Klubblad 2015-2 by Esbjerg Golfklub

Marbæk - og smukkere end nogensinde

40 år

nr. 12 Efterår 2015

KlubBladet Esbjerg Golfklub Sønderhedevej 11 6710 Esbjerg V Telefon Sekretariat, greenkeepergård, proshop og restaurant Emails Sekretariat Greenkeeperhuset Restaurant Proshop Klubsekretær Redaktionen Sekretariat Golfmanager Klubsekretær

Den smukke venskabsbane i Nord............................... 6 100 EGK’ere savnes........................................................... 10 7526 9219

kontor@egk.dk mt@egk.dk restaurant@egk.dk info@bjbettergolf.com hh@egk.dk klubbladet@egk.dk

Redaktionens adresse Esbjerg Golfklub Sønderhedevej 11 6710 Esbjerg V Layout Ib Voss Produktion Grafisk Trykcenter · www.gte.dk Oplag: 1.000 Forside Indtryk fra Marbæk Fotos Ib Voss, m.fl.

klububmesterskaberne 2015........................................ 16 Marbæk stråler som aldrig før...................................... 20 Regeludvalget informerer.............................................. 27 Spis og drik din golfbane................................................ 29 På jomfrufærd i ”Hulleland”........................................... 40

H.C. Warrer Helen Hansen

Sekretariatets åbningstider 1. januar til 28. februar Mandag til torsdag................................................. kl. 10 – 15 1. marts til 30. april Mandag til fredag................................................... kl. 09 – 16 1. maj til 31. oktober Mandag....................................................................... kl. 09 – 16 Tirsdag........................................................................ kl. 09 – 16 Onsdag........................................................................ kl. 09 – 17 Torsdag....................................................................... kl. 09 – 16 Fredag......................................................................... kl. 09 – 15 1. november til 31. december Mandag til torsdag................................................. kl. 10 – 14 Redaktion H.C. Warrer (ansvarlig) Ib Voss

INDHOLD

Mortens mareridtsdøgn.................................................. 48 EGK’s Facebook-side kan ses af alle............................ 58 I skoven skulle være gilde.............................................. 62 En bryggerhest tager en pause.................................... 68

KLUBBLADET er igen et kvalitetsmagasin med både uddybende artikler om livets gang i Esbjerg Golfklub og med et layout, der matcher eksklusive magasiner. Det kan kun lade sig gøre med en engageret redaktionsstab og støtten fra en lang række annoncører, så hermed en stor tak for indsatsen og støtten. KlubBladet, nyhedsbreve, hjemmeside og Facebook samt opslagstavler er alle vigtige kommunikationsmidler, når information skal videregives til klubbens medlemmer. 1. DIVISION er i næste sæson udfordringen for vort bedste herrehold. Stort tillykke med oprykningen. En oprykning der lykkedes, fordi kampviljen til at vinde var tilstede, den mentale styrke til at komme igen efter en ikke alt for vellykket start var helt afgørende. Det er et step op også i forhold til modstandernes kvaliteter, så i første omgang gælder det om at blive i 1. division. Det vil kræve skærpet træningsindsats, men også deltagelse i turneringer, hvor elitespillerne møder spillere med et højt kvalitetsniveau. Træning er helt afgjort nødvendigt, men det er i turneringer, hvor marginaler afgør succes eller fiasko, den enkelte spiller hærdes, og vindermentaliteten opbygges. INDIVIDUELLE præstationer på højt niveau har der også være mange af i alle årgange, og Rikke Svejgård Nielsen har på kvindesiden været på toppen flere gange. Mit håb er, at vi måske allerede fra den kommende sæson kan etablere et damedivisionshold. DM FOR HOLD blev afviklet på Marbæk i samme weekend, som vort divisionshold sikrede sig oprykningen. Trods fredagens voldsomme regnskyl, der gav kæmpesøer på banen, så lykkedes det vore greenkeepere at klargøre banen, så mesterskaberne kunne afvikles til ovenud stor tilfredshed for spillerne og DGU. Spillerne fik lov til at prøve kræfter med en toptunet mesterskabsbane og det vestjyske vejrlig. Der var lutter roser fra holdene til greenkeepere, restaurationen, frivillige og alle andre, der var involveret i dette arrangement. Blot et par enkelte citater fra spillere: ”Det er en fantastisk bane, ikke mindst når jeg tænker på, hvordan det så ud fredag” - ”Dejligt at vi har spillet om et mesterskab på en mesterskabsbane” - og flere spillere havde så megen pli, at de undervejs i spillet havde overskud til at sige tak til frivillige, fordi de brugte så megen tid på at være forecaddies. Vi kan som klub være stolte over afviklingen af DM. MEDLEMSTALLET har de sidste par år haft en faldende tendens. Bestyrelsen har overvejet hvilke tiltag, der kan iværksættes. I første omgang betyder det, at nye medlemmer, der indmeldes i de sidste måneder af 2015, ikke skal betale indskud. Bestyrelsen udnytter dermed

generalforsamlingens bemyndigelse til at fastsætte indskuddets størrelse. Dette tilbud har været markedsført i et ekstraordinært nyhedsbrev, på hjemmesiden og Facebook , flyers og opslag samt annoncering i JydskeVestkysten samt Ugeavisen, men det er stadig vigtigt, at klubbens nuværende medlemmer er aktive i forhold til at rekruttere nye medlemmer. I skrivende stund har vi fået ca. 40 nye indmeldelser. Husk at tage godt imod de nye medlemmer og inddrage dem i klubbens golf- og sociale liv. SPONSORHUSET eller juniorhuset eller aktivitetshuset - kært barn har mange navne. Mange har lagt mange resurser og hjerteblod i overvejelser om et hus under en eller anden form. Status er fortsat, at ideen er hverken gemt eller glemt, men den fornødne økonomi er p.t. ikke til stede, som tidligere udmeldt fra Erhvervsklubben og EGK. Så vi må væbne os med tålmodighed. KLUBMESTERSKABERNE afvikles ultimo september. Disse interne mesterskaber fortjener opbakning fra klubbens medlemmer enten som spillere eller tilskuere. Mesterskaberne er en del af Esbjerg Golfklubs interne identitet. Der spilles om æren og retten til at kalde sig klubmester 2015. Jeg vil gerne opfordre til, at klubmesterskaberne bliver et arrangement rigtig mange slutter op omkring og gerne endnu stærkere i 2016. MARBÆK OG MYRTUE banerne har ikke i mands minde stået flottere og skarpere end i den sæson, der nu lakker mod enden. Det har vi som medlemmer selv oplevet og været berettiget stolte over. Ikke bare en mesterskabsbane - Marbæk - har været rost i høje toner af gæster, men også Myrtue har fået sin velfortjente andel af rosen. Så skift mellem de to baner, det vil garanteret give dig endnu større glæde ved golfen og naturen ved at kunne spille to baner med høj kvalitet. TAK til alle ansatte og frivillige i Esbjerg Golfklub, til Proshoppen og til restauranten. Uden jeres indsats vil golfklubben ikke have det høje niveau, som medlemmer og gæster sætter så stor pris på. Hvert enkelt medlems klubfølelse og engagement i klubbens liv er en afgørende faktor for en fortsat udvikling af Esbjerg Golfklub i en foranderlig golfverden, uden at vi dog glemmer de klassiske golfdyder. Husk, at golf kan spilles hele året, det er kun et spørgsmål om påklædning. Motionen og det sociale samvær er det samme uanset årstiden, - spillet kan være lidt mere kompliceret end ellers, men det er jo blot en udfordring mere!

Per Fisker

Formand

FORMANDENS ORD

Kære læser

At sekretariatet er her for din skyld. Har du spørgsmål, stort eller småt, er du altid velkommen til at kontakte os på kontoret. Så vil vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe.

Helen Hansen Tlf. 7526 9219 Mail hh@egk.dk

Gæster der spiller med et EGK-medlem, kan i sæsonen 2015 fratrække følgende rabat: Bane Myrtue alle dage Marbæk alle dage

H.C. Warrer Mail hc@egk.dk UDMELDELSE OG ÆNDRING AF MEDLEMSKATEGORI Medlemskab af klubben er bindende for et år. Udmeldelse af klubben eller overgang til anden medlemskategori, skal meddeles skriftligt til bestyrelsen eller sekretariatet inden den 15. marts. Ved udmeldelse eller skifte fra aktivt til passivt medlemskab, skal DGU kortet afleveres til klubben.

ÅBNINGSTIDER I SEKRETARIATET 1. januar til 28. februar Mandag til torsdag 1. marts til 30. april Mandag til torsdag Fredag 1. maj til 31. oktober Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag 1. november til 31. december Mandag til torsdag

kl. 10 – 15 kl. 09 – 16 kl. 09 – 15

Senior kr. 100,00 kr. 150,00

Junior kr. 25,00 kr. 50,00

Bemærk Der ydes ingen rabat til spillere med F-medlemskab. Der kan ikke samtidig fratrækkes anden rabat. Rabatten kan ikke fratrækkes, når der spilles til nedsat greenfee. Et medlem af EGK kan kun have en gæst med pr. runde, som opnår rabat. I greenfee-bogen skal medlemmets EGKmedlemsnummer angives sammen med gæstens navn, hjemmeklub og medlemsnummer.

TOUCHSKÆRME I LOBBYEN

Der er opstillet touchskærme i lobbyen. Skærmene kan bruges af medlemmerne til indtastning af scorekort, udskrivning af scorekort med handicap og fordelte slag. Udskrivningen af scorekort foretages af printeren ved skranken. Derudover kan skærmene også anvendes til tilmelding til ugeturneringer. Tilmelding til øvrige turneringer foregår via golfbox fra egen computer.

kl. 09 – 16 kl. 09 – 16 kl. 09 – 17 kl. 09 – 16 kl. 09 – 15 kl. 10 – 14

INFORMATION TIL MEDLEMMERNE Mange af de informationer, som findes i dette klubblad og flere til, kan også findes på EGK’s hjemmeside, www.egk.dk. Her kan der ligeledes læses aktuelle og løbende nyheder.

LEJE AF BAGSKABE Klubben råder over et større antal bagskabe, der udlejes til medlemmerne. Desværre har klubben ikke bagrum til alle medlemmer. Ønsker man et skab, skal man henvende sig på kontoret eller sende en mail på kontor@egk.dk, hvorefter man bliver skrevet på ventelisten. Det skal præciseres, at videreudlejning af bagrum ikke er tilladt, og at opbevaring af rekvisitter sker på eget ansvar.

SKRETARIAT

HUSK!

DEN SMUKKE VENSKABSBANE I NORD

Det er pudsigt, som ting man slet ikke forbinder med hinanden ved nærmere eftersyn alligevel griber ind i hinandens fortid. Der er ca. et halvt århundrede i forskel mellem Esbjerg Golfklub og Holstebro Golfklub, men ikke desto mindre har de alligevel en fortid og samtid der fletter sig ind i hinanden. I 1970 blev der i Esbjerg ansat en ung mand der som sin fornemmeste opgave havde at skaffe jord i tilknytning til Marbæk plantage, til anlæggelse af den golfbane vi i dag kender som Marbækbanen. Samtidig, når vi ikke skeler til dage og minutter, blev der i Holstebro stiftet en ny golfklub, der som sin første træner ansatte en ung stud. jur. – Henrik J. Jacobsen. Rigtigt, det er den samme person som i begyndelsen af det tredie årtusinde skulle sætte sin signatur på Myrtuebanens sidste ni huller. Men ud over det lidt tilfældige sammenfald af begivenheder, så har Holstebro og Esbjerg Golfklub også en anden meget afgørende skæbne til fælles. Vores baner har i en lang årrække været at finde blandt de bedste baner, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det er da derfor heller ikke unaturligt, at vi netop har en gensidig aftale om 50% greenfee med hinanden. Med alt dette in mente var det derfor med en særlig glæde og forventning, at turen denne gang gik til Holstebro Golfklub. Og ja, vi har for øvrigt en anden ting til fælles, vore baner ligger i temmelig stor afstand fra den by, hvis navn vi smykker os med i klubbernes navne. Vel ankommet efter halvanden times kørsel, var de første vi stødte på, en flok smilende herrer og damer, der var ved at få sig splittet op i bolde, inden de skulle ud før os. Ingen panik alle vidste, hvornår de havde tid og dermed, hvornår de skulle være på teestedet. Holstebro Golfklubs manager var den næste vi mødte, dvs. det var det ikke helt, for sekretariatet så lidt lukket ud, så en venlig dame, der holder klubhuset forbilledeligt rent, viste os vej. Efter en god og varm velkomst blev vi installeret med buggy til alt vores udstyr og ønsker om, at vi måtte have en god runde. Da klokken faldt i slag, indfandt vi os på 1. tee. Lad det være sagt med de samme par 4 dogleg huller, uden udsigt til greenen, er ikke min kop tee, men nu er dette dogleg hul nok en undtagelse, for her kan man være heldig med et godt drive, at ligge sådan at greenen er synlig og ind-

spilbar i andetslaget, bare ikke for mig. Og værre start end at jeg fremme ved mit noget forkølede drive, opdagede at min gps var hoppet ud af brystlommen, skal man vist lede længe efter. Tilbage til teestedet, apparatet lå nok så nydeligt og nærmest grinede af mig. Tilbage over fairway og semirough, som er de eneste steder man må køre med buggy i Holstebro Golfklub, – en melding de kørende folk i Esbjerg Golfklub ville tage imod med kyshånd. Nå hul ét blev færdig spillet med en flot designet vandret streg på scorekortet, alt andet havde vel også været urimeligt! Foran os gik de føromtalte damer- og herrebolde, og allerede på et af de første huller, et par tre hul, blev vi vinket igennem. I øvrigt til vores store overraskelse, vi mindes ganske enkelt ikke, at vi tidligere har oplevet en gennemlykning på et par tre hul, men det blev nu også en lidt pudsig oplevelse. Vi fik lavet et godt drive og et mindre godt og da herrerne opdagede, at der var et der ikke var kommet så langt, slap tålmodigheden åbenbart op, og pludselig var der seks bolde, der mere eller mindre tilregneligt angreb greenen. Nå vi slap helskinnet fra det og skyndte os videre til næste tee. Blot for her igen at stå og vente. Vi blev straks lukket igennem, men oppe på greenen kom der pludselig en tredje bold trillende. Tålmodighed er åbenbart ikke et kendetegn her oppe. Men flinke og rare det er de og på næste tee, hvor vi endnu engang blev tilbudt gennemlukning, kom den rullende bolds ejermand hen for at undskylde. Nu var det nok med gennemlukning, vi var ved at miste focus fra den smukke bane og golfspillet, og foran os myldrede det jo med glade golfspillere i firebolde, så vi valgte som sagt at klappe hesten og nyde spillet. Runden tog trods alt kun fire timer. Flot flow med så mange bolde. Holstebro Golfklubs ”Skovbanen” er en virkelig dejlig bane, med et naturligt layout, hvor man aldrig er i tvivl om, hvor man skal hen. Her er ingen skjulte fælder. Banen er let at afkode og da vi var der, var semirough klippet langt ned og ekstra bred, men kommer man udenfor den, så har man problemer. Roughen er uhyggelig, den er høj og tæt og ligner mest af alt noget, vi selv har været plaget af i år. I roughen finder man ikke sin bold, her falder man i heldigste fald over den. Nå det skal den dejlige bane nu ikke have et minus for, sådan må det være med det lunefulde danske vejr. Under en snak med Holstebro Golfklub’s forretningenfører efter turen rundt, afslørede han, at semiroughen ikke altid er lige så medgørlig som på denne smukke sommerdag. Når Eccotouren banker på døren, så får halvdelen af semiroughen lov til at vokse sig højere, så sværhedsgraden, for spillerne på touren, er passende til deres niveau. Når regnestykket skal gøres op, så syntes vi at Holstebro Golfklub ikke bare er god, men bør være et ”must play” for alle der holder af, at komme lidt ud af den hjemlige andegård. Men husk hovedet, når du slår ud, der er ikke ret meget, der er let i Raasted Plantage, men overalt er det en nydelse, at gå rundt på banen for den der har øjne i hovedet.

100 EGK’ERE SAVNES For 10 år siden skulle man på en venteliste for at blive medlem i EGK, for der sprængte medlemstilgangen sine rammer. I dag er situationen omvendt. Hvert år mister klubben op mod 100 medlemmer på grund af alder og flytninger, mens alt for få nye kommer til. Fortsætter udviklingen, daler klubbens medlemstal om få år til under 1000 medlemmer. Bestyrelsen vil sætte ind, og Per Fisker lufter et par af idéerne. Af Mai Møller Christensen Vidderne, luften og den bjergtagende natur. Det er de indtryk, begejstrede gæstespillere – heriblandt skribenter fra diverse golfmagasiner – tager hjem med, når de har spillet Marbækbanen. Og det er der altsammen, da klubformand Per Fisker denne eftermiddag lader sit blik glide hen over banerne fra klubhusets balkon, hvor han mødes til et interview til KlubBladet.

Spørgsmålet er bare, om der er for meget vidde mellem spillerne derude på banen. Om luften godt kunne være lidt mere fuld af venskabelig golfsnak. Om den bjergtagene natur ikke godt kunne dele pladsen med lidt flere flyvende golfbolde. Jo, mener formanden. I løbet af de sidste to år er medlemstallet skrumpet, og udviklingen ser ud til at fortsætte. I 2013 var der 1542 aktive medlemmer i Esbjerg Golfklub, og her to år efter er tallet faldet med knap 100 medlemmer. Hvert år oplever klubben en afgang på mellem 80 og 100 medlemmer, mens langt fra lige så mange nye meldes ind. Måske kun 30 eller 40 nye medlemmer på et år. Klubbens medlemstal rasler lige så stille ned, og det er en alvorlig sag, understreger Per Fisker. - Det er egentlig ikke selve frafaldet, der er problemet. En undersøgelse af medlemmernes grunde til at melde sig ud af Esbjerg Golfklub, viser, at det sker af helt naturlige årsager. Spillerne bliver for gamle eller syge til at spille, eller de flytter fra byen, eller det skyldes, at de ganske enkelt dør. Der er også dem, der opdager, at det måske er lige lovligt dyrt at betale 5-6000 kroner for at spille tre gange om året, fordi de ikke har tid til mere. Men det er ikke, fordi folk er utilfredse med klubben. Så vi skal snarere fokusere på, hvordan vi får flere nye medlemmer, siger Per Fisker.

For at holde medlemstallet status quo skal Esbjerg Golfklub altså gerne opnå mellem 100-150 indmeldelser om året. Skal der ske progression, må endnu flere hverves. - Problemet er, at vi ikke får de der små 100 medlemmer meldt ind i år. Det gjorde vi heller ikke sidste år og heller ikke årene før det. Det betyder, at vi skal tænke nye tanker om, hvordan vores kontingent og indskud skal sættes sammen. Hvordan vi kan tiltrække nye spillere. Hvis det her fortsætter, kan vi jo regne ud, hvornår vi en dag ikke længere har flere medlemmer, siger Per Fisker. - Skal vi ligefrem have medlemstallet gjort opadgående, kræver det en tredobling i antallet af indmeldelser i forhold til i dag. Det er der plads til på de to baner. Vores ”problem” er, at vi har to baner, og derfor skal vi også have ekstra mange medlemmer. Det koster jo at vedligeholde og pleje to baner på det niveau, vi ønsker, siger Per Fisker.

STRANDHUGST ELLER HØJERE KONTINGENT? Da han selv blev medlem i klubben for ni år siden, var de godt 80 på hans begynderhold. Siden da er antallet skrumpet, så der i dag kan være helt ned til fem deltagere på sådan et hold. Og siden da er Per Fisker kommet i bestyrelsen og senest blevet formand, og derfor

ligger opgaven med at vende kurven i høj grad på hans bord. Spørgsmålet er: Hvordan? - Vi er i bestyrelsen fokuserede på at handle på den udfordring, vi står over for, og senest har vi besluttet at lade nye medlemmer melde sig ind uden indmeldelsesgebyr i resten af 2015. Simpelthen for at blive mere attraktive. En anden mulighed er jo at gå på strandhugst hos andre klubber, som vi har set naboklubber gøre det, men der må også findes andre veje. Det handler også om, hvordan vi får præsenteret klubben på en god måde i offentligheden, hvilke medlemsmuligheder vi tilbyder samt hvordan vi sammensætter kontingent- og indskudsstørrelse. Vi diskuterer meget, om vi kan gøre noget nyt og bedre, siger Per Fisker. Medlemstallet og økonomien hænger selvsagt uløseligt sammen og kan påvirke hinanden både postivt og negativt. Er der for få medlemsindtægter, må de aktuelle medlemmer betale mere. Hvilket igen kan få flere til at melde sig ud. Den onde cirkel er i gang, og det kan af og til opleves lidt som en gordisk knude. Esbjerg Golfklub vil gerne udvise rettidig omhu for at sikre en stabil økonomi fremadrettet. - Medlemstallet er altafgørende for klubbens økonomiske sundhed. Selvfølgelig får vi sponsor- og greenfeeindtægter, og de er også vigtige, men grundsubstansen er antallet af medlemmer. Det er derfor livsvigtigt for

klubben, at vore nuværende medlemmer skaffer flere nye medlemmer til klubben, for i alle golfklubber er det sådan, at langt hovedparten bliver meldt ind, fordi de kender nogen i klubben, siger Per Fisker.

