Issuu

14 mm

CMYK

er var engang en kejser, der fik nye dippedutter. Der var også en hæslig skøn jomfru, en bedstemor med løftede øjenlåg og en mand, der nok var den vredeste i hele verden. De er alle sammen på eventyr i den her bog mellem ulykkelige prinsesser, små knaldhætter og friere på mountainbikes. Nogle af dem lever måske endda lykke ligt til deres dages ende..

9 788785 486004

der var engang_cover_tryk.indd Alle sider

08.12.2025 12.04

Der var engang et eventyr Copyright © Lars Daneskov (tekst) og Thomas Hjorthaab (illustrationer) og Tallulah ApS, København 2026 1. udgave, 1. oplag, 2026 Omslag: Thomas Hjorthaab Grafisk tilrettelæggelse: Kathinka Fennestad, Kat·Art Sat med Roboto Slab og trykt hos ScandBook EU, 2026 ISBN: 97887-85486-00-4

FSC English C021394 New MIX Paper Landscape BlackOnWhite

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er ikke tilladt at udføre tekst- og datamining (TDM) af bogen, herunder til brug for træning af AI-teknologier m.v., uden forlagets forudgående skriftlige samtykke.

larsdaneskov.com Tallulah ApS Vesterbrogade 112b DK - 1620 København V tallulah.dk | tallulah_forlag | administration@tallulah.dk

LARS DANESKOV

Illustreret af Thomas Hjorthaab

ventyret om kongen, der spildte tiden

ventyret om prinsessen i verdens lykkeligste land

ventyret om den vrede Herman

ventyret om den hæslige skønjomfru

ventyret om brødrene Halvor

ventyret om prinsen og det halve kongerige

ventyret om Gudrun den almægtige

ventyret om den lille knaldhætte

ventyret om kejserens nye dimsedutter

109

VENTYRET OM KONGEN, DER SPILDTE TIDEN

er var engang en konge, som levede lykkeligt til sine dages ende. Det er sådan, historien ender lige om lidt. Men allerførst skal den selvfølgelig begynde, og i begyndelsen var kongen på ingen måde hverken konge eller lykkelig. Han var tværtimod en prins, der var utilfreds med det meste. Især var han pænt knotten over, at han ikke bare kunne blive konge med det samme. Prinsen ville så gerne i gang med at bestemme og regere og vinke fra balkoner, men det var umuligt, så længe den gamle konge stadig levede. “Nu skal du jo også lige være barn først,” sagde alle slottets lakajer, hofsnoge og kammerjunkere. Det syntes prinsen lød som det værste spild af tid. Han gad på ingen måde være barn og lege med sin kongelige togbane eller se så meget som ét minuts

kongeligt børnefjernsyn. Foreslog nogen, at de skulle gå en hyggelig tur på den kongelige legeplads og måske fodre et par kongelige ænder på vejen, fik de blot et vredt fnys som svar. “Ænder og legepladser er det skammeligste spild af tid. Det samme gælder legetøj, sovebamser og ståtrold af enhver art,” sagde prinsen. I stedet måtte prinsens personlige barnepige hver eneste aften læse et helt leksikon og alle dagens a viser højt for prinsen både forfra og bagfra, fordi godnat historier og pattede vuggeviser simpelthen var for barnlige. Da prinsen fyldte fem, fik han tolv lys i lag kagen, og da han blev tyve, var der mindst halvtreds. Heldigvis døde den gamle konge til sidst, hvilket virkelig var på tide, syntes prinsen, der nu endelig selv kunne blive konge. “Nu skal der ved den søde grød andre boller på suppen,” sagde han. Fra nu af skulle det være slut med at spilde tiden. Det skulle han nok bestemme, og er der noget, man kan som konge, så er det at bestemme. Så let skulle det imidlertid ikke gå.

Allerede den følgende morgen lå kongen, der lige havde været prins, i sin enorme himmelseng og spildte tiden, mens han ventede utålmodigt på, at solen og alle tjenestefolkene stod op, så dagen kunne komme i gang. Bagefter spildte han endnu mere tid, mens han ventede på, at vandet i guldbruseren skulle blive varmt og senere på at få sin morgenmad og på, at hans kongelige blødkogte æg kølede af, så han ikke brændte sin royale tunge. Og sådan gik det dag ind og dag ud. Ventetid og spildtid altid. “Nu ikke så utålmodig,” sagde hofsnogene og alle de andre på slottet, når den nye konge brokkede sig, men utålmodig var lige, hvad kongen var. Snart begyndte han at sove med sine hurtigste snabelsko på og tandbørsten i munden, så han altid var klar om morgenen. Lysekronerne lod han være tændt døgnet rundt, og alle døre stod åbne eller blev taget af deres hængsler, så enhver på slottet kunne komme hurtigere omkring. “Nu må Deres Kongelige Højhed endelig ikke glemme at nyde den blå himmel og livet som sådan,” sagde

en af lakajerne. “Alle har brug for ro og pauser. Ingen har godt af at have så travlt.” Men det skulle være en gammel løgn, ja, det skulle så, og det sagde den nye konge med bogstaver, der var så store, at nogle af dem den dag i dag kan ses på kunstkammeret. “Pauser, driveri og blå himmel!” Kongen prustede som et æsel. “Det kan umuligt være det, som mennesker ved deres fulde forstand spilder tiden på.” I en ruf fik han gjort sin kongelige karet klar, så han med sine egne øjne kunne rejse ud og se, om det nu også var så galt fat i landet, som det blev sagt. Det var det. Overalt i det ganske kongerige stod folk ved stoppe steder og ventede på busser. På banegårde var der ventesale, og uden for de smarte bagere var der kø. På pizzeriaer gik der altid mindst ti minutter, før maden var klar. I biografer var der reklamer, inden man kunne komme i gang med at se sin film. Nogle steder i parker sad folk endda på bænke og snakkede og grinede og kyssede og lavede absolut ingenting. Der var sågar nogle, der både havde frikvarter og ferier.

Aldrig havde kongen oplevet noget lignende, og aldrig havde han troet, at mennesker kunne ødsle så meget tid bort. Værst var det med alle de børn, der spildte deres tid med at lege og have det sjovt. Hvis det var sådan, de opførte sig som børn, hvordan skulle de så ikke blive som voksne? Løjsere og dovendidrikker. Kongen måtte tage sin krone af, så han kunne rive sig i håret. Da han vendte tilbage til slottet, lavede han derfor straks en lov, hvor barndom og frikvarterer blev strengt forbudt. Samtidig blev bænke og busskure fjernet over hele landet, så ingen længere kunne spilde tiden på at vente og gøre ingenting. Det måtte ikke længere tage ti minutter at få en pizza. Mødre skulle ikke være gravide i ni måneder, men højst et kvarter, og således blev kongen ved. Til allersidst lavede han for en sikkerheds skyld en lov, hvor det også blev ulovligt at sove, og hvor nætter blev forbudt, så man ikke skulle spilde tid på at stå op om morgenen. Hermed var al spildtid i kongens rige ophævet ved lov.