Åh, jeg be'r

ANDERS GADEGAARD

ÅH, JEG BE’R DEN KRISTNE BØNS INDHOLD OG FORMÅL

E K S I ST E N S E N

Åh, jeg be’r Den kristne bøns indhold og formål Af Anders Gadegaard © Forfatteren og Eksistensen 2020 1. udgave, 1. oplag ISBN 978 87 410 0782 3 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Sat med Hiroshige Tryk: Bookmaker, Graasten Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.eksistensen.dk

INDHOLD

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 1. Henvendelse til Gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 2. Hengivelse til Gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 3. Bønnens former . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 4. Gud eksisterer ikke, men er . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 5. Beder alle til samme Gud? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 6. Den treenige Gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 7. Bøn i Jesu navn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 8. Forbøn – omsorg eller omklamring? . . . . . . . . . . . 71 9. Hører og bønhører Gud? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 10. Fadervor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 11. Bøn er Guds svar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 12. Bøn som livsholdning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 13. Bønner fra Morgenandagten i Vor Frue Kirke . . . 105 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143

FORORD FORORD

Er man sammen med italienere, går der ikke lang tid, før man hører en af dem sige “prego”. Det betyder ordret “jeg beder”. Det bruges mest som en høflig reaktion på, at der takkes for det, man lige har sagt eller gjort, nærmest i betydningen “det var så lidt”. Eller mere præcist: “Åh, jeg be’r.” Som når man takker den italienske tjener for serveringen, og han omgående svarer med et “prego”: “Åh, jeg be’r.” Vi har desværre ikke et tilsvarende ord på dansk, og vendingen “åh, jeg be’r” lyder nok lidt altmodisch i manges ører. Ikke desto mindre er det en mangel ved vores sprog, for der bor en vældig agtelse for det andet menneske i udtrykket. Foruden en forståelse af, at man som den selvfølgeligste ting i verden står i relation til dette andet menneske, som man med den lille gestus har glædet. Dertil kommer så, at ordet antyder, at denne – om end den er nok så vag – menneskelige relation har guddommelig karakter. For ordet “prego” er et låneord fra det religiøse sprog.

Disse elementer af agtelse, afhængighed og guddommelighed hører til al bøns væsen, uanset om den udtrykkes mellem mennesker eller mellem mennesket og Gud. Grundlæggende er bøn den sproglige kategori for menneskets henvendelse til Gud. Men den er altså også noget, der udtrykkes mellem mennesker, når vi beder

7

ÅH, JEG BE’R 8

hinanden om noget – eller når vi siger tak. Taksigelse er al bøns grundform. I bønnen erkender vi, at vi er afhængige af det, vi modtager, og derfor siger vi tak. Og hvor skal man rette denne tak hen, hvis takken gælder selve fundamentet for livet? Den kan måske nok i første omgang rettes til de forældre, der har avlet én, men i dybere forstand må den rettes til kilden for alt liv, til Gud. Bøn til Gud kommer til udtryk i primært to kategorier: den personlige, spontane bøn og den komponerede, forfattede bøn, beregnet mest til liturgisk brug. Det er klart, at den første form er den oprindelige: hjertets inderste suk, skrig, længsel, som spontant kommer til udtryk i en anråbelse til Gud – med eller uden ord. Den engelske 1600-tals-præst John Bunyan siger det så stærkt: “Et menneske, som virkelig beder, vil aldrig bagefter være i stand til at sætte præcise ord på de ønsker, følelser, sindsbevægelser, begæringer, der i bønnen steg op til Gud.”1 Det gør dog ikke de forfattede bønner ringere eller mindre ægte. Den mest benyttede bøn i den kristne tradition, som ubetinget alle kristne er fælles om, er naturligvis Fadervor. Den bøn, som Jesus selv lærte sine disciple. Han bad den ikke selv, men han “forfattede” den til brug for andre. En ur-udgave, kan man sige, af den nævnte 2. kategori af bønner.

Selv om Fadervor altså er komponeret, er der dog ingen tvivl om, at den bygger på Jesu egen bønserfaring.