TIDSRØVER PÅ SKRUMP Han tager en slurk af sin kaffe og misser op mod solen, der trofast luner balkonen. Rundt omkring ham indfinder glade medlemmer sig ved de runde borde, bærende på ølglas og scorekort. Latter og snak bølger hyggeligt mellem bordene, kasketter beskytter glade, golfmætte ansigter mod solen, og hele scenariet udgør ligesom en påmindelse om, at der er et godt råstof i klubben, og at de nuværende klubmedlemmers trivsel og tilfredshed også skal tænkes ind i fremtidsplanerne. - Det er balancegangen mellem hele tiden at tænke på, hvad de nye medlemmer, som vi mangler, kunne ønske sig, uden at gå på kompromis med, hvad de eksisterende medlemmer finder vitalt i deres klub. Vi skal også huske ikke at blive for sortseende, men holde fast i, at Esbjerg Golfklub har noget fantastisk at tilbyde. Vi huser i år danmarksmesterskaberne for hold, og alene i dét ligger der jo en blåstempling af vores anlæg som noget særligt. Det er noget særligt, og det skal vi gøre alt for at markedsføre. Selv os ”klubgolfere” synes jo også, det er sjovt at spille en bane, som de professionelle godt kan lide, siger Per Fisker.

Når han og de øvrige bestyrelsesmedlemmer diskuterer det dalende medlemstal, er en af idéerne at gøre det populært med et kortere, smidigere spil golf. - Vi er udfordret af, at golf tager lang tid. Du kan let bruge fem-seks timer på at spille en runde golf, fra du tager hjemmefra, og til du er hjemme igen. Og bruger du kun fem timer, har der ikke været meget social snak på hul 19. Når en runde lægger så stort beslag på tiden, bliver det svært for de erhvervsaktive i 30’erne, 40’erne og 50’erne at komme ud at spille. Derfor skal vi l finde nogle nye former for at spille golf, siger Per Fisker. Han forestiller sig, at travle børnefamilier – og andre – eksempelvis kunne nøjes med at bruge tre timer på golfen ad gangen. - Vi kan se på vores alderssammensætning, at det primært er folk, der er kommet over midtvejs, som spiller herude. Pensionister. Folk, som har tid til at spille. De er rigtig dygtige til at melde sig ind. Det kniber mere for de lidt yngre årgange, for de er bundet af mange familieære hensyn, og hvis man ikke kan spille tilstrækkeligt tit, får det en rimelig høj pris at være medlem. Her skal vi måske vænne folk til at tænke ”Nå, i dag har jeg kun tre timer, så jeg spiller fra rød eller grøn tee, eller jeg tager måske kun ni huller”. Vi skal have ændret traditionerne med, at man absolut skal spille 18 huller, og at man absolut skal spille fra gul tee. At det kan gå hurtigere, hvis man har lyst til det, siger Per Fisker.

I flere andre danske golfklubber er de hvide, røde og gule markeringer på teestederne i dag ændret til at være afstandsmarkeringer. Så står der ”3000 meter” eller ”5000 meter”, eller hvad der er, og det fjerner lidt af fokus på, at man nødvendigvis skal starte fra gul. Sådan en ændring har Esbjerg Golfklub også planer om at gøre, hvis økonomien er til det.

EN KLIPNING DER FREMMER FLOWET Per Fisker får i det samme øje på to mænd, som går rundt og leder efter en bold i roughen lige ved ”Wester-Andersens træ” på hul 9. De ser ud til at have svært ved at finde den, og det får klubformanden til at ranke sig ivrigt og ærgerligt op i stolen. - Prøv nu at se der! Der går to mænd og leder på sådan et lille stykke efter en bold. Jamen, det er jo hverken en god oplevelse for dem eller fremmende for spillet. De har gået rundt i lang tid nu, og så vil nogle måske sige ”Jamen, de kan jo bare slå lige”, men det gør størstedelen af os ikke. Hovedparten af golfspillerne herude slår skæverter. Samtidig med, at hovedparten ikke kommer for at lede efter deres bold i det høje græs eller ude i skoven. De kommer for at spille golf. Det har fået os til at overveje, om det høje græs måske skulle klippes lidt ned, siger han.

Bestyrelsen ved, at de er inde at tale helligbrøde, når det drejer sig om at ændre på banedesignet. Omvendt er der i dag golfklubber, der ligefrem reklamerer med slagord som ”Vi har slået det høje græs ned”, og selv ved de internationale turneringer er der sjældent baner, som kan matche Esbjerg Golkflub på græslængden. - At vores høje græs er en del af banens profil og kontur kan jeg sagtens følge. Vi taler da heller ikke om at slå græsset helt ned, men måske kunne blot en afkortning af længden gøre en stor forskel, så man lettere fandt sin bold. Selv om der kun er tale om ét eller fem minutter, man må lede, har det med flowet at gøre. Spillet bliver hurtigere og smidigere. Jeg tror, at man med nogle små detaljer kan forbedre oplevelsen og lysten til at spille, siger Per Fisker.

FÆRRE ÆRGRELSER Hans blik glider over mod udslagsområdet. Her kan man også ryge ind i det høje og tætte græs, der findes foran. Nogle har svært ved at slå forbi det, for eksempel fordi de er blevet ældre, og fysikken svækkes. De kan selvfølgelig bare gå længere frem, men en anden mulighed var, at der var mindre højt græs at skulle slå over. En del danske golfklubber har efterhånden også gjort det mere tilgængeligt inde under træerne og mellem træerne. I EGK er der også blevet ryddet op nogle ste-

der, mens andre steder fortsat er et stort vildnis, hvor man skal være heldig, hvis man finder sin bortløbne bold igen. Den er tilmed næsten umulig at få ud, og man bliver let dobbelt eller tredobbelt straffet. - Det er ikke meningen. Golf skal jo være en fornøjelse, og man skal sige ”Nej, hvor var det dejligt at gå rundt i dag”. Oplevelsen skal ikke være ”Argh, nej. Jeg kunne gudhjælpemig ikke finde den bold. Vi brugte masser af tid på det”. Vi må tænke på, hvordan vi kan forbedre oplevelsen for den sociale golfer. Den, der spiller for fornøjelsens skyld og for motionens, velværets og det sociale samværs skyld. De mange, som nyder en dejlig dag sammen med venner ude i naturen. I princippet behøvede de ikke engang en mesterskabsbane, men det skal de selvfølgelig fortsat have. Vi skal bare i gang med en holdningsændring, hvor det sjove og det fleksible i golfsporten er i hovedsædet, siger Per Fisker.

SPEJDERE, CYKLING OG MARBÆKDAGEN Kortere spil og mere flow på banen er altså to veje at gå. En tredje mulighed kunne være den altid debatskabende tidsbestilling, som efter at være blevet nedstemt på forårets generalforsamling dog ikke ligger lige for. - Vi ved, at mange yngre golfspillere efterlyser tidsbestilling. Det bliver også gentagne gange efterspurgt af greenfee-gæster og eksisterende medlemmer. Men jeg har fuld respekt for, at en generalforsamling har udtalt sig om det, og skal dette en dag ændres, skal det også ske på en generalforsamling. Den er klubbens øverste myndighed. Jeg kan blot i mit stille sind konstatere, at vi vist efterhånden er en af blot tre baner i Danmark, som ikke har indført tidsbestilling, og at rigtig mange ønsker, at vi får det. Så måske holdningen ændrer sig hen ad vejen, siger Per Fisker. Endnu et stort indsatsområde, som bestyrelsen har øje på, er arbejdet for at blive kendt som et lækkert område og ikke kun som golfklub. At åbne sig mere for omverdenen og række hånden ud mod gæster, som ikke nødvendigvis er golfspillere, og projekter, som ikke nødvendigvis handler om en lille hvid bold og nogle huller. - Ingen tvivl om, at det i min optik er vigtigt, at vi gør os kendte ud over lige som golfklub. Vi skal vise en interesse ud over os selv. Det har vi blandt andet gjort ved at være partner i Nationalpark Vadehavet, og at vi deltager i lokale arrangementer som for eksempel Marbækdagen. Den var vi med i både sidste år og i år. Vi skal markere os, og vores område skal blive mere attraktivt at benytte for andre end lige golfspillere. Det må selvfølgelig på ingen måde genere det golfspil, der findes. Men der er jo en pragtfuld natur herude, hvor mange kunne gå ture, siger Per Fisker.

Han har lagt mærke til, at nogle golfklubber lejer cykler ud, så man kan tage sig en cykeltur i området. Ligesom han glædede sig over, at klubben sidste vinter havde nogle spejdere på besøg. De var på hiking og kom som et led i deres tur forbi klubben, hvor de spillede på greenen og lavede en lille konkurrence. - Hvis vi på en eller anden måde kunne skabe nye aktiviteter, som smittede af på det, vi har her i klubben, ville det være genialt. Vi skal have fortalt, at vi har en restaurant, og at vi har nogle lækre faciliteter og den smukkeste natur. Vi skal have skabt større kendskab til både klubben og området. Så når vi derhen, hvor folk siger ”Ej, det kunne da være spændende at spille golf her”, siger Per Fisker. Neden for balkonen er en familie dukket op for at hente far hjem fra golf. To børn er med, og de falder hurtigt i snak med nogle af fars golfvenner. Om skolestart og livretter og sommerferiens udflugter. Alt muligt andet end golf. Måske er det et stikord, for det passer rigtig godt sammen med klubformandens sidste ord i interviewet. Den sidste væsentlige pointe, som bestyrelsen nu skal prøve at få omsat til handling: - Andre skal få kendskab til, at golfklubben ikke er et lille, lukket selskab. Vi er åbne. Hvilket de fleste også opdager, når de først kommer her. Det er ret vigtigt for mig, at vi gerne vil være en del af samfundet, og at man skal være velkommen herude, på den ene eller den anden måde, siger Per Fisker.

KLUBUBMESTER

SKABERNE 2015

KLUBUBMESTER

Sussan Herle Jensen Senior Damer

Malene Bruun Sørensen Rikke Svejgaard Jensen Erling Krell Midage Damer Damer Veteran Herrer og Putte

SKABERNE 2015

Nikolaj Rachlitz Herrer

Jonas Lykke Sørensen Junior Drenge

Max 12 KIK-Cup 2015

MARBÆK STRÅLER SOM ALDRIG FØR

Vejrguderne og greenkeeperne ser ud til at have dannet et fugtbart samarbejde omkring et fælles mål i år: At få Esbjerg Golfklubs baner til at strutte af sundhed og skarpe kanter. Dog har også roughen fået vokseværk af den gunstige våde sommer, hvor der ikke var så meget sol til at svitse den af. Og så har chefgreenkeeper Morten Terkelsen en enkelt lille bøn til spillerne.

Af Mai Møller Christensen

Der er dage, hvor en chefgreenkeeper kan tillade sig at sidde i stolen lige så rank, stolt og velfornøjet som de græsstrå, han får til at trives derude på banerne. Sådan en dag er det, da KlubBladet en sensommereftermiddag sætter Morten Terkelsen stævne for at få et tilbageblik på, hvordan 2015 indtil nu er forløbet set med greenkeepernes øjne. Selv om Morten Terkelsen er en både ydmyg og beskeden mand, og selv om han starter forsigtigt op, kan selv han ikke undlade at slå begejstret ud med armene, da talen falder på banernes aktuelle standard. - Det er godt. Det må vi sige. Banerne har det rigtig, rigtig godt, og vi har stort set ikke fået andet end roser i år. Man kan også sige, at de mindre positive ting, vi har hørt, er så små, at man kan sige ”Er det kun dét, de kan finde på, så lad dem endelig komme med det”, siger Morten Terkelsen med et stort smil. - Jeg er selv godt tilfreds, og det er jeg ellers sjældent. Der er altid noget, der kan gøres bedre. Men jeg må sige, at som banen står nu, og som den har stået hen over sommeren i år, og med dét budget og den bemanding vi har, er det meget positivt. Vi kommer ikke længere op på skalaen med de ressourcer, vi har, siger han.

”Man må sig e, at vi har b fra år 1, og d ygget på ban et var egent en lig også det, lovet i min a jeg havde nsættelsesko n trakt. Og lig jeg, at vi er n e nu synes ået til der, h vor vi kan, m har. Så kan m e d d et v i an altid sige , a og måske er t det kan bli ve bedre, der visuelt n ogle ting, de blive bedre. r kunne Men så blive r det bare li mere tidskr ge pludselig ævende, og v i e r ikke flere e vi er.” nd dem, Citat: Morte

n Terkelsen

For to år siden oplevede greenkeeperne en omorganisering, hvor staben af fastansatte greenkeepere blev skåret ned, så færre var ansat hele året, mens en større gruppe ”løse” medarbejdere nu kaldes ind til at arbejde i højsæsonen. Den nye struktur har nu fundet fodfæste, og det fungerer godt, omend Morten Terkelsen da af og til drømmer om at have endnu flere hænder til rådighed. Derfor gør det ham også kun endnu mere glad, når det som i år regner med ikke kun fornuftige nedbørsmængder, men også med lovprisninger af banerne. ”Nøj, hvor står den flot!” og ”Se lige den farve og de skarpe kanter” hører til de kommentarer, man har kunnet høre på banen og i klubhuset. - Både spillerne og gæstespillerne er meget tilfredse. Det viser de meldinger, der er kommet retur. Selvfølgelig har det gunstige vejr en stor betydning, men vi har også grebet tingene rigtigt an. Kombinationen af meget regn og så det eftersåningsprogram, vi har kørt på fairway, gør, at jeg ikke tror, jeg har set så flotte fairways i Esbjerg i mands minde, siger Morten Terkelsen og understreger, at hans dygtige greenkeepere bør klappe sig selv på skulderen.

HIMLEN KLAREDE VANDREGNINGEN Allerede i det tidlige forår startede 2015 godt for EGKgræsset, i og med at en ellers langtrukken vinter stort set ikke fik lavet skader på hverken greens eller fairways. Hundekoldt var det, men under den kolde overflade var græsrødderne sunde, og overfladen jævn, og grundstenen var lagt til en rigtig god sæson. Da kulden endelig slap sit tag i Danmark og i Marbæk, gjaldt det for greenkeeperne om at bygge oven på det gode udgangspunkt. Det handlede om god vedligehold og pleje, de rigtige prioriteringer af kræfterne, vigtige valg omkring gødning og sprøjtemidler og optimal udnyttelse af ”naturens sprinkleranlæg”. - Vi har sparet på vores vanding, i og med at det er kommet ned fra oven. Det er sådan noget, vi gerne vil . Egentlig skal der jo helst være tørt, når vi skal klippe, men samtidig vil vi jo også gerne have regn. Så sparer vi både penge og ressourcer. Drømmen er 10-15 millimeter nedbør om ugen, og den drøm har vi fået indfriet i flere af sommerens meget regnvåde uger, siger Morten Terkelsen. Når himlen åbner sine sluser, er det bare ikke kun banernes friserede græsstrå, der suger til sig. Rough og semi-rough er også tørstig, og de store mængder regn har – i kombination med en tempereret sommer, hvor

der ikke var lange perioders tør hedebølge til at svitse græsset af – forårsaget en høj rough. Her er det så, at nogle golfspilleres smil godt kan blegne lidt, når de kigger ud over de ellers så indtagende baner. En våd sommer gør roughen tyk i bunden, hvor græs og andre planter spirer op. I 2014, hvor den varme sommer ”brændte det hele af”, var der ingen, der brokkede sig over roughen i Esbjerg Golfklub. Det er der i år. - Vi greenkeepere får kommentarer om den høje og tætte rough, og det oplever vi ikke kun her i Esbjerg, men på landsplan. Jeg er med i en Facebook-gruppe for greenkeepere, og der bliver der skrrevet en del om det. Det er sjovt, for det er på præcis samme tid på året, hvor folk begynder at brokke sig over roughen, uanset om det er i Nordjylland eller på Sjælland, eller hvor i landet det er. Og et år med meget nedbør er jo et år, hvor der kommer meget rough, siger Morten Terkelsen.

HØJ, HØJ ROUGH I Esbjerg Golfklub bliver roughen klippet én gang om året. Det sker i oktober eller november, når klippesæsonen begynder at gå på hæld. Der er tale om en slags høst, for afklippet fjernes, så det ikke tilfører området yderligere næring (og roughen ville blive endnu tættere), og så gemmes afklippet i et depot indtil foråret. Herefter spredes det ud på vildtageret mellem hul 5 og 7 på Myrtue, som er et område uden for golfspillet, og hvor mange rådyr holder til om vinteren. En klipning af roughen tager halvanden måneds fuldtidsarbejde for én mand.

- Nogle gange bliver vi greenkeepere spurgt, hvorfor vi ikke klipper roughen flere gange om året. Men så skulle den greenkeeper ikke lave andet end dét i halvanden måned, og så kan man jo begynde at regne på, hvad det koster. I og med at vi er gået en mand ned, kan der slet ikke blive råd til det, siger Morten Terkelsen. Skulle en ekstra årlig rough-klipning indføres, ville det altså blive på bekostning af greekeepernes baneplejestandard, som den er i dag. Så vil de fleste formentlig hellere leve med det langhårede vildnis i efterårsmånederne, mener Morten Terkelsen. Strategi er der også i beslutningen. Når roughen får sin klipning den ene gang i efteråret, når det ikke at vokse mere det år, og spillerne kan nyde en korthåret rough i mange måneder frem til vækstsæsonen i marts og april det følgende forår. Ved tørre somre vil roughen da heller ikke vokse sig længere, end det stadig er til at finde bolden. Ved en regnfuld sommer som i år kan det i sensommerne og efteråret være stort set umuligt at spotte sin bold i det høje græs. Måske mindre slemt for dem med bolde til to kroner og værre for dem med bolde til 30 kroner. Morten Terkelsen vil godt medgive, at på Myrtuebanen kunne man gå ind og kigge på, om der var nogle steder, hvor roughen skulle klippes ned og holdes konstant nede for at gøre den mere spillevenlig. - Gennem tiden har der været lidt forskel på, hvilket rough der har været klippet, og hvilket der ikke har været klippet. Det afhænger af, hvad de aktuelle greenkeepere i samarbejde med baneudvalget vurderer. Men vi lytter også til meldinger ude fra banen og prøver at tilfredsstille så mange som muligt, siger Morten Terkelsen.

Når det kommer til Marbækbanen, er det dog vigtigt, at man heller ikke fjerner alle de svære ting fra banen. Blev den for let, ville det ikke være sjovt, og banen ville miste noget af sin pondus og sit ry – og måske skulle den endda gennem en ny rating. Der skal være noget at blive straffet for, forklarer Morten Terkelsen med et glimt i øjet: - Esbjerg skal være svær. Den er en mesterskabsbane. En bane, som er kendt for at være omringet af flot, men også udfordrende natur. Som Marbækbanen er i dag, så er der – ja – nogle steder, hvor det er tæt og tykt, men slår man ud i det, skal man jo også mærke det. Men jeg ved godt, at det er der delte meninger om. Nogle gange tænker jeg på lyngen, som jo lige nu står og blomstrer og er så køn. Alle ved, at man ikke må komme ud i lyngen, og at den er, som den er. Kunne man overbevise golfspillere om, at roughen også bare er, som den er, ville det være fint, ler Morten Terkelsen.

KUNSTGRÆS, OLIETANK OG NYE SKILTE Efteråret byder på andet end greenkeeping for greenkeeperne. Der er projektet med at anlægge den 90 meter lange, nye kunstgræsmåtte ved driving range. Det skal klares, inden en del af greenkeeperstaben stopper for vinteren, fordi de ikke er helårsansat. Planen er, at etableringen kan klares med egne kræfter, så man sparer indkøb af ekstern arbejdskraft. Så er der det gamle olietank, som skal graves op henne ved puslepladsen. Under fliserne, hvor spillerne står og pudser deres sko og grej, ligger klubbens beholder med olie fra dengang før jordvarmen, og nu skal tanken graves op på grund af sin alder. Der er også olie i, som skal pumpes ud. I vintermånederne fortsætter staben den renovering af bunkere, som de påbegyndte sidste år. Håbet er en mild vinter, så det er muligt at komme i jorden, og Morten Terkelsen satser stærkt på, at de igen når mellem tre og fem bunkere hen over vinteren. Endelig er der skilteprojektet på Myrtuebanen. Der skal opsættes nye teested-skilte og måske også bænke. Skiltene bliver magen til dem på Marbækbanen, bare kun en tredjedel af størrelsen. Mange synes nemlig, at de nuværende skilte er for store.

