Pædiatrisk håndbog i sygepleje

Charlotte Drejdal Dyekjær

RL AG

G

ER

/ FA D L’ S

FO

HÅNDB

Ø

FA D L’ S F O R L AG

PÆDIATRISK HÅNDBOG ISYGEPLEJE

PÆDIATRISK HÅNDBOG I SYGEPLEJE

PÆDIATRISK HÅNDBOG I SYGEPLEJE FA D L’ S F O R L AG

Pædiatrisk håndbog i sygepleje Charlotte Drejdal Dyekjær

FADL’s Forlag

Pædiatrisk håndbog i sygepleje 1. udgave Charlotte Drejdal Dyekjær © FADL’s Forlag 2016 1. oplag ISBN 978-87-7749-905-0 Projektledelse og forlagsredaktion: Thomas Bo Thomsen Tekstredigering: Amalie Harder Cover og principlayout: Lene Nørgaard og Else Hvid, Le Bureau Grafisk opsætning: Graphorama.dk Tryk: Clemenstrykkeriet Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt ifølge overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

FADL’s Forlag Amagertorv 29B, 3. sal 1160 København K www.fadlforlag.dk Skriv til forlaget: redaktion@fadlsforlag.dk

Indholds­ fortegnelse

Indledning 6 Mødet med barnet og familien 8 Tillid 11 Forklar! 12 Leg 13 Når barnet ikke samarbejder 14 Forældreinddragelse 15 Støtte til forældre 16 Støtte til søskende 18 Det raske barn – det syge barn 20 Det raske barns udvikling 20 Primitive reflekser 21 Sociale færdigheder 22 Sprog 22 Grovmotoriske færdigheder 22 Finmotoriske færdigheder 22 Børns fysiske reaktionsmønstre 23 Modtagelse af det akut syge barn 24

Kommunikation 26 Respiration 29 Cirkulation 31 Ernæring 35 Kostanbefalinger 36 Vægt 37 Basisvæskebehov 37 Udskillelse 37 Dehydrering 38 Afføringsmønster 38 Hud/slimhinder 39 Smerter 40 Smertebehandling til børn 42 Medicin til børn 42 Sygepleje til børn under indlæggelse 43 Feber (case 1-6) 43 Hoste (case 7-10) 50 Diarre/opkastninger (case 11-12) 56 Smerter (case 13-15) 59 Sygepleje til kronisk syge børn 63 Når et barn dør 66 Børneafdelingen nu og i fremtiden 68 Fysiske rammer 68 Forfatterens bud på fremtidens pædiatriske sygepleje 69 Afrunding 71 Referencer 72 Appendiks: Mestringsskema 75 Register 83

Om forfatteren

Charlotte Drejdal Dyekjær er pædiatrisk sygeplejerske i Børneafdelingen Aarhus Universitetshospital. Igennem 23 år har hun bevæget sig i det pædiatriske felt, primært i børnemodtagelsen. Noget af det, der har optaget Charlotte mest, er at undersøge, hvordan barnet og familien bedst muligt kan hjælpes til at mestre de undersøgelser og behandlinger, der følger med, når et sygt barn kommer på hospitalet. Endvidere hvordan du som sundhedsprofessionel kan være med til at øge forældrenes handlekompetencer i forhold til at blive inddraget og varetage pasningen af deres syge barn, ikke kun på hospitalet, men også når de kommer hjem.

5

Indledning

Denne bog henvender sig til sundhedsprofessionelle, der beskæftiger sig med syge børn og deres familier. Bogens primære målgruppe er sygeplejersker, men den er også tiltænkt andre inden for de sundhedsfaglige uddannelser, der har interesse i at arbejde med syge børn og deres familier. I bogen giver jeg et bud på sygepleje til børn, og hvad du som sundhedsprofessionel skal være specielt opmærksom på, når du har med syge børn og deres familier at gøre. Grundtanken er, at du som sundhedsprofessionel har mulighed for at have en erfaren sygeplejerske med i lommen. Sygeplejen, der er beskrevet, er baseret på en blanding af teori og de praksiserfaringer, jeg har erhvervet mig gennem mit virke i 23 år som sygeplejerske på en pædiatrisk afdeling.

Første del af bogen beskriver, hvordan man ved hjælp af enkle tilgange kan skabe kontakt til barnet og familien, både forældrene og det syge barns søskende. Desuden beskrives forskellige mestringsstøttende strategier, og der gives konkrete handlingsanvisende forslag.

