Det første evangelium

GEERT HALLBÄCK TROELS ENGBERG-PEDERSEN

fra 1985 til 2012. Han har skrevet en lang række artikler og flere bøger, der spænder vidt over emner fra fortid og nutid. I centrum har stået dels Markusevangeliet, dels Det Nye Testamente som helhed, jf. fx følgende bøger: Strukturalisme og eksegese. Modelanalyser af Markus 5, 21-43 (København: Gad, 1983); Om Markus. Analyser og fortolkninger (København: ANIS, 2002); Det Nye Testamente – en lærebog (København: ANIS 2010). Men Hallbäck har også haft mange andre emner på dagsordenen, jf. bogen Hvad jeg skrev … Udvalgte artikler om Det Nye Testamente og andre ting (København: ANIS, 2008). Hallbäck var en af hovedredaktørerne af Gads Bibel Leksikon I-II fra 1998, og han var en hovedkraft bag

I den nye bog samler Hallbäck sin forståelse af Markusevangeliet i en gennemgang af Markus-teksten fra begyndelse til slutning.

Bogen afspejler, hvad Hallbäck har sagt om tekstens enkelte dele i sin undervisning af teologistuderende gennem årene. Samtidig viser den sammenhængen mellem de enkelte stykker og helheden i en gennemtænkt samlet fortolkning af teksten. Bogen er blevet til gennem en lang række interviews af Hallbäck foretaget og nedskrevet af hans kollega på Afdeling for Bibelsk Eksegese, Troels Engberg-Pedersen, som også har udstrakt erfaring med undervisning i Markusevangeliet.

Den henvender sig til både studerende og alle andre, som uden særlige forudsætninger ønsker at arbejde (i oversættelse eller på originalsproget, græsk) med denne grundlagstekst i vestlig kultur.

Det første

evangelium

Det første evangelium

havns Universitets Afdeling for Bibelsk Eksegese

G. HALLBÄCK

Geert Hallbäck (f. 1948) var lektor ved Køben-

T. E N G B E R G - P E D E R S E N

angelium t første

Geert Hallbäck har i mere end en menneskealder været tilknyttet Københavns Universitets Afdeling for Bibelsk Eksegese indtil sin tidlige, selvvalgte pension i 2012. I centrum for hans undervisning og forskning har stået Markusevangeliet. Fx udgav han i 2002 bogen Om Markus. Analyser og fortolkninger (København: ANIS) med en række artikler om udvalgte dele af dette, det første evange­ lium.

Bogen gennemgår Markusevangeliet fra A til Z i en samtaleform, der fremlægger Geert Hallbäcks samlede forståelse af teksten. Den mundrette tone fra selve samtalen er bevaret. ”For hvorfor skal en bibelkommentar altid være kedelig at læse?”

Bogen er typografisk opbygget, så den umiddelbart kan læses sideløbende med Markus-teksten selv (på dansk eller græsk). I 16 kapitler om Markusevangeliets 16 kapitler samt et afsluttende kapitel om Markusevangeliets særtræk gennemgår Hallbäck Markus’ narrative tilrettelæggelse af fortællingen om den jordiske Jesus – en fortælling, som tillige er ”evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn”.

Den Nye Aftale. Det Nye Testamente på nudansk (2007). Ved sin afgang i 2012 blev Hallbäck fejret med et festskrift: Den store fortælling. Festskrift til Geert Hallbäck (red. Søren Holst og Christina Petterson, København: ANIS, 2012).

Afdeling for Bibelsk Eksegese.

9 9-788774-576617 788774 576617

ANIS

Det første evangelium OMSLAG TRYK.indd All Pages

ANIS

Troels Engberg-Pedersen (f. 1948) er professor ved

En samtale om Markusevangeliet ANIS

23/01/14 12.53

Det første evangelium En s a m tale o m Mark us e vang e lie t Geert Hallbäck og Troels Engberg-Pedersen

For laget An is K øben h av n 2 0 1 4

Det foerste evg - Indhold.indb 3

29-01-2014 15:46:45

Det første evangelium En samtale om Markusevangeliet Geert Hallbäck og Troels Engberg-Pedersen © Forfatterne og Forlaget Anis, 2014 Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-7457-661-7 Omslag: Lena Rasmussen/RPC The Taking of Christ (Cattura di Cristo), Michelangelo Merisi da Caravaggio, 1602. National Gallery of Ireland, Dublin

Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk

Det foerste evg - Indhold.indb 4

29-01-2014 15:46:45

I nd hold Forord.................................................................. 7 Kapitel 1 .............................................................11 Kapitel 2 ............................................................ 27 Kapitel 3 ............................................................ 39 Kapitel 4 ............................................................ 53 Kapitel 5 ............................................................ 71 Kapitel 6 ............................................................ 83 Kapitel 7 ............................................................ 97 Kapitel 8 ...........................................................111 Kapitel 9 .......................................................... 125 Kapitel 10 .........................................................147 Kapitel 11 .........................................................163 Kapitel 12 .........................................................175 Kapitel 13 .........................................................193 Kapitel 14 ........................................................ 209 Kapitel 15 ........................................................ 229 Kapitel 16 ........................................................ 243 Evangeliet som helhed.......................................251 Litteratur ......................................................... 273 Navne- og sagregister ....................................... 275 Stedregister ...................................................... 281

Det foerste evg - Indhold.indb 5

29-01-2014 15:46:45

Det foerste evg - Indhold.indb 6

29-01-2014 15:46:46

FORORD ()

Forord Geert Hallbäck har beskæftiget sig med Markusevangeliet i et langt professionelt liv som underviser i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet. I sin første bog (Strukturalisme og eksegese. Modelanalyser af Mark 5,21-43, G.E.C. Gad, København 1983) brugte han en bestemt passage fra Markus til at eksemplificere forskellige udgaver af strukturalistisk metode. Og senere har han løbende skrevet artikler om enkeltpassager hos Markus, som i 2002 blev samlet i en bog, der simpelthen hedder Om Markus. Men Hallbäck har også undervist i Markusevangeliet igen og igen gennem alle årene på det, som er et af adelsmærkerne ved den teologiske uddannelse på Københavns Universitet: at alle studerende i det første, fulde semester ud af tre på den nytestamentlige del af bachelor-uddannelsen læser og får gennemgået hele Markusevangeliet på originalsproget, græsk.

I efteråret 2011 blev det klart, at Hallbäck af helbredsmæssige grunde måtte gå af i sommeren 2012. Omkring 1. februar 2012 fik Troels Engberg-Pedersen derfor den tanke, at det ville være bittert, hvis den kolossale indsigt i Markusevangeliet, som GH havde erhvervet gennem årene og ofte delt ud af til sine kollegers glæde, skulle gå tabt for kommende studerende og andre, der kunne have gavn af den. Kunne man så forestille sig, at GH kunne formås til at skrive den ned engang i sit forhåbentlig lange otium? Det var nok for risikabelt. TE-P forhørte sig derfor hos GH, om han ville være med til så at sige at lade sig interviewe om Markusevangeliet hele teksten igennem, hvorefter TE-P ville tage sig af den videre skriftlige forarbejdning. Det ville GH heldigvis, og det er så det, vi har gjort.

Cirka én gang om ugen i forårssemesteret og ind i efterårssemesteret 2012 har GH ‘gennemgået’ et kapitel af evangeliet til glæde for lydoptageren i TE-Ps computer, mens TE-P selv løbende har nedgriflet, hvad der blev sagt. Og mellem seancerne har TE-P renskrevet det talte 7

Det foerste evg - Indhold.indb 7

29-01-2014 15:46:46

FORORD ()

til en brugbar skriftlig form. I tidens løb skiftede møderne imidlertid lidt karakter. Fra begyndelsen var det TE-Ps tanke, at hovedformålet alene skulle være, at GHs forståelse af Markusevangeliet skulle fremstå så uforstyrret, klart og prægnant som muligt til gavn for den potentielle læser. Efterhånden udviklede møderne sig dog til i lidt højere grad at få karakter af en fælles samtale om teksten snarere end det oprindeligt tænkte monologiske interview. GH selv var helt indforstået hermed, ikke mindst da det fortsat var (og bestemt også er endt med at være) GHs forståelse af Markusevangeliet, der stod i centrum. Men GH foreslog også, at man kunne forstå resultatet af hele øvelsen som det, det nu er blevet til: en samtale om Markusevangeliet mellem to personer, som hver på deres måde har grundig erfaring med denne tekst fra en undervisningssammenhæng.

Hvad læseren har i hånden, er derfor noget af et eksperiment i en delvis ny genre til supplering af den hæderkronede genre, bibelkommentaren.

Indholdet fordeler sig i hovedsagen på følgende måde. (1) I centrum står GHs udlægning af hvert enkelt kapitel i Markusevangeliet (og tillige den samlede fortolkning i det afsluttende kapitel). Hvad læseren her gradvis vil opleve, er en uhyre karakteristisk fokusering på det konkrete, narrative forløb, som afspejler GHs omfattende refleksion over narrativitet gennem alle årene. Hele denne tilgang er forsøgt fastholdt i GHs eget, præcise og levende sprog. Det er den ene udgivers (TE-Ps) opfattelse, at denne særlige tilgang igen og igen giver markante resultater, så den omhyggelige læser virkelig får en ny mulighed for at opleve både det præcise og levende indhold af den konkrete passage, GH udtaler sig om, og også passagens større betydning i skriftet som helhed. Ved at læse, hvad GH siger, kommer man virkelig dybt ned i denne prægtige tekst.

(2) Hvor GHs analyse optager sådan noget som 80-85% af bogen, kommer TE-P ind i den resterende del på en række måder, der grundlæggende alle er underordnet hovedformålet: at få GHs analyse til at fremstå så klart som muligt. Der kan være tale om rene præciseringer af hensyn til læseren. Der kan også være tale om præciseringer, der tager form af mere eller mindre forsigtige modspørgsmål. Og endelig kan der være tale om en forsigtig markering af en anderledes opfattelse. Ved siden af at lade GHs analyse fremstå helt klart er formålet også at vise, at den type arbejde med en bibeltekst, der fremlægges her, dvs. en egentlig læsning af teksten, altid rummer tentative elementer og derfor egentlig 8

Det foerste evg - Indhold.indb 8

29-01-2014 15:46:46

FORORD ()

egner sig bedst netop til en samtale. På den måde bliver også læseren af denne bog inviteret ind i dialogen. Han eller hun bliver opfordret til selv at tænke over, hvad der siges, og beslutte sig for, hvad man skal mene. Derimod har det på ingen måde været formålet at fremlægge en samlet tolkning fra TE-Ps side. Det var GHs Markusforståelse, det drejede sig om. (Set i retrospekt bliver det også klart, at TE-P ofte henleder opmærksomheden på betydningslag i selve den græske originaltekst, som hele vejen igennem ligger til grund for GHs læsning, betydningslag, der meget ofte netop understøtter GHs analyse.)

Da bogen er blevet til på den ovenfor angivne måde, kan det være på sin plads at fastslå, hvem der har ansvar for hvad. Grundlæggende har GH ansvaret for alt det, der fremstår i hans navn. GH har derfor læst dette særlig omhyggeligt igennem og indført ændringer, hvor det forekom ham nødvendigt. På samme måde har TE-P ansvaret for det, der fremstår i hans navn. TE-P har dog også et særligt ansvar for selve den sproglige fremtrædelsesform og for at have forsøgt at bevare både den mundrette tone fra selve samtalen og også at have inkluderet en række små, mere eller mindre rappe bemærkninger, der ofte indfandt sig under samtalen i form af perspektiverende kommentarer til indholdet af Markus-teksten. For hvorfor skal en bibelkommentar altid være kedelig at læse? Ikke desto mindre har vi selvfølgelig sammen ansvaret for det samlede resultat.

Vi har bestræbt os på ved selve den typografiske tilrettelæggelse at gøre bogen til et velegnet studiemiddel for den læser, der virkelig ønsker at komme ind i Markusevangeliet. De enkelte sammenhængende tekststykker er markeret med fede typer inde i selve teksten og er identificeret i sidernes løbende overskrifter. Bogen er tillige forsynet med et navne- og sagregister samt et stedregister, så man hurtigt kan finde frem til, hvad man søger. Litteraturlisten bagest i bogen henviser dels til den sekundærlitteratur, der eksplicit er nævnt i vores tekst, dels til nogle andre centrale værker. Det græske tekstgrundlag har været både 27. og 28. udgave af Nestle-Aland, Novum Testamentum Graece (1993 og 2012).

Forlagsredaktør Henrik Brandt-Pedersen fortjener en stor tak for sin beredvillighed til at offentliggøre denne bog. Vi håber, den vil blive til gavn og glæde for mange.

Geert Hallbäck og Troels Engberg-Pedersen, december 2013 9

Det foerste evg - Indhold.indb 9

29-01-2014 15:46:46

KAPITEL 1 ()

10

Det foerste evg - Indhold.indb 10

29-01-2014 15:46:46

KAPITEL 1 ()

Kapitel 1 GH: Vi må begynde med overskriften, Kata Markon, som er kommet til senere end teksten selv. Læst uden denne overskrift er skriftet anonymt, hvilket har betydning for, hvordan man skal forstå den troværdighed, det påberåber sig. I modsætning til fx et brev, hvor troværdigheden kommer fra den eksplicit nævnte afsender, som er en del af selve teksten, er det i en fortælling indholdet af teksten selv – eller her dens hovedperson, Jesus – der skal give teksten den troværdighed, som den nødvendigvis må påberåbe sig. Fortællingen skaber sin egen narrative verden, og både forfatter og læser er anonyme.

TE-P: Tre spørgsmål. (1) Mener du, at skriftet oprindelig har været helt anonymt? (2) Overskriften Kata Markon må betyde sådan noget som “Ifølge Markus” eller “I Markus’ udgave”. Meningen er altså, at man nu skal læse ‘evangeliet i Markus’ udgave’ (nogle senere håndskrifter har faktisk medtaget ‘evangeliet’ i overskriften). Men hvem er det, der har kategoriseret teksten med dette “i Markus’ udgave”? (3) Endelig dette om den anonyme forfatter og læser: Vi plejer at sige, at evangelierne trods deres anonymitet har haft et Sitz im Leben, altså nogle konkrete funktioner, fx i en gudstjenestesammenhæng. Så har de vel ikke været helt anonyme?

