Berømte dødsfald - Guillotinen

· 12 ·

Guillotinen – Den gode bøddel I juni måned 1789 virkede det stadig, som om Frankrig var i stand til at klare sin økonomiske og logistiske krise. En måned efter var revolutionen en realitet. Det tog nogen tid for kongefamilien at fatte sagens alvor, men det samme gjaldt for de fleste iagttagere.

Fem år senere var revolutionens amokløb fuldendt. En hel generation af politiske nøglefigurer var forsvundet sammen med store dele af den gamle godsejende overklasse. Revolutionære, kongelige og ministre var blevet aflivet. Endda på en ny og effektiv måde.

Industrialiseringen havde endnu egentlig ikke bevæget sig fra England til Frankrig. Kun på dette ene område lykkedes det at overhale England indenom. Man kunne nu henrette mennesker på samlebånd, og bødlen behøvede ikke at foretage sig noget, der krævede særlig indsats, hverken med hensyn til muskelkraft eller moral.

Historien om den franske revolutions ikoniske henrettelsesmaskine er fuld af myter.

Maskinen blev ikke opkaldt efter sin skaber. Joseph Ignace Guillotin var læge og ønskede, at man indførte en mere human henrettelsesform end hængning og halshugning. Maskinen selv havde i simplere form såmænd gjort sin entre på bøddel-redskabs-markedet adskillige år tidligere.

Guillotin selv var nok revolutionær, men faktisk imod dødsstraf.

I oktober 1789 foreslog han, at man fandt en bedre måde at henrette skyldige på, når det nu åbenbart var umuligt at undgå dødsstraf. Og at henrettelsesmetoden skulle være ens for alle, siden alle stands- og klas-

150

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 150

09-09-2016 11:14:16

“Henrettelsen af Marie Antoinette den 16. oktober 1793”.

seprivilegier jo skulle afskaffes for evigt. I Tyskland blev alle dødsdømte kvinder halshugget, mens mænds henrettelsesmetode afhang af, hvilken samfundsstand, de tilhørte.

Den oprindelige opfinder hed Antoine Louis, og ud over denne drabsmaskine skrev han flere indlæg i den store franske encyklopædi, bl.a. beskrivelsen af døden som proces,

151

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 151

09-09-2016 11:14:17

I begyndelsen af sin eksistens hed maskinen simpelthen “En Louis”, eller Louison eller Louisette. Det kunne ikke blive ved, Louis var også kongens navn, og et almindeligt fornavn. “Guillotine” lyder bedre, er et ord, som ikke kan misforstås, og alene ordets klang giver indtryk af noget koldt, der skærer. Man kunne egentlig også have kaldt maskinen en­ ­“Schmidt” efter den klaverbygger, som forsøgte at tage patent på tingesten. Det opnåede han dog aldrig. Og der kom aldrig noget eksportboom af denne elegante maskine.

Teknisk set er der tale om en faldøkse, der opereres med en simpel udløser. Apparatet blev afprøvet på lig, og klingen blev ændret til skråtstillet, da den ellers havde en tendens til at sætte sig fast og kun gøre arbejdet halvt. Ligeledes opdagede man, at guillotinen måtte være ret høj, for at øksen kunne få den ønskede fart (og kraft) i skærefasen.

Netop faldets styrke og fart lod til at blive et problem, hvis guillotinen blev brugt flere gange efter hinanden uden at blive renset. Man beklædte bagsiden af træ-”hovedet” med jern for at give mere kraft. Bladet med hoved vejede ca. 40 kg, og farten kom op på 22-25 fod i sekundet. Efter revolutionen anbragte man stålskinner i siderne i stedet for træskinner.

I øvrigt havde vi indtil 1920 rester af den originale parisiske guillotine, som Madame Tussaud købte i 1858 til sit vokskabinet. Hun købte delene direkte fra den nu pensionerede bøddel, maitre Samsons samling, han, som havde eksekveret både kongen, dronningen og senere alle de prominente revolutionære. En brand på museet i 1925 beskadigede levnene. På billeder ses det, hvor smal og stejl kniven oprindeligt var. Jo stejlere, så skarpere, jo bedre skår, må tanken have været.