6

INDLEDNING

I anden del af bogen beskrives først nogle af de vigtigste færdigheder og milepæle i det raske barns udvikling. Derefter beskrives modtagelsen af det akut syge barn kategoriseret ud fra udvalgte sygeplejefaglige optegnelser udarbejdet af Sundhedsstyrelsen. Børnetriage-modellen og ABCD-algoritmen inddrages.

Tredje del af bogen beskriver de mest almindelige symptomer, børn indlægges med. Ud fra en række cases gives forslag til sygepleje til indlagte børn.

Fjerde del af bogen beskriver sygepleje til kronisk syge børn, samt når unge overgår til voksenafdeling. Herefter følger et afsnit omhandlende, når børn dør.

Femte del af bogen beskriver de fysiske rammer på børneafdelingen og forslag til, hvordan du som sundhedsprofessionel kan agere i disse. Afslutningsvist giver jeg mit bud på fremtidens børnesygepleje.

En tak til mine kollegaer for faglig sparring igennem alle årene. Desuden en tak til alle de studerende, jeg har mødt, der med deres mange gode spørgsmål har inspireret mig til at skrive denne bog.

En helt særlig tak til sygeplejerske Pia Bonde, der er reviewer på bogen. Tak for din støtte, dit engagement og dine uundværlige faglige indspark under bogens tilblivelse.

7

KAPITEL 1

Mødet med barnet og familien I dette afsnit beskrives det, hvordan du i mødet med barnet og familien kan skabe kontakt ved hjælp af enkle tilgange; hvordan tillid kan skabes gennem leg og inddragelse. Desuden beskrives forskellige mestringsstøttende strategier, og der gives konkrete handlingsanvisende forslag.

De fleste af de sygdomme, der rammer børn, går over og behandles i hjemmet. Kontakt til sundhedsvæsnet er først aktuel, når behandling i hjemmet ikke er mulig eller er utilstrækkelig. Når barnet indlægges, er det ofte på grund af enten forbigående akutte sygdomme eller skader som f.eks. infektioner eller frakturer eller på grund af længerevarende eller kroniske sygdomme som f.eks. nyresygdomme, diabetes eller kræftsygdomme.

Når et barn bliver indlagt på hospitalet, skal det ud over at blive rask også have mulighed for at fortsætte sin normale udvikling og vækst. Afhængigt af alder og udviklingsniveau reagerer barnet anderledes på sygdom og indlæggelse end voksne, og symptomerne hos et barn kan være anderle8

1 MØDET MED BARNET OG FAMILIEN

des end hos den voksne. Familien, barnet er en del af, udgør en helhed, hvor alle medlemmer kan påvirkes af sygdommen og hele familien anses som central for barnets helbredelse. Det betyder, at du må forholde dig både til det syge barn og familiens reaktioner og behov.

At arbejde med syge børn kan være fyldt med udfordringer; det kan sammenlignes med at opholde sig i et, til tider, uroligt farvand. Ofte er der hektisk aktivitet med mange personer til stede, f.eks. barn, søskende, forældre, venner og flere sundhedsprofessionelle på én gang. Det indebærer, at der er flere at forholde sig til på én gang, og at flere har brug for omsorg. Barnet græder måske, har smerter eller andre symptomer og kan ikke altid helt forstå, hvad der sker.

Derudover kan det være vanskeligt at få barnet til at samarbejde, fordi det er bange og utrygt. Samtidig efterspørger forældrene information og vejledning, og de forstår muligvis ikke altid hensigten med undersøgelserne og behandlingen. Endvidere oplever de måske, at barnet græder og har smerter. Det er det scenarium, du som sundhedsprofessionel skal navigere og forsøge at agere i. Et af målene er at tilrettelægge pleje og behandling til barnet, så barnet og familien oplever sig set, hørt og hjulpet bedst muligt.

Indlæggelse kan være en traumatisk og angstfremkaldende oplevelse for et barn (Markestad 2011). Barnet befinder sig i nye, uvante omgivelser med fremmede mennesker omkring sig og skal måske lægge krop til undersøgelser og procedurer, hvor nogle af dem endda gør ondt. For at børn kan mestre en stressende oplevelse, som en hospitalsindlæggelse kan være, kræver det forudsigelighed, tilrettelæggelse, vejledning, nærhed, omsorg og støtte fra omgivelserne.