GH: Jeg tror, at Markusevangeliet virkelig har været helt anonymt til at begynde med. Da man så har stået med flere evangelieudgaver, har man besluttet at give dem hver deres navn på den måde, du nævner.

Hvorfor man lige har valgt ‘Markus’ til ‘Markusevangeliet’, kan man ikke have nogen mening om. Dog kan man nok bemærke, at man har tillagt de to såkaldt ‘jødekristne’ evangelier – Matthæusevangeliet og Johannesevangeliet – to tidligere egentlige disciple af Jesus, hvorimod de to ‘hedningekristne’ evangelier – Markus- og Lukasevangeliet – er tillagt kristne i den næste generation. Hvad angår Sitz im Leben, har

11

Det foerste evg - Indhold.indb 11

29-01-2014 15:46:46

KAPITEL 1 (1,1-4)

du ret: Evangelierne er trods deres anonymitet nok lidt mere konkret forankret i en forfatter og en læser end den normale fortælling.

TE-P: Ja, for skriftet forudsætter i hvert fald en kristen læser.

1,1-4. GH: Første vers må tages som en nominalsætning med punktum efter theou (hvis man nu medtager udtrykket hyiou theou, ‘Guds søn’) ligesom i Nestle-Alands udgave. Altså: Sådan her begynder … Alligevel er der fuldt af sproglige problemer i verset, fx om Iêsou Christou er en såkaldt ‘objektiv’ eller en ‘subjektiv’ genitiv, og om hyiou theou, som ikke findes i alle håndskrifter, overhovedet skal medtages. Om det sidste må man nok mene, at det skal med, selv om håndskriftsoverleveringen ikke er helt entydig. Hvad det første angår, kan de to muligheder diskuteres. Det hænger også sammen med spørgsmålet om den præcise betydning af ordet euangelion. I 1,14 bruges det med den betydning, man også finder hos Paulus, altså simpelthen ‘det gode budskab’. Så kan man tage Iêsou Christou som en subjektiv genitiv, og det hele ville betyde: Sådan her begynder Jesu Kristi gode budskab …

TE-P: Men egentlig kan man vel også med den betydning af euangelion forstå Iêsou Christou som en objektiv genitiv – altså: Sådan her begynder det gode budskab om Jesus Kristus …

GH: Ja, det er rigtigt nok. Hvis man derimod forstår euangelion med den betydning, det senere fik, nemlig som evangeliefortællingen, er det bedst at forstå Iêsou Christou som en objektiv genitiv, der er styret af ordet tou euangeliou. Således forstået kan verset oversættes: Sådan her begynder evangeliefortællingen om Jesus Kristus, Gods søn.

TE-P: Hvilken forståelse af euangelion skal vi så vælge?

GH: Hvis spørgsmålet går på Markus selv, kan man ikke udelukke den ene eller den anden betydning. Derimod er det klart, at euangelion i Mark 1,1 i den senere tradition er blevet forstået med betydningen ‘evangeliefortællingen’. Og det skyldes jo, at der nu i og med, at Markus havde skabt denne genre, faktisk forelå netop en fortælling om Jesus.

Vigtigt er det selvfølgelig også at bemærke, at læseren fra første begyndelse får at vide, at Jesus er Kristus og Guds søn. Læseren ved det altså, modsat aktørerne inde i selve fortællingen.

TE-P: Ja, det er vigtigt. Og det er jo netop også med til at vise, at teksten er skrevet for læsere, der allerede er kristne, som vi snakkede om.

12

Det foerste evg - Indhold.indb 12

29-01-2014 15:46:46

KAPITEL 1 (1,1-4)

Noget helt andet er, at jeg synes, man kan forstå hele sætningskonstruktionen i 1,1-4 på en anden måde, end du sagde, hvis man nemlig fjerner punktummet efter 1,1 i Nestle-Alands udgave og sætter et kolon efter 1,3 i stedet for Nestle-Alands komma. Så bliver strukturen følgende: “Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn, sådan som det er skrevet hos profeten Esajas: ‘Se osv… . Gør hans veje lige’ [er følgende]: Johannes fremstod …”. Med den forståelse er der en slags halvt sætningsbrud efter 1,3 (for der står jo ikke ‘er følgende’), hvorved de to første ord i 1,4 (egeneto Iôannês, “Johannes fremstod”) får den særlige vægt, som selve placeringen i verset lægger op til. Man kan måske endda spørge, om ikke Johannesevangeliets forfatter har læst Markus-teksten præcis på den måde, når han i Joh 1,6 introducerer Johannes Døberen således: Egeneto anthrôpos, “Der fremstod et menneske”. I øvrigt kan man konstatere, at den store tyske filolog, Karl Lachmann, i det 19. årh. øjensynlig forstod sammenhængen på den måde, som det fremgår af det tekstkritiske apparat. Han gættede nemlig på, at hele vers 1,2 og 1,3 var en senere tilføjelse! Og så bliver egeneto Iôannês jo virkelig til evangeliefortællingens begyndelse.

GH: Under alle omstændigheder må man i hvert fald spørge om, hvad begyndelsen af evangeliefortællingen overhovedet er. Som teksten foreligger, må man forstå det sådan, at det handler om sammenhængen mellem forudsigelserne i Det Gamle Testamente (GT) og Johannes Døberens opdukken. Altså: Sådan som der står skrevet …, dukkede Johannes Døberen op osv. Johannes Døberen i NT udgør altså en opfyldelse af nogle forudsigelser i GT. TE-P: Ja, det er vi absolut enige om. Og jeg synes måske endda, at det kommer lidt tydeligere frem med min egen forståelse af den sproglige struktur. Men de lærde er uenige på dette punkt.

GH: Ja, det er de jo så ofte.

Uanset hvordan man nu tager det, står vi selvfølgelig indholdsmæssigt over for en hermeneutisk cirkel. GT har forudsagt det, der fortælles i NT, hvorved det sidste får sin betydning. Men hvad GT har forudsagt, er også bestemt af, hvad der fortælles i NT. I 1,2-3, som trækker på forskellige GT-tekster, tales der således ifølge Markus om tre personer: (1) Gud, som har sendt sin budbringer, (2) budbringeren, som jo er Johannes Døberen, og endelig (3) den person, som Gud taler

13

Det foerste evg - Indhold.indb 13

29-01-2014 15:46:46

KAPITEL 1 (1,4-6+7-8)

til i 1,2, og som Johannes Døberen taler om i 1,3. Og den person er selvfølgelig Jesus.

1,4-6+7-8. GH: Johannes Døberen beskrives så af Markus som en ‘antikulturel’ skikkelse. Det er det, der skal udtrykkes med ordet erêmos (1,4; DO 1992: “i ørkenen”), som ikke så meget betyder en ‘ørken’ som en ‘ødemark’ eller på engelsk ‘wilderness’. Samtidig spilles der selvfølgelig også på ‘ørkentiden’ i GT. Herhen hører også beskrivelsen i 1,6 af Johannes Døberens klædedragt og levevis. Grundlæggende skal Johannes Døberen forstås i lyset af profeterne i GT. Han er udtryk for en mistro til kulturen i byerne, der forstås som depraveret. På samme måde fremstår ‘landet’ i GT som en fristelse for israeliterne. Så snart de har fået ‘landet’ (modsat at leve i ‘ørkenen’), glemmer de Gud. I ørkenen derimod husker de Gud. TE-P: Den forestilling lever så direkte videre i munkesystemet i Egypten fra det 3. årh. og frem.

GH: Ja, netop. Faktisk skildrer den jødiske historiker Josefus (omkring 100 e.Kr.) også en jøde fra Egypten – kaldet ‘Egypteren’ – som fortrak ud i ørkenen med sin tilhængere, men så blev hugget ned af romerne, der forstod ham som en oprører.

Ud over at leve i ‘ødemarken’ fremtræder Johannes hos Markus som en bodsprædikant, der forkynder “omvendelsesdåb til syndernes forladelse” (1,4). Og han havde øjensynlig stor succes, eftersom “hele” Judæa og “alle” indbyggerne i Jerusalem drog ud til ham (1,5). Det er selvfølgelig en overdrivelse. Men selve bevægelsen fra byen og ud til Jordanfloden og så tilbage igen har en geografisk-symbolsk betydning: væk fra byen og så tilbage igen med henblik på en ny begyndelse.

TE-P: Når du taler om ‘en ny begyndelse’, forstår du så Johannes Døberen hos Markus som en apokalyptisk skikkelse?

GH: Det bliver han jo hos Matthæus, når han taler om øksen, der ligger ved træets fod osv. (Matt 3,10). Men hos Markus er han mere retrospektiv. Efter omvendelsen kan man vende tilbage til byen.

Endelig siges det om Johannes Døberen, at ligesom hans opdukken er forudsagt i GT (1,2-3), således forudsiger han også selv noget andet, nemlig en, der er stærkere, og som skal komme efter ham (1,7). Hvor Johannes har døbt folk med vand, dér skal den anden døbe dem i en

14

Det foerste evg - Indhold.indb 14

29-01-2014 15:46:46

KAPITEL 1 (1,9-11+12-13)

anden slags dåb med hellig ånd (1,8). Om ånden hører vi så i det umiddelbart efterfølgende.

TE-P: Bemærkelsesværdigt er det vel også, at hvor Markus nøjes med at beskrive Johannes i 1,4-6, dér lader han ham komme direkte til orde i 1,7-8, når han gengiver Johannes’ ‘forkyndelse’ direkte til dem, han har døbt. Også på den måde bliver han en direkte forløber for Jesus, hvis ‘forkyndelse’ Markus direkte gengiver allerede i 1,14-15 – og så også i resten af evangeliet.

Men præcis hvilken funktion mener du Johannes Døberen har i forhold til Jesus i denne tekst?

GH: Hvad der er tale om, er den kristne bemægtigelse af Johannes Døberen. Rent historisk har der sikkert været et eller andet forhold mellem Døberen og Jesus. Markus gør så Døberen til en forløber-skikkelse. Det fremgår dels af GT-citaterne i 1,2-3, dels af modsætningen mellem at døbe med vand og døbe med hellig ånd. Vanddåben har nok været speciel for Johannes Døberen. Det har været en engangsforeteelse, der skulle markere bod og omvendelse. Den kendes ikke i øvrigt direkte fra en jødisk sammenhæng. Snarest kan man tænke på proselytdåben, der netop skulle markere en renselse (for hedenskab) og omvendelse (til jødedommen). Åndsdåben forstår Markus så sikkert på linje med fx Paulus og Apostlenes Gerninger sådan, at den kristne simpelthen modtager ånden i den kristne dåb. Derved viser sig også en forskel mellem Johannes Døberen og Jesus. Hvor Døberens vanddåb er bagudrettet (den renser), dér er den kristne åndsdåb fremadrettet og handler om, hvordan den døbte nu får evnen til fremover at leve, sådan som man skal.

1,9-11+12-13. GH: I dette stykke knytter Markus rent kompositorisk Jesus meget tæt sammen med Johannes Døberen. Ligesom Johannes “dukkede op” eller “fremstod” (egeneto, 1,4), således “skete” (egeneto, 1,9) det også, at Jesus kom til Johannes og blev døbt af ham (1,9). Og knap har Johannes forudsagt dette om den stærkere, før Jesus er der.

Bemærkes må det også, at Jesus i modsætning til de andre kommer fra Nazaret i Galilæa, hvor han jo hørte til.

Efter at Johannes har døbt Jesus, hører vi så om, hvad Gud gør (1,1011). De to vers er kolossalt vigtige narrativt set. Jesus får nemlig her sin kompetence (med en teknisk sprogbrug fra strukturalisten A. Greimas), 15

Det foerste evg - Indhold.indb 15

29-01-2014 15:46:46

KAPITEL 1 (1,9-11+12-13)

som består i ånden, der svæver ned til ham (1,10). Og han får sin opgave, som er at være Guds søn, jf. hvad Gud selv siger til ham i 1,11.

Hvad indholdet er af denne opgave, siges ikke. Det viser sig derimod i resten af fortællingen. Bemærk her, at Guds tale i 1,11 bør sammenholdes med den tilsvarende tale i 9,7. Men hvor Gud dér taler til disciplene om Jesus, taler han her direkte til Jesus og kun til ham.

TE-P: Ja, og faktisk står der også, at det (kun?) var Jesus selv, der så “himlene flænges” og “Ånden dale ned til sig som en due” (1,10). Den begivenhed, der skildres i 1,10-11, er i meget høj grad et næsten privat forhold mellem Gud og Jesus.

GH: Ja, og her rejser sig det traditionelle spørgsmål, om Markus forestiller sig, at Gud adopterer Jesus i denne passage? Finder vi altså hos Markus en såkaldt ‘adoptionskristologi’? Hvis vi blot havde Markus, ville vi vel sige, at sådan forstod han det. På den anden side viser de andre evangelier (i hvert fald Matthæus og Lukas), som jo har kendt til Markus, at det ikke er nødvendigt at forstå ham på den måde. De gør jo Jesus til Kristus så at sige fra fødslen – eller i Johannesevangeliets tilfælde ligefrem helt tilbage til skabelsen. Det bedste svar vedr. Markus er derfor nok: non liquet, dvs. vi ved det ikke.

TE-P: Men det forhold, at Matthæus og Lukas har forskellige fødselsberetninger, kunne jo skyldes, at de simpelthen ønskede at lave om på Markus og forankre Jesu messianske status tidligere i hans liv. Og hvad Johannes angår, mener jeg personligt, at Jesus bliver gjort til Messias dér, hvor Johannes Døberen har set Ånden stige ned og forblive over ham (Joh 1,33-34). (Det er på den måde, inkarnationen sker.)

Men du har selvfølgelig ret om Markus: non liquet.

GH: Ja, det er rigtigt, at man kan forstå Matthæus’ og Lukas’ fødselsberetninger som et modtræk til Markus. Fx kan Matthæus, som ellers lægger sig tæt op ad Markus, have følt, at der manglede noget hos Markus – hvilket også kan hænge sammen med, at Matthæus og Lukas på hver deres måde repræsenterer en yderligere ‘biografisering’ af Markus’ fremstilling af Jesus. Men jeg tror, det er bedst at fastholde, at teksten hos Markus har en åbenhed, som derefter lukkes i den kanoniske læsning.

