer og kompetencer

165

Spørgsmålet om diakonatet „Tjeneste“ eller „embede“ – om terminologi Den diakonale tjeneste i historisk belysning Diskussionen om det treleddede embede Forståelsen af diakonatet i forskellige kirkesamfund Lutherske kirker Andre kirkesamfund Diakonatet i den lutherske kirke Kaldet 176 Kaldstankens betydning i historisk lys Kaldstanke og selvrealisering Det religiøse kald, det moderne kald og det grundmenneskelige kald Omsorg og køn – diakoni som kvindeområde?

165 165 166 168 169 169 172 173

6

176 178 180 184

Professionalitet og indvielse Kaldelse og indvielse Professionalitet og personlighed Diakonal identitet – professionalitet og spiritualitet Sognemedhjælperen Sognemedhjælpernes forhistorie Definition, selvforståelse og arbejdsopgaver Samarbejdet med andre ansatte og frivillige Sognemedhjælperens/diakonens lederrolle Frivillige Frivillighedens rolle i samfundet Frivilligt arbejde i principiel belysning Litteratur

187 187 189 191 192 192 194 195 197 198 199 200 201

Kap. 7 · Magt, afmagt og tjeneste

204

Omsorgsbegrebet i nutidigt socialt arbejde Afklaring af omsorgsbegrebet Omsorgens tvetydighed Hjælperrollen Afmagten hos dem, der søger hjælp Forholdet mellem hjælperen og den, der søger hjælp Hjælp og tjeneste i den bibelske tradition „Velgørere“ Fordelingen af livsressourcerne Hjælp mellem ligestillede Den guddommelige hjælp – udvælgelsen af de svage og magtesløse Opgøret med den autoritære hjælp og tjeneste Behandling eller hjælp: Aktuelle perspektiver på omsorgen Truslen om formynderiet Den befriende magt Indføling Omsorg og omklamring Gensidig omsorg i stedet for behandling Kærlighedens gensidige afhængighed Litteratur

204 204 206 208 208 209 211 211 212 213 214 215 217 217 218 219 220 221 222 224

7

Kap. 8 · Mennesket er altid mere end…

226

Indledning Aktuelle udfordringer Professionaliseringen som en udfordring til næstekærlighed Det unyttige menneske Afmagtsfølelsen og usynliggørelsen i det moderne samfund Træk af det bibelske menneskesyn Medmennesket som konkret person Kærlighed gør blind – og seende Kærligheden sætter i frihed En ny målestok En bøn om hjælp – et råb om kærlighed Nyt menneskeværd til de foragtede Jesu menneskelighed „Jeg var sulten, og I gav mig at spise“ Kristus på vej mod periferien Det afgørende – at „se“ det konkrete menneske Diakoniens forudsætning – accept af mennesket som det er Opmærksomheden Menneskesynet i socialt arbejde og i diakoni Tendenser i nutidens menneskesyn Skabt i Guds billede – det iboende menneskeværd Mennesket – en mulighed Litteratur

226 227 227 229 230 232 232 232 233 234 234 235 237 238 239 240 240 242 243 246 248 249 250

Kap. 9 · Diakonale udfordringer

252

Indledning I. Arbejdsløse og socialt udsatte 1. Definition 2. Holdningen til arbejdsløse og socialt udsatte 3. Teologi og menneskesyn 4. Diakonalt arbejde blandt arbejdsløse og socialt udsatte II. Handicappede 1. Definition

252 253 253 254 256 258 261 261

8

2. Holdningen til handicappede 3. Teologi og menneskesyn 4. Diakonalt arbejde blandt handicappede III. Ældre 1. Definition 2. Holdningen til ældre 3. Teologi og menneskesyn 4. Diakonalt arbejde blandt ældre IV. Misbrugere 1. Definition 2. Holdningen til misbrugere 3. Teologi og menneskesyn 4. Diakonalt arbejde blandt misbrugere V. Flygtninge og indvandrere 1. Definition 2. Holdningen til flygtninge og indvandrere 3. Teologi og menneskesyn 4. Diakonalt arbejde blandt flygtninge og indvandrere VI. Mennesket i dets anderledeshed – en udfordring til diakoni, menighed og samfund Nye udfordringer – nye initiativer Omsorg og behandling Et åbent, inkluderende fællesskab Litteratur

262 264 266 268 268 270 270 273 275 275 276 278 280 282 282 283 284 287 291 291 292 294 298

9

Indledning Diakoniens teologi – udgangspunkt eller korrektion til praksis En almindelig talemåde lyder „det er lettere sagt end gjort“. Sætningen udtrykker en udbredt erfaring: Vi har indset nødvendigheden af at gøre noget, men når det kommer til stykket, er handlingen fyldt med besværligheder, og det bliver alligevel ikke til noget.

