Skip to main content

Mariendals Kirkeblad juni-august 2026

Page 1


MARIENDAL KIRKE

JUNI - JULI - AUGUST 2026

SOMMERFUGLESJÆL

Sommeren er over os, og i min bogstak med sommerlæsning ligger en stor smuk bog med en blå sommerfugl på forsiden. “Danske Dagsommerfugle. Naturens Poesi på Vinger” hedder den og er skrevet af biolog og sommerfugleekspert Michael Stoltze, der i 2024 modtog Weekendavisens litteraturpris for den. En aften her i foråret besøgte Stoltze Mariendal Kirke og holdt foredrag om de sarte insekter med de flotte vinger. Han talte ind i biodiversitetskrisen, og samtidig kom vi på fornavn med kendte og ukendte danske sommerfugle som Aurora, Dagpåfugleøje, Admiral, Nældens Takvinge og Græsrandøje. Oplevede et strejf af poesi på vinger og blev selv forvandlede.

Forvandling er sommerfuglens karakter. Metamorfose hedder det dragende, når sommerfugle udvikler sig gennem flere stadier fra æg til larve og fra larve til puppe og så til færdig sommerfugl. Vi mennesker er mennesker fra fosterstadiet og gennem hele livet. Men en sommerfugl bliver sommerfugl gennem flere forvandlinger.

Vi kender sommerfugle fra deres flaksende flugt i luften. De flyver aldrig i en lige linje fra a til b. Men i bløde, flagrende bevægelser, hvor vinden bringer dem af sted på de delikate vinger. Let og afsøgende. Hid og did. Sådan vil denne artikel i sommerkirkebladet også flagre af sted med korte stop undervejs.

Første stop er Aristoteles (384-322 f.Kr.), filosoffen fra oldtidens Grækenland, der kan kaldes verdens første biolog. Han vandrede omkring i det græske landskab med sin skalpel og sine skriveredskaber og brugte øjnene til at kortlægge naturens verden. Han beskrev over 500 dyr og var utrættelig i sine forsøg på at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Hvorfor har fugle vinger? Hvorfor har slanger ingen ben? Som den første beskrev Aristoteles insekters forvandling, og at en sommerfugl ikke var en sommerfugleunge, før den blev sommerfugl, men en larve, der forpuppede sig. Han beskrev sommerfuglens metamorfoser som en trappe med udviklingstrin: æg, larve, puppe og sommerfugl. Hvert stadie var i Aristoteles’ øjne højere og mere raffineret end det foregående. Og han konkluderede, at hele metamorfosen havde til hensigt at føre sommerfuglen fra sin uperfekte form til telos, som han kaldte det.

Det græske ord telos betyder mål, formål eller fuldendelse. For Aristoteles betød det, at et væsen har et iboende formål, og at udviklingen går fra et lavere til et højere trin. Den tankegang, at en udvikling går trinvist opad, er for os i dag en så grundlæggende måde at se tingene på, at vi næppe begriber, hvor fundamental en indsigt det var dengang, Aristoteles formulerede det. Ordet telos rummer, på græsk, betydningen perfekt. Sommerfuglen havde nået sit mål og ville ikke udvikle sig videre til endnu et andet væsen. For Aristoteles var der en værdi ved det sidste og perfekte stadie. Det var det fineste og fuldendte, og det var vist netop Aristoteles, der gav insektet navnet psyke, der på græsk betyder sjæl, ånde eller åndedræt. Derved blev sommerfuglen en metafor, en allegori for sjælen. Altså når vi på dansk kalder det lille flyvende væsen sommerfuglen, sagde de gamle grækerne sjælen. Sjælen i betydningen livskraften.