Mestring er en fordanskning af det engelske ord coping. Begrebet mestring anvendes om de strategier og 9

fremgangsmåder, en person eller en familie anvender for at mestre dvs. klare eller håndtere nye, svære og truende situationer. Evnen til at mestre er ikke noget, man er født med og derved har én gang for alle, men noget der bliver udviklet op gennem barndommen og udvikles kontinuerligt gennem hele livet. Det er disse mestringsstrategier, barnet gør brug af, når det møder udfordrende situationer som bl.a. på hospitalet. Afhængigt af barnet er der mange forskellige måder at håndtere den samme situation på og hvilke mestringsstrategier, der kommer til udtryk. Ved at tilbyde forskellige mestringsstøttende tiltag kan du hjælpe barnet med at mestre angst og stress.

Figur 1: Et barn på ca. 2 år sidder hos sin mor med sin bamse.

Syge­plejersken står ved siden af og kigger på barnet. Barnet hjælper med at give bamsen inhalation på spacer.

10

1 MØDET MED BARNET OG FAMILIEN

Som sundhedsprofessionel, der har med syge børn at gøre, er det først og fremmest nødvendigt at have en særlig forståelse og omtanke for barnet. Ud fra kendskab og viden om barnets udviklingstrin i forhold til alder, tidligere erfaringer med reaktion på sygdom og indlæggelse og evt. kultur skabes et billede af, hvordan en mulig tilgang til barnet kan være.

Tillid Start med at skabe tillid mellem barnet/forældrene og dig selv som sundhedsprofessionel. Ved hjælp af leg og forskellige mestringsstøttende strategier kan du skabe kontakt til barnet og hjælpe det til at mestre det ukendte og utrygge,

Figur 2: En far sidder med sit barn på skødet, sygeplejersken sidder på hug overfor – så hun er i øjenhøjde med barnet. De taler sammen.

11

det kan opleve i forbindelse med sygdom og indlæggelse.

Lad barnet se dig lidt an, mens du evt. initialt taler med forældrene. Kend altid barnets navn.

Til det mindre barn er afledningslegetøj, som f.eks. sæbebobler eller noget med lys og lyde i, ofte et godt valg til at skabe kontakt med barnet.

Til det større barn: Henvend dig direkte til barnet og find ud af, hvad det interesserer sig for, og tag udgangspunkt i dette. Det er vigtigt, at barnet føler sig hørt og set.

Forklar!

Børn har svært ved at forstå de forløb og sammenhænge, som normalt kan forklares til voksne. Børn er ofte mere angste for det ukendte, og derfor er det vigtigt, at du som sygeplejerske forsøger at forklare, hvad der skal ske, samtidig med at du optræder rolig over for barnet og forældrene.

Tålmodighed og venten på barnets accept af undersøgelse er ofte nødvendig, hvis en ordentlig anamnese og vurdering skal gennemføres.

Forklar barnet, hvad der skal ske, kort, præcist og uden alt for mange ord.

Hvis barnet græder og endnu ikke sprogligt kan udtrykke, hvad det føler, så hjælp det med at sætte ord på, f.eks. “jeg kan godt forstå, du er ked af at skulle have taget blodprøver.

Det er i orden, du græder, men det er vigtigt, du holder armen stille”.

Stil aldrig spørgsmål til barnet, hvis du ikke har tænkt dig at respektere et nej. Sig f.eks. “du skal have målt temperatur” i stedet for “må jeg måle din temperatur?”

Undgå ja- eller nej-svar, ved at give forskellige valgmuligheder, f.eks. “hvad kan du lide at drikke, saft eller juice?”

12

1 MØDET MED BARNET OG FAMILIEN

Leg Børn har et stort behov for leg og adspredelse. De lærer gennem legen, og det er derfor vigtigt for deres udvikling. Det er vigtigt, at denne udvikling også fortsætter under et hospitalsophold. Når barnet får lov til at lege, kan det være en god adspredelse fra smerter og ubehag. Legen kan også bruges til at forberede undersøgelser, procedurer og behandling samt bearbejdning af oplevelser. En god måde at skabe kontakt til barnet på er gennem legen.

