At øve sig uddrag

At øve sig i at vÌre menneske

2

Jens Torkild Bak

At øve sig i at være menneske 29 prædikener Redigeret af Margrethe Dahlerup Koch og Elof Westergaard

Ek sistens en Kø b e n h av n 2017

3

At øve sig i at være menneske

At øve sig i at være menneske 29 prædikener Jens Torkild Bak © Forfatteren og Eksistensen, 2017 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0114-2 Omslag: Eksistensen Forside: Græsmark, foto af Per Bak Jensen Udgivet med støtte fra Ribe Stift Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992 Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C Tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

4

In dh o ld Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 2. søndag i advent 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Parallelaftaler eller fuld inklusion

Juleaften 2014 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Vi, der håber, det går

Juledag 2013 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Ordet, der blev kød, mursten, krydsforbandt og gjaldende grise

Juledag 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Glæden i verden

Søndag septuagesima 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Undskyldningen. Dit sidste halmstrå

Søndag seksagesima 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Tillid i det hele taget

Fastelavn søndag 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Lad os gå glip af noget mere

2. søndag i fasten 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Den undervurderede vantro

Midfaste søndag 2014 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Livets brød eller varm luft og halvstuderet kram

Skærtorsdag 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 Myndighed eller afhængighed

Langfredag 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 Langfredag er altid din og min langfredag

Påskedag 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 En insisterende kirkeminister

Anden påskedag 2014 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 Maria!

2. søndag efter påske 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 At forstå uden at forklare

5

At øve sig i at være menneske

Trinitatis søndag 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Det, hvorom der hverken kan ties eller tales

3. søndag efter trinitatis 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Misundelse og spildt liv. Gensyn med en familiehistorie

6. søndag efter trinitatis 2014 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Jeg er ikke det, jeg gør

7. søndag efter trinitatis 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Mødet med den anden

7. søndag efter trinitatis 2014 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Den dag, meningen skal opfindes

8. søndag efter trinitatis 2015. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 På lutheransk studietur i synagogen

8. søndag efter trinitatis 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 At have ansvaret uden at eje sandheden

10. søndag efter trinitatis 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Aldrig sandheden selv – men dem, der har den, skal man frygte

13. søndag efter trinitatis 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 Tænk, hvis det var os

15. søndag efter trinitatis 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 Man går ikke på en motorvej

17. søndag efter trinitatis 2014 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Troen. En bevægelse tilbage til individet

19. søndag efter trinitatis 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 At tilgive det utilgivelige

Prædiken ved ordination 2013 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 Moralen og synden

Prædiken ved ordination 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Individet og sandheden

Morgenandagt for biskopperne 2016 . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 Skam, tro og retfærdighed. Tre morgenrefleksioner

6

Forord

Forord

Domprovst Jens Torkild Bak fylder 65 år den 15. maj 2017, og det vil vi gerne markere med denne prædikensamling. Jens Torkild Bak har selv været med i udvælgelsen af prædikenerne.

Jens Torkild Baks prædikener er vedkommende, indsigtsfulde og fulde af eksistentiel nerve. Det er krævende at lytte til en prædiken af ham.

Han inddrager gerne den nyeste viden inden for teologisk, humanistisk og samfundsmæssig tænkning.

Evangeliet er for Jens Torkild Bak altid mere end blot modsigelse af verden og menneskelivet. Han gør sig ingen illusioner om verdens beskaffenhed og udvikling, men med hans vægtlægning på, at det personlige gudsforhold er forbundet med personlig myndiggørelse, bliver det enkelte menneske holdt fast på sit ansvar og sine opgaver.

Jens Torkild Bak har siden 1993 været domprovst i Ribe, og man mærker i flere af prædikenerne hans lokale forankring og den sans for det historiske, som et liv i Ribe nærer.

Der skal lyde en tak til menighedsrådet ved Ribe Domsogn samt til stiftsrådet for økonomisk støtte til denne udgivelse.

Margrethe Dahlerup Koch og Elof Westergaard Marts 2017

7

At øve sig i at vÌre menneske

8

2. søndag i advent 2015

2. søndag i advent 2015 Parallelaftaler eller fuld inklusion

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matt 25,1-13

Der findes i evangelierne en række vidunderlige lignelser. Opbyggelige, trøsterige, lærerige. Lignelser, der er sivet ind i kulturen og har været med til at præge vores måde at tænke på eller i det mindste stadig er med til at udfordre den. Lignelser, der i fortællingens form siger noget rammende om menneskesynet i kristendommen, om den etiske fordring og forholdet til Gud. Man kan eksempelvis nævne lignelsen om den fortabte søn, den barmhjertige samaritaner, arbejderne i vingården, tolderen og farisæeren.

