2 minute read

3 VIGTIGE

Sig ikke, at brok ikke kan betale sig: Den skarpeste kritiker af de nationale test får plads i den ekspertgruppe, der skal give faglige anbefalinger til udviklingen af FOLKESKOLENS NATIONALE FÆRDIGHEDSTEST, som skal erstatte de nuværende overgangstest fra skoleåret 26/27. Det drejer sig om professor Jeppe Bundsgaard fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, som flere gange har krydset klinger om de "gamle" nationale test med blandt andere professor Simon Calmar, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Nu skal de to arbejde sammen om at udvikle et bedre alternativ.

Der er nyt fra den regeljungle, som omgiver folkeskolen. Klagenævnet for Specialundervisning har i sin årsrapport indskærpet, at en skole ikke kan nedsætte undervisningstiden eller fritage en elev for undervisning i fag i stedet for at tilbyde relevant støtte i undervisningen. Kun elever i specialundervisning kan få NEDSAT UNDERVISNINGSTID. At tilbyde elever i almenundervisningen nedsat undervisningstid er en praksis, som klagenævnet jævnligt ser, men den går altså ikke.

Og nu til noget helt andet: I Storbritannien har 100.000 lærere nedlagt arbejdet i protest mod deres løn og arbejdsvilkår. Ifølge den britiske hovedorganisation TUC tjener den gennemsnitlige offentligt ansatte i dag 1.700 kroner mindre om måneden end for ti år siden. Men de britiske lærere er ikke kun fortørnede over deres løn. De står også til at få indskrænket muligheden for at STREJKE i fremtiden. Det britiske parlament har nemlig foreslået at indføre en lov, der øger minimumsberedskabet under konflikter.

Mest læste:

Stoppede som lærer for at redde sin søn

Mest debatterede:

Blog: Mere polarisering, ja tak

København vil se på lavere klasseloft

Fra sommeren 2024 sænkes klasseloftet fra 28 til 26 elever for de yngste klasser i hele landet. Det er den første sænkelse af klasseloftet i omkring 30 år. Men det er ikke ambitiøst nok, mener SF i København. Partiet vil sænke klasseloftet på hovedstadens folkeskoler til 24 for 0.-2. klasse og på de øvrige klassetrin til 26 elever i en klasse.

Et stykke vej til ligestilling i skolen

8. marts spurgte Folkeskolen sine følgere på Instagram om, hvordan det går med ligestillingen i skolen, og resultatet var ikke opløftende. Dagen efter havde 44 procent svaret: "Alle elever behandles ens" , mens 56 procent svarede: "Der er noget vej endnu".

Uden trivsel er læring svært. Og underviser du i en klasse, hvor samtlige elever for nylig er flygtet fra krig, skal du derfor forvente at bruge en hel del tid på at skabe et trygt læringsmiljø. Det konkluderer Nadina Jakobsen, der siden sidste år har været ukrainsktalende underviser i to ud af tre modtageklasser på Sundbyøster Skole i København.

“Når jeg er sammen med eleverne, er en af mine primære opgaver at skabe forbindelse til børnene og få dem til at være trygge i den klasse, de er i".

De første par måneder måtte lærerne i modtageklasserne justere deres faglige ambitioner, fordi arbejdet med at få eleverne til at falde til tog en del plads. Og selv om de fleste ukrainske elever har gået på skolen i et års tid, fylder opgaven stadigvæk, fortæller Nadina Jakobsen.

Speciallærer Sofie Schou er blevet hyret af Julians forældre til at undervise ham et par timer om ugen. Julian lider af slem skolevægring, og hans forældre er ikke tilfredse med kommunens tilbud. Og efter få timers hjemmeundervisning gjorde Julian store fremskridt. Her er Julian en tur på biblioteket med Sofie Schou.