En tungespatel eller en oppustet handske med et tegnet ansigt vækkes pludselig til live og kan fange barnets opmærksomhed.

Figur 3: Oppustet handske med tegnet ansigt på ligner en indianer (fingrene er strithår/mohawk).

13

For at kunne hjælpe barnet til at mestre et hospitalsophold, må den sundhedsprofessionelle vurdere sine tiltag i forhold til barnet og tage udgangspunkt i dets udviklingstrin. Desuden er det vigtigt at medtænke, at nogle børn regredierer i forbindelse med hospitalsophold.

Bagest i bogen findes et mestringsskema indeholdende udviklingsmæssige kendetegn og mestringsstrategier til børn opdelt efter barnets udviklingstrin. Ud fra barnets alder og udviklingstrin kan du finde er række forslag til forskellige former for mestringsstrategier.

Når barnet ikke samarbejder Nogle gange vil barnet ikke samarbejde, til trods for at diverse tiltag er afprøvet. Barnet skriger måske, og nogle børn kan finde på at sparke og slå eller kalder dig grimme ord.

Det er ikke i orden og aldrig en behagelig situation at stå i.

Hvis situationen er gået helt i hårdknude, er der måske brug for en kort “timeout”. For ikke at fremstå som den “søde” eller “dumme” sundhedsprofessionelle er det vigtigt, at en anden ikke tager over, men at det er dig, der vender tilbage efter endt “timeout”. Hvis barnet aldersmæssigt er i stand til at forklare sig sprogligt, så forsøg at få barnet til at sætte ord på vreden. Derudover kan du f.eks. sige: “Jeg kan godt forstå, du er vred og græder, men det er vigtigt, du ligger stille, så vi kan lave undersøgelsen.”

Det er vigtigt, at barnet ikke bliver holdt unødigt fast mod sin vilje, da det ofte kan være mere traumatisk for barnet end selve proceduren. Det kan endvidere skabe fremtidig angst og nedsat evne til at danne tillidsfulde relationer. For at mindske eller helt undgå fastholdelse inden f.eks. en stikprocedure er der flere tiltag, du kan overveje at gøre brug af. Lokalbedøvende creme på huden bør altid indgå 14

1 MØDET MED BARNET OG FAMILIEN

som et tiltag. Hos børn under 1 måned er der evidens for at anvende sukkervand, inden smertefulde procedurer. I praksis anvendes det ofte til børn op til 6 måneder.

Overvej desuden, hvordan barnet skal sidde. For babyer fra 0-12 måneder er det vigtigt med kropskontakt, og de kan med fordel svøbes i tæppe eller dyne, mens de sidder hos forældrene. Ældre børn har det som regel bedst med at sidde oprejst hos en af forældrene. Skolebørn bør have mulighed for at vælge mellem at sidde oprejst eller ligge. Afhængigt af alder kan der anvendes forskellige distraktionsmetoder som f.eks. sæbebobler, spil, musik eller fantasirejser.

Forældreinddragelse Når et barn bliver sygt, er det ofte forældrene, der har bemærket, at barnet er anderledes, end det plejer at være. Forældrene kender og har en god fornemmelse for deres barn.

De er en vigtig kilde til information om de symptomer, deres barnet udviser. Derfor er det vigtigt at lytte til forældrene og deres vurdering af barnet. Forældrene kan være bange og nervøse og kan derfor have brug for at få gentaget informationer gentagne gange. Nogle forældre kan reagere med vrede eller frustration, når de er bange og nervøse. En måde, du som sundhedsprofessionel kan håndtere frustration og vrede på, er ved at være anerkendende og spørge ind til årsagen. ”Jeg kan høre på dig, at du er vred, prøv at fortæl lidt om, hvorfor du er vred”.

Inddrag forældrene som aktive medspillere. Hvis forældrene føler sig lyttede til og er trygge ved situationen, smitter forældrenes ro og tillid ofte af på barnet. Ved at forældrene både signalerer, at situationen er under kontrol, og at der ikke er fare på færde, bliver barnet mere trygt, og du kan bedre vurdere og observere barnet.

15

De fleste børneafdelinger arbejder i dag familiecentreret. De overordnede principper i at arbejde familiecentreret er, at sygeplejen ikke kun retter sig mod det indlagte barn, men inddrager hele familien. Familien udgør en helhed, hvor alle medlemmer kan påvirkes af sygdommen og have behov for støtte. Det handler om at anerkende familien som en konstant i barnets liv samt at respektere etiske, kulturelle og sociologiske forskelle. Familiernes forskellighed gør, at de har forskellige måder at mestre sygdom på.