Guillotin var en intellektuel debattør, en af de mange, som mødtes i 1789 og udvekslede ideer. Oprindelig havde han studeret litteratur og blev professor i Bordeaux, før han rejste til Paris for at læse medicin. Sammen med bl.a. den kommende amerikanske præsident Benjamin Franklin fik han til opgave at undersøge, om der eksisterede den “dyriske magnetisme”, som svindleren Franz Mesmer tjente formuer på at fremvise. Han kom til medicin fra humaniora og kombinerede de to synsmåder. Han og Franklin forkastede Mesmers ide om, at han havde identificeret en ny kropsvæske,

152

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 152

09-09-2016 11:14:17

og bemærkede tørt, at eventuelle positive følger af en behandling af denne ikke-eksisterende væske handlede om “fri fantasi”.

Guillotin havde skrevet en pamflet om nyordning af de “generalstænder”, som landets befolkning var opdelt i. På baggrund af skriftet blev han udtaget til at repræsentere Paris ved det store møde i sommeren 1789, der indvarslede revolutionen. Her mødte alle de politiske teoretikere hinanden, udvekslede ideer og forvandledes til praktikere.

Oprindelig var Guillotin også inviteret som læge for at redegøre for sine ideer om behandling af syge. I oktober 1789 nåede man frem til dødsstraffen, og Guillotin forklarede, at skulle staten dræbe sine borgere, måtte det ske så smertefrit som muligt, i kraft af en “mekanisme”.

I enevældens Frankrig blev kun adelige halshugget med sværd eller økse, medlemmer af “folket” blev hængt. Det betød også, at bødlerne ikke opnåede særlig megen ekspertise gennem træning i halshugning. Og når det endelig skete, var personen som regel så prominent, at en vis grad af nervøsitet indfandt sig. Igen og igen op gennem århundrederne hører vi om mislykkede halshugninger. I England i 1536 fik dronning Anne Boleyn som privilegium en fransk bøddel, der betjente sig af et tohåndssværd, og henrettelsen forløb lynhurtigt. Men i 1587 skulle den fængslede, landflygtige skotske dronning Mary Stuart henrettes, og det gik mildt sagt galt.

Bødlen måtte hugge tre gange, før hovedet var skilt fra kroppen, og Mary klagede sig voldsomt under processen. Det var ikke meningen. Guillotinen var svaret.

Frankrig havde visse traditioner for brutale henrettelsesformer. I 1610 blev kong Henri den Fjerde myrdet af tjeneren Francois Ravaillac, som brød ind i hans vogn og stak ham ned. Kongen havde konverteret til katolicismen for at kunne blive konge og holde sammen på det religiøst splittede land.

Ravaillac var tilsyneladende en ensom ulv, præcis den form for politisk forbryder, vi også i dag har svært ved at undgå.

Der var således ingen tvivl om hans skyld, og myndighederne måtte overflytte ham til et bedre bevogtet fængsel for at undgå, at han blev sønderrevet af den rasende mængde.

153

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 153

09-09-2016 11:14:17

Statens straf var værre end den, han havde undgået ved at blive flyttet til Conciergeriet.

Han blev tortureret offentligt en sidste gang inden selve henrettelsen på Place de Grève i Paris. Her blev han skoldet med flydende svovl, flydende bly, kogende olie og harpiks, inden hans arme og ben blev bundet til fire heste, som også blev pisket, til de i panik løb løbsk og sønderrev morderen, som endelig fik fred.

Guillotin ønskede det stik modsatte, en effektiv henrettelse, som ikke var uhyggelig at overvære, som var smertefri for offeret og skyldfri for bødlen. En renvaskning af processen, kan man sige, men sådan så han ikke selv på sit forslag. Han var læge og oplevede smerte, som man ikke kunne dæmpe og slet ikke fjerne.

Han kom med en ufrivilligt (isnende) komisk bemærkning under demonstrationen af automaten: “Se, med min maskine kan jeg skære dit hoved af, hurtigere end du kan blinke, og du kan intet mærke”. Replikken blev forvandlet til en sang (guillotine rimer jo på maskine). Han blev berømt, og maskinen antog hans navn, hvilket han ønskede at undgå. Identifikationen pinte ham. Det var jo ikke hans opfindelse, han havde blot argumenteret for maskinens gode egenskaber.

Han undgik dog at havne under bladet, mens en læge af samme efternavn i Lyon måtte afgive sit hoved til revolutionen. Den ægte Guillotin gik ind i kampen for indførelse af vaccination og døde først i 1814.