- Ud over det skal vi i efterårs- og vinterperioden rundt og kigge til vores beplantninger, som vi er hver vinter. Og have afviklet en del afspadsering, siger Morten Terleksen. Marbækbanen får også lov at ”afspadsere”. Den bliver igen vinterlukket i nogle måneder, så den får ro til at restituere og ikke udsættes for slidskader. - Jeg vil mene, at vinterlukningen af Marbækbanen har rigtig stor betydning. Banen skal have god tid til at ”lukke sig”, som det hedder, når frosten sætter ind. Man kan jo tydeligt se på Myrtuebanen – som jo bliver spillet hele vinteren – at der ofte går rigtig, rigtig lang tid, før den lukker sig. I den periode, hvor temperaturen er så lav, at græsset ikke længere gror, men jorden samtidig ikke er frosset, er banen meget sårbar over for slidskader. Den får skader, især der hvor folk går. Du kan bruge nok så meget gødning, der sker bare ingenting, siger Morten Terkelsen. - Jeg vil sige, at hvis man tog en procentskala – bortset fra, at man skal passe på med at garantere og alt det der –så er mit bud, at det vil være 90-95 procent til gavn for en bane, at den er lukket. Du får ikke alle de der slidskader hen over vinteren. Jeg vil til enhver tid sige, at det er det rigtige at gøre. Og jeg vil holde rigtig hårdt på det. Nu har vi gjort det i to år, og vi gør det igen i år, siger Morten Terkelsen.

EN BØN TIL SPILLERNE Kong Vinter er ikke ene om at gøre banerne sårbare. En anden trussel mod de harmoniske grønne teesteder, fairways og greens er spillere, som glemmer at lægge tørv på plads eller at rette nedslagsmærker. Her har Morten Terkelsen en bøn til golfklubbens spillere om at huske den pligt, for det betyder alverden for greenkeepernes evne til at holde banerne i topform. - Når et nedslagsmærke ikke bliver rettet op, kommer der sådan en lille vulk på overfladen, hvor den tørv græs, som egentlig sad der, bliver skubbet op. Når vi så næste morgen kommer med en klipper, bliver den top klippet af. Så er der en bar plet, og sådan en plet er lige noget for den enårige rapgræs, som vi ikke er så glade for. Når vi får mange af den enårige, begynder græsset at blive mere modtageligt for sygdomme og svampeangreb, siger Morten Terkelsen. Derfor er det heller ikke lige meget, hvordan man retter sit nedslagsmærke op. Man skal ligesom lave en tue, hvor græsset skubbes ind mod midten, hvorefter man dasker den ovenfra med sin putter. Stikker man sin pitchfork ned, er det vigtigt, at man skupper ind fra siderne, for så er rødderne intakte, og græsset kan vokse. Næste morgen eller dagen efter igen, kan man stort set ikke se mærket igen.

- Mange glemmer det, når de har lavet et nedslagsmærke. De er så opslugt af spillet og af at komme videre. Nogle står også sådan, at de slet ikke ser nedslagsmærket i deres puttelinje. Det er sjovt, for hvis jeg stillede mig ned til hul 18 og spurgte samtlige, om de havde husket at rette nedslagsmærker, så ville 95 procent sige ”Ja, jeg har i hvert fald taget flere end mine egne”. Men det ser ikke sådan ud derude på banen, smiler Morten Terkelsen. Så er der tørv, som man kan slå op, når man rammer jorden i sit slag. Tørv hedder kun tørv, når der er rødder med i græsstykket. Så kan det gro videre, og derfor er det vigtigt, at man får lagt det ned i jorden igen og trampet til. Glemte tørvehuller giver ikke kun åbne sår på banen, men også dumme huller for spillerne at finde deres bold i. - Jeg ville da gerne, at jeg havde et par mand til at gå rundt for kun at ordne nedslagsmærker og lægge tørv på plads. Så kunne vi spare mange kræfter. Men det er vist kun i de sydlige lande, at der er ansat mange nok til, at man kan tillade sig sådan en luksus. Dernede

ryster de jo på hovedet, når de hører, hvor få vi er til at passe en golfbane i Danmark. Herhjemme er vi meget afhængige af, at spillerne retter nedslagsmærker og lægger tørv på plads, siger Morten Terkelsen.

DGU-DOMMERE PÅ MARBÆKBANEN Endnu en udfordring for banerne er de insekter, som til tider er mindst ligeså begejstret for den velplejede grønsvær, som golfere er det. 2015 er dog indtil nu sluppet uden om de større angreb. Der har været en lille sværmning af gåsebiller i maj og juni, og måske var der lidt flere end sidste år, men endnu har der ikke været de gule pletter i græsset, som er karakteristiske tegn på gåsebillelarve-kolonier. Der har også været nogle stankelben. Men måske takket være sidste års behandling af greensene for stankelben, er antallet under kontrol. Forebyggelsen af stankelben bliver foretaget fast hvert eneste år. - Derimod har vi ikke gjort noget forebyggende i forhold til gåsebillerne. Vi har jo ikke ret mange sprøjtemidler, vi må bruge, men vi har trods alt ét middel mod gåsebiller – ”Meritten” hedder det – men det må vi så bare ikke bruge, når de først er kommet. Generelt må vi stort set kun bruge midler forebyggende, og det synes jeg er helt fjollet. Det var da bedre, at man kunne bruge midlerne, når man kunne se, at noget kunne gå hen og blive et problem, i stedet for bare at pøse det ud i naturen uden at vide, om det er nødvendigt, siger Morten Terkelsen. Sådan er det at være greenkeeper. Nogle gange må man tage chancer, og så går det godt nogle gange, mens det desværre andre gange går mindre godt. Ifølge de DGU-dommere, der i august var rundt at bese Marbækbanen forud for danmarksmesterskabet for hold i september, går det ret så godt for banerne for tiden. De meldte sig i koret af de mange, der i 2015 har rost banerne for deres tilstand. En ros, greenkeeperne glæder sig over, ligesom DM’et i sig selv har pirret deres faglighed, for banen skulle helst stå smukkere end nogensinde, når de mange spillere fra nær og fjern dukkede op for at dyste på Esbjergs kendte bane. - Sådan et danmarksmesterskab er da helt sikkert noget, som vi greenkeepere går op i, og hvor vi bare vil have banen til at stå helt perfekt. Vores luksusproblem i år er jo så, at hvis du kigger på banen, er der ikke grund til at gøre særlig meget ekstra. Det er det samme, når vi holder Company Day herude. Så er der ikke nogen, der kommer hen til mig og siger ”Så, nu skal vi sateme have banen op at stå”. Det er der ingen, der gør. For folk den står der jo allerede. Så flot. Så det har været et godt år i år, siger Morten Terkelsen.

REGELUDVALGET INFORMERER: Et ofte stillet spørgsmål om hvilke afstandsmålere der er tilladte, har vi lånt svaret på hos USGA og oversat til dansk ,så dette spørgsmål hermed skulle være afklaret.

Hører man til dem, der finder det sjovt at lave sin egen marmelade eller sin egen snaps, er det bare om at svinge fletkurven på armen og begive sig ud på golfbanerne. Langs fairways gror et bredt udsnit af naturens spisekammer, og det er tilladt at plukke alt fra svampe til surbær. En af dem, der af og til agerer ”golfbane-gastronom” i sit køkken, er områdets tidligere plantør, Claus Løth. Vi tog med ham på en gåtur for at få gode råd. Af Mai Møller Christensen

Kønt ser det ud, når rønnebærtræernes orangerøde toppe træder frem blandt efterårsløvets grønne og brune nuancer. Og yndefuldt smyger den lilla lyng sig ind i naturens panorama. Som et lag doucet øjenskygge midt i farvespillet. Marbækbanen og Myrtuebanen med deres naturpotpourri er en fryd for øjet. Hvad lidt færre måske tænker over, er, at de også er en fryd for ganen. Netop rønnebærrene og lyngen er bare to af mange planter, som man med lidt kendskab og snilde kan forvandle til mad og drikke. Men hvad kan bruges, og hvordan gør man? KlubBladet er trukket i vandrestøvlerne og taget på tur med Marbæks tidligere plantør, Claus Løth, for at lære, hvordan man bringer golfbanerne hjem på spisebordet. Som en af EGK’s nærmeste naboer kommer Claus Løth stadig meget i området, nu blot helt privat, og han elsker selv at eksperimentere med forskellige planter i madlavningen. Han er da heller ikke gået mange meter på Marbækbanen, før han begejstret slår ud med armene i retning af en glansbladet hæg. Det er en kirsebærart, som får kulsorte bær, når de er modne.

SPIS OG DRIK DIN GOLFBANE

- Bærrene fra glansbladet hæg er noget af det bedste, man kan lave en bitter på, synes jeg. Man tager en flaske Brøndum-snaps eller en vodka, fylder cirka en tredjedel af flasken med bærrene og hælder 2-3 teskefulde sukker i. Så lader man det stå lidt – ikke nødvendigvis så lang tid – og så har man den lækreste drik, der har fået en mørk farve efter bærrene. Nogle kalder det en rigtig damesnaps, og min kone og jeg kan i hvert fald godt lide den, smiler Claus Løth. Hæg-snapsen laver de hvert år, ligesom porse-snaps også er obligatorisk i deres ”hjemmebryggeri”. Man skal vente, til bærrene er helt modne og fuldstændig sorte, før de kan bruges. - Der sker det, at spritten trækker smagen ud af den kerne – kirsebærstenen – som sidder herinde i. Så får man den der mandelagtige smag, som kirsebærstenen har. Det er simpelthen det bedste. Serotina kalder vi den på latin. Prunus serotina, siger Claus Løth hen for sig og ser et øjeblik ud til at glemme, at han ikke er i selskab med latinkyndige naturentusiaster som han selv.

HEFTIG RÆVLINGJUICE Det er fuldt tilladt at plukke bær og andre planter i Marbæk, så længe det sker inden for rimelighedens grænser og kun til eget privatforbrug. Claus Løth møder ikke sjældent folk på ”plukketur”, når han går rundt i området, men landjordens samlere er i skarp konkurrence med luftens bærelskere: Fuglene. - Man skal sørge for at være over bærrene, så snart de er modne, for ellers æder droslen dem. De elsker både hægen, sortebærrene og mange andre bær. Og de har sjovt nok altid styr på, hvornår det er modningstid, smiler Claus Løth og stopper ved en rævling med mange sortebær på. Sortebær kan man også putte i sin snaps, men de smager ikke af så meget. Da Claus Løth engang prøvede at lave sortebærgrød, måtte han først samle rigtig mange sammen, og efterfølgende var det så som så med smagsoplevelsen. En anden mulighed er at lave sortebæris. Uanset hvad skal man være klar over, at sortebær har en fantastisk evne til at afgive farve, og Claus Løths margretheskål har stadig sort farve i alle sine små ridser efter dengang med sortebærrene.

- Nå ja, og så er der jo rævlingjuice ikke at forglemme. Jeg var engang i Finland, hvor vi var oppe på et højt bjerg, og der fik vi serveret en drik, som viste sig at være rævlingjuice. Dog med nok lige så meget vodka, som der var rævling i. Men det smagte udmærket, fortæller Claus Løth.

RØNNEBÆR KAN ANDET END AT PYNTE Næste stop er et rønnebærtræ. Måske umiddelbart et bær, man vil lade blive på grenen og overlade til solsorten at spise. For sur er den jo. Men der kan sagtens laves en lækker rønnebergelé eller rønnebærsnaps af dem. - Det er et fantastisk bær. Så meget saft der er i! Det er en god idé lige at smide dem i fryseren først, inden man koger saft af dem. For så dannes der bitterstoffer, ligesom når kartofler får frost, og så kommer de sødere stoffer også frem. Det samme kan du gøre med slåen, siger Claus Løth. Saften fra rønnebærrene kan bruges som ren saft eller som rønnebergelé. Man kan også blande dem med æbler, som ikke engang behøver at være modne. Endelig kan man lave en bitter af rønnebær. En rønnebærsnaps. Rønnebær, rølliker. Hvis man vil eksperimentere, kan alverdens planter bruges til at lave en god ”bjesk”. Mere nu-og-her-spiselig er brombærrene. Alle brombærbuskene på Marbæk er vilde. De har sået sig selv,

og de er blevet taget varmt imod af golfpillere, der lige kan snuppe sig en håndfuld bær hist og her. Denne dag, hvor KlubBladet er på tur med Claus Løth, er der endnu lidt tid til den helt store modningsperiode. Men Claus Løth standser ved en busk og varsler, at det er op over. - De her er lige ved at modne. De er ikke helt sorte nok endnu. Men der kommer mange i år, for de har fået vand nok, og der kommer også meget vand her i nat eller i morgen. En ordentlig ladning, siger den garvede plantør. Lige så nemt, som det er at lave sin egen syltetøj eller marmelade af brombær, lige så oplagt er det at komme med på hyldebølgen. Ikke sjældent bliver man i sommermånederne budt på venners hjemmelavede hyldeblomstsaft på terrassen. Det gør man også hos Claus Løth og hans kone. - Jeg har en fortræffelig opskrift på, hvordan man kan bruge hyldeblomsterne til drinks. En lækker og ikke særligt stærk sommerdrink. Man tager noget hyldeblomstdrik og putter 4-5 dele tonic deri. Og så en lillebitte sjat snaps og 10-15 stænk Angostura-bitter og nogle isterninger. Det er bare godt, det kan jeg sige dig. Jeg lavede den for nylig til nogle gæster, vi havde nede i sommerhuset. Claus Løth klapper stammen af det hyldebærtræ, han er stoppet op ved. Man skal plukke blomsterne, lige efter at de er sprunget ud. Her er der mest pollen i, og det

Er man mere til det traditionelle, skal man i stedet for at kigge op i grangrenene, vende blikket nedad. I grøftekanten langs hul 2 spotter Claus Løth en strimmel vilde skovjordbær, og de er også at finde andre steder på banerne. Lækre er de. Et lille bær med en stor smag. Og fuglene er sikkert dem, der stå bag, for via deres ekskrementer bliver planters frø sået hist og her.

giver afsmag. Derudover bliver hylden populær igen senere på sæsonen, når bærrene kan plukkes og blive til saft og suppe. - Har man dårlig hals, er hyldebærsaft bare godt. Jeg drikker selv meget af det. En gang varm hyldebær, det er bare lækkert, siger Claus Løth.

KOGLEVIN OG MIRABELLATÆRTE Lidt efter passerer vi endnu en plante med helbredende effekt. Det er øjentrøsten, der gemmer sig i stiens græskant, mellem kløveret og musevikkens smukke lilla blomster. Øjentrøst brugte de gamle munke til at hele noget ved øjet, men den slags tør Claus Løth trods alt ikke begive sig ud i. Til gengæld samler han lidt efter en kogle op, og her har han begivet sig ud på dybt vand. Engang. - Kogler og grannåle kan man jo også bruge til madlavning. Selv prøvede jeg engang at lave noget bitter af en af ædelgranarterne. Men det kom til at smage af harpiks, og det kan jeg ikke lide. Jeg har stadig flasken stående, på 10. eller 15. år, og der er ikke svundet ret meget i den. Men man kan altså godt, og måske var jeg bare uheldig, smiler Claus Løth. Andre laver marmelade på kogte grankogler, og i bogen ”Spis din gran” er der et utal af opskrifter på at lave de stikkende nåletræer om til delikatesser.

Det samme gør flere pattedyr. For eksempel gætter Claus Løth på, at det kan være ræven, der har sået den samling mirabellatræer, som står og svajer i vinden ved hul 2. - Ræven æder mirabellaerne, og når de så skider rundt omkring, spirer nogle af frøene. Hvis altså ikke musene når at samle dem ind, for de udnytter kernen i frøet som et næringsforråd om vinteren. Så gnaver de bare hul på den ene ende af stenen. Selv spytter Claus Løth stenen ud, men nyder smagen af frugtkødet fra den populære frugt. Især det store mirabellatræ mellem hul 12 og 13 på Myrtuebanen fungerer som et godt pausested for mange golfspillere, så her vil flittige mus helt sikkert også kunne finde mange sten til deres forrådskammer. Mirabellaerne blomstrer i begyndelsen af april, og der findes et hav af forskellige arter. Nogle med meget smag, andre næsten neutrale. Frøene fra samme træ kan vokse op som 50 forskellige smagsvarianter. Af mirabella kan man lave tærter, marmelade, grød og kage, og man kan sylte dem, hvis man vil det. I det hele taget er golfbanerne rige på frugttræer. Claus Løth plantede i sin tid både blommetræer, pæretræer, æbletræer og kirsebærtræer rundt omkring i området. Udfordringen er, at rådyrene ofte går løs på frugttræerne, inden de er nået over bidehøjden. Selv hjemme i sin køkkenhave vandrer rådyrene ind og spiser Claus Løths planter. Nogle staniolstrimler, som han hængte op, kunne skræmme dem væk i starten, men dem blev dyrene hurtigt trygge ved, og så stod der igen 2-1 til de firbenede, da høstudbyttet skulle gøres op.

AT SPISE EN HUGORM En tudse kravler hen over stien. Det leder Claus Løths tanker hen på smagen af frølår, som jo er en sand delikatesse, men med Marbæks bittesmå frøer, og overvægt af tudser, bliver det nok svært at fremtrylle et ægte fransk gourmetmåltid på dén konto. I det hele taget skal man nok ikke satse på at spise dyrene, mener Claus Løth. Heller ikke hugormene, selv om han skam har erfaringer med, at de godt kan spises: - For mange herrens år siden var jeg soldat med en fra Thy. Da vi lå på øvelse på Borris Hede i en rigtig varm periode, fandt han på at tørre hedens hugorme og spise dem. Det er sgu rigtigt! Det havde han lært af sin bedstefar oppe i Thy, og jeg så med mine egne øjne, at han gjorde det. Han sagde, at det smagte udmærket, siger Claus Løth – som dog aldrig selv har smagt hugorm. Det skulle ellers synes let nok at fange dem, for Marbæks hugorme er vist blevet lidt magelige. En sommerdag for nogle år siden vandrede Claus og hans datter ud og ind af huset for at læsse en trailer, og hele tiden lå en hugorm bare dovent på dørtrinnet i solen og betragtede dem.

De vilde hybenroser har Esbjerg Golfklub til fælles med Old Course på Sankt Andrews, for her vokser hybenbuskene hele vejen rundt. Et andet fællestræ er ”golfplanten” gorse, også kaldet tornblad, som vokser enkelte steder på Marbækbanen. Den stikkende, tidsel-agtige plante, som får knaldgule blomster både sommer og vinter, er dog ikke til at spise – med mindre man er en pony i New Forest i England, for de gnasker dem med største vellyst. Udtræk af gorse skulle desuden lindre på håbløshed og fortvivlelse. Det skriver de på hjemmesiden for Bachs Blomstermedicin, hvor man kan bestille gorsen hjem som dråber, der skulle give et lysere humør. Så måske enkelte golfspillere kunne forsøge sig med at dufte lidt til gorsen, hvis spillet går ad Hekkenfeldt til?

Snegle er der også i området, men ikke de spiselige vinbjergsnegle, desværre. Kun de ”sorte negle” og ”dræberneglene”, som Claus Løths lille barnebarn kalder dem. Han har ikke helt lært at sige S endnu.

Gorse rimer på porse, og Claus Løth har nu spottet netop porsen nede ved hul 4, tæt på søen. Den lave, løvfældende busk forstår at udnytte luftens kvælstof, hvilket gør den i stand til at leve på meget udpinte og sure jordtyper. Endnu mere interessante er dog dens kirtler, der afgiver klæbrige, duftende stoffer. Det er dem, der har gjort porsen så populær som smagsgiver i øl og snaps.

- Her er hyben! Det er godt at have her til vinter! udbryder Claus Løth.

Claus Løth begynder da også straks at gnubbe et porseblad mellem sine fingre.

Han står ved et stort træ og plukker nogle hyben, mens han fortæller løs. Selvfølgelig har Claus Løth som yngre været en af dem, der lige skulle eksperimentere med hybenplantens ”kløpulver”, der jo er noget så infamt at få på ryggen. Hyben kan både syltes, med eller uden andre frugter. De kan herefter bruges i sylteprodukter som gele, marmelade og syltetøj. Man kan bage muffins, kager, småkager og brød med dem. Og man kan lave sig en lækker snaps, te, punch eller vin med hybensmag. - Man skal plukke dem, når de cirka har den her farve. Sådan orangegule. Bliver de mørkerøde, er de ikke til at have med at gøre. Men når de har den her konsistens, som de har nu, er de lige til at lave lækkerier ud af, siger Claus Løth. - En mulighed er også, at hvis man tager knopperne, inden de springer ud, og hvor de er helt lukkede, kan man enten have dem liggende i en skål eller trække dem på en tråd. Så dufter de helt vildt, og det bliver de ved med i lang, lang tid. Den der meget specielle og fine rosenduft, siger Claus Løth henført og snuser til de karakteristiske tykke rosenknopper i sin hånd.

- Her er der så mange, at man faktisk forsøger at få lidt bugt med dem. Nogle steder har man knust hybenbuskene. For den spreder sig så meget, at den er noget nær lagt for had i Danmark efterhånden, siger Claus Løth.

- Det er altid en god prøve at lave med alle planter. Duften giver et praj om smagen. Porsesnaps har et rigtig godt ry. Man tager bare en kvist og putter den i en flaske Brøndum eller en anden smagsneutral snaps og lader det stå. Så kan man se, at det tager farve. Og alt efter om man synes, det er for skarpt i porsesmagen, så tager man bare kun nogle få dråber i sit snapseglas og fortynder med Brøndum, før man drikker det, fortæller kenderen. Med sukker kan man tage det allerskarpeste af smagen, hvis man vil det. Ligesom med hægen får snapsen så en mere likøragtig smag. Og man behøver såmænd ikke rengøre porsen synderligt, før man bruger den. For skulle der komme en lille orm eller andet med, så dør det helt sikkert i spritten. - Og hvem ved, måske er det en smagsforstærker? Jeg er jo nordjyde, og i gamle dage på Hirtshals Kro havde de bitter med enebær og malurt. Deroppe brugte man malurten fra tør jord, for som man sagde: ”Den er god, for den går hundene og letter ben op ad. Så får den en ekstra skarp smag”, ler Claus Løth.

