Danske tidsaander 1940-2010

Da nsk e t idsånder 1940-2010 Fr a Hal Ko c h o g K . E . Lø g s t r u p til A n der s Fo g h R a s m u s s en

Nils Gunder Hansen

For laget An is K øben h av n 2 0 1 3

Danske_tidsaander-Indhold.indb 3

29-04-2013 11:07:37

Danske tidsånder 1940-2010 Fra Hal Koch og K.E. Løgstrup til Anders Fogh Rasmussen Nils Gunder Hansen © Forfatteren og Forlaget Anis, 2013 Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos Toptryk Grafisk ISBN-13: 978-87-7457-636-5 Omslag: f09 Tekstredaktion: Maria Davidsen, Syddansk Universitet Udgivet med støtte fra Syddansk Universitet, Det Humanistiske Fakultet og Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond

Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg c tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk

Danske_tidsaander-Indhold.indb 4

29-04-2013 11:07:37

In d h o ld Forord

7

Krig og fred

11

Breve mellem venner

12

Forstyr ikke mine cirkler!

17

Din egen bevæbnede hånd

19

Nazismen som et “europæisk oprør” Myten om den fælles modstand

22

25

Det grå årti 29 Storbyen skal overvindes Grønbech og Saxo

34

Alle i samme båd?

37

30

Socialdemokrater var også moralske individualister H.C. Branners humanisme

42

Verden vågner op og er demokratisk Hvad er demokrati?

47

47

Grænser for demokrati Fremtidens Danmark

51 55

En båltale med 14 års forsinkelse

63

Kristendommen er ikke en ideologi Det evige liv

40

67

67

Århundredets foredrag

70

Sekularisering uden entydigt facit

76

Ideernes krise i åndsliv og politik

81

Den tavse generation

86

Velfærdsstat og personlighed som et tokammersystem

Verden gik alligevel ikke under Nyradikalismen

Danske_tidsaander-Indhold.indb 5

88

91

93

29-04-2013 11:07:37

Hverken-eller

95

Et afgørende møde

96

Er det almene virkelig alment?

Formløshedens tyranni

99

Det midlertidige fællesskab Attituderelativisme

98

103

107

Den store bølge kommer

111

Når selv en hereticaner kan blive marxist Vi begyndte at danse

114

Da parnasset kom til provinsen

115

Tre debattører om utopi og virkelighed Kernefamilien synger på sidste vers Den herskende klasse

117

119

122

Det nye venstre og det gamle venstre Rapport fra en kaffeklub Oprør fra midten

113

124

127

129

Jensen, Thomsen og 1980’erne Den fraktale boogie

131

134

Postmodernismen

136

Religionens genkomst

139

Genkristningen af de intellektuelle

141

Børnehavegenerationen 143 Mændene som det forkerte køn

144

Kulturkamp i Socialdemokratiet

146

Kampen om kundskaber Det harmløse årti

Kære Søren

148

150

153

Anders Fogh Rasmussens værdikamp Muhammedtegningerne

155

161

Litteratur 167 Navneregister

Danske_tidsaander-Indhold.indb 6

171

29-04-2013 11:07:37

FORORD

F ORORD

D

enne bog handler om den danske idehistorie fra 1940 til i dag. Men det er ikke en kortlægning af de filosofier og ideer, der er blevet forelæst over i universiteternes auditorier. Bogen tager ideer i en bredere betydning, som idepolitik, som praktisk virkende ideer – eller værdier for nu at bruge et begreb, der er klassisk inden for samfundsvidenskaben, men som man næsten uvægerligt må omfatte med en vis reservation, fordi det er blevet anvendt indtil trivialisering i de senere års debat om både værdikamp og særlige danske værdier.

Hvilke idealer, hvilke normer, hvilke mål har man igennem den historiske periode fra 1940 til 2010 i særlig grad påberåbt sig i Danmark? Hvad har sat sig igennem som det absolutte, den instans, som ikke kunne trumfes, og som alle måtte anerkende? Indtil den en dag pludselig fortonede sig til fordel for noget andet absolut.

Sådanne absolutter er ikke altid lige nærværende og tydelige. Det er en væsentlig del af deres autoritet, at de er halvvejs skjulte eller underforståede. De er netop det, der ikke står til debat, men bestemmer, hvad der debatteres og hvordan. Måske er de nok så meget en stemning, en atmosfære, en baggrundsstøj, som de er klare begreber.

Siger man, at man vil skrive idepolitikkens eller værdibegrebernes historie, kommer man let til at postulere nogle meget sammenhængende og tydelige forløb, som jeg ikke er helt sikker på, der er belæg for. Jeg interesserer mig mere for det lettere ubestemmelige begreb tidsånd – eller rettere: tidsåndernes skiften.

Begrebet tidsånd (fra tysk: Zeitgeist) er uhyre kontroversielt og uhyre almindeligt på en og samme gang. Videnskabeligt og metodisk er begrebet svært at tumle, for hvad er overhovedet en tidsånd? Hvordan eksisterer den? Hvordan dokumenterer man den? Men samtidig bliver begrebet med 7

Danske_tidsaander-Indhold.indb 7

29-04-2013 11:07:37

DANSKE TIDSÅNDER 1940-2010

god ret anvendt i debatter og analyser hele tiden. Enhver kan nemlig, ikke mindst med alderen, erfare, at den måde, man med selvfølgelighed har tænkt over nogle ting på, kan ændre sig til noget ganske andet, der nu synes lige så selvfølgeligt. Nogle gange sker forandringen dramatisk og iøjnefaldende, f.eks. som en generations heftige reaktion på den generation, der er gået forud; andre gange sker det mere umærkeligt, måske fordi det kan tage tid før omsving og udviklinger sætter sig i sindene.

Dette sammenstød mellem det selvfølgelige og det foranderlige, selvfølgelighedens historicitet, har altid fascineret mig. Og perioden fra 1940 til i dag er en guldgrube af forskydninger, hvor der, når det går hedest til, er paradigmeforskydninger med noget, der ligner femårsintervaller.

