Den der ler sidst uddrag

Nina Vogt-Ă˜stli

ALFA

Den der ler sidst

Nina Vogt-Østli Den der ler sidst Oversat fra norsk af Dalgaard & Jensen Dansk © Forlaget Alfa 2013 Copyright © Nina Vogt-Østli og CAPPELEN DAMM A/S 2012 Originaltitel: Min tid kommer ISBN 978 87 7115 046 9 Sats & omslag: Lars Vendelbo Sat med: Caslon pro og Eurostile Omslagsbillede: 123RF - Maksym Iaremenko Tryk: ScandinavianBook Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK - 1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk

Nina Vogt-Ă˜stli

Den der ler sidst

Oversat af Dalgaard & Jensen

Kapitel 1

Jeg må væk.

Skolen er slut, jeg skal hjem, men Andreas står i døråbningen, vil ikke slippe mig ud, vil ikke lade mig komme forbi.

Der er ingen anden vej. Jeg må forbi ham.

Jeg var ellers lige blevet usynlig. Hvad fik mig ud af skyggerne – frem i lyset?

Jeg kunne godt lide skolen. I de små klasser. Jeg kunne lide at lære noget. Jeg kunne lide at lege. Men pludselig var jeg ’ham den underlige’.

Det må være sket gradvis, uden at jeg selv lagde mærke til det. For det kan jo ikke passe, at jeg vågnede en morgen, og så var alle pludselig enige om, at jeg var underlig.

Alt var forkert. At jeg rakte hånden op. At jeg talte for højt.

At jeg legede ’barnligt’. De begyndte at grine ad mig. De holdt op med at spørge, om jeg ville være med.

Så begyndte de at spænde ben. En flok gik bag mig og grinede, mens de trådte mig i hælene. Altid i flok. Undtagen Andreas. Han var den eneste, som også drillede, når han var alene.

Og med publikum på mobbede han på stadig nye måder. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor alle syntes, at det var i orden.

Hvorfor ingenting hjalp. Hvorfor det hele bare blev værre, når 5

jeg prøvede at sige stop. Og endnu værre blev det, da min mor talte med de andre forældre, med skoleinspektøren, skolepsykologen og andre, som ikke havde magt nede i skolegården.

Jeg måtte selv klare det.

Langsomt fik jeg det lidt bedre.

Det hjalp, da vi begyndte i 8. Der kom nye elever i klassen.

Og flere hormoner. Pigerne fik større bryster. Mine klassekammerater fik andre ting at tænke på. Og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at huske dem på, hvad de tidligere havde moret sig med. Jeg gik ind i skyggerne. Der er tryghed.

Jeg ser aldrig nogen i øjnene – møder ingens blik. Jeg rækker aldrig hånden op. Jeg siger ingenting. Indimellem kommer der en hånlig bemærkning. Noget som kan få dem til at føle, at andre er mindre værd end dem. Men jeg gør ingenting. Jeg holder ud. Jeg tager imod og dukker mig.

Men hvad er nu gået galt? Andreas fylder døråbningen og vil ikke lade mig komme ud. Hvad er det, jeg har gjort? Hvorfor er jeg pludselig blevet synlig?

Måske er det Gunnars skyld. Han kom hen til mig, da det ringede ud. Jeg var lidt uopmærksom, optaget af at putte bøger ned i tasken og komme væk – så hurtigt som muligt. Men så stod han dér. Lige pludselig. Eller måske det vil være mere rigtigt at sige, at han sad. Sad på mit bord. Jeg blev bange og irriteret på samme tid. Bange, fordi opmærksomhed fra lærerne er noget, jeg forsøger at undgå for enhver pris. Det kaster lys ind i skyggerne; gør mig synlig. Irriteret, fordi Gunnar ikke selv kunne indse, at han udsatte mig for fare ved at sætte sig på mit bord og smile sit medfølende smil.

6

– Går det godt, Niels Peter? spurgte han. Med den der kammeratlige tone, som lærere elsker. Især de mandlige lærere, der gerne vil gerne være kammerater. Damer bruger mor-tonen.

