Issuu

19 mm

CMYK

Historien om Søren fra Sønderslev foregår i Jylland dengang, hvor børnene ikke sad spændt fast i bilerne, og de voksne røg dem lige op i hovedet både morgen og aften og i øvrigt regnede med, at børn selv fandt på noget at lege. Søren er elleve år, og han keder sig sjældent, for han er ret god til at få idéer til, hvad han kan lave. Og nogle gange er det nok meget godt, at de voksne ikke går og holder øje med, hvad han og hans venner finder på …

78 9 788

5 486

059

søren fra sønderslev_cover_.indd Alle sider

17.12.2025 11.36

Søren fra Sønderslev Copyright © Cecilie Eken (tekst) og Peter Heydenreich (illustrationer) og Tallulah ApS, København 2026 1. udgave, 1. oplag, 2026 Omslag: Peter Heydenreich Grafisk tilrettelæggelse: Kat·Art Sat med Le Monde Livre og trykt hos Scandbook EU, 2026 ISBN: 97887-85486-05-9

FSC English C021394 New MIX Paper Landscape BlackOnWhite

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er ikke tilladt at udføre tekst- og datamining (TDM) af bogen, herunder til brug for træning af AI-teknologier m.v., uden forlagets forudgående skriftlige samtykke. cecilieeken.dk

Tallulah ApS Vesterbrogade 112b DK-1620 København V tallulah.dk | tallulah_forlag | administration@tallulah.dk

CECILIE EKEN

Illustreret af Peter Heydenreich

Note fra forfatteren: Søren fra Sønderslev er inspireret af sande barndoms oplevelser fra begyndelsen af 1970’erne, og så vidt det vides, kom hverken børn eller dyr til skade dengang. Alligevel er det nok en god idé at tænke sig om, hvis man skulle få lyst til at genskabe noget fra denne bog i virkeligheden. De gråhårede voksne, der var børn på samme tid som Søren, kan forklare hvorfor. Bare spørg dem.

Søren kommer til Sønderslev

Historien om Søren foregår i gamle dage. Altså ikke i de rigtig, rigtig gamle dage, hvor folk sejlede i vikingeskibe og kæmpede med sværd og den slags, og heller ikke i rigtig gamle dage, hvor folk gik med høj hat og kyse og kørte hestevogn. Den foregår i de lidt gamle dage, hvor børnene ikke sad spændt fast med sikkerhedssele i bilerne, og de voksne røg cigaretter op i hovedet på dem både morgen og aften og i øvrigt regnede med, at børn godt kunne finde ud af at lege selv, og ellers var det sundt at kede sig. Sådan cirka dengang de, der er gamle i dag, var små piger og drenge. Søren var nu ikke helt lille på det tidspunkt, hvor den her historie begynder. Faktisk var han lige blevet 7

elleve år, da han kravlede ud fra bagsædet af familiens Morris Mini sammen med sin hund, Balder, og kiggede sig omkring i Sønderslev for allerførste gang. Sønderslev var en landsby i Jylland, der lå omgivet af marker til den ene side og enge og skov til den anden. Den bestod af nogle huse og gårde omkring en vej, som førte andre steder hen, og så var der en lille købmand, en kro, et forsamlingshus, et busstoppested og en losseplads. Inden de flyttede til Sønderslev, havde Søren boet med sin mor, sin far og Balder i en lejlighed inde i den nærmeste større by, men så havde Sørens forældre besluttet sig for at købe Lindebo. Sørens mor, Ingelise, ville gerne på landet, og Sørens far, Gregers, ville gerne have et hus, der trængte til en kærlig hånd, som han sagde. Til hverdag arbejdede han som journalist på den lokale avis, men i sin fritid kunne han godt lide at bygge og ordne. Og det ville ikke være forkert at sige, at Lindebo havde brug for at blive sat lidt i stand: Det var et gammelt bondehus med stråtag og små vinduer, og alle gulve, lofter, vægge og døre var slidte og skæve. Til gengæld var der en kæmpe have og et udhus med plads til både 8