Bogen er blevet til i forlængelse af min undervisning på Syddansk Universitet, to overbygningskurser i henholdsvis foråret 2009 om perioden 1940 til 1964 og foråret 2011 om perioden 1964-2010. Grundstammen på holdene var fra Kultur og Formidling, men der var også studerende fra Dansk, Historie og Journalistik. Et par af deltagerne havde nået pensionsalderen og kunne berige diskussionerne med egne erindringer og erfaringer fra arbejds- og privatliv i perioden. Kurserne blev afsluttet med skriftlige hjemmeopgaver, hvor de studerende gik dybere ned i enkelte problemstillinger eller tilgrænsende emner.

Vi læste næsten udelukkende primærtekster. Vi gik til kilderne. De studerende skulle ikke læse bagkloge beskrivelser af den umiddelbare fortid.

De skulle møde den direkte, ideelt set sanse og fornemme de fremmede tider og deres atmosfære. Med undtagelse af et enkelt lille udblik til digte af Morten Nielsen læste vi kun sagprosa: artikler, essays, kronikker, uddrag af bøger. Af praktiske grunde læste vi ikke hele bøger, men vi læste heller ikke hakkelse fra døgnets rejsestald. Den tekstlige idealnorm for kurserne var det dagsordensættende essay eller et repræsentativt uddrag fra en vigtig bog.

Det er klart, at denne fremgangsmåde hviler på en form for informeret subjektivitet. Jeg har udvalgt teksterne, og jeg er i mine valg præget af min forforståelse af perioden. En del af den har jeg selv gennemlevet, andre dele af den har jeg forsket i ved tidligere lejligheder, bl.a. i bøger om K. E. Løgstrup og Tage Skou-Hansen, og i artikler om Martin A. Hansen og andre skikkelser fra miljøet omkring tidsskriftet Heretica. Andre under-

8

Danske_tidsaander-Indhold.indb 8

29-04-2013 11:07:37

FORORD

visere kunne meget vel have valgt andre tekster, lagt andre snit, lavet andre vægtninger.

Bortset fra nogle få udeladelser og omrokeringer følger bogen her forelæsningerne og tekstlæsningerne fra de to kurser. Det er mit håb, at fremstillingen har et flow over sig, selv om den i sagens natur hopper fra tue til tue. Og at lange linjer, sammenhænge og kontraster vil manifestere sig, selv om det er individuelle og i visse tilfælde ret små tekster, der er fremstillingens byggesten.

I bogens titel Danske tidsånder 1940-2010 ligger både, at tidsånden har skiftet op til flere gange i perioden, og at hovedparten af de skribenter, der gengives og diskuteres, selv er fremtrædende og eksemplariske danske (tids)åndspersoner. Men bogen er ikke tænkt som en kanon over danske åndsfyrster. Enhver læser vil hurtigt kunne finde frem til et eller flere navne, der i så fald burde have været med. Et optryk af de primærtekster, bogen analyserer, ville heller ikke være en kanon over de bedste danske essays i perioden. Det gælder for flere af “tidsånderne”, at det ikke nødvendigvis er deres bedste eller vigtigste tekst, der gennemgås. Men det er den bedste, jeg har kunnet finde til at spille sin givne rolle i sammenhængen.

Lad mig også præcisere, at dette ikke er (endnu) en bog om danskernes værdier, altså de værdier som almindelige danskere i praksis bekender sig til og siger, at de lever efter. Den beskriver værdier, der er blevet artikuleret af fremtrædende debattører i det offentlige rum og som måske derigennem har haft en vis effekt på menneskers liv, ligesom debattørerne selv på deres side har været påvirket af, hvad der rørte sig omkring dem.

Jeg har ikke søgt efter tekster, der i særlig grad tematiserer det danske eller det at være dansk. Men det er åbenbart, at danske tidsåndsudtryk i nyere tid ofte bevidst eller mere underforstået tematiserer eller trækker på særlige danske forhold såsom samarbejdspolitikken, modstandskampen, velfærdsstaten eller forestillinger som “puslingelandet”, “foregangslandet” m.m.

Med disse ord vil jeg lade forbeholdene hvile og åndemaneriet begynde.

Jeg håber, at bogen kan medvirke til en horisontudvidelse bagud, for en af nutidens farlige illusioner er at tro, at nuet er det for alvor virkelige og dermed også det vigtige og det evige. Det er det ikke.

Nils Gunder Hansen Frederiksberg, marts 2013 9

Danske_tidsaander-Indhold.indb 9

29-04-2013 11:07:37

DANSKE TIDSĂ…NDER 1940-2010

10

Danske_tidsaander-Indhold.indb 10

29-04-2013 11:07:37

KRIG OG FRED

K RIG

OG FRED

D

anmark blev besat af Tyskland 9. april 1940 og var dermed kastet ud i en eksistenskrise, der ikke kun angik landets suverænitet, men også dets selvforståelse og bærende værdier. Ville det på længere sigt overhovedet eksistere som selvstændig nation? Dette kunne være enden på Danmark i tusind år.

Besættelsen var dog ikke et skæbneslag ud af det blå. Den var en naturlig konsekvens af Danmarks geopolitiske udsathed som en strategisk beliggende europæisk småstat, der var et naturligt bytte, når de europæiske stormagter røg ud i en væbnet konflikt. Danmark havde siden nederlaget i 1864 opgivet alle drømme om storhed og havde indad, i kultur og sammenhængskraft, vundet, hvad udad var blevet tabt. Landet havde med held holdt sig neutralt og skadesløst under 1. verdenskrig og havde understreget denne neutralitet gennem en afrustningspolitik. Danmark var dermed, også på grund af landets geografi, ikke i stand til at præstere et nævneværdigt forsvar over for den første stormagt, der tog sig selv til rette, og der fandt kun få træfninger sted, før Danmark kapitulerede til Tyskland 9. april om morgenen.

