vi sørger fordi vi har elsket

Vi sørger fordi vi har

elsket H

imlen udenfor er grå, og regnen pisker ned, men kaskader af lys strømmer stadig ind igennem de høje vinduer, der indrammer den åbne opholdsstue. Væggene er hvide, men der er varme farver hist og her, som bryder med de lyse flader. Indretningen er smart, men afdæmpet, stemningen rar – ja, nærmest hjemlig.

Stedet er Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg i København, der virker som en lille verden for sig; et sam154

SØNDAG 45/2018

fund, hvor liv og død hænger uløseligt sammen, men hvor smil og latter er en lige så stor del af dagligdagen som sorgen.

Her, i de lyse, åbne lokaler, hvor der det ene øjeblik er fællesspisning eller klavermusik, mens der det næste øjeblik trilles en kiste gennem gangene, har hospicepræst Charlotte Clante haft sin daglige gang i godt to år.

Tidligere arbejdede hun som sognepræst i Næstved i over 10 år. I det noget anderledes job som hospicepræst møder hun mange skæbner, og lige så mange ender hun med at skulle tage afsked med. Men det er et vilkår

i et job som dette at have døden tæt inde på livet hele tiden.

I 2005 kom døden også tæt på Charlotte selv, da politiet pludselig stod ved familiens hoveddør i deres daværende hjem i Næstved og meddelte, at Charlottes mand havde fået hjertestop i bilen på vej til arbejde. I samme øjeblik stod hun alene tilbage med to børn på 11 og 14 år.

– Der var ikke nogen mening med min mands død. Da jeg mistede ham, var der mange, der spurgte mig, hvordan jeg overhovedet kunne fortsætte med at være så stærk i min tro.

Men for mig var det ren over-

levelse. I troen havde jeg netop et sted at henvende mig med min vrede, min sorg og mine frustrationer.

Hendes mands død blev medvirkende til, at Charlotte senere besluttede at videreuddanne sig inden for ”sjælesorg”; hun ville hjælpe andre med udgangspunkt i det, hun selv havde været igennem.

At miste I dag hilser hun højt og venligt og stråler imødekommende, når hun møder patienter og gæster på gangene på hospicet.

Hun ler og smiler på en måde,

INTERVIEW // CHARLOT TE CLANTE

Charlotte holder andagt en dag om ugen i fællesstuen, hvor patienter og gæster kan deltage, som de lyster.

Charlotte Clante er præst og hjælper hospicepatienter og deres pårørende med at være til stede i angsten, livet og sorgen i den sidste tid.

– Vi skal turde tale om døden, mener Charlotte, der på egen krop har mærket, hvad det vil sige at miste.

hjertesag for Charlotte, der forstod, at der ikke nødvendigvis er nogen mening i det at miste.

Efter mandens død lå det hende stærkt på sinde, at sorgen ikke blev negligeret, og at hendes to børn skulle have lov at være til stede i sorgen over tabet af deres far.

– Jeg mødte engang en kvinde, der som barn mistede sin mor. Fra det øjeblik talte man ikke længere om moderen. Billederne af hende blev fjernet.

Man troede, at man på den måde ville fjerne sorgen og skåne barnet. For mig er det vigtigt at vise mine børn, at deres far stadigvæk er en del af dem. Det er naturligt at tale om oplevelser over middagsbordet, som man har haft sammen: Hvad ville far have sagt, eller hvad ville far have gjort, eller kan I huske dengang… Kærligheden til den, der er død, er der jo stadigvæk.

Vi ville ikke sørge, hvis ikke vi havde elsket.

Ud over sit job som hospice-

præst underviser Charlotte i dag i åndelig omsorg for ansatte på plejehjem, hospitaler og hospicer. Det kan være vanskeligt for mange, også sundhedsfagligt højtuddannede personer, at tage den svære samtale med patienter eller pårørende, har Charlotte erfaret, og det bør der laves om på.

– Det handler om, at man tør være i det rum, hvor der er angst, sorg og bekymring hos et menneske, der skal dø. Om, at man tør se folk i øjnene og sige: Jeg har ikke prøvet det selv, men jeg kan godt forstå, at du er bange.

Tabuiseret Døden er ikke noget, vi tør tale nok om i samfundet, mener Charlotte. Og det er egentlig et paradoks, for døden er i virkeligheden til stede overalt, hvor vi færdes.

– Døden er ikke noget, vi taler om over middagsbordet, og det er jo heller ikke, fordi vi skal dyrke den.