Særlige kendetegn ved familiecentreret sygepleje er samarbejdet mellem forældre og den sundhedsprofessionelle, ofte benævnt partnerskab, der er bygget på respekt, samarbejde og støtte. Forældrene sættes i stand til og opnår evne til at handle. Dette kan gøres på flere niveauer. Hvis barnet er meget akut sygt, inddrages forældrene måske kun lidt. Det kan være et spørgsmål om liv eller død. Senere, når barnet får det bedre, og forældrenes kompetencer er øget, bliver de mere og mere inddraget i at deltage i plejen af barnet. Når man arbejder familiecentreret, anerkendes forældrenes unikke viden om barnet og bringes løbende i spil under barnets indlæggelse.

Støtte til forældre Mange forældre har svært ved at håndtere, at deres barn skal igennem smertefulde procedurer, som f.eks. en blodprøve. Forældrenes adfærd og sprog har stor betydning for barnets oplevelse. Nogle udtalelser er derfor mere hensigtsmæssige end andre. ”Du kan klare det” i stedet for “du skal ikke være bange”. ”Du er en superhelt, og det er en styrkeprøve” i stedet for: “Opfør dig ordentligt, det er snart overstået”. ”Kan du huske, da vi var i tivoli/på ferie/fejrede fødsels16

1 MØDET MED BARNET OG FAMILIEN

dag” i stedet for: “Jeg ved, det er forfærdeligt, jeg kan heller ikke lide det”.

Fortæl endvidere forældrene, at barnet ikke ser dem som “skurken”, så længe de er aktivt involverede og engagerede i deres barn under proceduren. De opfordres til at blive og støtte deres barn. Hvis de er bange for f.eks. at se nålen til en blodprøve, kan de placeres, så de ikke ser nålen og i stedet har fokus på barnet.

Hjælp forældrene med at anerkende den måde, deres barn reagerer på. Nogle børn vil se alt, hvad der foregår, an-

Figur 4: Et barn ligger i sengen og er ved at få taget blodprøve.

Moderen sidder på en stol ved siden af barnet ved barnets hovedgærde. Hun kigger væk fra blodprøvetagningen og på sit barn. Der ses en tænkeboble, der illustrerer en fantasirejse.

17

dre vil afledes og have fortalt historie eller kigge på telefon/ tablet eller bog.

De fleste børn elsker at bruge deres fantasi, hvilket medvirker til bedre at kunne klare situationen.

Vis forældrene, hvordan de kan støtte barnet til at bruge fantasien ved f.eks. at lave en fantasirejse. Fantasirejsen kan evt. være til et favoritsted. Opfordr forældrene til at gå i detaljer og hjælpe barnet med at beskrive, hvad det oplever (lyde, lugte, stemmer, farver, smage og følelser).

Støtte til søskende Søskende til akut eller kronisk syge børn er ofte en glemt gruppe. Det syge barn kræver mange ressourcer både praktisk og følelsesmæssigt. Forældrene retter ofte kun deres opmærksom mod det syge barn og kan derfor komme til at “glemme” raske søskende. Raske søskende kan opleve at blive klemt inde mellem deres behov for forældrenes tid og opmærksomhed og den tid, der rent faktisk er til rådighed. De har ofte mange spørgsmål, bekymringer og tanker. For at undgå at søskende skaber deres egne fantasier om sygdom, skal de afhængigt af alder og udviklingsniveau informeres og have svar på deres spørgsmål. Det er vigtigt, at du som sundhedsprofessionel har forståelse for hele familiens situation og samarbejder med både forældrene, det syge barn og dets søskende og derved skaber muligheder for at hjælpe familien bedst muligt igennem forløbet.

Henvend dig også til det syge barns søskende; spørg ind til, hvordan de har det.

Hjælp med at sætte ord på søskendes følelser; det er okay at være ked af det, og det bliver ofte mere tydeligt, når der kommer ord på.

18

1 MØDET MED BARNET OG FAMILIEN

Vis søskende rundt på afdelingen.

Hvis der er apparatur på stuen, hvor det syge barn opholder sig, så forklar, hvordan det virker.

19