Der var tale om en fredsbesættelse i den forstand, at Danmark ikke gjorde modstand men derimod samarbejdede med besættelsesmagten, der til gengæld lod det danske samfund og politiske system bestå intakt. Dermed var sporene lagt til en værdimæssig diskussion, der skulle sætte sit præg på Danmark helt op til nutiden. Var kapitulationen og samarbejdspolitikken det rigtige at gøre? Hvordan skal man vægte mellem det rigtige i pragmatisk, overlevelsesmæssig forstand og det rigtige i moralsk forstand? Og på kortere fremadrettet sigt i situationen: Var samarbejdspolitikken overho11

Danske_tidsaander-Indhold.indb 11

29-04-2013 11:07:37

DANSKE TIDSÅNDER 1940-2010

vedet mulig? Ville Danmark ikke de facto blive tvunget til enten at give køb på sine principper og dermed sig selv eller afbryde samarbejdet? Og hvor meget skulle der til, før man enten måtte bryde eller acceptere at udslette sig selv?

Breve mellem venner En brevveksling i årene 1940-42 mellem de to teologer og venner Hal Koch, som var professor i kirkehistorie, og K.E. Løgstrup, som var sognepræst på Fyn, giver den intellektuelt og holdningsmæssigt skarpest tænkelige profilering af disse dilemmaer i tiden. Og det er en meget kompliceret diskussion. Den kan ikke bare gøres op som fejhed og selviskhed over for moral og idealitet.1 Man kan sige, at Danmark reelt ikke kunne gøre alvorlig modstand uden at forvandle hele landet til et slagtehus og dermed udlevere sig selv som blodoffer. Forsvarspolitikken i generationer forinden havde umuliggjort det. Det er dertil blevet indvendt, at hvis alle havde ageret som Danmark, ville Hitler have vundet krigen. Det kan virke som et afgørende moralsk argument. Men det er blevet modargumenteret, at det ville “alle andre” aldrig gøre, for de europæiske stormagter havde en anden selvforståelse, andre muligheder og vægtige interesser at forsvare. Det udelukkende moralske synspunkt bliver abstrakt i forhold til de historiske og geopolitiske omstændigheder.

En anden komplicerende omstændighed er, at det ikke altid under besættelsens første år var klart at se, hvilken type konflikt man havde med at gøre. Løgstrup er nogle gange tilbøjelig til at se det som en “gammeldags krig” mellem nationalstater, der har interesser og ære at forsvare. At det i stedet var et storstilet europæisk (og globalt) opgør mellem ideologiske og værdimæssige systemer (demokrati versus fascisme), var kun en langsomt gryende erkendelse.

Besættelsen af Danmark førte naturligt nok til en vældig opblomstring af nationale følelser og en fornemmelse af, at sammenholdet nu var langt 1. Brevvekslingen blev udgivet af historikeren Henrik S. Nissen i 1992 under titlen Kære Hal – Kære Koste på Gyldendal. I 2010 blev den genudgivet i en udvidet udgave med flere breve under den nye titel Venskab og strid med efterskrift af Ove Korsgaard på forlaget Klim.

12

Danske_tidsaander-Indhold.indb 12

29-04-2013 11:07:37

KRIG OG FRED

vigtigere end de almindelige politiske, sociale og økonomiske skel i befolkningen. I dag bliver nationalfølelse betragtet som et halvvejs politiskideologisk og lidt suspekt begreb, men i 1940 var det nationale en langt mere selvfølgelig kategori for værdimæssig orientering.

Men selvfølgelig kunne der være forskellige opfattelser af, hvordan den skulle forvaltes. Med sine Grundtvig-forelæsninger ved Københavns Universitet havde Hal Koch en stor andel i den nationale vækkelse i 1940. I eftertiden har der været en del satirisk kritik af alsangen og algangen. Var det ikke en lidt komisk erstatning for den modstand, der ikke blev ydet?

Løgstrup er kritisk allerede, mens det står på. Han mener, at det generelt er usundt at formane ungdommen til bestemte holdninger og bestemte sindelag, når der ikke er nogen naturlig mulighed for at udleve disse holdninger. Med en henvisning til sin og Kochs fælles ungdom i KFUM, hvor der blev tordnet meget mod kønslivets fristelser over for kønsligt ret uskyldige unge, undrer han sig over, at de ikke alle siden blev horkarle! For en massiv og malplaceret påvirkning kan i trods avle sin modsætning, og man kan gennem den nationale opgejling risikere at nazificere den danske ungdom, drive den i armene på fjenden. Løgstrup er således ikke kritisk over for det nationale, fordi han ser det som beslægtet med nazismen, men fordi det er følelsesdyrkelse i et tomt rum, hvorfor man efter en tid vil søge sine muligheder andetsteds.

Hal Koch var blevet udpeget som formand for Dansk Ungdomssamvirke (DU), der blev dannet i sommeren 1940 som et samarbejde mellem de politiske ungdomsorganisationer. Den tværpolitiske organisation var tiltænkt et nationalt vækkende arbejde, forstået som en kulturkamp mod en forventet nazificering, hvis besættelsen kom til at vare længe. Men – måske under indflydelse af Løgstrups kritik – forlader Hal Koch hurtigt den nationale patos. DU skulle ikke være upolitisk, men indpode folkestyrets ånd og agitere pågående for den demokratiske styreform.

Det drejede sig ikke om at forsvare “det danske” som et særligt kulturelt væsen, for kultur er lige så vel noget, der skiller, som noget, der samler, sagde Koch med en bemærkelsesværdig moderne analyse.2 Måske havde han draget den konsekvens af Løgstrups kritik, som denne ikke selv umiddelbart drog: at den nationale følelsesdyrkelse ikke ville forblive i et tomt 2. Synspunktet indgår ikke i Kochs breve, men i artikler i Lederbladet, fundet og citeret af Jes Fabricius-Møller i hans bog Hal Koch – en biografi, 2009, s. 110-111.