Men der findes faktisk også et par lignelser, hvis budskab – i det omfang, budskabet overhovedet er forståeligt i den form, hvori vi har fået det overleveret – man må kæmpe anderledes hårdt med. Ja, hvis budskab man har mere end svært ved at forlige sig med.

Deriblandt lignelsen om de ti brudepiger, uanset hvor stærke fortællekvaliteter den uomtvisteligt indeholder.

9

At øve sig i at være menneske

Måske lyder den historie også ekstra hårdt i dag, kun tre dage efter EU-afstemningen. Hvor man som i et forvandlingsteater let for sig ser nu ikke de fem ulykkelige piger, men Danmark stå og banke på EU’s lukkede porte for derindefra kun at få svaret fra Jean-Claude Juncker, Merkel og alle de andre: “Sandelig, sandelig siger vi jer: Vi gider jer ikke mere. Slut!” “Vi havde jo også bedt danskerne sige ja”, udtalte statsministeren på afstemningsaftenen, da resultatet lå fast. Bedt dem sige ja! Det gjorde de så ikke. Og det er tvivlsomt, om det nogensinde bliver helt klart, hvad der var årsag, og hvad der var virkning i danskernes afvisning af at følge regeringens og det politiske flertals anbefalinger.

Hvis vi nu klogt bevæger os tilbage til søndagens tekst, så er det uacceptable, det kristeligt set uacceptable ved lignelsen ikke budskabet om, at der er noget, der er uigenkaldeligt. At der er noget, der ikke står til forhandling. Til det at blive voksen hører mødet med den lukkede port, med ting, der ikke står til at ændre. Hvis ikke man på et eller andet tidspunkt, om end måske gennem megen gråd og tænders gnidsel, når frem til en forståelse og accept af, at det uigenkaldelige findes, er man henvist til at blive stående i barnligheden, og tilmed en stadig mere fortvivlet barnlighed.

Uigenkaldeligheden er altså ikke i sig selv lignelsens problem. En større eller mindre del af vores liv bruger vi allerede til sammen eller hver for sig at lære at leve med det uigenkaldelige, med beslutninger, der ikke kan omgøres, og personlige omstændigheder, der er, som de er, eller i hvert fald som de er blevet. Hvortil kan komme sygdom, ulykke, pludselig død og andet, der, uden at vi har villet eller besluttet det, kan ændre alt.

Bevidstheden om, at tilværelsen rummer det uigenkaldelige, ændrer naturligvis ikke ved, at vi, så længe vi kan, så længe vi øjner den mindste chance for en forhandlingsmulighed, så længe den lukkede dør efterlader den mindste sprække i dørhullet, vil forsøge at forhandle vores skæbne, udsætte deadlines, omgøre domme, appellere afgørelser, opsøge alternative muligheder etc.

For heller ikke det kan være anderledes. Det hænger sammen med den personlige frihed, vi som individer er anlagt på, den personlige myndighed og selvbestemmelse, der i sidste ende forbyder os at bøje os for autoriteter, blot fordi det er autoriteter. Bøje os med vores person10

2. søndag i advent 2015

lige integritet i behold kan vi først, når vi med vores forstand og uden fremmed indblanding har indset det fornuftige i det. Hvis derfor nogen ikke bare vil vise os en grøn mark, men samtidig fortæller os, hvad vi skal tro og tænke om farven grøn og om marker i det hele taget, er der stor sandsynlighed for, at vi ender med at indtage det stik modsatte synspunkt, uanset hvor absurd det måtte være.

Nej, det problematiske og uacceptable ved lignelsen om de ti brudepiger, hvis den som fortælling får lov til at stå alene i den foreliggende form, er det skel, den drager mellem de tåbelige og de kloge piger. Just det skel er ganske vist det, der giver fortællingen drama og kulør og tvinger tårer ud af øjnene. Men hvis man etisk og moralsk begynder at koge suppe på den pind, så er man kristeligt set på afveje. (Selvom man måske af det skel nok så meget føler sig bekræftet i rimeligheden af de skel, vi trækker mellem mennesker i verden).

