Ånd og arvegods

Thomas Frovin (red.)

Ånd og arvegods Mellem folkekirke og folkereligiøsitet

Eksistensen

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Jeg søger sandheden, derfor har jeg meldt mig ud af kirken Thomas Frovin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Oratio, meditatio, tentatio!

Om præstens tro i mødet med sognebarnets

Robert Strandgaard Andersen . . . . . . . . . . . . . 21 Tro og skæbne Carsten Clemmensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Er jeg mon besat?

Engle, onde ånder og mystiske fænomener

Ole Skjerbæk Madsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Tror du på forbøn, præst?

Inge Merete Gross . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65

5

Om kirkens helbredende tjeneste Torsten Borbye Nielsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 At tale med de døde Lise Trap . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 Forkynnelse som dialog Silje Kvamme Bjørndal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 Den kristne sjælesorgssamtale Kroppens rolle i det kristne menneskesyn

Birgit Urd Andersen & Thomas Frovin . . . . . . . . 137 Bidragydere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145

6

Forord

Her er en bog, der spørger. Spørger om, hvad mennesker oplever, når



vi søger mening i liv og død og søger sammenhæng i tilværelsen. Spørger om, hvordan vi tolker følelser og erfaringer, som måske nok er alment menneskelige, men som vi ikke i vores samfund har noget fælles sprog for.

Vi kan kalde det åndelige oplevelser, spiritualitet, overtro, indbildning, længsel, kontakt og så meget andet.

Denne bog spørger om, hvordan vi kan tale om disse sider af livet uden at gøre hinanden tavse, og hvordan evangeliet kan oplyse og tale ind i vores åndelige erfaringer. Den spørger også om, hvordan folkekirken bedst kan være rum for samtalen og for de oplevelser og længsler, der har deres endelige svar i Gud. Spiritualitet betyder åndelighed. Ånd er det, der er imellem os og i os og forbinder os med hinanden og med Gud. Ånd kan betyde det fysiske åndedræt, stemningen mellem mennesker, en ulegemlig skikkelse, et psykisk fænomen, naturens kraft, Guds væsen, Guds tilstedeværelse hos os og i os. Lige så mangfoldige som betydningen af ordet ’ånd’ er menneskers åndelige erfaringer. Hvis vi skal kunne tale om, hvad vi oplever åndeligt, skal vi kunne spørge og lytte, for det er helt sikkert, at vi taler ud fra hver vores forståelse og måske endda i hvert vores sprog. Vi kan også lade være med at tale og spørge – så bliver vi ensomme. Evangeliet har under alle omstændigheder noget at sige og tåler at blive spurgt.

7

Med sin spørgen og sine spørgende svar kan denne bog være til opmuntring og oplysning for alle, som gerne vil deltage i samtalen om åndelige oplevelser og udtryksformer og om en kristen fortolkning af krop og sjæl og ånd. Den kan være til inspiration for folkekirkens præster, medarbejdere og menigheder på dette felt, som vi ikke altid er gode til at tale om. Tak til alle de indsigtsfulde bidragydere og Haderslev Stiftsudvalg for Mødet med det Nyspirituelle, som har taget initiativ til udgivelsen.

God læse- og spørgelyst!

Marianne Christiansen biskop over Haderslev Stift

8

Jeg søger sandheden, derfor har jeg meldt mig ud af kirken Thomas Frovin

Den åndeligt nysgerrige er sjældent et overfladisk menneske. Den åndeligt nysgerrige er ofte et menneske, som ønsker at leve et sammenhængende liv i harmoni med sine medmennesker og med jorden. Der er tale om mennesker, som forholder sig trofast mod de erfaringer, livet stiller dem, og som ønsker at forstå dem og leve til gavn for andre. Ofte mødes deres erfaringer og livstydning dog ikke med forståelse, men med ringeagt eller forbigåen.

Theoxenia I metamorfosen om Baukis og Filemon fortæller Ovid beretningen om det ældre, fattige ægtepar, der fik besøg af guderne i forklædning. Fordi de elskværdige ældre mennesker tog godt imod Zeus og Hermes, beværtede dem med det bedste, de i deres armod havde, så blev de forskånet for gudernes vrede over resten af egnen, hvor de ikke havde fundet en sådan gæstfrihed. Baukis og Filemons ydmyge hytte forvandlede guderne til et tempel, og de to ældre mennesker fik lov til at dø som en sammenvokset eg og lind, der frodigt voksede i den ødelagte egn.