13

Danske_tidsaander-Indhold.indb 13

29-04-2013 11:07:37

DANSKE TIDSÅNDER 1940-2010

rum, men kunne risikere at blive overtaget og indlemmet i stor-germansk tankegang. Koch vurderede også, at det kulturelle i national forstand kun forener på et temmelig højt abstraktionsniveau eller i ekstreme situationer.

Reelt er der, som han sagde, når det kommer til kultur, meget, der skiller en bondekone fra Vestjylland og en borgerfrue fra København, for slet ikke at tale om forskellene på kristne og modstandere af kristendom, eller blot missionsfolk og grundtvigianere. Kulturen skiller, det politiske samler.

Vi skal senere i forbindelse med Kochs efterkrigstanker om demokrati se, i hvilken forstand han opfattede det politiske som samlende og samtalende.

Paradoksalt nok er Løgstrup meget mere national end Koch i deres indbyrdes breve. Han skammer sig på Danmarks vegne over 9. april og over samarbejdspolitikken og er bange for, at man blot vil blive ved med at give indrømmelser i stedet for at sige det afgørende nej. Løgstrup taler meget om ære. Konflikten mellem Tyskland og Danmark ser han i billedet af en duel mellem gentlemen. Tyskland har udfordret os, og vi har ikke taget udfordringen op. Dermed har vi tabt vores ære og måske også vores nationale eksistensberettigelse. Med mindre det ikke er for sent at gøre det om ved at sige nej til tyskerne. Løgstrup er godt klar over, at en del af den danske befolkning ikke er indstillet på at sige “nej”, men det danske folk er for ham ikke så meget et empirisk som et normativt begreb: Det danske folk er den bedre halvdel, dem med de sunde instinkter. Tænk hvis vi kommer uskadte ud af dette opgør? Hvordan kan vi så leve og synge? Alle store ord vil være tomme, vi vil være ramt i sjælen.

Og kan vi overhovedet holde os skadesløse gennem samarbejde? Der var i disse år en frygt for, at danskere skulle blive udskrevet til tysk krigstjeneste, at Danmark altså alligevel kom i krig men på den forkerte side.

En ting er dog at komme i ulykke ved at gøre det rigtige, værre er det at komme i ulykke ved at gøre det forkerte. Løgstrup mener f.eks. ikke, at nordmænd og hollændere er i samme fare, for de bliver regnet for fjender, tyskerne kan ikke bruge dem. Måske vil det i sidste ende ikke blot have været mere rigtigt og ærefuldt at sige nej, men også billigere!

Løgstrup og Koch diskuterer indgående det rette tidspunkt for et “nej”.

Hvilket tysk forlangende vil overskride grænsen for det acceptable? Løgstrup skoser Koch for hans pragmatisme, der hele tiden synes at skubbe et “nej” lidt længere ud. Problemet ved et nej er jo, at det vil krænke selve samarbejdspolitikkens rationale: Danmark er sluppet billigt indtil nu, men vil alt så alligevel være tabt og forgæves og vil forfærdende konse14

Danske_tidsaander-Indhold.indb 14

29-04-2013 11:07:37

KRIG OG FRED

kvenser tårne sig op? Men det er moralsk farligt på denne måde at danse på knivens æg i beregninger og kalkulationer. Man ved instinktivt, mener Løgstrup, hvornår der skal siges nej. Den situation er forbundet med en absoluthed, man ikke kan beregne sig frem til.

Løgstrup medgiver, at konsekvenserne ved et “nej” kan blive forfærdende – danske jøder og kommunister kan blive ført til koncentrationslejre i Tyskland – men det kan aldrig blive Kochs personlige ansvar at undgå denne konsekvens. Så tilkender han sig selv for stor indflydelse og gør sig i virkeligheden til det danske folks Vorherre. Han har ikke ansvaret for den kamp mellem Gud og Satan, der udspiller sig i øjeblikket, og det er vantro og gudløshed at ville tage det ansvar. Løgstrup argumenterer udpræget teologisk, dels med henvisning til afgørelse og øjeblik, som er vigtige kategorier fra den eksistensteologiske tradition, dels med en skelnen mellem, hvad mennesker kan, og hvad Gud må tage ansvaret for, der synes at trække på den dialektiske teologis understregning af den absolutte forskel på Gud og menneske. Oversat til mere almindelig tale mener Løgstrup, at Koch ikke må lade sit moralske instinkt lamme ved tanken om nogle konsekvenser, han alligevel ikke kan påvirke ved ikke at følge instinktet.

Situationen er af en karakter, der ligger hinsides nytteetik og beregninger.

På sin side har Koch sans for, at Løgstrup, der sidder som præst i et landsogn fjernt fra den politiske arena, også rent mentalt lever afsondret, i et abstrakt, moralsk rum, hvor han kan tænke mere på ære end på konsekvenser. Hvad er det konkret, han vil have, at Koch og DU skal gøre?

Løgstrup kan vel heller ikke tillade sig at bruge store ord uden at anvise et handlingsperspektiv. Det absolutte eksisterer jo kun i handling, eller som Kochs kone Bodil på et tidspunkt sagde til en mand, der også brugte drabelige ord om, hvad der var brug for: “Hvorfor gør De det ikke selv i dag?”

Koch påpeger spydigt, at Danmark da for længst har tabt sin ære; det skete 9. april. Siden da har det kun været ydmygelse på ydmygelse, vi er med til at opretholde Tysklands krig, Løgstrups snak er som at komme til en gammel skøge og tale til hende om hendes ære. Koch havde gerne kæmpet 9. april, men nu gælder det om at gøre dagens gerning, nu gælder det en ny slægt. Han svarer dermed på en gang på både Løgstrups religiøse og æresbetonede kritik: Vi er i det æresløse, vi er i en verden, der er mærket af syndefaldet, og i denne må vi gøre dagens gerning uden tanke om at kunne fremvise retfærdighed.