I navnet ligger en hel mytologi. Man fortalte, at Psyke var en ung kvinde, der var så smuk, at kærlighedsgudinden Afrodite blev

jaloux, og sendte sin søn Eros af sted for at ramme Psyke med sin pil. Men Eros blev selv ramt og forelskede sig i hende. Myten er lang og forviklingerne mange, men til sidst forvandledes Psyke som belønning for sin modighed og sin klogskab og blev selv en gudinde. Psyke gik fra at være menneske til at være gud, fra dødelig til udødelig. Hun blev et sindbillede på sjælen ofte gengivet med sommerfuglevinger og siden overtaget af kristne som symbol.

I den egyptiske ørken er der fundet fragmenter af et vægtæppe i indigoblåt hørstof, der formodentlig engang i 300-tallet prydede en tidlig kristen kirke. På tæppet er der malet bibelske scener blandt andet skabelsen af Adam (se tegning). Som

Adam og Psyke, udsnit af vægtæppe i indigoblåt hør med malede bibelske scener, Antinopolis, Egypten, 300-tallet. I dag: Abegg Stiftung, Riggisberg, Schweiz. Tegning: SK.

en voksen mand ligger Adam og rækker sin arm ud efter en skikkelse, der skal give ham livskraften. Det er en kvinde med sommerfuglevinger: Psyke. Imens glider Eva ud af Adams side –for hun skabes jo af hans ribben. Men Adams blik dvæler ved den smukke, dragende sommerfuglepige Psyke, der skænker ham livet, og sådan brugte de tidlige kristne i Egypten den antikke græske allegori og lod sjælen tage bolig i mennesket som en sommerfugl.

Her lander vi så let flaksende som sommerfugle i sommervinden hos apostlen Paulus. I sit første brev til menigheden i Korinth skrev han om at forvandles i den smukke tekst, som vi kalder Kærlighedens Højsang.

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænke jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1. Kor. 13,11-12)

Paulus var selv en menneskelig metamorfose. Hans fødenavn var Saulus, og han forfulgte de kristne. Jagtede medlemmerne af den nye kristne sekt få årtier efter Jesu død og opstandelse, fangede dem, bandt dem og piskede dem for deres tro på, at Jesus Kristus er Guds søn. Men en dag på vej til Damaskus blev han overvældet af et strålende lys og en høj stemme, der råbte: Hvorfor forfølger du mig? Det var Jesus Kristus, der kaldte Saulus til at udbrede og selv forkynde troen i stedet for at forfølge de troende. Han blev blind i flere dage. Hans livsmål var væk og erstattet af et nyt og bedre og han blev en anden. Et nyt menneske med en ny identitet. Han hed ikke længere Saulus men Paulus – og hvis nogen har den afgørende rolle som den første kristne teolog – er det netop Paulus. Han foldede den kristne tros vinger ud, så den kunne flyve ud i verden. Alle vores kristne ord, begreber og læresætninger

bygger i en eller anden grad på Paulus og hans forkyndelse af Jesu Kristi liv og lære, død og opstandelse. Som Aristoteles satte ord på naturen, satte Paulus ord på den kristne tro.

Nu flakser sommerfuglene videre og lander i vores egen tid. Sidste år udkom en bog, der er blevet en bestseller: “Inden året er omme” (Forlaget Zetland) hedder den og er skrevet af journalist Lea Korsgaard. Bogen handler også om forvandling. Korsgaard havde sat sig det mål at se alle danske dagsommerfugle i løbet af blot ét år – deraf titlen Inden året er omme. Det er en fantastisk rejse, en odyssé, en roadmovie. I en travl hverdag med arbejde og børn tager hun entusiastisk fat på projektet, der lyder urealistisk og skørt. Læseren følger hende gennem året på kryds og tværs gennem det danske land, ud over heder, rundt i haver, langt ind i skove og hen langs grøftekanter og hele tiden godt hjulpet på vej af sommerfugleeksperter. Korsgaards projekt er grundlæggende spændende. Ville hun nå i mål? Lykkedes hun med at sætte kryds ved samtlige 64 danske sommerfuglearter? Eller er det målet selve den indre rejse, indsigten og forvandlingen?