Men efterspørgslen på viden om helt banale ting om døden har fået Charlotte til at igangsætte et initiativ, der skal opfordre til at åbne samtalen om

Af KATJA OTTOSSON katja.ottosson@soendag.dk Foto: CHRISTINA HAUSCHILDT

der med det samme spejler sig i patienternes ansigter.

– Folk spørger mig, hvordan jeg kan holde al den død ud. Ja, folk dør her. Jeg møder folk hver eneste dag, der skal dø fra små børn. Fra mennesker, de elsker.

Men de er jo stadig i live, mens de bor her, fortæller Charlotte.

Hun mener, at det er en del af hende, at hun kommer tæt ind på livet af såvel patienter som pårørende, der har deres daglige gang på hospicet, og måske netop derfor stortrives hun på denne helt særlige arbejdsplads.

Sorgbearbejdelse blev en

Jeg tror, at det en gang imellem er sundt at leve livet lidt med døden som fortegn

Ikke alle vil tale med en, når man er præst.

– Men det behøver ikke at være Gud, vi taler om.

Det kan bare være en samtale menneske til menneske.

SØNDAG 45/2018

155

INTERVIEW

døden på en ganske uformel måde. Hun inviterer derfor en aften ”til middag med døden”, som hun kalder det. Her kan almindelige mennesker møde en række fagfolk som en bedemand, vågekone, læge og advokat og få svar på alle tænkelige spørgsmål om død, sorg, begravelse og så videre.

– Jeg er jo lidt spændt på den reaktion, der kommer, når folk læser den overskrift i avisen.

Det vil nok skabe lidt debat.

Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi tør tale om de emner, fastslår Charlotte.

Når en patient er død, banker Charlotte altid på døren, også selv om der ikke er andre på stuen end den døde. – Det handler om værdighed.

Det er vigtigt at erkende, at vi bare er mennesker, som ikke kan styre alt

Pyt-mor Charlottes arbejde har medført, at hun i dag tænker langt mere over, hvilke ting hun fylder sit liv med.

– Jeg tror, at det en gang imellem er sundt at leve livet lidt med døden som fortegn. Med det mener jeg, at man af og til bør standse op og tænke: Er jeg det rigtige sted? Er jeg i det rigtige forhold? Er jeg den mor, jeg gerne vil være? Har jeg det job, jeg gerne vil have? Døden kan jo komme lige pludselig. Så det er vigtigt at leve i nuet.

Med visheden om, at døden kan indtræffe uden varsel, er Charlotte derfor heller ikke i tvivl om, at hun i dag er mere bevidst om, hvad der har værdi for hende, når alt kommer til alt.

– Materielle ting er da fede.

Det er dejligt at have nogle lækre ting at omgive sig med.

Men hold op, hvor er ting også ligegyldige i forhold til det at føle sig elsket og at være sammen med dem, man holder af.

Især mandens død for 13 år siden var med til at give Charlotte et ganske andet syn på livet. Hvis hendes børn kom hjem og havde tabt en mobiltelefon eller mistet en sweater, betød de ting i virkeligheden ikke særligt meget, var hun klar over.

– Jeg blev en ”pyt-mor”, ler hun.

Og at sige ”pyt” til de mere alvorlige erkendelser i livet er også en ting, hun taler med patienterne på hospicet om.

– Der er mange, som lever med skyld- eller skamfølelse, 156

SØNDAG 45/2018

– Nogle mener, at de er blevet syge, fordi Gud straffer dem. Jeg møder tit det billede af Gud, og det er utrolig vigtigt for mig at prøve at ændre det.

Selv om Charlotte ikke er præst i traditionel forstand, skal der stadig være plads til de kirkelige ritualer som eksempelvis nadveren.

Charlottes råd til sjælero Når en patient ligger for døden, råder Charlotte personen til selv at "gøre boet op", som hun kalder det, mens tid er: • Overvej, om der er historier, der skal fortælles, så de kan leve videre og blive genfortalt i familien.

• Find gamle fotos og skriv navne bagpå, som fortæller, hvem der er hvem.

• Gå i gemmerne og find ud af, om der er gamle kærestebreve, som andre ikke behøver at finde.

fordi der er ting, de gerne vil have rettet op på, før det er for sent. Men de samme mennesker må jo ofte erkende, at det ikke er alt, de kan ændre.

Vi kan ikke tage al den skyld og skam, vi har, på os. I stedet er det vigtigt at erkende, at vi bare er mennesker, som ikke kan styre alt. Det er ikke os, der bestemmer, om vi får kræft eller ej. Om der vokser en mælkebøtte op mellem to fliser. Der er noget, der er større end os.■