15

Danske_tidsaander-Indhold.indb 15

29-04-2013 11:07:37

DANSKE TIDSÅNDER 1940-2010

Løgstrup svarer religiøst igen med omvendelsens kategori. Ligesom det kristeligt set aldrig kan være for sent for et menneske at omvende sig, kan det vel heller ikke være det for et folk. Og hvad eftermælet angår, skylder vi ikke vore efterkommere materiel betryggelse og kulturel overlevelse, men et ærefuldt minde. Det moralsk opdragende arbejde er jo vanskeligt, når vi ikke har fået sagt det nej. Løgstrup er også skeptisk over for det lange perspektiv med de kommende generationer; så ryger man da først ud i beregning og relativitet. Og i øvrigt nytter det ikke noget at svigte sin egen generations nødvendige gerning til fordel for kommende generationer, hvis nødvendige gerninger man da overmenneskeligt prøver at tage ansvaret for.

De har en længere metaforisk disput om, hvorvidt Danmark endnu er en fager mø eller blevet en gammel skøge, og sprogbrugen kan virke kuriøs i dag, men den viser samtidig, hvor stærk den nationale referenceramme er: Danmark er det afgørende, Danmark er som et individ, der kan leve eller dø. Spørgsmålet er, om dette individ er en duellerende gentleman, en mø eller en skøge.

Tidshorisonten spillede en rolle for deres diskussion. Ingen kunne de første år af besættelsen vide, hvad vej krigen ville gå. Nogle så frem til, at Danmark skulle finde sin rolle i et nyt Europa under Tysklands førerskab, andre imødeså som Koch den risiko, at besættelsen kunne vare i årtier, ganske som den gang, da Sønderjylland var under fremmed åg, og det derfor var afgørende at bevare dansk politisk kultur og dansk sindelag intakt.

Som bekendt voksede den danske modstandsbevægelse frem i takt med at krigslykken vendte, og man dermed kunne forudse, at det blot var et spørgsmål om tid, før Tyskland ville tabe. Denne udvikling satte samarbejdspolitikken i et mere problematisk lys, også fordi det i stigende grad blev klart, at krigen var et opgør mellem værdisystemer. Der kom med tiden en anden bund end frygten for tysk krigstjeneste i Løgstrups forestillinger om ærestab, og nu i et internationalt efterkrigsperspektiv: Danmark kunne risikere at fremstå som en nation, der ikke havde formået at vælge den rigtige side i den afgørende moralske og civilisatoriske strid.

Løgstrup gik ind i modstandsbevægelsen. Koch forblev en officiel skikkelse, men blev interneret i Horserød og også udsat for et attentat. På et vist fundamentalt plan var de ikke uenige, og den enes personlige mod var ikke mindre end den andens. De analyserede blot Danmarks situation forskelligt, og position tilsat temperament spillede givetvis også en 16

Danske_tidsaander-Indhold.indb 16

29-04-2013 11:07:37

KRIG OG FRED

rolle. Koch var (også) et politisk menneske med sans for kompromisser og vænnet til at tænke i ansvar for mange mennesker. Løgstrup var den kompromisløse idealist, der ikke havde så meget at svare for. Det interessante er imidlertid, at når vi når frem til befrielsessommeren 1945 og årene derefter, var de ikke længere uenige. De var enige, og det var ikke, fordi den ene havde overgivet sig til den andens synspunkt. Det var, fordi de begge havde bevæget sig frem til noget tredje.

Forstyr ikke mine cirkler!

Forfatteren Martin A. Hansen var en af dem, der gik ind i modstandskampen. Men det var ikke, fordi han stod der og ikke kunne andet. Han måtte overvinde en indre, argumenterende stemme, der præsenterede spørgsmålet som en kollision mellem pligter. Ville han ved at gå med ikke svigte både sin familie og sit forfatterskab? Han skriver i sin dagbog: Jeg tænker da atter på, med uro og rastløshed, på hjemmet, på min virksomhed, på alt det ufødte, de grænseløst mange ting man endnu ikke har fået gjort, på alt det manglende, der gør ens hidtidige indsats uden kerne og pointe, på den modning man ikke oplevede. Mindst synes jeg endda, viger man, fordi man ønsker endnu at opleve og nyde meget. Rejser. Natur. Det er rædslen for at blive slået ned før ens tavle er færdig. (Hansen 1999: 306-307) Det er ikke et spørgsmål om egeninteresse mod offer. For Martin A. Hansen er kunstner, og en kunstner ofrer i en vis forstand også sig selv – og hensynet til sine nærmeste – i en højere sags tjeneste. Det er altså offer mod offer, men “… så tænker man også modsat, at sådan en død kunne give måske dybere mening, en større pointe, ja at man ved et sådant offer, der ligger ens specielle mission så fjernt, dog ydede noget, der var vigtigere end selv et ædelt kunstværk man kunne nå at skabe.”

I en af sine artikler fra de illegale blade, “De ukrænkelige cirkler”,3 begik Martin A. Hansen en ætsende kritik af den distancerede, intellektuelle 3. Genoptrykt i Erik Knudsen og Ole Wivel (red.): Kulturdebat 1944-58, 1958, s. 11-14.

17

Danske_tidsaander-Indhold.indb 17

29-04-2013 11:07:38

DANSKE TIDSÅNDER 1940-2010

attitude til modstandskampen. Det virker, som om han især har kunstnere og humanistiske forskere i tankerne, og når argumentationen bliver så skarp, er det nok, fordi det også er sig selv og sin egen søgen efter en bagudgang, han revser.

Disse mennesker føler, at de gavner kulturen bedst ved at blive i studereværelset, og at deres personlige indsats i øvrigt ville være uden betydning. Øjeblikkets farer er for dem lidt ligesom alderdom og død; det er noget, der uvægerligt en dag vil komme og standse dem, men hvis de så blot inden da kan nå at udrette det, de skal.