Bogen er et åndfuldt essay fyldt med naturhistorie og filosofi og hør engang her, hvad Korsgaard siger, da hun på sommerferie i Frankrig, indser, at hun ikke kender de franske sommerfuglearter, mens hun faktisk er ved at få styr på de danske. Korsgaard taler om sit nye vidende blik, der gør hendes verden større:

At jeg kunne se, der ikke var tale om en dansk art, betød, at jeg havde lært at skelne. Mit blik kom med en viden nu, et sprog, og det efterlod noget godt i mig, en tilfredsstillelse ved at se mere, simpelthen. Det vidende blik gjorde verden større. En sommerfugls øjne er sammensat af en masse enkeltøjne, og på samme måde kunne man beskrive det vidende øje. Det registrerede mere. Konturerne, farverne, overfladernes beskaffenhed stod ligesom tydeligere frem. … (side 86)

Sommeren er over os og lad os gå ud i den med åbne øjne og vidende blikke. Se efter, se mere, se indgående, se anerkendende og se ømt. Gå på sommerfuglejagt i parker og haver og på skovture. Ikke med net og knappenål som i gamle dage. Slet ikke. Fang kun sommerfugle med øjnene. - Eller gå ud i sommerlandet på jagt efter mennesker. Gå med erfaring og indsigt, med nysgerrighed, åbne sind og vidende og forvandlede blikke, der gør verden større, dagene rigere og mennesker, som vi møder, smukkere.

Men pas på! For vender vi blikket ud i verden og ser det store i det små – ser ud over os selv, ja, ser andre mennesker som de smukke væsner de er, så forvandles vi. For vi er mere end blot biologiske væsner, der er mennesker fra vi var fostre i mors liv til den dag i dag. Vi er mennesker af støv og ånd. Og pas på – hvis en sommerfugl sætter sig på dig! For så bliver du rørt helt ind i sjælen.

God sommer!

RÅDGIVNINGEN

ARRANGEMENTER

JUNI

Tirsdag den 2. juni kl. 10.00 – ca. 16.00

Sommerhøjskole om Polen, se program andetsteds i kirkebladet.

Onsdag den 3. juni kl. 19.00 ÅRSMØDE

Efter gudstjenesten kl. 17.30 serveres et let måltid, hvorefter formanden for menighedsrådet beretter, hvad menighedsrådet har drøftet og besluttet i årets løb. Derefter er der årsmøde for Mariendal Sogns Menighedssamfund og Mariendal Sogns Menighedspleje.

Torsdag den 4. juni kl. 10.00 – ca. 16.00

Sommerhøjskole om Polen, se program andetsteds i kirkebladet.

Tirsdag den 9. juni kl. 10.00 – ca. 16.00

Sommerhøjskole om Polen, se program andetsteds i kirkebladet.

Onsdag den 10. kl. 17.00 Offentligt menighedsrådsmøde.

Torsdag den 11. juni kl. 10.00 – ca. 16.00 Sommerhøjskole om Polen, se program andetsteds i kirkebladet.

Søndag den 14. juni Kirkekaffe efter højmessen.

Onsdag den 17. juni kl. 19.00 Koncert i kirken. Ann-Mari Max Hansen synger Grundtvig.

Fredag den 26. juni kl. 13.30 Udflugt til Damhussøen

JULI

Søndag den 12. juli Kirkekaffe efter højmessen.

AUGUST

Søndag den 2. august kl. 16.00 Koncert i kirken med koncertpianist Katrine Gislinge.

Søndag den 9. august Kirkekaffe efter højmessen.

Onsdag den 19. kl. 17.00 Offentligt menighedsrådsmøde.

Torsdag den 20. august kl. 8.30-18.15 Skovtur til Knuthenborg Safaripark, se omtale andetsteds i kirkebladet.

Torsdag den 27. august kl. 8.30-18.15 Skovtur til Knuthenborg Safaripark, se omtale andetsteds i kirkebladet.