værksted og garage. Og Sørens mor kunne få et helt værelse til sin store væv. Hun arbejdede deltids i en butik inde i byen, der solgte garn og stof og andet til håndarbejde, og hun brugte gerne sin fritid på selv at strikke, sy og væve. Alle deres ting var blevet flyttet til Lindebo dagen før, og nu tømte Sørens far og mor bilen for de sidste kufferter, mens de snakkede om, hvor sofaen og plade spilleren og alt det andet skulle stå. Selv gik Søren mere op i, at haven havde to-tre virkelig høje træer, der lignede nogle, man kunne klatre i. Der lå ovenikøbet en sø nede for enden af grunden, selvom den var ret svær at komme hen til for siv og dunhammer. Den slags lod Balder sig dog ikke stoppe af. Han havde tydeligvis fået færten af et eller andet og møvede sig ind gennem alt det grønne for at komme hen til vandet. “Balder, pas lige på!” Enten forstod Balder ikke, hvad Søren mente, eller også var han ligeglad, for sivene helt nede ved søen viftede frem og tilbage, og så lød der et højt plask. “Balder, hvad laver du?” Sørens råb blev overdøvet af noget, der lød som syv vrede ænder, der skræppede op på én gang. Så kom 9

Balder spurtende tilbage, våd og mudret helt op til maven. I munden havde han noget, der lignede en gammel fodbold af læder. Det så ud, som om den havde ligget i søen et stykke tid, og den lugtede ikke særlig godt, men Balder var åbenbart vild med duften. Han drønede rundt i havens høje græs og nægtede at slippe bolden. “Giv mig den, Balder!” bad Søren, men selvom Balder var en jagthund, var han ikke specielt lydig. Han satte bare farten i vejret, og Søren spænede efter ham, indtil de begge bremsede brat. Mellem nogle buske ind mod naboen stod en dreng og kiggede på dem. Han var lyshåret og solbrændt, og i hånden holdt han en rusten hækkesaks. “Det der er min bold.” Han talte langsomt og lidt anderledes, end Søren var vant til inde fra byen. “Nårh. Undskyld.” Søren fik endelig vredet den dryppende, smattede bold ud af Balders mund og rakte den frem mod drengen. “Den lå i søen.” “Min storebror skød den derud. Han er en stor lort.” Drengen tog imod bolden og betragtede den trist. “Det var godt, at jeg piftede hans cykel til gengæld.” 10

Søren nikkede en enkelt gang, for den storebror lød besværlig. Selv havde han altid været glad for, at han ikke havde nogen søskende. “Hvor gammel er du?” ville drengen vide. “Elleve. Hvor gammel er du?” “Ti og trekvart.” Et par sekunder stod de tavse og stirrede på hinanden. “Vil du se noget?” spurgte drengen så. “Hvad?” “Kom.” Drengen kylede bolden over skulderen og vendte sig om. Balder fór øjeblikkeligt frem og samlede den op igen, og han bar den med sig, da han fulgte efter Søren og drengen. Mellem alle buskene gik en sti halvt skjult af lange grene og brændenælder. Drengen klippede vejen lidt mere fri, men de skulle stadig dukke hovedet og sno sig rundt. På den anden side af krattet lå et hus af røde mursten ved en gårdsplads med ujævne, mosgroede sten og en gammel jernpumpe. Huset havde metalplader på taget, og der stod en grøn Opel Kadett parkeret foran hoveddøren. Ovre i et hjørne lå en gammel træpalle 11

med et par poser cement ved siden af en bunke grus fuld af ukrudt. “Vi skal over i laden.” Drengen smed hækkesaksen fra sig og gjorde tegn til Søren om at følge med over gårdspladsen hen til en lade med grålige bræddevægge. Så snart han trådte ind, fik Søren øje på en rød Fiat 500 uden nummerplader, der holdt i et hjørne. Den havde en gul fartstribe hele vejen ned langs siden. “Årh!” Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at Søren elskede biler. Han havde en kæmpe samling model biler, også en model af sådan en Fiat. Men den her var jo rigtig! Og den lignede noget, man kunne køre ræs i. “Det er bare min storebrors.” Drengen lagde a rmene over kors. “Har han kørekort?” Nu blev Søren for alvor misundelig. “Nej for satan. Han er kun fjorten. Men han må jo godt køre ude på marken. Eller lidt rundt …” Drengen gik over og åbnede Fiat’ens fordør og kiggede ind. “Øv, han har taget nøglen. Ellers kunne vi have kørt en tur.” “Må du godt det?” 12