De er vant til isolation og til at føle sig lidt hævet over det hele. De har så meget overblik, at virkeligheden skrumper ind til relative fænomener. Når man blot anskuer tingene fra en tilstrækkelig stor teoretisk højde, bliver både anskueren selv og øjeblikkets krav sat til side. Man mærker hos Martin A. Hansen et ekko af Søren Kierkegaards eksistentialistiske kritik af den tyske idealist og systembygger Georg Wilhelm Friedrich Hegel.

De mennesker, der handler i modstandskampen, er givetvis naive; de støtter sig til idoler og forenklede ideer, men den intellektuelles svaghed er omvendt, at han altid kan se tingene fra både den ene side og den anden side, og dermed også fra den side, der tjener hans egne interesser bedst.

Hvis han undviger fordringen, vil han altid kunne gøre det med en principiel argumentation.

Han ser på en måde krigen og modstanden som historiske fænomener, allerede mens de foregår. Han ved allerede kun alt for godt, at der til sådan en type af modstandskamp naturligt hører naivisme, forenkling, håb, had og handlingsmystik. Det kan alt sammen ikke appellere til ham eller anfægte ham, for han har allerede analysen klar og foretrækker ikke at få forstyrret sine cirkler.

I modstandsbevægelsen finder man da også oftere mere praktisk orienterede intellektuelle som læger og præster. Æsteten derimod, han kan dø uden at have levet, for han forblev uden for valget, opgøret, den nøgne virkelighed. Han forblev på det æstetiske plan.

Drillende appellerer Hansen til forfængeligheden. Han burde være med, digteren, den intellektuelle – han er klogere, modnere, finere, ikke så naiv.

Hvem kan gøre det bedre? Striden kunne gennem ham få tilført perspektiv, dybde og værdighed. Og det er jo også hans værdier og hans frihed, åndsarbejdets mulighed, der bliver kæmpet for.

18

Danske_tidsaander-Indhold.indb 18

29-04-2013 11:07:38

KRIG OG FRED

Netop, krigen er også en kulturkamp, kan den intellektuelle svare tilbage. Gør han da ikke ret i at vedligeholde kulturen og føre den videre?

Jo, men diverse afhandlinger og kunstværker ville måske ikke tabe på at blive udskudt lidt, og tror man virkelig, at norsk kultur vil stå svækket, når dette er slut?

Med denne henvisning til det kæmpende Norge kommer Martin A. Hansen til det argument, der er beregnet på at gøre mest ondt, fordi det ikke taler til kunstnerens pligtfølelse, men til hans forfængelighed og hans omsorg for sit eget eftermæle. Nu er livet og virkeligheden over os, og de store livsfortolkere står helt uden for. Hvordan skal de i længden kunne hævde deres stilling, når de ikke selv har levet og oplevet livet?

Hansen skriver på et tidspunkt, hvor man godt kan ane, at krigen ikke vil vare i generationer. En dag, der ikke er så langt borte, vil den blive et stort emne for kunsten og tænkningen. Dramatiske begivenheder vil kalde på en massiv kulturel efterbearbejdning, og det vil så blive af betydning, hvem der var med, og hvem der ikke var med. Da vil kulturens videreførelse og den personlige deltagelse ikke længere kunne skilles ad.

Hvem kan tale med autoritet og troværdighed?

Din egen bevæbnede hånd I et andet berømt essay, også skrevet under jorden, “Dialog om drab og ansvar”, tager Martin A. Hansen debatten en gang til, men nu i forhold til et konkret og særdeles prekært emne: stikkerlikvideringerne.4 Omkring 400 danskere blev under besættelsen likvideret af danske modstandsfolk. Stikkerlikvideringerne foregik i en kaotisk og til dels lovløs periode, og der var i sagens natur ringe mulighed for efterforskning, afhøring og forsvar, inden dødsdommen faldt, og der blev skredet til eksekvering. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – var der under besættelsen forestillinger i omløb om kvasipolitimæssige og kvasijuridiske strukturer i modstandsbevægelsen med særligt henblik på stikkerlikvideringerne. Folk blev ikke pløkket ned uden tvingende grund.

Der var ligeledes forestillinger om, at alle drabene ville blive efterforsket

4. Genoptrykt i Martin A. Hansen: Hemmelighedens kunster, 1991, s. 119-128.

19

Danske_tidsaander-Indhold.indb 19

29-04-2013 11:07:38

DANSKE TIDSÅNDER 1940-2010

og udredt, når krigen engang var forbi, så man så vidt muligt efterlods kunne udfylde hullet mellem nødret og ret.

Senere undersøgelser har vist, at tingene foregik langt mere spontant, uorganiseret og decentralt end den kvasijuridiske fiktion lagde op til. Den har været lige dele ønsketænkning og lindringsmiddel til den ængstede samvittighed hos dem, der måtte have det behov.

Frode Jakobsen, formand for Frihedsrådet, fik da også forhandlet igennem inden befrielsen, at han, som repræsentant for modstandsbevægelsen, skulle have hånd i hanke med eventuelle efterkrigstidsundersøgelser, og at likvidatorernes navne under alle omstændigheder skulle forblive anonyme. Man kunne ikke efterlods presse fredstidens politimæssige og juridiske normer ned over en krigs- og nødretstilstand.

Hansens essay er skrevet som en litterær pastiche på Platons dialoger, og han lader Sokrates argumentere stikkerlikvideringernes nødvendighed igennem over for vennen Simias, som vi genkender som en af de åndspersoner, der nødigt vil have sine cirkler forstyrret. Han har fine fornemmelser og kritiserer den måde, man “uskadeliggør” stikkerne på, uden rettergang og domfældelse. Dermed krænker man retside og menneskeværdighed, og man griber til fjendens metoder. Og er det ikke netop ret, sandhed og frihed vi kæmper for? Simias kæmper selv ved at holde taler og holde de smukke og rene traditioner levende. Sokrates spotter ham lidt over, at der ikke er nogen, der prøver at lægge ham hindringer i vejen.

