Ungdomsoprøret og det ny evangelium

samme som kvinde: spejler sin uformåen som kvinde i en hadefuld dynamitfest mod den vestlige verdens mest grundlæggende enhed, familien og alt traditionelt kvindeligt Alt det, hun ikke selv fik del i Og konkluderer derfra, efter at have nedgjort kvinden på alle tænkelige måder, at hun slet ikke findes Ingensinde har der fandtes så ren og viljestærk en misogyni som hos Sartres dybt forbitrede kæreste Det er ikke altid, man kan trække en linje fra en tænkers værker og til det levede liv – men Beauvoirs overgrebs-lignende tilgang til egne studiner, som hun samvittighedsløst groomede til Sartre, passer som fod i hose med indholdet af Det andet køn, som grundlæggende er en ringeagt af og kamp mod pigen og kvinden, som de er

Det er et udsøgt stykke hadets filosofi, og arven fra nogle af de tænkere, vi tidligere har gennemgået, fornægter sig da heller ikke Naturligvis tydeligst med Sartre: Beauvoirs eksistentialisme er specifikt rettet mod, at kvinder skal frigøre sig fra de undertrykkende og hæmmende normer, der er patriarkatets (og dermed samfundets), og vælge sig selv Selvrealiseringen af det autentiske kvindemenneske er et moralsk bud Sartre var, som beskrevet, også optaget af at vise, hvordan vi alle kunne afvise og frigøre os fra forestillingen om, at vi skulle passe ind i en bestemt rolle – det være sig som en person af denne nationalitet, som søn eller søster eller hustru Det selvbedrag, han mente at finde i de, ofte småborgerlige, roller og identiteter, mennesket bar rundt på, var ingen nødvendighed Det var noget, der kunne brydes med og afvises Således kunne vasalkvinden, den slavegjorte, bryde sine lænker og frigøre sig fra mandsherredømmet, hvis hun blot ønskede det Atter et ekko af tænkernes personlige liv: Beauvoirs tilværelse var én lang afvisning af hendes bourgeois og katolske opvækst

Ungdomsoprøret og det ny evangelium

Hvordan fik Sartre og Beauvoirs antiborgerlige idealer så massiv udbredelse? Det hjalp naturligvis med ikke mindst Sartres rolle som intellektuel rockstjerne, der gav ham en enestående indfly-

delse på det franske kulturliv Men idéernes vandring fra kulturliv til almindelige mennesker er lang og kompleks, og det er svært at sige, hvordan de antiborgerlige idéer for alvor fik fat

Én særlig begivenhed er naturligvis værd at fremhæve, nemlig ungdomsoprøret i 1968 Om ikke andet, så fordi årstallet har fået mytologisk status i Vestens nyere historie og repræsenterer den kulturelle omvæltning, vi alle ved har fundet sted En omvæltning, der først og fremmest var antiborgerlig Som begivenhed er ungdomsoprøret overvurderet Det var trods alt først og fremmest et elitært foretagende og involverede en mindre del af en ungdomsårgang I og for sig er det ligegyldigt for vores fortælling, hvor meget lige præcis 1968 betød i sig selv Det vigtige for os er de idéer, som oprøret masseeksponerede, og som efterlod et forandret samfund

Oprøret var selvfølgelig udtryk for lidt af hvert Der var fri sex Modkultur Farvel til de traditionelle kønsroller Magt til kvinder Magt til studerende Nye samlivsformer Opgør med kapitalismen Modstand mod formel beklædning, mændene lod håret gro og kvinderne smed bh’en Offentligt ejerskab af produktionsmidlerne Rockmusik Mere fest og færre pligter Revolution og omstyrtelse af eksisterende institutioner Flere farver og mere mangfoldighed Retten til at gå sin egen vej Drømmen om et nyt bedre og samfund

Det virker måske som en lidt underlig blanding På den ene side frigørelse, opløsning af borgernormer og nye livsformer Her kan vi i hvert fald let pege på Sartre og Beauvoir og deres massive indflydelse Og de blev da også af ungdomsoprørerne selv opfattet som afgørende inspirationskilder På den anden side rummede ungdomsoprøret et klart marxistisk islæt med økonomiske bud på ændring af produktionsforholdene

Det er værd at spørge, hvad der egentlig var på færde i den opdeling? Var det udtryk for konkurrerende venstrefløjsideologier, eller handlede marxismen både om flowerpower og fabrikker? Vi ved i hvert fald, at Marx og marxismen havde en enestående stor betydning for venstrefløjen i de år, så hvad var marxismens rolle i ungdomsoprøret?