Mariendal Sogns Menighedspleje har sit eget rådgivningskontor på Borups Alle 117. Her kan man få hjælp hos socialrådgiver Jeanette Kaalø. Alle samtaler er fortrolige. Her ydes ikke økonomisk støtte (bortset fra jule- og sommerhjælp), men råd og vejledning og hjælp til selvhjælp. Mail: raadgivningen@raadgivningen-frb.dk og tlf.: 2029 5387

SOMMERHØJSKOLE

POLENS HISTORIE, KUNST OG KULTUR

I anledningen af menighedsrejsen til Polen til september afholdes der en sommerhøjskole over fire dage, hvor Polens historie og kultur belyses gennem foredrag og film. Tilmeldingen til rejsen er afsluttet, og der er ikke flere pladser. Deltagelse i sommerhøjskolen er åben for alle. Den finder sted i Menighedshusets Store Sal.

Hver dag starter kl. 10 med kaffe, og der serveres frokost kl. 12.

Tirsdag den 2. juni

Kl. 10.15 Foredrag: Nedslag i Polens historie ved historiker Nis Petersen.

POLEN I RENÆSSANCEN

Da renæssancen blomstrede i Italien, voksede der en stat frem, som var større, rigere og mere tolerant end de fleste europæiske stater. I 1500 tallets Polen blev kunst, videnskab og politik formet af humanisme, religiøs sameksistens og en stærk politisk frihedskultur.

Det var her, Kopernikus ændrede verdensbilledet – og her, en adelsrepublik udfordrede Europas enevælde. Polens guldalder er historien om en glemt stormagt, hvis idéer var forud for sin tid.

Kl. 11.15 Foredrag om freskerne i Treenighedskirkens kapel i Lublin ved sognepræst Sandra Kastfelt.

Det gotiske slotskapel i Lublin er fra det tidlige 1400-tal og optræder på UNESCOS verdensarvsliste på grund af de unikke russisk-byzantinske fresker, der kombinerer østlig og vestlig ikonografi.

Kl. 12.30 Foredrag om polsk kunst. Foredragsholder vil blive annonceret snarest på kirkens hjemmeside.

Kl. 13.30-cirka 16.00 Film: Krzysztof Kieslowski: “En kort film om kærlighed”, 1988.

Torsdag den 4. juni

Kl. 10.15 Foredrag: Nedslag i Polens historie ved historiker Nis Petersen.

POLEN I 1600 OG 1700-TALLET I 1600 og 1700 tallet var Polen ikke Europas udkant, men en politisk og kulturel stormagt. Her mødtes religiøs tolerance,

adelig frihed og en stat uden enevælde –længe før oplysningstiden nåede Europa. Samtidig blev landet langsomt svækket indefra og presset udefra af nye, aggressive stormagter. Perioden rummer både storhed og krise, reformvilje og politisk lammelse. Til sidst blev Polen delt i tre dele og forsvandt som stat.

Kl. 11.15 Foredrag om protestantisme i Polen i dag, ved sognepræst Andreas Riis Damgaard.

Kl. 12.30 Foredrag om reformationen i Polen, ved organist emerita og mangeårig underviser på bl.a. Folkeuniversitet i København Eva Maria Jensen.

I dag opfattes Polen som et katolsk land, men det har i løbet af historien været beboet af folk med forskellige trosretninger. Mod øst dominerede den ortodokse kristendom, og i byerne boede mange jøder, der var flygtet fra lande, hvor de var forfulgt. Som følge af reformationen i 1500–tallet vandt især den calvinistiske protestantisme fodfæste blandt de højere samfundslag, og reformationen fik stor betydning for udvikling af polsk kultur.

Kl. 13.30 – cirka 16.00 Film: Andrzej Wajda: “Katyn”, 2008 (Oscar-nomineret).

Tirsdag den 9. juni

Kl. 10.15 Foredrag: Nedslag i Polens historie ved historiker Nis Petersen.