Nu ruller Sokrates hele forhistorien op: En gang herskede Retten, men så blev Forbryderen den stærkeste, og vi fik eftergivenhedspolitikken; for hver indrømmelse blev Forbryderen kun stærkere, indtil vi alle lå under hans støvlehæl. I de fredelige tider gav Retten sig selv, næsten som en automatisk Maskine, men der skal altid være magt bag en ret og en vilje til at bruge magten. Martin A. Hansen minder indirekte om, at det ikke er forordninger, regler og love, men voldsmonopolet, der definerer en stat.

De fine traditioners egen fødsel var rå, deres barndom var vild, de kom til verden i bitter og blodig kamp, og måske er det samme ved at gentage sig nu som en genfødsel; vi havde aldrig haft dem, hvis man ikke dengang havde bragt ofre og taget hårde midler i anvendelse. Nu skal de fødes på ny af mennesker, der handler som dengang, de kom ind i verden. Tanken er altså, at Retten ikke er noget, der er faldet ned fra himlen og nu uheldigvis forstyrres. Den hviler selv på magt og er grundlagt i kamp. Og kampen er dermed ikke fremmed for retten, heller ikke i den aktuelle situation.

20

Danske_tidsaander-Indhold.indb 20

29-04-2013 11:07:38

KRIG OG FRED

Effektiv modstand må foregå under jorden. Stikkerne er bakterier og orme, skriver Hansen. Man kan jo ikke formane dem eller gå hen og melde dem til politiet. En dreven stikker er farligere end hundrede, ja tusinder af soldater, og disse henrettelser er også et forebyggende middel. I Hansens argumentation kan man ane et begreb om den asymmetriske fjende, som kæmper uden om alle regler, og som man derfor også kan – og bliver nødt til at – tage sig friheder i forhold til.

Sokrates er selv klar til at dømme eller til at dele ansvaret med de mænd, der udtaler dommen, og han beskriver over for Simias den kvasijuridiske proces med beviser og kendelse. Det er du og jeg, der giver disse dommere myndighed. Og de ved, at deres domme skal efterdømmes og prøves, når dette er endt; de skal selv stilles for retten. Ansvaret skal til den tid ved domstolens ord lægges også på alle os, der har været med til at bære det.

Hansen aner dog, at disse mænd kan komme til at behøve beskyttelse, i hvert fald af deres navn og ære. I en fredelig tid, når Retten igen hersker, kan de let blive ringeagtet for det, de gør i dag. Men Henretteren er din egen bevæbnede hånd, og du skal stå sammen med ham, når dette er forbi.

Ligesom Martin A. Hansen selv havde en rem af huden, hvad den æstetiske uforstyrrethed angik, er der måske også mere af Simias og dennes ædle mangel på kynisme i ham, end han selv ved af. Han troede på den juridiske fiktion. Og hans synspunkt var, at hvis den kollektive og retlige efterprøvelse af likvideringerne udeblev, skete der jo ikke det, at skylden og ansvaret forsvandt op i den blå luft, men at det uvægerligt blev gjort personligt for dem, der skød. De står tilbage i et urettens og tvivlens limbo.

Frode Jakobsen må omvendt have ment, at netop når sagerne blev forseglet og likvidatorerne holdt anonyme, behøvede ansvaret ikke at blive personligt.

Jakobsens løsning indebar, at Martin A. Hansen ikke kunne stå side om side med sin bevæbnede hånd og dele et kollektivt ansvar. Hans ansvar for sin egen offentlige tilskyndelse til kamp og stikkerlikvideringer blev dermed også gjort personligt; der var ikke noget kollektivt subjekt, noget troværdigt “folk” at forsvinde ind i, og han var efter befrielsen plaget af samvittighedsnag over de unge døde, der var gået med i modstandskampen på hans tilskyndelse. Måske følte han sig stadigvæk ramt af en mulig mistanke om æstetisk distance: Havde han ikke bare siddet der og skrevet og lokket andre til at handle?

21

Danske_tidsaander-Indhold.indb 21

29-04-2013 11:07:38

DANSKE TIDSÅNDER 1940-2010

Kravet om at bryde cirklerne og gøre noget er ikke så enkelt, som det kan lyde. Hvornår er det opfyldt? Hvornår er det svigtet? Bør man selv have taget våben i hånd? Har Hansen skjult sig bag sin pen? Og er det eksistentielt rigtige (NU – GØR – JEG – NOGET) også altid det moralsk rigtige eller det praktisk-politisk rigtige? Eller kan det være æstetens selvbekræftelse og “karrierepleje”? Den eksistentialistiske handlingsmystik lokker med en absoluthed, der måske ikke er dækning for.

Nazismen som et “europæisk oprør” Efterkrigstidens debat om stikkerlikvideringer var en underafdeling af retsopgøret og debatten om det. Retsopgøret efter befrielsen kom til at vække debat i mange år frem og havde på en måde at gøre med det omvendte problem af stikkerlikvideringerne. Hvor debatten om disse gjaldt den retlige efterregulering af modstanden, “vore egne” – var det i orden, hvad der foregik? – gjaldt det i retsopgøret den retlige efterregulering af fjenden, altså de danskere, der havde været på den forkerte side. Det prekære var selvfølgelig her, at de danske myndigheder selv havde samarbejdet med tyskerne, og at samarbejdet dermed havde været gældende ret.

Der var to moralske knaster i retsopgøret, dels det forhold, at man lavede love med tilbagevirkende kraft, dvs. kriminaliserede handlinger, der ikke havde været kriminelle på gerningstidspunktet, hvilket er på kanten af, hvad en retsstat kan tillade sig; dels at man arresterede og dømte enkeltpersoner for værnemageri eller tysk krigstjeneste, mens politikere og embedsmænd gik fri. Det førte til forestillingen om, at de små fisk blev dømt, mens de store fik lov at slippe. Og at den danske stat frikendte sig selv for samarbejdspolitikken med tilbagevirkende kraft. Eller rettere lod forstå, at det havde været en politik, der blev ført på skrømt og under dække. Og det burde enhver den gang have forstået som en form for indirekte meddelelse.