Denne gæstfrihed overfor guderne, theoxenia, udtrykker en enkel indstilling og åbenhed overfor det, som livet kan udsætte en for. Fortællingen har med sig en logik, der handler om, at det, man sender ud i verden, får man igen – ikke af nåde, men af fortjeneste.

9

Mindre end to generationer efter Ovid fra sit eksil ved Sortehavet havde færdiggjort sine metamorfoser, møder vi teksten fra Apostlenes Gerninger 14 om Paulus og Barnabas, der ved ankomsten til Lystra efter et helbredelsesunder blev identificeret som guder af en ekstatisk folkemængde. »’Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!’

Og de kaldte Barnabas Zeus og Paulus Hermes, fordi det var ham, der førte ordet.«1 Guderne vender tilbage Efter at flere har spået religionens snarlige død igennem det tyvende århundrede, må man nok konkludere, at den lever og har det godt. Men det betyder ikke, at religiøsiteten og troen ser ud, som vi kender, at den altid har gjort. Noget er sket. Opgøret med autoriteterne og modernismens store sandheder har muligvis efterladt de religiøse autoriteter stækkede, men der er intet, der tyder på, at danskerne er blevet mindre troende. Snarere tværtimod.

Det er ikke længere kirken, der har monopol på det, der har med det indre liv at gøre – hvis den da nogensinde har haft det. Allerede i en afhandling fra 2009 fremdrog religionssociolog Ina Rosen, at der var en bevægelse på vej fra at være religiøs til at blive spirituel. Billedet af de etablerede religioner som stive i deres dogmatik, udialogiske i deres liturgi, og dermed funktionelt visnede som samtalepartnere for et moderne menneske er blot blevet mere udtalt siden Rosens afhandling. Den seneste danske værdiundersøgelse (2017) typologiserer således danskerne i seks forskellige måder at være troende eller ikke-troende på: De traditionelle (6%), de individualistisk traditionelle (12%), de alternativt gudstroende (24%), de spirituelle (11%), de areligiøse (10%) og de irreligiøse (21%). Hvor de traditionelle og individuelt traditionelle ifølge undersøgelsen forholder sig til traditionelle trosdogmer i mere eller mindre løsrevet forstand, står de alternativt gudstroende mere frie 1 ApG 14,11-12

10

Ånd og arvegods

overfor en klassisk religionsforståelse, men de er ingenlunde fri for tro.

De spirituelle er også troende i en eller anden form, som man ikke på dansk jord ville kalde for klassisk.

Hvad betyder det for kirken, at over en tredjedel af danskerne er enten alternativt gudstroende eller spirituelle og forholder sig med en åben gæstfrihed overfor det, som med en udefinerbar beskrivelse kan kaldes for »åndelighed«? Der må jo i sagens natur være mennesker her, der finder hjemsted og medlemskab i folkekirken.

Genforankring I Johansens & Baunvigs artikel »Gudstjeneste og erkendelse – en Donaldsk analyse af kirkens gudstjenester og dens deltagere« (2014) gennemgås forskellige ritualtilgange til gudstjenesten med udgangspunkt i den canadiske evolutionspsykolog Merlin Donalds kognitionsforskning. Johansen & Baunvig synes at konkludere, at højmessen i sin klassiske form særligt henvender sig til gruppen af mennesker med en mimetisk-narrativ tilgang, og i særdeleshed ikke imødekommer dem, der har en mere episodisk-mimetisk tilgang. For den, der går til ritualerne som en personlig oplevelse, indføjes gudstjenestedeltagelsen ikke nødvendigvis i en systematisk teologisk tænkning, ej heller er der nødvendigvis en applikation eller identifikation til den religiøse fortælling i det hele taget. Her, skriver Johansen & Baunvig, er der tale om en art missionsmark med mennesker, der »(…) set fra kirkens synspunkt skal genforankres i den kollektive fortælling.«2 Hvis ansvar er denne genforankring hvis ikke kirkens? Her er jo tale om noget, der skal gøres igen. Kirken har til alle tider gentaget sin forkyndelse og bibeholdt sine ritualer for at forblive levende som fællesskab og Kristus-vidnesbyrd. Det er det, som begrebet genforankring 2 Johansen, Kirstine Helboe og Baunvig, Katrine Frøkjær: »Gudstjeneste og erkendelse – en Donaldsk analyse af kirkens gudstjenester og dens deltagere« i Dansk Teologisk Tidsskrift 77/4/2014, s. 209

Jeg søger sandheden, derfor har jeg meldt mig ud af kirken

11

lægger op til, at mennesker med andre livstydninger eller åndelige praksisser skal inviteres til at vende tilbage til. Skal den kollektive fortælling genfortælles, skal den finde nyt sprog og ny relevans for nye mennesker.