POLENS DELING

– NATIONEN DER FORSVANDT

I 1795 forsvandt den polske stat fra Europas landkort. I mere end 120 år levede nationen delt mellem imperier, styret af fremmede magter og under konstant pres. Det polske folks oprør blev knust, sproget blev forbudt, og den polske elite blev deporteret – men det polske folk bevarede standhaftigt sit sprog og sin kultur, og eksilpolitikere holdt idéen om den polske stat i live. Da Europas konger og kejsere i 1918 blev sat fra magten efter 1. verdenskrigs rædsler, var det polske folk klar til at genrejse nationen.

Kl. 11.15 Foredrag om den polske komponist Frédéric Chopin (1810-1849), ved organist emerita Eva Maria Jensen.

Frédéric Chopin (1810-1849) er Polens nationale komponist. Hans musik rummer alt det, der forstås som polsk, og under Anden verdenskrig forbød tyskerne, at Chopin blev spillet offentligt. Komponisten Robert Schumann udtalte, at Chopins musik rummer kanoner skjult i roser. Chopins far

var fransk, og komponisten forlod Polen, da han var blot 20 år. Han ville ikke være russisk undersåt og slog sig som mange andre polske intellektuelle ned i Paris som pianist og komponist. Men længslen efter hjemlandet kan høres i hans værker: i mazurkaerne og, de folkelige melodier.

Kl. 12.30 Foredrag: Livet i Polen under kommunismen og kirkens rolle, ved organist Eva Maria Jensen og guide og forhenværende indehaver af et rejsebureau Ryszard Nickel.

De to guider på vores menighedsrejse til Polen er begge født og opvokset i landet. De kom til Danmark i 1970, da Polen var kommunistisk. Der venter os to personlige beretninger om, hvordan det var at være barn og ung i Polen.

Kl. 13.30 – cirka 16.00 Film: Pawel Pawlikowski: “Cold War”, 2018 (Oscarnomineret).

Torsdag den 11. juni

Kl. 10.15 Foredrag: Nedslag i Polens historie ved historiker Nis Petersen.

POLEN I MELLEMKRIGSTIDEN OG

2. VERDENSKRIG

I 1918 rejste Polen sig fra ruinerne efter 1. verdenskrig – genfødt efter mere end et århundredes glemsel. En stat ud af kaos: De polske grænser blev sikret, en forfatning vedtaget, og den polske hær besejrede Den Røde Hær ved Warszawa. På få årtier opbyggede det polske folk en moderne og levedygtig stat, men kort efter i 1939 blev landet knust mellem to totalitære stormagter, og 2. verdenskrig blev en national katastrofe uden sidestykke.

Kl. 11.15 Foredrag om den polske forfatter Bruno Schulz og romanen “Kanelbutikkerne” ved provsti-koordinator Espen Bock Andersen.

Bruno Schulz (1892-1942) er kendt som en af de største polske forfattere i det tyvende århundrede. Byen Drogobych er stedet, hvor han voksede op, og baggrunden for den besynderlige og vemodige novellesamling Kanelbutikkerne (1934), der sidste år blev nyoversat til dansk. Bruno Schulz nåede kun at udgive to novellesamlinger, inden han under 2. verdenskrig blev skudt af en gestapo-officer på gaden i Drogobych i 1942.

Kl. 12.30 Foredrag om Jørgen Leth og polsk jazz ved den dansk-polske filmskaber Jacob Dammas.

GUDSTJENESTER

JUNI

Onsdag den 3. kl. 17.30

Aftensang ved Andreas Riis Damgaard

Lørdag den 6. kl. 12.00

Dåbsgudstjeneste ved Andreas Riis Damgaard

Søndag den 7. kl. 10.30

1. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Sandra Kastfelt

Søndag den 14. kl. 10.30

2. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Birgitte Veit

Søndag den 21. kl. 10.30

3. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Sandra Kastfelt

Søndag den 28. kl. 10.30

4. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Andreas Riis Damgaard

SOMMERHØJSKOLE FORTSAT

Kl. 13.30 – cirka 16.00 Film: Den dansk-polske filmskaber Jacob Dammas viser tre kortere film:

“Warsaw Calling” dokumentarfilm, 7 min., Polen-Danmark, 2023. En dansk filmskaber med polsk-jødiske rødder sætter et eksperiment op i et studie i Warszawa i Polen: Han vil kontakte medlemmer i familien, som er spredt over hele verden. Under korte samtaler gennem kabler, wifi og video konfronterer Jacob familien – og sig selv – med spørgsmål og overvejelser om at høre til et sted.