Sætningen kan vendes på hovedet, og når den sættes i relation til diakonien, får vi følgende formulering: „diakonien er lettere gjort end sagt“. En sådan udtalelse afspejler det forhold, at der er masser af eksempler på praksis, men det kniber med den teoretiske eller teologiske eftertanke. Der findes et vidtforgrenet socialt arbejde, som udføres af kristne organisationer. Desuden ser vi en lang række omsorgsaktiviteter, som det enkelte menneske påtager sig, ofte ud fra sin personlige tro (Over grænser 1999, 12).

Når det drejer sig om de forskellige former for praksis, savner man ofte en kritisk overvejelse over det, man gør. Der er behov for en teologisk refleksion – en „diakoniens teologi“ – som på baggrund af Bibel og tradition gennemtænker forholdet mellem praksis og teori. Det er denne teologiske refleksion, der er målet med denne bog.1 I forhold til praksis er der to sider af diakoniens teologi. Forud for praksis er det vigtigt at afklare præmisserne og de grundlæggende forudsætninger. Efter praksis er det vigtigt at reflektere over, hvad der er gjort, og hvordan dette står i forhold til udgangspunktet.

Spørgsmålet er, hvor disse overvejelser skal placeres i en fremstilling af diakoniens teologi. Skal de placeres i begyndelsen som det grundlag, ud fra hvilket det diakonale arbejde udføres? Eller skal de snarere placeres til sidst som en korrektion til det, der er blevet beskrevet? Der er fordele og ulemper ved begge fremgangsmåder. Hvis man placerer de teoretiske overvejelser i begyndelsen, risikerer man, at der bliver tale om en slags „anvendt teologi“, dvs. teologien foreligger som en fastlagt størrelse, som det drejer sig om at anvende på praksis. Hvis man placerer de teo1 I diakoniuddannelsen bruges traditionelt betegnelsen „diakonik“ , dvs. teorien eller læren om diakoni. Diakonik kan iflg. Skjevesland (1999, 145) bestemmes som det fag, der skal bidrage til at begrunde, afklare og profilere diakoni som en integreret del af kirkens samlede opgave i verden.

10

retiske refleksioner til sidst, kan man få det indtryk, at teologien sidder inde med hele facitlisten til, hvad der er ret og forkert praksis. I virkeligheden hører diakoniens teologi hjemme begge steder – både som udgangspunkt for troen og tjenesten og som et korrektiv til troen og tjenesten (Over grænser 1999, 13-14).

I nærværende fremstilling af diakoniens teologi er hovedvægten lagt på de teologiske refleksioner. Det skyldes ikke en manglende interesse for de praktiske erfaringer, men en fyldig redegørelse for disse ville sprænge bogens rammer. Til trods for denne vægtlægning på den teoretiske side er det min opfattelse, at forholdet mellem praksis og teori må have en dialogisk karakter for ikke at ende i en ensidig eller fastlåst position.

Se – analysere – handle Efter den traditionelle forståelse kommer teorien (teologien) i første række, mens erfaring og praksis står i anden række. Men en sådan metode er alt for deduktiv, dvs. man har taget sit udgangspunkt i „tidløse“ principper eller traditionelle begreber, som så efterfølgende bliver afprøvet på praksis. Den rette handling ses altså som en „afledning“ (deduktion) af teorien. I modsætning hertil arbejder befrielsesteologien med en induktiv metode, dvs. den tager sit udgangspunkt i praksis og er i langt højere grad åben over for en kritisk vekselvirkning mellem praksis og teori.

(Nordstokke 2000, 400-403).

I stedet for anvendt teologi vil jeg foreslå en mere dialog-orienteret opfattelse af forholdet mellem bibelteksten og nutidens erfaringer (se nærmere Nissen 2003, 25-28). Der er behov for en metode, der betoner samspillet mellem erfaring og refleksion. Vi kan her hente inspiration i befrielsesteologien, der gør brug af begreberne: se – analysere – handle. Disse tre stikord sigter til en erkendelsesproces, som gennemløber tre faser. Subjektet for denne erkendelse er lægfolket (menigheden). Udgangspunktet er det, man ser og hører. Disse indsigter og erfaringer søger man i fællesskab at analysere. Bibelen og den kristne tradition bidrager væsentligt til analysens sprog, men også andre (nutidige) indsigter må inddrages. Analysen foretages på græsrodsniveau – i basismenigheder – ofte af mennesker uden nogen særlig uddannelse. Det afgørende er nu, at man „gør“ teologi. Det vil sige, at den vundne indsigt må føre til en fornyet praksis (Nissen 1993, 46-47).