Der er især to ting at sige om den sag.

For det første er der det at sige, at da Gud bliver menneske i Jesus fra Nazaret, vender han op og ned på alle forestillinger og begreber om, hvem der er kloge, og hvem der er dumme; hvem der er retfærdiggjorte og hvem ikke. Det er ikke bare en biting. Denne omvending af forestillinger og begreber er et gennemgående træk i hele Det Nye Testamentes forkyndelse. Som Paulus skriver i Første Korintherbrev: … det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting…(1 Kor 1,27-28) For det andet er der det at sige, at hvis lignelsen om de 10 brudepiger skal have et kristeligt indhold, er man nødt til at tænke langfredag med. Man kan ganske vist – og det er der en rig tradition for – botanisere vældigt i forskellen på de kloge og de tåbelige piger og gætte lystigt på de tåbeliges forseelse moralsk, psykologisk, eksistentielt. Dernæst kan man, ud fra det resultat man måtte være nået frem til, begynde at fælde dom over sig selv og hinanden, men kun for på den måde at bevæge sig længere og længere væk fra evangeliet!

For kristeligt er der om de ti pigers forskellige skæbne kun at sige, at langfredag er Gud på korset også hos dem udenfor, også hos dem der kom for sent, hos dem der intet er og aldrig slog til, hos dem der prioriterede forkert, hos dem der skal leve med deres uigenkaldelige liv 11

At øve sig i at være menneske

og tåbelige beslutninger. Langfredag er alle porte åbne, og der er ingen forskelle længere.

Det skal med for at give mening til lignelsen om brudejomfruerne.

Adventstid. Adventstiden skal være en glædens og forventningens tid, men er det ikke for alle. Hvis uigenkaldelighedens regime sidder hårdt i kroppen på én som en ensom sorg, der foran sig kun ser den lukkede port, bidrager lignelsen om de 10 brudepiger ikke til at forhøje humøret. Men her er det så, at en vis, kritisk hørelse er på sin plads, ligesom det er nødvendigt ikke bare at tænke langfredag med, men også – og da især i adventstiden – at se sit liv i lyset af den frihed, det håb, den glæde, det nådestilsagn og den oprejste værdighed, hvormed Gud vil være iblandt os i sin menneskevordelse i Jesus af Nazaret. Vi kommer ikke i kirke, til gudstjeneste, dåb og nadver, for at blive bekræftet i skellene mellem os, de kloges succes og de tåbeliges fallit. Vi kommer i kirke for at blive styrket og dannet i den gudstro, der for os alle skal bære igennem trods de uigenkaldeligheder, der med tiden hober sig op.

Det er ikke godt at vide, hvordan det går med parallelaftalerne, og der er meget andet, man på samme måde både kan og burde bekymre sig om i dagens Danmark og i verden.

Men at Gud er, er for mennesket selv det uigenkaldelige håb og den port, der i Jesus Kristus for evigt har åbnet sig for os. Glædelig søndag, glædelig advent! Amen.

Salmer 86, 276, 362, 733, 74. Under altergangen 89.

12

Juleaften 2014

Juleaften 2014 Vi, der håber, det går

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.

Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.

Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

Den gudbenådede Politiken-skribent Bjørn Bredal filosoferede forleden dag i avisen over, hvad et ritual er. Det er, når man har gjort den samme ting nøjagtigt på samme måde bare to eller tre gange, siger han. Så er man allerede i en anden verden. Man har gjort sig fri af tidens uigenkaldelighed, hvor den tid, der er gået, aldrig kommer igen.

Og man er trådt ind i evigheden. Eller barndommens land, som af nogle af os især huskes for de lege, vi legede igen og igen. Og hvoraf en svimlende frihed voksede, inden tilværelsen en dag blev underlagt fremtidens lov.

Nu kan man som bekendt have forskellige erindringer om sin barndom og sit hjem. Men definitionen af et hjem er måske den, der for så vidt også gælder for kirken. Det er et sted, hvor vi tillader os så få og 13

At øve sig i at være menneske

så langsomme forandringer som muligt. Hvor vi gør de samme ting igen og igen. Det er faktisk det, der hedder dannelse! Og på den måde opbygges et stærkt personlighedsværn imod den tids- og reformbølge, der som en trappevask uafladeligt vælter ned over os. Derfor har vi – og ikke kun Josef, der sammen med den frugtsommelige Maria skulle det på grund af den dér folketælling – et stort behov for at komme hjem til jul for at blive mindet om, hvem vi var, før den tid kom, da vi var nødt til at holde op med at tænke. Fordi vi nu skulle følge med og kompetenceudvikle os i stedet for at danne os.