“Kredens” dokumentar, 26. min., Danmark-Polen, 2007. Jacob, en dansk filmskaber, besøger en ejendom i Wrocław, hvor hans polskjødiske familie boede. Det er 40 år efter hans mor flugt fra Polen til Danmark. En personlig, tragikomisk historie om identitet, flugt og hukommelse på tværs af generationer. Prisbelønnet på Krakow og Odense Film Festival, vist på TVP.

“Documents” dokumentar, 10 min., Danmark, 2004. Hvad vil det sige at besidde et pas? Tre generationer reflekterer over dette fra forskellige perspektiver: en bedstemor i Israel, der mistede sit polske statsborger-

JULI

Lørdag den 4. kl. 12.00

Dåbsgudstjeneste ved Birgitte Veit

Søndag den 5. kl. 10.30

5. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Birgitte Veit

Søndag den 12. kl. 10.30

6. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Birgitte Veit

Søndag den 19. kl. 10.30

7. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Sandra Kastfelt

Søndag den 26. kl. 10.30

8. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Andreas Riis Damgaard

AUGUST

Lørdag den 1. kl. 12.00

Dåbsgudstjeneste ved Andreas Riis Damgaard

Søndag den 2. kl. 10.30

9. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Sandra Kastfelt

Søndag den 9. kl. 10.30

10. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Andreas Riis Damgaard

Søndag den 16. kl. 10.30

11. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Sandra Kastfelt

Søndag den 23. kl. 10.30

12. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Andreas Riis Damgaard

Søndag den 30. kl. 10.30

13. søndag efter trinitatis

Højmesse ved Birgitte Veit

skab; et midaldrende par i færd med at få deres polske pas tilbage; og en ung dansk filmskaber der frit kan rejse til Polen og rundt i resten af verden næsten uden et officielt dokument på hånden. Filmen var Jacob Dammas’ filmdebut.

SOMMERHJÆLP

Beboere i Mariendal Sogn har muligheden for at søge sommerhjælp. Der ydes især hjælp til børnefamilier med kun én forsørger. En kort ansøgning sendes sammen med en kopi af seneste årsopgørelse til: raadgivningen@raadgivningen-frb.dk eller sendes eller afleveres personligt til Rådgivningen, Borups Alle 117.

Angiv på ansøgningen bankoplysninger: registrerings- og kontonummer.

Ansøgningerne behandles fortroligt af præsterne og socialrådgiver Jeanette Kaalø. Ansøgningsfrist er 1. juni, og man vil få hurtigt svar.

KIRKEKAFFE

Efter højmessen er der kirkekaffe i menighedshuset disse tre søndage: den 14. juni, den 12. juli og den 9. august.

UDFLUGT TIL HØJSKOLEFORENINGENS HAVE VED DAMHUSSØEN Fredag den 26. juni kl. 13.30 Traditionen tro er der midsommerudflugt til Højskoleforeningens pavillon og have på Damstien ved Damhussøen. Der vil blive serveret kaffe og kage, og vi vil synge fra Højskolesangbogen. Afgang med bus fra Mariendal Kirke kl. 13.30. Hjemkomst ca. kl. 16. Tilmelding ikke nødvendig.

SENSOMMERTUR TIL KNUTHENBORG SAFARIPARK

Torsdag den 20. august og torsdag den 27. august kl. 8.30-18.15

Sensommerens skovtur går i år sydpå til Knuthenborg Safaripark på Lolland. Vi kører tidligt fra Mariendal Kirke med bussen sydpå og gør et stop undervejs, hvor vi ser Nørre Alslev kirke på Falster med de smukke kalkmalerier. I Knuthenborg Safaripark vil vi få en guidet rundvisning i bus, hvorefter vi spiser frokost i Orangeriet. Der vil være tid til at gå rundt på egen hånd, og inden hjemturen serveres kaffe og kage i Orangeriet.