Jeg nikker til svar. Min hjerne knokler for at finde en udvej, et eller andet som kan få Gunnar til at gå.

– Jeg er i gang med et lille forsøg, fortsatte han, og jeg vil gerne have dig med.

Jeg havde ikke lyst. Lige meget hvad det var. Men sagde jeg dét, ville han garanteret prøve at overtale mig højlydt.

– Det bliver sjovt, det lover jeg, blev han ved. – Og det tager ikke ret lang tid.

Jeg tænkte, at jeg jo bare kunne blive væk, mumlede ok, og håbede, at Gunnar kunne forstå, at han burde være bare en anelse mere diskret. Han så sig om, så, at alle de andre kiggede nysgerrigt på os. De brugte alle sammen lidt længere tid på at komme ud af klasseværelset end sædvanligt. Var holdt op med at skramle og larme. Måske gik det endelig op for Gunnar, at han ikke burde have talt med mig foran alle de andre. Han rejste sig, mens han næsten hviskede. – Jeg vender tilbage med tid og sted.

Et øjeblik var jeg bange for, at han skulle klappe mig kammeratligt på skulderen. Men han hastede gudskelov bare ud ad døren. Jeg tænkte lidt på, hvad det mon var, han ville have mig med til, men kom fra det, da jeg så Andreas tårne sig op i døråbningen.

Andreas står i døren og stirrer direkte på mig. Jeg burde sænke blikket, tage den med ro, men Gunnars snak havde bragt mig ud af balance.

7

Måske er det størrelsen, som gør Andreas til den, han er. Han er stor. Meget stor. Har altid været det. Altid et halvt hoved højere, bygget som en bryder, allerede i første klasse. Intet fedt, ikke pumpede muskler, kun skabt til at se godt ud. Andreas er stærk – helt naturligt. Når naturen har givet dig disse gaver, hvad vil du så bruge dem til? Det er klart, at det er fristende at placere sig selv øverst i hierarkiet ved hjælp af en ordentlig knytnæve og en medfødt sans for altid at finde modstanderens svage punkt.

Andreas står med skrævende ben og armene over kors. Han har ventet på mig.

Jeg ved, han gør det for at teste mig.

Som jeg ser det, har jeg tre valg: 1. Vente på, at Andreas går.

2. Forsøge at presse mig forbi ham.

3. Kalde på Gunnar og håbe, at han er inden for hørevidde.

Det er muligt, at nummer 2 virker som det dummeste valg.

Kropskontakt med Andreas er ikke klogt. Han vil mig ondt.

Men han vil helt sikkert ikke flytte sig, lige meget hvor længe jeg venter. Han vil blot stå der og finde på nye måder at plage mig på. Jo længere jeg venter, desto værre bliver det. Og kalder jeg på Gunnar, bliver det endnu værre næste gang. Så vil de møde mig i morgen tidlig, eller de vil vente på mig udenfor skolen. Så det må blive nummer 2.

Jeg satser. Det virker, som om Andreas ved det, han smiler og strækker armene ud til siden, griber fat i dørkarmen. Jeg må ikke ændre mening nu. Det må ske i én hurtig bevægelse – uden stop eller pauser. Jeg tager en dyb indånding, bøjer hovedet og bevæger mig mod højre. Vender ryggen mod Andreas, idet jeg 8

kniber mig sidelæns ud. Han rører sig ikke, men det føles, som om han vokser lidt, mens jeg står med ryggen mod hans svulmende overarme. Jeg bliver klemt. Jeg venter på et drag over nakken, en hånd, der griber fat i mig, men intet sker. Jeg slipper forbi, snubler over en fod og falder. Kommer op igen og går, så hurtigt jeg kan. Der grines bag mig, men jeg er ligeglad. Jeg er ude. Andreas er bag mig. Hård, frisk efterårsblæst hvirvler støv og blade op i skolegården og får tårer frem i mine øjne. Som om blæsten vil fortælle mig, at så nemt slipper jeg ikke.