Om alt det siger Bjørn Bredal så i øvrigt med henblik på kirken og julegudstjenesten: Uden at I bliver som børn igen, kommer I som bekendt slet ikke ind i himmeriget. Kirken rækker ud efter det hellige allerede ved at være rytmisk tilbagevendende, og årsrytmen er slet ikke nogen dårlig frekvens. Altså for eksempel at gå i kirke juleaften. Hvad præsten så siger, det kommer sig egentlig ikke så nøje. For det er hverken mængden eller kvaliteten, der gør det.

Bjørn Bredal er en ven. Særligt det sidste, at det ikke kommer sig så nøje, hvad præsten siger den aften, er der en stor trøst ved i en tid, hvor hoveder hugges af verden rundt i Guds navn, og der er vældig meget, man i grunden helst vil holdes udenfor. Som en ældre, skarp dame af mit bedre bekendtskab er begyndt at forkynde med en frejdighed, der minder om civil ulydighed: “Bamse og Kylling er efterhånden det eneste, jeg ønsker at se i fjernsynet.”

Når det gælder hjemlighed, muligheden for i en eller anden forstand at vende tilbage, byder Ribe på en enestående ramme. De gamle huse, de snoede gader, den lange historie, de mange foreninger og fællesskaber er grundlag for en erindringskultur, hvor vi stadig husker, hvem vi er, og hvorfor det blev, som det blev. Der er også ganske megen venlighed i anledning af julen. Folk gør sig tydeligvis umage på gaden og i butikkerne. Der er skøn musik, og postbuddet afleverer trods juletravlheden rudekuverterne med et humør af den slags, der får én til at tro, at det hele måske alligevel går en tid endnu. Når dertil så føjes, at min tandlæge i et befriende øjeblik har rettet sig op fra min munds elendigheder for at tale med borgmesteren om hele byens ølbod, der til højtiden er blevet velsignet med pyntegrønt i hjørnerne, føles alt at være rigtigt.

14

Juleaften 2014

Vi har det godt i Ribe, og ikke bare i Ribe, men i Danmark. Vi har meget at glæde os over, meget at sige tak for. Fred, materiel tryghed og retssikkerhed ikke mindst. Sammenlignet både med andre tider og med, hvad mennesker i denne tid udsættes for andre steder i verden, herunder i det Mellemøsten, hvor julens budskab om forsoning og fred først lød, skal man skamme sig over at begræde, at Danmark nu kun er nummer ti på listen over verdens rigeste lande. Det skulle da lige være, at svenskerne er nummer ni.

Men hver tid har sin fortvivlelse, og vi har også vores at slås med i Danmark. Måske især den fremmedgørelse, der for mange mennesker er bagsiden af den udvikling, der ellers har bragt Danmark så meget godt. Mange mennesker føler sig ikke hjemme i deres liv længere; end ikke i julen. Mange, alt for mange står uden for festen, ufrivilligt anbragt på samfundets tilskuerpladser. Afstanden mellem rig og fattig er voksende. Og selv om man hører til de privilegerede, der udadtil endnu hænger pænt på, kan man sagtens føle sig hægtet af. Jeg tillader mig i den forbindelse at citere den tyske sociolog Hartmut Rosa, endnu ikke fyldt 50, fra bogen “Fremmedgørelse og acceleration”, som jeg personligt har fundet megen trøst i, samtidig med at jeg på vegne af de allertungeste drenge i klassen gerne vil sige undskyld til de lykkelige, der bare kan det der it og derfor hele tiden skal trækkes med at hjælpe os andre. Hartmut Rosa skriver nemlig: Min mobiltelefon, min transistorradio (eller iPod eller hvad det nu hedder) og min pc (eller laptop eller netbook etc.) bliver tydeligvis smartere og smartere, men samtidig bliver der uvægerligt stadig større afstand mellem dem og mig. På min gamle transistorradio kunne jeg indstille uret, men det kan jeg ikke finde ud af på min nye iPod... På min gamle mobiltelefon kunne jeg finde ud af at skifte ringetone – det kan jeg ikke på min nye smartphone.