GORSEN OG PORSEN

EN SUNDHEDSPERLE

Hyben, som også kaldes Kamtchatka-rosen efter sit russiske ophav, finder man både på selve golfbanerne, men også ude langs med stranden, hvis man går fra Myrtuegård og vestpå.

Turen er ved at være slut. På vej tilbage standser Claus Løth op ved et par svampe, som dog ikke er spiselige, men hvis man er en dygtig svampejæger, kan man sikkert finde birkerørhat, lærkerørhat og måske også Karl Johan-svampe i

området. Ligesom han stopper op og dvæler ved noget græs, som hedder blåtop, og hvis næringsrige jordstængler de fattige hedebønder i gamle dage malede en slags mel af, når kornhøsten ikke rakte. Det er begyndt at regne, men det ænser en naturmand som Claus Løth næsten ikke. I stedet fortæller han begejstret om en velbevaret hemmelighed, som han synes, mange flere burde kende – og benytte sig af. Marbækområdet har nemlig en lille perle kaldet surbær, som vokser rundt omkring og i stor stil nede på skydebanen ved siden af skovbørnehaven. Og surbærret kan godt blive det nye sort i sundhedsverdenen inden længe. - Den er absolut nummer ét, når det kommer til antioxidanter og alt det. Havtorn, som ellers har været højt besunget, bliver slået med mange længder, forklarer Claus Løth. I gamle dage blev surbærbusken plantet som en vejplante, fordi den også er en flot prydplante, og Claus Løth var selv med til at plante surbær i Marbæk i 1984. Dengang kendte han den ikke så godt som spisebær, men da han konstaterede, at fuglene åd dem, blev han nysgerrig. - Så samlede jeg en håndfuld, som jeg gik hjem og lavede syltetøj af, og det smagte faktisk udmærket, fortæller Claus Løth. Han og hans kone Karen Margrethe morede sig lidt, da Karen Margrethe en dag stødte på en salgsbod ude i et af de store varehuse. Her stod en sælger og gjorde reklame for den fantastiske aronia-æblejuice, hvor aroniabærrene stammede fra Nordamerika og var blevet brugt af indianerne. - Men aronia er netop det latinske navn for surbær, og Karen Margrethe sagde til sælgerne, at ”det der bær kan vi da bare gå hjem i haven og plukke”. Det troede sælgeren ikke på. Det kunne ikke passe, ler Claus Løth. Men den er altså god nok. Surbærbuskene gror i Marbæk. De er næsten helt sorte og sidder lidt i klaser ligesom rønnebærrene, og man kan lave alt fra marmelade til saft og vin på den sunde, sunde frugt. Regnen er taget til, og mens Claus Løth stadig ikke lader sig mærke med noget, må KlubBladets journalist nu give efter for trangen til at komme inden døre. Med hovedet fuld af tusind opskrifter – heriblandt også metoden til at tappe birkevand ud af en træstamme ved at bore et hul – og med lommen fuld af alt fra jordbær til porsekviste, takker undertegnede af. Det er tid til at

handle ind til aftensmad. Og var det ikke for vejret, kunne man jo nærmest lige så godt gå på ”indkøb” på golfbanerne i stedet for i supermarkedet.

Endelig - kom opr ykningen

I to år har det været lige-ved-og-næsten, og Esbjerg Golfklub har måttet forære sin medbragte champagne væk. Men i år kunne boblevandet endelig flyde. Esbjerg Golfklubs førstehold vandt 11-7 over Århus-spillerne og er nu endelig tilbage i 1. division. Dog først efter en nervepirrende dag, hvor EGK ved frokosttid var bagud 4-2 og måtte finde ”Varde-håbet” frem. Af Mai Møller Christensen Sejrsbrøl. Champagne. Og hjemmelavet kransekage og krammere og mere jubel. Brundtland Golfcenter i Toftlund lagde græs til, da tre års uforløst esbjergensisk vinderlyst lørdag 5. september blev sluppet løs, og begejstringen overmandede de koncentrationsspændte golferkroppe. Endelig lykkedes det at kæmpe sig vej til en oprykning, så Esbjerg Golfklubs førstehold nu hører til i 1. division. Et Esbjerg-hold bestående af Jonas Lykke, Jonas Terp, Nikolaj Puggaard Rachlitz, Sebastian Søndergaard, Jeppe Bank Olesen, Lars Juhl og Ben Tinning og med Lars Thomassen som holdkaptajn, vandt over Århus Golfklub med resultatet 11-7. Inden da skulle Esbjerg-spillerne dog igennem en nervepirrende formiddag. Det var, som ville skæbnen forhindre, at de vidste sig alt for sikre på resultatet. - Måske var det nerver der i starten. Vi var allesammen så opsatte på at vinde. Meget opsatte. Jeg havde det sådan, at jeg ville vinde i år. Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad der ellers skete. Jeg ville bare vinde. Sådan tror jeg også, at de andre havde det, siger 21-årige Nikolaj Rachlitz. Både i 2013 og 2014 har holdet været tæt på en oprykning. 1. division har ligget og glimtet lige for snuden af dem, og holdet drog afsted til den afgørende match med en tro på, at det skulle ske. Des større har skuffelsen været, når det alligevel ikke lykkedes. I 2013 tabte spillerne til Juelsminde i Aalborg. I 2014 til Silkeborg i Herning. - Derfor er det også sådan en dejlig ”Endelig er det sket!”følelse, man har i kroppen nu. Når man har været i oprykningsspil de sidste to år, hvor det ikke er lykkes, så har man virkelig brug for det. Jeg tror, vi allesammen havde den tilgang til det, at i år var vores år. Vi har kæmpet hårdt for det, siger Nikolaj Rachlitz. Holdkaptajn Lars Thomassen fortæller, at han havde en god fornemmelse i maven forud for matchen: - Vi var klar, og vi havde haft en god divisionsweekend

inden, og træningen var gået godt op til. Jeg synes, de spillede meget op til den her runde. De var virkelig engagerede og parate. Og så glædede de sig sindssygt meget allesammen, siger Lars Thomassen.

DE LAVEDE ”EN VARDE” Hans gode mavefornemmelse skulle dog ud på et par rutsjeture, inden sejren var i hus. Første tur kom allerede dagen før matchen, fredag 4. september, hvor himlen som bekendt åbnede sine sluser over store dele af landet. Mens Lars Thomassen stod i Esbjerg og så på gader og stræder, der sejlede i vand uden for hans vindue, ringede han nervøst op til spillerne, der var nede at prøvespille Brundtland-banen. Det var Nikolaj Rachlitz, han fik i røret, og Nikolaj stod kun i lidt støvregn i Toftlund, så han forstod slet ikke uroen i sin holdkaptajns stemme. - Lars lød bekymret og spurgte ”ER DER VAND DERNEDE?”. Jeg sagde ”Jeg ved ikke, hvad du snakker om, men nej.” Det var først, da jeg kom hjem til Esbjerg, at jeg tænkte ”Okay, det har godt nok regnet her”. Men jeg anede ikke, at det havde styrtet sådan ned, så det var kun Lars, der nåede at blive nervøs, smiler Nikolaj Rachlitz. Det var ikke en gennemblødt bane, spillerne mødte op på lørdag morgen, hvor den store dag endelig var oprundet. Oprykningsspillet mod Århus. Men Lars Thomassen – og resten af holdet – fik alligevel lov at mærke bekymringsrynken prikke i panden, da dagen startede med en træls pointfordeling. Ud af formiddagens tre foursomes tabte Esbjerg Golfklub de to. Sebastian Søndergaard og Jonas Lykke tabte på 16. hul, Ben Tinning og Lars Juhl tabte på 14. hul, mens Jonas Terp og Nikolaj Rachlitz vandt på hul 17. Ved pausen stod der 4-2 til Århus. - Selv den sidste match, hvor Jonas og jeg godt nok endte med at vinde, var lige lidt for spændende. Dem, vi spillede mod, holede hele tiden et rigtig langt put, hvis vi havde slået den tæt på. Vi startede med at slå den op til en ”givet” på hul 1, og så holede de lige 10 meter fra hullet, og sådan fortsatte det bare. Når vi slog en op til 30 centimeter, som

foto: Preben Schmidt vi gjorde på hul 1, så holede de en 6-10 meter. Så det var lidt træls, men vi vidste også hele tiden, at det ikke kunne fortsætte, siger Nikolaj Rachlitz.

tur, og på 18. hul delte han med en birdie. Ben Tining vandt på 14. hul. Og endelig vandt Nikolaj Rachlitz med 2-1 på hul 17. Det afgjorde endelig det hele til EGK’s fordel.

- Og vi vandt jo så også, men 4-2 var ikke lige det rareste resultat at gå til frokost på. Men på en eller anden måde var vi stadigvæk ved godt mod. Vi vidste fra den sidste divisionsweekend, at det hele godt kunne vende, selv om vi startede skidt ud med foursome. Vi er stærke i singlerne, siger Nikolaj Rachlitz.

Spændingen bliver for alvor intens under Lars Juhls runde. Her opstår der nemlig en diskussion med dommerne, da Lars Juhls bold umiddelbart ser ud til at være ’out of bounds’, men hvor det viser sig, at der mangle en hvid markørpæl, som plejer at være der. Så er bolden alligevel ikke ude. Lars Juhl kan selv huske det med pælen, fra da han en anden gang spillede banen, og da to dommere kommer til, mener den ene dommer også at kunne huske den pæl, fordi han selv var med til at rate banen i sin tid.

Da den sidste runde i danmarksturneringen blev spillet mod Varde Golfklub den 15. august, havde der stået ikke mindre end 6-0 til Varde efter formiddagens foursomes. Ganske nedslående og også ganske nervepirrende, for i denne match skulle det jo afgøres, om det var Esbjerg eller Varde, der gik videre. Men efter singlerne var resultatet ændret til 12-6 til Esbjerg. Samtlige singler blev vundet af Esbjerg Golfklub, og det var dét fantastiske forløb, spillerne mindede sig selv og hinanden om i frokostpausen i Toftlund den lørdag. Og så gik de bagefter ud og gjorde det samme igen. Fire af de seks singler blev vundet, en blev delt og kun én tabt. - Man kan sige, at det lyder jo forholdsvis overbevisende, men den ene match bliver vundet 2-1, og en anden bliver delt. Så det var tættere, end tallene viser, og det gik da hen og blev lige lovlig spændende. Men jeg synes klart, at det var os, der fortjente at vinde, siger Lars Thomassen.

DEN FORSVUNDNE PÆL Singlerne forløb sådan, at Sebastian Søndergaard vandt på 18. hul. Derefter vandt Jonas Terp på 15. hul, men så måtte Jonas Lykke se sig besejret på 16. hul. Så var det Lars Juhls

- Det gav en vældig masse snak, og dommerne var inde at kigge i ”decisions” og alt sådan noget. Det var lidt vildt. Men det ender med, at de afgør, at der skulle have været en pind, og at Lars Juhl derfor må spille bolden, fortæller Lars Thomassen. - Man kan sige, at det ikke havde været rart, hvis hele matchen var blevet afgjort på det. For selv om det var en klar dommerafgørelse, kunne nogle måske efterfølgende have gået og troet, at vi havde ”fået det hele forærende”. Men selv uden de point havde vi vundet, så det var en god følelse. Men det var også lidt skørt, at vi sådan skulle opleve det med pælen, ler Lars Thomassen.

”VI BRØLEDE VIST LIDT” Spillerne måtte også opleve, at dommerne holdt hårdt på 40-sekunders-reglen, hvor man skulle have afviklet sit slag inden for 40 sekunder, og at der i det hele taget var lidt ”stress” over stemningen, hvor de blev jaget på, selv om spilletempoet egentlig skred fint frem. Men intet af det hindrede dem i at stå med sejren 11-7, da sidste slag var slået. EGK var oppe i 1. division igen. Og armene var oppe over hovederne.

Nikolaj Rachlitz husker øjeblikket, hvor det blev afgjort: - Jeg må indrømme, at da Lars Juhl lige hev den der birdie ud af ærmet, så brølede vi andre vist lidt, derovre hvor vi stod. Vi var simpelthen så glade. Havde han tabt på hul 18, og havde jeg tabt min, så skulle vi have været ud i omspil. Men det slap vi for. Så stod vi pludselig der og var endelig rykket op. Det var helt fantastisk, siger Nikolaj Rachlitz. Lars Thomassens arme røg også ret højt op. - Det var bare dejligt. Vi var glade, og vi var trætte. Og vi holdt da en fest i bussen på vej hjem. Nogle havde været så letsindige at tage champagne med, så det fik vi også. Sidste år havde jeg taget champagne med, men der gik det jo den forkerte vej, og jeg måtte forære champagnen til Silkeborg. Så jeg valgte ikke at tage det med i år, ler holdkaptajnen. En af spillernes mor havde bagt kransekage, og ud over holdet var der også deres backing group fra Esbjerg at fejre sejren med. En lille flok venner, familiemedlemmer og andre støtter var taget med for at være tilskuere til matchen, og de kunne nu glæde sig sammen med de stolte oprykkere. Nikolaj Rachlitz fremhæver særligt Bo Sørensen, som altid kommer ud og ser holdet spille, uanset hvor og hvornår.

NU ER DET NYE TIDER Tilbage i Esbjerg er pokalen i form af et sølvbæger med indgravering blevet sat i montren, som det sig hør og bør. Esbjerg Golfklub er tilbage i 1. division for første gang i syv år, og de har ”snuppet pladsen” fra Breinholdtgård, som er røget ud, og dermed er Esbjerg Golfklub nu den førende klub i området. Men nu venter også hverdagen, hvor holdet pludselig er blandt spillere af en anden kaliber, og hvor der skal kæmpes hårdt for at bevare fodfæstet deroppe. Det er træner Ben Tinning slet ikke i tvivl om: - Vi er i hvert fald ikke favoritter. Vi får noget at se til. Det bliver markant sværere nu, for 1. division er noget meget andet end 2. division, og vi er ikke der, hvor vi skal være, endnu. Det er vigtigt, at vi træner mere, end vi gør i dag, og at vi får noget konkurrence, så folkene omkring førsteholdet ikke kommer til at føle sig for sikre. Vi trænger til at blive presset til det yderste, siger Ben Tinning. Lars Thomassen er helt enig i, at der skal kæmpes meget for at beholde pladsen: - Vi kommer til at møde hold til næste år, hvor der er nogle stærke profiler. Vi kommer til at møde et Silkeborghold, som råder over en Morten Ørum Madsen, der er Europatour-spiller. Og højest sandsynligvis kommer vi i pulje med Ikast, der har den næstbedst placerede danske spiller fra Made In Denmark, Mads Søgaard. For ikke at tale om et sønderjysk hold, der er rigtig bredt og stærkt. Så det bliver svært for os, siger Lars Thomassen. - Ja. Verden er så lille, at en Europatour-mand som Morten

Ørum sagtens kan ende med at stille op herude næste år. Du kan se ham i fjernsynet om fredagen, og hvis han så ikke har klaret det så godt i den turnering, kan han stå herude på Marbækbanen om lørdagen. Det bliver da lidt sjovt. Han spillede jo på Breinholdtgård sidste år, så jeg tror da godt, vi kan regne med at komme til at møde ham herude, siger Lars Thomassen.

VIL KLUBBEN BAKKE OP? Elitespillernes evner er den ene del, der skal til, for at 1. divisions-eventyret får lov at folde sig lykkeligt ud. En anden del er opbakningen fra klubben. Moralsk såvel som økonomisk. Det er Ben Tinning og Lars Thomassen også opmærksomme på. - Vi har et rigtig godt hold nu, hvor vi dels har nogle unge spillere, som er blevet ældre og stærkere. Den ungdomslinje, vi har valgt at satse på, slår igennem nu. Et par helt unge og så et par, som går på videregående uddannelse. Og sammen med dem har vi nogle etablerede spillere i Ben Tinning og Lars Juhl. Det er en god cocktail, og de har et supergodt sammenhold. Men det er samtidig vigtigt, at klubben står bag, for ellers kan vi ikke udvikle os. Det springende punkt ved det er, om der følger penge til flere træningstimer med oven på sådan en succes, siger Lars Thomassen. Ben Tinning nikker: - Det er vigtigt, at klubben sætter sig et mål om, hvad de vil med deres elitehold, og hvor lang tid det må tage. Det skal jo også være klubbens mål, for ellers har vi ikke baglandet til at gøre det. Esbjerg Golfklub er en stor klub, som skal dække alle facetter ind. Både juniorer, seniorer, elitespillere, og så hele delen med at få skabt et socialt fællesskab. Det er vigtigt, når vi er så stor en klub. Men jeg håber, at der også er plads til at satse på et elitehold, som nu er rykket op, siger Ben Tinning.

ET DAMEHOLD UNDERVEJS Han mener også, at Esbjerg Golfklub kan komme langt, hvis man hele tiden fokuserer på de muligheder, der ligger foran én. For eksempel kan han ved sin kids-træning konstatere, at ikke så få små piger er vilde med golf. - Hvorfor har vi ikke et dame-elitehold i Esbjerg Golfklub? Det skyldes, at der ikke er ret mange elitedamer. Men når vi så kigger på de helt små spillere, så har vi et damehold. Vi har en god gruppe piger på 6-7 år, som elsker golf, og hvis både de og vi holder fast i en målrettet kurs de næste 10 år, så har vi et damehold igen. Klubben skal lære at tænke så langsigtet og at sætte sig den slags mål, siger Ben Tinning. Hos formand Per Fisker er stoltheden og begejstringen over oprykningen stor: - Jeg vil ønske vores elitehold, ja hele klubben, stort tillykke med den flotte oprykning til 1. division. Det viser en fantastisk viljestyrke og moral, at holdet har kæmpet sig derop.

En oprykning er en ny udfordring for klubben, og jeg finder det både vigtigt at holde holdet samlet og at forøge træningsindsatsen og deltagelsen i turneringer. Og så synes jeg, ligesom Ben og Lars, at det kunne være rigtig dejligt, hvis vi også kan få et damedivisonshold igen i fremtiden, siger en glad Per Fisker. Der er altså hele vejen rundt stor glæde over være i 1. division. Sølvbægeret i montren er vigtig. - Så lille en ting, så stor betydning, smiler Ben Tinning. Og hvor de to ”gamle” realister – Ben Tinning og Lars

Thomassen – godt kan være lidt spændte på fremtiden, er der helt anderledes skråsikkerhed at hente i ungdommens ukuelige verdenssyn. Nikolaj Rachlitz har planerne klar: - Altså nu skal vi jo lige blive i divisionen et par år, og så venter elitedivisionen jo på os. Den må blive det næste, siger han med et stort smil og overbevisning i stemmen.

PÅ JOMFRUFÆRD I ”HULLELAND” Alle golfspillere har prøvet det, og mange kan nok stadig huske det. Den aller-allerførste tur på en golfbane. For nylig oprandt den store dag for endnu et kuld begyndere i Esbjerg Golfklub, og KlubBladet var med, da de spillede deres første huller på Myrtuebanen. Det skete med glæde og sjov. Men også med krampagtige greb om køllerne og med tankerne fulde af, hvorfor flaget står så umenneskeligt langt væk, hvorfor der er alle de regler, og hvorfor man dog ikke bare taler dansk.

-Jeg forstår det ikke! En kvinde kommer hen til begyndertræner Ib Voss, allerede inden han er steget ud af buggyen. Det er en torsdag aften klokken 18 på Myrtuebanen, og det er Den Store Aften, hvor et begynderhold skal slippes ud på græs for første gang. Godt nok har de lige snuset lidt til par3-banen i sidste uge, men de har aldrig før været ude på den ”rigtige” golfbane. Først nu skal det vise sig, om al den teori og alle de regler, de er ved at kæmpe sig igennem, har været det hele værd. For hvordan er det egentlig at spille golf? Sådan rigtigt? Spændingen, nysgerrigheden og forventningens glæde nærmest dirrer i luften, hvor den lille flok står og prøver at hitte rundt i deres scorekort. Kvinden, der er kommet hen til Ib Voss, kan ikke helt greje, hvordan hun skal dele de ekstra begynderslag ud på de 18 huller. - Du har 50 i handicap. Hvor mange slag var det, at det gav? spørger Ib Voss. - Det var 46.

Af Mai Møller Christensen

- Rigtigt. Hvis du så deler dem ud på alle hullerne, og de tildelte slag skal fordele sig på de 18 huller, så er det bare at fylde op. Sådan her, se... , siger Ib Voss og viser systemet.