Tænk blot på en af de få gange i evangelierne, vi hører Jesus direkte bryde ud i bøn, hvor det netop sker med udbruddet “Abba”, Fader (Mark14,36). Og Jesus slutter sin korte, stærkt bevægede bøn i Getsemane Have,

Forord

lige før han tages til fange, hvor han beder til Gud om at måtte slippe for det, der venter ham – og så tilføjer han med ord, der er næsten mage til Fadervors “ske din vilje”: “Dog, ikke som jeg vil, men som du vil”. – Så de forfattede bønner er ikke anderledes i deres væsen end de spontane bønner, hvis de vel at mærke er udtryk for en personlig indlevelse i de generelle anliggender, som bønnen giver udtryk for, og hvis der er lige så meget hjerte bag, når bønnen bedes, som var det en personlig bøn.2 I mit mere end 20-årige virke ved Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke, har de radiotransmitterede morgenandagter spillet en central rolle. Tusindvis af danskere begynder dagen med at tage del i denne andagt.

Den treleddede bøn undervejs udgør en central del af andagten. Det har givet mig anledning til at overveje, hvilken mening bøn kan give for os, der er vokset op med en selvfølgelig forståelse af tilværelsens rationalitet.

Er det virkelig muligt både at henvende sig til Gud om hjælp og indgriben og at være overbevist om den logiske sammenhæng mellem årsag og virkning i verden? Er bøn set i det lys måske snarere udtryk for overtro end for tro? Denne anfægtelse, som jeg tror, mange deler, er baggrunden for denne lille bog. På de følgende sider vil jeg forsøge at forklare, at der ikke er modsætning mellem bøn og en fornuftspræget tilgang til verden. Tværtimod anser jeg bønnen for at udtrykke en dybere tilgang til tilværelsen, end fornuften alene kan præstere. I det religiøse sprog, som bøn er det fundamentale udtryk for, tolker vi betydningen af det, der går for sig i verden.

Det er mere, end fornuften kan. Den kan kun klargøre

9

ÅH, JEG BE’R 10

sammenhængene mellem årsager og virkninger, men aldrig svare på, hvad meningen er med det, der sker.

Med andre ord både supplerer og korrigerer bønnen som tydning en fornuftsbaseret tilgang til tilværelsen. Bøn er udtryk for en livsholdning, der giver plads til fornuften, men som ikke overlader altings mening og betydning til den. Det overlades derimod til troen. En udlægning af, hvad det vil sige i en kristen kontekst, er, hvad denne bog gerne vil fremlægge i teori og bønspraksis.

I år, hvor coronaepidemien har ramt kloden, er behovet for at udtrykke sig i bønnens form blevet endnu mere udtalt, fordi livets skrøbelighed og vores afhæng­­ighed af at forstå tilværelsen i lyset af dens dybdedimension har ramt de fleste af os. Af samme grund er bogens sidste række af bønner fra morgenandagten i Vor Frue Kirke præget særligt af corona-tiden. De er skrevet og benyttet i april og maj 2020, mens kirkerne i hele landet var lukket, og faste kirkegængere derfor var henvist til enten at følge lokale streaminger af andagter og gudstjenester på nettet, eller netop lytte til højmesse og morgenandagter fra Københavns Domkirke, som dagligt blev transmitteret af Danmarks Radio. Hovedparten af teksten i øvrigt er blevet til under et ophold i Etchmiadzin, Armenien, på invitation fra den armenske ortodokse kirke. Det var inspirerende at bo der en måneds tid hen over påske i det skønneste forår, mens abrikos­ træerne blomstrede, og tage del i præsteseminariets liv.

Den daglige rytme med morgen- og aftenandagter i den smukke, gamle katedral hjalp mig til at få greb om min egen opfattelse af bønnens betydning.

Jeg er glad for undervejs i redegørelsen for min opfattelse af bønnens mening at kunne supplere og illustrere med to kollegers særlige bønner fra Københavns Domkirkes Natkirke, hvor billedsproget er mere poetisk, end tilfældet er i de tre rækker af mine egne bønner fra morgenandagten, som jeg afslutter bogen med. Bønnerne undervejs er tænkt som meditative, uddybende illustrationer og er forfattet af nuværende natkirkepræst Signe Malene Berg, som har været tilknyttet natkirken siden dens begyndelse, og tidligere natkirkekoordinator og nuværende sognepræst i Horne og Asdal sogne ved Hirtshals, Liselotte Wiemer. Det er mit håb, at vores bønner, som alle er komponeret som liturgiske fællesbønner til brug i Vor Frue Kirke, taler både til hjertet og til hjernen, og at de kan inspirere læseren til selv at sætte ord på den taknemmelighed, de drømme, længsler og forhåbninger – såvel som den tvivl, vrede og fortvivlelse – der måtte præge sindet.

Forord 11