TE-P: En god pointe.

GH: I 1,12-13 optræder der endnu en vigtig narrativ figur, nemlig Jesu fristelse. Her er der tale om en test af Jesu kompetence. Jesus har 16

Det foerste evg - Indhold.indb 16

29-01-2014 15:46:46

KAPITEL 1 (1,14-15)

fået sin kompetence og sin opgave. Nu skal hans kompetence testes – hvilket selvfølgelig giver endnu bedre mening, hvis Markus faktisk forestillede sig, at Jesus var blevet adopteret af Gud. Der står ikke eksplicit, at Jesus modstår fristelsen – ej heller hvad fristelsen overhovedet består i. (Det spørgsmål har Matthæus så også stillet sig og besvaret på sin egen måde, jf. Matt 4,1-11 om, hvordan Satan frister Jesus i ørkenen.) Men vi må jo nok uden videre forudsætte, at Jesus bestod prøven. Af største vigtighed er det under alle omstændigheder, at det er Satan, der tester Jesus. Hvad vi her står over for, er et omfattende opgør mellem Gud og Satan, som videreføres senere i evangeliet ikke mindst i forbindelse med Jesu uddrivelse af dæmonerne, som må forstås som Satans ‘kampsoldater’. Grundlæggende gælder det, at Markusevangeliet har en slags quasi-dualistisk verdensopfattelse, hvorefter Gud nok i sidste ende er den stærkeste, men Satan er stærkest i vores verden. På sin vis kan man se dette intrikate forhold afspejlet i det forhold, at det er Guds ånd, der “driver” Jesus “ud” i ødemarken (1,12; ligesom Jesus selv senere “driver” dæmonerne “ud” af de dæmonbesatte), men at han så derude fristes af Satan (1,13). At det hele skal foregå i ‘ødemarken’, skyldes, at den er et forberedelsessted – ligesom med israeliterne i de 40 år i ørkenen. I ødemarken fremtræder de afgørende kræfter utilsløret.

Efter fristelsen kan Jesus så vende tilbage til – og virke i – kulturlandet.

Bemærk også, at vi i hele beretningen om ånden og Satan (1,1013) står over for det første af det, jeg kalder tre mytologiske indbrud i hele evangeliefortællingen, hvoraf de to andre er forklarelsen på bjerget (9,2-8) og Jesu opstandelse. (Det sidste vender vi tilbage til meget senere.)

Der er nogle enkeltheder i 1,13, som er lidt gådefulde. Henvisningen til de vilde dyr spiller måske på paradiset: I forhold til Jesus var de ufarlige. Og henvisningen til englenes tjenervirksomhed skal måske vise, at Jesus har modstået fristelsen. Men som så ofte er Markus ultrakort.

Det opfatter jeg som en dyd.

TE-P: Enig.

1,14-15. GH: Her begynder Markus sin skildring af Jesu virksomhed – og jo nærmest med en programerklæring. Første del af 1,14 peger på en sammenhæng med Johannes Døberen: Da han er forsvundet (som vi jo så hører mere om senere i evangeliet, se 6,14-29), kommer 17

Det foerste evg - Indhold.indb 17

29-01-2014 15:46:47

KAPITEL 1 (1,14-15)

Jesus. Også indholdet af Jesu forkyndelse peger på både en lighed med Johannes Døberen, men også et sæt af forskelle.

Hvad Jesus forkynder, er “Guds evangelium” (1,14), som må tænkes at bestå i det, der siges i 1,15: at “tiden er opfyldt”, og “Guds rige er nær”. Det græske ord for “Guds rige (basileia)” betegner både en ‘magtovertagelse’ og et konkret, lokalt sted. Hos Markus må det oftest (men ikke altid, jf. fx 3,24 og 14,25) tænkes i den første betydning.

Markus tænkte Guds basileia dynamisk som en magtovertagelse. Det er den, man ser eksempler på i Jesu helbredelse og dæmonuddrivelser.

TE-P: Forstår du også begrebet ‘Guds basileia’ som et ‘apokalyptisk’ begreb?

GH: Jeg sondrer mellem ‘apokalyptisk’ og ‘eskatologisk’ …

TE-P: Det gør jeg personligt ikke, fordi Bultmann-skolen gjorde så meget ud af en ‘afmytologiseret’, såkaldt ‘eskatologisk’ forståelse, som egentlig slet ikke handlede om ‘de sidste tider’, men øjeblikket nu. Jeg foretrækker alene at tale om ‘apokalyptik’.

GH: OK. Men med ‘apokalyptik’ tænker jeg først og fremmest på den stedslige modsætning mellem jord og himmel, hvor der i himlen findes en viden om jorden, som så kan blive afsløret for udvalgte mennesker i visioner af himlen. Det vender vi tilbage til senere. Med ‘eskatologi’ tænker jeg snarere på det tidslige, altså på verdens undergang.

Dette kan selvfølgelig være indholdet af de ‘apokalyptiske’ visioner, så der er ingen nødvendig modsætning mellem apokalyptik og eskatologi. Men vægten ligger lidt forskellige steder. Her i Jesu forkyndelse ligger vægten på det tidslige, altså det ‘eskatologiske’. Det er på høje tid …

TE-P: Og det er så også noget, Markus understreger med brugen af såkaldt ‘perfektum’ to gange: “’Tiden’ (eller bedre måske ‘øjeblikket’, ho kairos, som ikke er det samme som ho chronos, tiden) er blevet opfyldt”, “Guds basileia er kommet nær”.

GH: Netop. Derudover forkynder Jesus “omvendelse”, hvilket sikkert skal betyde, at de, der accepterer forkyndelsen, allerede nu skal leve med henblik på det kommende Gudsrige. De skal altså udvise en anden adfærd end hidtil og så at sige tage Gudsriget på forskud. Hvad det konkrete indhold af dette så er, udfyldes først efterhånden.

TE-P: Kan du sige noget mere om, hvad der ligger i dette “Omvend jer (metanoeite)” med henblik på Jesu forhold til ‘synd’.

18

Det foerste evg - Indhold.indb 18

29-01-2014 15:46:47

KAPITEL 1 (1,16-20)

GH: Ja, tanken forudsætter jo, at de nuværende mennesker lever i synd. Her svarer det til, hvad vi fandt hos Johannes Døberen. Men ved at stille Gudsriget i udsigt indfører Jesus i modsætning til Døberen en helt ny situation. Dermed bliver selve drivkraften til omvendelse en anden. Hos Døberen skulle folk fortryde deres gerninger (‘bod’). Hos Jesus derimod sker der noget helt nyt, som folk så kan blive opfyldt af.

Ligheden med Johannes Døberen består altså i, at de begge forkynder omvendelse. Men forskellene er nok så slående. (1) Jesus er karakteriseret ved sin opsøgende virksomhed. Han vandrer rundt i Galilæa, som er et meget befolket område, i modsætning til Johannes, der opholdt sig i den ikke-befolkede ødemark og så at sige lod sig opsøge. Jesus derimod er aktiv og opsøgende. (2) Jesus forkynder et ‘godt budskab’, som endnu ikke er kommet, men er nær. Jesus er altså orienteret fremad mod Gudsriget, hvor Johannes i sin bodsprædiken var bagudrettet mod bod for tidligere begåede synder, som skulle forlades.

TE-P: Og det vil altså sige, at det er selve tidsdimensionen – at “tiden er blevet opfyldt”, og “Guds rige er kommet nær” – der begrunder den aktive, udadrettede dimension af Jesu virksomhed. Vil du se det sådan?

GH: Netop.

1,16-20. GH: Efter Jesu programerklæring får vi så et stykke, der handler om, hvordan han skaffer sig en kreds af elever. Og ‘Jesus og disciplene’ er netop en af de vigtige handlingstråde hele evangeliet igennem.

Karakteristisk er det så, at Jesus igen er aktiv: Han opsøger disciplene og kalder dem. Vigtigt er også selve det sted, det hele foregår, som så at sige er i kanten af det ‘Galilæa-hav’ (Genesaret Sø), som kommer til at spille en stor rolle senere. Det er et ‘labilt’ område, hvilket muligvis er med til at forklare, hvorfor de fire kaldede disciple reagerer, som de gør: De er ikke så bundet som dem, der blot bor inde på landjorden.

Faktisk lever de både til havs og til lands. De henter jo det, man skal leve af til lands, ude på havet.

Jesu aktive kaldelse af disciplene modsvares da også af deres umiddelbare og ubetingede reaktion. De lader alt tilbage og følger efter ham. Den eneste slags motivation, der gives, er, at han vil gøre dem til “menneskefiskere” (1,17). Der er selvfølgelig tale om et ordspil, en leg med ord. De var jo fiskere (1,16), men nu skal de fiske en anden fangst.

19

Det foerste evg - Indhold.indb 19

29-01-2014 15:46:47

KAPITEL 1 (1,21-22+23-28)

Hvad det handler om, er tydeligvis deres senere funktion som missionærer. Som Jesu ‘elever’ (disciple) skal de videreføre hans virksomhed.

Omtalen af de fire først kaldede disciple har en eksemplarisk funktion. Vi hører ikke noget om, hvordan de andre disciple bliver kaldet.

TE-P: Nå … Hvordan så med Levi i 2,14? Og her er der vel heller ikke tale om noget særlig ‘labilt’ område?

GH: OK. Men også her er der da netop tale om en labil zone. Han er jo tolder, så han lever på en grænse både helt konkret og i social henseende (så at sige mellem jøderne og romerne).

Under alle omstændigheder spiller de fire første disciple en særlig rolle senere i evangeliet (se fx i 13,3), dog sådan, at gruppen undertiden indskrænkes til tre (fx i 9,2-8 og 14,33), idet Andreas ikke får helt samme betydning som Simon (Peter) og Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes.

Endelig kan vi bemærke, at Zebedæussønnerne ikke blot forlader deres far i båden, men også de ‘daglejere’ eller lønarbejdere, der var sammen med ham (1,20). Det viser, at der med de fire disciple langtfra var tale om ‘fattige fiskere’. Som det senere fremgår (1,29-31), havde Peter også et hus. Fiskerne i Galilæa var altså rige, velhavende folk. De tilhørte eliten rent økonomisk. Vi må glemme alt om de danske Vesterhavsfiskere, Hans Kirk osv. I stedet skulle vi tænke på en bornholmsk fiskeskipper, som regner en årsindkomst på ½ million for en ren fiasko.

Så meget mere tankevækkende er det så, at de uden tøven reagerer på Jesu kaldelse af dem. Pointen må være dobbelt: dels at de bliver slået af Jesu myndighed – de følger simpelthen med; dels at de skal opgive noget (modsat ‘fattige fiskere’). Enhver form for tanke om, at Jesus måske i særlig grad ‘talte til’ fattige er senere spekulation – i hvert fald set i forhold til Markus’ skildring.

TE-P: Men så bliver jo også en langt senere passage relevant, nemlig 10,28-31, hvor Peter siger, at disciplene har “forladt alt og fulgt dig”.

Det kommer nemlig umiddelbart efter, at Jesus til disciplenes rædsel (10,26) har konstateret, hvor svært det er for en rig person at komme ind i Guds rige (10,24-25)!

GH: Netop.

1,21-22+23-28. GH: Dette stykke markerer Jesu første offentlige optræden. Kapernaum fungerer i den galilæiske del af evangeliet nærmest 20

Det foerste evg - Indhold.indb 20

29-01-2014 15:46:47

KAPITEL 1 (1,21-22+23-28)

som Jesu base. På en sabbat går Jesus ind i en synagoge (1,21). Sabbatsgudstjenesten adskilte sig forholdsvis radikalt fra den ‘egentlige’ jødiske gudstjeneste, der foregik i templet i Jerusalem og var bestyret af præster med fokus på en række ritualer, ikke mindst ofringer. I synagogen derimod var det ordet, der var i centrum, dog uden at der fandtes noget egentligt prædikenembede. Derimod kunne man bede en person, og ofte en gæst, om at ‘udlægge teksten’. Det er det, der sker her. Den gentagne omtale af Jesu “undervisning” (1,22.27), og at han “underviste” (1,21), viser, at han gjorde, hvad også de skriftkloge plejede at gøre: udlagde skriften. Med ordet exousia (‘magt’, ‘myndighed’) antydes der imidlertid en modsætning til de skriftkloge (1,22). Man må gætte på, at Jesu undervisning var mere suveræn end deres.

I 1,23-25 foretager Jesus så sin første dæmonuddrivelse. Markus har sikkert villet understrege dens ‘horror’-karakter med et ‘high drama’, som bl.a. kommer til udtryk i, at dæmonen “råber op” (1,23), at Jesus siger til den, at den skal “holde kæft” (1,25), og at den forlader den dæmonbesatte “med et højt skrig” (1,26).

To ting bør siges om denne dæmon som repræsentant for dem, vi møder senere i evangeliet. For det første kender den urene ånd Jesus, dvs. den ved, hvem han er. Her møder vi for første gang det såkaldte Messiashemmelighedsmotiv, som vi vil vende tilbage til i forbindelse med kap. 9. Dæmonerne hører ligesom Jesus til på et mere-end-menneskeligt niveau – om end selvfølgelig med modsat fortegn af Jesus.

Netop derfor kender dæmonen Jesus i det direkte opgør med Satan, der foregår, når Jesus uddriver en af hans ‘kampsoldater’. Dæmonen siger, at den ved, at Jesus er “Guds hellige”, hvilket rigtignok ikke er helt identisk med ‘Kristus’, men dog snerper derhenad. Man kan altså sige, at dæmonuddrivelserne tematiserer to forskellige ting: dels spørgsmålet om Jesu identitet, dels den kamp mellem Gud og Satan, som Jesus deltager i.

For det andet kan man spørge om, hvordan vi skal forstå den ‘besættelse’, som den dæmonbesatte er udsat for. Nogle moderne mennesker tror måske på dæmoner, men de fleste af os gør det nok ikke. Ikke desto mindre kan vi jo sagtens tale om afhængighed af stoffer, alkohol, spil o.l. som en ‘besættelse’, hvormed vi udtrykker, at noget andet end menneskets egen vilje har taget magten over dets handlinger.