Deltagelse er forbeholdt beboere i Mariendal Sogn samt sognebåndsløsere. Tilmelding til turen den 20. august fra torsdag den 6. august – og tilmelding til turen den 27. august fra torsdag den 13. august på kirkens hjemmeside eller ved personligt fremmøde på kirkekontoret i åbningstiden kl. 10-13.

KONFIRMATIONER 2027

Konfirmationen finder sted i 8. klasse. For at blive konfirmeret skal man være døbt. De kommende konfirmander, der ikke allerede er døbt, skal således døbes inden konfirmationen. Dette aftales med præsten.

KONFIRMATIONSDATOER 2027:

Lørdag den 24. april ved sognepræst Birgitte Veit

Der vil være undervisning om tirsdagen. Lørdag den 1. maj ved sognepræst Sandra Kastfelt

Der vil være undervisning om torsdagen.

Konfirmationsforberedelserne begynder med en velkomstsøndag den 4. oktober. Først er der højmessen kl. 10.30. Herefter afholder præsterne et kort orienteringsmøde for konfirmander og forældre, og efterfølgende fortsætter dagen med konfirmanderne alene.

Første del af konfirmationsforberedelserne begynder i uge 43 og varer til og med uge 48. Efter en pause i december begynder anden del af konfirmationsforberedelserne i uge 2, lige efter nytår 2027 og strækker sig indtil konfirmationen i april/maj (bortset fra vinter- og påskeferie).

Tidspunktet for undervisningen vil blive oplyst, når tiden nærmer sig. Informationsaften om selve konfirmationen: onsdag den 10. marts 2027 kl. 17.30 med teater i kirken og fællesspisning.

Indskrivning til konfirmation på kirkens hjemmeside www.mariendalkirke.dk fra 1. juni til og med 31. august. Bemærk, at begge forældre skal give samtykke til konfirmationen via tilmeldingsboksen ”Samtykke til konfirmation”.

REKREATIONS-, AFLASTNINGSELLER HØJSKOLEOPHOLD

Mariendal Sogns Menighedspleje yder økonomisk støtte til beboere med bopæl i sognet til ophold på rekreationshjem eller kortere højskoleophold. En kort ansøgning sendes til raadgivningen@ raadgivningen-frb.dk vedhæftet oplysninger om opholdet (herunder pris) samt seneste årsopgørelse. Ansøgningen behandles fortroligt af kirkens præster og socialrådgiver. Såfremt ansøgningen er fyldestgørende, vil der maksimalt gå 6 uger, inden der kommer svar.

SOMMERKONCERTER

Søndag den 31. maj kl. 16.00

Kammerkoret CAMERATA og venskabskoret The Middlebury College Choir fra USA

Kammerkoret CAMERATA møder venskabskoret The Middlebury College Choir (USA) i en fælles koncert dirigeret af Jeffrey Buettner. Ved koncerten optræder korene både hver for sig og sammen i nordisk og engelsksproget musik, som spejler den løfterige sommertid og understreger værdien af at skabe sammen.

Onsdag den 17. juni kl. 19.00

Ann-Mari Max Hansen synger Grundtvig

Ann-Mari Max Hansen synger Grundtvig. Fortælle- og sangaften om N.F.S. Grundtvig og kvinderne i hans liv ved skuespiller Ann-Mari Max Hansen og komponist Jan Overgaard.

Søndag den 2. august kl. 16.00

Koncertpianist KATRINE GISLINGE

Mariendal Kirke har fået skænket et Steinway flygel, der er fast placeret i kirkerummet og fremover vil blive benyttet ved koncerter. Dette fejres denne augustaften med en koncert med den danske stjernepianist Katrine Gislinge, der spiller værker af Mozart Schubert, Chopin og Bent Sørensen.