- Nåårh! smiler kvinden. Der er ikke så få informationer, man skal kunne lagre i sit hoved som ny golfspiller. Og ikke nok med, at man skal kunne huske dem. Man skal også hive de rigtige informationer frem og anvende dem på de rigtige tidspunkter herude på banen. For ikke at tale om, at man skal kunne turde tro på, at man nogensinde kommer helt hen til flaget. To af begynderspillerne, Helle Tange og Ruth Lene Jensen, står ved teestedet på hul 1 og spejder hen mod hullet, mens deres ansigter siger det hele: Der er godt nok langt derhen!

MARKØRNAVNE OG TEE-REGLER De to begyndertrænere, Ib Voss og Ole Zorn, fordeler begynderne i to grupper, så nogle går med Ole hen for at spille nogle andre huller, mens resten bliver hos Ib Voss på hul 1. To af dem er Helle Tange og Ruth Lene Jensen. De har det sådan lidt første-skoledags-agtigt. Tøjet og udstyret stråler forventningsfuldt, men inden i er der usikkerhed og tvivl på egne evner. - I aften er jo første gang, vi er herude. Hvor der er så langt. Min mand har spillet i 22 år, men jeg har aldrig prøvet det. Jeg har faktisk aldrig før ønsket at spille golf, fordi jeg syntes, det var så vanskeligt og uoverskueligt. Men så tænkte jeg alligevel her for nylig, at jeg gerne ville prøve noget nyt, og så kom min mand pludselig med et avisudklip omkring begynderholdene, siger Ruth. Helle nikker. - Vi er meget, meget grønne. Jeg er i hvert fald meget, meget grøn. Så bare det at ramme den er en stor bedrift. Jeg kom med, fordi jeg altid har ønsket at finde ud af, om det var noget. Min mand spiller også, men det var nu ikke derfor. Jeg ville se, om det var mig. Og umid-

delbart synes jeg, at jo mere jeg kommer ind i det, jo mere glad bliver jeg for det, smiler Helle. Ib Voss kalder gruppen sammen. Nu skal spillet i gang. - Skal vi bytte scorekort? Hvem skal jeg give mit til? spørger en kvinde. - Der er da ikke plads til at skrive markørnavnet noget sted på kortet, siger en anden. - Hvem skal jeg være sammen med? spøger en tredje. Ib forklarer, at man ikke behøver at skrive markørnavn på, da navnet jo står oppe i hjørnet, og han svarer også på alle de andre spørgsmål. Så fortæller han lidt om, hvorfor man ikke skal tee’e op, før man er klar til at slå ud. Det kan forvirre andre spillere, der er længere fremme, og som måske ser sig tilbage og bliver utrygge ved, om man er ved at slå ud. - Ej, jamen hvorfor skulle de da se sig tilbage og kigge helt herned? ryger det ud af Ruth. Helle ler. - Nej, men det er nok rigtigt, som han siger. Det kan vel også være nogle andre på banen, som har brug for at kunne se, hvor du er i dit spil. Og så er det vel også bare reglerne, og dem skal vi jo følge, siger hun og dasker kærligt til Ruth. - Nå ja, smiler Ruth.

MED KURS MOD SKOVEN Ib forklarer også, hvordan man normalt aldrig slår sin bold ud, før spillerne foran er nået helt ned på greenen, og flaget er taget op.

- Det er simpelthen for at lave en buffer, så der er lidt plads til at bevæge sig på. Nogle gange går det jo hurtigere end andre gange og med en buffer så kan ”slangen” rundt på banen få plads til at arbejde som en anden harmonika, siger Ib. - Sådan er det under normale omstændigheder, men nu kan I se, at der går nogle spillere rundt henne tæt på hul 1, og lige i aften tør jeg altså godt lade jer starte allerede nu. Jeg tror ikke, der er nogle af jer, der pisker en bold forbi dem dernede, siger Ib med et lunt glimt i øjet. - Men Helle skal du nu ikke være så sikker på. Hun skyder langt! siger en spiller. - Ej, nu holder du op! Det skal nok ende med, at jeg ikke kan ramme en skid i dag, ler Helle, mens hun går hen til teestedet. Hun er den første til at slå ud. Hun står og vipper nogle gange, men vælger så at lægge køllen ned og lade den pege i den retning, hun vil slå. Eller – som hun tror, hun vil slå. - Op mæ æ bouser! siger Ruth, da hun ser, at Helles bukser er ved at falde lidt ned. - Ja, jeg har glemt at tage min livrem på i dag... Ej, skal man virkelig stå og slå, mens I allesammen kigger på mig? Jeg får da aldrig rørt den bold, griner Helle. Ib kommer hen og lægger en trøstende hånd på hendes skulder, mens han smiler: - Når du nu er færdig med at tage tøj på og det hele, så prøv lige at kigge på din driver. Hvor peger den hen? - Den peger direkte ind i skoven, konstaterer Helle. - Ja, så hvis du vil det der med at pege, så skal du lægge den, så den peger i den rigtige retning. Prøv at dreje den lidt mod venstre. Sådan, ja. Det er meget bedre! - KLINK, siger det, da bolden letter fra tee. - Flot! siger Ib stolt.

BARNLIG GLÆDE Så er det blevet Ruths tur. Hun ser lidt bekymret på den driver, som Helle netop har slået ud med. - Skal jeg også bruge sådan en stor en, eller må jeg godt bruge min sekser? - Det er helt op til dig, Ruth, siger Ib. - Det hedder en driver, fniser Helle.

- Ja ja, alle de ord. Nå, jeg må vel til det, siger Ruth og stiller sig klar. Hun laver først et formfuldendt luftslag, hvor hun drejer hele vejen rundt om kroppen i en pirouette. Næste gang rammer hun og laver faktisk et flot, langt slag. Mens hun går hen til bolden, afslører hun, at det er lidt af en overvindelse for hende at være gået i gang med golf. - Du kan tro, jeg er nervøs, når jeg er herude. Har jeg nogen at spille med? Kan jeg nu finde ud af det? Hvad finder de nu på, at vi skal prøve? Heldigvis er jeg ikke helt så bekymret, som jeg var i starten. Nu begynder jeg ikke at tænke på det klokken 8 om morgenen mere. Nu er det først ved 15-tiden, hvor jeg skal være herude klokken 18. Og så siger jeg til mig selv: ”Nu skal du være sej og stå det igennem, Ruth. Du bliver jo bedre hele tiden”. Det er sådan, jeg tænker, siger Ruth. Helle og en anden kvinde har slået deres bolde ind i træerne. Ib forklarer, at de skal prøve at finde boldene, men samtidig hele tiden lægge mærke til, om der kommer nogen nede bagfra, som skal lukkes igennem. Mens Helle leder efter bolden, forklarer hun, hvordan alting ligesom falder på plads ved at komme ud på banen: - Vi bruger utrolig meget tid på det der med regler og etikette. Hvor du må gå, hvad du må samle op fra banen, ja alt muligt. Det er sådan nogle ting, hvor man tænker: Det er egentlig ubetydeligt, er det ikke? Men jo mere du går herude, jo mere kan man godt se, at det egentlig er ret nødvendigt med de regler, siger hun. - Jeg må sige, at golf er simpelthen bare dejligt. Sådan har jeg det nu. Men det er hårdt! Ryggen bliver brugt meget. Det ser ikke sådan ud, men du bruger dig selv utrolig meget, og bare det at få den op at flyve er utrolig svært og hårdt. Men når man så får den op at flyve, så er vi stadig så barnlige, at vi bare råber ”Juhuuu!”. I det samme råber en kvinde, at hun vist har fundet Helles bold. - Hva’ siger du? Om det er min? Ja, det tror jeg. Du skød længere ind, siger Helle. Den anden kvinde får bid igen. - Hov, der var den. Jeg plejer at sige, at jeg ikke kan finde den. Men nu kom jeg til at træde på den, og så rykker jeg den derhen, hvor jeg mener, at den lå, taler hun højt med sig selv.

TAL DOG DANSK De slår ud igen. Eller ”skyder”, som mange siger, når de er nybegyndere.

- Ja, kom. Du skyder bare! - Ja, nu skyder jeg så! Ingen af slagene bliver helt, som deres ophavsmænd ønskede det, men de er alligevel gode til at opmuntre hinanden. Og hjælpe hinanden med at holde styr på slagene. Hvilket viser sig at være en stor udfordring i sig selv.

Henne på puttinggreen lader Ib alle spillerne spille bolden helt i hul. Fordi det er en god følelse at høre lyden af bolden, som dumper i. Puttingen bliver et af de sandsynligvis mest højlydte, der er hændt på en puttinggreen. - Må jeg godt tage den op og se, om det er min bold? - Så, koncentrer dig, Ruth. Det så jeg godt, det der.

- Det var så mit slag nummer tre, siger Helle.

- Ej, hvor er det ringe! Satans!

- Nej, var det ikke dit nummer to?

- Men så tænkte jeg…

- Ej, jeg tror altså, det var nummer tre. Jeg kom jo ind i skoven. Jeg må hellere til at bruge min klikker.

- Schhh… Vi må jo ikke snakke her.

Helle tramper en græsklump på plads efter sit slag. Det er også en af de ting, hun ikke havde anet, at man skulle lære. - Ja, og hvis der så rigtig er kommet hul, så skal man reparere det med sådan en gaffel – eller fork hedder det vist. Det hele kører jo på engelsk her. Så ryger bolden ”out of bounds” og alt muligt. Så tænker jeg også ”Så snak da dansk!” griner hun. Ruth slår, og denne gang kommer der ikke en pirouette, men derimod et svuj med køllen, som hun lader til at fortryde og stopper midt i bevægelsen. - Er det et slag, når jeg gør sådan? - Nej, det er bare et spjæt bagud, beroliger Ib. - Du er for højreorienteret, Ruth, siger Helle.

- Ved næste tee skal bolden tee’s højere op, har jeg hørt. - Og hvorfor skal den egentlig det?

UUUUH’ETURNERINGEN Kvinderne snakker løs, mens de hygger sig med spillet. Da de kommer hen til hul 2, synes de, at flaget er endnu mere håbløst langt fremme. Og at der skulle være tale om at tage banen i fire slag lyder helt vanvittigt. - Har I set den green der? Den er lidt krum, er den ikke? siger Helle. De andre synes, at den er både krum og grum. - Den er stor i forhold til de andre i hvert fald, siger Ruth og kigger et øjeblik lidt modfalden ud over fairway. Så hanker hun op i sig selv.

- Ej, synes I ikke, det er hyggeligt, at vi er kommet over på en stor bane? Det er noget andet, siger hun glad. De andre nikker og smiler og knyr på. Det første hul tog dem en halv time at spille, hul to tager dem lidt længere tid. Helle har opgivet sin klikker, efter at hun nåede over de slag, hun måtte bruge. Hun fortæller de andre, at hun har købt sin egen lille puttingbane til haven derhjemme, og hun synes, det hjælper lidt på de ”lidt for meget medhjælpende håndled”. Ruth er bekymret over, at flaget er i hullet. - Men har bolden ikke sværere ved at komme i hul så? - Nej, for du er uden for greenen, og så må flaget gerne være i. Ib Voss fortæller, at den ting, der ofte volder nybegynder-golfere de største problemer, er det at holde rigtigt på køllen. Højre hånd giver ikke problemer, men for mange føles det helt akavet, når venstre hånd lægges på. - Vi siger, at man i hvert fald skal kunne se de to knoer. For hvis de ikke ligger sådan, kan du ikke lukke køllen. Omvendt så hvis du strammer for meget, så vil du have en tilbøjelighed til at lukke køllen. Det falder mange svært, siger han. Han kigger på det sidste hul, som holdet skal spille denne aften. Der er ingen andre spillere i farvandet, så han vil lige berolige sine damer: - I har god tid her, siger han. - Hvad er klokken da? spørger en spiller, der naturligt nok tror, at han taler om klokken. Det er målt, at nybegyndere typisk går mellem 10 og 11 kilometer for at spille de 18 huller på Myrtuebanen. Hvorimod rutinerede golfspillere går mellem 6 og 7 kilometer, når de spiller banen. Denne aften stopper holdet dog efter tre huller, for der skal også være tid til afslutningen oppe på klubhusets terrasse. Her venter en quiz med spørgsmål om at droppe og andre mærkelige udtryk, som begynderspillerne skal svare ja eller nej til. Men næsten endnu vigtigere skal der snakkes om næste uges lidt farlige begivenhed: Debuten ved Ugeturneringen. Når Helle udtaler det, kommer det næsten til at lyde helt Halloween’sk. Som ”Uuuh’eturneringen”. - Den der turnering er jeg og en af de andre begynderkvinder ved at få lidt grå hår i hovedet af at tænke på. Skal vi virkelig allerede dét? Der er der så ikke noget med, at man står med sin kølle og måler sigtelinien af. Og så kan vi risikere at komme sammen med nogle,

der bare er vildt gode. Men de siger, at det har en god effekt, funderer Helle, mens hun trækker sin bag med mærket ”Ny golfspiller”-skiltet op mod klubhuset.

”ETIKETTE-ÆVL” En anden nybegynder, Lars Høgholm, er også på vej op til klubhuset. - Jeg startede, fordi jeg har to svigersønner, der spiller golf, og så tænkte jeg ”Nu skal jeg sgu jorde dem i dét”, smiler han. Han har været distriktsleder i Varde i mange år og har altid dyrket sport, så han er vant til at bevæge kroppen. Alligevel er golf helt fremmed for ham, og han har aldrig fundet det spændende at se en golfmatch i fjernsynet. Det er simpelthen for langtrukket for ham.

- Men nu kan det da godt være, at man begynder at finde det spændende. Jeg kunne da i hvert fald godt bruge at få styr på de der skøre golfudtryk. Jeg kan alt inden for håndbold og fodbold, men det her er jo totalt nye ord. I det samme lyder der nogle råb bagude. Vi går stadig ude på banen på vej mod klubhuset, og Lars ser et øjeblik ret forvirret ud. Og husker så netop noget af det svære fra begynderundervisningen. - De råbte ikke det der ”fore”, vel? For det er vist dét, man skal råbe, hvis der kommer en bold susende, og man ser nogle gå længere fremme. Så skal vi dukke os. Men der bliver ikke råbt ”fore”, det er vist bare nogle højtråbende unge et sted i nærheden. Vi når op til klubhuset, mens Lars fortæller, at det også var en ret barsk omgang at lære regler og etikette. - De er godt nok grundige, og lige i starten tænkte jeg ”Hvad er det for en masse ævl om alverdens mystiske situationer?”. Men nu hvor vi er kommet i gang med at spille, kan jeg godt set, at det giver mening, at vi skal vide noget om alle afkroge af begrebet golf, siger han.

MIN MAND? NEJ TAK. Oppe på terrassen opstår der en lidt løssluppen stemning blandt de bane-nyindviede spillere. Ilddåben på Myrtuebanen er overstået. Hos kvinderne er der lidt snak om, hvordan man kan undgå at føle sig udenfor, hvis man ikke lige har én at være sammen med. Ligesom en kvinde forsigtigt spørger, om hun ikke nok må tage sit scorekort med hjem, for det er jo det første og skal i glas og ramme. Hos mændene bliver der grinet højt: - Så røg den lige ind dér! Så skulle vil til at lede efter den i gud ved hvor lang tid. - Han bruger jo kun halve slag! - Så når den ligger ude i roughen, så tager han sandjernet. - Han er sateme en livlig fætter. - Han danser afsted. - Hver eneste gang jeg slog mod skoven, kom den tilbage igen.

- Ja, jeg så, hvordan du ramte træstammen, så bolden fløj tilbage. Der bliver grinet og udvekslet oplevelser. Og Ib Voss og Ole Zorn fortæller en masse om Ugeturneringen, så de mest nervøse efterhånden begynder at slappe af ved tanken. Flere af kvinderne skal spille med deres mænd, men Helle er i tvivl: - Om jeg vil spille med min mand? Nej, det ved jeg fandme ikke, om jeg vil, ler hun. – Ej, han er nu rar, min mand. Men han ser os allerede på en bane i Sydafrika. Han har store ambitioner på mine vegne. Så jeg ved ikke, om han kan holde til at opleve mig på det her niveau, ler hun. Lars Høgholm vil godt lige sikre sig, at det kun er 9 huller, der bliver spillet ved Ugeturneringen. - For hvis det er 18 huller, skal vi altså have pandelamper med, griner han. Ib forklarer, at den første aften på Myrtuebanen er en aften, der skal trække tæppet lidt væk under spillerne. Pludselig er flaget flyttet langt-pokker-i-vold, og det har alle prøvet, og langt de fleste finder det svært. Ruth nikker og nævner, at der nu også var dejlige elementer ved at komme ud på en stor bane: - Al den plads at boltre sig på. Og så det at komme ud i naturen, hvor golfreglerne får en helt anden betydning, end når man sidder med det derhjemme. Jeg er jo en af dem, der synes, at golfreglerne er rigtig sjove. En skønne dag ender jeg vel også med at synes, at det er sjovt at slå til bolden, ler hun. Aftenen er slut. Der er opbrud. Glade farveller og venlige, drilske bemærkninger på vej ud. Helle sidder et øjeblik og tænker efter, inden hun rejser sig: - Altså jeg vil indrømme, at det er svært at spille golf. Sværere end hvad jeg havde troet, inden jeg kom herud. Alle de stillinger og så ”Hvor er flaget?” og man skal måles og vejes. Jeg tror ikke længere på, at jeg inden for et halvt år kan slå et par hundrede meter uden problem. Der er lang vej endnu. Men jeg vil så også sige, at jeg ikke havde regnet med, at jeg ville blive så begejstret over at få point. Jeg fik faktisk et point på par-3-banen i sidste uge, og jeg var jo så fuldstændig høj og kulret over det. Jeg kunne slet ikke køre hjem, ler hun.

MORTENS Mange esbjergensere blev på den ene eller anden måde berørt af det exceptionelt voldsomme regnvejr, der skyllede ned over byen fredag 4. september. Men hos greenkeeper Morten Terkelsen fik vandmængderne det til at løbe ham koldt ned af ryggen – og det var ikke bare af vand. For dagen efter regnvejret var der DM for hold i Esbjerg Golfklub. Det blev et døgn, han aldrig glemmer. Af Mai Møller Christensen Et danmarksmesterskab er ikke noget, man holder hver dag, og at Esbjerg Golfklub skulle være vært for danmarksmesterskabet for hold den 5. og 6. september var noget, der i lang tid havde stået på opslagstavlen hos greenkeeperne i Esbjerg Golfklub. Det var en dag, som fokus var rettet mod. Sedler havde været rundt, så man i god tid kunne skrive sig på til at være en del af den stærkt udvidede bemanding denne weekend. - Jeg havde kaldt syv mand ind ud over mig selv til om fredagen og otte mand om lørdagen for rigtig at shine banen op, fortæller chefgreenkeeper Morten Terkelsen. Marbækbanen skulle tage sig ud fra sit ypperste. Et DM er som et golfbanernes modeshow. Her ville komme nogle af landets dygtigste golfhold på besøg, og de skulle gerne tage afsted igen med en oplevelse af Esbjerg-banen som det mest flotte, lækre og velholdte stykke græs. I ugen op til DM skinnede solen. Begge baner stod flot. Det hele tegnede allerede til at blive godt, for med en ekstra energisk finish til sidst og et morgenhold både lørdag og søndag, ville Marbækbanen fremstå smuk som aldrig før. 48

Men så skete det. Hændelsen, som for mange blev en speciel og pudsig oplevelse, og for husejere med kælder noget ret så irriterende. For greenkeeperne i Esbjerg Golfklub var det en katastrofe. Regnen. Som væltede ned i tykke stråler allerede fra morgenstunden. Og endnu værre: Som blev ved. Og ved. - Det startede jo allerede fredag morgen, mens vi klippede greens. Efter halvanden time måtte jeg sende folk hjem. Det regnede så meget, at vi hverken kunne gøre fra eller til, siger Morten Terkelsen. - Som fredagen så gik, blev jeg mere og mere ked af det. Det må jeg indrømme, siger han.

BEKYMRINGSOPKALD FRA DGU For som om nogen havde glemt at dreje hanen rundt, fossede vandet ned fra himlen og lod sig slet ikke formilde. 108 milimeter endte der med at falde over Marbæk. Timerne gik. Morten Terkelsen tænkte på danmarksmesterskabet dagen efter. - Jeg blev derude. Jeg var faktisk i klubben til klokken 20 fredag aften. Jeg gik nogle ture ude på banen, men det blev bare værre og værre hele tiden. Jeg tænkte ”Hold da op!” Og så tænkte jeg på alle de planer, jeg havde haft lagt, og at det sgu var en dårligt valgt dag af de vejrguder. Hen på aftenen var han i kontakt med nogle af sine medarbejdere, og de talte om, hvorvidt de måske skulle møde ind til midnat og begynde at klippe greens dér. Det var der fuld opbakning til. Men Morten Terkelsen valgte til sidst, at de i stedet skulle mødes klokken 4 lørdag morgen. Der mødte han og de syv andre greenkeepere op ude i klubben. Morten havde ikke fået meget søvn. - På det tidspunkt havde der heldigvis været tørvejr i tre-fire timer, så det var muligt at klippe greens. Men der var godt nok vådt. Og mange vandproblemer rundt omkring. Pytter. Oversvømmede bunkers. Den slags. Jeg måtte jage nogle af mine folk ud i bunkers, hvor de skovlede vand op med håndskovle, så de kunne nå at blive spilbare inden klokken 7, fortæller Morten Terkelsen. Allerede fredag eftermiddag var han blevet ringet op af turneringslederen fra Dansk Golfunion, som godt

MARERIDTSDØGN kunne se, at vejret ned over Esbjerg ikke så godt ud. Hertil havde Morten Terkelsen kun kunnet svare ”Ja. Banen står under vand. Men jeg ved ikke, hvor længe det dog kan blive ved.” De var endt med at aftale at mødes lørdag morgen klokken 6 og tage bestik af situationen. I allerværste fald måtte mesterskabet aflyses, men håbet var i første omgang at nå langt med at lave sær-regler, som passede til den nye situation. Og da turneringsleder Carsten Jensen gav hånd til Morten Terkelsen lørdag morgen klokken 6, var begge de to herrer heldigvis mere rolige ved situationen. Banen var våd, jo. Meget våd. Og der faldt også 3-4 millimeter regn lørdag morgen. Men timerne uden vand og den massive greenkeeper-indsats fra morgenstunden gjorde det muligt at spille.