21

Det foerste evg - Indhold.indb 21

29-01-2014 15:46:47

KAPITEL 1 (1,29-31)

Nogle enkeltheder bør også noteres. Fx “skælder” Jesus dæmonen “ud” i 1,25 med en term, der dukker op senere i evangeliet (se fx 4,39).

Det samme gælder udtrykket “med et højt råb” i 1,26, som i 15,37 er med til at beskrive Jesu egen død. Dog er det nok tvivlsomt, om vi skal tænke os, at dæmonen ligefrem dør, da den forlader manden.

Meget mere generelt formulerer 1,27 og 28 den sidste del af det skema, der som noget gennemgående ligger under helbredelsesberetningerne hos Markus. Der er for det første en præsentation for læseren af den lidende person – her i 1,23. For det andet er der en konfrontation mellem den lidende person og Jesus – her i 1,24, hvor dæmonen tager initiativet og kommer Jesus i forkøbet. For det tredje er der selve helbredelsen – her i 1,25-26. Og endelig er der en konstatering af helbredelsen – her i 1,27. Det vil vi se flere eksempler på.

Om 1,27 må det i øvrigt bemærkes, at verset både forholder sig til den lige gennemførte eksorcisme og også til Jesu udlægning af skriften, før den dæmonbesatte mand dukkede op. Skarens reaktion med en slags ‘hellig rædsel’ (thambeo: en ubestemt frygt for noget guddommeligt eller numinøst) gælder givetvis den lige forudgående dæmonuddrivelse; men når skaren så spørger om, hvad “dette” (da) er for noget, og selv svarer, at det er en “ny lære med myndighed” (exousia), ja, så må det vise tilbage til Jesu udlægning af skriften i 1,21-22. Dermed opsummerer 1,27 både 1,23-26 og 1,21-22.

TE-P: Ja, sådan kan man jo forstå det. Jeg har nu altid ment, at den ‘nye lære’ refererer direkte tilbage til dæmonuddrivelsen. Men jeg indrømmer, at man kan forstå skarens henvisning til dæmonuddrivelsen i sidste del af 1,27 som en forklaring alene af udtrykket “med myndighed”. Og alligevel: Hvis Jesu “lære” består i hans forkyndelse af Guds riges nærhed (jf. 1,14-15), kan så ikke også hans frelsende handlinger være en del af denne lære?

GH: Uanset hvordan man forstår det, konstateres det i hvert fald i 1,28, at rygtet om Jesus “med det samme” (jf. det karakteristisk markinske euthys, ‘straks’) bredte sig overalt (pantachou) til hele den omkringliggende del af Galilæa. Hermed understreges den næsten eksplosive karakter af Jesu virksomhed i Galilæa.

1,29-31. GH: Her skildres så en begivenhed samme dag, efter at Jesus og disciplene har forladt synagogen, en begivenhed, der har en slags 22

Det foerste evg - Indhold.indb 22

29-01-2014 15:46:47

KAPITEL 1 (1,32-38)

komplementær funktion i forhold til begivenhederne i synagogen.

Hvor de var offentlige og handlede dels om en skriftudlægning, dels om en eksorcisme, dér udspiller handlingen sig nu i det private rum, hvor det drejer sig om Jesu første sygdomshelbredelse. Her kan vi også bemærke, at hvor Jesus gennemførte dæmonuddrivelsen simpelthen ved sit ord, dér må han ved sygdomshelbredelsen konkret røre ved den syge. Forskellen kan skyldes, at dæmonuddrivelserne vedrører personer eller figurer, der er levende væsener. Dem kan man tale til og få magt over ved sin tale. Sygdom derimod er noget mere upersonligt. I historien om den blødende kvinde (5,25-34) handler det fx om en kraft, der direkte fysisk går fra Jesus over i kvinden. Beskrivelsen i 1,31 af, at Peters svigermor “tjente dem”, fungerer som den nødvendige konstatering af, at helbredelsen er lykkedes. At det vises ved, at hun – som kvinde – ‘tjente’ dem, afspejler selvfølgelig kvinders stilling i datidens samfund, som vi så kan blive lidt forargede over, hvis vi vil.

1,32-34. GH: Nu udvider Markus perspektivet: Samme dag om aftenen, dvs. da sabbatten var overstået ved solnedgang (det jødiske døgn gik fra solnedgang til solnedgang), og folk kunne bære de syge, bringer skaren folk, der repræsenterer de to kategorier, vi tidligere har hørt om (syge og dæmonbesatte), hen til Jesus (1,32) …

TE-P: Ja, faktisk kommer de med “alle” dem, der var syge og dæmonbesatte! Og “hele” byen var stimlet sammen henne ved døren ind til huset (1,33).

GH: Jesus helbreder i hvert fald “mange” syge og uddriver “mange” dæmoner. Så der er ordentligt gang i den. Om dæmonerne tilføjes det med endnu et spil på den såkaldte Messiashemmelighed, at Jesus ikke “tillod” dem “at tale”, “fordi de kendte ham”. De må altså ikke sige, hvem han er.

1,35-38. GH: I et nyt stykke markeredes nu en afgørende forskel mellem Jesus og hans disciple. Jesus selv stod op “meget tidligt om morgenen endnu ved nattetide” og drog væk fra det sted, hvor han ellers havde haft så stor succes. Han drog endnu en gang ud i ødemarken og “bad” dér (1,35), måske for at markere, at det for ham ikke så meget gjaldt om selve helbredelserne som om den kamp mellem Gud og Satan, som de indgik i.

23

Det foerste evg - Indhold.indb 23

29-01-2014 15:46:47

KAPITEL 1 (1,39-45)

TE-P: Hvordan vil du egentlig begrunde det sidste, som der jo ikke eksplicit står noget om? Skyldes det henvisningen til ‘ødemarken’ og Jesu bøn til Gud derude?

GH: Ja, det er mit gæt. Under alle omstændigheder giver Jesu fravær disciplene mulighed for at finde ham og fremføre deres ærinde, som er, at han skal blive dér, hvor han havde succes (1,37), i stedet for at begive sig et andet sted hen. For disciplene at se bør han udnytte situationen, og de viser dermed for første gang, at de slet ikke har forstået, hvad det hele egentlig drejer sig om. Det giver Jesus anledning til at give udtryk for sin kaldsbevidsthed: De bør drage et andet sted hen til de nærliggende småbyer (kômopoleis – en blanding af ‘landbyer’ og ‘byer’), for at de også kan forkynde dér (med nøgleordet ‘forkynde’, kêryssein, tilbage til 1,14-15). “For det er med det formål, jeg er draget ud (eller af sted)” (1,38). Her viser sig endnu et karakteristisk træk ved Jesu virksomhed i Galilæa. Ikke blot har den en eksplosiv karakter, men Jesus er også hele tiden på vej væk, næsten som var han på flugt. Han er aldrig bundet af eller til noget bestemt sted. For han har jo en opgave: at forkynde og sprede budskabet.

1,39. GH: Her markeres med et såkaldt ‘summarium’ (en ‘samleberetning’) resultatet af denne drift hos Jesus. Han “kom” og forkyndte i deres synagoger overalt i Galilæa, og han uddrev dæmoner. Så er der for så vidt klar til, at han kan vende tilbage til Kapernaum igen, hvilket sker i 2,1. Men først skal vi have en historie, der markerer den tid, der er gået, siden han var der første gang.

1,40-45. GH: Her skildrer Markus nemlig endnu en sygdomshelbredelse, men denne gang adskilligt mere udførligt end med Peters svigermor. På den måde modsvarer denne historie den forholdsvis udførlige skildring af dæmonuddrivelsen i Kapernaums synagoge til at begynde med (1,21-28).

I den korte præsentation hører læseren om en ‘spedalsk’, som i konfrontationen med Jesus selv tager initiativet til at blive helbredt. For at forstå historien må man vide, at der er forskel mellem det, vi kalder ‘spedalskhed’, og den antikke sygdom. Den moderne spedalskhed er en uhelbredelig sygdom (i hvert fald indtil man opfandt antibiotika).

I antikken derimod (som det fremgår af GT) var spedalskhed en hud24

Det foerste evg - Indhold.indb 24

29-01-2014 15:46:47

KAPITEL 1 (1,40-45)

sygdom, fx udslæt. Også en bygning kunne være ‘spedalsk’, hvis den havde udslæt på muren. Og vigtigst: Denne form for spedalskhed kunne helbredes. Det var der en hel procedure for i GT, og det er den procedure, Jesus henviser til lidt senere i historien. Vigtigt er det imidlertid også, at den antikke spedalskhed i hvert fald i en jødisk sammenhæng gjorde en person ‘uren’ i religiøs forstand. Dels var man fysisk set ‘uren’ i den forstand, at sygdommen smittede ved berøring, dels var man dermed også ‘uren’ i religiøs henseende, sådan at der var brug for en ‘renselse’, så den helbredte kunne genoptage sin plads i samfundet.

Den spedalskes permanente urenhed betød nemlig social udstødelse.

At den spedalske henvender sig, er derfor grænseoverskridende.

Den ‘spedalske’ falder nu på knæ og beder indtrængende Jesus om at “rense” ham, for som han siger: Hvis du vil, kan du! (1,40). Jesus har nemlig to kompetencer, dels evnen (‘kunnen’), dels viljen (‘villen’). Den syge forudsætter hans kunnen, som jo er hele baggrunden for, at han henvender sig til Jesus. Og han appellerer så til Jesu villen.

Jesu reaktion har fire elementer, der alle sammen indgår i vers 1,41. (1) For det første fatter han medlidenhed med den syge. Det er et træk, vi ellers møder i forbindelse med bespisningsunderne (6,34; 8,8,2), men vi kan måske formode, at det også er underforstået ved de andre helbredelsesberetninger. Derimod optræder det ikke ved dæmonuddrivelserne, hvor der jo snarere er tale om en tvekamp. Hvor eksorcismerne er udtryk for det, Jesus egentlig skal, nemlig bekæmpe Satans dæmoner, dér er sygdomshelbredelserne snarere udtryk for noget, han lader sig lede til af sin medfølelse. (2) For det andet rører Jesus ved den syge, ligesom vi fx så det med Peters svigermoder i 1,31. Her er der yderligere det element, at Jesus dermed pådrager sig mandens urenhed. (3) For det tredje svarer han, at han sandelig ‘vil’ rense den syge.

Hermed bekræfter han den syge i hans bøn. Ikke blot kan Jesus, han vil det også. (4) At han kan, bekræftes så af det fjerde element i Jesu reaktion: Han siger, at den syge skal blive renset – hvilket så sker “med det samme” (1,42).

Hermed kunne historien jo være færdig, men der sker langt mere.

Jesus skælder nemlig manden ud og sender ham meget drastisk bort (1,43). Han indskærper ham yderligere, at han ikke må fortælle om sin renselse til nogen. Derimod skal han på almindelig jødisk vis lade sig syne af en præst og foretage de ofringer, der er foreskrevet i Moselo25

Det foerste evg - Indhold.indb 25

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 1 (1,40-45)

ven (1,44). Sådan en præst, som i den konkrete historie må tænkes at befinde sig i Galilæa, gjorde periodevis tjeneste i templet i Jerusalem.

Han var en slags ekspert i renhed og urenhed, hvilket egentlig angår tempelkulten: Er man ren, kan man deltage i kulten; er man uren, er man udelukket fra at deltage. Markus’ Jesus må altså her tænkes helt og fuldt at overholde Moseloven. Når Jesus derudover formaner den helbredte til tavshed, skal det nok forstås sådan, at han vil sikre sig mod en mistanke om, at han skulle have foretaget helbredelsen for at vinde succes og bogstaveligt talt få kunder i butikken. Sådan må man efter min mening forstå dette motiv i forbindelse med sygdomshelbredelserne (modsat dæmonuddrivelserne). Man skal med andre ord ikke medregne lige dette motiv blandt dem, der indgår i Messiashemmelighedskomplekset. Her følger jeg den finske forsker Heikki Räisänen modsat den gamle tysker William Wrede, der satte hele Messiashemmeligheden på dagsordenen. Herom meget mere senere.

TE-P: Hvad tror du i øvrigt meningen er med udtrykket sidst i 1,44, “som et vidnesbyrd for dem”?

GH: Først og fremmest dette: for at folk kan se, at han er helbredt.

Men det kan ikke udelukkes, at der også er en undertone af: som et vidnesbyrd for dem om Jesus.

Men hvordan går det så efter Jesu tavshedspåbud? Som i andre tilfælde, vi skal møde, begynder den helbredte med det samme at “forkynde (kêryssein) meget” og at “gøre ordet (logos) offentligt kendt” med det resultat, at Jesus ikke længere kan komme åbenlyst ind i nogen by, men endnu en gang må opholde sig ude i ødemarken, hvor folk så kom hen til ham fra alle egne af området (1,45). Hvad den helbredte “forkynder”, siges ikke eksplicit, men selve brugen af denne term antyder, at det simpelthen er “evangeliet” om Guds rige osv., det handler om (jf. 1,14-15). Tilsvarende må “ordet” forstås som en variant af det underforståede “evangelium”. Det betegner altså nærmest selve ‘sagen’: den sag, som er styrende for Jesu hele virksomhed.

TE-P: Så selv om du ikke vil henregne tavshedspåbuddet ved helbredelser under Messiashemmeligheden, skal vi altså fortsat forstå helbredelserne som en integreret del af Jesu virksomhed på lige fod med dæmonuddrivelserne i forbindelse med hans forkyndelse af Guds rige.

Er det rigtigt forstået?

GH: Ja, det er det.

26

Det foerste evg - Indhold.indb 26

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 2 (2,1-12)

Kapitel 2 2,1-12. GH: Denne tekst fortsætter beretningen fra kap. 1 på to måder. Dels vender Jesus tilbage til Kapernaum, dels får vi en ny helbredelsesberetning. Interessant er det så selvfølgelig at se, hvad der er nyt i denne tekst. Og hertil er svaret, som vi senere skal se, at 2,1-12 indleder en serie stridssamtaler, der kulminerer i 3,6 i beskrivelsen af farisæernes plan om at slå Jesus ihjel.