Er det ved at begynde forfra? Den daglige tortur og den ulidelige mobning? De sidste uger i 7. var de værste i mit liv. Andreas ventede på mig hver dag. Som om det var en del af hans daglige træning at slå og være spydig. Jeg orkede ikke at deltage i sommerafslutningen. Tanken om, at min mor skulle stå der sammen med de andre mødre og tvinge sig til at være venlig, var næsten det værste. Jeg var ikke på skolen i de sidste to uger. Jeg magtede det ikke. Lå bare i sengen og kiggede på solen, som skinnede udenfor. Mor lod mig blive hjemme. Jeg tror, skolen var ligeglad.

De var vel snarere glade for, at jeg var væk. Et problem mindre.

Men jeg ville ikke lade dem vinde. Jeg ville ikke lade dem knække mig. Jeg måtte fortsætte; finde en måde at være til på.

En plan. Jeg måtte blive usynlig. Søge ind i skyggerne. Og jeg er stolt af, at det har virket så godt. Men åbenbart ikke helt til slutningen. Der er langt til jul og et endnu længere forår, før skolen slipper sit tag i mig. Måske jeg skal finde på en ny plan.

Tankerne hvirvler rundt i hovedet på mig. Det eneste som hjælper, når der er for mange tanker, er at spille.

9

Jeg kan bedst lide strategispil. Indtil aftensmaden vil jeg invadere, udvikle ny teknologi og udføre andre vigtige regeringsopgaver. Men før jeg når at klikke på spillet, dukker en meddelelse op på chatten, fra et navn jeg ikke kender.

Fera: Hej

Det her er mærkeligt. Listen over mine chat-kontakter er kort og overskuelig. Jeg har helt sikkert ikke tilføjet en Fera.

Fera: Er du der?

Fera. Et mærkeligt navn. Lyder virkelig usædvanligt. Måske et dæknavn. Det må være en fejl, hun skal have fat i en anden.

Fera: Vil du snakke?

Ja, det vil jeg faktisk gerne. Jeg vil gerne tale med nogen lige nu.

Og det ville være rart, hvis hun vitterlig vil tale med mig. Så jeg svarer.

NP: Hvem er du?

Fera: Jeg er Fera.

10

Hun ser mærkelig ud på profilbilledet. Som om hun anstrenger sig for ikke at være smart eller bare ikke aner, hvordan man skal se ud i dag. Der er noget galt. Måske er det Andreas, som står bag. En eller anden udspekuleret plan for at latterliggøre mig.

Selvom det er svært at forestille sig Andreas udtænke sådan en fælde. Finde min chat-profil. Opdigte en pige. Lægge en plan. Tænke langsigtet. Men det er bedst at være forsigtig.

Jeg sletter hende ikke. Jeg logger bare af.

11

Kapitel 2

Mor står i køkkenet og steger frikadeller. Jeg var så optaget af spillet, at jeg slet ikke hørte, hun kom hjem; men duften fandt vej op ad trappen og lokkede mig ned. Mor er heldigvis ikke den type, som klager over, at man spiller for meget.

Mor og jeg. Vi kunne ikke være mere forskellige. Selv om vi måske ligner hinanden af udseende. Vi har tyndt, lyst hår begge to. Min mor sætter sit hår med føntørrer og hårprodukter, som stinker af parfume. Og hun laver røde læbestiftmærker på alle kopper og glas, som hun kommer i berøring med. De går ikke engang af i opvaskemaskinen.

Mor er konstant iøjnefaldende, hun er umulig at overse.

Håret. Læbestiften. De høje hæle. Det er ikke, fordi hun er så vanvittig anderledes end andre mødre, men mor er ligesom lidt mere af det hele. Hun stikker ud. Og hun taler højere. Som for at opveje, at hun er den yngste på forældremøderne. Og den eneste uden uddannelse.

Det er trist at måtte sige det, men min mor er ikke særlig klog. Hun er ikke sådan direkte dum, men hun er naiv. Sød.

Velmenende. Men pinligt naiv.

