REBECCA BACH-LAURITSEN
Når jeg b l ive r lille igen
“
Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke skal skrive en bog for voksne. Jeg tror måske, at fordi børn starter med at være børn og så bliver voksne, kan nogle mennesker antage, at litteratur følger samme opskrift: at ligesom børn før eller siden bliver voksne, skal børnebogsforfattere før eller siden skrive voksenlitteratur. At litteraturen skal blive voksen. Min tilgang til børnelitteraturen er, at børn er akkurat lige så komplekse mennesker som voksne, og at verden er akkurat lige så kompleks for dem som for voksne, og det er det, børnelitteraturen må afspejle.
Når
ESSAYS
TALLULAH
jeg
bliver
lille igen
EN BOG FOR VOKSNE OM AT SKRIVE FOR BØRN
Rebecca Bach- Lauritsen
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 6
08.01.2026 09.09
Rebecca Bach- Lauritsen
NÅR
JB LIV EG ER
LILLE IG E N EN BOG FOR VOKSNE OM AT SKRIVE FOR BØRN
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 1
08.01.2026 09.09
Når jeg bliver lille igen. En bog for voksne om at skrive for børn Copyright © Rebecca Bach-Lauritsen og Tallulah ApS, København 2026 1. udgave, 1. oplag, 2026 Omslag: Sofie Winding Grafisk tilrettelæggelse: Kat·Art Sat med Avenir og trykt hos ScandBook EU ISBN: 97887-85486-08-0
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er ikke tilladt at udføre tekstog datamining (TDM) af bogen, herunder til brug for træning af AI-teknologier m.v., uden forlagets forudgående skriftlige samtykke.
Tallulah ApS Vesterbrogade 112b DK-1620 København V tallulah.dk | tallulah_forlag | administration@tallulah.dk
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 2
08.01.2026 09.09
INDHOLD Når jeg bliver lille igen 5
Mit arbejde
35
En rolig linje
51
Tis, trods og turkise termostøvler
Dødløft
61
69
Hvor skriver jeg fra, når jeg skriver til børn?
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 3
79
08.01.2026 09.09
Når der er noget, jeg ikke har ord for, så ved jeg, at jeg skal skrive. Følelsen af at lukke ned, beskytte en eller anden form for sandhed, gør mig opmærksom på, at jeg skal finde en måde, hvorpå det kan blive til sprog. Jeg skriver for børn. Jeg ved noget om at være barn. Jeg ved noget om at opleve alt for første gang, og på en eller anden måde er den viden blevet hos mig. Jeg tror, det er på grund af sproget. Mit sprog begyndte i Island, tredive år før jeg blev født. Min morfar blev uddannet købmand fra Købmandsskolen i København og kom i lære i en fin butik i Vester Voldgade med guldbogstaver på facaden. Efter endt læretid rejste han til Reykjavik, op til en kvinde i familien, der havde et hønseri, og her arbejdede han i to år, inden han tog tilbage til Danmark, mødte min mormor, fik tre døtre og blev lagerforvalter hos Bähncke, der fremstillede sennep
7
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 7
08.01.2026 09.09
og ketchup. Min morfar var den store fortæller i min barndom, og han brugte nogle af de islandske ord i historierne. Ordene havde en helt fysisk effekt på mig, og jeg forstod, at et enkelt ord kan påvirke en hel sætning, en hel historie, en hel krop, et helt barn. Så længe jeg kan tænke tilbage, har ordene været med mig, og jeg kan huske, at jeg spurgte andre, om de også havde to spor i hovedet, et med ord og et uden, og jeg kan huske ikke at blive forstået i det spørgsmål. I ét spor er det, som om en simultantolk efter bedste evne oversætter alt, hvad der foregår i og omkring mig, og måske fordi de ord, der er tilgængelige i nuet, ikke altid rækker til at dække hverken det simple eller det komplekse i et liv, ender jeg med at beskrive det, der sker, ved at beskrive noget andet. Jeg har opfattet mig selv som realist. Jeg skriver om ting, der kan ske i virkeligheden. Måske er jeg en kæmpe eskapist. Måske kan jeg ikke se tingene som det, de er. Jeg har sagt det, som det er, ved at sige noget andet. Jeg har følt en vis stolthed ved
8