TE-P: Ja, faktisk er der nogle forskere, der har ment, at 2,1-3,6 bygger på en allerede foreliggende skriftlig kilde, som Markus så har redigeret i. Det tror jeg ikke rigtigt på. Det er snarere Markus selv, der har stykket hele dette stykke sammen ud fra traditionen.

GH: Ja, det mener jeg også. Men det kan vi vende tilbage til, når vi har analyseret de enkelte dele af hele stykket.

TE-P: Hvad angår sammenhængen af 2,1-12 med det foregående, understreges den, synes jeg, af to detaljer i 2,2, der hænger sammen med beskrivelsen i 1,45. For det første står der i 2,2, at Jesus talte ton logon (‘ordet’) til dem, der stimler sammen omkring ham, nøjagtigt ligesom den helbredte i 1,45 trods Jesu forbud gjorde ton logon offentligt i hans egen by. For det andet udtrykkes det i 2,2 med en hôste-sætning (“så at end ikke/ikke længere…”), hvad konsekvensen er af noget tidligere fortalt. Mange stimlede sammen, så at end ikke området ved døren kunne rumme dem (2,2). På nøjagtigt samme måde begyndte den helbredte i 1,45 at forkynde meget og udbrede kendskabet til ‘ordet’, så at han (Jesus) ikke længere kunne gå åbenlyst ind i byen.

GH: Ja, det peger i retning af, at det er Markus selv, der fortæller her. Hvad der sker, er så, at for at bringe en mand, der er lam, hen til Jesus, tager de, der bærer ham (2,3), taget af det hus, hvor Jesus befandt sig (jf. 2,1), og sænker den båre eller seng, som den lamme lå på, ned gennem taget (2,4). På den måde illustrerer teksten deres tro på en morsom, næste grafisk måde: Hvor Jesus taler horisontalt, udspiller 27

Det foerste evg - Indhold.indb 27

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 2 (2,1-12)

den begivenhed, der udtrykker deres tro, sig vertikalt – og hvad mere er: i nogle handlinger, der helt klart bryder med det normale. De fjerner jo simpelthen taget på et hus, der tilhører en fremmed person. Jesus reagerer så – bemærkelsesværdigt – på deres tro og ikke den lammes (2,5a). Men han henvender sig dog til den lamme og foretager her en handling, der er lige så grænseoverskridende, som fjernelsen af taget og nedsænkningen af den lamme var: Han tilsiger den lamme syndernes forladelse (2,5b).

Her kunne man måske tillade sig at stille det kontrafaktiske spørgsmål, hvad der ville være sket, hvis de skriftkloge, som nu kommer på banen i 2,6, ikke havde været der? Ville mandens synder blot være blevet ham forladt? Eller ville han være blevet helbredt, sådan som læseren nærmest må tænkes at forvente det? Det spørgsmål rejser spørgsmålet om forholdet mellem syndsforladelse og helbredelse, som vi skal vende tilbage til.

TE-P: Ja, det er et godt spørgsmål, som vel endnu en gang peger i retning af, at det er Markus, der har lavet den samlede historie i 2,1-12.

Man kunne netop ikke standse efter 2,5. Men det kommer du sikkert til.

GH: Ja, i hvert fald introduceres nu de skriftkloge i 2,6, men ikke sådan, at de på forhånd har fået tillagt nogen bevidsthed om at have Jesus som modstander. De er der blot – men bliver så helt forskrækkede over at høre, hvad Jesus siger, og får en fornemmelse af, at noget er galt.

Det er jo kun Gud, der kan forlade synder! I dette indledende stadium bringer de imidlertid ikke deres forskrækkelse eksplicit til udtryk. De siger ikke noget, men “spekulerer” i deres hjerter over Jesu blasfemiske tale (2,7).

TE-P: Det er en rigtig god pointe, som jeg ikke havde set. Den understreger, at vi her netop får introduceret de skriftkloge for første gang i evangeliet. Senere er de på forhånd klar over, at den er helt gal med Jesus.

GH: Modsat de skriftkloge er Jesus derimod clairvoyant og forstår “i sin ånd” – hvilket nok kan være betydningsfuldt – hvad der foregår i de skriftkloge (2,8). Så han stiller dem eksplicit på en prøve: Hvad er det sværeste, at sige “Dine synder forlades dig” eller at sige “Stå op, tag din seng og gå rundt”? – underforstået, at hvis Jesus kan sige det sidste, så det virker, så kan han også sige det første, så det virker. Her 28

Det foerste evg - Indhold.indb 28

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 2 (2,1-12)

kan man selvfølgelig spørge om, hvorfor det ene nu skulle være sværere eller lettere end det andet. Svaret må vel være, at det sidste og ‘sværeste’ er det, der umiddelbart kan kontrolleres.

TE-P: I hvert fald virker det jo helt anderledes slående, når man direkte ser den lamme blive helbredt.

GH: Uden at afvente de skriftkloges svar siger Jesus til den lamme, at han skal tage sin seng og gå hjem (2,11), og det sker med det eksplicitte formål, at de skiftkloge kan indse, at “Menneskesønnen har magt og myndighed (exousia) til at forlade synder på jorden” (2,10).

Kompositorisk kan man her bemærke, at vers 2,10 rummer en berømt og gevaldig såkaldt ‘anakoluti’ (sætningsbrud), idet Jesus i én og samme helmening først henvender sig direkte til de skriftkloge og så pludselig af Markus hævdes at tale direkte til den lamme. Man plejer at sige, at dette indikerer, at Markus-forfatteren her har knyttet to oprindeligt uafhængige historier sammen. 2,5b-10 kunne uden vanskelighed tages ud af teksten, hvorefter man havde en fin helbredelsesberetning. Det giver god mening fra et litterærkritisk perspektiv, og man må nok tro, at 2,1-5a + 11-12 faktisk har eksisteret som en selvstændig beretning i overleveringen. Men den historie bliver så i Markus’ gengivelse til en stridssamtale, der lægger grunden for en konfrontation mellem de skriftkloge (og, som vi senere skal se, farisæerne) og Jesus.

TE-P: Så du er altså enig i, at Markus har ‘redigeret’ voldsomt i, hvad han måtte have fået overleveret?

GH: Ja, uden tvivl. Hele historien afsluttes i 2,12 med en sanktion, der understreger Jesu kompetence: Da skaren ser den lamme gøre, som Jesus har sagt, lovpriser den Gud for, hvad Jesus har gjort. Hvis han kan det, de nu har set, kan han også forlade synder, hvorved deres ræsonnement bliver rigtigt: Jesus ‘er’ Gud. TE-P: Nå da. Han kunne vel også være Guds udsending eller sådan noget. Hvad han direkte er ifølge Markus’ tekst, er jo i hvert fald ‘Menneskesønnen’, og det hænger vel sammen med, at Jesus (som Menneskesøn) ifølge vers 2,10 har exousia til at forlade synder på jorden, modsat i himlen, eller hvor Gud ellers holder til. Men du kan have ret i, at skaren så at sige ser Gud i eller bag Jesus.

GH: Ja, sådan noget.

Lad os nu se på den samlede historie fra en narratologisk synsvinkel.

Når Markus øjensynligt har lavet denne historie i dens helhed med 29

Det foerste evg - Indhold.indb 29

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 2 (2,1-12)

dens spil på syndsforladelse og helbredelse, melder sig naturligt spørgsmålet om, hvad forholdet da er mellem disse to ting. Set fra et narratologisk perspektiv er svaret ikke så ligetil. Hvis man anlægger Greimas’ begrebslighed, hvor der sondres mellem fire elementer i et forløb – manipulation, kompetence, performance og sanktion – kan man til de sidste tre af de fire elementer tilknytte forestillingen om tre forskellige typer af prøve. Til kompetencen svarer den kvalificerende prøve, der skal afgøre, om aktøren har den givne kompetence. Til performancen svarer den principale prøve, der skal vise i praksis, at aktøren har denne kompetence. Og til sanktionen svarer den glorificerende prøve, der skal konstatere, at aktøren har den. Én mulig måde at forstå Markus’ historie på er da at sige, at syndsforladelsen i 2,6 er selve performancen, den afgørende, principale prøve. Syndsforladelsen er altså det vigtigste, hvilket både de skriftkloge og Jesus jo også sådan set lægger op til. I så fald bliver selve helbredelsen den efterfølgende, glorificerende prøve, der skal konstatere, at Jesus har ret til at forlade synder, at han kan gøre det.

Som sagt: Det giver god mening narratologisk. På den anden side kan man også sige, at hele historien jo er lagt til rette efter, at den lamme skal blive helbredt. Så er de tre stadier i historien følgende: (i) den indledende manipulation mellem bærerne, den lamme og Jesus, (ii) som derpå følges af den kvalificerende prøve, som er syndsforladelsen, og som viser Jesu kompetence til at foretage (iii) den principale prøve i selve performancen, som er helbredelsen. Denne følges så naturligt af folkeskarens sanktion, der netop gælder helbredelsen.

Skal man vælge den ene eller den anden forståelse? Er det syndstilgivelsen, der er det afgørende? Eller er det helbredelsen, der er det? Man kan sige, at teksten changerer mellem den ene og den anden forståelse.

Pointen er nærmest, at man ikke kan have det ene uden det andet. Og det svarer ganske godt til en antik forståelse af forholdet mellem synd og sygdom, som man også kan genfinde mange andre steder. Blot skal man nok være lidt forsigtig med at se en helt mekanisk sammenhæng her: Det er ikke altid sådan, at sygdom automatisk fortolkes som et udtryk for synd – eller omvendt. Ikke desto mindre er pointen i denne historie klart nok, at uden helbredelse af den lamme var syndsforladelsen blot tomme ord, og omvendt: Hvis der ikke er syndsforladelse, indskrænker det helbredelsens betydning. Så bliver Jesus bare en ‘al30

Det foerste evg - Indhold.indb 30

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 2 ( MENNESKESØNSBEGREBET)

mindelig’ helbreder, og det er langtfra dækkende. Den samme dybere betydning af Jesu helbredelser må man tænke med i de andre helbredelseshistorier.

TE-P: Hvad du her gør, er altså – i lyset af den narratologiske analyse – at vise den mere omfattende pointe af Markus’ særlige konstruktion af den samlede historie: at en ‘almindelig’ helbredelse (“Tag din seng osv.”, 2,11) nu også bliver til et spørgsmål om syndsforladelse (“Dine synder forlades dig”, 2,5), og at Jesus som Menneskesøn har magt og myndighed (exousia) til at tilsige syndernes forladelse på jorden. Her kan man da virkelig se værdien af en greimasiansk analyse i praksis.

GH: Ja, det synes jeg også. Og bemærk, at denne særlige betydning af helbredelsen understreges af de anvendte begreber i 2,10: at Jesus har ‘magt’ eller ‘myndighed’ (exousia), og at Jesus (som det klart nok er impliceret) er ‘Menneskesøn’. Hvor vi har mødt det første begreb tidligere (jf. 1,22 og 27), optræder det andet begreb her for første gang.

TE-P: Og hvad har du så at sige om det?

Menneskesønsbegrebet. GH: Begrebet bruges for det første hele vejen igennem hos Markus som Jesu selvbetegnelse. Der er ingen andre end Jesus, der bruger begrebet, og Jesus bruger det om sig selv. For det andet optræder det i tre forskellige sammenhænge. I brug nr. 1 anvendes det (som her, men se også 2,28) om Jesu myndighed på jorden. I brug nr. 2 optræder det i de tre såkaldte lidelsesforudsigelser i kap. 8-10 (8,41; 9,31; 10,32-34). Og endelig optræder det (også i evangeliets anden del) i en brug nr. 3 i passager, der handler om Jesu genkomst på skyer osv. (se fx 13,26). Alle tre sammenhænge peger – kan man sige – på Jesu opgave.

TE-P: Det kan jeg uden videre forstå for brug nr. 2 og 3. Menneskesønnen (Jesus) skal jo lide osv. Og han skal også komme tilbage på skyer. Men skal han også tilgive synder på jorden og være herre over sabbatten?

GH: Lad os først lige gå lidt videre: Om selve udtrykket ‘Menneskesønnen’ (ho hyios tou anthrôpou), som i hvert fald på græsk har en meget besynderlig klang, gælder det, at det forud for Markus kan have haft to hovedbetydninger. Dels kan det på aramaisk, hvis man tænker sig, at det sprog ligger til grund for det græske udtryk, have haft en meget neutral og dagligdags betydning: ‘et menneske’, ‘man’. Det 31

Det foerste evg - Indhold.indb 31

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 2 ( MENNESKESØNSBEGREBET)

mener nogle forskere, som så ligefrem tilskriver den historiske Jesus selv denne neutrale brug. Om det sidste kan man ikke have nogen skråsikker mening, men det forekommer dog sandsynligt, at udtrykket faktisk har en aramaisk baggrund og dermed går forud for Markus, simpelthen fordi det klinger underligt på græsk. Dels kan det tænkes at have henvist til en særlig apokalyptisk figur, som har haft sit udspring i Danielsbogen kap. 7. Det ville så svare til Markus’ brug nr. 3 som angivet ovenfor. (Fx er Mark 13,26 jo et direkte citat fra Danielsbogen.)

Dette forestiller så andre forskere sig, hvoraf nogle endda regner med, at der har eksisteret en egentlig ‘apokalyptisk menneskesønforestilling’ i jødedommen forud for kristendommen. Hvad der i så fald er sket for at nå frem til Markus’ brug, er, at den forudgående apokalyptiske menneskesønforestilling er blevet overført på Jesus – jf. Markus’ brug nr.

3 – og at denne forestilling så også er blevet omfortolket sådan, som det er afspejlet i Markus’ brug nr. 1 og 2, og her ikke mindst i forbindelse med Jesu lidelse (brug nr. 2).

TE-P: Men også her er det da overførslen af den apokalyptiske menneskesønforestilling til Markus’ brug nr. 1, der er sværest at forstå.

GH: Ja, det har du ret i. For hvis vi nu forlader de ret spekulative overvejelser over begrebets betydning forud for kristendommen og i stedet fokuserer på Markus selv, må vi dér i hvert fald sige, at de tre typer brug hører nøje sammen. Brug nr. 2 og 3 fra tekstens anden hoveddel gør det tydeligvis, og de indvirker så nærmest retrospektivt på brug nr. 1, der kun optræder i tekstens første hoveddel (og her jo faktisk kun de to steder, jeg har nævnt): Denne brug så at sige afspejler brug nr. 2 og 3.