Tidligere var jeg glad for at være hendes centrum. Alt hvad hun gjorde, var for mig. Tidligere elskede jeg, at hun knugede mig 12

ind til sig om aftenen, nussede mig i nakken og sagde, at hun elskede mig. Det gør hun heldigvis ikke mere. Hun siger, at hun elsker mig, men hun er gudskelov holdt op med at give mig knus. Da mobningen var på sit højeste og mor havde kæmpet forgæves, til hun næsten var helt slidt op, da var hendes lyst til at give knus så kvælende, at jeg var nødt til at sige stop. Jeg orker ikke igen at se hende med rødrandede øjne.

Hun smiler til mig, da jeg kommer ind i køkkenet. Jeg kan med det samme se, at hun har noget på hjerte. Men hun siger ingenting, mens vi spiser. Hun small-talk’er bare om noget, hun har læst i avisen. Hun hidser sig altid op over det, hun læser. Hun har en mening om alt. – Hijab behøver ikke nødvendigvis at være kvindeundertrykkende, vel? kan hun pludselig spørge mig, uden at forvente svar. Eller hun raser over manglende svømmeundervisning for børn. Fnyser over for få lejeboliger eller argumenterer for og imod rugemødre. Der er jo ingen andre end mig herhjemme til at høre på hende. Og jeg hører egentlig ikke efter.

Jeg lader tankerne vandre, mens hun slipper af med dagens brok.

Venter tålmodigt på, at hun kommer frem til det, hun egentlig ville tale om.

– Gunnar ringede til mig i dag.

Hun siger det, mens hun rydder af bordet. Jeg stivner. Ringer han hér? Kan han have hørt, hvad der skete med Andreas? Jeg mener, han rørte mig jo ikke engang.

– Han fortalte, at han gerne ville have dig med i et noget, som han er i gang med.

Det mystiske ’noget’ igen. Hvorfor skal min mor rodes ind i det? Prøver han at bruge hende for at få mig med i det?

– Ja, han sagde noget om det ovre i skolen i dag, svarer jeg.

13

– Det lyder spændende, smiler mor.

Jeg burde måske benytte anledningen til at spørge lidt om, hvad det overhovedet går ud på, men så ved mor, at jeg ved mindre om det end hende. Jeg vælger at trække på skuldrene.

– Gunnar er virkelig en lærer med hjertet på rette sted. Jeg er så glad for, at han blev din klasselærer.

Hun smiler, mens hun roser Gunnars tilsyneladende mange kvaliteter. Duksedreng. Prøver at fremstå som den store, gode superlærer. Jeg skal ikke med på noget projekt. Det er sandsynligvis noget, som vil gøre mig mere synlig, og det kan jeg ikke risikere, når Andreas nu pludselig har bestemt sig for at bruge mig som målskive igen. Jeg må bare klemme mig udenom, uden at mor bliver involveret.

– Kan du rydde op efter aftensmaden? Jeg har så meget, jeg skal have læst.

Jeg nikker, men stønner lidt samtidig, så hun kan forstå, at det ikke er noget, hun skal forvente, jeg gør hver dag. Jeg forstår ikke, hvorfor hun skal læse så meget, men det har vel noget med hendes job at gøre. Og siden hun ikke kværner løs om mine lektier, kan jeg vel godt vaske en stegepande.

Jeg laver så lidt lektier som muligt. Hvis du følger med i skolen, begynder lærerne at give dig opmærksomhed og læse dine stile højt og den slags. Og det er der ingen, som bryder sig om. Så finder de andre straks ud af, hvordan de kan træde på dig.

Desuden er der ikke nogen mening i at give lærerne den tilfredsstillelse. Altså i at få gode karakterer, mener jeg. Lærerne vil straks tro, at det er deres fortjeneste. Som om det er nogen sag at skrive en stil til et ti-tal. Du skal bare finde ud af hvad, lærerne forventer, og så give dem lige præcis det, de vil have.

14

For alt i verden, vær ikke original. Du må ikke komme med meninger, som de ikke kan lide. Jeg skrev engang en stil om politiet. Det var før, jeg fandt ud af, at det gjaldt om at få lave karakterer; jeg argumenterede stærkt for, at man kun burde tillade folk med høj intelligenskvotient at udføre jobbet. Alt for mange idioter løber rundt med alt for meget magt. Det fik jeg mit første syv-tal for, fedt. Nu ved jeg, hvad det gælder om. Jeg sigter mod fire-taller, men det hænder desværre, at jeg ikke får gjort mig dum nok.

