Skip to main content

Aander din dag_Læseuddrag

Page 1

Ånder din dag? En nøgle til ro, rytme og nærvær i familielivet EKSISTENSEN


Ånder din dag? En nøgle til ro, rytme og nærvær i familielivet Signe Lindstrand © 2026 forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag, 2026 ISBN 978 87 410 1270 4 Redaktør: Charlotte Ekstrand Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Christine Clemmensen Sat med Charter og Futura 100 Tryk: Latgales Druka, Letland

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan/Tekst & Node. Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C eksistensen@eksistensen.dk www.eksistensen.dk

2

­ Å d d


En nøgle til ro, rytme og nærvær i familielivet 3

IGNE LINDSTRAN

Ånder din dag?


4


INDHOLD INDLEDNING

Om bogen og dens opbygning 9 KAPITEL 1

Vores vandrende sind

Om klosterlivets menneskelige ingeniørkunst og den rytme, vi har glemt 21 KAPITEL 2

Børn skal have lov til at være

Dit barn mangler ikke din kærlighed. Det mangler rækkefølgen 55 KAPITEL 3

Unge skal have lov til at lære

Om den tænkning skolen siger, den vil lære, men systematisk modarbejder 91 KAPITEL 4

De voksne skal hjemmet bære

Om hvad vi giver vores opmærksomhed derhjemme 127 KAPITEL 5

Og de gamle skal vi ære

På vej mod en sund fordybelseskultur 165 NOTER 177

5


6


INDLEDNING

7


8


Der var en periode, hvor jeg var bange for at være alene med mine egne børn. Min mand turnerede som musiker. Weekenderne kom. Og jeg stod der med tre børn, ingen struktur og en dårlig samvittighed, der aldrig slap sit tag i mig. Jo mere jeg prøvede at fylde dagene ud, jo tungere blev de. Jeg løb rundt uden at lande noget sted, og mine børn løb med. Jeg troede, at det var min skyld, at jeg manglede noget, de andre forældre havde. Men jo mere jeg kiggede mig omkring, jo tydeligere blev det, at jeg ikke var alene. Vi kæmper alle med det samme, den konstante fornemmelse af at løbe rundt på overfladen af vores eget liv uden nogensinde at falde til ro i det. Barnet, der vandrer fra rum til rum uden at finde hvile. Den unge, der scroller uden at mærke noget. Den voksne, der har en fuld kalender og alligevel føler, at noget mangler. Vi har et ord for travlhed. Vi har et ord for stress. Men når det kommer til det modsatte, til fordybelse, stilhed og den opmærksomhed, der vender indad, er vi uden sprog. Og det vi ikke har ord for, forsvinder ud af hverdagen uden at vi lægger mærke til det. Det får ingen plads. Ingen beskyttelse. Ingen status. Vi ved ikke engang, hvad vi har mistet, for vi har ikke et navn for det. Men der findes et ord for det, der sker, når vi mister det. Et gammelt og præcist ord som vi har glemt, men som beskriver noget, vi kender alt for godt. Munke og nonner i det fjerde og femte århundrede kaldte det acedia, latin for åndelig sløvhed. De betragtede det som en stor fare. Det handlede hverken om dovenskab eller svaghed, men om 9


noget, der stille og umærkeligt slukker indeni, når hverdagen aldrig giver luft. En tomhed der vokser, jo mere man forsøger at fylde den ud. Det er, hvad der sker i et menneske, der langsomt mister adgangen til sig selv. Vi har glemt det ord. Men vi lever midt i det. Jeg søgte ikke bare en løsning. Jeg søgte et sprog. Et præcist sprog for hvad der gik galt i vores hverdag, og for hvad der skulle til for at ændre det. Et sprog der kunne hjælpe mig med at oversætte en fornemmelse til en praksis, en uro til en rækkefølge. Og så en lørdag morgen, mens jeg sad med en kop te og bladrede aviserne igennem, stødte jeg på noget, der standsede mig midt i morgenmaden. Det var en artikel om de første kristne munke og nonner og om, hvordan de havde brugt et helt liv på at løse netop det problem, jeg sad med. De havde udviklet et helt system af fordybelsesstrategier, der tilsammen skabte en menneskelig arkitektur med ét formål: at beskytte deres opmærksomhed, deres tænkning og deres mentale balance. Det var ikke en flugt fra verden. Det var et gennemtænkt og levende svar på et alment menneskeligt problem. At leve med overskud. At have sig selv med. At bygge et fællesskab der kunne bære det enkelte menneske – også på gråvejrsdagene. Det gik op for mig hvor ironisk det egentlig er. Vi søger mod Østens praksisser for at finde balance, som jeg også selv har gjort, mens vi selv har en kulturarv, klosterfællesskaberne, som gennem halvandet tusind år har haft praksisser for det samme, alt imens vi kiggede den anden vej. Det sprog jeg ledte efter, eksisterede allerede. Det var bare blevet glemt. Udover at være lærer har jeg en baggrund med kunsthistorie og kulturformidling. Og her finder mine to livslange interesser hinanden. Når man som historiker beskæftiger sig med fortiden, handler det om at forstå nutiden, og give den en retning. Denne bog forsøger at give et 10