Marx’ rolle forekommer umiddelbart lidt speciel Som samfundstænker kan man dårligt kalde ham filosof; han var snarere en slags sociolog, og selvfølgelig først og fremmest økonom Hovedværket Kapitalen er en knastør nationaløkonomisk affære, der mest af alt minder om en lærebog i økonomi med få spredte sociologiske kommentarer 110 Den er fuld af fiktive regneeksempler eller deskriptiv statistik, som når han gennemgår den engelske bomuldsindustri med antallet af fabrikker, dampvæve, tene og arbejdere Det er en tung sag Forrygende kedelig! Set med nutidens briller er det mest bemærkelsesværdige, hvor fuldkommen blottet dette store værk er for tidløs nationaløkonomisk viden I dag ville enhver kunne indse, at Marx tog fejl i så godt som samtlige analyser, præmisser og konklusioner Påstanden om, at proletariatet skulle blive fattigere og fattigere, var komplet udokumenteret; kapitalen blev ikke mere og mere koncentreret – faktisk snarere det modsatte; og udbytteteorien hænger ikke sammen Helt fundamentalt hviler bogen på nogle primitive antagelser om værdi, som alle økonomer i dag har forkastet, og som nøgternt set er på linje med medicinske bøger om åreladningens velsignelser

Det store spørgsmål er, hvorfor værket fik så enorm betydning for intellektuelle i det 20 århundrede? En stor del af svaret er, at indflydelsen er overdrevet For den del af den venstrefløjstradition, vi ønsker at beskrive, er marxistisk økonomisk tænkning ikke særligt vigtig Eksempelvis har det, man med et belastet ord kunne kalde ‘kulturmarxisme’, meget lidt med Marx at gøre

Nuvel, man kan ikke tage fra sociologen Marx, at hans særlige menneskesyn har været og stadig er ekstremt indflydelsesrigt Lidt forenklet mener Marx, at økonomiske forhold styrer mennesket

111 At vi ikke er drevet af værdier, kultur, pligt og så videre, men først og fremmest af vores økonomiske interesser Dette økonomistiske menneskesyn ligger i dag til grund for, hvordan vi eksempelvis indretter velfærdsstaten Så kommer det eksempelvis til at handle om at styre folk med måltal og økonomiske incitamenter Det var vist ikke det, ungdomsoprøret handlede om! Ligeledes var Marx som menneske bestemt heller ikke nogen Sartre med et flamboyant

udsvævende, antiborgerligt liv Tværtimod var han manisk optaget af at opretholde den småborgerlige facade, og hans eneste proletarkendskab var den stuepige, han gjorde gravid

112

Til gengæld tilbød marxismen noget andet, der var helt afgørende for venstrefløjen og de unge oprørere Den lovede et nyt samfund Virkningshistorisk var det derfor ikke Kapitalen, der endte med at blive marxismens vigtigste værk; det var Det kommunistiske manifest.113

Det kommunistiske manifest er drømmen om en ny verden Et totalt opgør med det borgerlige samfund, dets sandheder og dets moral En afskaffelse af kirken, familien og fædrelandet I stedet får vi et samfund, hvor hver enkeltes fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling 114 Et paradis i dette liv frem for i efterlivet Et nyt evangelium 115 Kort sagt var han også religionsstifter Kommunismen skulle i meget direkte forstand erstatte kristendommen

Idéen om at skabe en ny religion har Marx (og Engels) antageligvis fra socialismens grundlægger Saint-Simon, der i detaljer beskriver, hvordan den nye, sekulære religion skulle fungere, inklusive søndagsprædikener, og hvordan sognebørnene bedst kan fremme videnskaben og produktionen 116 Marx og Engels var ikke nær så konkrete som Saint-Simon, og måske var det en styrke Det blev aldrig rigtig klart, hvordan det kommunistiske samfund skulle se ud Kernen var opgøret med det bestående samfund og et lovet paradis på jord De undertryktes opgør med undertrykkerne Indholdet var lidt af en tom tavle

Det indhold havde oprørerne til gengæld i 1968 Eksempelvis i form af Sartres antiborgerlige eksistentialisme Og i oprøret var det ikke umiddelbart til at se, hvad der var drømmen om et kommunistisk samfund, og hvad der var moderne frigørelse Det er værd at bemærke, at Sartre selv var marxist og som nævnt havde udgivet Kritik af den dialektiske fornuft, der netop forsøgte at integrere eksistentialismen med marxismen I dette sene værk var han blevet mere skeptisk over for menneskets mulighed for at være frit, men konkluderede alligevel, at der var håb for friheden i et kommunistisk samfund