Nogle gange spekulerer jeg på, hvorfor jeg i det hele taget gider gå i skole.

Jeg burde ikke give dem glæden ved at have nogen, de kan plage, når de selv føler sig små. Hvorfor bruge en masse energi på ikke at have en mening, ikke at eksistere? Jeg har tusind mere fornuftige ting at bruge tiden på. Jeg kan læse. Jeg kan spille. Jeg kan se film. Men hvem ved … Måske er det præcis de her år, som lærer mig det, jeg har behov for.

– Du må bare holde ud, siger mor. – Du skal have en uddannelse, du skal gå i skole. Bare vent. Det er rædselsfuldt nu, men det går over. Bagefter kan du komme et andet sted hen, hvor du vil trives og have det godt.

Det er så dumt sagt. Men måske har hun ret, på en anden måde end hun tror. Hun er ked af, at jeg ikke gider gå i skole.

På et tidspunkt måtte jeg tage en IQ-test, og psykologen hoppede i stolen af iver, da han skulle præsentere resultatet. Jeg er superklog. Jeg kan lære mig selv det, jeg skal. Jeg behøver ikke lærere. Men skolen kan lære mig noget andet. De tror, at de har knækket mig. De rotter sig sammen og tror, at de bliver stærkere af det. Men jeg får noget, som de aldrig vil få. Intet gør dig så stærk, som dét at skulle bygge dig selv op, efter at du er blevet 15

brudt ned til en stinkende bunke affald. Jeg ville gerne se én af dem blive udsat for det samme som mig og så rejse sig igen. Dag efter dag.

Den dag de ikke længere kan rotte sig sammen, står jeg stærk alene. En dag bliver det min tur. En dag får de at se, hvem jeg virkelig er, hvad jeg virkelig kan. Den der ler sidst, ler bedst.

Men indtil da må jeg overleve.

Det er sent. Jeg vil ikke tænke på Andreas og skolen. Skrivebordsstolen føles rar og varm. Herhjemme kan de ikke røre mig. Jeg tænder computeren, så kan underbevidstheden arbejde, mens jeg spiller.

Fera: Hej igen.

Hun giver ikke op. Det kunne godt være Andreas. Han har planlagt det her så længe, at han ikke vil give op lige med det samme.

Hvor farligt kan det være? Jeg sidder jo på mit eget værelse.

NP: Hej, Fera. Underligt navn.

Fera: Synes du?

Jeg har lidt svært ved at tro, at man kan gå gennem livet med det navn, uden at nogen bemærker det. Hvis det virkelig er en pige, må hun være udlænding eller have udenlandske rødder. Måske 16

er det et nyt reklame-trick, en slags robot, som opsøger folk og lader, som om den kan tale. Ligesom IKEA-pigen, Anna. Lige om lidt vil hun sikkert nævne en ny sodavand, som hedder ”Fera”.

NP: Hvad vil du?

Fera: Jeg vil bare snakke med dig.

NP: Ved du hvem jeg er?

Fera: Du hedder Niels Peter og er 15 år gammel. Det er nogenlunde, hvad jeg ved.

NP: Det var da også noget. Hvor gammel er du?

Det er sikkert en fed, gammel mand, der lader som om, at han er en pige, men jeg spørger alligevel.

Fera: Jeg er også 15.

NP: Hvordan ved du hvem jeg er?

17

Fera: Jeg er bare nysgerrig.

NP: Ja, det er du. Men hvordan ved du hvem jeg er?

Fera: Det er bare noget jeg ved. Jeg har set dig.

NP: Hvor? I skolen?

Fera: Næh, bare sådan rundt omkring.

NP: Hvem har fortalt dig hvad jeg hedder?

Fera: Det kan jeg ikke huske.

Meget sandsynligt. Come on, Andreas, kunne du ikke have fundet på en bedre historie?

