Grundtvig slog ved flere lejligheder fast, at det hebraiske folk er det mest poetiske af alle folkeslag. To af landets mest velskrivende teologer har nu slået sig for sammen at bane en fælles vej ind i Salmernes Bog og Grundtvigs poetiskteologiske univers. SVEND BJERG (f. 1942) dr.theol., har fungeret som lektor, først ved Aarhus Universitet, dernæst ved Københavns Universitet. Har bl.a. skrevet bogen Gud først og sidst. Grundtvigs teologi – en læsning af Den christelige Børnelærdom (2002).
SØREN HOLST (f. 1963) er lektor i teologi ved Københavns Universitet. Har deltaget i udgivelsen og oversættelsen af Dødehavsrullerne. Er særligt optaget af, hvordan Det Gamle Testamente kan være helligskrift for både jøder og kristne, og hvad det betyder for tolkningen af teksten.
Poetisk bibeltolkning i bredfyldt mål kan læseren vente sig af denne lille bogs gennemgang af tolv Grundtvig-salmer, der er gendigtninger af gammeltestamentlige salmer. En hel lille introduktion til både Det Gamle Testamente og Grundtvig bliver det til. En hyldest til salmen; at synge er at håbe – lovsang er opløftende. Det bliver til iagttagelsen af, at Det Gamle Testamentes ideal er et jævnt og nogenlunde muntert, virksomt liv på jord. Hverdagen er pointen med festen. Og pointen hos Grundtvig? Den er, at kristendom er en lykkereligion.
Fra bogen:
” ”
Der er ingen tvivl om, at Grundtvigs salmer definerer mennesket som en skabning, der har frelse behov. Ikke desto mindre samler Grundtvig sig mere om opvæksten af liv – sangglæden – end om af-væksten af død. Bunden er nået, det skete for længst (…). Livsfaren er overstået, nu gælder det gudsfolkets livsglæde.
Det rimer meget godt med Guds virkelighed, at vor lovsang til Gud har lyd. Der er krop bag. Gud er nemlig til stede i både krop og ånd, på jord og i himmel. Gud er skabelsens Gud, der virker i hele den udstrakte fysiskåndelige virkelighed, i alt fra det mindste støvkorn til universets planeter.
Den gyldne harpe Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer
Svend Bjerg & Søren Holst Den gyldne harpe – Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer © Forfatterne og forlaget Alfa, 2011 ISBN 978 87 7115 018 6 Omslag: Flemming Dupont Sats: Tina D. Laursen Sat med Adobe Garamond Pro og trykt på 100 g Munken print cream Tryk: ScandinavianBook
Udgivelsen er venligt støttet af N.F.S. Grundtvigs Fond Bibelteksterne er hentet fra Bibelen i autoriseret oversættelse af 1992, og gengives efter tilladelse fra Det Danske Bibelselskab © Det Danske Bibelselskab 1992. Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK–1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk
SVEND BJERG & SĂ˜REN HOLST
Den gyldne harpe Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer
ALFA
Indhold Indledning: Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer
7
1 2
Nærhed og afstand – Guds identitet: Salme 103 Vor skabelses gåde: Lovsynger Herren
20 30
3 4
Er Gud retfærdig eller ej? Salme 92 Kræfterne tiltager: Giv mig, Gud, en salmetunge
44 54
5 6
Fra Sinaj til Zion – Guds historie med sit folk: Salme 68 Et ord med kæmpekræfter: Stat op i gry, min Gud, stat op!