Guillotins fascination af den lette, skyldløse henrettelse minder om den unge revolutions glæde over de rene, klare snit i et samfund, man ikke selv havde været med til at skabe. Hellere skære bort end reformere. De tænkte faktisk kirurgisk: Hvis man skærer sygt væv bort og behandler korrekt, helbredes den syge og efterlader kun et ar.

I århundreder havde man iagttaget halshugning og ofrenes reaktion.

Det er svært at forske i halshugning af mennesker, men fænomenet har selvfølgelig fascineret til alle tider. Ikke mindst fordi man har iagttaget tegn på liv i det afhuggede hoveds ansigt. Da Henry den Ottendes afsatte dronning Anne Boleyn blev halshugget (med sværd) i 1536, hæv-

154

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 154

09-09-2016 11:14:17

dede flere øjenvidner, at man kunne se hendes ansigt bevæge sig, både mund og øjne. Tilsvarende iagttagelser rapporteres jævnligt op gennem århundrederne.

Sidste tilfælde: et trafikoffer, hvis ansigt ifølge øjenvidner skulle have været i stand til at udtrykke diverse logiske følelser i løbet af cirka 10 sekunder, inden døden indtraf. Vi vil jo gerne tro, at døden indtræffer i det øjeblik, hovedet skilles fra kroppen – samtidig med at vi er morbidt fascinerede af det afhuggede hoved. Længe blev muskelkramper antaget for at være tegn på bevidst liv.

I århundreder havde “publikum” kunnet komme ret tæt på henrettelserne, i det mindste hvis det drejede sig om ikke-prominente forbrydere.

Nu kom der en større afstand, og henrettelserne blev formaliseret. For at folket skulle kunne iagttage henrettelserne bedre end hidtil, opbyggedes tilskuersæder i det fri, som en slags udendørs teatre.

Skafottet selv var ret stort og området rundt om skafottet beskyttet og tømt. Man ønskede hverken redningsforsøg eller ulykker med faldøksen.

Endsige at tilskuere kunne bryde ind og forhindre henrettelserne. Publikum var der, om end deres betydning er overdrevet af senere skildringer.

Det er sandt, at især første række var eftertragtet, besat med “tricoteuser”, der strikkede, mens de bivånede afskaffelsen af landets økonomiske og politiske elite. Deres “protest” var faderen til alle senere europæiske protester op til Brexit-afstemningen i 2016. Nu kan vi protestere uden afskårne hoveder. Konsekvensen i 1789 var total.

I 1857 overværede den store russiske forfatter Lev Tolstoj en guillotinering i Paris – det var ikke, fordi Rusland var karrig med dødsdomme, man overværede bare ikke udførelsen. Guillotinen gjorde åbenbart henrettelser til en slags folkeforlystelse. Tolstoj fortrød sin egen nysgerrighed og kaldte det “min egen dumhed og grusomhed”. Han havde især lagt mærke til en far, der ihærdigt forsøgte at overbevise sin datter om, hvor praktisk og opfindsom mekanismen var. Revolutionens egen ide om den nyttige, humane drabsmaskine levede længe.

Netop på grund af ideen om den humane faldøkse ønskede man at finde bevis for, hvor hurtigt og smertefrit personen døde. Derfor var det tilladt læger at overvære henrettelserne og at samle de afhuggede hoveder op for

155

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 155

09-09-2016 11:14:17

at undersøge tegn på liv. Hvad man så – grimasser, blink, åbning og lukning af øjnene, skæren tænder – er formentlig reflekser. Hvis hjernen skal fungere, er det som bekendt nødvendigt med ilttilførsel, så lægerne må have været hurtige, der kan kun have været tale om ganske få sekunders “liv”. Men man var altså allerede klar over, at hjerne- og hjertedød er to forskellige ting. Man ledte ikke efter livstegn i kropsdelen, men i hjernen.

Og der var rigeligt med materiale.

Men indførelsen af den automatiske henrettelsesform gjorde det jo også nemt at skaffe sig af med utrolige mængder af (potentielle) politiske fjender. Op gennem den revolutionære proces kan man se, hvordan gruppe efter gruppe udryddes af endnu mere radikale enheder. Guillotinens storhedstid kaldes Le Terreur, Rædselsperioden, hvor enhver ukorrekt udtalelse eller handling kunne medføre henrettelse.