NP: Okay så. Og hvorfor vil du snakke med mig?

Fera: Fordi jeg gerne vil lære dig at kende.

18

Noget er mærkeligt. Der mangler smileyer. Ingen piger skriver på chatten uden en masse smileyer. Ville Andreas have tænkt på det?

NP: Hvem er du? Hvor kommer du fra?

Fera: Hvem er vi egentlig? Og hvor hører vi til? Det er dét, jeg vil finde ud af. Jeg er mig, og du er dig. Hvad adskiller os?

Hvad er det her? Fucking Sofies verden? Er det en skægget gammel mand, som vil narre mig til at filosofere? Havde jeg haft en cool ven, én som holdt af mig, så ville jeg have stoppet ham her.

Jeg har gættet det, du er afsløret. Men jeg har ikke engang en ven, som ikke er cool.

NP: Vi har et sæt gener, smeltet sammen af fædrenes synder og formet af mødrenes misforståede opdragelse. Alle monstre i forskellig grad, som løber rundt og kolliderer med hinanden mere eller mindre bevidst.

Ha! Jeg kan da også spille hide-and-seek.

Fera: Interessant. Du mener vi alle er monstre?

NP: Monstre – eller idioter.

19

Fera: Og dig? Er du idiot eller monster?

NP: Det er ikke enten eller. Det er begge dele. Men i forskellig grad. Jeg er omringet af idioter og monstre.

Fera: Det må være hårdt.

NP: Du skulle bare vide.

Fera: Jeg vil gerne vide mere om det.

NP: Det tror jeg ikke.

Fera: Ærligt. Det vil jeg gerne. Hvem er monstrene?

NP: Personligt har jeg hugtænder, gule øjne, lilla pigge og et ubehageligt udslet. Men det er bare indvendig.

Fera: Aha. Du er morsom.

20

NP: Jeg prøver. Du må gerne grine, hvis du har lyst.

Fera: Jeg ler.

NP: Det kan jeg høre.

Fera: Det er en smuk latter, ikke også?

NP: Nydelig. Som kridt på en tavle blandet med tænderskæren ved nattetide.

Hun undgår behændigt at sige noget om sig selv. Men det gør jeg også. Og jeg kan lide det. Det er sjovt at snakke nonsens. Vi fortsætter et stykke tid. Så logger hun af og forsvinder. Pludseligt.

Sagde jeg noget forkert? Eller røg hendes net? Måske listede en nysgerrig lillebror sig ind på hende. Jeg føler mig lidt snydt, men ikke fornærmet.

Jeg klikker på profilbilledet ved hendes navn for at se det i et større format. Det ligner et pasbillede. Hun smiler kun næsten. Øjnene er smalle, de er smukke. Håret er glat og klippet i en mærkelig frisure. Pandehår, som bliver længere i siderne og fortsætter hele vejen rundt om hovedet. Huden er svagt gylden.

Hun er underlig. Men det kan jeg godt lide. En freak tiltrækkes vel af en freak. Desuden er hun så underlig, at Andreas eller en 21

anden knold umuligt kan skjule sig bag hendes profil. De ville have valgt en smart poptøs, en sild, som de selv ville falde for.

Tror jeg. De ved ingenting om mig.

Hun er underlig på en fængslende måde. Hun er ret sjov. Og hun vil tale med mig.

Alene dét er ret underligt.

22

mobbet i skolen ev bl u d s vi h , re Hvad ville du gø hver dag? blev kæreste med or m in d s vi h , re Hvad ville du gø din lærer? rlig r ikke virkede sæ fa in d s vi h , re ø Hvad ville du g ? interesseret i dig fra fremtiden? il a m en k fi u d re, hvis Hvad ville du gø n for at ændre ce n a ch k fi u d s re, hvi Hvad ville du gø på fremtiden? e end alle dine er g lo k r va u d s re, hvi Hvad ville du gø kammerater?

Den der ler sidst er en bog om ondskab, mobning, venskab, følelser, familie, eksistens og alt det bøvl der hører til årene på teenageværelset …❚