TE-P: Ja, men igen hvordan? Vil Markus sige, at den Jesus, der i evangeliets første halvdel gør undere og foretager helbredelser m.v., tillige er den Jesus, der senere skal lide og komme tilbage på skyer? Det ville jo passe både med din analyse af 2,1-12 og med det forhold, at det, som denne Menneskesøn har exousia til at foretage sig (og altså endnu, mens han er her på jorden), er sådan nogle ‘guddommelige’ ting som at tilgive synder og være herre over sabbatten.

GH: I hvert fald kan vi som det allermindste sige, at Jesu brug af udtrykket om sig selv i Markus-teksten er med til at fastholde læserens bevidsthed om spørgsmålet om Jesu identitet: Hvad er det, der gemmer sig bag denne lidt gådefulde selvbetegnelse?

32

Det foerste evg - Indhold.indb 32

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 2 (2,13-17)

2,13-14. GH: Nu bevæger Jesus sig så på ny væk fra Kapernaum og fortsætter sin lærevirksomhed over for skaren, som kommer til ham (2,13). Her får vi så også en ny kaldelsesberetning (2,14), der ligesom sidst (1,16-20) foregår i et ingenmandsland, nemlig på grænsen mellem to lande. Mønsteret fra dengang gentages også: Jesus kalder tolderen Levi (“Følg mig”) – og han følger med det samme med.

TE-P: Ja, vers 2,14 genfindes næsten ordret hos Matthæus (9,9). Blot hedder Levi dér Matthæus. Og det er så ham, der uforglemmeligt er blevet foreviget af den store maler Caravaggio i maleriet ‘Matthæus’ kaldelse’ i Rom. Dér er det dog ikke så meget, hvad Jesus siger, der er det afgørende, men hans udstrakte arm og finger, der peger direkte på Levi/Matthæus på en måde, der gør enhver tøven umulig. Hos Markus derimod spiller den tanke, Jesus explicit formulerer om at ‘følge’ ham, en central rolle i evangeliet.

GH: Netop. Om tolderes position i datidens jødiske samfund er der i øvrigt at sige, at toldere var ilde set af tre grunde. Dels anså man dem for korrupte. Dels var de i romernes – eller som her den romerske vasalkonge, Herodes Antipas’ – tjeneste. Og endelig ansås de for at være urene i kraft af deres arbejde, da de jo nødvendigvis måtte have fingrene nede i de varer, de skulle fortolde. Det er altså sådan en person, Jesus her kalder – og som følger med.

2,15-17. GH: Det fører direkte over i en ny beretning, som foregår i Levis hus. Her spiste Jesus til middag (2,15) ved et selskab, hvor han – som man jo gjorde i antikken – ‘lå’ til bords, dvs. støttede overkroppen på albuen, så det kun var benene, der var i vandret position. Sammen med Jesus og hans disciple ‘lå’ også “mange toldere og syndere” til bords, og det er formodentlig om dem, det siges, at dem var der mange af, og at de “fulgte” ham. Selv om de muligvis ikke er blevet direkte kaldet af Jesus ligesom Levi, fungerer han alligevel som en slags repræsentant for dem. Om ‘synderne’ er der desuden at sige, at de skal forstås som en social kategori, nemlig jøder, der ikke fulgte Moselovens påbud om fx rent og urent m.m.; de var altså ikke kriminelle el.lign.

Så kommer det imidlertid til en ny stridssamtale (2,16-17). At spise sammen var – dengang som nu – en begivenhed af kolossal social betydning. Og nu var der nogle af “farisæernes skriftkloge”, dvs. nogle skriftkloge blandt farisæerne, der så, at Jesus spiste sammen med disse 33

Det foerste evg - Indhold.indb 33

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 2 (2,18-22)

toldere og syndere, hvorpå de henvendte sig til Jesu disciple og spurgte, hvorfor han dog gjorde det (2,16). Her skal det for det første bemærkes, at der i forhold til 2,1-12 er tale om en stigning i graden af modstand.

Dels stiller “farisæernes skriftkloge” et direkte spørgsmål i stedet for bare at tænke noget “i deres hjerter” (2,6). Dels er der nu tale, ikke bare om “nogle skriftkloge” (2,6), men om “ farisæernes skriftkloge”, hvilket bringer læseren nærmere hen på, hvor tampen brænder.

TE-P: Ja, jeg mener også, det er meget vigtigt at være opmærksom på den stigning i graden af direkte konfrontation, der sker gennem hele 2,1-3,6. Den er i meget høj grad med til at binde stykket sammen til en enhed.

GH: For det andet er det bemærkelsesværdigt, at modstanderne immervæk kun drister sig til at henvende sig til Jesu disciple og ikke ham selv, selv om det er hans adfærd, de stødes over.

TE-P: Ja, endnu tør de ikke gå direkte i clinch med ham. Det gør de først senere.

GH: Ikke desto mindre er det selvfølgelig Jesus, der svarer med et ordsprogsagtigt udtryk om, at det er de syge, der har brug for en læge osv. (2,17). Formålet er tydeligvis at forvirre modstanderne. Og hvis man vil, kan man godt sammenligne med de rappe svar, som samtidens såkaldte kynikere (en slags græsk filosofisk skole) excellerede i.

Dog må man tilføje, at når Jesus siger, at han “ikke er kommet for at kalde” retfærdige, men syndere, så giver han endnu en gang udtryk for sin kaldsbevidsthed: at han har fået pålagt en opgave.

TE-P: Rigtigt. Men sådan en kaldsbevidsthed kan man nu også genfinde hos de græske kynikere, fx i filosoffen Epiktets skildring fra ca.

125 e.Kr. af ‘Den sande kyniker’ (Diatribe III 22). Bemærkelsesværdigt er det også, at Jesus siger, at han “er kommet” for at kalde syndere.

Hvorfra? Mon dog ikke fra himlen – eller er det for johanneisk? Men selv det gælder faktisk også om Epiktets sande kyniker.

2,18-22. GH: Denne historie fortsætter så med spisemotivet. Hvor både Johannes’ disciple og farisæerne holder faste, dér gælder dette ikke for Jesu disciple. Her er det altså disciplenes og ikke Jesu adfærd, der sættes spørgsmålstegn ved. Omvendt henvender Johannesdisciplene og farisæerne sig nu direkte til Jesus selv og beder om en forklaring.

Bemærkes må det også, at det nu ikke længere er ‘de skriftkloge’ eller 34

Det foerste evg - Indhold.indb 34

29-01-2014 15:46:48

KAPITEL 2 (2,18-22)

‘de skriftkloge blandt farisæerne’, der går til angreb, men farisæerne selv og som sådan. (Om Johannesdisciplene se nedenfor.)

Som baggrund er det vigtigt at vide, dels at faste rigtignok ikke var foreskrevet i Moseloven (ud over én dag om året under Yom Kippur), men at der havde udviklet sig en praksis, hvorefter i hvert fald farisæerne fastede to gange om ugen (mandag og torsdag) – og dels, at de kristne på Markus’ egen tid også fastede (jf. 2,20), men blot på en anden dag (nemlig fredag, til minde om Jesu dødsdag, og onsdag).

Uenigheden vedrørte altså ikke (set fra Markus-forfatterens perspektiv), om man overhovedet skulle faste, men hvornår man skulle gøre det.

I selve historiens sammenhæng er spørgsmålet imidlertid et andet.

For Jesus svarer med et billede på brudgommen (som selvfølgelig er ham selv): Når brudgommen ‘er der’, dvs. under bryllupsfesten, kan man da ikke faste (2,19). Senere, dvs. når brudgommen “er taget bort fra dem”, kan hans disciple faste – og vil så også gøre det “på den dag” (2,20, altså om fredagen). I dette billede går vers 20 tydeligvis ud over selve billedets natur, hvilket i og for sig er forberedt allerede i vers 19 med udtrykkene “mens brudgommen er sammen med dem” og “så længe som de har brudgommen hos sig”. Med udtrykket “er taget bort fra dem” bliver billedet imidlertid vredet så meget, at der indirekte bliver tale om en lidelsesforudsigelse.

TE-P: Så giver det jo rigtig god mening, at det er Jesus selv, der skal svare på farisæernes spørgsmål, og som de derfor henvender sig til.

Svaret forudsætter så at sige en viden, som Jesu disciple slet ikke har.

GH: Men 2,21-22 kan så forekomme lidt tilfældigt efterhængt.

Hvad de to vers handler om, er forholdet mellem det gamle og det nye, med den pointe, at det nye vil ødelægge det gamle, hvis man forsøger at holde de to ting sammen. Men hvad betyder så det? Man skal nok vare sig for at udrede de enkelte dele allegorisk. Det vigtige må være, at Jesus repræsenterer noget nyt, uanset hvordan det så nærmere skal forstås. Taget på den måde rummer 2,19-20 og 2,21-22 to forskellige argumenter, der går to forskellige veje. Hvor de to første vers siger, at man ikke kan sørge og faste under brylluppet, siger de to sidste, at med Jesus er der kommet noget nyt ind, som man ikke kan blande sammen med alt det gamle.

35

Det foerste evg - Indhold.indb 35

29-01-2014 15:46:49

KAPITEL 2 (2,23-28)

TE-P: Måske kunne man alligevel se en nærmere sammenhæng mellem 2,19-20 og 2,21-22. Hvis spørgsmålet er, hvorfor der ikke bliver fastet af Jesu disciple, mens Jesus er sammen med dem, når der altså senere skal blive fastet også af de kristne, så peger Jesu svar i retning af, at historien skal udtrykke en ganske særlig situation, der netop har at gøre med Jesu tilstedeværelse på jorden. Det understreges også af bryllupsbilledet. For netop brylluppet er næsten indbegrebet af ‘festen’, dvs. det tidspunkt, hvor hverdagens praksisser lægges bag en. Her kan man så selvfølgelig heller ikke sørge (hvilket er fastens pointe), men kun glæde sig sammen med brudgommen. Måske er denne særlige pointe – det ganske særlige ved Jesu tilstedeværelse – også grunden til, at teksten overhovedet nævner “Johannes’ disciple” (2,18). For Johannes havde jo forudsagt, at der efter ham skulle komme noget næsten enestående, nemlig en, der var stærkere end ham selv. Denne stærkere er nu kommet, og derfor kan man så heller ikke faste.

Denne forståelse kunne så også være med til at give mening til 2,2122. Sammenhængen kunne være, at Jesu disciple altså ifølge 2,19-20 måtte gå en anden vej vedr. faste end både Johannesdisciplene og farisæerne, da Jesus var hos dem, netop fordi bryllupsfestens genstand, altså brudgommen, repræsenterer noget helt nyt – og at denne nyhedsværdi trods 2,20 også skulle have konsekvenser efter Jesu bortgang. I så fald må der med det gamle klæde, som vil blive sprængt i stykker, hvis det bliver repareret med en ny lap, og med de gamle vinsække, som vil blive sprængt af en ny vin, skulle tænkes helt konkret på de gamle religiøse skikke, fx fasten. Enten skulle disse skikke så helt afskaffes (skulle de kristne mon kun faste på selve årsdagen for Jesu død?). Eller også skulle der laves nye religiøse ritualer til det nye ‘indhold’.

GH: Jeg synes, at Markus’ egen tid ‘overtager’ for meget af betydningen i den fortolkning. Jeg finder det mere sandsynligt, at Markus ser en mulighed i billedet med brudgommen, som han så tilføjer, nemlig at det ikke altid er bryllup. Og at det andet argument om nyt og gammelt så får en efterhængt position.

2,23-28. GH: Her beretter Markus så om den tredje konfrontation, hvor det igen er farisæerne, der er på banen, og igen direkte over for Jesus med henvisning til hans disciples adfærd. Det overordnede emne er selvfølgelig spørgsmålet om arbejde på sabbatten, men også her specielt 36

Det foerste evg - Indhold.indb 36

29-01-2014 15:46:49

KAPITEL 2 (2,23-28)

i forbindelse med det at spise. Jesu disciple begynder at plukke nogle kornaks på sabbatten, og farisæerne spørger så Jesus om, hvorfor de gør noget, der ikke er tilladt (2,24).

TE-P: Rent sprogligt har jeg nu altid forstået farisæernes udsagn, ikke som et spørgsmål, men som en deklarativ sætning: “Se, hvad de gør på sabbatten, (noget,) som ikke er tilladt!”.

GH: Nestle-Aland-udgaven har jo i hvert fald sat et spørgsmålstegn.

Men under alle omstændigheder svarer Jesus, nemlig ved at henvise til 1. Samuelsbog 21,1-7, hvor det fortælles, at da David og folkene omkring ham engang var sultne, fik de udleveret helligt brød (hos Markus “skuebrødene”) af præsten Akimelek i templet i Nob. Markus’ Jesus husker rigtignok galt her, når han siger “mens Ebjatar var ypperstepræst”, for Ebjatar var Akimeleks søn (jf. 1 Sam 22,20), som med nød og næppe undslap det blodbad, som Saul efterfølgende lod udføre på præsterne i Nob som straf for deres hjælp til David.

Hvordan fungerer nu henvisningen til David og skuebrødene som argument hos Markus? Der er to muligheder. Enten er tanken, at menneskelig nød såsom sult ophæver det forbudte. Eller også er tanken, at hvad lige præcis David kunne tillade sig, det kan også Jesus (og hans disciple). Konklusionen på historien i 2,27-28 peger faktisk i begge retninger. Hvis sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt (jf. 2,27), ja så er der tale om en generalisering af den første mulige pointe af historien om David. Mennesket som sådant står over de religiøse bestemmelser. Forstået på den måde vil udtrykket ‘menneskesønnen’ i 2,28 simpelthen skulle betyde ‘mennesket’. Omvendt gælder det imidlertid også som en mulighed, at hvis det er ‘Menneskesønnen’ med stort ‘M’ (dvs. Jesus), som jo hos Markus almindeligvis er en messiansk skikkelse, der også traditionelt blev forbundet med David, der er herre over sabbatten (jf. 2,28), ja så er der tale om en særlig myndighed, der kun tilkommer Jesus, ikke alle mennesker. I så fald bliver tanken i 2,27 nærmest den, at Menneskesønnen kan erklære, at sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt.