Statsmagten havde et teoretisk straffe-monopol. Til gengæld straffede staten nu forkerte tanker og forkert klassetilhørsforhold.

Statsmagten søgte efter en grundigere og lettere styrbar, lovlig måde at foretage massehenrettelser på, end man havde oplevet under Septembermyrderierne, en fem dage lang massakre på fængslede royalister og lignende, foretaget i panik ved rygtet om, at den preussiske hær var på fremmarch ind i Frankrig. 1.400 mennesker mistede livet, og massakrerne udartede til et blodigt kaos, med mindelser om Bartholomæusnattens forsøg på at udrydde alle franske protestanter på én gang.

Guillotinen blev konsekvent opstillet i byerne på den mest centrale plads – i Paris på det, der senere fik navnet Place de la Concorde.

Til sidst straffede staten også grupper af privatpersoner for at tilhøre en politisk gruppering, der var overhalet af udviklingen. De revolutionære magthavere opfandt en grund til dødsdom: at blive defineret som “fjende af folket”.

156

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 156

09-09-2016 11:14:17

· 13 ·

Marie Antoinette † 1793

Dronning Marie Antoinette blev i 1793 af den franske statsmagt anklaget for at være en fjende af folket – og som følge deraf dømt til døden. Ved guillotinering.

I hendes tilfælde kunne der være tale om højforræderi, da hun havde forsøgt at få sin østrigske familie til at invadere det land, hvor hun var dronning. Hun og hendes mand havde tillige forsøgt at snige sig ud af deres land. Men man kan også juridisk holdbart argumentere for, at hun og hendes mand netop forsøgte at redde det land, de regerede, med alle til rådighed stående midler.

Derfor blev hun tillige anklaget for bizarre forbrydelser, såsom incest med sin lille søn. En anklage, som faktisk forargede selv tilhørerne under retssagen. Op til revolutionen var hun blevet fremstillet af illegale medier som en sexgal, moralløs kvinde, der alene brugte folkets penge til luksus.

Nu blev hun så også udråbt som pædofil, tilmed incestuøs. Hun blev guillotineret efter en ubehagelig køretur gennem Paris – hvor hun blev tegnet i få, brutale strøg af revolutionens største maler, Jean-Louis David. Han havde selv stemt for hendes mands såvel som hendes egen henrettelse. Nu skildrede han hende fornedret, men rank; med det habsburgske underbid og tørt gråt strithår under den obligatoriske hue. Måske var hun i virkeligheden så syg, at hun ville være død kort tid efter alligevel, hun led af voldsomme blødninger fra underlivet. Psykisk havde hun længe formået at holde sig oppe og at fastholde værdighed og “position”. Da hendes mand kongen blev halshugget, lyttede hun til folkemængdens jubel, og nejede så for sin lille søn, der i teorien jo nu var den nye franske konge.

157

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 157

09-09-2016 11:14:17

Marie Antoinette på vej mod guillotinen.

1793, Jacques-Louis David (1748-1825), Louvre.

Hun havde faktisk længe forsøgt en forsonlig holdning til oprørerne, for det var, hvad hun opfattede de revolutionære som. Hun havde kunnet berolige dem ved at fremtræde med sine børn. Hun havde nejet for folket på sin balkon i Versailles. Men hun havde aldrig formået at ændre sit image. Det er paradoksalt, at hun selv i dag mest huskes for en udtalelse, som er apokryf: “Hvis de ikke har brød, hvorfor spiser de så ikke kage?”

– Det er en ældgammel vandrehistorie, som stammer fra Kina. Hun virker hverken gemen, dum eller hadefuld. Hun var ganske simpelt en af mange fanger i det kolossale franske enevolds-styre-system. Og hun kom til at betale dyrt for sit fangenskab, ikke alene med tab af familie, værdighed og liv, men også med fortabelse af historisk ry. Enten blev hun, efter sin død, opfattet som forræder, helgeninde eller en ligegyldig gås.

Hun var en yderst professionel 1700-tals dronning, men de udfordringer, hun mødte, var ikke noget, hun var uddannet til at klare.