Ny Testamente rummer adskillige eksempler på denne erkendelsesproces i funktion. Det tydeligste eksempel er måske fortællingen om Emmausdisciplene

11

(Luk 24,13-35),2 men andre eksempler kan også nævnes, f.eks. lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,30-37) og fortællingen om Døberens spørgsmål til Jesus og dennes svar (Matt 11,2-6). I sidstnævnte tekst spørger Døberen, om Jesus er den, der kommer, eller om man skal vente en anden. Og Jesus svarer: „Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går…“ I teksten understreges enheden mellem Jesu ord og handlinger. Det er desuden vigtigt, at man ser det nye, som sker med Jesus. Det drejer sig om at „se Gudsriget“ (jf. til dette udtryk Joh 3,3), dvs. se Gudsrigets tegn. Og at man tager bestik af det, man ser, så man handler i overensstemmelse hermed.

Som nævnt kan diakoniens teologi hente inspiration i befrielsesteologiens erkendelsesproces. Dette kan illustreres med følgende skematiske opstilling.3

Se (hvor?)

Bedømme (hvorfor?)

Handle (hvordan?)

Diakonal praksis Diakoniens teori Fornyet praksis Pointen i dette skema er, at teorien er rettet mod praksis og lader sine spørgsmål udspringe af praksis. Teologien skal – som mange befrielsesteologer siger – ses som en „kritisk refleksion over praksis i lyset af Guds ord“. For at være kritisk er det nødvendigt med kriterier, ellers vil det hele være vilkårligt, og man har ikke mulighed for at efterprøve praksis.

Et par uddybende bemærkninger til de tre trin vil være på sin plads (jf. Nordstokke 2000). Første fase, „at se“, refererer til praksis, men indbefatter desuden muligheden for stilhed og lytten, som giver mulighed for, at de handlende kan formulere deres erfaringer og udtrykke sig i modeller. En sådan måde at se tingene på er forhåbentlig også provokerende i ordets bogstavelige betydning, idet den „fremkalder“ („provokerer“) ny viden og nye spørgsmål, som beror på det, man har set.

Den anden fase, „at bedømme“, refererer til de nødvendige kriterier for handling. Da den virkelighed, som praksis orienterer sig efter, har en tværfaglig karakter, må kriterierne svare hertil.4 Der er et dialektisk samspil mellem det at se og det 2 Der er mindst tre faser i fortællingen: a) erfaringen – disciplenes frustration efter Jesu død, b) refleksionen over Skriften (ved den fremmede = Jesus); c) ny erfaring/ny handling (måltidsfællesskabet). Mere udførligt i Nissen 2003, 309-311.

3 Skemaet er en bearbejdelse af et tilsvarende skema hos Nordstokke 2000. De følgende overvejelser står i gæld til denne artikel.

4 Nordstokke 2000, 401-402 nævner som eksempel følgende: Når man på det teoretiske plan skal reflektere over en bestemt praksis, f.eks. arbejdet med misbrugere af narkotiske stof-

12

at bedømme. Hvis bedømmelsen kun afspejler kriterierne, kan man tale om „fordomme“, så har man ikke lært noget af praksis. Men omvendt kan man ikke lære noget af det, man ser, uden at tage hensyn til tidligere refleksioner.

Endelig er der den tredje fase, „at handle“. Målet for hele processen er en fornyet praksis på grundlag af det, man ser, og ud fra bedømmelsen. Det drejer sig frem for alt om, at teorien må afprøves på praksis. Denne tilbagevenden til praksis tjener således som en prøvesten for teorien.

De metodiske overvejelser ud fra modellen „se – analysere – handle“ viser sig bl.a. i den måde, hvorpå bibelstoffet inddrages i denne bog. Kapitlerne 3, 4, 7, 8 og 9 har således en tredelt opbygning.5 Først skitseres den aktuelle problemstilling, dernæst peges på nogle bibelske og nytestamentlige perspektiver, og endelig behandles det pågældende emne i lyset af den bibelske og kristne tradition – med henblik på en fornyet handling.

Nødens mange ansigter – diakoni i kontekst I den første fase handler det om „at se“ – ikke bare, hvor man befinder sig, men også, hvad det er man ser. Det drejer sig med andre ord om, at diakonien skal være lydhør over for den situation, man befinder sig i. For kun på den måde kan man vide, hvordan man bedst kan hjælpe dem, der har brug for hjælp. Allerede i Bibelen beskrives nødsituationerne meget konkret. Nøden har mange ansigter, som det bl.a. fremgår af Matt 25,31-46. Det drejer sig her om at være sulten, tørstig, nøgen, i fængsel, fremmed og syg.6 Disse nødsituationer er aktuelle til alle tider, men nødens konkrete fremtrædelsesformer vil variere fra sted til sted (jf. Over grænser 1999, 16).

