Ta’ ud og gem
Februar 2022
FOLKEKIRKEN PÅ FREDERIKSBERG MED RANK RYG
I forlængelse af den ugentlige Meditativ time i Lindevang Kirke er der oplæg af forfatteren og journalisten Charlotte Rørth om hendes nye bog: “Med rank ryg. En fortælling om tro og moderskab”. Lindevang Kirke, tirsdag 8. februar 18.15 ARRANGEMENTER & MØDER
FASTELAVN I KIRKERNE
Kan du gætte, hvem jeg er? Find maskerne og kostumerne frem, og kom til de traditionelle fastelavnsfejringer i kirkerne. Se side 2 FASTELAVNSGUDSTJENESTER FOR BØRN
SOM SØRINE LÆSER BIBELEN Foredragskalenderen bugner i februar måned. Mød fx præsten, debattøren, journalisten og forfatteren Sørine Gotfredsen, der har skrevet en moderne bibelhistorie. Flintholm Kirke, torsdag 24. februar 14.00. FOREDRAG
Begravelse eller bisættelse Når der skal siges farvel til en afdød, bliver der tit sagt, at han eller hun skal begraves. Men er det i virkeligheden en bisættelse, og hvad er forskellen? Når man mister en kær, står man ofte med en stor og overvældende sorg. Samtidig skal man forholde sig til, hvordan den afdøde skal videre herfra. Skal det være en kirkelig eller borgerlig ceremoni? Skal det være en begravelse eller en bisættelse? Havde den afdøde selv ønsker, eller er det op til de efterladte? Den kirkelige ceremoni har nogle faste rammer. Der spilles indledende og afsluttende musikstykker på orgel. Hertil kommer fællessang, bibelske læsninger og en tale. ”Der er nogle traditionelle salmer og sange, som de fleste vælger blandt. Det er som regel nogle, de kender og kan synge med på som ”Altid frejdig når du går”, ”Dejlig er jorden” og ”I østen stiger solen op”. Ind imellem bliver der ønsket sange af nyere dato som fx Kim Larsens ”Om lidt” (… blir her stille), der typisk spilles, mens kisten bliver båret ud,” fortæller Martin Elvstrøm-Vieth, sognepræst i Godthaabskirken. Begravelse eller bisættelse Efter præstens tale, bliver det tydeligt, om der er tale om en begravelse eller en bisættelse. Ved en begravelse følger de pårørende kisten til kirkegården. Her sænkes kisten ned i graven, hvorefter præsten foretager jordpåkastelsen, beder Fadervor og lyser Velsignelsen.
folkekirken-frederiksberg.dk
Ved bisættelsen foregår jordpåkastelsen i kirken. Herefter følger de pårørende kisten ud til rustvognen, som kører stille væk med den til krematoriet. Enkelte vælger, at urnen skal anbringes i et kolumbarium, hvor urnerne er anbragt synligt i nicher. Det er mere en sydlandsk tradition, der kræver en, særlig urne, og det er kun få her, der vælger det. Er det for de levende eller døde? ”Jeg har oplevet en borgerlig bisættelse, hvor der kun kom ganske få mennesker. De satte sig, hørte tre Beatles-numre og så gik de igen. En anden gang var der hyret musikanter, der var taler og der blev skålet i champagne,” fortæller Trine Hansen, bedemand hos Peter Olsens Begravelsesforretning, der dog oplever, at langt de fleste vælger en kirkelig ceremoni.
”Ind imellem ser jeg, at den afdødes ønsker afviger fra de efterladtes - ofte fordi de efterladte har brug for en højtidelighed. Men de fleste følger den afdødes ønsker”, siger hun. ”Det er vigtigt at få snakken i familien. Det kan være en stor hjælp for de efterladte at vide, hvad deres pårørende har af ønsker for ceremonien, salmerne og nedsættelsen af kisten eller urnen. De fleste læner sig op ad traditionerne og det religiøse. Jeg oplever, at de efterladte ofte udtrykker en taknemmelighed i kirken, fordi de fornemmer, at den afdøde lever lidt igen, idet der tales om og ses tilbage på deres liv,” siger Martin Elvstrøm-Vieth.
Folkekirken på Frederiksberg februar 2022 // 1