158

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 158

09-09-2016 11:14:17

David gik direkte fra henrettelsen af Marie Antoinette til afsløringen af sit eget nye ikoniske værk, billedet af den myrdede revolutionsleder Marat. Der var ofre på begge sider, og mens Marat blev heroiseret, skildrede David dronningen som modsætningen til rokokoens ynde og letsind.

Men faktisk ikke uden respekt – hun er fornedret, men egentlig ikke knækket, kun koncentreret om at udholde uden at forråde sig selv.

Hendes død opfattedes almindeligvis i Europa som en slags grusom misforståelse. Men hun var ikke alene. Hun er en af de henrettede, vi kender bedst, og hvis livsforløb vi kan følge i detaljer. Hun kom til Frankrig som en uerfaren, charmerende teenager og blev en meget aktiv, udadvendt dronning, gift med en overvægtig, langsomt opfattende, men i bund og grund sød mand. Det er svært at forlige revolutionens “tyran”-konge med den vege, tykke Louis den Sekstende. Måske netop derfor havde man brug for en hekseskikkelse, og den skulle Marie Antoinette komme til at legemliggøre. Han ønskede såmænd egentlig bare at få lov til at lege med moderne ure og låse. Da de revolutionære trængte ind i kongehusets bolig, tog han ganske roligt en “frygisk hue” på hovedet. Intet i hans opdragelse havde forberedt ham på et åbent oprør. I hele hans liv var alt blevet serveret for ham, fra morgenmaden til hustruen. Marie Antoinette, derimod, var vokset op som datter af den yderst velfungerende kejserinde Maria Theresia, der mente, at gode bøger, god musik og gode diskussioner skabte gode regenter. Marie Antoinette gad ikke. Hun foretrak mode, æstetik, kunst og indretningsarkitektur. Og den tid, hun levede i, krævede noget helt andet af en fransk regent. Hun var dog muligvis det eneste medlem af den franske kongefamilie, som fattede, hvad revolutionen kunne medføre. Det var hende, som bad Østrig intervenere, og hende, som arrangerede en flugt ud af landet. Den mislykkedes, men familien kom væk fra Versailles og Paris, ud i det land, man aldrig havde besøgt. Alt for sent. Efter hendes død eskalerede henrettelserne. Det nemme henrettelsesmøbel gjorde det muligt hurtigt og renligt at gennemføre massakrer.

Efter flere års politisk kamp stod to grupperinger tilbage, eller rettere sagt, en radikaliseret gruppe var blevet spaltet i to. Den mest yderliggående havde sikret sig ved at danne en komite til beskyttelse af den offentlige sikkerhed.

159

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 159

09-09-2016 11:14:17

Ganske som forskellige grupper havde haft magten efter juli 1789, havde de “styrende organer” i Frankrig skiftet navn. Generalstænderne samledes i Versailles under enevælden for at finde en udvej ud af økonomisk kaos. Herefter kom den lovgivende forsamling, der skulle ordne landets forhold efter kongedømmets fald, og Nationalkonventet fulgte efter. Her var medlemmerne “deputerede”, som repræsenterede hvert sit område af landet. Der var tale om indførelse af almen valgret, dvs. for alle voksne, mænd, kvinder, fattige og tjenestefolk inkluderet, men dette krav druknede fuldkommen i magtkampene.

I foråret 1795 foreslog den mest yderliggående fløj, ledet af Maximilien Robespierre, at man officielt afskaffede kristendommen og i stedet indførte en ny religion, der skulle tilbede Det Højere Væsen. Da dette Væsen både var den velkendte Gud og en helt ny skabelse, var det svært at forestille sig, hvordan dyrkelsen skulle foregå.

Landet havde været delvist lammet af skræk for en fjendtlig invasion, hvilket i nogen grad havde gjort kravet om udrensning af illoyale grupper acceptabel. Men nu begyndte den revolutionære hær faktisk at vinde sine slag. Robespierre var, som de andre revolutionære, en veluddannet borger, men identificerede sig med de ejendomsløse, rettighedsløse horder af mennesker, for hvem revolutionen betød håb om mere magt over eget liv.

Og mad til at købe for penge, hver dag, Robespierres synspunkter virker, hvis man ser væk fra Rædselsperioden, progressive og fornuftige: Revolutionens ideer om frihed under ansvar måtte omfatte alle franskmænd, selv slaverne i kolonierne. Absolut frihed eller ingen frihed. Han frygtede for, at man ved at lokke anti-revolutionære ud af passiviteten ikke alene ville stå med en åben front, men med en veritabel borgerkrig.