bud på, hvordan man kan ændre kulturen i hjemmet ved at give den en retning. Jeg kalder det en sund fordybelseskultur, en hverdag, der er bygget til at bære os, hvor der er plads til at lande, plads til at tænke en tanke færdig, plads til at være til stede i sit eget liv. Det lyder enkelt, men det kræver et fundament. Og det fundament har vi glemt – eller aldrig fået. Vi glemte det ikke med vilje, men som en stille konsekvens af alt det, der tog over. Det klostrene vidste om mennesket og fællesskabet forsvandt ikke fordi det holdt op med at virke, det forsvandt fordi ingen gav det videre. Da klostrene lukkede i kølvandet på reformationen, da industrialiseringen omformede hverdagen efter urets logik frem for kroppens, og da hverdagen efterhånden blev for travl til at overlevere det, der altid havde båret os, forsvandt den nedarvede viden om, hvad der balancerer et menneske og et fællesskab. Klostre er ved at forsvinde fra vores del af verden. Men det ville være en katastrofe at begrave visdommen med dem. Bag enhver klostertradition, der har overlevet, finder man det samme, en stifter, en levende praksis og en regel, der holder fællesskabet sammen generation efter generation. Benedikts Regel fra midten af 500-tallet er blot een munkeregel blandt mange, men den skiller sig ud. Benedikt var ikke en visionær munk, der opfandt noget nyt. Han var derimod en systematiker, der tog det, der virkede, og gjorde det anvendeligt for det almindelige menneske i en fælles hverdag, snarere end for idealmennesket. Hans regel bredte sig stille og roligt til næsten alle klostre i den vestlige kristenhed. De valgte den selv, fordi den virkede. Jeg har brugt mange år på at forstå, at en sund fordybelseskultur ikke kræver et kloster, men en rækkefølge. At det ikke handler om at gøre mere, men om at beskytte det, der allerede er. At rytmen bærer os, når viljestyrken ikke kan. Og at det fundament, vi mangler, ikke skal opfindes, det skal genopdages. 11


Jeg erhvervede mig Benedikts Regel og læste den grundigt igennem.1 Som lærer er jeg trænet i at se systemer og sammenhænge, og det jeg fandt, var langt mere end jeg havde forventet. Det var et gennemarbejdet levesystem, som bare ventede på at blive støvet af og oversat til en moderne familiehverdag. Men det var som at læse sig til et fremmed sprog uden nogensinde at have hørt det talt. Man kan lære alle reglerne udenad og stadig ikke forstå, hvad folk egentlig siger til hinanden. Jeg havde brug for at møde nogen, der levede det. En tidlig oktobermorgen satte jeg kurs mod Vor Frue Kloster, det benediktinske nonne­kloster i Høsterkøb. Jeg kan ikke meditere, og jeg er heller ikke religiøs. Men jeg havde en fornemmelse af, at der lå en levet visdom bag de mure, som jeg kunne lære noget af. Da klosteret tonede frem i det gyldne efterårslys, kom søster Anna-­ Maria smilende ud ad døren imod mig iført sin sorte benediktinerkutte med hvidt halsklæde. ”Vil du hjælpe mig ned ad trappen?” spurgte hun. Og så gik vi arm i arm bag om klosteret, langsomt, for vi havde ikke travlt. Og da landskabet åbnede sig, tonede en sø frem i lyset. ”Den hedder Sjælsø,” sagde hun. Naturligvis gør den det, tænkte jeg. Der er ikke meget, der umiddelbart forbinder en benediktinernonne og mig. Hun har levet bag de samme mure i over halvtreds år. Jeg har levet i verden med mand og tre børn, skiftet job og retning og er aldrig holdt helt op med at lede. Men i klosterets gæstestue og i de samtaler, vi siden havde hen over vinteren, mærkede jeg, at vi talte om det samme. At vi begge havde bygget vores hverdag af de samme ting: rytme, gentagelse, forpligtelse og plads til stilhed, bare på vidt forskellige måder. Og langsomt begyndte jeg at få det sprog, jeg havde søgt efter, som en genkendelse af noget, jeg allerede kendte, men ikke havde kunnet sætte ord på. Da jeg spurgte, hvad det moderne menneske mest kan lære af klosterlivet, svarede hun uden at tøve: 12