66 75
7 8
Gud med os: Salme 124 Liv og glæde: Var Gud ej med os denne stund
86 93
9 Hvor længe, Herre? Salme 74 10 Du og dine: Du gamle af dage
106 116
11 Det mirakuløse trivielle: Salme 65 12 Al jordens håb: Højhedens Gud
128 136
13 Ved Babylons floder: Salme 137 14 Kirkebyggeri: Tør end nogen ihukomme
148 156
15 Himlen taler: Salme 19 16 Ordet i ordene: Himlene Herre, fortælle din ære
168 177
17 Festgudstjeneste: Salme 118 18 Væksten i gudstjenesten: Denne er dagen
190 201
19 Forladt af Gud og mennesker: Salme 42-43 20 Gudsglemsel: Som tørstige hjort monne skrige
212 222
21 Hjemme bedst: Salme 84 22 Trappen: Hyggelig rolig
232 240
23 Gud først og sidst: Salme 90 24 Visdom: For dig, o Herre
252 260
Efterskrift Litteratur
271 285
INDLEDNING
Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer
”Det er selvfølgelig bare sådan, kunstneren har forestillet sig Gud,” sagde læreren i kristendomskundskab, da han viste Michelangelos billede af Gud Fader, der med sin finger vækker Adam til live, frem for 2.B, ”for der er jo ingen, der véd, hvordan Gud ser ud.” Lille Ole på bageste række svarede uden tøven, ”Det ligner ham da ellers meget godt.” – Anekdoten illustrerer ikke blot, hvor nemt man kan komme til at tale forbi hinanden, men også det næsten umulige i at komme uden om at danne sig mentale billeder, hvis man overhovedet skal tænke. Der lægges til tider megen vægt på at understrege, hvad kristendommen ikke er en tro på. Og der kan bestemt være god grund til at prøve at afmontere naive forestillinger om, at tro på Gud hovedsageligt består i at mene, at farverige fortællinger om folk, der bliver slugt af hvaler og spyttet ud igen,
7
skal opfattes bogstaveligt. Behovet for den slags afmontering kan være føleligt for tiden, hvor en ret firkantet form for ateisme ivrigt bekæmper det, som dens fortalere tror, er kristendom. Bogen her går imidlertid en anden vej. Den handler om poesi. Og vi regner med, at voksne mennesker, der har lært at læse, godt véd, at poesi blandt andet består af billedsprog. Vi går også ud fra, at læseren godt véd, at ”Davids Salmer” er et navn, traditionen har givet til en samling, hvis oprindelse vi ikke kender. I læsningerne af Davids Salmer fra Det Gamle Testamente bliver læseren derfor uden en masse forbehold inviteret med indenfor i en verden, hvor et tempel helt bogstaveligt er gudens hus, hvor et godt liv i verden beror på at kende den manual, som mennesket Moses fik overrakt på stentavler af Gud på Sinaj-bjergets top, og hvor éns fjender ikke bare ligner, men er en lille lokal syndflod, der truer med at lade ens verden gå til grunde og drukne én i kaotiske vandmasser. Sagt på en anden måde er læsningen af Salmerne især styret af en interesse for at se dem som eksemplariske fremstillinger i poetisk form af de teologiske hovedtanker i Det Gamle Testamente: Mennesket står midt i verden og skal forstå sin tilværelse i forhold til sine medmennesker og sin fysiske omverden. Det indebærer i Det Gamle Testamente uden forbehold også tanken om en Gud, der ikke kan rummes i det samlede univers, og som samtidigt kan bo i et tempel af sten på toppen af Zionbjerget og gribe ind i stort og småt. Så det starter vi med. Afmytologiseringen kan man så efter behag foretage i anden omgang, og skulle nogen forsømme at få det gjort, må forfatterne til denne bog hænge vores fælles hat på den bemærkning, som C.S. Lewis fremkom med i en diskussion af forholdet mellem
8
abstrakte begreber og alt for menneskelige billeder (i kap. 4 af den fingerede brevveksling Letters to Malcolm, der udkom posthumt i 1964): at filosofiske abstraktioner også er utilstrækkeligt menneskesprog, fuldt så vel som billedtale er det, og at der såmænd næppe nogensinde er nogen, der direkte har taget skade på sin sjæl ved at forestille sig, at Gud Fader den Almægtige har langt hvidt skæg. Poetisk teologi er altså bogens tema. Det er ikke nogen specielt veldefineret disciplin, skønt den har fået sit eget opslag i et nyligt leksikon (Grønkjær 2001). Udtrykket har været brugt om den teologi, som udtrykkes igennem poetiske storværker hos Dante og Milton (Balling 1983, særligt kap. 7) og Grundtvig (Arffmann 1985), men mest kendt i dansk sammenhæng er nok, at Erik A. Nielsen som en ”røst, der råber i ørkenen” har påpeget, at poetisk teologi er en mangelvare (Nielsen 1998); her er det nok så meget Bibeltekstens egen karakter af poesi, der efterlyses en større sans for, både med hensyn til de mange betydningslag i det enkelte poetiske udtryk og til fletværket af forbindelser mellem tekstens enkelte dele – ikke mindst mellem Det Gamle og Det Nye Testamente (Nielsen 2005: 13-14). Bibeltolkning i form af poesi kan læseren i bredfyldt mål vente sig af denne lille bogs gennemgang af tolv Grundtvig-salmer. Også læsningen af Grundtvigs tolv forlæg fra den gammeltestamentlige Salmernes Bog sker med fokus på det figurative og poetiske, men ikke nødvendigvis med fokus på tekstens kristne efterliv. Vi mener nemlig, at Det Gamle Testamentes førkristne billedverden også har kristelig værdi i sig selv – som Faderens bog, så at sige, der går forud for Sønnens og Helligåndens skrifter i Det Nye Testamente.