Han fremstod som leder af jakobinerne, den fløj, som påstod at repræsentere “sansculotterne”, arbejdere og bønder, som ikke havde råd til de elegante moderne knæbukser og gamacher. Efter Septembermyrderierne gik Robespierre ind for guillotinen og en hurtig, effektiv afskaffelse af illoyale elementer. Der var tale om et simpelt selvforsvar for revolu­tionen.

Mennesker uden praktisk erfaring med politik, endsige med at styre

160

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 160

09-09-2016 11:14:17

kommune, amt, stat, stod nu med ansvaret for fødevareforsyning til byerne, nedkæmpelse af borgerkrig, nedkæmpelse af hele invasioner fra flere nabolande, gennemgribende ny lovgivning, for slet ikke at tale om de daglige hverdagsproblemer i et enormt land.

Man greb til statsstyret terror for at nedkæmpe enhver dissidens. For første gang blev statsstyret terror med civilbefolkningen anvendt for at opnå, hvad man definerede som “et højere politisk mål”, indre ro, Her var det altså regeringen selv, som udøvede terror mod folket og forvandlede sig til en almægtig terrorist.

Det er egentlig logisk nok, at Le Terreur ikke kunne vare ved. Udmattelse, vrede og frygt bredte sig i befolkningen generelt. Fire års politiske diskussioner og politisk uro havde gjort alle opmærksomme på, hvordan landet blev regeret. Franskmændene var ikke længere passive eller godmodige, modtagelige, ligeglade. Revolutionen havde ikke så meget bragt frihed, brød, selvstyre eller noget af det andet gode, man var blevet stillet i udsigt. I stedet havde man fået massemord, dyrtid, enorme skatter forårsaget af krigene, tvangsudskrivning af soldater og en guillotine på markedspladsen midt i byen.

Men terroren var faktisk teknisk lovlig. Den var vedtaget af Nationalkonventet. Den kostede også de sidste dissidenter fra jakobinernes fløj livet; de bedst kendte var Desmoulins og Danton, Og i Vendée rasede en nu halvvejs glemt borgerkrig, der menes at have kostet op mod en halv million mennesker livet. Til sammenligning henrettedes under Le Terreur i alt 16.594 personer, heraf “kun” 2.639 i Paris.

1900-tallet har budt på langt værre forbrydelser mod menneskeheden, Le Terreur var dog en nyskabelse, et hidtil uset fænomen, og første gang man forsøgte sig med industriel udryddelse af hele grupper. Ydermere var mange af de henrettede kendte offentlige personer med betydning ud over landets grænser. Det var ikke kun aristokrater og politikere. Forskere, forfattere, kvindelige debattører, feminister, læger og nonner, munke, præster og biskopper røg med.

Og vi kan alle få øje på det uhyggelige fald, som Robespierre og hans venner foretog ganske frivilligt, fra demokratisk idealisme til ren vold.

161

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 161

09-09-2016 11:14:17

Robespierre faldt selvfølgelig også som følge af en kompliceret sammensværgelse, der indbefattede en omvendt revolutionær, Tallien, hans elskede Therese fra en spansk/fransk bankierfamilie og et par andre, som risikerede livet for at afslutte Le Terreur.

Med gennemskudt kæbe, allerede halvdød, blev Robespierre halshugget af guillotinen.

Man kunne jo have forventet, at guillotinen var blevet så tæt knyttet til revolutionær terror, at man satte apparatet i skammekrogen, men en gang opfundet var den jo stadig brugbar. I 1795 afskaffede man helt dødsstraffen, men den blev genindført af Napoleon Bonaparte som landets Førstekonsul i 1801.

Men i 1800-tallet afskaffede man i det mindste den timelange vandring eller kørsel gennem byen, og skafotterne blev demonteret, hvorefter henrettelserne foregik i fængslerne selv. Borgerne så derfor ikke længere, hvordan de dømte blev henrettet.

Den allersidste henrettelse med guillotine foregik i Frankrig i 1971, i perioden 1956 til 1971 blev i alt 23 henrettet på denne måde, og dødsstraffen blev først afskaffet i 1982.

162

3238-FADL-OK-Berømte-dødsfald.indd 162

09-09-2016 11:14:17