Hvor debatten mellem Koch og Løgstrup i brevene og Martin A. Hansens debat med sig selv i de illegale artikler drejer sig om, hvad der er det rigtige at gøre under besættelsen – for samfundet, for den enkelte, ikke mindst den enkelte kulturbærer – drejer retsopgøret sig om fortolkningen af det, der skete, og de konsekvenser, der skal drages af det. Intellektuelle som Løgstrup, Koch, Poul Henningsen og flere med dem var 22

Danske_tidsaander-Indhold.indb 22

29-04-2013 11:07:38

LITTERATUR

L ITTERATUR

Bjerregaard, Ritt (red.) (1977): Rapport fra en “Kaffeklub”. Om socialdemokratisk kulturpolitik, København: Fremad.

Blixen, Karen (1985): “En båltale med 14 års forsinkelse” [1953], i samme: Samlede Essays, København: Gyldendal.

Bomholt, Julius (1953): “Aktiv humanisme”, i samme (red.): Mennesket i centrum.

Bidrag til en aktiv kulturpolitik, København: Fremad.

Branner, H.C. (1950): “Humanismens krise”, Mennesket i tiden, København: Hans Reitzels Forlag.

Brøgger, Suzanne (1973): “Fra kernefamile til kernevåben”, i samme: Fri os fra kærligheden, København: Gyldendal.

Dahl, Henrik (1998): Den kronologiske uskyld, København: Gyldendal.

Dich, Jørgen S. (1973): Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den, København: Borgen.

Diderichsen, Børge (1959): “Sækularisering”, Tidehverv, januar, Fårup: Tidehvervs forlag.

Ellegaard, Lasse (1980): “Vi begyndte at danse”, i Ole Wivel (red.): Vindrosen. En antologi, København: Vindrose.

Fabricius-Møller, Jes (2009): Hal Koch – en biografi, København: Gads Forlag.

Fonsmark, Henning (1962): “Kulturpolitik”, i Erik Hoffmeyer (red.): Velfærdsteori og velfærdsstat, København: Berlingske Forlag.

Fonsmark, Henning (1990): Historien om den danske utopi. Et idépolitisk essay om danskernes velfærdsdemokrati, København: Gyldendal.

Fonsmark, Henning (1996): Kampen om kundskaber. Et kritisk essay om en hovedstrømning i dansk skolepolitik, København: Gyldendal.

Fremtidens Danmark. Socialdemokratiets politik (1945). København: Fremad.

167

Danske_tidsaander-Indhold.indb 167

29-04-2013 11:07:47

LITTERATUR

Friis, Helmuth (1985): “Den glade nihilisme. Om postmodernismen”, i Poul Behrendt, Johs. H. Christensen og Klaus P. Mortensen (red.): Kritik 70, København: Gyldendal.

Hansen, Martin A. (1950): “Eneren og massen”, Mennesket i tiden, København: Hans Reitzels Forlag.

Hansen, Martin A. (1958): “De ukrænkelige cirkler”, i Erik Knudsen og Ole Wivel (red.): Kulturdebat 1944-58, København: Gyldendal.

Hansen, Martin A. (1991): “Dialog om drab og ansvar”, i samme: Hemmelighedens kunster, København: Gyldendal 1991.

Hansen, Martin A. (1999): Dagbøger, bd. 1, 1931-46, udg. Anders Thyrring Andersen og Jørgen Jørgensen, København: Gyldendal.

Hansen, Nils Gunder (1992): “Genkristningen af de intellektuelle”, Kritik 101.

Heltberg, Bettina (1997): Hvor der handles. Erindringsbilleder, København: Gyldendal.

Hertel, Hans (2001): “Da kulturradikalismen gik under jorden. Den kulturradikale fløj mellem nazisme, kommunisme og kold krig”, i Klaus Rifbjerg m.fl.: Den kulturradikale udfordring, København: Tiderne Skifter.

Jensen, Carsten (1985): Sjælen sidder i øjet. Billeder og bagtanker, København: Gyldendal.

Jensen, Erik Vagn (red.) (1965): Ny-radikalismen. En antologi, København: Gyldendal.

Knudsen, Anne (1996): Her går det godt, send flere penge, København: Gyldendal.

Koch, Hal (1991): Hvad er demokrati? [1945], København: Gyldendal.

Krarup, Søren (1968): Demokratisme. En kritik, København: Gyldendal.

Krarup, Søren, Per Stig Møller og Ebbe Reich (1973): Utopi og virkelighed, Aalborg: Stig Vendelkærs Forlag.

Kruuse, Jens (1964): Den ny Virkelighed [1948], forord af Tage Skou-Hansen, København: Gyldendal.

Kærgård, Niels (2006): “Det tidehvervske i dansk politik. Liberalt Centrum og Dansk Folkeparti”, i Jens Holger Schjørring og Jens Thorkild Bak (red.): Udfordringer til folkekirken, København: Anis.

Larsen, Ejvind (1980): “Modernismens 25 års jubilæum”, i Ole Wivel (red.): Vindrosen. En antologi, København: Vindrose.

Lidegaard, Bo (2001): Jens Otto Krag 1914-1961, København: Gyldendal.

Lidegaard, Bo (2003): “Velfærdsstaten som en dansk overlevelsesstrategi”, i Klaus Pedersen (red.): 13 historier om den danske velfærdsstat, Odense: Syddansk Universitetsforlag.

168

Danske_tidsaander-Indhold.indb 168

29-04-2013 11:07:47

Find denne bog og mange andre gode titler p책

www.rpc.dk