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 8
08.01.2026 09.09
ikke at skrive for eksempel: “Veronika er ensom” i min første bog Veronika lyder som harmonika, men i stedet vise hendes ensomhed på alle mulige måder, aldrig bruge ordet ensomhed, aldrig bruge mærkaten “ensomhed”, det overordnede ord, i stedet skrive: “Veronika kører op og ned ad de rullende trapper som en kuffert på et transportbånd. En kuffert, der aldrig bliver hentet. En kuffert, der er sendt til en forkert lufthavn.” Det er en hel praksis, og jeg har navngivet den praksis: at sige det, som det er, ved at sige noget andet. Men jeg er kommet i tvivl. Billedsproget, metaforerne, at forklare en ting ved at forklare dens lighed med en anden. Er det snyd? Billedsprog er en påstand. Metaforer er en påstand. Påstanden er, at alt er forbundet. At det, der gør sig gældende her, også gør sig gældende der. Men passer det? For mig er sammenligninger ikke noget, jeg bare gør i sproget, det er sådan, jeg forstår alting. Jeg ser ligheder i bevægelser, i tilstande, ser, hvad de ligner, beskriver dem ved at beskrive det,
9
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 9
08.01.2026 09.09
de ligner, og i det er der en særlig opmærksomhed. En opmærksomhed på altings forbundethed. Med altings forbundethed mener jeg: Du er aldrig alene. Det, der sker for dig, sker også for andre. Der er altid et væv under kaos, som passer på dig. Sådan kører det ene spor i mig, sporet med ord, simultantolken, der efter bedste evne, øjeblik efter øjeblik, oversætter det, der sker, til sætninger. Når jeg skriver, er det en konsekvens af, at jeg altid har haft den simultantolk indeni og ikke har kunnet slippe af med den. Stemmen er en del af mig. Eller den er en livsledsager, jeg ved det ikke, men den er der og er altid den samme, følelsen af, at den blev mig tildelt, stemmen, da jeg kom (til jorden), for at jeg bedre ville kunne klare mig her, begå mig, forstå. Og jeg har virkelig haft ønsket om at kunne slukke for det spor. Men det er ikke lykkedes. Der er hele tiden sprog. Hele tiden ord, der rækker ud efter det oplevede. I lang tid tænkte jeg: Så længe sproget rækker, er der håb. Og måske også tryghed. Hvis det kan indfanges med sprog, kan det måske også fastholdes med sprog, og måske kontrolleres med sprog, livet.
10
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 10
08.01.2026 09.09
Man kan blive skør af den stemme. Den sprog maskine, der kører hele tiden. Den kan overdøve selve livet. Har du nogensinde prøvet at sidde oppe ved siden af organisten i en kirke? Her hører du lyden af tangenterne og pedalerne helt tæt på. Jeg har prøvet at sidde ved siden af organisten i Roskilde Domkirke, og jeg kunne høre musikken fra orglet, men jeg skulle anstrenge mig for at lytte forbi mekanikken. Nede i kirken hører man kun lyden fra orgelpiberne, men oppe ved tangenterne overdøves den af klik klak klik klak dak dak dak. Organisten havde spillet i fyrre år og sagde: Jeg har vænnet mig til det. Hun sagde også: Jeg kan egentlig godt lide det. Det trøster mig, når jeg nogle dage er træt i hovedet af de pedaler og tangenter, der larmer i mit hoved. Det andet spor i mig er et spor uden ord. I mange år har jeg set sporet uden ord som mere virkeligt, tættere forbundet med sandheden, en oprindelig og uberørt tilstand, måske det samme, man længes efter, når man mediterer. Nu, på dette tidspunkt i mit liv som menneske og forfatter, er jeg ikke sikker
11
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 11
08.01.2026 09.09