9
N.F.S. Grundtvig slår dørene op til sin poetiske teologi, idet han gendigter Davids Salmer, her i et udvalg på 12 centrale salmer. Alt i alt udgør disse gendigtninger ca. 50 (Balslev-Clausen 2002: 38; Holt & Nielsen 2002: I 220) ud af Grundtvigs i alt ca. 1.600 salmer. Kaj Thaning har opgjort tallet til præcist 1.594 (Thaning 1963: 559). Udvalget har givet sig selv; vi har valgt de gendigtninger, som er blevet så udbredte, at de er kommet med i salmebøgerne. Vignetterne med citater af Simon Grotrian skal antyde, hvordan Grundtvigs poetiske arv kan forvaltes her og nu. Der er ikke noget mærkeligt i, at Grundtvig kan genfinde og inddigte sin egen poetiske teologi i de hebraiske gendigtninger. Han var ikke særlig god til hebraisk, så da han var stærkere til græsk, tyede han jævnligt til den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuaginta (Thodberg 1998: 66). Men ellers slog Grundtvig ved flere lejligheder fast, at det hebraiske folk er det mest poetiske af alle folkeslag. Det sagde han tydeligt i Christenhedens Syvstjerne fra 1854 (stroferne 8-11 og 64-65, jf. Balslev-Clausen 2002: 40-41). Nok er den samlede kristne menighed en universel menighed, men den er, sagde Grundtvig – under inspiration af de syv menighedsbreve i Johannes’ Åbenbaring (Åb 2-3) – i historiens løb blevet fordelt på en successiv række af folkemenigheder, syv i alt: den hebraiske, græske, latinske, engelske, tyske, den dansk-norske menighed, og endnu én, som Grundtvig ikke helt havde skudt sig ind på, han hældede dog til den indiske folkemenighed. Grundtvig gik altså ud fra det fælles kirkelige, de fælles salmer og den fælles bekendelse, navnlig den apostolske trosbekendelse. Han lagde mere vægt på at føre den fælles kristelige tradition videre end på selv at være original, og så endte han dog med at være dybt original.