EN WEEKEND UDEN SØVN Så der blev flyttet huller, og der blev lavet nogle lempelser ved de huller, som stod med vand. Og så kunne der ellers smiles og bydes velkommen til de første DMdeltagere, der mødte op ved 6.30-tiden om morgenen. - Vi greenkeepere talte selvfølgelig meget om det internt. Men vi talte også om, at vi blev reddet lidt af, at vi heldigvis havde været så godt med allerede inden weekenden. Så selv om der var nogle steder, vi simpelthen ikke kunne klippe, som vi ellers gerne ville have klippet, så var det ikke noget, der visuelt betød så meget. Fordi det stod så godt i forvejen, siger Morten Terkelsen. Sådan prøvede han at muntre sig selv lidt op, og lørdag havde han det da også lidt bedre med det hele. Men gå hjem at sove kunne han ikke. Faktisk faldt hans chok-fredag sammen med hans sandsynligvis mest aktivitetstunge weekend nogensinde. For selv om han kun havde sovet en enkelt time lørdag nat, inden han skulle op klokken 2.45, var der ikke tid til nogen middagslur lørdag middag. Han skulle direkte videre til et åbent-husarrangement på Varde Kaserne, hvor hans søn er soldat for tiden, og efter åbent-hus-arrangementet nåede han kun at sove en enkelt time fra klokken 15 til 16, inden han skulle til klassefest med sin gamle folkeskoleklasse lørdag aften. Her begyndte han at være en anelse træt.

Men en genforeningsfest med folkeskolekammeraterne er nu vigtig, og Morten Terkelsen blev ved festen, indtil han mødte direkte ind på arbejde i golfklubben tidligt søndag morgen. Her knoklede de otte greenkeepere frem til midt på formiddagen. De fik klippet greens, revet greens og tromlet greens. - Her fik vi faktisk lavet nogle flotte greens, hvis jeg må være så ubeskeden. Det var dejligt. Så fik gæsterne også prøvet dét, smiler Morten Terkelsen.

ROS FRA GÆSTERNE Ved 9-tiden pakkede greenkeeperne sammen. Så kom Morten Terkelsen hjem. Og så fik han sig en lur. - Ja, der var jeg godt nok ved at være lidt brugt. Så kan man godt mærke, at man ikke er 20 år længere, ler han. Og selvfølgelig måtte han da lige ud i klubben igen, efter at han havde fået sin middagslur, så han kunne overvære afslutningen på DM’et.En turbulent weekend var ved at gå på hæld. En week end, og især en fredag, som Morten Terkelsen aldrig glemmer. - Det er dejligt, at mange er kommet hen og har sagt, at de synes, banen stod rigtig flot alligevel, på trods af vejret. Og mange siger også til mig, at vejret jo ikke er noget, vi greenkeepere kan gøre for. Men man er jo alligevel bare ked af, at det skulle ske. Inderst inde kan jeg ikke lade være med at tænke tanken: ”Hvad nu, hvis det ikke havde regnet? Hvor flot havde vores bane så ikke været?” siger MortenTerkelsen. Til gengæld kan han glæde sig over den flotte arbejdsindsats fra greenkeeperkollegerne, og at staben også i sådan en situation viser sig som en fin, sammentømret flok med fuld forståelse for greenkeepejobbets specielle vilkår. Det er kun det med regndansen, der godt må skrues ned for. Hvem der så end havde danset den. fotos: H.C.Warrer (på smartphone)

DM for hold

2015

Marbækbanens ry som en golfsportens primadonna – attraktiv og unik, men til tider svært tilgængelig – blev bekræftet, da Esbjerg Golfklub i starten af september var den stolte vært af DM for hold. I samspil med en solid blæst gav banen lørdag sine gæster hår på brystet, men søndag fik de lov at mærke solen og banen, som den står i flot vejr. Gæsterne roste da også alt fra greens til godbidderne fra restauranten. Af Mai Møller Christensen

Det første, man møder i klubhuset, er en affugter. Stille brummer den, så man kan forvisse sig om, at Esbjerg Golfklub for hvert minut bliver mere tør. I hvert fald indenfor. Udenfor kan en affugter ikke stille meget op. Her er det solen, som er på job, og den klarer heldigvis opgaven til UG indtil videre. Det er søndag 6. september i Esbjerg Golfklub. Formiddag. Finaledag. Som et historisk pletskud danner Marbækbanen her i sit 40-års-jubilæumsår rammen om intet mindre end danmarksmesterskabet for hold. Præcis som banen gjorde det i sit åbningsår i 1975. Dengang i midt-halvfjerdserne var Esbjerg Golfklub dog ikke så uheldigt at ramme ind i årets mest regntunge dag, netop dagen inden DM. Men sådan har det været i år. Fredag 4. september 2015 var som bekendt én lang regvejrsdag i Esbjerg, og hvor ikke færre end 108 millimeter faldt i Marbæk-området. Det blev derfor et DM, der lørdag startede med lettere bekymrede miner hos både turneringsleder, DGU-dommere og ikke mindst spillerne. Men lørdagens regn og blæst kom man igennem, og her søndag er det pludselig et ret fint golfvejr i Marbæk. Sol, skyfri himmel og en forholdsvis medgørlig vind.

- Stemningen er i top i dag, og faktisk var stemningen også god i går. Folk var glade og roste banen. Jeg fik fornemmelsen af, at de havde en god dag, selv om det var møgvejr. Det var jo frygteligt, så meget vind der var, især mellem klokken 16 og 18. Man kunne næsten ikke stå stille herude. De rød-orange flag fra sponsoren Santander lå næsten vandret, og boldene fra hul 1 suste lige over til venstre, fortæller klubsekretær Helen Hansen, mens hun vanligt suser rundt og løser små og store praktiske spørgsmål. Esbjerg Golfklub vrimler med mange nye ansigter. Det er ikke kun mesterskabets spillere, der er mødt op, men også deres tro tilskuere, fra nær og fjern. Hos kvinderne er det hold fra golfklubberne i Odense, Sønderjylland, Smørum og Hillerød, der har kvalificeret sig til DM, og de to førstnævnte kæmper i dag om guldet. Hos mændene er det Kokkedal, Furesø, Holstebro og Aalborg, der dyster. Kokkedal og Furesø vandt semifinalen lørdag, så det er blandt de to, vinderen i dag skal findes. Snakken går lystigt. I foyeren, i shoppen, i restauranten, på terrassen og alverdens andre steder uden for klubhuset, hvor spændingen over for dagens udfald nu er ved at nå sit max.

ET PAR SÆRREGLER Turneringsleder Carsten Jensen fra DGU går rundt med en walkie-talkie og har hele tiden en hotline ud til spillet, mens han samtidig fra sin base i klubhusets kontor administrerer holdkort, resultater, stillinger og tidsplan. Samtidig skal han sammen med Helen have gjort klar til afslutning og præmieoverrækkelse senere på dagen. Der kommer en repræsentant fra sponsoren Santander og en repræsentant fra DGU’s bestyrelse, og de vil stå for at overrække præmierne. - Spørgsmålet er, hvornår det bliver. Vi er lidt forsinkede i forhold til tidsplanen, men ikke så slemt som i går. Lørdag skred spillet lidt langsomt frem, men det skyldtes primært, at der blev spillet med ”Lift, clean and place”, fordi der var lidt smattet, og så at det blæste så meget. De var meget ude at lede, og det gjorde, at vi blev lidt forsinkede på herreboldene om eftermiddagen, fortæller Carsten Jensen.

Han er dog en glad og tilfreds turneringsleder. Skrækken for, at vandmængderne fra om fredagen skulle fortsætte lørdag – og helt umuliggøre spillet – kunne heldigvis pakkes væk. Det var ikke godt vejr, og der var vindstød på mellem 15 og 22 meter i sekundet sent på eftermiddagen, men overordnet var det trods alt muligt at spille. Og de problemer på banen, som fredagsvejret havde efterladt, kunne man ”regel-sætte” sig ud af: - Jeg bor selv i Herning, og vi fik også regn den fredag, men slet ikke i de mængder, som var tilfældet i Esbjerg. Så jeg blev da lidt bekymret, da jeg så på DMI’s hjemmeside fredag, det skal jeg da være ærlig at sige. Så ringede jeg til chefgreenkeeper Morten Terkelsen og aftalte at mødes med ham på Marbækbanen lørdag morgen klokken 6. Da kunne jeg godt se, at der havde været oversvømmet, men greenkeeperne havde nu gjort et rigtig flot arbejde. Vi nåede frem til, at der var nogle helt vandfyldte bunkers derude, som skulle er-

ET MESTERSKAB VÆRDIGT Ude på Marbækbanen er søndagens foursome ved at være slut. I et klart, smukt solskin står en lille samling tilskuere og nyder synet af de dygtige damespillere fra Odense og Sønderjylland, der er i gang med de sidste, nervepirrende slag. - Kan du se, om de er ved at være færdige derhenne, Maj-Britt? spørger Lis Bo-Hansen spændt. - Nej, de putter vist stadig, svarer Maj-Britt Nielsen. Lis Boe-Hansen er mor til Johan Kristensen, der er assistenttræner i Odense Golfklub, og som går rundt på banen og støtter op om dameholdet. Familien har faktisk tidligere været medlem af Esbjerg Golfklub fra 2003 til 2008, men skiftede så over til Breinholdtgård, fordi Johan blev trænerelev dér, og nu er han så trænerassistent i Odense. Maj-Britt Nielsen er mor til 25-årige Camilla Nielsen, som er en af spillerne. Begge de to mødre er spændte, og det samme er deres mænd, som står sammen med dem. - Om man får nerver på som mor? Ja dét gør man! Det kan man ikke undgå. Jeg var her ikke i går, men jeg sms’ede konstant med Camilla og hendes kæreste for at følge med. Det var ikke let at sidde derhjemme, og måske var jeg også en lidt for nysgerrig og spændt mor lige dér, ler Maj-Britt Nielsen. Hendes mand skal gå caddie efter frokostpausen, og det synes Maj-Britt Nielsen er skønt. Så får han også lov at være lidt med:

klæres ”under reparation”, for så kunne spillerne få frit drop ud af bunkeren i stedet for at skulle tage et strafslag, siger Carsten Jensen. For at sikre et fair spil, blev der lidt senere også givet tilladelse til, at spillerne måtte spille med oplæg. De mange steder med vådt og mudret underlag gjorde, at det var rimeligt, at spillerne måtte tage bolden op og gøre den ren, så der ikke var jord på. - Holdlederne kom jo hen og pressede vældigt på for at få os til at give den tilladelse. Men det havde de nu slet ikke behøvet, for dommerne og jeg tænkte også, at det var fornuftigt nok. Så sådan blev det, smiler Carsten Jensen. Så skratter hans walkie-talkie med en ny melding, som han må tage sig af.

- Heldigvis er Marbækbanen jo en virkelig dejlig bane. Camilla er meget begejstret for den. Selv om det var en kold omgang med blæsevejr og lidt regn i går, så sagde hun ”Nej, hvor er her dejligt. Her skal vi snart ud igen”. Vi er bare ikke vant til alt det lyng, og det må man jo sige, at I har meget af, ler Maj-Britt Nielsen. Så strækker forældrene igen hals for at følge med i spillet. Jakob Kristensen, der er gift med Lis Boe-Hansen og far til Johan Kristensen, fortæller, at sønnen faktisk har 30 års fødselsdag i dag. Dén bemærkning giver anledning til en sjov lille diskussion med konen, for der er også plads til at snakke om andet end golf her på tilskuerrækkerne. - Når han så fylder år i dag, må det jo være Johan, der har sørget for det gode vejr. Vi fik ham da også fejret lidt i morges, men så skulle han ellers bare herud, siger Jakob Kristensen. - Han skulle dog ikke have peber, for han er jo blevet gift, tilføjer Lis Boe-Hansen. - Men de er jo ikke rigtigt gift, for det var jo bare på rådhuset, siger Jakob Kristensen.

- Nå, så du mener, at de har brug for den kirkelige velsignelse, ler Lis Boe-Hansen. Begge de to forældrepar ler. Det er sundt for spændingen i maven lige at tale om noget andet. Men nu sker der pludselig noget på banen. - Men de har da ikke givet hånd, har de? - Så nu sætter de flaget, hvad sker der nu? - Ej, så er de færdige. Så har de tabt. Øv! - Så skal vi håbe, at de andre får point. - Ja. Alt kan jo stadig ske. I går var de bagud 0-4 efter foursomes. Så vandt de alle singlerne. Og der står jo 2-2 nu. Vi kan nå det! Forældrene går deres børn og hele resten af Odensedameholdet i møde. Der bliver krammet og opmuntret. Debriefet og lyttet til ærgelser og glæder. Opturene og nedturene der har været undervejs. - Vi må ind og have noget pause, siger en af pigerne fra Odense. - Ja. I har været gennem nogle hårde udfordringer, må man sige, lyder det fra en far.

- Det var håbløst i går. Al den blæst. Det er godt, at det er bedre i dag, smiler pigen. Lis Boe-Hansen og Jakob Kristensen følges med Odense-holdet ind mod frokosten i restauranten. På vejen kigger Jakob Kristensen op mod skyerne og glæder sig over den smukke søndagshimmel. - Prøv lige at mærke det her solskin. Det er et mesterskabt værdigt, siger han fornøjet.

SVIGERFORÆLDRE BAKKER OP Lidt derfra har en herrespiller ret så svært ved at kigge op og glæde sig over vejret. Han kigger derimod irriteret ned på sin bold, som ikke vil puttes, som han ønsker. Hans ben i de lyse lærredsbukser tager et par anspændte skridt frem og tilbage. Armen under den blå polo er spændt og ender i en knyttet hånd, som slår ærgrelsens slag i luften. Da det endnu engang går galt med slaget, kaster han køllen fra sig i vrede, går lidt væk, og går tilbage og vipper køllen op med foden. Ingen tvivl om, at spillet ikke kører, som han vil have det til. Rundt om på greenen sidder andre spillere på hug og og tegner flotte silhuetter i græsset, mens de ser på boldene med dyb koncentration. En af dem er Lasse Vad fra Kokkedal Golfklub. Hans svigerforældre, Karina og Per Søby, følger ivrigt med lidt derfra. - Vi bor ikke så langt herfra, mens hans forældre jo bor helt ovre i København. Så vi tog med for at støtte ham, og det er jo en dejlig oplevelse. Vi skal supportere det, vi kan. Lasse er meget glad for at spille herude. Han synes, DM’et er rigtig godt. Det er vist kun Vorherre, han har været lidt utilfreds med, men heldigvis blev det jo godt vejr her til finaledagen, smiler Per Søby. En lille dreng, som også er tilskuer, har svært ved at forstå de der mærkelige voksnes vedvarende tavshed, mens de kigger på greenen. - Se DER! råber han til sin bedstefar, der holder ham på armen, og peger i en helt anden retning af greenen. - Schyyy... Nu skal far til at putte, siger bedstefaderen. - FAR! PUTTE! udbryder den lille dreng glad, og de andre tilskuere får et smil på læben. - Schyyy... Nu skal vi være stille, siger bedstemor og blinker til sin mand, at han måske skal gå lidt væk. - Schyyy... Stille, siger drengen. Der bliver ro. Der puttes. Da jubelen bryder ud, er bedstefar og barnebarn tilbage igen, og den lille dreng har godt set bolden ryge i hul. - Nøøøøj! siger han og klapper.

FOR FÅ FRIVILLIGE Tilbage i klubhuset er dameholdene godt i gang med at spise frokost. Der snakkes taktik og baneforhold. Men der snakkes også skønhedspleje. - Du skal altså lære mig at flette håret, sådan som du har det, siger en ung damespiller til pigen overfor. - Du gør bare sådan her og sådan her, demonstrerer holdkammeraten. - Du får ikke lov at gå, før jeg har lært det, ler den første. Fra andre borde kan man opsnappe fraser som ”Nu går vi altså ud og laver en birdie!” og ”Det er lige i dén spilsituation, det altid går galt for mig.” Helen Hansen kommer forbi sodavandsautomaten, netop som den spytter en masse mønter ud til en mand. - Hold da op, den synes da vist, at du skal have mange penge tilbage, hva’? ler Helen. – Den skulle gerne komme med en flaske også. Hvis den begynder at drille, så bare sig til, siger hun. En af Helen Hansens opgaver er at organisere og tage sig godt af de frivillige fra Esbjerg Golfklub, der i dag har meldt sig som forcaddier. Der er forcaddier ude at stå på hul 3, 6, 7, 10 og 18, og de har haft nok at se til. Dels fordi blæsten har sendt boldene langt væk mange gange. Dels fordi der simpelthen har været alt for få forcaddier. - Det var svært at få hjælpere i år. Det manglede vi. De frivillige har langt fra stået i kø, og det har betydet, at de få hjælpere, vi har, må stå i mange timer. I går formiddags stod de ude som forcaddier i næsten fire timer i streg, og så en pause, og så endnu fire timer om eftermiddagen. Det var en barsk dag. I dag er der lidt flere, så de kan dele eftermiddagsvagten, men det havde stadig været dejligt, hvis der var flere om at trække læsset, siger Helen Hansen. Hun kører rundt og sætter forcaddierne af og servicerer dem gennem dagen med mad og drikkevarer. Vindblæste er de, derude på posterne, men humøret har været i top, og spillerne har også rost den gode service med forcaddierne. Så er for eksempel lyngen på begge sider af hul 3 pludselig lidt mindre uoverskuelig.

FORNEM SØNDERJYSK KAGEGODKENDELSE 21-årige Helene Hviid Jørgensen fra Sønderjyllands Golfklub er ved at have spist færdig og er spændt på at komme ud igen. Stillingen på 2-2 er vanvittigt spændende. Næsten lidt for spændende. - Min dag i dag er også ekstra speciel, fordi jeg faktisk tidligere spillede i Odense Golfkub, som jo i dag er min modstander. Jeg vandt sølv sammen med Odense-

pigerne for to år siden, og en anden gang kom vi på fjerdepladsen. Så jeg kender dem allesammen, og det er lidt mærkeligt. Men det er jo bare golf, og så må jeg hygge mig med dem bagefter, smiler hun. Om lørdagens vejr siger hun, at hun ”aldrig har prøvet noget lignende”, og at det var ”noget af en prøvelse”. Men i dag er hun mere tilfreds. - Marbækbanen er jo bare helt, helt fantastisk. Det må helt sikkert være en af de bedste baner herhjemme, siger hun. Også de to unge reservespillere for Furesø Golfklub, Tobias Poke og Kris Ringtved, er begejstrede for Esbjerg-banen. - Den er bare suveræn, siger de nærmest i kor. Jeanette Petersen fra Sønderjyllands Golfklub tænker sig lidt om, før hun sætter ord på, hvad det præcis er, hun godt kan lide ved at spille Marbækbanen: - Det er, som om greensene er både bløde, men også hurtige. Det er sjældent. Greenen tager godt imod, bolden ruller rmeget godt. Det er en fornøjelse, siger hun.

Bag hende sidder en flok af Sønderjylland Golfklubs frivillige, som er taget med for at bakke op og nyde spillet og spændingen sammen med pigerne. Lige nu nyder en af de frivillige, Margit Andersen, dog allermest et stykke lækker kage fra restauranten. - Nu er der alt det snak om jeres gode bane. Jeg vil godt have lov at anmelde jeres gode kage her i Esbjerg Golfklub. Hold fast, den her chokoladekage er lækker. Nu er vi jo sønderjyder og ret velbevandrede udi det med kager. Og jeg vil sige, at denne her faktisk godt kunne være en kandidat til det sønderjyske kaffebord, og dét siger ikke så lidt, slår Margit Andersen fast, mens hun betragter den lille kagerest på sin tallerken. - Jeg kan ikke rigtig nænne at tage den sidste bid. Det er simpelthen bare godt. Konsistensen og det hele. Det eneste er, at vi nok ville have smækket bare en lille smule flødeskum på. Det gør vi jo altid, ler hun.