Efter alle tre sommerkoncerter vil der, hvis vejret tillader det, serveres vin og snacks på Mariendal Kirkeplads og i kirkehaven.

ORGELSAFARI

Søndag den 23. august

I år går orgelsafarien til Flintholm kirke, Lindevang kirke, Frederiksberg Slotskirke og Mariendal Kirke, hvor man kan stifte nærmere bekendtskab med kirkerne og deres orgler, og undervejs også nyde en kop kaffe og et glas vin.

Afgang med bus kl. 13.00 fra Frederiksberg Svømmehal, Aksel Møllers Have, 2000 Frederiksberg, hjemkomst kl. 17.00. Pris: 30 kr. Tilmelding: https://www.folkekirken-frederiksberg.dk

ADRESSER

Mariendal kirke

Nitivej 17, 2000 Frederiksberg.

Sognepræst Andreas Riis Damgaard, Solsortvej 69.

Træffes tirsdag kl. 17-18 og onsdag – fredag kl. 10-11 samt efter aftale.

Tlf. 2286 8482, mail: ard@km.dk

Sognepræst Sandra Kastfelt, Egernvej 29. Træffes tirsdag, onsdag og fredag kl. 10-11, torsdag kl. 17-18 samt efter aftale. Tlf. 2130 4445, mail: ska@km.dk

Kirkebogsfører og begravelsesmyndighed, sognepræst Birgitte Veit, Egernvej 43. Træffes tirsdag, torsdag og fredag kl. 10-11, onsdag kl. 16-17 samt efter aftale. Tlf. 2360 2676, mail: bve@km.dk

Kirkekontoret, Menighedshuset, Nitivej 17. Kordegn Filip Jakobsen

Træffes mandag-fredag kl. 10-13, torsdag tillige kl. 16-18.

Tlf. 5130 7355

Organist Svend Hvidtfelt Nielsen, Nebbegårdsbakken 18, 2400 Kbh. NV. Tlf. 6165 6486.

Kirketjeneren træffes som regel i kirken kl. 9-12. Tlf. 3023 6475.

Formand for menighedsrådet: Vibeke Herskind

Menighedsbørnehaven: Kong Georgs Vej 40, Tlf. 3886 6662.

KIRKELIGE HANDLINGER

Dåb: Som hovedregel kan man få sit barn døbt ved gudstjenesterne (højmesserne) på søndage og ved de særlige dåbsgudstjenester den første lørdag i hver måned. Dåb anmeldes til kirkekontoret.

Vielser: Dag og tid aftales med kirkekontoret. Når papirerne er ordnet på Rådhusets ægteskabskontor, afleveres prøvelsesattesten til kirkekontoret.

Begravelser og bisættelser: Dag og tid aftales med den præst, der skal foretage handlingen. Sognets grænser følger fra Grøndal S-togsstation kommunegrænsen langs jernbanen til Hillerødgade, derfra langs Nordre Fasanvej, via midten af Ågade og Falkonér Allé op langs midten af Kong Georgs Vej til Kronprinsesse Sofies Vej, langs midten af denne ud til Godthåbsvej og endelig langs midten af denne op til udgangspunktet ved Grøndal S-togsstation.

FOTOGRAFERING

Fotografering og optagelse af video er ikke tilladt under gudstjenester og kirkelige handlinger i Mariendal Kirke. Man kan altid få en aftale om fotografering i kirkerummet umiddelbart efter en gudstjeneste eller kirkelig handling.

NÆSTE KIRKEBLAD OMDELES 18.-21. AUGUST 2026

Du

Tryk & layout: Strandbygaard a/s, Skjern. Ansvarshavende redaktør for dette kirkeblad: Sandra Kastfelt.

Forsideillustration: Per Kirkeby.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Mariendals Kirkeblad juni-august 2026 by Folkekirken på Frederiksberg - Issuu