Ferie til folket har ikke altid været en selvfølge

Det er ikke mere end godt 100 år siden, at ‘ferie’ var et helt ukendt begreb i den arbejdende danskers hverdag. Dengang var det kun samfundets allermest velhavende, der kunne tillade sig at holde fri og måske ligefrem rejse. Det ændrede sig med urbaniseringen, hvor folket flyttede ind til byerne, begyndte at arbejde på fabrik og at organisere sig i fagforeninger, som pressede på for at sikre bedre forhold for deres medlemmer. Fx kortere arbejdstid og mere ferie.

Tidslinjen over danskernes vej til mere fri og ferie:

Fri om søndagen

En slags forløber for tanken om, at danske arbejder- og landbofamilie måske ikke behøvede at arbejde altid: Med Helligdagsloven i 1891 fik de fri om søndagen, og skulle derfor kun arbejde de typiske 12-14 timer, seks dage om ugen.

Fagforeningerne presser på Stadig ikke decideret ferie, men arbejdsdagen blev kortet ned til otte timer. Derudover fik nogle af de arbejdere, der var flyttet fra land til by og begyndt at organiserer sig i fagforeninger, forhandlet sig til sammenhængende fridage gennem deres overenskomster i løbet af 1920erne.

Overenskomstsikret ferie

I første halvdel af 1930erne fik stadig flere fagforbund forhandlet sig til ferie for sine medlemmer. I 1936 havde to ud af tre arbejdere ret til en uges ferie med løn gennem deres overenskomster.

Masseturismen tager fart

Tjæreborgpræsten Eilif Krogager ser lyset, især i Sydeuropa og begynder at sende solhungrende danskere på busture til Spanien. I 1956 sendte Simon Spies de første charterfly til Mallorca. Charterferien og masseturismen var født.