10
Ikke desto mindre indtager den hebraiske menighed en særlig position ved at være poetisk i udsædvanlig grad, hvad enhver kan se ved at læse Salmernes Bog. Det poetiske er her det samme som det profetiske: synerne med de vældige billeder. De lægger op til en særlig verbal billedkunst i skikkelse af salmer, hvortil Grundtvig allerede tidligt stillede det krav, at de skulle være bibelske, poetiske og folkelige (Sørensen 1964: 55). På det poetiske plan følte Grundtvig sig altså nært forbundet med den hebraiske menighed. Dens salmer lever videre i Grundtvigs gendigtninger. Grundtvig gendigtede salmerne af David, han gentog dem ikke åndløst. Enhver gendigtning er i sagens natur også en tolkning. Sådan set rummer gendigtningen på samme tid to visioner: Davids og Grundtvigs. Det særligt grundtvigske hænger ikke mindst sammen med en særlig læsestrategi, idet Grundtvig læste teksterne fra Det Gamle Testamente ud i ét stykke med Det Nye Testamente. De to skrifter forkynder den samme Gud, de fortæller løs på den samme historie om Guds fællesskab med sit folk fra skabelse til dommedag. Historien er én, men har dog en midte, som ligger efter historien i Det Gamle Testamente: Jesu historie, hvorfra både fortiden og fremtiden får deres betydning. Dette er baggrunden for Grundtvigs produktive tolkning af Davids salmer. Meningen med dem skal man i sidste instans finde i Jesu historie. Men det kunne David naturligvis ikke vide, da han skrev sine salmer. Nu er der et særligt formål med at læse Grundtvigs gendigtninger af Davids salmer, nemlig at fokusere på Grundtvigs teologi eller rettere hans poetiske teologi, som samtidig er en original erfaringsteologi. Hensigten er at genfinde teologien i salmerne. Hvorfor genfinde? Det må jo forudsætte, at teologien
11
engang var der for senere at gå under jorden. Christian Thodberg har påpeget, at Grundtvigs salmer først kom til ære og værdighed i Den Danske Salmebog fra 1953, for da var de for alvor blevet alment kirkelig eje. Men det havde den ironiske konsekvens, at ingen mere sang salmerne med sans for, at man her mødte en særlig grundtvigsk teologi. Der var, tilspidset formuleret, tale om salmer uden teologi (Thodberg 1969: 8, jf. Borum 1983: 138). Vi ønsker derimod at genopdage det særligt grundtvigske i de gendigtede salmer, som fører os dybt ind i Grundtvigs univers. De er derfor velegnede som grundlag for en introduktion af Grundtvigs poetologi (Borum 1983: 164, ”Grundtvigs salmer vil meddele et teologisk budskab”). Når det ikke er sket tidligere, skyldes det sikkert en særlig fordom, som går ud på at spille Grundtvigs teologiske prosa ud mod hans kirkelige poesi. Det er næsten et dogme, at Grundtvig nok sagde dybe ting i sine prosaskrifter, men det samme, hævdede man, blev bare sagt meget bedre i hans poetiske skrifter, navnlig i hans salmer (Bjerg 2002a: 8). Ifølge Thodberg skal man opfatte Grundtvigs prædikener som et salmeværksted. Ud af Grundtvigs tunge prosaprædiken kom der med stort arbejde og lidt held en poetisk salme på lette vinger. Teologisk prosa er én ting, salmens poesi noget helt andet. Alligevel kan man ikke, som mange tror, skille dem ad. Der er også teologi i salmerne, måske en særlig poetisk teologi, men dog en teologi. Naturligvis er der forskel på poesi (salme) og prosa (teologi). De fører forskellig tale. Poesien bruger billedsprog, prosaen et begrebssprog. Forskellen er påtagelig. Billedsproget er som regel konkret og sanset, det udfolder sig i fortælling og salme, ofte i store billedsuiter, som opstår gennem association. Frem for alt har billedsproget evnen til at udtrykke det individuelle og
12