på, at det spor overhovedet eksisterer, det ordløse spor, og det, jeg søger nu, mens jeg skriver, er en stilhed i selve sproget. Jeg har skrevet, siden jeg var barn, i kladdehæfter, jeg snød mig til i skolen ved at sige, at det andet var blevet væk. Jeg varierede, hvilke lærere jeg spurgte, så de ikke blev mistænksomme. De bedste hæfter var de grå med tykt, glat papir, de var der både med tern og med linjer til henholdsvis blækregning og stil, jeg gik i folkeskole i 80’erne. Jeg skrev titler på historier, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle skrive, “Sommer uden regn” var der en, der hed, og jeg følte fortællingen, men havde ikke et eneste ord at putte i den. Jeg havde også mange sætninger a la denne: Hun hørte et skrig og troede et øjeblik, at en kat var kommet til skade, men det var bare et barn, der græd. Jeg kan huske at føle stor magi ved at vende en logik om, i dette tilfælde ved at gøre en kat vigtigere end et grædende barn. Da jeg var tyve, vidste jeg, at jeg ville skrive, jeg læste Edith Södergran, Emily Dickinson, Solvej Balle, Gertrude Stein, jeg overtalte mig selv til at
12
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 12
08.01.2026 09.09
købe nye notesbøger, selvom jeg havde i skabet, helst uden linjer og tern, men ellers var følelsen helt den samme, som når læreren låste skabet i klassen op og rakte mig et nyt kladdehæfte. Så kørte min far galt i Sverige og var så tæt på at dø, at han ikke forstod, at han levede. Jeg flyttede hjem til ham i en periode, han havde brækket alt, og det ene knæ var knust, hans lår var klipset sammen med store metalklips efter en stor operation, han havde slået hovedet, fik stærk medicin og var overbevist om, at der lå snigskytter på tagene og havde ham på kornet. I løbet af nogle måneder vendte han tilbage til sit liv, begyndte igen at gå, stoppede med at tale om snigskytterne, selvom jeg ikke er helt sikker på, om de virkelig var væk for ham, eller om han bare kontrollerede, hvad han delte med mig. Halvandet år senere var han i en næsten identisk bilulykke i Sverige, bare i den anden side af vejen, og denne gang døde han. Og så holdt jeg op med at skrive. I stedet blev jeg gravid og fik mit første barn elleve måneder efter hans død. Jeg var lige fyldt fireog tyve og følte, at alt allerede var for sent i forhold til
13
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 13
08.01.2026 09.09
mine drømme om at skrive. Jeg følte mig ikke ung, selvom jeg var det. Og jeg havde ikke kontakt til de ord, der ellers havde fulgt mig altid. Der var blevet underligt stille i mit hoved. Ikke velsignet stille, men lidt som om jeg hørte mine tanker gennem en væg. Som når naboerne har et skænderi, og man næsten kan høre, hvad de siger, og alligevel ikke, men de taler så højt, at man ikke kan lade være med at lytte og prøve at få en eller anden mening ud af de få ord, der slipper gennem. Da min far døde, forsvandt ordene, men maskinen kørte alligevel, forestil dig en maskine, der producerer sprog eller musik, hvis det er nemmere at høre for sig, men at du er placeret dårligt i forhold til maskinen, sådan at musikken kommer ud et andet sted, end hvor du er, og det eneste, du kan høre, er selve maskinen, alt det tunge mekaniske, klak klak, dunk dunk, lange metalliske lyde som en uheldig bevægelse med kniven på tallerkenen, en lyd, der sætter sig i nerverne, tangenter og pedaler ved orglet, jeg følte, jeg havde mistet mit sprog, og havde ingen fornemmelse af, hvordan jeg skulle få
14
når jeg bliver lille_mat_tryk.indd 14
08.01.2026 09.09
REBECCA BACH-LAURITSEN
Når jeg b l ive r lille igen
“
Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke skal skrive en bog for voksne. Jeg tror måske, at fordi børn starter med at være børn og så bliver voksne, kan nogle mennesker antage, at litteratur følger samme opskrift: at ligesom børn før eller siden bliver voksne, skal børnebogsforfattere før eller siden skrive voksenlitteratur. At litteraturen skal blive voksen. Min tilgang til børnelitteraturen er, at børn er akkurat lige så komplekse mennesker som voksne, og at verden er akkurat lige så kompleks for dem som for voksne, og det er det, børnelitteraturen må afspejle.
Når
ESSAYS
TALLULAH
jeg
bliver
lille igen
EN BOG FOR VOKSNE OM AT SKRIVE FOR BØRN
Rebecca Bach- Lauritsen