Denne genforankring finder sted i de samtaler og gudstjenesteformer, der forsøger at imødekomme en spirituel erfaring på en ikke-dømmende og nysgerrig måde, og hvor samtalepartneren tør stille sig til rådighed med en fleksibel sproglighed, en åbenhed overfor den andens erfaringsverden, og en klar forkyndelse af Jesus som Kristus.

I sin artikel »Sanselig hellighed. Nye gudstjenesteformer og samtidsreligion« (2020) understreger Marie Vejrup Nielsen individualiseringens betydning for gudstjenestegængerne. Den gør, at kirkens medlemmer i stigende grad betragter sig selv som bevidste forbrugere.

For det senmoderne menneske skal højmessen sanses, føles og opleves, og deltagerne skal være aktive medspillere – noget, som ikke umiddelbart læses ind i den klassiske højmesse på trods af, at man nok teologisk kunne argumentere for den protestantiske gudstjeneste som netop reciprok – med massevis af krydskommunikationer. Det er, skriver Nielsen, oplevelserne, der er med til at skabe mening i menneskelivet.

For mange af kirkens folk vil der her ligge en udfordring. At se på gudstjenesten som en »oplevelse« kradser lidt i den lutherske forforståelse af menighed og højmesse. Men ønsker man at være i dialog med det senmoderne menneskes noget konsumeriske syn på kirke og gudstjeneste, så bør man lægge sig denne udfordring på sinde. Det vil ikke være første gang i kirkens historie, at forkyndelsen af kristendommen og invitationen til gudstjenestens fællesskab har henvendt sig til en modtagergruppe, hvis verdensbillede ikke nødvendigvis flugter med kristendommens. Det er måske tværtimod et udtryk for kristendommens robusthed, at dens sandhedsværdi kan sætte sig igennem relationelt på forskellige måder og til forskellige tider.

Pew Research Institute konstaterede i deres omfattende undersøgelse »Being Christian in Western Europe« (2018), at tilslutningen til kristendommen over en kam falder i Europa. Det er ikke kun medlemstal i tidligere stærke statskirker, der falder, men den overordnede 12

Ånd og arvegods

identifikation af Vesteuropa som ’kristent’ synes at være udfordret.

Undersøgelsen afslører, at tilhørsforholdet til kristendommen i høj grad hænger sammen med en national identitet. Men undersøgelsen giver også pejlinger på, hvad det er, der gør, at mennesker går en anden vej. 28% af dem, der er holdt op med at identificere sig med en bestemt religion, giver således udtryk for, at denne religion ikke længere mødte deres åndelige behov.

68 %

Gradvist sevet væk fra religion Uenige med deres religions synspunkter vedrørende sociale temaer

58 %

Tror ikke længere på det, religionen lærer

54 %

Er utilfreds med skandaler, som indbefatter religiøse institutioner og ledere

53 % 28 %

Deres åndelige behov er ikke blevet mødt

21 %

Religionen har svigtet dem i nødens stund Ægteskab med nogen fra en anden religion end deres egen

5% 0

10 20 30 40 50 60 70 80

Kilde: Undersøgelse gennemført mellem april-august 2017 i femten lande. “Being Christian in Western Europe”. Pew Research Center

For en glad højmessegænger som denne forfatter sidder protesten lige i halsen. Liturgiens rigdom med nadver, bøn og velsignelse burde da være netop alt det, vi har brug for til at klare os igennem ugen til næste søndag. Ja, man kan synes, at meget egentlig er teologisk givet i en dansk sammenhæng – en luthersk gudstjeneste har jo i sig en form for gensidighed i kommunikationen gennem bønner, salmesang, hilsner og Jeg søger sandheden, derfor har jeg meldt mig ud af kirken

13