unikke liv, det som ikke kan sættes på formel, det usammenlignelige. Heroverfor står begrebssproget, som netop abstraherer fra det konkrete, det enkelte opfattes som tilfælde af noget alment. Billedsproget giver stadig nye udtryk for det individuelle liv, betydningsfeltet udvides, mens begrebssproget indsnævrer sit betydningsfelt, så det til sidst har en entydighed, som alle kan begribe. Sådan set må man virkelig skelne. Salmens billedsprog kan noget, teologiens begrebssprog noget helt andet. Man skal blot ikke overse, at der også er teologi i billedsproget. Det tænker sit, nemlig alt det, som ikke kan almengøres. Denne form for billedtænkning kunne man med Poul Borum kalde for poetologi (Borum 1983: 209). Hermed gøres der alvor af, at salmen primært er et litterært værk. Den har indbygget en teologi, men før man har set på salmens arbejde med sproget, fatter man ikke dens særegne poetiske teologi. Det er en teologi, som springer ud af sproget. Det er summarisk sagt en teologi, hvori billedet styrer begrebet. I første omgang kan man derfor ikke gå konkret nok til værks i sin læsning af salmens egne ord. Grundtvig gendigtede ikke blot hebraiske, men også latinske (Balslev-Clausen 2002; Holt 1996; Elbek 1959), græske og engelsk-angelsaksiske salmer. Han gendigtede Brorson og Kingo, og navnlig den sidste satte han stor pris på (Sørensen 1966 og 1964; Elbek 1981). Siden 1811 havde han haft et ønske om selv at skrive nye salmer, mest som protest imod den autoriserede salmebog, Den Evangelisk-Christelige Psalmebog, en let ortodoks og ikke særlig rationalistisk salmebog, der havde afløst Kingos salmebog (1699-1798). Først med Grundtvigs Sang-Værk til Den Danske Kirke, 1836-37, gik hans ønske om nye salmer i opfyldelse, nu i stort format. Han skrev dem selv. Efter det første
13
bind af Sang-Værket fulgte med års mellemrum fire andre bind (Sørensen 1966: 51; Auken 1999). Og så sent som i 1956 udkom et sjette bind med varianter, noter og registre til SangVærket. Havde den evangelisk-kristelige salmebog drænet salmen for enhver poetisk vision, så led Kingos salmebog under den skavank at tænke mere på helvedet end på himlen. Med Jørgen Elbeks ord, så ligger Kingos salmer ”under for forestillingen om kristendommens konflikt med verden, om striden mellem godt og ondt. Og giver ikke rum for den kristnes uforstyrrelige glæde over, at det onde er overvundet” (Elbek 1959: 13). Allerede i 1807 var Grundtvig overbevist om, at salmen skal virkeliggøre ”Glimt af det evige Liv” (Sørensen 1964: 47). Salmen skal således være en lovsang, og den skal kendes som en forvandling i hjertet (Elbek 1981: 37). I Den christelige Børnelærdom fra 185561 systematiserede Grundtvig sig frem til, at salmens lovsang svarer til erfaringen af kærlighed, det prægnante overskud af liv, som hjertet er fyldt af (Bjerg 2002a: 134). Salmesang er en kærlighedsytring. Den udtrykker samtidig det gudskabte livs egen teologi. I det følgende introduceres altså Grundtvigs poetiske teologi gennem hans gendigtninger af Davids salmer. Af hensyn til den praktiske brug af bogen her har vi valgt at benytte den version af salmerne, som foreligger i Den Danske Salmebog, der blev autoriseret i 2002, også selv om mange af salmerne er beskåret i forhold til deres oprindelige skikkelse, som man kan finde i Grundtvigs Sang-Værk. Undervejs noteres det, når Den Danske Salmebog præsenterer særligt interessante afvigelser fra SangVærket, og under hver salme anføres, hvor den kan findes i henholdsvis salmebog og Sang-Værk. Salmebogen er menighedens
14
brugsbog. Den giver i praksis menigheden adgang til Grundtvigs poetologiske univers. Salmerne ”opfylder den kirkelige brugslyriks krav om bøn, lovprisning og meditation – men de er samtidig poesi, ren poesi og mesterlig poesi” (Borum 1983: 164). Vi vil altså primært se på salmebogens versioner af Grundtvigs gendigtninger. Salmerne gennemgås i den rækkefølge, hvori gendigtningerne forekommer i Den Danske Salmebog, men vi har medtaget en enkelt fra 1953-salmebogen, der er udgået af den seneste. De bibelske salmer er gengivet efter den autoriserede oversættelse af 1992. Ideen til bogen stammer fra et kursus, som vi har holdt i fællesskab på Københavns Universitet. Vi takker de studenter, der deltog, for værdifuld inspiration. Fejl og mangler hæfter vi selv for, men der havde været mange flere af dem, hvis ikke tidligere lektor, ph.d. Bodil Ejrnæs og cand.mag. & stud.theol. Lotte Prassé have gjort os den store tjeneste at finkæmme manuskriptet og komme med konstruktive ændringsforslag.
Svend Bjerg & Søren Holst