MYRETUE-TVIVL Inde i klubhuset har turneringsleder Carsten Jensen ganske vist overblik, men også sved på panden. Lige siden de første spillere ankom til klubhuset lørdag mor-

gen klokken 6.20, har der været folk, der skulle have fat i ham. Eller en ny indtastning, han skulle lave. Da holdlederne skulle aflevere deres holdopstilling, kunne det ske helt frem til et kvarter før, at den første skulle spille. Så dér var der også lige lidt pres på med at få registreret navnene og få startlisterne ud. Mens Carsten Jensen står og giver en status til KlubBladet, ringer hans mobiltelefon i det samme med et af de mere pudsige spørgsmål. - Hvad siger du? En myretue? Hæng lige på. Jeg skal lige prøve at finde en dommer, der kan svare på det, siger Carsten Jensen i røret. Han kalder op i sin walkie-talkie. - Hej, kan du høre mig? Jeg kan godt høre dig. Får man frit drop fra en myretue? Der er nogle, der har en bold, som er havnet på en myretue ... Nå, okay. Hej! Carsten Jensen vender tilbage til mobiltelefonen. - Hej igen. Nu skal ud høre ... Jeg får at vide af dommeren, at en myretue er en løs naturgenstand, og den må man flytte, hvis man kan, og ellers må man bare spille bolden, som den ligger. Sådan går eftermiddagen. Med alverdens situationer derude på banen, med jubel over gode slag og tænderskæren over mindre gode. Med dunk i ryggen mellem holdkammerater, med neglebideri blandt tilskuerne, og med en afgørelse, der rykker nærmere og nærmere. Og så er den der pludselig. Afslutningen på det hele. Hos damerne lander resultatet på 4-2 til Sønderjylland, efter et meget spændende spil, hvor første single bliver delt, men hvor anden single vindes af Helene Hviid Jørgensen fra Sønderjylland. Hende, som KlubBladet talte med tidligere på dagen. Sølvet går altså til Odense-damerne, mens Smørum får bronze efter en 8-4-sejr over Hillerød. Hos mændene trækker spillet for alvor ud, da der må spilles ompil, fordi slutstillingen hedder 9-9. Benjamin Henry Poke fra Furesø og Lasse Vad fra Kokkedal må til bag’en igen og ud at spille hul 18. Poke vinder, så Furesø får guld og Kokkedal sølv. Bronzen havner hos mændende fra Holstebro, der vinder 13-5 over Aalborg. Præmier bliver delt ud. Klapsalverne lyder. Et DM er ovre, og spillerne, dommerne, greenkeeperne og Helen Hansen og Carsten Jensen – og Marbækbanen – kan endelig hvile ud oven på et hektisk døgn. Nå ja, for ikke at tale om affugteren i vindfanget, som bestemt også har gjort det godt.

EGK’S FACEBOOK-SIDE KAN SES AF ALLE Kommunikation og fællesskab er vigtigt, når klubånden skal trives, og her er Esbjerg Golfklubs side på Facebook blevet et spændende nyheds- og samtalerum. Bag siden knokler Preben Schmidt for at bringe alverdens nyheder og sjove små historier om dagligdagen i klubben, og mange klubmedlemmer supplerer med deres egne kommentarer – og sender nyhederne videre ud til andre. Også ikke-Facebook-medlemmer kan sagtens kigge med. Af Mai Møller Christensen En golfklub er og bliver meget andet end resultattavler, handicap-udvikling og benhård træning. Det er lige så meget glæden ved en sport, der giver gode oplevelser og bringer mennesker sammen om en sjov og sund interesse. Derfor er fællesskabsfølelsen og kontakten mellem klub og medlemmer – og også medlemmerne imellem – uhyre vigtig. Klubarrangementer, rejser, generalforsamlinger og stolte øjeblikke sikrer den slags, men også klubbens kommunikationsmedier giver samhørighed, sammenhold og klubånd. For få år siden fik Esbjerg Golfklubs kommunikation et nyt skud på stammen: Klubbens egen Facebookside. Bag den står klubmedlemmet Preben Schmidt, og hurtigt viste siden sig at være et fint supplement til klubbens øvrige informationsmedier - nyhedsbreve , hjemmeside og klubblad – idet man på Facebook kan få den løbende og umiddelbare orientering. - Jeg benytter en teknik, som jeg kalder ”storytelling”. Hvert opslag skal indeholde en lille fortælling om livet i klubben, på banerne og blandt de mennesker, du møder i klubben lige nu. Samlet er målet, at historierne skal underbygge det image og de værdier, vi vil være kendt for i Esbjerg Golfklub. Men opbygning af image er et langt, sejt træk. Der skal først skabes interesse og kendskab og dermed lyst til mere, siger han.

Det var således på Facebook-siden, medlemmerne lynhurtigt fik den glade nyhed, da EGK’s elitehold i september rykkede op i 1. division. Preben Schmidt var trofast klar med sit kamera og forevigede de glade oprykkere kort efter afgørelsen. Det var også på Facebook, man hurtigt kunne læse det, da klubbens bestyrelse for få uger siden besluttede at gøre resten af året ”indskudsløst” for nye medlemmer. Det var her, man 31. august kunne finde fotos af de fire juniorspillere – Peter, Frederik, Kasper og Jonas – da de havde spillet årgangsmesterskaber. Det var her, der blev efterlyst frivillige hjælpere forud for DM i hold. Og det var her, man kunne følge Rikke Svejgård Nielsen dag for dag gennem hendes DM i slagspil for damer i sensommeren. Og så videre, og så videre.

KLUBBENS MEDIER SUPPLERER HINANDEN - Mit mål er, at der skal være et opslag engang i døgnet. Det er vigtigt, at der sker noget hele tiden. Det gør siden levende og værd at følge. Med et opslag mener jeg en kort tekst og et billede, som lægges på Facebook-sidens tidslinje. Men antallet af opslag afhænger af tidspunktet på året, for der er perioder, hvor nyhederne står i kø, men der er også stille perioder. På vores side er det alene klubben, der laver opslagene, mens medlemmerne kan kommentere og dele opslagene på deres egen Facebook-side, hvis de vil, siger Preben Schmidt. Klubformand Per Fisker sætter stor pris på Facebooksiden. - Den er en succes og en vigtig del af klubbens kommunikation. Det gælder i første omgang i forhold til klubbens egne medlemmer, men også som udstillingsvindue mod verden udenfor, siger han. Han understreger, hvordan Esbjerg Golfklubs forskellige medier har hver deres funktion og hver især er vigtige. Nyhedsbrevet, som sendes direkte til medlemmernes mailbokse, er klubsekretariatets direkte vej til at få fortalt alt, hvad medlemmerne bør være opmærksomme på, lige fra nye, spændende arrangementer til helt lavpraktiske forhold. Hjemmesiden er stedet, hvor både medlemmer og gæster døgnet rundt kan finde alle de væsentlige oplysninger om Esbjerg Golfklub, de har brug for, og hvor vigtige aktuelle meldinger også fremgår. Mens KlubBladet giver den dybere læseoplevelse, hvor man kan komme

tættere på sin klub og sine klubkammerater gennem længere reportager og tilbundsgående nyheder. Facebook er derimod stedet, hvor tempoet er højt, og tekstbidderne mere kortfattede, men med et glimt i øjet. - Vores Facebook-side erstatter på ingen måde andre af vores medier. Det gælder nyhedsbrevene, klubbladet og hjemmesiden. Facebooksiden har sit eget liv. Den lever af korte nyheder, sjove historier og er i det hele taget mere flugtig i sin form og sit indhold. Vi er en dynamisk klub, og derfor er vi også på Facebook, siger han.

MEDLEMMER MÅ MEGET GERNE BIDRAGE ”Bagmanden” Preben Schmidt er godt tilfreds med den opbakning, han har mødt fra både medlemmer og andre. Cirka 700 personen har gjort siden til en af de sider, de følger med i, og nogle af sidens nyhedsopslag bliver set af et meget højere antal. Hele 7000 var inde at læse nyheden om, at Ben Tinning og Johannes Eriksen blev kåret som Årets Træner af deres kollegaer i PGA. Det kan Preben Schmidt læse ud af Facebook-sidens data.

- På de to år, der er gået, siden Esbjerg Golfklub begyndte at arbejde systematisk med Facebook, har udviklingen været positiv. Der er kommet flere opslag. Flere billeder. Flere, der følger os. Og flere, som interagerer med siden, siger Preben Schmidt. At interagere kan blandt andet være, at man klikker på en historie og dermed tilkendegiver, at man godt kan lide den. Det er det, man kalder at give siden ”likes”, eller at ”synes godt om”, som det kaldes på dansk. Det kan også være, at man skriver en lille kommentar under historien. For eksempel var der til et historie (også kaldet opslag) om septembers DM en kommentar fra Johan Kristensen, der blandt andet skrev :”En stor tak til DGU for at vælge Esbjerg Golfklub for DM for hold”. Og til historien om, at eliteholdet var rykket op, var der kommentarer som ”Stort tillykke til jer alle, godt gået” og ”Fremragende. Hvor er det dejligt, at det lykkedes i år. Et KÆMPESTORT TILLYKKE. Jubiii.” Preben Schmidt er glad for, at der ofte bliver kommenteret på hans opslag, og at det sker i en positiv tone og ånd. Han har også med glæde bemærket, at nogle vælger at ”dele historierne”, så de også kommer til at ligge på de pågældende medlemmers egne Facebook-sider. Han tager også meget gerne imod idéer, fotos og andet, som medlemmerne synes skal på siden. Så skal man bare sende det til ham. - Der er altid plads til forbedringer og udvikling, og dynamikken skal jo gerne blive ved. Den skabes i et samspil med medlemmerne, de ansatte og andre læsere. Så jeg håber, at rigtig mange vil være med og sende sit billede, sin historie eller sin nyhed til mig. Så laver jeg en fair redigering, lover Preben Schmidt med et smil. Han gør meget ud af, at hver historie skal være ledsaget af et foto. Billeder vækker nemlig nysgerrigheden, og de skal helst have god forbindelse til selve historien – og også gerne tilsat et drys humor. Som det for eksempel skete, da illustrationen til Facebook-sidens historie om Naturens Dag blev et foto af Preben Schmidt i kontakt med et styks skotsk højlandskvæg (af hunkøn, for tyren turde han ikke klappe). - Det allervigtigste er dog indholdet. Form, tal og farver er helt ligegyldige, hvis ikke indholdet er godt nok, understreger Preben Schmidt, som håber, at Facebook-sidens succes fortsætter, og at endnu flere vil gå ind og klikke ”Synes godt om” til siden. Eller blot gå ind og kigge på den. Man finder Facebook siden ved enten at trykke på f-symbolet, eller også ved at gå direkte ind på siden via denne adresse: www.facebook.com/esbjerggolfklub

Kongensgade 91 - telf. 75 13 11 44

I SKOVEN SKULLE VÆRE GILDE I en tid med Marshall-hjælp og dannelse af forbund på de store linjer, forstod man også at stå sammen og spytte i kassen i Esbjerg Golfklub. Da kommunen i starten af 1950’erne valgte at anlægge en ny golfbane i Nørreskoven, var jubelen stor. Endelig havde man fundet et varigt sted. Og et sted, der skulle vise sig at høste stor ros – sågar også for sit baderum. Af Mai Christensen Glæden ville ingen ende tage, da Esbjerg Golfklub i slutningen af 1949 modtog nyheden om, at en helt ny golfbane i Nørreskoven – eller Gjesing Skov, som man helt korrekt sagde dengang – kunne blive virkelighed. Kommunen ville anlægge en bane i skoven. Siden 1945 havde Esbjerg Golfklub delt matrikel med Esbjergs store dyrskue på den plads, der også netop blev kaldt Dyrskuepladsen i folkemunde, og som cirka svarer til det areal, hvor Esbjergs to universiteter i dag ligger. Bofællesskabet mellem golfklub og dyrskue var langt fra altid let, og tit måtte golfklubben rette ind efter forholdene. Dyrene gravede nogle lidt større huller, end hvad golffolket foretrak, så spillet måtte visse steder kante sig rundt om dyrebåsene, og tilmed blev området brugt af

flere andre. For eksempel sender klubbens bestyrelse i marts 1948 et brev til den lokale hundeklub om, at ”den plads, der benyttes i øjeblikket, kun er disponibel til 1. januar 1949. Vi skal til den tid selv benytte den.” Esbjerg Kommune har også helt andre planer med Dyrskuepladsen, som kommunen køber i 1950 og senere bebygger. Men først må man finde et sted til de

Tilladelsen fra kommunen til at anlægge en 9-hullers golfbane i Gjesing Plantage vækker usigelig jubel hos golfspillerne ude på Dyrskuepladsen. Godt nok skal man nu skifte til sin tredje adresse på få år, for først var der banen i Måde frem til 1944 og herefter Dyrskuepladsen. Men skoven lyder som et mere oplagt og varigt sted, synes golferne, og straks bliver der sendt bud efter den kendte, engelseke golfbanearkitekt, Mr. Cotton. 9. maj 1950 ankommer Mr. Cotton til Esbjerg. Han bistår med råd og dåd. Der bliver målt op, banen udlægges, og der tegnes og diskuteres. Herefter starter selve konstruktionsarbejdet med at etablere greens, teesteder og bunkers, og så følger endelig såningen. I 1950 håber klubmedlemmerne på at kunne slå det første slag i skoven allerede i efteråret 1951. Der skal dog ende med at gå helt frem til forsommeren 1952, før banen er klar til indvielse.

100 KRONER FOR ET MEDLEMSKAB Årene omkring 1950 er en tid, hvor verden er fuld af spændinger og koldkrigsstemning, og efter at have droppet sin neutralitetspolitik er lille Danmark pludselig også med på den store, internationale scene. Storbritanniens tidligere premierminister Winston Churchill fejres som en helt, da han kommer på besøg i Danmark 1950, og Marshall-hjælpen skubber på Danmarks udvikling fra bondeland til industriland, men mange er lidt skræmte over skridtet væk fra landbokulturens gamle fællesskab og hen mod samlebånds- og accordarbejdet i byerne. Disse emner bliver med stor sandsynlighed også diskuteret blandt medlemmerne i Esbjerg Golfklub, men her hersker der omvendt masser af fællesskabsfølelse – og med de nye skovomgivelser også en næsten Morten Korch’sk idyl. Aviserne kalder skov-golfbanen for ”den smukke golfbane” og ”en anderledes charmerende ni hullers bane”. For ikke at tale om, da Vestkysten slår fast, at golfsporten med anlægget i skoven ”drives under de bedst tænkelige forhold”.

cirka 50 esbjergensere, der stædigt vedbliver at dyrke denne superbritiske sportsgren med den svingende kølle og de susende bolde. For ikke at tale om klubbens mange passive medlemmer, som måske selv har fået svært ved at spille, men som trofast bakker op. Valget falder på Gjesing Skov, som alligevel står foran en regulering, og hvor man tænker, at disse golfentusiater her kan boltre sig i skovens skønne omgivelser.

Først og fremmest er der klubånden, som indbyder til stort personligt engagement, praktisk såvel som økonomisk. I 1950 startes eksempelvis en indsamling for at skaffe penge til remedier til den nye placering i Gjesing Skov. Ikke færre end 1600 kroner kommer ind gennem frivillige bidrag. Det er mange penge i datidens Danmark, for til sammenligning koster et års medlemsskab for en herre-senior 100 kroner. Damespillere og børn slipper med 50 kroner, og man kan også købe et familiemedlemskab til 125 kroner.

Esbjerg Golflkub skal selv betale for opførelsen af den nye banes klubhus, og her må medlemmene igen til lommerne. Ved generalforsamlingen på Centralhotellet i april 1951 besluttes det at: ”Bestyrelsen bemyndiges til at tegne kapital på indtil 50.000 kroner til opførelse af en bygning til klubhus mv. på Esbjerg Kommunes golfbane i Gjesing Skov, og til andre anskaffelser i forbindelse med klubbens omflytning til denne bane. For modtagne beløb udstedes kapitalbeviser, der ikke forrentes og ikke kan kræves tilbagebetalte.” Man betaler. Man lægger ud. Man kautionerer for sin klubs lån i Varde Bank. Da man får betænkeligheder ved en kontingentstigning, vælger man at lave en indsamling blandt klubbens aktive spillere i stedet. Man donerer eller udlåner også alt fra havemøbler til køkkeninventar, og man møder op til kollektive arbejdsdage, når noget skal ordnes.

POKALER, POKALER – OG POKALER Efter en vis forsinkelse kan den nye golfbane i Nørreskoven og dens nyopførte klubhus endelig fejres med en indvielseshøjtidelighed i weekenden den 7. og 8. juni 1952. Om lørdagen er der først frokost for en indbudt kreds i klubhuset, og under frokosten bliver skovridder Frederiksen udnævnt til klubbens første æresmedlem. Efter maden er der en opvisningsmatch mellem en kendt engelsk golfspiller og Graham Lockey fra Aalborg. Og næsten vigtigst af alt bliver der ved denne lejlighed indstiftet nye priser og pokaler. Det er virkelig pokalernes tid i Esbjerg Golfklub. Mangen en stor mand i Esbjerg med respekt for sig vælger at sætte en pokal (med sit navn på) i spil i Esbjerg Golfklub. Således udsættes der hele tre pokaler alene på indvielsesdagen. Direktør Lassen fra Fanø kommer med en pokal, som skal vindes ved en turnering kun for EGK-medlemmer

på Fanø hvert år. Fru Konsulinde Melsing skænker klubben en pokal, som hendes mand og medstifter af Esbjerg Golfklub, nu afdøde Konsul Melsing, i sin tid have fået af klubbens medlemmer ved sin afrejse fra Esbjerg. Pokalen bliver døbt ”Konsul Melsings mindepokal”, og den vindes gennem 18 hullers slagspil. Endelig har også tandlæge Sloth en pokal med. Få måneder forinden har direktør P. Brinch udsat en Gjesing Cup-pokal, og klubben har selv samlet penge ind til den såkaldte ”Esbjerg Pokalen”, som der spilles om den følgende dag – om søndagen i indvielsesweekenden. Skovridder Frederiksen synes også at have opfanget ”dillen”, for året efter vælger æresmedlemmet at indstifte ”Skovridder Frederiksens pokal”. Til stor glæde i klubben. Så der er efterhånden nok at spille om, og selvfølgelig må også selve indvielsen i sig selv foreviges med en blivende match. Den årlige ”indvielsesmatch” er en realitet.

I det store hele er den nye adresse i Nørreskoven dog en lykkelig historie, som får roser af ikke bare medlemmerne, men også gæster fra nær og fjern. ”Der har i sommer været adskillige svenske turister på besøg på Esbjerg golfbane, og mange har fundet golfbanen meget smuk og interessant at spille på”, skriver en lokaljournalist i sin artikel. En af disse turister, den svenske ingeniør H. Hohr, bliver benovet over den vestjyske golfidyl blandt bøgetræerne, og det i en grad så han vælget at skrive et stykke om det i en anden golfklubs medlemsblad:

SVENSK ROS Den ny æra som skovgolfspillere kommer godt i gang for Esbjerg Golfklubs medlemmer. Begejstringen for skoven er stor, kan det læses i de gamle, håndskrevne referater fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger, som i dag er at finde på Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Rundt om i landet rygtes det, at Esbjerg har fået en helt speciel bane, hvor der står træer langs fairway alle vegne. Faktisk er banen så smal, at esbjergspillerne vist må være gode til at slå meget lige. Ellers ryger bolden ind i træerne. På scorekortene bliver et par sætninger anført med små bogstaver: ”Der skal udvises størst muligt hensyn til eventuelle skovgæster” og ”Læg græstørv på plads”. God golfetikette skal altså stadig udvises, selv om man er midt i en skov, og det med skovens besøgende giver af og til udfordringer for spillet. Bedst som man ellers lige var sluppet af med køer, grise og hundeklubber fra de to tidligere beliggenheder, er det så mennesker, man nu skal til at tage hensyn til. Skovgæster, som nyder en picnicdag i skoven, må for alt i verden ikke få en bold i hovedet, og det giver nogle sammenstød mellem golferne og skovtursfamilierne.

”Jeg har aldrig tidligere set en så henrivende bane. Den ligger i smukt skovterræn med brede, lige fairways og er i alle henseender yderst velplejet”, skriver han og fortsætter: ”Pasningen foregår rationelt med traktorer og brede klippemaskiner, og banens længde er 2765 m. med bogey 36. Forhindringerne er få og lette. Klubhuset er meget elegant og hyggeligt og tillige vel tilpasset den smukke natur. Udsigten fra klubhusets altan over banens begyndelse og slutning lader ikke noget tilbage.” Og den gode svensker stopper ikke dér: ”Efter at have klaret de ni huller i strålende vejr gav omklædningsrummets brusebad en herlig vederkvægelse, og baneinspektørens frue serverede lækkert smørrebrød på altanen. Mindet om Esbjergs golfbane står endnu som et af mine hyggeligste golfbekendtskaber. Jeg skal forny bekendtskabet igen og anbefaler klubmedlemmerne at gøre et besøg, når vejen bringer dem forbi.” Se dét er en anmeldelse, der batter. Og det er ikke, fordi anmelderen blot er en evig jubeloptimist. Ingeniør Hohr har også aflagt golfbanen ved Fanøs vesterhavsbad et besøg, og selv om han finder Fanø-banen særpræget og greensene velplejede, er dommen i slutningen af teksten hård: ”Da terrænet er ensartet hele vejen, syntes jeg, banen var ret ensformig og kedelig.”

