
1 minute read
Mandeklubben på Frederiksberg
I september 2021 mødtes 9 frederiksbergske mænd til det, der i dag har udviklet sig til en fast tradition. Mandeklubben blev til efter inspiration fra en kirke i Jylland. Her havde man stillet sig selv spørgsmålet: Hvor bliver mændene af? Der kom mange kvinder i kirken, men knap så mange mænd. Spørgsmålet var - og er stadig - lige så relevant her på Frederiksberg, og det fik Thomas Knygberg fra menighedsrådet i Solbjerg Kirke til at tage initiativ til en lokal mandeklub.
Voksne mænd med erfaring
Advertisement
Mandeklubben er i dag vokset til 13 medlemmer i alderen 57-85 år. Nogle er erhvervsaktive, nogle er pensionister. Fælles er, at de alle ønsker at mødes med andre ligesindede, og alle har viden og erfaringer, de gerne deler med hinanden.
”Jeg så et indlæg i FrederiksbergLIV om klubben. Jeg tog kontakt til Thomas Knygberg og tog så med til et møde. Det er jeg glad for, at jeg gjorde. Det kan være ensomt at blive så gammel som mig, jeg er 85 år, og i Mandeklubben møder jeg andre mænd, som har stor viden om mange ting. Det giver os nogle meget interessante samtaler,” fortæller Erik Paaske. Han er selv uddannet elektroingeniør og har tidligere forsket på DTU, hvor han også har undervist i kommunikation.
Fortrolighed
Et helt grundlæggende element blandt klubmedlemmerne er, at det der bliver sagt i kredsen, det bliver i kredsen. Fortrolighed er et krav.
”Det er vigtigt at understrege, at det ikke er et ølsted.
Vi vil gerne opleve noget sammen og have nogle gode snakke, der gør os klogere på os selv og på tilværelsen,” siger Thomas Knygberg.
Spændende oplevelser Udover de interessante samtaler får Mandeklubben også fælles oplevelser ude. Rundvisning i Domhuset på Frederiksberg, rundvisning i Diakonissestiftelsen, der blandt andet er Danmarks eneste (oblat-) alterbrødsbageri, foredrag i Rahbeks hus, sejltur på kanalerne i Frederiksberg Have og udstilling i Davids Samling har været nogle af oplevelserne. Aktiviteterne bliver i fællesskab besluttet fra gang til gang. Der skal mere til en god klub end den åndelige føde. Derfor er der fællesspisning hver anden gang, hvor klubmedlemmerne som regel laver maden sammenaltså, dem som kan og har lyst til at lave mad. Det gør ikke spor, hvis madlavning ikke lige er favoritdisciplinen. ”Jeg oplever, at alle har forskellige årsager til at være med i Mandeklubben, men fælles er et behov for at mødes med andre mænd i aldersgruppen om de aktiviteter, klubben tilbyder. Alle – mænd – er velkomne,” siger Thomas Knygberg.
MANDEKLUBBEN
8 møder om året i Solbjerg Kirke. Skiftevis fællesspisning og en aktivitet ud af huset. Næste gang er onsdag 14. juni 17.00-20.00. Fællesspisning koster 90 kr. per gang. Ud af husetaktiviteter koster evt. transport og entré. Ring til Thomas Knygberg på tlf. 2945 5845 og få en snak om, hvordan du kommer med i Mandeklubben.