TE-P: Hvad skal man så vælge? Personligt vil jeg sige følgende: Da ‘Menneskesønnen’ to sider tidligere i teksten (se 2,10) er beskrevet som en skikkelse (nemlig Jesus selv), der har en ganske særlig myndighed, og da det græske ord for ‘herre’ (kyrios) i 2,28 hos Markus klinger meget ‘højkristologisk’, er det nok mest sandsynligt, at det er den anden 37

Det foerste evg - Indhold.indb 37

29-01-2014 15:46:49

KAPITEL 2 (2,23-28)

forståelsesmulighed, teksten vil bringe til udtryk. På den måde formulerer teksten også mest markant det modsætningsforhold mellem Jesus og farisæerne, som den overordnede sammenhæng styrer direkte imod at sætte på spidsen (se 3,6).

GH: Jeg er enig i, at teksten peger mest i den retning – selv om jeg personligt foretrækker den første forståelse.

Rækken af fortællinger, der begynder i 2,1, bringes til deres afslutning i 3,1-6. Men det må vente til næste kapitel, hvor vi også må samle op om 2,1-3,6 som helhed.

38

Det foerste evg - Indhold.indb 38

29-01-2014 15:46:49

NAVNE- OG SAGREGISTER

Navne- og sagregister Adam 218 Adoptionskristologi 16, 270 Afskedstale (testamente) 194 Akimelek 37 Aktualiseret, status 56, 57, 67, 130 Aleksander 234 Andreas 20, 194 Antiochus IV 201 Apokalypse Genre defineret 195 Tid og Rum 195 Kognitiv dimension 195 Apokalypse, Den synoptiske 194, 197-198, 224 Apokalyptik 195-197 Et moderne begreb 196 Og eskatologi 18 Og kognitiv dissonans 196-197 Sitz im Leben 197 Apostlenes Gerninger 15, 200, 224, 249, 267 Apostolos 44-45, 90 Arimatæa 241 Aristoteles 187 Aron 169 Autoritetstyper 252, 253, 259-260 Barabbas 231-232 Barnedåb 151-152 Bartimaios 160-161, 190 Beelzebul 47, 98 Betania 163, 164 Betfage 164, 165 Betsajda 93, 96, 97, 107, 114, 118 Biografisering 16

Blasfemi 225, 230 Bultmann, R. 18 Bøn Og tro 137 Børn 140, 150-152 Caesarea Philippi 119, 164 Caligula 202 Caravaggio, M. 33, 221 Clairvoyant, Jesus som 28, 166, 168, 212 Collins, J. 195 Crossan, J.D. 66 Dalmanuta 114 Danielsbogen 195, 201, 204, 225 David 37, 161, 167, 189-190 Davidsen, O. 218 Dekapolis 71, 74, 75, 107, 111, 113 Derrida, J. 215, 272 Didache 269 Disciplene Deres kaldelse 19-20, 33 Deres manglende forståelse 57, 62, 67, 68-69, 91-92, 95, 96, 97, 114, 120, 129-131 Deres manglende evne til at uddrive dæmoner 133-134, 136-137 Deres svigten 212, 241 Deres udsendelse 84-85 Deres udvælgelse 44-46 DO 1992 14, 48, 59, 68, 83, 89, 95, 212 Dodd, C.H. 65 Domitian 156

275

Det foerste evg - Indhold.indb 275

29-01-2014 15:47:12

NAVNE- OG SAGREGISTER

Dæmoner 17, 21-22, 43, 45, 47-48, 71-73, 106, 133-137, 141 Dæmonuddrivelser 265 Og sygdomshelbredelser 22-23, 26 Ebjatar 37 ‘Egypteren’ 14 Ekballein 78, 106 Ekthambeisthai, se thambeo Elias 86, 126, 131-132, 174, 227, 237, 238 Elias/Elisha-fortællinger 93 Enok, 1. 195 Epiktet 34 Esajas 100, 132, 170, 173, 178, 221222, 231 Eskatologi Et moderne begreb 196 Se også Apokalyptik Euangelion 12, 18 Evangeliske råd 154 Exousia 21, 29, 31, 45, 57, 85, 174, 175 Ezekiel 170 Ezra, 4. 195 Fadervor 172-173, 218-219 Familie 152 Guds familie (menigheden) 51, 156-157, 268-269 Farisæere 27, 33-34, 34-35, 36-37, 39-41, 98, 100, 114-115, 147-148, 180, 181-182, 263 Faste 35, 36 Filon fra Alexandria 186, 255 Forudsigelse og opfyldelse 166 Fristelse 16-17, 121, 219, 237 Fuchs, E. 65

Fødselsberetninger 16, 270 Gadara 71 Galilæa 15, 19, 20, 22, 24, 26, 4041, 42, 43, 87, 88, 104, 117, 119, 138, 147, 163-164, 181, 216, 217, 240, 245, 263, 268 Og Jerusalem 246, 260, 261-262 Gamle Testamente, Det Og Det Nye Testamente (hermeneutisk cirkel) 13 Og Johannes Døberen 14 Gehenna 143-144 Genesaret 96 Genesaret Sø 19, 42, 53, 67-69, 71, 91, 93-94, 111, 116, 261 Labilt område 19, 68, 261 Gerasa 71 Getsemane 121, 173, 216, 217-221, 236 Golding, W. 47 Greimas, A. 15, 30, 31, 56, 233 Groupe d’Entrevernes 66 Guds rige 18, 19, 26, 125 Guds riges hemmelighed 56-57, 67, 130 Og børn 151 Som et måltid 215-216 Hallbäck, G. 195, 198 Hallel-salmer 166, 216 Hedningekristne Markus- og Lukasevangeliet 11 Hedninger, i Markusevangeliet 7175, 97, 104-106, 107, 111, 113-114, 178, 179, 264-265 Helbredelser 43 Ved berøring 76, 107 Handler om liv 79

276

Det foerste evg - Indhold.indb 276

29-01-2014 15:47:12

NAVNE- OG SAGREGISTER

Skema i beretningerne 22 Modsat charlatanisme 129 Herodas Antipas 33, 40, 86, 87-90, 117, 263 Herodes den Store 87, 169, 182 Herodes ’privatmand’ 87 Herodianere 40-41, 117, 180, 181182, 263 Herodias 87-90 Horsley, R. 272 Idumæa 42 Ionesco, E. 91 Jaírus 75, 77-78, 126, 136 Jakob, Alfæus’ søn 46 Jakob, Zebedæussøn 20, 45, 46, 121, 158-159, 194, 217, 241 Jeremias 170 Jeremias, J. 65 Jericho 160-161 Jerusalem 21, 26, 42, 47, 50, 98, 119, 125, 144, 147, 161, 162, 163-164, 165, 167, 172, 181, 193, 194, 209, 216, 217, 241, 246, 260, 261-262, 264 Jesus, den historiske 114, 252-253, 265 Jesus, den jordiske 245, 252 Jesus og jødedommen if. Markusevangeliet 264-266 Johannesdisciple 34-35, 36, 90, 241 Johannes Døberen 36 Historisk i forhold til Jesus 15 Hos Markus 14, 86-90, 131-133, 174 Og omvendelse og bod 19

Johannesevangeliet 11, 16, 50, 95, 187, 211, 220, 221, 224, 236, 238, 245, 248, 249, 256, 270, 271, 272 Johannes, Zebedæussøn 20, 45, 121, 141, 158-159, 194, 207, 241 Johannes’ Åbenbaring 195, 268 Johnson, M. 66 Jordan 160, 164 Josef fra Arimatæa 241 Josefus 14, 87 Josva 160 Judas, Iskariot 46, 211, 212, 213, 216, 221 Judas, Jakobs søn 46 Judæa 42, 46, 138, 147, 163, 202, 229 Jülicher, A. 65, 66 Jüngel, E. 66 Jødedommen, Se Jesus og jødedommen Jødekristne Matthæus og Johannesevangeliet 11 Kapernaum 20-21, 24, 27, 33, 39, 41, 42, 46, 96, 136, 138, 147 Kazantzakis, N. 237 Kähler, M. 256, 257 Kelber, W. 258 Kerioth 46 Kirk, H. 20 Kompetence 15-16, 16-17, 176 Se også kunnen og villen Se også manipulation Se også performance Se også sanktion Konfrontation (i helbredelsesberetninger) 22, 24

277

Det foerste evg - Indhold.indb 277

29-01-2014 15:47:12

NAVNE- OG SAGREGISTER

Konstatering (i helbredelsesberetninger) 22, 30 Kontrakt 176-177 Kultkritik 188 Kunnen 25, 80, 88, 90 Kynikerne 34, 85, 103 Kyrene 234 Kærlighedsbud, dobbelt 186-187, 189 Lachmann, K. 13 Lakoff, G. 66 Lastekatalog 103 Latinismer 229, 233, 234 Lectio difficilior potior 61, 86, 99100, 107-108, 117 Levi 33, 46 Liddell-Scott-Jones 209 Lidelsesforudsigelser 120-121, 138, 139, 157, 164, 166 Lignelse 48, 53-54, 57-60, 62-64, 175 Hvordan en lignelse skal forstås 54, 175-176 Jesu lignelser 64-66 Markus’ lignelsesteori 55, 64, 66-67, 115, 129-130 Og allegori 175, 177, 178-180 Linnemann, E. 65 Logos 26, 27, 122 Lohmeyer, E. 261 Lukasevangeliet 11, 16, 46, 50, 85, 117, 128, 170, 173, 175, 211, 213, 215, 221, 238, 245, 248, 267, 270, 271 Mack, B. 258 Manipulation 30 Manson, C. 118

Maria’er i Mark 15 og 16 240, 243 Maria, Marthas søster 211 Marin, L. 58 ’Markus’ Kreativitet 27, 41-42, 105, 113114, 232, 235, 257-258 Markusevangeliet Anonymitet 11-12 Datering 188-189 Genre 251-257 Inddeling 163-164 I forskningens front 271-272 Lignelsesteori (se også Lignelse) 55 Målgruppe 258-260 Og frelse 268 Og Rom (se også Latinismer) 191 Plot 42, 172, 209, 232 Sitz im Leben 11-12 Slutning 246-248 Som antik biografi 254-255 Tidsorientering 266-268, 270271 Marxsen, W. 261 Matthæusevangeliet 11, 16, 46, 50, 85, 95, 117, 137, 163, 166, 170, 172, 186, 211, 215, 219, 221, 231, 245, 249, 267, 270, 271 Menneskesøn 31-32, 37-38, 123, 130-132, 160, 198, 203, 204, 205, 206, 225, 237 Messias 16, 67, 68, 93, 97, 114, 116, 118, 120, 129-130, 167, 190, 210, 225, 230, 232, 237, 266

278

Det foerste evg - Indhold.indb 278

29-01-2014 15:47:13

NAVNE- OG SAGREGISTER

Messiashemmelighed 21, 23, 26, 43, 67, 95, 119, 120, 128-130, 225, 272 Mishna Sanhedrin 223 Modaliteter (ville, skulle o.l.) 218 Molok 144 Montage-teknik, filmisk 51-52, 133-134, 172, 211, 240 Moses 44, 91, 94, 116, 126, 128, 148, 227 Mytologiske indbrud 17, 126-127 Nadver 164, 213-215 Nazaret 15, 83-84, 161, 226, 245 Nero 123, 156 Nestle-Aland Mark 1,1 12 Mark 1,3 13 Mark 2,24 37 Mark 3,32 51 Mark 5,39 78 Mark 7,9 101 Mark 7,16 102 Mark 7,35 108 Mark 9,44/9,46 144 Nob 37 Oliebjerget 164, 165, 193-194, 216 Omvendelse 18-19 Opgave 16, 17 Opstandelse 121, 130, 178, 186 Dens nødvendighed 262 Paulus 12, 15, 103, 145, 149-150, 187, 213, 215, 219, 244-245, 249, 256, 262, 269 Performance 30 Peter (Simon) 20, 45, 97, 118, 119122, 127, 138, 151, 156, 163-164,

172, 194, 210, 216, 217, 222, 226227, 241, 245, 246, 269 Peters Apokalypse 222 Philip, Herodes Antipas’ bror 87 Pilatus 90, 229-231, 236 Politik 152, 158-160 Proagein 217 Præsentation (i helbredelsesberetninger) 22, 24 Prøve (glorificerende, kvalificerende, principal) 30 Psychê 40, 76, 122-123, 186 Påske Datering 209, 211 Qumran 198 Räisänen, H. 26, 129-130 Realiseret, status 56, 57, 67, 130 Retssagen mod Jesus 222-223, 230 Ricoeur, P. 66 Rigdom 152, 269 Og Guds rige 154-156 Rohde, J. 118 Rom/romere 33, 72, 181-183, 235 Rufus 234 Sabbat 36-37, 39-40, 41, 264 Saddukæere 180, 184-186, 197 Salome i Mark 6 87-89 Salome i Mark 15 og 16 240, 241 Salomon 165 Samaria 147 Sandwich-teknik 47, 51, 75, 86, 167, 203 Sanktion 29, 30 Satan 17, 21, 23, 25, 47-48, 49, 50, 115, 121, 260, 265 Scorsese, M. 237 Septuaginta 100, 186, 188

279

Det foerste evg - Indhold.indb 279

29-01-2014 15:47:13

NAVNE- OG SAGREGISTER

Shakespeare, W. 88, 118 Sheol 144 Sidon 42, 107, 111, 113 Simon fra Kyrene 234 Simon, Kananæus‘ søn 46 Sinai 44, 128 Sitz im Leben 11-12, 60, 63, 138, 142, 206, 269 Skandalizesthai 59, 84, 216 Skaren 43, 263 Skat 181-183 Skilsmisse 147-150 Skriftkloge 28, 33-34, 47, 49-50, 98, 100, 171, 180-181, 189, 190, 263-264 Sokrates 103 Spedalskhed 24-25 Stefanus 224 Stoikerne 187 Strauss, R. 89 Stridssamtale 27, 33, 39, 97-98, 133, 147, 180, 181, 186 Dens særlige struktur 41, 148 Summarium 24, 42, 96, 97 Syndsforladelse 28-31 Synedriet 171-172, 173, 175, 181, 222, 229 Synen 192, 233 Tabor 44 Tacitus 230 Tate, S. 118 Tegn 114-115, 168 Templet 21, 26, 164-165, 167-173, 182, 186, 189, 191, 193, 201, 202, 205, 224, 236, 239, 267-268 Politik, økonomi, religion 180181, 183