Af samme grund vil nødens former i dag ikke uden videre være identisk med den nød, som er forudsat i de bibelske tekster. Imidlertid drejer det sig i begge tilfælde om, at menneskelivet er truet. Og diakonien består altid i hjælp til det truede menneske. Diakoniens opgave er altså at finde ud af, hvad den konkrete udfer, må tilgangen være tværfaglig, for at man kan tilgodese mangfoldigheden i praksis. Derfor bør man ikke begrænse kriterierne for en kritisk refleksion til en disciplin, f.eks. teo­logien.

5 I kap. 9 gælder det behandlingen af de enkelte emner. Efter en indledende „Definition“ følger „Holdningen“ til den konkrete gruppe, dernæst „Teologi og menneskesyn“ og til sidst følger „Diakonalt arbejde blandt…“.

6 Vedrørende Matt 25,31-46 se også kap. 8.

13

fordring består i, og hvordan den bedst kan besvares. Således forstået vil diakoni altid være diakoni i kontekst.

Om bogens opbygning En bog om diakoniens teologi kan opbygges på flere forskellige måder. Det er ikke ualmindeligt at inddele den teologiske etik i to hoveddele, en almindelig del og en særlig del. Den første del handler da om de grundlæggende forudsætninger og værdier, mens den anden del drejer sig om deres anvendelse i en konkret sammenhæng. På samme måde har man undertiden opdelt diakonien i en almindelig del og en særlig (specifik) del. Men denne opdeling er egentlig kunstig, idet man let ender i en „anvendt teologi“. Dertil kommer, at det grundlæggende netop kommer til syne i det konkrete.

I denne fremstilling har jeg valgt at bruge de såkaldte „hv.-spørgsmål“, som hjælp til at inddele materialet. Man kan således forsøge at bestemme diakoniens indhold, dvs. besvare spørgsmålet: Hvad er diakoni? Dette sker først og fremmest i kap. 1, som handler om definition af diakoni. Et andet spørgsmål drejer sig om diakoniens begrundelse. Hvorfor skal vi udøve diakoni? Dette spørgsmål tages op i kap. 2. Spørgsmålet om begrundelse hører for så vidt sammen med spørgsmålet om indhold. Men det giver alligevel mening at behandle dem adskilt. Kap. 3 handler om „Diakonal spiritualitet“. Fokus er her rettet mod den livsholdning, som bærer diakonien. Man kan sige, at kapitlet er en anden måde at belyse spørgsmålet om diakoniens indhold (hvad) og dens begrundelse (hvorfor).

I de følgende kapitler behandles andre hv.-spørgsmål. Vigtigt er således spørgsmålet om diakoniens subjekt: Hvem udfører diakonien? Dette emne tages op i flere kapitler, i kap. 4 om menighedsdiakoni – her er det menigheden, der ses som subjekt. I det følgende kap. 5 om diakoni og samfund fokuseres der i høj grad på de diakonale organisationer. Og endelig drejer det sig i kap. 6 om personer og kompetencer (den diakonale tjeneste).

Et andet vigtigt spørgsmål drejer sig om målgruppen. Hvem er det, som tager imod diakoni? Man kan sige, at fokus nu rettes mod diakoniens objekt (til hvem?).

Det spørgsmål behandles navnlig i kapitlet om diakoni og menneskesyn (kap. 8).

Desuden drøftes forholdet mellem hjælperen og den hjælpsøgende samt omsorgsbegrebet i et selvstændigt kapitel (kap. 7).

14

Endelig kan man stille spørgsmålet: I hvilken kontekst udøves diakonien? Det spørgsmål behandles navnlig i to kapitler. Det ene er det førnævnte kapitel om diakoni og samfund (kap. 5), det andet er kapitlet om diakonale udfordringer (kap.9).

Det skal bemærkes, at de enkelte kapitler har forskellig sværhedsgrad. Nogle kapitler er lettere tilgængelige, andre er mere krævende. Til den sidste kategori hører formodentlig kap. 1, som er en redegørelse for forskellige definitioner og tolkninger af diakonibegrebet. I første omgang kan man eventuelt nøjes med at læse det sidste afsnit og så vende tilbage til kapitlet efter at have læst resten af bogen.

Litteratur Nissen, J. „Lytte – lære – leve. Læreprocesser i Ny Testamente og i dag“, i: J. Nissen m.fl. (red.), Lægfolk og teologi – i samtale, Aarhus 1993, 39-58.

Nissen, J. Bibel og etik. Konkrete og principielle problemstillinger, Aarhus 2003.

Nordstokke, K. „Der theoretische Rahmen der Diakoniewissenschaft“, i: T. Strohm (udg.), Diakonie an der Schwelle zum neuen Jahrtausend, Heidelberg 2000, 394-406.

Over grænser. Diakonalt arbejde i nordiske kirker. København m.fl. 1999.

Skjevesland, O. Invitasjon til praktisk teologi. En faginnføring, Oslo 1993.

15