“Næh.” “Nåh.” Søren vendte sig skuffet væk fra bilen. Balder havde smidt bolden og var forsvundet ind bag nogle store kar længere inde i laden. “Det var for resten slet ikke det, jeg ville vise dig.” Drengen snuppede den slimede bold og smed den ind på førersædet, inden han smækkede døren igen. Så gav han sig til at klatre op ad en stabel halmballer henne langs den modsatte væg. Halmen virkede gammel og løs og gled hele tiden under hans fødder, men drengen knoklede på og gjorde tegn til Søren. “Kom nu.” Det behøvede han ikke sige to gange. Søren var ret god til at klatre, og snart var han oppe på siden af drengen. Fra toppen af den høje stabel, der næsten rørte tværbjælkerne under loftet, havde de udsigt ned over alt det, der fyldte laden: rustne landbrugsmaskiner, der ikke blev brugt mere, et par runde slibesten med jernhåndtag, gamle skovle, spader, leer og en masse dunke i forskellige farver ovre på en stålreol. Drengen drejede hovedet mod Søren og kneb ø jnene lidt sammen. 13

“Kan du det her?” Han tog et langt skridt over på en af de bjælker, der gik under loftet tværs hen over laden. Den var kun lidt bredere end en fod. Med et koncentreret blik og armene ud til siderne gav han sig til at balancere hen ad bjælken. Hvis drengens forældre var kommet forbi lige der, havde de helt sikkert sagt, at det var strengt forbudt at gå på loftsbjælkerne, og var han da rigtig klog? Men på det tidspunkt, hvor historien her foregår, var det altså fuldstændig normalt, at forældre ikke havde den fjerneste anelse om, hvad deres børn løb rundt og lavede. De havde andet at tage sig til end at holde øje med, hvad ungerne foretog sig. Gjorde man så noget, man ikke måtte, vankede der skældud og nogle gange stuearrest eller en anden straf. Desværre – eller heldigvis – var det jo ikke altid lige til at vide, hvad man måtte eller ikke måtte, når man var barn. Søren havde for længst lært, at det smarteste var bare ikke at spørge. Og så selvfølgelig at lade være med at komme til skade. Nu betragtede han drengen, der langsomt nåede hele vejen over til den modsatte ende af bjælken og meget forsigtigt drejede rundt og gik tilbage igen. Et par gange var han lige nødt til at læne sig lidt frem 14

og vifte med armene for ikke at falde. Selvom drengen prøvede at skjule det, kunne Søren godt se, han var lettet, da han sprang tilbage på halmballerne. “Nå, hvad venter du på?” Han lød ret tilfreds med sig selv. “At du lige flytter dig, så jeg kan komme til,” svarede Søren roligt. Med et overrasket udtryk trådte drengen til side, og Søren skrævede over på loftsbjælken. Sålerne på hans gummisko var slidt en smule glatte, og han var godt klar over, at han skulle være forsigtig, men han havde balanceret på ting, der var tyndere end den bjælke. Skridt for skridt kom han sikkert hele vejen over, og da han nåede enden, fik han en idé. “Kan du så det her?” råbte han over skulderen til drengen. Han gik ned på hug og lagde sig på maven på bjælken. “Hvad laver du?” gispede drengen. Søren slog armene om bjælken og lod lige så stille sine ben glide ud over kanten til den ene side. Straks efter hang han i armene med fødderne dinglende i det fri. Han havde akkurat fat om kanterne af loftsbjælken 15

med hver sin hånd, og nu begyndte han at gå armgang tilbage mod drengen. Armgang havde han gået massevis af gange både i gymnastiktimerne i sin gamle skole og i klatrestativet i parken hjemme ved den gamle lejlighed. Det havde bare ikke været hen ad en ru bjælke før. Det var forbløffende hårdt for hans fingre. Og nu kom han også til at kigge ned på cementgulvet dybt under sig. Det skulle han nok ikke have gjort. Han havde glemt at overveje, hvor højt han egentlig var oppe, og han kunne næsten mærke, hvor ondt det ville gøre at ramme det gulv. Hurtigt løftede han hovedet og prøvede at sætte farten op. Få hele kroppen til at svinge med, så den hjalp ham. Ovre på tårnet af halmballer havde drengen taget hænderne op til munden, men Søren hørte alligevel, at han hviskede: “For satan! Han skvatter ned.” Og Søren begyndte faktisk at blive rigtig træt i musklerne nu, men han tvang sig selv videre. Til alt held nærmede han sig tårnet af halm, og med en s idste kraftanstrengelse tog han et par store tag fremad, inden han slap sit greb og kastede sig halvt sidelæns 16