Afmønstring uddrag

K l av s W u l f f

AFMØNSTRING En logbog

Eksistensen

I Horncaps motorer summer under kahyttens gulv. Jeg er omsider om bord efter mange dages rejsefeber.

Afmønstrende passagerer møder mig ved den stejle landgangsstige, og to venlige matroser gelejder mig op til kahyt 5. Det er hårdt arbejde, da jeg medbringer en hel del bagage. Sveden springer dem af panden, og jeg fornemmer, at besætningen nok kun taler russisk. Kahytten svarer godt til beskrivelsen, meget rummelig og lys. Jeg går i gang med udpakningen. Purseren Sergei stiller med frugtkurv og tysk sekt og annoncerer “middag kl 16:30” på sit spinkle og smalle tysk. Jeg tager mig et brusebad, mens jeg funderer på, om flere passagerer er ankommet.

Der er kun dækket op til to passagerer ved siden af hovedbordet, som er forbeholdt kaptajnen og bådens andre officerer. Den russiske kaptajn, der viser sig at være fra Ukraine, siger pænt goddag og velkommen, og tjeneren dukker op med menukortet med en enkelt, trebenet middag. Det tegner godt; så bliver jeg forhåbentlig ikke overvægtig på rejsen. Min bordfælle, Wolfgang, dukker op og slår sig hjemmevant ned ved vores bord. Han er næsten uforståelig, han taler DDR-epokens saksiske dialekt.

Mit skoletysk hjælper mig ikke forfærdelig meget, men forhåbentlig styrkes det i de kommende uger, da

9

resten af passagererne er tyskere. Wolfgang er på vej til at afmønstre efter 36 dage om bord på Horncap, mens jeg er ankommet dagen før. Mit togt begynder her. To passagerer, der for en kort stund mødes, krydser rejsespor for så at skilles. Jeg bliver indviet i skibsrytmen og livet om bord. Som kender slår Wolf­ gang fast, at der på Horncap er god service, men ingen underholdning som på de store Tourist cruisers.

II Næste morgen giver Wolfgang mig et lift ind til Hamborg Hovedbanegård. Han er østtysker og har levet hele sit arbejdsliv “derovre”. Han siger, at Muren faldt ganske langsomt årtier forinden, mange vidste med sig selv, hvor det delte Tyskland bar hen. Han flyver aldrig, sparer som folkepensionist nu sammen til en sørejse hvert andet år, og altid med fragtskibe.

Jeg når ikke at spørge ham, om de mange års isolation i DDR uden adgang til moderne flyturisme er en af årsagerne til, at han foretrækker at rejse til søs.

Vore veje skilles, og han forsvinder ind i den hangarformede hovedbanegård for at finde vej tilbage til sit faste omdrejningspunkt, Dresden, efter de mange dage på det store ocean.

Jeg vælger som altid, når muligheden byder sig, ‘at gå storbyen’ for at se, hvor langt jeg kan flanere på

10

den korte formiddag, der er til rådighed. Et bykort fra turistinformationen giver mig retning, inspiration og en tryg fornemmelse af at blive ført sikkert rundt og så betids, at jeg med taxi kan finde vejen tilbage til bananbåden Horncap. Lidt før tre når jeg frem til mit udgangspunkt, Hovedbanegården – og nu med et krøllet bykort i hånden.

Manifest er Hamborgs bymidte, dybt arret, men genopbygget. Byen er stadig en stor havneby, selv om kanalerne og kajerne er ladt inaktive tilbage og har overladt de gamle tavse, monumentale lagerbygninger til kontorer, butiks- og kulturverdenen. Bygningerne udtrykker fortsat krav på magt og indflydelse.

Kanalerne slynger sig igennem murstensvældet, ja nærmest former nødvendige arterier i bylandskabet, markeret af fortidens ar, hvor voldsomme terrorbombardementer lod ganske få bygninger uskadte. Terrorangrebene er ætsede ind i de oprindelige huse, der står ensomme tilbage efter krigen, omgivet og opslugte af Marshall-hjælpens genopbygning, så absurd, at førkrigsbyggeriet nu optræder som fremmedlegemer, som om moderniteten bevidst presser historien ud og lader disse få oprindelige huse tilbage som ensomme og vildfarne mindesten. Midt i alt dette knejser den gamle katedrals kirketårn, der løfter sit mangfoldige klokkespil ud over bymidten som en anden lirekassemand. Hele kirkekroppen sank i grus

11

under de allieredes tæppebombninger i juli 1943. I tårnet præsenteres i sort-hvide fotos det udbombede Hamborg, alle billederne er “nature morte”, sindbilleder på destruktionen, uden et eneste menneske i sigte. Naziregimet forbød fotos af menneskelige lidelser, tillod alene arrede bygninger uden at være sig

12

bevidst, at ruiner fremstår som stærke vidnesbyrd på umenneskelighed og tilintetgørelse.