”Regelmæssigheden. Langsomheden. At nå at have sig selv med.” Og da jeg spurgte, hvorfor hun valgte det liv, svarede hun lige så stille: ”Gud kalder og kalder og lader ikke en i ro, før det i hvert fald er prøvet af.” Hun gør en pause. ”Nogen siger: Nu er du låst inde. Men det er ikke mig, der er låst inde. Det er dig, der er låst ude. Nøglen sidder på den indvendige side af døren.” Jeg kan ikke ryste den sætning af mig. For den beskriver ikke bare klosterlivet. Den beskriver det, vi alle sammen leder efter, og ikke kan finde i en hverdag, der tilbyder os alt undtagen adgang til os selv. Det forbløffede mig, hvor genkendeligt det var – på tværs af tid og livsanskuelse. Munke og nonner havde løst det problem, vi kæmper med i dag, bare 1500 år tidligere. De kalder det ora et labora, skiftet mellem bøn og arbejde, mellem indadvendt og udadvendt fordybelse. Neurovidenskaben kalder det hjernens naturlige rytme. Det, de kalder acedia, genkender vi nu som den mistrivsel og indre tomhed, der breder sig, når vi aldrig lander. Og den balance, de kalder discretio, hverken for meget eller for lidt, ved vi i dag er selve betingelsen for at trives. De vidste ikke, hvorfor det virkede. De vidste bare, at det gjorde. Den viden er ikke forældet. Den er bare blevet glemt. Det er den viden, jeg gerne vil udfolde og gøre brugbar i et moderne, fortravlet familieliv. Det befriende er, at vi ikke har gjort det forkert. Vi har bare manglet et sprog for, hvad der virker, og en rytme at følge. Vi har allerede det, der skal til. Men ingen har fortalt os, at den hverdag, vi bygger derhjemme, rytmen, rækkefølgen, det vi giver vores opmærksomhed, er det, der betyder mest. Mens eksperterne taler om skoler, og politikerne taler om trivselsindsatser, bliver det vigtigste sted overset: hjemmet. Der støbes fundamentet. Hjemmet er det mest undervurderede element i barnets liv, herfra udgår det, og hertil vender det tilbage – alle overgangene og alt det ordinære foregår i hjemmet. Da jeg opdagede Benedikts Regel, holdt jeg op med at lede efter nye metoder og vendte mig i stedet mod noget meget ældre. Den vej gik 13