Jo mere sofistikerede tingene bliver, desto dummere bliver jeg i forhold til dem. Faktisk mister jeg kulturel og praktisk viden. Det er en naturlig følge af den evindelige devaluering af erfaring af hensyn til innovation.

Jeg bliver også fremmedgjort over for mine ejendele i den forstand, at jeg har det dårligt med, at jeg ikke behandler dem ordentligt… De er så værdifulde og så smarte, og jeg håndterer dem som en ren idiot. Det gælder desværre ikke kun hardwaren, men også softwaren. Jeg var vældigt fortrolig med det gamle DOS-baserede Word… Jeg var også nogenlunde 15

At øve sig i at være menneske

velbevandret i XP-systemet til dagligt brug… Men jeg føler mig som en total analfabet over for min nye VISTA-brugerflade: Jeg kan ikke længere finde ud af at bruge genvejstaster, indsætte grafer og tabeller osv. Kort sagt: Den nye software og jeg er fuldkommen fremmedgjorte for hinanden, og det samme gælder mit nye ur, min nye iPod (okay for at være ærlig, jeg har ikke nogen iPod, men jeg kan heller ikke finde ud af at bruge min nye DAB radio), min nye mikrobølgeovn.

Misforstå mig ikke! Hvis valget står mellem et it-kalifat og et af de religiøse, hvor skolebørn myrdes i den højestes navn, er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg vil foretrække. Så tager jeg med kyshånd endnu en ubegribelig opdatering fra Kirkeministeriets koncern-it med. Men det ændrer ikke ved, at vi skal passe på, hvad enten det er i den ene eller den anden sags tjeneste, at vi, når vi arbejder på denne verdens effektivisering og fuldkommengørelse, ikke mister det menneske undervejs, som det hele i grunden er til for.

Det er ikke enhver situation, der kan klares med en ny reform, et nyt styresystem, et ekstra ledelseslag, en ny lov, et nyt politisk indgreb.

Undertiden, og det er ikke sjældent, er der simpelthen brug for os som mennesker. Brug for at have et andet menneske ved siden af sig, brug for at vide, at vi har hinanden.

Eller såmænd bare, hvis det ikke kan være anderledes, at der så i det mindste er nogen, der vil bede for én, som digteren Helle Søtrup gør det med bevægende realisme i sin digtsamling “Send flere engle”, f.eks. i det, hun kalder bøn nr. 2: Jeg beder for dem, der ikke er lys i mere, dem uden længselserindring og kraft. Jeg beder for dem, der bor i et lukket rum; alene, fortumlede og stumme, og for dem, der ikke kan give det blå tilbage.

Jeg beder for dem, der har fortrudt. Jeg beder for dem, der ikke har hjemme i deres liv, for svovlstikkepiger, trælle og omstrejfere. Jeg beder for dem, der aldrig får det sagt.

Jeg beder for dem, der bærer dødt i hjertet og slår rod i sorgen. Jeg beder for dem, der næsten ikke findes mere. Jeg beder for dem, der lever et lille liv.

Jeg beder for dem, der håber, det går.

Det er jo simpelthen sådan, tilværelsen er. Og ansigt til ansigt med det bliver julebudskabet en bøn. En bøn, vi beder for os selv, for hinanden og for verden. En bøn, hvori vi i lyset af fredsbudskabet fra Gud 16

Juleaften 2014

erindrer, hvem vi er, hvad vi kom fra, og hvad det hele er til for. En bøn, hvormed vi træner os i at huske, at uden glæde, uden håb, uden tro og forsoning, uden alt det, der bringer os tæt på hinanden og tæt på os selv, uden det, der giver livet tilbage til os og os tilbage til livet, uden den kærlighed, hvorfor Gud blev menneske i Jesus fra Nazaret, bliver ethvert liv og ethvert samfund en ørken, uanset hvor effektivt det er orkestreret. Glædelig jul. Amen.

Salmer 94, 120, 119, 104, 121.

Noter: Bjørn Bredal i Politiken 20.12.2014.

Hartmut Rosa: Fremmedgørelse og acceleration (Hans Reitzels Forlag, København 2014), s. 99f.

Helle S. Søtrup: Send flere engle. Andægtigheder (Forlaget RFP, København 2012), s. 10.

17