Ildstormenes rasen forvandlede på få timer 45.000 borgere til forkullede rester. Fra de overlevende er der meget få vidnesbyrd om dette inferno.

Der findes så at sige ingen visuelle spor på efterladte film eller negativer. Rapporter fra byens hospitaler og brandvæsen fremstår derfor i al deres barske rationalitet og nøgternhed og bryder som de eneste med tavsheden og tabuiseringen om den grufulde tragedie. Befolkningen er bombet tilbage til naturen.

Hvad der henstår af murbrokker og nøgne mure er tømt for kultur. Brandmændene kan berette, at når de søgte at komme ind i udbombede beskyttelsesrum, mødtes de af store muterede kæmpeinsekter.

Under meget høje varmegrader tager naturen over.

De overlevende havde været part i en grusomhed, som de hverken kunne finde tanker til eller sætte ord på. Det værste var nok, at terrorbombningerne, som de allierede med Churchill i spidsen havde kaldt “Operation Gomorrah”, efterlod dem i et tomrum, hvor de så sig selv degraderede i ordets egentligste forstand. Der var hverken rum for selvmedlidenhed eller skam.

De var bombet tilbage til ren natur, og derfra ville sejrherrerne så beordre og tilbyde den tyske befolkning at marchere direkte ind i produktion og

13

fremadrettet velfærdsopbygning uden at skele tilbage til tidligere tiders mål, drømme – og nederlag. Terrorbombningerne betegnes derfor som den naturlige histories destruktion. De sejrende magter bragte det tyske folk ind i fremskridtets slipstrøm. Det tog mange år, før der kunne tages kritisk fat på det tyske folks lidelser under 2. Verdenskrig, og før man kunne debattere nødvendigheden af at kaste bomber over en civilbefolkning.

Tilbage på Horncap er alle passagerer omsider ankommet, og man er for første gang samlet i spisesalen. Jeg sejler med 10 tyske pensionister. Nogle har været mere parate til at stoppe arbejdslivet end andre, de fleste har maritim fortid og konstante tilbagefald til havets stilhed, brusen og rullen. Deres tidshorisont på denne rejse er forskellig fra min. Alle rejser med t/r billet og vil returnere med bådens last fyldt med bananer, mens jeg er på vej hjem til Guatemala og derfor vil afmønstre i Puerto Limon på Costa Ricas Atlanterhavskyst.

III Ved aftenstide slår højsommerlyset igennem to dages gråvejr. Horncap gør sig klar til den lange rejse. Mens lossekraner med stor styrke hæver, flytter og sænker containerne ombord, forstår jeg, hvorfor jeg har haft

14

dette enorme behov for at sejle hjem med Horncap. Det er forbundet med barndommens færger på Øresund og Storebælt med de råriflede jerndæk og mørkbejdsede trærælinger og lugten, blandingen af søluft og færgens varme og olierede udstødningsgas.

Det er motorernes konstante summen og duvende rysten, der går lige i centralnervesystemet, en pulsrytme, der alene slår om bord på skibe. Store kraner, suverænt manipulerede af ensomme kranførere oppe i luften, bringer barndomsminder frem. De sort-hvide fjernsynsbilleder af astronauterne, første gang de landede på månen. Alt summer af havn, mænd og orbit. Modernitetens effektivitet lyser ud af proces-

15

sen. Få mænd bevæger tusinde tons gods med styrke, fasthed og præcision. Jeg siger mænd, da jeg ikke ser kvinder. Der mangler her til aften en Johannes V. Jensen eller måske en Rifbjerg til at beskrive billederne. Over havnebassinet drejer store vindmøller i tusmørket deres røde advarselspletter til påmindelse om tidens kamp for det perfekte, globale klima.

16