KØLLESLÆBERE OG SANDGRAVE Medlemstallet er på cirka 130 i starten af 1950’erne, og det vokser stille og roligt. Aktiviteten er stor. Man planlægger en match mod engelske officerer i Flensburg. Man får træneren Mr. Child til at komme og give en uges intensiv sommerkursus for de interesserede. Og ved de åbne franske juniormesterskaber i 1954 møder fire unge spillere fra klubben fire golfspillere fra Hamburg, som de aftaler en årlig match med, skiftende mellem Esbjerg og Hamburg fra år til år. Det er også i 1950’erne, der kommer gang i en tradition for, at byens tandlæger spiller golf, og at de typisk spiller mod de ansatte fra foderblandingsfabrikken Eriksen og Christensen – kaldet E & C. Ligesom Esbjergs dygtigste spillere begynder at blive navne, som man kender rundt i Danmark. Blandt andre deltager Ole WibergJørgensen i samtlige tre landskampe i 1954. Golfsporten er her i 50’erne endnu mest en sport for de velhavende, og noget tyder på, at en del af klubbens medlemmer desuden er ganske aldrende – og ikke slipper køllen før til allersidst. Medlemmerne dør for et godt ord, viser de gamle referater. Det er mere reglen end undtagelsen, at et bestyrelsesmøde eller en generalforsamling starter med et øjebliks stilhed for at mindes et klubmedlem. Og ofte et medlem, som helt frem til sin død var aktiv bidragyder til klubbens virke. Midt i 1950’erne udgøres bestyrelsen af Harald Jæger, Fru Eriksen, Carl Graversen, Vedel Petersen, N. Frandsen og Jørgen Broegaard. De har nok at se til med den

spirende aktivitet i klubben, og det er også dem, som sørger for, at denne i Danmark stadig lidt fremmede sportsgren må passes ind i nogle kendte former. Man spiser smørrebrød, og der bliver spillet op til dans i forbindelse med en generalforsamling, og alle de engelske golfudtryk sparer man også lidt på. Teesteder bliver konsekvent kaldt ”startsteder”. Greenkeeperens arbejde hedder ikke ”greenkeeping”, men at ”slå græsset med sin klipper”. Caddies oversætter nogle – ikke mindst den lokale avis – til ”kølleslæbere”. Bunkers bliver typisk kaldt sandgrave. Og det hænder, at golfbolden bliver kaldt en golfkugle. Golfudtrykkene og de der skøre skotske golford er altså ikke helt blevet integreret i Esbjerg endnu. Bestyrelsen får stigende fokus på, at golfspillerne endelig skal bruge klubhuset, og at de også gerne må tage venner og forretningsforbindelser med ud til en frokost i huset. På generalforsamlingen i 1954 besluttes det at starte en ugentlig aftenmatch med efterfølgende fællesspisning i klubhuset. Man vil gerne have masser af sociale sammenkomster, og dén indstilling tager medlemmerne godt imod. Faktisk i en grad, så man få år senere kommer i problemer, da man i en periode ikke har et bestyrerpar til at varte medlemmerne op. For ikke at tale om, da toldvæsenet får øje på, at de festende golfspillere har glemt at få en spiritusbevilling. Hvilket selvfølgelig får medlemmerne til at holde afstemning om en sådan bevilling – og vinde stort flertal for den. For i skoven skulle være gilde. Og det blev der.

EN BRYGGERHEST

TAGER EN PAUSE

Klublivet med gode sociale stunder mellem klubmedlemmerne er en kæphest for 71-årige Ib Voss. Han er manden bag ikke så få medlemmers begynderundervisning gennem tiderne. For ikke at tale om sociale tiltag som nissegolf. Nu vil han drosle ned og blandt andet give lidt slip på KlubBladet, begynderundervisningen og et par af de mange udvalg, han sidder i. Vi har tegnet et lille portræt af manden med de fire uddannelser og med den velvoksne samling golfudstyr. Af Mai Møller Christensen

Hvordan får man held til at få bragt en artikel i KlubBladet om netop ham, som sidder og disponerer, redigerer og layouter bladet? Og som adspurgt ved tidligere lejligheder altid har nægtet pure, at der skulle skrives noget om ham. ”Mig? Nej hvorfor dog det? Jeg skal ikke sådan være i centrum. Lad os få en masse af klubbens andre medlemmer portrætteret i stedet for.” Sådan er Ib Voss. Esbjerg Golfklubs ukuelige ildsjæl. Manden, der har siddet i snart sagt alle udvalg, der findes i klubben – og som pt. stadig er med i fire af dem. Manden, som hilser på gud og hvermand i klubben, fordi han tog imod dem på et af sine begynderhold, da de kom til klubben første gang. Manden, som – trods det at han er B-menneske – gerne står op klokken 4 om morgenen for at tage de smukkeste billeder af Marbækbanen. Manden, som sidder vågen den halve og hele nat for at færdiggøre nærværende klubblad. Manden, som bliver ude ved DM for hold til klokken 20 om aftenen for at tage billeder af præmieoverrækkelsen, selv om det er trukket meget ud, og kone, børn og svigerbørn sidder derhjemme og spiser flæskestegen uden ham. Ham, Ib Voss, skal der laves en lille artikel om. Uden at han ved det, og så har han bare at bringe den i KlubBladet, når han modtager den. Der er nemlig sket det, at Ib Voss har kastet den bombe i klubben, at han nu vil ”til at drosle lidt ned”. Et forståeligt valg, men et valg, der godt kan bringe et par

bekymringsrynker frem hist og her. For få er engagerede i deres golfklub, som Ib Voss er det, og hvem kan lige erstatte, når Ib nu vil skrue ned for de kræfter, han lægger i KlubBladet, i Udvalget for nye golfspillere og i Turneringsudvalget? I Regel- og Etiketteudvalget bliver han siddende som formand, men ellers har Ib efter mange år med talløse frivillige timer lagt i klubarbejdet valgt, at han vil til at passe lidt på sin tid og sin ryg og nakke (der gør ondt efter de mange timer foran skærmen) og få plads til mere golf og mere tid sammen med Bodil, børnene og børnebørnene.

BEGYNDERNES TRÆNER Hvis han ellers får lov at stoppe. For ikke kun Esbjerg Golfklub har svært ved at lade ham gøre det. Ibs egen entusiasme er ham også lidt til last, og efter at have meldt ud, at han stopper i en del af de klubsammenhænge, han i dag er med i, har han allerede modereret sig eget udsagn: Nu vil han snarere skrue kraftigt ned og ikke længere være tovholder. Helt ud af spillet kan han altså ikke få sig selv til at sætte sig. Som golfmanager H.C. Warrer udtrykker det: - Ib går fra at være en super-super-ildsjæl til at være en ”normal” ildsjæl. Hvis han kan. Oprindelig var Ib Voss medlem i Blåvandshuk Golfklub, men for otte år siden meldte han og konen Bodil sig ind i Esbjerg Golfklub. Han havde ikke været medlem særligt længe, før han begyndte at engagere sig i det frivillige klubarbejde på flere planer. Hans store interesse for golfsportens regler og paragraffer førte ham ind i Regel- og Etiketteudvalget, hvor han i dag er formand. Han blev også medlem af Turneringsudvalget og det udvalg, der i dag hedder Udvalget for nye golfspillere. Og han sad ikke bare i udvalget, men stod også for selve træningen af begynderne. Det har han gjort i syv år nu. Det hold, han og Ole Zorn oplærer lige nu, er hans sidste, har han omsider besluttet. Herefter overtager Jan Kroggaard formandskabet for udvalget med rigtig mange dygtige, frivillige instrutører (red.).

REVISOR, KOK, LÆRER OG PROGRAMMØR Klubformand Per Fisker forklarer, at han forstår Ib Voss’ beslutning: - Jeg sætter stor pris på det kæmpearbejde, Ib på flere fronter har gjort for klubben. Han er en ildsjæl af højeste karat med et engagement, som er de færreste forundt. Jeg har arbejdet sammen med Ib i mange udvalg, så stor respekt for, at han nu sætter tempoet ned i forhold til klubarbejdet, siger Per Fisker. Ligesom der næsten ikke er det EGK-udvalg, Ib Voss ikke har siddet i, er der næsten heller ikke den uddannelse, han ikke har taget. Han startede i sin tid som revisorelev, men efter at være blevet færdig som re-

visor, tog han uddannelsen til kok. Han sejlede rundt som skibskok for både marinen og DFDS, inden han i 1970’erne blev højskolelærer på Ungdomshøjskolen. Lærer er han nemlig også uddannet som. På skolen underviste Ib især i drama og teater, og han rejste rundt som skuespiller, tekniker og chauffør i gruppeteatersammenhæng. Endelig blev han også uddannet programmør og startede i IT-branchen i 80’erne, netop som IT-bølgen rasede i verden. Ib lavede softwareprogrammer, som han solgte til firmaer, og hans eget lille IT-firma fik ret godt fat. Firmaet har han stadig, og han løser stadig mange opgaver for sine kunder. Esbjerg Golfklub nyder ofte godt af hans IT-ekspertise, for Ib står altid klar, når det brænder på, og for eksempel står han bag både Esbjerg Golfklubs hjemmesiden og hjemmesiden for EGK’s ældste, hæderkronede klub-i-klubben, Torsdagsklubben. - Ib og jeg er begge medlem af Torsdagsklubben, og Ib er vores webmaster, mens jeg er kasserer. Mens Torsdagsklubbens kaptajn bliver udskiftet hver år, bliver Ib og jeg på vores poster. Så Ib er virkelig en del af grundstammen i vores klub, og jeg fornemmer også, at han godt kan lide de traditioner, der følger med Torsdagsklubben. For eksempel spiller vi en mindematch for Jens Wester-Andersen, der var med til at etablere Torsdagsklubben, og når vi kommer forbi Wester-Andersens træ på den match, standser vi lige op og har en Underberg med, så vi kan udbringe en skål ved træet. Sådan noget med at holde gode traditioner i hævd, det er lige Ib, siger Ole Zorn.

EN BRYGGERHEST MED FULDBLOD Han er imponeret over den virkelyst og energi, kollegaen lægger for dagen. - Ib er meget engageret. Han har også mange jern i ilden. Men når vi har møder, skriver han ikke noget ned, men husker det hele i hovedet. Det forstår jeg ikke, at han kan. Han er meget intelligent, siger Ole Zorn. Arne Riis, som har siddet i Turneringsudvalget sammen med Ib Voss de seneste år, fortæller, hvordan man bliver fanget ind af Ibs engagement og begejstring, når man er sammen med ham. Ibs fortid som højskolelærer fornægter sig heller ikke. Han er stadig meget mundtlig og god til at fortælle. Malerisk, detaljeret og levende: - Ib er jo den der ”the absolute golfer”. Ham, der begejstres over alle spillets facetter. Både det sociale, det sportslige og naturen. Man skal have rigtig god tid, når man går en runde, for han er spændende at lytte til og fortæller jo gerne og grundigt om golf. Når han har været ude at spille en anden bane, kan han berette detaljeret om både klubfaciliteter, banens stand, hvordan man bliver mødt og vejledt og sluttende med det kulinariske punktum. Han er meget observant og er jo

også af og til baneanmelder i KlubBladet, siger Arne Riis.

- Ib påtager sig utroligt mange opgaver, og når han går ind i noget, så gør han det grundigt. Der er finesse ud i alle hjørner, siger Arne Riis.

Faktisk er det at ”snakke af” et vaskeægte Ib-udtryk. Der skal være tid til at lytte nærværende til hinanden, inden man skilles. - Jeg kender ikke nogen, der som Ib kan få noget ud af et enkelt slag, han har slået i Brande. Først fortæller han, hvor umuligt det så ud. Så hvordan han har taget stands. Så hans sving, og hvordan det var. At bolden først stiger, så brækker og fader og så går rundt om et træ. Mange golfere taler om at ”banke til bolden” eller at ”tyre”. Men ikke hos Ib. Der kommer noget ballet ind over det, når Ib fortæller om sit spil, siger Arne Riis.

- Samtidig er Ib ikke kompromiets mand. Hvis han har noget, han synes skal være på en bestemt måde, så er han ikke sådan lige at rykke. Man skal være godt klædt på til at argumentere for sin sag. Men har man argumenterne i orden, kan han faktisk godt rykkes, smiler Arne Riis.

FIRE-FEM WEDGES Det med finesserne gælder også golfudstyr. Her er der ikke noget med at gå ned på udstyr. Ib er ekviperet ud over alle grænser, fortæller Ole Zorn:

Han kalder Ib Voss for en ”bryggerhest, som der også er noget fuldblod i”.

et efterlyses d la B b lu K l ti lp Hjæ le ned, søger

at dros Ib Voss’ ønske om e bladet fremI forbindelse med hjælpe til med at lav vil m so e, lig vil fri KlubBladet over. var der ikke et r på, og uden ham te et sk ka ge an m kan påtage sig ”Ib har haft bmedlemmer, som klu r rfo de r ge sø tter, dtp/layout og klubblad. Vi fotograf, tekstforfa vis ds ol nh he m opgaver so arrer. lder”, siger H.C. W projektleder/tovho

- Hvor vi andre har én golfbag, har Ib 2-3 stykker. Han har også et par køllesæt eller tre. Han har både et ur og en mobiltelefon, som kan måle afstanden på banen, og på hans aflagte telefon har han en speciel gps, hvor

man nærmest kan se banerne i 3D. Og så har han firefem wedges, men hvor en wedge for os klubgolfere normalt er på 42-56 grader, er Ibs på 42-64 grader. Ligesom de professionelles wedge. Så kan han slå mere lodret op, hvis han for eksempel skal over en sø eller en bunker, siger Ole Zorn. Et andet sted, hvor Ib selvsagt er temmelig nørdet, er når det kommer til IT-udstyr. Her mangler han heller ikke noget. Og så er der endnu et karakteristisk træk ved ham: Glæden ved de indviklede golfregler. - Ib er jo også klubdommer i golf. Det har fået ham til at melde sig til sådan en sms-service, hvor han hver uge får et regelspørgsmål ovre fra Skotland, som han skal løse. Jeg synes, det er supersvært at forstå, for det er både knudret regelsprog og så tilmed på engelsk. Men Ib går meget op i det og forsøger at løse opgaverne, bare sådan lige for at holde sig skarp, ler Ole Zorn.

ETIKETTE OG EJERSKAB Netop når det kommer til golfregler – og et par få andre ting – holder Ib Voss på formerne, som det sig også hør og bør. Udvalgskollegaen Arne Nørbæk er ikke i tvivl om, at Ib Voss er manden, man kan gå til, hvis man er i tvivl om noget omkring golfregler og etikette. Det

kan også ske, at det er Ib, der kommer til golfspilleren. - Jeg oplever Ib som utrolig ivrig og engageret. Han går op i, at regler er regler, og engang i Holstebro var der en, som slog ud for tidligt. Den slags får man at vide, hvis Ib er i nærheden. Golfregler er ikke til diskussion, og det er jo også rigtigt, siger Arne Nørbæk og fortsætter: - Jeg sidder i begynderudvalget med Ib. Nå nej, det må du endelig ikke skrive, så bliver han sur. Jeg sidder i Udvalget for Nye Golfspillere, som Ib har omdøbt det til. Det er vigtigt for ham, at de nye medlemmer i klubben bliver behandlet med stor respekt, så ikke noget med at tale om ”begyndere”, for det synes Ib ikke lyder så godt, siger Arne Nørbæk. Netop den gode omgangstone og det, at man er gode ved hinanden i klubben – ikke mindst i forhold til de nytilkomne klubmedlemmer – ligger Ib Voss meget på sinde. - Han går højt op i, at alle klubmedlemmer skal have det godt. Jeg husker tydeligt, da jeg selv var nystartet golfspiller og ude i min første ugeturnering. Vi nye spillere var sat sammen med nogle mere erfarne, og en af disse spillere var lidt konkurrencemindet, så han sagde til den kvinde, han fulgtes med: ”Nu må du altså lige slå

noget bedre ved næste hul, for ellers vinder vi da overhovedet ikke.” Kvinden blev ked af det, og da det kom Ib for øre, gjorde han kort proces. Ved næste hul kørte han hen og gav os alle en lektie i, hvordan man opfører sig, og den pågældende mand blev forvist fra at spille ugeturneringen igen. Sådan! smiler Arne Nørbæk. Han kan godt slutte sig til koret, der kender Ib som en, der slet ikke kan slippe noget, når hans hjerte først banker for det. Også selv om han faktisk prøver nogle gange. - Ib er virkelig en, der brænder for det, han laver. Egentlig havde han meldt ud, at han ville stoppe i Udvalget for Nye Golfspillere, og det havde vi måttet respektere, så vi havde kig på to nye kompetente folk. Men da mødet så skulle være, satte Ib sig ved bordet og meldte ud, at han ikke stoppede alligevel. Det siger en hel del om det ejerskab, han føler for de ting, han har med at gøre, siger Arne Nørbæk.

ET VITTIGT FORSLAG Ib Voss er om nogen klublivets fortaler. Det er en af hans helt store kæpheste, at golfsporten ikke kun må være præstationer og resultater, men at klubhuset gerne skal summe af fælles aktiviteter, hyggedage og venskaber på tværs af aldre, handicaps og klub-i-klubber. Det er også Ib, der er ophavsmanden til klubbens nye tradition med nissegolf ved juletid. Her inviteres børn, deres forældre og bedsteforældre samt venner ud i klubben til juletræsfest med slik og sange og julehygge. Et initiativ, Ole Zorn ser som et ”typisk Ib-tiltag”. - Og så er Ib god til at spotte mennesker, som kan udfylde bestemte pladser. Jeg kom i begynderudvalget, fordi Ib fandt mig. Og han fandt Jan Kroggaard til Regel- og Etiketteudvalget, siger Ole Zorn. Det med at spotte mennesker vil Ib Voss nok fortsætte med. Ligesom han stadig vil spille en vigtig rolle i klubben, bare en noget mindre rolle. Nu skal der være mere tid til at slappe af. Blandt andet sammen med børnebørnene, hvor to af dem (selvfølgelig) også spiller golf. Faktisk kom Ibs kone, Bodil, for nylig med et vittigt forslag til ham: ”Måske skulle du bare melde dig ind i en anden lille golfklub, hvor du kunne spille golf. Så kan du blive i Esbjerg Golfklub og lave alle dine ting. For der spiller du jo ikke golf.” Det lyder dog til, at mange synes, at han fortjener at få lidt mere tid til at spille selv. Hvis det ellers lykkes ham at stoppe.

PERSONGALLERI

BESTYRELSEN

Per Fisker Formand

Ove Dahl Jensen Næstformand

Steen Møbjerg kasserer

Jørn Veje

Birgith Andersen

GREENKEEPERE

Morten Terkelsen Chefgreenkeeper

Kurt Frank Greenkeeper

Asger Lauridsen Greenkeeper

Hans Gregersen Greenkeeper

Odd Fogh Greenkeeper

Bjarne Christensen Greenkeeper

Bo Petersen Greenkeeper

Poula Christiansen Greenkeeper

Dennis Ellebæk Greenkeeper

Thorvald Pedersen Mekanikker

SEKRETARIATET

H.C.Warrer Golf Manager

RENGØRING

Helen Hansen Klubsekretær

RESTAURANT

Ketty Gregersen regøringsass

Chi Nguyen

Jan Nielsen

Arne Tinning Pro

Anette Paabøl Christensen

Ellen Tinning

PROSHOP OG PRO’ER

Ben Tinning Chefpro

Johannes Eriksen Pro

TAK TIL VORE SPONSORER Acubiz

Allison A/S

Arbejdsmiljø Eksperten

Bang & Olufsen

Bent Pedersen

Bo Bedre

BoTjek Esbjerg

Carl W. Reis

Carlsberg

Claus Sørensen

Comtec Int.

Contea A/S

Dahl

Dansk Revision

Deloitte

Den Røde Okse

Deres Blikkenslager

E. Skov Jørgensen

EGK Erhvervsklub

Esbjerg Havn

Europharma

Fun World Esbjerg A/S

Golf Copenhagen

Grafisk Trykcenter

Guldsmedien

Hallen & Nordby

Hotel Britannia

HTH Køkkenforum

Høgholm A/S

Haahr & Co.

Invita Esbjerg

J. Lauritzens Eftf.

Krabbe Skilte

Krogh Arkitekter

Kurt Beier

LandSyd

Lodberg Plastvinduer

Lund Skilte

M.I. Montage

Marius Pedersen

Mentor IT

Middelfart Sparekasse

Moove

Muff Byg

Mærsk Drilling

N.P. Liltarp A/S

Nordea

Oltmann Arkitekt

Puma Tæpper

Quitzau

Rich

Scandic

Semco Maritime

Share IT

Sign Partner

Skjern Bank

Slagter Theilgaard

Spar Nord

SRI Sign Solution A/S

Statoil/Esbjerg Park & Have

Steff-Byg

Sydbank

Sydvesta

Tandklinikken i Oksbøl

Telesikring

Terminalen

Thorbøll Bogholderi

Tjæreborg Malerforretning

Ugeavisen Esbjerg

Valsemøllen A/S

Vase A/S

Würth Industri Danmark 75