Thambeo/thambos 22, 218, 244 Theissen, G. 154, 156, 269 Ti bud, De 153-154 Titus (kejser) 201, 202 Tolder 19, 33 Tolv, De 44-46, 55, 139 Tolv Patriarkers Testamenter, De 194 Tragisk ironi 224, 236 Tro 69 Og helbredelser 28, 77, 84, 135, 161 Tyros 42, 104-105, 107, 111, 113 Urenhed 25-26, 30, 76, 80, 97, 100, 102-104, 105, 264-265 Vejen 138 Villen 25, 80, 88, 90 Værdiobjekt 176-177 Væren 192, 233 Weber, M. 252 Weckruf 54, 55, 60, 102 Weder, H. 66 Wilde, O. 89 Wrede, W. 26, 128-129 Yom Kippur 35, 169-170 Zakarias 216, 222 Ældste 171-172 Ånden 15, 16, 48-49, 50, 107, 174, 190, 199-200

280

Det foerste evg - Indhold.indb 280

29-01-2014 15:47:13

STEDREGISTER

Stedregister Første Mosebog 3,14 94

12,11

Zakarias’ Bog 14,4 165, 194

Anden Mosebog 24,8 213

Matthæusevangeliet 3,10 14 4,1-11 17 7,2 61 9,9 33, 46 17,21 137 21,10-17 166 22,35-40 186 26,39 219 26,42 219 27,16 231 28,16-20 249

Femte Mosebog 6,4-5 186 Josvabogen 22,5 186, 188 Første Samuelsbog 21,1-7 37 22,20 37 Første Kongebog Kap. 17 93 Kap. 19 132

Markusevangeliet 1,1-9,50 164 1,1-4 12-14 1,1 84 1,2-3 14 1,4-8 14-15 1,7-8 48 1,8 49 1,9-13 15-17 1,9-11 128, 270 1,10 49, 239 1,11 127 1,12-13 219, 237 1,14-8,26 163 1,14-15 15, 17-19, 22, 24, 26, 85 1,14 12, 86 1,15 57, 220 1,16-20 19-20, 33, 84 1,21-28 20-22, 24, 83 1,22 31, 57, 85, 174 1,24 71

Anden Kongebog Kap. 4 93 Salmernes Bog 22 235, 238 89,10 69 107,29 69 110 190 113-118 216 118 166, 232 Esajas’ Bog Kap. 5 178 Kap. 35 108 Kap. 53 132 Daniels Bog Kap. 7 32 11,31 201

201

195

281

Det foerste evg - Indhold.indb 281

29-01-2014 15:47:13

STEDREGISTER

1,25-26 136 1,25 68 1,27 31, 57, 69, 85, 174 1,29-31 20, 22-23 1,29 138 1,31 240 1,32-34 23 1,35-38 23-24 1,35 93 1,39 24 1,40-45 24-26 1,45 27 2,1-3,6 27, 34, 38, 39, 41-42, 258 2,1-12 27-31, 34, 41, 107 2,1 24, 38, 39 2,2 91 2,6 34, 40 2,7 49 2,10 37, 57, 85, 123, 174 2,13-17 41 2,13-14 33 2,14 20, 46 2,15-17 33-34 2,18-22 34-36, 41 2,18 98 2,23-28 36-38, 41 2,28 31, 123 3,1-6 38, 39-41 3,4 76, 79 3,6 27, 38, 39, 42, 49, 56, 79, 117, 181 3,7-12 42-43 3,7-8 47, 147 3,9 46, 53 3,12 79 3,13-35 44 3,13-19 44-46, 84 3,13 93 3,14 90 3,19 211 3,20-35 44, 46-52 3,20-21 83

3,20 91 3,21 47 3,22-30 47-50, 56 3,22 98, 264 3,24 18 3,31-35 47, 50-52, 83 4,1-34 68 4,1-2 53 4,1 75 4,3-32 64 4,3-9 53-55, 64, 175 4,10-25 64 4,10-12 55-57, 64 4,10 62 4,12 95, 115 4,13-20 57-60, 67, 175 4,21-32 175 4,21-25 60-62 4,26-29 62-63, 64 4,26 62 4,29 206 4,30-32 63-64 4,33-34 55, 62, 64, 104 4,34 57 4,35-41 67-69, 116 4,39 22 5,1-43 68, 113 5,1-20 68, 71-75, 106, 114 5,20 108 5,21-43 68, 75, 79-81 5,21-24 75-76 5,23 107 5,24 77 5,25-34 23, 76-77, 79, 105, 135, 150 5,25-27 210 5,35-43 77-79, 136 5,41 107 5,42 76 5,43 68 6,1-6 83-84 6,3 51 6,7-13 84-85, 86

282

Det foerste evg - Indhold.indb 282

29-01-2014 15:47:13

STEDREGISTER

6,7 45, 249 6,14-29 17, 85-86 6,14-16 86-87, 119 6,17-29 87-88 6,17-20 88 6,18 72 6,21-29 88-90 6,29 241 6,30-31 85, 86, 90-91 6,30 45 6,32-44 91-93 6,34 111 6,35-44 111 6,45-52 68, 93-96,116 6,45 107, 114 6,53-56 96 6,54-56 97 7,1-37 107, 113, 264-265 7,1-23 97-98 7,1-13 98-100 7,1 264 7,4 102 7,6-13 100-102 7,14-15(16) 102-103 7,14-15 98 7,14 100 7,17-23 98, 102-104 7,24-30 104-106, 111 7,31-37 107-109 7,31 111 8,1-9 111-114 8,10-13 114-115 8,13-21 68 8,14-21 116-118 8,15 181 8,17-18 115 8,19-21 108 8,19-20 97 8,21-22 97 8,22-26 97, 107, 108, 109, 118119 8,22 93, 107, 114 8,27-10,52 120, 163

8,27-9,1 119 8,27-30 119-120 8,27 163, 164 8,29 97, 108, 118, 127, 210 8,31-33 119, 120-122 8,31 123 8,32 227 8,34-9,1 119, 192 8,34-38 122-123 8,38 125 9,1 125 9,2-13 133 9,2-8 17, 20, 125-128, 137 9,2 78 9,5 227 9,7 16, 115, 127 9,9-13 128, 130-133 9,10 121 9,11-13 190 9,14-29 133-137 9,30-32 137-138 9,30 119, 163 9,31-32 120 9,31 31 9,33-50 146 9,33-41 142-143, 145-146 9,33-37 138-141, 158 9,33 147 9,37 142, 143 9,38-40 141-142 9,41 142-143 9,42-50 145-146 9,42-48 143-144 9,42 213 9,49-50 144-146 10,1-52 164 10,1 138, 147, 163 10,2-12 147-150, 152, 269 10,13-16 140, 150-152, 269 10,13 161 10,17-31 152 10,17-22 152-154, 189 10,23-27 154-156

283

Det foerste evg - Indhold.indb 283

29-01-2014 15:47:13

STEDREGISTER

10,24-25 20 10,26 20 10,28-31 20, 152, 156-157, 268, 269 10,32-34 31, 120, 139, 157 10,32 217 10,35-45 152, 158-160, 269 10,35-40 121, 139 10,46-50 160-161 10,46 147 10,48 190 11,1-16,8 164 11,1ff 161, 163-164, 190, 258 11,1-11 164-167 11,1 194 11,10 232 11,11 163 11,12-12,12 180 11,12-25 167-173 11,15 78 11,24 137 11,27-12,44 165 11,27-12,12 181 11,27-33 115, 173-174, 175 11,27 171 12,1-44 173 12,1-12 175-180 12,13-34 180-181 12,13-17 41, 115, 180, 181-183 12,13 181 12,18-27 180, 184-186 12,18 181 12,28-34 180, 186-189 12,34 181 12,35-37 189-190 12,36-37 119 12,37 191 12,38-44 191-192 12,42-44 154 13,1-37 189, 267, 268 13,1-2 193 13,1 164, 167 13,2 224

13,3-4 193-194 13,3 20, 164 13,4 207 13,5-31 194 13,5-27 194-200 13,5-6 203, 205, 206, 259 13,7-8 201, 203 13,7 200, 205 13,8 205 13,9-13 203, 206 13,11 200 13,13 205 13,14-23 200-203, 206 13,14 206 13,21-22 203, 205, 206, 259 13,23 203, 205 13,24-27 203-206, 237 13,26 31, 32 13,28-37 206-208 13,28 204 13,32-37 194 14,1-11 209 14,1-2 211 14,3-9 209-211, 243 14,10-11 211 14,12-16 164, 166, 211-212 14,17-25 164, 212-216 14,22-25 93 14,25 18 14,26-31 216-217 14,26 164 14,27 222 14,28 245 14,29-31 245 14,32-42 217-220 14,33 20, 78 14,36 121, 173 14,42 231 14,43-52 220-222 14,44 231 14,48 236 14,53-72 222-227 14,53-65 229

284

Det foerste evg - Indhold.indb 284

29-01-2014 15:47:13

STEDREGISTER

14,61-62 230 14,62 231 14,64 229 15,1 229-230, 231 15,2-15 230-233 15,16-20a 233-234 15,16b-39 234-240 15,29 224 15,34 231 15,37 22 15,39 127 15,40-47 240-241 15,40 243 15,47 243 16,1-8 127, 243-248 16,1 240 16,7 216-217 16,9-20 248-249

28,3-6

249

Første Korintherbrev 3,13.15 145 7,1-40 149 7,10-11 150 11,24-26 215 12,3 142 14,1-40 249 15,1-58 245 Galaterbrevet 5,19-21 103 Filipperbrevet 2,6-11 256 4,18 219 Første Thessalonikerbrev 4,16-17 204, 268 5,2 208

Lukasevangeliet 6,16 46 6,20-26 213 8,2 248 10,25-37 187 24,13-32 248 24,50-51 249

Johannes’ Åbenbaring 21,9-27 268

195

1. Enoks Bog 195

Johannesevangeliet 1,33-34 16 1,45 50 2,19 224 2,21 224 6,42 50 8,44 50 11,11-13 78 13,4-17 211 20,1-2 248 20,18-29 249 21,1-25 245

4. Ezras Bog 195

Apostlenes Gerninger 1,9-11 249 6,13-14 224

285

Det foerste evg - Indhold.indb 285

29-01-2014 15:47:13

GEERT HALLBÄCK TROELS ENGBERG-PEDERSEN

fra 1985 til 2012. Han har skrevet en lang række artikler og flere bøger, der spænder vidt over emner fra fortid og nutid. I centrum har stået dels Markusevangeliet, dels Det Nye Testamente som helhed, jf. fx følgende bøger: Strukturalisme og eksegese. Modelanalyser af Markus 5, 21-43 (København: Gad, 1983); Om Markus. Analyser og fortolkninger (København: ANIS, 2002); Det Nye Testamente – en lærebog (København: ANIS 2010). Men Hallbäck har også haft mange andre emner på dagsordenen, jf. bogen Hvad jeg skrev … Udvalgte artikler om Det Nye Testamente og andre ting (København: ANIS, 2008). Hallbäck var en af hovedredaktørerne af Gads Bibel Leksikon I-II fra 1998, og han var en hovedkraft bag

I den nye bog samler Hallbäck sin forståelse af Markusevangeliet i en gennemgang af Markus-teksten fra begyndelse til slutning.

Bogen afspejler, hvad Hallbäck har sagt om tekstens enkelte dele i sin undervisning af teologistuderende gennem årene. Samtidig viser den sammenhængen mellem de enkelte stykker og helheden i en gennemtænkt samlet fortolkning af teksten. Bogen er blevet til gennem en lang række interviews af Hallbäck foretaget og nedskrevet af hans kollega på Afdeling for Bibelsk Eksegese, Troels Engberg-Pedersen, som også har udstrakt erfaring med undervisning i Markusevangeliet.

Den henvender sig til både studerende og alle andre, som uden særlige forudsætninger ønsker at arbejde (i oversættelse eller på originalsproget, græsk) med denne grundlagstekst i vestlig kultur.

Det første

evangelium

Det første evangelium

havns Universitets Afdeling for Bibelsk Eksegese

G. HALLBÄCK

Geert Hallbäck (f. 1948) var lektor ved Køben-

T. E N G B E R G - P E D E R S E N

angelium t første

Geert Hallbäck har i mere end en menneskealder været tilknyttet Københavns Universitets Afdeling for Bibelsk Eksegese indtil sin tidlige, selvvalgte pension i 2012. I centrum for hans undervisning og forskning har stået Markusevangeliet. Fx udgav han i 2002 bogen Om Markus. Analyser og fortolkninger (København: ANIS) med en række artikler om udvalgte dele af dette, det første evange­ lium.

Bogen gennemgår Markusevangeliet fra A til Z i en samtaleform, der fremlægger Geert Hallbäcks samlede forståelse af teksten. Den mundrette tone fra selve samtalen er bevaret. ”For hvorfor skal en bibelkommentar altid være kedelig at læse?”

Bogen er typografisk opbygget, så den umiddelbart kan læses sideløbende med Markus-teksten selv (på dansk eller græsk). I 16 kapitler om Markusevangeliets 16 kapitler samt et afsluttende kapitel om Markusevangeliets særtræk gennemgår Hallbäck Markus’ narrative tilrettelæggelse af fortællingen om den jordiske Jesus – en fortælling, som tillige er ”evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn”.

Den Nye Aftale. Det Nye Testamente på nudansk (2007). Ved sin afgang i 2012 blev Hallbäck fejret med et festskrift: Den store fortælling. Festskrift til Geert Hallbäck (red. Søren Holst og Christina Petterson, København: ANIS, 2012).

Afdeling for Bibelsk Eksegese.

9 9-788774-576617 788774 576617

ANIS

Det første evangelium OMSLAG TRYK.indd All Pages

ANIS

Troels Engberg-Pedersen (f. 1948) er professor ved

En samtale om Markusevangeliet ANIS

23/01/14 12.53