forbi et kloster ved Sjælsø og en nonne, der har levet efter den samme visdom i over halvtreds år. Det hun ved, forsøger jeg at oversætte til vores alle sammens hverdag. Denne bog giver fire værdier at navigere efter. De er formuleret af den danske filosof John Engelbrecht som en remse, destilleret af 1500 års klosterliv og afprøvet i et hjem i Valby med tre børn, en far og en mor, der ikke altid havde styr på det. Tænk på det som fundamentet i et hus. Murene og taget kan stå nok så flot, men uden det, der bærer nedefra, holder ingenting. Når fundamentet er i orden, får hvert menneske i familien lov til at vokse i sit eget tempo: barnet får lov til at være, den unge får lov til at lære, den voksne tager ansvar for at bære, og den ældre ærer vi, fordi hun bærer visdommen. Det er ikke tilfældigt, at remsen slutter med de gamle. Det er den viden, vi er ved at miste, den viden om, hvad der holder et menneske og en familie oppe, som er gået i arv gennem århundreder. Det er os, der har ansvaret for at tage den i brug som et fundament, der faktisk bærer. De fire værdier er samtidig et kompas. De hjælper med at skelne mellem det, der fortjener vores opmærksomhed, og det, der ikke gør, og de arbejder med vores naturlige rytme i stedet for at arbejde imod den, som de fleste hverdage gør, uden at vi lægger mærke til det. Min ambition er at formidle den erfaring og det sprog, jeg selv manglede, da jeg stod midt i det. Det handler om, hvad vi skal orientere os efter og i hvilken rækkefølge, frem for hvad vi skal holde op med. Lavpraktisk og tilgængeligt uden at kræve et bedre menneske end det, vi allerede er. Hvert kapitel er een linje af remsen. Tilsammen udgør de en bevægelse, som et åndedræt, som årstidernes skiften, som livet selv, der folder sig ud i den rigtige rækkefølge. Den nøgle, søster Anna-Maria taler om, sidder også på den indvendige side af din dør. Denne bog minder dig om, at den altid har gjort det. 14


Bogens opbygning Den danske filosof John Engelbrecht brugte hele sit liv på at tænke langsomt i en tid, der gik stadig hurtigere. Han dedikerede sit liv til det, han kaldte væredygtighed: overbevisningen om at et menneske ikke kan tage vare på verden, før det har lært at tage vare på sig selv. Da jeg fandt hans enkle remse, forstod jeg, at jeg havde levet efter den i årevis uden at vide det. Børn skal have lov til at være. Unge skal have lov til at lære. De voksne skal hjemmet bære. Og de gamle skal vi ære.2 Fire linjer. En nøjagtig beskrivelse af, hvad der skal være til stede for, at kærligheden får de bedste betingelser i et hjem, og af hvad der langsomt kvæles, når det mangler. Remsen er bogens rygrad og strukturen er enkel. Hvert kapitel er een linje.

Kapitel 1. Vores vandrende sind Vi begynder ikke med børnene. Vi begynder med os selv, med hjernens grundbehov for skift mellem aktivitet og hvile, som munkene byggede hele deres dag op om, og som vi systematisk har afskaffet uden at forstå, hvad vi mistede.

15


Kapitel 2. Børn skal have lov til at være Når vi forstår, hvad hjernen har brug for, kan vi begynde at se vores børn med nye øjne. Bag barnets modstand og nedsmeltninger ligger en besked, de fleste forældre aldrig har fået oversat. Dette kapitel handler om, hvad den besked er, hvad der vokser frem, når vi hører den, og hvad vi konkret kan gøre for at give hverdagen det åndedræt, vores barn har brug for. Kapitel 3. Unge skal have lov til at lære Der er den tænkning, skolen siger, den vil lære vores børn. Og der er den tænkning, den faktisk træner dem i. De to ting ligner hinanden. Men de er ikke det samme. Dette kapitel handler om hvad vi er ved at miste, og om, hvad vi ubevidst allerede gør i hjemmet, der beskytter det, gemt i den mest ordinære del af hverdagen. Kapitel 4. De voksne skal hjemmet bære Hvad giver vi egentlig vores opmærksomhed derhjemme? Og hvad gør det ved vores børn og ved os selv? Dette kapitel undersøger de værdier, mange moderne familier lever efter uden at vide det, og præsenterer nogle væsentlige holdepunkter: måltidet der samler, og arbejdet, der forbinder. Kapitel 5. Og de gamle skal vi ære Den fjerde linje er ikke en afslutning; den er en betingelse. For der er noget, vi er ved at miste. Og det er ikke kun bygninger eller ritualer, men mennesker, der med hele deres liv har levet svaret på det spørgsmål, vi nu stiller os selv i panik: Hvordan lever man indefra og ud? Dette kapitel handler om den visdom, der kun kan gives videre fra eet levet liv til et andet, og om hvad der sker, når vi endelig åbner døren for den.

16


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Aander din dag_Læseuddrag by Eksistensen - Issuu